Luften lå som et tyngende tæppe over Dianthos, foråret var for alvor ved at melde sin ankomst, men derfor var nætterne stadig køligere end mange ville ønske det. Desuden var det som om energierne i luften, lovede at noget ville ske i aften; om det var en god eller dårlig ting, var måske for meget at lægge i det. Men en følelse af, at noget bestemt ikke var som et skulle være.
Men det var ikke det, som trykkede den blonde kvinde der stod med armene over kors som hun kiggede ud af et vindue der lå over Dianthos gader. Hendes kolde blå øjne, betragtede de mennesker der gik rundt dernede, intetanende af hvad der skulle foregå for hendes vedkommende denne aften.
En mand var i gang med at tænde lanternerne, så man kunne se hvor man gik, nu når mørket snart ville sluge omgivelserne. Solen stod med sine sidste stråler i horisonten inden den ville takke farvel til dagen, og først ville bryde frem igen ved morgensfrembrud.
Hun lod tungen køre hen over bagsiden af tænderne, mens hendes bryn knyttede sig mod hinanden. Det var tydeligt, det var en eftertænksom dame, der stod betragtede dagligdages gang ude for værelset hun var i. Io men bedre kendt som Evlyn Crane, var iført en lang blodrød kjole. Et stramt siddende korset, der virkelig fremhævede de former, hun ellers slet ikke havde. Tydeligvis lagt ekstra, detalje på at få den petit tyv tøs, til at ligne den adelig hun prøvede at portrætterer denne aften. Hendes hår var redt tilbage i flere fletninger som var samlet i en knold øverst på hoved.
Plantegningerne hvirvlede for hendes nethinde, hun gennemgik planerne. Forsikrede sig selv, at hendes egne var præcis hvor de skulle være inde i palæet. Malerierne var blevet placeret sådan i kloakerne sammen ‘vagter’, der skulle sikre sig at de ville blive transporteret op så de kunne bytte dem med de originale, så snart de havde fundet det kammer hvor at alle værdigenstande befandt sig.
Alt i mens, hun også prøvede at presse den ulmende vrede hun havde for manden der stadig var i gang med at gøre sig klar til de skulle afsted.
Hun havde lejet et værelse på Diamantdråben, der skulle sikre dem et godt dække af at være et ægtepar som var blevet inviteret med til grevens bal. Her havde hun allerede skiftet tøj, taget et bad og gjort sig i stand, man kunne sige det var heldigt, at værelset var tilknyttet to badeværelser. Bare tanken om hun skulle have delt med ham; hun blev næsten endnu mere sur ved tanken. Men det syntes at tage Pax umådelig lang tid for at blive klar. Og man sagde kvinder havde problemer med at komme ud af døren til tiden? Hvad foregik der, derinde? 
Hun pressede læberne imod hinanden, mens hun endelig løsrev sig fra hendes tanker, og vente sig imod døren der ledte ind til et ganske overdådigt badeværelse.
Hendes skridt var tunge og beslutsomme som de gik hen til døren. Hendes hånd bankede hård to gange imod det rødlige træ. “Er du snart færdig eller hvad? Kareten kan være her hvornår det skal være.” der var en tydelig undertone af irritation i hendes stemme, som hun himlede med øjnene og gik hen til bordet. Der lå invitationer hun havde opsnappet fra en uddeler og forfalsket så de passede til dem. Greven ville alligevel ikke huske, hvem han helt præcist havde inviteret, lige meget hvor intimt det var.
Hendes to piger, havde dog fortalt at der ville ske noget ganske, interessant i aften. Da hele tjeneste holdet var på kanten grundet nervøse energier af at noget slemt ville ske.
Det var trods alt adelige, når det kom til stykket ville man aldrig kunne vide sig helt sikker på, hvad de fandt underholdning; underholdende.

Pax betragtede sit spejlbillede med øjne der brændte – et blik der ikke blev forsødet, som Evlyn hamrede på døren og meddelte, at deres karet kunne være der når som helst, og hvorfor det tog ham så lang tid. I grunden havde det ikke taget bandelederen andet end et øjeblik at vaske sig og dernæst iklæde sig de fine gevandter, der lagde sig om hans tynde skikkelse og tilpassede sig de brede skulder til perfektion. I det rigtige lys, tænkte Pax modvilligt, ville nogle måske endda gå så vidt og bestemme sig for, at han var en nydelig ung mand. Hærget, jovist, og ikke mindst for spinkel efter den barske vinter, men ikke desto mindre… pæn.
Ved Zaladins krøllede røvhår – det var til at brække sig over af skam.

Som bandelederen, Ulven selv, stod bøjet henover håndvasken, med begge arrede – men nu rene hænder – i et solidt greb om det fine porcelæn, sukkede han tungt; næsten som gik luften af ballonen og landede flad og kedelig på jorden.
”Er det ikke meningen, at den skal vente på de fine folk?”, spurgte Pax i en høj tone, så det var muligt for Evlyn, at høre hans bemærkning igennem den tunge trædør. ”Og jeg er sådan set klar. Jeg står bare og skammer mig”, lød det dernæst mumlende, i det Pax skubbede sig fri af håndvasken og dernæst rankede ryggen. Nok kunne han føle den forlegne fornemmelse, som en evig og tung skygge bag sig, men kun guderne skulle være i stand til at se den. Derfor var Pax’s skarpe kæbe også afslappet og resten af hans ansigt ulæselig, som han omsider fandt vej frem og ud til Evlyn.

Til trods for at Evlyn allerede havde skiftet, og Pax derved havde set den røde kjole, i det han selv ankom, kunne de stålgrå øjne ikke hvile på den for længe. Der var ingen tvivl om, at den blonde kvinde var smuk, men Pax mistænkte sin manglende erfaring med det modsatte køn, for at være den ultimative hæmsko. Hvis man betragtede kønne kvinder hver dag, måtte man efterhånden blive van til det, resonerede han sig frem, hvorefter han smed begge hænder ud til siden – næsten opgivende.
”Kåben sidder for stramt. Hvordan skal jeg kunne kravle, hvis jeg knap kan bevæge mig?”, spurgte han, velvidende at det grænsede til barnagtigt.

Uvilligt fik han et smil frem på hendes læber, da hans svar blev råbt fra det andet rum. Hun lod fingrene glatte folderne ud i kjolen hun havde på. Hun havde ryggen til ham, som han trådte ud af baderummet. Hun hørte døren der gik, hendes hoved blev kastet over sin skulder. Hun kunne ikke skjule det oprigtige smil, der spillede sig frem på hendes læber. Hendes ansigt der før havde været henlagt i alvorlige folder, blev glattet ud, og hendes øjne fik et næsten hengiven glans.
Hun rystede hurtigt på sit hoved og hendes bryn knyttede sig. Det var vidst ikke sådan, at han skulle have lov til at se hende kigge på ham! Hvis det ikke var fordi hun havde brug for ham stadig, så havde hans små numre han havde lavet op til dette kup, kostet han dyrt. Meget dyrt.
Hendes tunge gled hurtigt ud greb om underlæben gled ind og tænderne greb omkring læbernes hud.
Den spinkle kvinde, der altid var blevet betragtet lidt som en dukke når man så hendes fine træk i ansigtet. Var om noget, blev endnu mere forfinet med den make up hun havde brugt på at gemme arret hen over hendes ansigt væk. Desuden havde hun brugt kul til at gøre øjenvipperne endnu mere mørke og læberne var malet med en mørkerød farve.

Hun himlede med øjnene, da han nærmest barnligt brokkede sig over det tøj hun havde valgt til ham. Hun bevægede sig langsomt hen over ham, kjolen der dansede rundt omkring hendes fødder så snart at hendes sko sparkede til kanten af kjolensstof.
Lige så stille gik hun rundt omkring ham, for at tage ham ind. Hun måtte minde sig om, at tankerne om at han så godt ud skulle pakkes væk så snart at de dukkede op. Mest af alt, fordi hun vidste at så snart man lod sig dykke ned i de fornøjelser var det en hurtigt vej til at blive bidt af følelses insektet. Det sidste hun havde lyst til med denne mand.
Hun stillede sig foran ham og lagde hoved på skrå. “jeg kan ikke se hvad problemet er. Du skal ikke kravle nogen steder.. Desuden kan du bare tage den af så snart det sjove starter.” sagde hun en smule køligt, og trådte så frem imod ham. Men uden hun helt vidste hvorfor, stoppede hun før hun kom for tæt på ham. “Må jeg?” spurgte hun, og kiggede op imod ham med et hævet øjenbryn.
Hun kunne se at noget ved hvordan han havde sat kåben ikke var helt korrekt. Og ville rette det til, således at han stod knivskarpt. Men hendes hænder ville af en eller anden grund, ikke røre ved ham med mindre han gav hende lov. Hun blev hurtigt nød til at fortælle sig, at gøre med de små hemmeligheder hun havde fundet frem omkring manden foran sig. De var jo ment til at hævne sig imod de ting han havde gjort imod hende, ikke gøre at hun faktisk fik ondt af ham! Men hun, var bare.
Hold nu kæft noget lort.
Evlyn måtte virkelig minde sig selv om hun skulle tage sig sammen denne aften. Ellers ville det ende galt.

Pax lod instinktivt sin vægt falde frem på tæerne og sine hænder knytte, i det Evlyn nærmede sig; som et rovdyr, der iagttog sit bytte. I det at hun stoppede op, forlod noget af alt det kølige hendes blå øjne og Pax brummede noget uhørligt i accept. Jo, hun måtte rette til, det var Pax ikke selv for stolt til.
”Men lad nu være med at få nogen idéer”, lød det i samme øjeblik, i det han klistrede et kækt smil i mundvigen; det var i hvert fald hans hensigt. Hvad der dog i stedet satte sig henover hans skarpe kæbe og i den ene mundvige, var hans eget rovdyr, der ikke efterlod meget til fantasien; tag dig i agt. Jeg bider.

Som Evlyn begyndte at rette på den smukke kåbe, holdte Pax vejret. Det var hverken bevidst eller ej, blot et instinkt der tog over, som hendes hænder arbejdede. Stadig lå hans stålgrå blik på hendes kønne ansigt og først da så han, hvordan hun havde sminket sig til fest. ”Du behøver ikke alt det der i hovedet”, sagde han, velvidende at det gjorde hun – hendes ar var ganske enkelt for tydelige, ligeså vel som hans egne. ”Du ved, hvad jeg mener”, tilføjede han, uden at give Evlyn tid til at formulere sit eget svar, hvorefter han med en doven håndbevægelse affærdigede sine egne ord.

Dernæst faldt stilheden igen. Dog, ikke for længe. Pax havde gået og spekuleret over et ganske særligt spørgsmål, siden han havde forladt den dæmonbesatte kvinde i hendes underjordiske skjul. ”Hvor gammel er du egentlig?” Ordene var grænsende til neutrale, men de kunne ikke i sandhed erklære sig helt distancerede. Af en eller anden årsag virkede det vigtigt, ja, faktisk helt essentielt for Pax at vide besked.

Hendes hænder lukkede sig omkring stoffet, lige så langsomt og forsigtigt rettede hun det til. Hun tog en dyb indånding, og sukkede så ud.
Hans kommentar, fik hende dog til at stoppe, med hænderne omkring kåbens krave. Hendes bryn løftede sig, mens nogle uimponerede øjne gled op imod hans ansigt.
“Ja?” spurgte hun og lagde hoved på skrå, hun kunne mærke hvordan de ord vækkede en vrede i hendes mave. Magen til røvhul.
“Du Pax, jeg foretrækker kontakt fra folk der ønsker det.” hun rettede det sidste af det som sad skræv, nok lidt hårde end hun havde tænkt sig. “Så jeg skal nok love jeg ikke får nogen idéer.” hvæsede hun som tilføjelse. Hun vidste faktisk ikke helt hvorfor hun blev så vred? Hvorfor at hendes ord næsten lod såret? Til helvede med det.
Dog fik hans næste ord hende til at føle han først havde tændt op i bålet af vrede og irritation, for pludselig at hælde det over igen med vand. Hvad var den her ide? At han var utålelig også pludselig vente til at være umådelig sød?

Hendes blik betragtede ham indgående, som hun ikke troet på hans ord.
Mente han, at hun var smuk?
Nej, det troede hun ikke på. Det kunne hun ikke tro på. Sikkert en kompliment han fyrede af og sikkert kun for at vinde hende over på hans side igen. Men hun havde fået nok af hans narrestreger, så følelserne fra hans ord blev pakket væk – meget hurtigt.
“Tak” svarede hun kort, som havde hans ord ingen betydning. Hun trådte væk fra ham, da hun var sikker på at det hele sad som det skulle.

Hun havde ryggen til, da hun hørte hans næste spørgsmål. “Har du ikke lært man ikke spørger hvor gammel en kvinde er?” hendes hoved kiggede igen over hendes skulder. Hun vente sig imod ham, et skævt og morende smil spillede på de fyldige læber. “Jeg er 36.” hun fandt sin signatur halskæde frem, en stor smaragd og diamant besat halskæde. En af de helt store jobs hun havde haft, før hun vente tilbage til Krystallandet.
Hendes fingre gled ned over det kolde sølv, som lå imod hendes kraveben. Altid det sidste prik over i’et, for hende at forvandle sig til sin rolle. Elenora Grey.  Hvilket også var ganske tydeligt den måde hele hendes krop ændrede sin holdning. Den ranke ryg, skuldrene trukket tilbage og et blidt kærligt udtryk i ansigtet. På trods af det stadig ikke helt nåede hendes øjne.

Pax så ned på Evlyn, som hendes øjne slog lyn og hendes hvæsende ord forlod hendes buttede læber. Det syntes dog ikke at have nogen effekt på ham; stadig var hans stålgrå blik tomt og hans skarpe kæbe afslappet – og havde Evlyns tone båret præg af noget såret, lagde Pax aldrig mærke til det. I stedet nikkede han mod hende, i et ’det var så lidt’ og vendte dernæst rundt for at sætte sig til rette på en af de smuktudskårne stole.
”Du ligner en på min alder”, lød det, som var det al forklaring Pax ønskede at give, men også den eneste der syntes væsentlig. ”Og så kan jeg jo stadig godt retfærdiggøre mine våde fantasier om dig og mig”, tilføjede Pax i en kæk tone, i det han vrikkede med sine brede øjenbryn til hende. Aldrig nåede spøgen dog, at sætte sig fast i hans stålgrå blik, der hvilede urokkeligt på Evlyn. Eller…

Pax så, hvordan kvinden foran ham ændrede kropsholdning – som gled et usynligt tæppe henover hende og forandrede Evlyn til… ja, hvem end der nu stod overfor ham. Det var grænsende til fascinerende, og Pax forstod pludselig, at det ikke længere var ham, som førte an i dette kup. Han havde aldrig været så, ja, nogle ville vel kalde det raffineret i sine egne ulovlige foretagende; han krøb ind og ud som en usynlig skygge, og havde før haft brug for at træde ind i en anden karakter. Altid havde han planlagt det anderledes, så det ikke var nødvendigt og med sine trofaste kasteknive og gemt væk under den sorte kutte, var det altid lykkes ham – og hvorfor ændre på det, der syntes at fungere?

”Og hvem er din ægtemand så?”, spurgte han, alt imens hans øjne gnistrede af noget ubestemt. ”Hvem er du?”

Det kom først som et chok for hende, de ord der forlod hans mund. Måske fordi hun slet ikke havde regnet med, han faktisk ville sige sådan noget. Lige meget om de var ment i sjov eller ej.
Men udtrykket for chokket nåede aldrig at vise sig i hendes ansigt, eller kropsholdningen. “Hvilken kompliment Pax” hans rigtige navn var tæt på at rulle hen over hendes tunge, men hun holde det til sig. Lidt endnu, at hun vidste mere om ham end han lige gik og troet. Hun vente sig imod manden der havde sat sig i stolen og lagde hoved på skrå.
Hun tog en dyb indånding, og begyndte at gå over imod ham. Hendes hænder placerede sig på hendes hofter, det af dem som stadig var tilbage efter de mange år uden ordentligt mad. “Hmm” spandt hun næsten, som han spurgte hvem hendes ægtemand var.
“Min ægtemand, er en mand af få ord.” hun lod en finger glide hen over hans ar. “Han plejede at være kriger, og jeg kunne ikke stå for ham, da mine øjne lagde sig på ham på markedspladsen. Og selvom min familie var imod at jeg giftede mig med en, som ikke kom af penge. Skulle det ikke stå i vejen for noget” hun fjernede sin finger og kiggede ham dybt ind i øjnene. Med en passion, hun aldrig nogen sinde ville have betragtet ham på; havde alt det her ikke været for en rolle. For hende så var kuppet lige så meget for skuespillet, fordi hun kunne benægte hvem hun virkeligheden var; i hvert fald bare for en stund.
“Men han viste sig at være en klog mand, og overtog hurtigt hele min families forretning og gjorde det til hans eget” måske lå historien lidt i, hvordan han havde taget hendes medlemmer, og gjort dem til sin egen? Måske fordi hun første gang havde ham set på markedspladsen? Måske, måske ikke.

“Jeg er Elenora Grey – din mest hengivende hustru” hun satte sine hænder på stolens armlæn og lod sit hoved glide hen imod hans. “Og du min skønne mand, hedder Nicholas Grey.” 

Pax’s stålgrå blik hvilede urokkeligt på Evlyn – eller denne Elenora Grey – som nærmede sig ham med faste, målrettede skridt. Da hun nåede ham, og lod sin finger glide henover hans hvide brandsår, lod Pax sine læber søge mod den; som et sulten rovdyr, der havde fundet sit bytte.
Aldrig nåede han dog at sætte tænderne omkring den; ingen skulle røre ved hans ar og Evlyn gjorde godt i, at få sin hukommelse genopfrisket. Desuden føltes det pludselig vigtigt, at Pax atter etablerede sig selv som den alfa, han var og ikke den henslængte ægtemand, han skulle portrættere.

Imens Evlyn fortalte, lyttede Pax med lige dele fascination og interesse. Tilsyneladende havde hans rival tænkt en del over deres fælles dækhistorie, eller så var hun bare… kompetent, i sådan en grad, at det ikke afkrævede hende andet end blot et øjebliks tænkepause. I det hendes sminkede ansigt nærmede sig hans eget, konkluderede Ulven selv, at det faktum måtte forblive et mysterium. Et, der ikke måtte eller kunne løses.
Men sikke muligheder det kunne give dem begge, hvis de slog sig sammen på lang sigt. Hvilken magt, hvilke ressourcer…

For blot et øjeblik var Pax fordybet i tankerne og de mørkegrå øjne, der stadig hvilede på Evlyns ansigt, blev kortvarigt fjernt og kalkulerende. ”Han er desuden en ivrig fisker og samler”, lød det omsider brummende fra Pax selv, i det hans ene hånd greb om Evlyns og førte hendes finger tilbage til hans læber -

- Og da lykkes det ham at sætte tænderne om den, alt imens de stålgrå øjne slog lyn mod Evlyns egne. Som Pax gav slip, kørte han sine læber henover det lyserøde bidemærke og i takt med gestussen, hævede de brede øjenbryn sig i en påtaget, spørgende grimasse. ”Skal vi komme afsted min elskede?” 

Hendes øjne blinkede langsomt, som hun betragtede hans reaktioner. En kulde gled ned af hendes rygsøjle, som han ledte efter hendes finger, tydeligt ikke imponeret over hun havde rørt ved ham. Men undrede sig også at han ikke havde undviget hende mere. Gik rygtet ikke, at folk, især kvinder ikke måtte komme for tæt på? Hun gennemtænke deres møder, måske var det også bare et rygte som ingen hold havde. 
Flere gange havde de stået med næserne næsten trykket imod hinanden, mens de havde råbt som tosset folk af hinanden.

Hoved gled lidt frem og tilbage, mens hun indtog hans tænkende grimasse. Måtte tage sig i hun var tæt på at fugte læberne, det ville bare ødelægge læbestiften hun havde på.
En klukkende latter forlod hendes læber; hun havde ikke regnet med han ville lege videre på idéen om hans person. “Som du ønsker” hun skulle til at rive hånden tilbage, da han havde grebet den. “Hvad lav-” er du. Men de sidste ord forlod hende ikke, før han havde bidt ned omkring den finger der havde rørt ved hans sår. Først blev hun ramt af forvirring, hun slugte stønnet der havde været så tæt på at forlade hendes læber. Også var det som om at en havde hældt en spand vand over hendes hoved.

”Hvad tror du, du laver Evlyn?” Kolde hænder lukker sig om hendes håndled, hun kunne ikke få luft da den anden hånd glemte under hendes strube. “Undskyld” hendes stemme forlader hende, som hun mærker varme tåre glider ned af kinderne. “Tror du skal have en lærestreg.” Han slap hende, og hun så hans ryg som en stor mand tog hans plads og den kølige skarpe stål fandt vej hen over hendes ansigt. Skriget er det sidste der følger mandens ryg inden han lukker døren.

Evlyn rev hånden væk fra ham, men mindet rumsterede stadig rundt i hendes tanker. “Ja, lad os det… elskede” hun var virkelig ikke i et godt sted for at udføre dette kup. Men ingen andre aftner ville være så perfekte som den i aften. En dyb indånding blev taget igennem hendes næse, som hun med tunge fødder gik over for at tage hendes sjal.
“kusken allerede nede foran kroen” mumlede hun, som hun trådte ud af døren og fortsatte ned af trapperne. Rigtigt nok så stod der allerede en karet klar til dem. Luften af frisk luft ramte hendes næsebor og hun tog en dyb indånding i håb om at få nerverne under kontrol.
“Dit navn er Elenora Grey, og du er en smuk adelig kvinde der ikke tager pis fra nogen” mumlede hun stille, og trådte så ind i den lille overdækkede karet og satte sig på bænken.
Næste stop, bal.

Pax så, hvordan Evlyns blik blev fjernt og instinktivt genkendte han den gnist, der spillede et sted i alt det blå. Også han havde et sådant blik fra tid til anden, når fortidens spøgelser rumsterede bag hans hvide pande – så Pax lod sine fingre forlade Evlyns, og for blot et øjeblik betragtede han hende udtryksløst, i det hun forlod værelset med kommando om, at han skulle følge efter hende; et sådant blik kunne han forstå og i det, fandt han en nyopdaget respekt for den blonde kvinde.

Ikke, at det var den eneste følelse, der dog havde sat sig fast. Hans instinkt skreg i vildskab, som også Pax omsider indfandt sig i kareten. Noget var på færde… noget der kunne få hele jobbet til at kulminere i kaos.

De kørte i stilhed. Pax henslængt i den ene side af kareten, med hans blik hvilende urokkeligt på Evlyn overfor sig. Han så dog ikke kvinden før mange øjeblikke senere, for han var fordybet i tanker om de forestående timers aktivitet.
”Vi er enige om, at du er okay, ikke? Fokuseret? I stand til at se tingene klart?”, spurgte Pax omsider, i det han lagde de tynde men muskuløse arme over kors. De stålgrå øjne hvilede uundgåeligt på Evlyn, som forsøgte han at læse hendes mimik i det lette mørke. Nemt var det dog ikke; han havde ikke forbedret syn, faktisk tenderende til blindhed på sit højre øje, hvilket ikke gjorde deres gøremål nemmere. Det var dog ikke et aspekt han var villig til at berette om.

Som kareten omsider gjorde holdt, lænede Pax sig frem mod Evlyn; hans øjne slå spændte gnister, gnister der ikke var at finde deri normalt. ”Alle mand for dem selv, hvis vi taget”, lød det i en hvisken, hvorefter hans ellers tomme ansigt, krakelerede i et frydefuldt smil. Det var trods alt aftenener som denne, der fik Pax’s hjerte til at pulserer med liv.

Der kommer altid en tid i ens liv.
En følelse der griber en voldsomt omkring ens psyke og skriger, at noget er galt.
En tid, hvor man burde lytte til sine instinkter, men man er så forblændet af målet man ligger det døve øre til ens egen fornuft. Der kommer en tid, i ens liv hvor at man vælger at begå en fejl. Så fatal at konsekvensen altid vil være et udspil man ville drømme om at evnen til at gå tilbage i tiden og tage et skridt den modsatte retning, var en mulighed.

Følelsen af noget tungt lagde sig i Evlyns mave, hendes bryn rynkede sig imod hinanden. Den her aften, ville gå modsatte vej af hvad hun ønskede. Hun kunne mærke det allerede nu, men hun havde så meget brug for det skulle lykkes, at hun ignorerede faresignalerne der fortalte hende at hun skulle vende om. At hun skulle fortælle Pax, at det hele var aflyst og de kunne tage en øl nede på det halve svin på hendes regning.
Hun tog en dyb indånding og skubbede tankerne væk fra sig. Ansigtet henlagt i eftertænksomme folder, som hun prøvede at gennemgå sin plan igen. Næsten notorisk, måske endda panisk.
Hendes blå øjne lagde sig imod Pax og hun tog en dyb indånding.
“Ja” var det eneste hun forsikrede ham med, hun kunne ikke se hvordan hun skulle overbevise ham om noget, hun ikke selv var i stand til at gøre for sig selv.
Hun tog en dyb indånding og kiggede ud af vinduet der gled forbi byen, hun lod sine fingre gribe omkring karetens læder sæde. Som prøvede hun at jordfæste sig selv, hvis verden ville vende på hoved og hun ikke længere kunne stå på begge hendes ben. Fast, på jorden.
Hun kunne mærke kulden i hendes finger spidser, da de svedige håndflader. Hun var klar, men på ingen måde klar overhoved.

Hendes hoved lavede et lille tilbage slag, da kareten ganske pludselig stoppede op. Det var selvfølgelig ikke langt de skulle, da de allerede havde befundet sig i kvarteret.
Hendes blik fangede hans, hørte hans ord og hun nikkede. Der var den igen, hendes usikkerhed. Hun var nød til at advare ham.
Hun tog forsigtigt fat i hans håndled og trak ham tilbage. Hendes øjne søgte hans igen.
“Hvis jeg på noget tidspunkt i aften, siger du skal gå. Løbe, eller forsvinde, så tag det du kan bære og forsvind, se dig ikke tilbage.. Efterlad mig.” hun tog en hikstende indånding og pustede ud igen. Et grin forlod hendes læber, som prøvede hun at ligge en dæmper på hvor alvorlig, og ved siden af sig selv hun havde været. “Ikke at den storslået Pax, ville se tilbage, hvis det betød hans eget skind.” hun steg ud af kareten og rankede sine skuldre op.
Hun ventede på han var ved hendes side, snoede sin arm ind i hans. De skulle trods alt ligne et par, som de gik igennem to store guldbelagte porte. “Jeg elsker altid at tag fra dem som er mest højrøvede, og tror det at penge gør dem til en bedre race en resten af os” sagde hun nedladende, som slet ikke passede til det smil der spillede på hendes fyldige læber.
Hun viste deres invitationer, og de blev lukket ind uden nogen problemer. En kæmpe marmor trappe ledte dem op til indgangen, som ville vise dem en overdådig entre med næsten 20 meter op til loftet, kæmpe trappe der gik op også delte sig i to.
“Hmm, jeg kan næsten dufte alle de rigdomme jeg kunne stjæle fra alle de nedladende mennesker inden de overhoved ville opdage det.” det kriblede i hendes fingre, og alle hendes instinkter om at det var en dårlig aften at gøre dette på forsvandt igen. Som et ganske specielt gnist formede sig hos hende, dette var hendes rette element.

“Vi socialiserer, Vigdis laver en distrahering også mødes vi over ved kældernedgangen om små tyve minutter..” hun fugtede sine læber. “Vil du se, hvem der kan få det mest værdigfulde smykke, inden de tyve minutter er gået?” hun hævede udfordrende sine øjenbryn og betragtede ham kækt. Selvfølgelig var alle disse ting sagt, som snakkede de om at det var det smukkeste palæ Evlyn havde set. At det var noget så overdådigt. Da flere gæster kom smilende hen til dem og ville straks høre hvem de var og hvor de kom er fra. Tydeligt fra Evlyn side at det kom fra hoften, hvordan hun glædeligt begyndte at snakke om dem, eller hvem de spillede. Rørte ved Pax overarm, grinede at de rette vittigheder. Hun gav ham et blink og rev sig væk fra ham for at lave et overblik omkring hvem der var til stede.

Pax lod Evlyn diktere, hvorhen han skulle sætte sig. Noget ved hendes maniske og påtagede alvor, fangede hans kåde opmærksomhed, om snart efter forstod han hvorfor. En advarsel? Ser man det, tænkte han, hvorefter Pax nikkede bekræftende. Han forstod, hvad Evlyn ville have ham til, men når alt kom til alt, og kaosset brød ud, var han ikke sikker på, at han uden videre kunne forlade hende. Det virkede ikke rigtig; ikke efter, han havde set i hendes øjne, noget han genkendte.

Sammen steg de ud og sammen gik de ind. Palæet var udsøgt og gæsterne ligeså. Pax vidste, at han aldrig havde set skatte med så høj en værdi, og for blot et øjeblik lod han realiteten indfinde sig. Derefter nikkede han, men ikke som andet end en kort bevægelse, kun trænede øjne ville bide mærke i.
”Jeg spotter… tre, nej, fire vagter… de forsøger at gå i et med tapetet ved hver søjle. De har knive i støvlerne – og en gemt væk i ærmerne. De vrider sig, fordi det gør ondt”, brummede han, i samme instans han smilede charmerende til en lille klynge af fnisende kvinder. De bar alle udsøgte masker, der var pyntet med små krystaller og skåret i mystiske motiver. Ikke, at man ikke kunne skimte deres ansigter alligevel, og i sit stille sind overvejede Pax, om end ikke Zaladin selv ville være blevet fornærmet – hvad gjorde de godt for? Pynt? Pax måtte tilbageholde et fnys – umuligt. 

Som Evlyn kastede sin udfordring op i luften, strammede Pax ubevidst sit greb om hende. Atter slog hans stålgrå blik lyn. ”Der er intet andet, jeg hellere vil”, hviskede han tilbage, og i grunden også sandfærdigt. Pax mærkede, hvordan han ganske ufrivilligt rankede ryggen og hev Evlyn tættere på sig, så de stod front mod front i blandt de mange smukke lys og gæster. Langsomt lod han begge sine hænder finde sin partners – sin kones – og med et gnistrende blik, smilede Pax bredt; drenget, som var han ude på narrestreger.
”Men hvorfor stoppe der? Hvorfor ikke højne indsatsen blot en smule?”, hviskede han udfordrende, i det han lagde sine arme omkring hende i en hengiven gestus. ”Alt taget fra vagterne tæller dobbelt. Hemmeligheder er også en del af puljen –” for de indeholdte altid en ufattelig mængde informationer, hvilket Pax nød at indsamle – ”så gå du bare efter dine fine smykker, min elskede og så lad mig gå efter de tunge drenge”. Pax blinkede moret, hvorefter han hævede hendes hånd til sine læber og kyssede den i afsked.

Lad den bedste tyv vinde. 

Hendes øjne gled til siden, som hun betragtede ham. De koral blå øjne der dansede hen over hans skikkelse, før de til sidst lagde sig på hans ansigt. Hendes bryn rynkede sig, da hun mærkede den nye følelse der boblede frem i hende. Respekt?
Nej.
Han havde taget, stjålet fra hende. Han havde brudt hendes tillid og fortalt hendes planer videre. Selvom hun havde sagt han skulle holde Caitlin ude af det. Selvfølgelig var den blonde kvinde, gammel nok til at vide. At Caitlin selv kunne sige fra, og hun aldrig ville blive rodet ud i noget, hun ikke ønskede. Men hun ville aldrig, aldrig – tvinge folk ind i noget de ikke ønskede.
Hun nikkede sagte til hans observation. “Vi har en… to vagter mere, der står længere  oppe på trappen.” svarede hun igen, som hun nikkede til kvinderne der gik forbi dem.

Smilet blev bredere, da hun hørte hans stemme. Hvordan at der pludselig var en barnlig glæde der gemte sig bag hans mandelige stemme. Måske, var han slet ikke så stiv i betrækket som hun havde gået rundt og troet? Måske var der mere, hvis man begyndte at kredse i lakken han havde lagt rundt omkring sit ydre.
Et skævt mine spillede på hende læber, som han vente sig imod hende og lod ham tage hendes hænder i hans. Mærke varmen der strømmede igennem dem inde i hendes, hun lagde mærke til de små detaljer lige pludselig. Gav sig lov til at se dybden i hans grå øjne, og hvordan de passede til hans hår.
En lavtmeld klukken forlod struben, som han erklærede at de da ikke bare skulle stoppe der. Hun trådte tættere på ham, mens hendes blik gled over gæsterne, i stedet for at blive ved med at kigge på ham. Hun smaskede en enkelt gang med læberne. Interesant, yderst interesant.
“Jeg glæder mig til at se dig igen min kære.” svarede hun hæst, som hun igen blinkede til ham og gled elegant væk fra ham.

Tyve minutter var ikke længe. Det erfarede hun hurtigt, hun lærte få ting. Hun fik stjålet en fantastisk smuk ring, og endda en af vagternes knive der var blevet gemt væk i hans ærme. Det at flirte med mænd, det gjorde alting så meget nemmere.
Men så hørte hun det, dæmon ritualet. Hvilket, dæmon ritual? Det havde været to fnisende kvinder, der havde snakket om det; Som når almindelig mennesker snakkede om at slå smut med sten. Eller lege gemmeleg. En henkastet kommentar, at hvor hyggeligt et ville blive.
Hun havde fulgt sine instinkter, og opdaget at hele rummet, bal rummet hvor folk dansede og lyttede til det opstillede band der spillede lystigt musik. Var fyldt med markeringerne; de var sindssyge. Simpelthen, bimlende gale i deres rige hoveder.
Hun kunne mærke panikken der bredte sig i kroppen.
Her var den, den frygt, den nagende gennemsyrerne frygt der havde spillet i hende hele mave; det viste sig nu. Lyt altid til mavefornemmelsen.
Hun var nød til at finde Pax – og det kunne kun gå får langsomt.

Signalet blev sendt, da Vigdis havde væltet en fad med glas fyldt op med vin. En kvinde skreg at hendes kjole nu var ødelagt! Med hurtige skridt, fandt hun vejen hen til døren, der ville føre dem ned til kælderen. Med angsten der bredte sig i hendes brystkasse, ventede hun utålmodig på at han ville finde hende igen.

Det skulle vise sig at være nemmere end først antaget; Pax havde jongleret tre imødekommende kvinder, der knap gav hinanden taletid og da slet ikke ham selv. Det passede ham godt, måtte han dog indrømme, for informationer flød fra dem, som et brusende vandfald kastede sig henover en klippeafsats.
Pax gjorde sig umage med at smile charmerende og lade de stålgrå øjne glimte af en morende flirt. For blot et øjeblik tillod Pax sig selv, at falde ind i illusionen om sin egen herskabshed og det gik op for ham, at hans ægteskabelige bånd til Elenora Grey ikke syntes at være nogen hæmsko. En af de maskeklædte kvinder havde allerede forsøgt at hviske kåde ord i hans øre, hvilket havde gjort Pax’s mission nemmere. Et sølvarmbånd med små, lysende diamanter og smuktudskårne vedhæng i de klareste krystaller. Måske var det ikke så værdifuldt, som hvad end Evlyn havde fået fingre i, men smukt, det var det. Og så var der selvfølgelig historien; historien over dem alle, kvinderne begejstret og i lavmælte stemmer havde delt med ham. 

Signalet lød ikke mange øjeblikke efter. Pax ville gerne have været forbi vagterne, velvidende at de bar dolke, han kun kunne drømme om, men der var ikke længere mere tid. Historien var vigtigere; for missionen og for Evlyn.
Pax vidste ikke, hvad det ville betyde for den dæmonbesatte kvinde, men det var med bekymret og dirrende fornemmelse i hans bryst, at han forsvandt som en usynlig skygge og satte kursen mod kælderdøren.

I det Pax omsider nåede frem til deres mødested, var hans stålgrå øjne gravalvorlige. ”De har planlagt et dæmonritual”, lød det afmålt fra ham, i det han først da rigtig så på Evlyn. ”Men det ved du allerede… såeh, har du først lige hørt det eller har du vidst det hele tiden?”, hvæsede han lavmælt, i det han stillede sig tættere på den dæmonbesatte kvinde.

Som hun ventede på ham, havde hun lige så stille begyndt at få hendes vejrtrækning under kontrol. De skulle bare arbejde hurtigere, andet betød det ikke. Effektivt arbejde, var trods alt også noget der hørte med til arbejdet.
Hendes lyserøde tunge gled ud mellem læberne, som hun lige så stille vædet de sprukne læber. Typisk, at alting skulle gå galt, lige netop denne aften.
Hun ville normalt ikke kategoriserer sig som en uheldig person. Faktisk så havde heldet altid smilet til hende; løgn. Hvæsede en stemme i hendes hoved, en stemme der fik en knytnæve til at slog hende i mellemgulvet. En stemme der næsten fik hende til at kaste op.
Svedperler begyndt at danse frem på hendes pande og hun måtte igen tage en lang og dyb indånding.

De blå øjne lagde sig på Pax skikkelse, som han kom imod hende. Hans stemme ramte hende, og et tæppe af kortvarig ro dannede sig omkring den spinkle skikkelse. Men kun kortvarigt; hans ord skabte en rædsel og vrede i hendes indre.
“Nej” hvislede hun skræmt og rystede kort og hurtigt på hoved. “Jeg er måske en kvinde der tager chancer, men idiotisk, det er jeg ikke!” der var en vrede i hendes ord, som hun åbnede døren, hun allerede havde dirket op inden han var kommet. Men vreden var ikke lagt på ham, de var lagt på situationen og det at hendes kontrol langsomt gled ud imellem fingrene på hende.

Som de kom igennem døren, ledte trappen ned i et mørke oplyst af fakler. Væggene var henlagt i blodrøde farver, som gjorde at vejen ned i hvad næsten virkede som en krypt var meget mere dyster end man skulle have regnet med. Når man kiggede på resten af indretningen af palæet.
“manden er komplet besat af dæmoner.... det her.... det var ikke” hun tog flere dybe vejrtrækninger. Klamme hænder af angst greb og hæv i hende. Hvad havde hun rodet dem ud i?

Tænk klogt, tænkt køligt!
Hendes ansigt blev øjeblikkeligt henlagt i alvorligt folder, som hun satte sit tempo op ned af trappen videre til hvor hun vidste hans skattekammer ville være. Men også der, hvor de havde sørget for en udgang ned til kloakken ville være. Selv de rige folk, var jo nød til at skide. Ærgerligt at de kriminelle så vidste hvor det gyldne lort var at finde. I dette tilfælde, manden hvis skat de skulle til at aflaste ham fra.
Endelig kom de frem til hvor en kæmpemæssig lås afskar resten af vejen for dem.
“håber dine mænd er klar til at tage hvad de kan bære, for nu skal det snart gå stærkt” mumlede hun, som hun satte sig ned foran den store mekaniske lås. Hun slog kjolen til side, og hæv hendes værktøj frem og begyndte med hurtig fingersnilde at dirke den store lås op.

Pax hvæsede under sammenbidte læber, i det han fulgte med Evlyn ned i mørket. ”Ved Zaladins krøllede røvhår”, bandede han lavmælt, men ikke til nogen specifik.
Krypten, de trådte ind i, var klam og frygtindgydende, men Pax var ganske enkelt for rasende over den manglende kontrol, til at han rigtig bed mærke i det faktum. Desuden, hviskede en kedet stemme, så er det bare overdrevent. Som maskerne der ikke skjuler andet end deres øjne.

Ulven selv så, hvordan Evlyn fik brækket den sidste lås op, og som var det aftalt spil, trådte de begge frem mod den åbne dør – havde Pax været blot en smule bredere, havde de aldrig lykkes med at træde ind samtidig og med øjne, der slog lyn, ligeså vel som de lo til Evlyn, lod Pax kortvarigt blikket fæstne sig i hendes.
”I det mindste er vi sammen, min kære hustru”, spøgte han i en hæs tone, hvorefter han med et lille kluk trådte nærmere ind i rummet. Og blev slemt skuffet…

For – der var ingen at se. Krypten var tom, blottet for menneskelig eksistens udover dem selv, hvilket ikke skulle være tilfældet. Pax’s drenge skulle have befundet sig i kælderens mørke, kravlet op af skakten og hjulpet med indbringelsen. Så… hvor i helvede var de?
Langsomt vendte Pax blikket mod Evlyn. ”Hvis det er dit værk, Eve…”, lød det truende, i det Pax omsider vendte helt rundt og stillede sig med fronten mod hende.

Hun formåede at slå en latter op. En kort latter, der ikke helt nåede at udfylde det formål den skulle have. At fremvise at hun synes det var sjov, eller at hun var glad. Hendes tanker var for optaget af hvad der foregik lige nu og her.
Som de trådte ind i rummet, fæstnede hendes øjne så hurtigt på den eneste genstande er var tilbage. For selvom han rigtig nok havde ret i, der ingen ting var. Så var dét der. 
Værktøjet hun havde haft i hånden, gled ud af hendes spinkle fingre. Klangen fra metallet der ramte marmor gulvet, gav genlyd imod de bare vægge. Underspillede virkelig, hvor tomt lokalet var. 
“Nej” hikstede hun med grød i stemmen, skriftrullerne; artefaktet. Det var væk. hun var jo egentlig ganske ligeglad med at alt det som var er værdi ikke var der. Men det som betød noget for hende, var det der ramte hende som en knytnæve i ansigtet. 
Også var der billede - et maleri af hende. Gregory havde lavet det, malet det nået så fint den gang at Evlyn havde fylde i kinderne og kød på knoglerne. Den gang at den pæne kvinde, havde været smuk. Inden dæmonen havde flået i hendes indre, og slugt hendes livskræft dag efter dag. 
Maleriet stod i sin skønhed, var det ikke for faktummet at det var skåret over ved hendes hals, så en flænge hang ned. 
Mørket slugte sig omkring hende, angstens ubehagelige klør greb omkring hendes indre. Denne gang formåede hun ikke helt at skubbe det væk. “Gregory” hendes stemme slog et håb, da hun mærkede noget trak i hendes sind. Alle hår rejste sig på hendes arme, som hun forstod hvad der var ved at ske. Noget grusomt. 
“Du bliver nød til at gå... løb..” fremmanede hun panisk, som hun trådte et skridt ud af rummet. “Evlyn ... Lille Kolibri” stemmen led under noget dystert. Fortalte hvem personen var, uden man så ham. Ulækkert og ubehageligt, var hurtigt noget man kunne associerer med den. 
Hun greb Pax omkring armen, og lænede sig imod ham. Panikken bredte sig i hendes øjne, sådan en voldsom grad at tåre pressede sig på. “Jeg lover jeg finder de 50 diamanter jeg lovede dig.. Vær sød... løb med dine mænd og se dig ikke tilbage.” hun skubbede ham væk, i håb om at få ham ude af syne. Som hun vente sig rundt og begyndte at løbe ud kammeret der skulle have indeholdt uanede mængder af rigdom. Hun løb tilbage til hvor de var kommet fra, festen. 
“Tsk tsk tsk, hvor løber du mon hen?” stemmen gav genlyd i hele krypten, hun vidste ikke hvor den var. Hvor den kom fra. Hun havde kun et mål i tankerne, hendes to piger der stadig var oppe til festen. Hun efterlod dem ikke, ikke til ham.

Pax så, hvordan Evlyns ansigt forandrede sig panisk vantro. Såeh, vi er begge to blevet taget i røven, konkluderede bandelederen, hvorefter han snerrede arrigt af luften og lod en af sine blege hænder farer igennem det askegrå hår.
Dernæst tog han rummets eneste genstand i nærmere øjesyn; hans blik rasende og foragtfuldt. Det var svært ikke at blive påvirket af Evlyns panik, for den var så ganske ulig den blonde kvindes statur men Pax fandt frem til følelsen i hans bryst og knuste den. Der var ganske enkelt ikke plads til den taget hans vrede i betragtning – pludselig havde denne mystiske fremmed en gæld at tilbagebetale.

Og ved Zaladins lange løg – hvor var hans mænd?

I det Evlyn bad ham løbe, fnøs Pax, grænsende til fornærmet. ”Hvad tager du mig for?”, hvæsede han, men mere nåede han aldrig at irettesætte hende, for pludselig skød en kølig stemme igennem krypten – der var blot ingen mund, man kunne sætte den i forbindelse med.
Pax bandede lavmælt, velvidende at han nu var oppe imod noget større end ham selv, i det han satte i løb efter Evlyn. Tilsyneladende handlede den blonde kvinde i panik, for hendes løb var knap kontrolleret af hendes hjerne, og Pax forstod kun en brøkdel af, hvad der foregik. En ting vidste han dog med sikkerhed; Gregory var ikke en ven af Evlyn.

Hvad tog hun ham for?
Ordene som blev sagt til hende, nåede hende dog aldrig. Hun havde jo bedt ham om det inden de gik ind i palæet. Måske med et håb om han ville gøre det, for situationen de løb imod med raske ufortrødne skridt, kunne potentielt koste dem deres liv.
Men hun tænkte ikke så langt, så ikke fornuften der skreg hende i hoved. For der var hun slet ikke mentalt. Evlyn var et panisk vrag, måske endda grænsende til dyrisk den måde hun sprang afsted på for at redde hendes flok.
Tanker og fornuft som hun havde understreget tidligere hun besad, var som forsvundet som dug for solen.

Hendes skridt gav ekko som hun skridtede op af trappen. Hvad havde de været væk? Yderligere tredive minutter. Tiden at gå ned af de lange veje, finde kammeret og låse op?
Hun brød døren op der gav et hårdt klang som den ramte imod væggen. Men klangen var højere end den burde være, da ingen stemmer, ingen latter eller melodi var at høre. Alle hendes hår i nakken rejste  og det løb hende koldt ned af ryggen. Her var alt for stille.
Men det var stadig ikke nok til at få den blonde kvinde til at gøre holdt, tænke sig om og tage en dyb indånding.
Som hendes støvlers søle klikkede imod sten gulvet.

Pludselig mistede hun fodfæstet, så optaget på at komme frem at hun ikke lagde mærke til omgivelserne. Hun gled, faldt hendes sølle 167 cm og mærkede det hårde sammestød med hendes spinke krop og de hvide marmor sten. Men, det var ikke hvidt, det var rødt?
Hun kejtede rundt i en våd masse og prøvede at kæmpe for at komme op igen. Men som hun kom op på alle fire, gik hun i stå. Det var blod, uanede mængder af blod. Hun lod lige så stille blikket glide til højre, og kiggede ind i øjnene på den livløse Vigdis. De smukkeste grønne øjne, der havde haft så meget liv i, og nu var der intet.

Det var her det gik op for den unge kvinde, at hele balsalen var en stor slagmark af de adelige som havde været med til festen. Og der sad han, midt i det hele på en stol. Hans højre hånd en halv ork med lukket udtryk og hans venstre, en elver kvinde gemt væk i rober så kun hendes øjne var synlige.
Var det nu, hendes liv ville være forbi? 

Pax’s hektiske skridt forstummede til en kort lunten, som vandfaldet af blod omsider nåede hans støvler. I det Evlyn faldt og malet i mørkerød, skar bandelederen en lidende grimasse. På intet tidspunkt stoppede han op, først da han nåede rivalens udmagrede skikkelse på det smukke marmorgulv, og med et fast greb løftede hende op at stå. Først der så hans øjne rigtig, hvem der lå død i blodpølen…

Og dernæst, hvem der sad tilbage i den store balsal; som en konge på sin trone i de Dødes land.

Pax hjalp Evlyn på benene og stillede sig instinktivt nogle skridt foran hende. De stålgrå øjne var kolde, men ikke hadske, som de tog deres nye modstandere i nærmere øjesyn. Denne Gregory, med et lille, selvsikkert smil klistret fast til sin ene mundvige, og de urokkelige dødbringende statuer ved hans side. Dette var ganske tydeligt i en anden liga, end Pax selv havde bevæget sig i, og for blot et sekund overvejede bandelederen, om Kile ikke snart ville komme efter ham.
Det er fint. Det måtte ske før eller siden, Carl.

”Pax?”, lød det i en påtaget spøgende tone fra kongen i midten af slagteriet, som hans smukke ansigt gled til den ene side. I samme instans skød Gregorys øjenbryn længere op i panden, som fandt hans Pax’s magre skikkelse humoristisk at betragte. Pax kunne i grunden ikke bebrejde ham; han var en fisk på land i de fine klæder.
”Det virker nytteløst at benægte det”, svarede Pax dovent, hvorefter han kastede begge hænder ud til siden.
Gregory lo stille, men latteren var tom; som Ulvens eget ensomme hyl. ”Du er en klog mand, hører jeg. En klog mand ville have forladt krypten med det samme.”
”Jeg er slet ikke så klog, som jeg er smuk, men du er ikke den første, der laver den regnefejl.” Pax blinkede drillende til manden, der fnyste moret til svar. I det hans øjne atter søgte Evlyn, mærkede Pax, hvordan hans fødder pludselig skridtede til side, så hans skikkelse gemte Evlyns egen af vejen.