Efternavnet på heksen, stod med store hvide bogstaver, på et mørkt skilt, som hang ude foran den lille mørke butik, som hun ejede. Det som hun mente var en yderst hyggelig butik, kunne for nogen være utrolig skummel. Gardinerne var nemlig trukket for, så man ikke kunne se ind i butikken. Man kunne til gengæld se den lettere mystiske udstilling i vinduet. Den bestod nemlig af kranier som var udsmykket med diverse smykker, som kunne findes over det hele på kranierne. I øjnene, på hornene, mellem tænderne. Nogle af smykkerne lå tilmed inde i kraniet. Eftersom det var ved at være sent, var der kommet levende lys i udsmykningsvinduet, for at man kunne se udstillingen om natten. Butikken lå lidt nede, så man skulle gå ned af nogle få trappetrin for at komme ind i butikken. Inde i butikken var der også mørkt. Væggene var malet lilla, og de mange reoler var i mørkt træ, og fyldt med æsker med smykker i. Et hjørne, tæt på et af vinduerne, sad en sortkrage med grønne vågne øjne. Der var jo andre små lokaler. Det ene var et lokale til at brygge eliksirer, og det andet var til hendes særlige gæster, og nattesøvn.

Ejeren gik af mange navne. Seer, heks, Zaladins skøge. Hendes venner kaldte hende dog Tessa, som stod for hendes pigenavn, Contessa. Et brag lød fra den lille ’hyggelige’ butik. Contessa var nu helt gennemblød af en eliksir der var sprunget i luften. Hendes brygning var blevet afbrudt af en vision, om en mand med flotte blå øjne, men lige så flotte som øjnene var, lige så grusom kunne han være. Med et dybt suk bevægede hun sig igennem hoved-lokalet, og over i hendes soveværelse, for at skifte sin skjorte og nederdel ud med sin mørkegrå natkjole, med en anelse snører øverst ved brystet. Det var alligevel snart tid til at hun lukkede ned for i dag. Med et rutineret kast, forsvandt det våde tøj ned i en kurv, og hun kunne atter gå tilbage til eliksir lokalet. Hun rømmede sig lidt som hun fik samlet væsken og glasskårene ned i en spand. Hun satte derefter spanden på bordet og vendte sig mod en række reoler fyldt med succesfulde eliksirer. Et lettere tilfreds smil bredte sig på hendes læber. En dejlig stilhed spredte sig. Ro. Det blev dog afbrudt af sortkragen der begyndte at skrige. Hun skyndte sig igennem perlegardinerne, som raslede bag hende. Men kragen havde bare været til besvær, og gjort hende bekymret. Hun sukkede let og drejede igen mod eliksir lokalet. Sortkragen plejede at alarmere hende om farer, men den var da lidt langsom i dag, eftersom eksplosionen allerede var sket...

Etersom at Ompries på ny havde formået at smide sin krop af sted mod Dianthos ville han opleve noget nyt. Han manglede ikke krystaller efter at han havde været i arenaen men de lå lidt tungt i lommen. Efter mødet med Lilith havde han faktisk ændret sig en smule. Han var ikke længere den søde person, nej hun have vækket noget i ham der havde været gemt væk længe. Et sted kunne man vel egentlig bare sige at han var sit gode gamle jeg. Hvad det så end var. Han var ikke sikker på noget længere, men det skulle ikke forhindre ham i noget som helst. Dianthos lignede sig selv som han havde bevæget sig igennem gaderne. Egentlig havde han brug for noget ro og pleje de få skræmmer han havde haft fået i arenaen, men det kunne vente. Han var måske en anelse sulten men det kunne sådan set også vente. Nej han havde hørt nogle snakke om heksen der lå i skumringskvarteret, huns kulle være dygtig i det hun lavede. Men hvem ville dog også ligge en butik der, hvis det ikke var fordi det var noget over det? Eller i det mindste bare havde et godt alternativ til at være lidt modbydelig? Han trak på skuldrene over hvad han havde hørt og jagten satte sig ind hos ham. Han måtte vide hvad denne heks kunne, hvis hun overhovedet kunne noget som helst.

Selv skmringskvartetet lignede sig selv, og det var ikke mange ting der havde ændret sig i hele Dianthos siden sidst han havde været her. Hans tanker gik dog mest på om nogen ville kunne genkende ham og smide ham i spjældet, men det orkede han faktisk ikke, så det var bare med at komme hurtig væk hvis han blev opdaget, men nu havde han også fysikken til at løbe langt hvis det kom der til. Han var veltrænet og havde været det hele sit liv. Hans store muskler og ansigtet lignede han sin far på en prik, hvis han så bare havde kunne huske hans far. Men Deavás havde allerede taget hans minder omkring RT-banden og hans far, så der var vel ikke så meget i det længere. Som han endelig fandt hvad han ledte efter i skumringskvarteret bevægede han sig ned af trappen og åbnede døren så den nærmest fløj op. Han tog det ikke så tungt men han var egentlig også lige glad. "Hey heks! Hallo kom her ud!" kom det fra ham og kiggede lidt på reolerne der stod i lokalet. Han havde ingen ide om hvad der var på de reoler, og han kunne ikke lige frem læse ret godt, så det var vel bare at finde ud af hvad det var. Han kunne da åbne nogle af de flasker og drikke indholdet, men det orkede han faktisk heller ikke rigtigt. En skrappen lød og han gik efter lyden for at finde en krage side og skrappe helt vildt. "Så hold dog kæft, åndssvage fugl!" kom det fra ham og knyttede sin næve.

Som perlegardinet lukkede sig om bag hende, svang døren åben, med en kræft der fik perlegardinet til at bevæge sig lidt. Contessa vendte sig rundt mod gardinet, samtidig med at hun hørte en mandlig stemme kalde efter hende. Heks. Hun gik så med langsomme skridt mod gardinet og løftede det op, så hun kunne se herren der stod i døren som nu begyndte at skælde ud på sortkragen, som var begyndt at skrige så snart han havde taget i håndtaget. ”Kan jeg hjælpe?” spurgte hun, med hovedet let på skrå og sit hår liggende ned omkring sine skuldre. Hun var trodsalt ved at lukke, og skulle umiddelbart kun rydde op efter hendes lille fiasko. Hendes fingre var beklædt med ringe, og armene diverse armbånd. Hendes hud var svagt grønlig og hendes øjne lyse.

Hendes øjne så direkte på herren, og hun opdagede hurtigt at hun kendte øjnene, og var valgte derfor sine træk med en lille omhug. Kragen lukkede næbet, så snart den lagde mærke til at hun var opmærksom på faren. Nu hvor hun kendte fremtiden, ville den nok ændre sig. Men det var aldrig til at vide. Hun rettede sit hoved op, og begyndte at gå om bag disken. Selvom hendes kjole var lang, kunne man ane at hun havde en lang hale under kjolen. Hun lagde sine fingre spredt, oven på hinanden, lige foran sig, på disken, mens hun så ham i øjnene, afventende.

Ompries kiggede lidt rundt i den butik han stod i og overvejede at kalde en gang til da der endelig kom et svar. Faktisk havde han ikke lige set at hun var dukket op. Måske var det bare fordi hun var lydløs, eller også var det bare fordi han havde hovedet et andet sted. En ting var sikkert, hun kunne ikke bare sådan dukke op ud af den blå luft! Sådan en heks! Måske han skulle brænde hendes butik ned med et eller andet? Nah måske ikke... Først skulle han lige finde ud af hvad det var hun kunne, hvis hun overhovedet kunne finde ud af et eller andet, og at det ikke bare var tomme rygter.

Kragen stoppede sin latterlige skrappen, hvilket egentlig bare lettede lidt på det hele, så behøvede han i det mindste ikke at stikke den der krage et par på skrinet... Eller på næbbet.. Eller noget. Den skulle bare holde kæft! "Hjælpe?! Lad os bare sige at jeg har hørt nogle ting og jeg vil vide om det passer med det du kan." kom det fra ham og kiggede lidt hårdt på hende. Han var ikke sikker på hvad det var han kunne forvente eller noget. Men det måtte tiden jo vise i det store og hele. Måske der faktisk kunne være nogle sandheder i det der blev sagt om hende. Men han tvivlede nu ret stort, det var ikke så tit at han hørte sandheder når det først kom til stykket. "Så heks. Jeg er her for det du kan, hvis du kan noget. Af det der hokus pokus der siges du kan!" han anede ikke hvad det var det hed det hun kunne, men nu måtte de jo se tiden an om hvad det var hun kunne, hvis hun i det hele taget kunne sige noget om ham der var sandt.

Contessa gav herren et blidt smil, som han fortalte han havde hørt ting om hende, og ville vide om hun faktisk kunne, hvad folk gik og snakkede om. Hun gav et lille fnøs fra sig, inden hun så ned på sine lange blege grønne fingre, tænkende. Var det smykker eller spådom han var ude efter? Det var ikke ligefrem fordi hun selv kunne vide hvad han søgte efter. Hun kiggede så op på ham, som han endelig blev færdig med at snakke. "Er det et magisk smykke eller en spådom, som du søger?" lød det fra Contessa, selvom hun i den grad var ret så lige glad med hvad ville have. Hun skulle da nok give ham hvad han ville have, hvis det fik ham til at forlade butikken og hende ubeskadiget.

Hun håbede dog ikke han søgte spådom, da dette kunne være et risikabelt emne, for at finde ud af, om rygterne var sande, for så snart at man kendte fremtiden, ville den ændre sig. Fortid derimod kunne være gavnligt at give svar på... De færreste ville dog kendte til deres fortid eftersom de selv kendte til den. Det var oftes kun væsner med hukommelesestab, hvor hun valgte at se fortiden. Selvfølgelig var der en god mængde Kile-troende som havde mistet en de holdt nær og søgte hendes ord, for at finde ud af om dem, hvis lys var slukket, havde det godt. Det var ikke noget Contessa desideret kunne finde ud af, men hun kunne bruge sine fortids-seende evner til at finde ud af hvordan den afdødes liv havde været, for den pårørendes synsvinkel, og derved give et svar på, hvordan den afdøde nok ville have det. Det var altid et gætteri at lege medium, men Contessa var efterhånden blevet god til at vide hvad der var det rigtige at sige til de forskellige kunder hun havde.

Hvis han skulle være helt ærlig, så anede han jo ikke engang hvad det var han skulle vide eller hvad han søgte. Der havde været så mange rygter, at han ikke anede om de var sande eller ej, og der var jo kun en måde at finde ud af det på. Men en ting var helt sikkert, der kom ikke noget godt ud af det hvis hun løj om noget som helst. "Hvad ved jeg, fortæl hvad du ved og hvad du kan" kom det fra ham og viftede lidt med hånden. "Men næppe et smykke, det er ikke det jeg søger. Jeg går ikke med smykker, og jeg har endnu ikke nogen jeg mener der skal forbandes." han kunne sagtes klare en forbandelse helt selv hvis det kom til stykke, dog kom det aldrig så langt, som regl ville de blive slået ihejel for i det hele taget at have været i vejen for ham. "Spådom ikke spådom, fortid, nutid, fremtid. Jeg ved ikke hvad du kan, men fortæl mig hvad du ved og lad os se hvad udfaldet bliver." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Dette her kunne gå på flere måder, og han vidste ikke om det ville være en god ting eller en dårlig ting. Men en ting var sikkert, dette her ville ende med at handle om ham og intet andet. Hvis han ikke kunne lide hvad han hørte ville det gå ud over hende, så var det bare spørgsmålet om hun ville overleve i det lange løb, for hvad kunne en heks i det hele taget ud over at være en heks?

Manden virkede ret så ligeglad med hvad han egentligt blev tilbudt. Han skulle bare teste hende af, og se hvad hun havde at byde på. Hun nikkede langsomt som han fortalte det ikke var smykkerne han var interesseret i at høre eller få. Hun trak et lille smil som han nævnte forbandelser. Han havde måske en lille ide om hvad smykkerne var i stand til.

Med en dyb udånding lod hun sit blik hvile på ham. ”Jeg kan sagtens spå din fremtid og se din fortid, hvis du ønsker det – men jeg arbejder ikke gratis,” den sidste del lød lidt hårdt. Ja hun havde set en lille vision af hvad der nok kom til at ske senere ved dette besøg, men hun havde stadig brug for krystaller til at brødføde sig selv. ”To safirer,” tilbød hun for at spå hans fremtid og fortid. Hendes priser varrierede meget alt efter hvem hun havde som kunde. De adelige skulle nemlig altid betale lidt mere end de almindelige krystalisianere. Manden her virkede ikke umiddelbart til at være adelig, så han fik en ret standard pris.

For en gangs skyld kunne nogen her i denne åndssvage by rent faktisk finde ud af noget, og så krævede hun krystaller af ham?! Hvad bildte hun sig egentlig ind, hun havde jo ikke engang gjort noget... Endnu... På den anden side hvad nu hvis hun kunne fortælle ham om den fortid han ikke rigtig kunne huske. Han kunne da huske noget, men det var som om noget helt andet var blevet hvisket ud, han vidste faktisk ikke helt hvad det var, men han fik nok heller aldrig helt styr på hvad det var. Han stak hånen i lommen og fiskede 1 safir op og lagde den på disken. "Du kan få den og er jeg tilfreds får du en mere!" han skulle ikke snydes, og havde spåkoner det ikke med at snyde folk når det kom til stykket? De sagde vel egentlig bare det man gerne ville høre, det var sådan han havde hørt det fra andre, så hvorfor skulle det ikke være sådan nu?

Det var tydeligt at manden foran hende ikke var vild med at betale, men hun blev da glad for at han som det mindste gav hende halvdelen af det hun havde budt ham. ”Husk på at det ikke er alt ved ens fortid man bryder sig om, og det er ikke alt ved ens fremtid, man ønsker skal blive en realitet,” forklarede hun, inden hun lukkede sine lange lysegrønne fingre om safiren og trak den væk og smed den ned i en krukke bag disken.

Af sikkerhedsmæssige årsager, valgte Contessa ikke at ville sidde overfor manden, på de sædvanlige pladser, men blot stå, som de gjorde lige nu. Kortvarigt lukkede hun sine øjne for efterfølgende at spærre de næsten hvide øjne op, og se mod de blå øjne foran hende. Hun startede med fortiden. Hvis hun kunne bevise at hun faktisk kunne noget, ville det måske være at hente der.
”En bande som hærger Toropolis Isla... Væsner omkring dig, virker ikke synderligt begejstret for din tilstedeværelse,” forklarede hun kortvarigt. Afbrød han hende ikke, ville hun springe til fremtiden. Så kunne han bede hende om at se mere, hvis han ønskede.
”Jeg ser en faderlig figur. En du troede var død. Han lever livet og... Er kanibal...” forklarede hun. Afbrød han hende ikke, ville hun lukke sine øjne og vende tilbage til ham. ”Noget der vækker nogle tanker?” spurgte hun, i håb om at han tog godt imod de ting hun havde snust frem.

Han fnøs kort som hun sagde noget. Han hvad sikke lige bed5 hende om at fortælle ham et eller andet? Nu skulle hun ikke begynde på?et eller andet humbuk for så ville det gå værst ud over hende selv. Han var lige ved at tage krystallen tilbage, men hun havde allerede taget den og lagt den i en krukke, så var det altså for sent.

Han lyttede til hendes ord og himlede lidt med øjne. Rutilus Taurus havde faktisk aldrig været særlig søde ved ham, men hvorfor? Han kendte ikke svaret og af en eller anden grund irriterede det ham bare endnu mere. “Ja ja videre” kom det fra ham og lavede en videre håndbevægelse. Da hun begyndte at snakke om hans far fnøs han endnu en gang. Det var humbuk for hans far var død! Han havde været alene hele sit liv og så kom en heks og sagde at han levede?! Han slog lidt i bordet med en knyttet hånd.”min far er død, du skal ikke stå der og finde på løgnhistorier heks!”  Kom det fra ham. Men det var langt far sandt, han havde mistet sin hukommelse omkring Samson, så i hans hukommelse havde han aldrig haft en far lige meget hvordan man vendte og drejede det.

Nok så Contessas øjne mod sin blåøjede kvinde, men når hun brugte sin evne, kunne hun kun se det som hun søgte efter. Hun kunne altså ikke se hvordan han himlede med sine øjne, eller hvordan han kastede lidt med sin hånd, for at hun skulle forsætte videre til noget som var mere spændende.

Så snart kunden foran hende slog hånden ned i bordet, gippede det minimalt i Contessa, som hun vendte tilbage til realiteten. Hun kunne nu se sin kundes ulmende vrede og forargelse. Han var tydeligvis ikke tilfreds med hendes forudsigelser. Hun ville altså ikke få den sidste safir. Zalans.
”Jeg lyver ikke for dig, jeg fortæller blot hvad jeg ser i din fremtid” prøvede hun at forklare ham. Hun håbede på at han ville falde til ro og måske i sidste ende vælge at give hende den sidste safir.

Han kiggede på hende og knep øjnene sammen.Det var virkelig noget vås det hun havde sagt. Som om hans far levede. Han havde på ingen måde ideer om at Samson virkelig levede, i hans hoved havde han aldrig haft en far, han var blevet opfostret af en kvinde der ikke engang var hans mor, og hvem hans mor var vidste han ikke engang selv. Han havde aldrig fået et navn af kvinden der havde opfostret ham. Ikke hvad han vidste af. Men det hele var virkelig også en stor tåge i hans hjerne, som om der manglede noget. Han vidste bare ikke helt hvad det var.

Han rakte ud efter hende for at tage fat i hendes krave og hive hende tættere på ham. "Løgner! Min far lever ikke, det har jeg altid fået af vide. Dette er en ting jeg er stensikker på. Hvor vover du at fortælle noget som ikke engang er sandt. Du er her bare for at kræve krystaller af folk. Du siger hvad det er folk gerne vil have, at du ikke skammer dig!" kom det spydigt fra ham melllem de sammen bidte tænder.

Kunden greb voldsomt ud efter hendes krave og hev hende tættere. Ja, det var lige før hendes bare fødder lettede fra gulvet, som hun nærmest blev trukket henover den lange disk. Natkjolen hun havde på, blev også trukket godt op, således hendes knæ ikke længere var dækket. Hun rystede langsomt på hovedet af ham, som han spydigt svarede igen. ”Jeg siger ikke hvad folk vil have,” prøvede hun. Hendes hjerte var begyndt at hamre lidt. ”Jeg er ikke ude på tage krystaller fra nogen. Jeg gør bare mit arbejde,” lød det fra hende. Hun hævede langsomt sin ene hånd op til hans, for blidt at gribe i den. ”Hvis nu du giver slip, så kan vi finde ud af mere?” tilbød hun. Hun ville gerne have manden ud af sin butik hurtigst muligt, men det var klart at det ikke umiddelbart var en sandsynlighed der ville komme foreløbig. Enten ville hun kunne snakke ham ud af sin vrede, få tæsk eller…

Ja hvordan han ville få sin vrede du, det var ikke til at vide, men uanset hvad ville han sikkert gå derfra mindre vred end hvad han var lige nu.

Det var løgn alt det hun stod og sagde lige nu. "Du lyver!" kom det fra ham og hæv hende lidt tættere på ham. "Du gør et rigtigt dårligt arbejde at du ved det. Ingen kender min fars navn, min mor efterlod mig hos en kvinde jeg ikke engang kendte som helt spæd. Her fortæller du mig at jeg har en far der er kanibal! Min far er død, forstår du det?!" kom det fra ham og havde mest af alt lyst til at kvæle hende på stedet. Hvorfor skulle hun stå der og lyve så det drev af hende?! Hendes hånd mod hans gjorde det ikke meget bedre, i stedet tog han fat i hendes hånd med den frie hånd for at tvinge den ned imod disken. "Jeg burde tæve sandheden ud af dig, og give dig en lærerstreg for at lyve for dine kunder!" kom det fra ham og blev mere og mere vred.

Contessa blinkede lidt med de blege øjne, som han råbte at hun løg igen. Hun prøvede så vidt muligt at få fat på et eller andet på bordet, til at støtte sig til, så det ikke ville blive ubehageligt at blive hejst sådan op. Som kunden foran hende fortalte om sin historie kunne hun godt forstå det var svært for ham at indse at han nok stadig havde en far et eller andet sted. Måske havde han svært ved at vende sig til tanken om at skulle ses og mødes med sin far?

”Ja – nej, din far er ikke død,” lød det fra hende lavt. Hun prøvede at spare lidt på sine kræfter, eftersom hun nok havde brug for dem senere. Hun skar en lille grimmase, som han fik tvunget hånden, som havde prøvet at gribe om hans, ned til bordet. Trusler om at tæske hende fløj ud af munden på ham. Hun måtte finde på et eller andet… En seer med et blåt øje blikke ikke sælge nær så godt, for så havde hun jo tydeligvis ikke kunne se langt nok frem i tiden til at kunne undgå det. Blå mærker på kroppen var til at klare, eftersom kroppen alligevel altid var dækket; så skulle hun bare holde de ekstra ydelser på længere afstand. ”Hvad med en gratis ydelse i rummet ved siden af?” foreslog hun og skævede mod det der var hendes soveværelse, som var placeret skråt bag ham til højre, lige ved siden af det sted hun normalt spåede.

Det var det værste vås han nogen sinde havde hørt. At hans far skulle være er live. Han havde aldrig kendt sin far, og han ville aldrig komme til at kende ham. Det var noge5 rigtig rod det hun stod og sagde. Og hendes stammen gjorde det ikke lige frem bedre. I stedet tilbød hun ham en anden ydelse, og han kiggede lidt på hende”hvad har su som du kan tilbyde?” Han var sådan set lige glad hvad det var hun skulle bare ikke snakke om noget hun ikke kendte en skid til. 

Contesssa smilede lidt mere roligt nu hvor det virkede til at han var interesseret nok til at falde lidt til ro, eller måske var det fordi hun lagde han spådom på hylden så han ikke skulle tænke på den. ”Det er et lokale for ydelser jeg normalt ikke tilbyder,” fortalte hun med et let lummert smil, ”Du kan gøre hvad du vil med mig derinde,” forsikrede hun ham. Kvælning, blive revet i håret, losset til, tisset på hvad end han faktisk ønskede, ”Så længe jeg kan vandre rundt i min butik dagen efter,” tilføjede hun, blot for at give ham en begrænsning af ikke at brække hendes ben eller dræbe hende – det ville trods alt også være lige lidt i overkanten.

Han lyttede til hende og straks fik han et mindre skummelt smil på læben. Hun ville have ham, men så igen hvem ville ikke det? Han var speciel med sine muskler og han var Guds drøm til alle kvinder, det var i hvert fald hvad han selv opfattede sig slev som. “Ydelser du normalt ikke tilbyder? Jeg kan lide tanken” svarede han og kiggede indgående på hende. “Så længe du kan gå. Så dine arme og ben er fritaget det var en skam, det samme er dit liv, endnu mere en skam.” Svarede han og kløede sig lidt på hagen. “Men på den anden side kan jeg gå med til det” han kiggede på hende og uden så meget som at tænke sig om hoppede han op på disken om om ved siden af hende. “Før an”

Han kiggede på hende som hun førte han, egentlig var han lige glad med hvad der skete og ikke skete. Han var sådan set også lige glad med hvordan hun så ud. Hun havde løjet og det krævede en form for hævn, han vidste bare ikke helt hvad det skulle være endnu. Så i stedte kage han hovedet på skrå og dulgte efter hende. 

Rummet virkede lille men det var nok til ham, hvem havde brug for så meget når man havde lyster der skulle stilles tilfreds? “Hvad ville n lystens mand have?” Spurgte han med en lidt grov stemme. Han knipsede med en finger af hende og pegede ned ad. Så kunne hun vel selv regne resten ud. Ellers var hun jo lige så dum som hendes sagte spådomme og forudsigelser.