Den hvide hingst prustede ud af ingenting og rev Isiodith Lómadriethiel ud af sit evige tankemylder. ”Hvad så, ven?”, spurgte hun i en mild tone, i det skovelverens ene hvide hånd begyndte at kærtegne den bløde pels. Som svar på tiltalen prustede hesten endnu engang og slog med hovedet, nærmest som forsøgte den at kommunikerer, at den kedede sig.
Isiodith kunne ikke tæmme et smalt smil i, at sætte sig fast i hendes ene mundvige – hun forstod godt den gamle stridshests rastløshed. Efterhånden havde de været på farten i snart 28 dage og kun stoppet, når de begge afkrævede et længere hvil. Isiodith havde dog – måske modsat hingsten – nydt godt af rejsens stilhed og ensformighed. Der var noget beroligende over, at betragte hvordan hendes omgivelser langsomt skiftede form og ikke mindst det faktum, at hun var alene. Så længe Isiodith kunne huske, havde hun altid foretrukket det således og rejsen alene gjorde det ganske enkelt nemmere at opnå; på de lange grusveje, henover snarligt frodige marker, igennem skovene var der ikke nogen til at afkræve hendes selskab. Det var… befriende, at have forladt Elverly for endnu engang, uden planer om at vende hjem foreløbig, og til trods for den milde angst, hun også følte, forblev det nu et faktum.
For Isiodith var ængstelig; ængstelig over de næstfølgende dages begivenheder, velvidende at hun umuligt kunne forudsige, hvad der præcist ville finde sted – om hun overhovedet var velkommen, eller om den lange rejse havde været forgæves. 

Som Medanien omsider lod sig afsløre, begyndte forventningens nervøsitet blot at stige stødt. Endnu ikke vidste skovelveren hvorhenne, at hun skulle starte sin søgen, men igennem små, ufarlige dialoger med alskens landsbyfolk, begyndte Isiodith snart at få en idé om, hvorhen hun måtte føre hesten. Og ganske rigtigt tænkte skovelveren, som hun nærmede sig en lille hytte, hvori skorstenen førte mørk røg ud og væk – det måtte være her.

Isiodith hoppede fra den behagelige sadel og trak de smukke læderremme henover hovedet på hingsten. ”Ecaeriss Laeymiel?”, kaldte Isiodith, som hun, med den hvide hest i ryggen, løftede hånden og bankede på hyttens lyse trædør.

Både at banke på og kalde hendes navn? Stemmen var ikke ligefrem panisk, men med begge dele plejede ting at være en smule presserende. 
Ecaeriss smed sin bog fra sig og rejste sig fra lænestolen, der havde set bedre dage. Foråret var startet med en varmere dag i dag, og hendes vinduer var åbne så luft, fuglesang og sollys kunne komme ind i den ellers mørke hytte. Endelig havde hun kunne trække i en af de mere løse, åbne kjoler frem for vinterens mere dækkende og polstrede tøj, og hun nød igen at kunne gå barfodet uden forfrysninger, selvom jorden stadig var kold og hård mange steder. 

"Brandsår, indre blødninger, stiksår og drukninger, jeg gør det hele," sagde hun som hun åbnede døren. "Hvad skulle det være, tøs?"
Først nu tog Eca sig tiden til rigtigt at se på sin gæst. En skovelver. Indeni drog hun et suk, for hun hadede sådan at bidrage til noget godt for den race, der havde smidt hende ud, men hun kunne heller ikke bare sige nej til en potentiel kunde. Og der var bare en sammenhæng mellem langtlevende racer og store pengepunge. 
Tøsen ville nok bare komme til at betale overpris, så.

Isiodith forsøgte at tæmme et smil, som den kønne skovelver trådte frem i døren. Det lykkes hende knap og med et mildt udtryk spillende i de isblå øjne, spurgte hun, påtaget undrende; ”såeh, hvis jeg bliver træt af min kommende ægtemand – er det så Dem, jeg skal komme til? Nu hvor De gør Dem i både drukninger og indre blødninger?” I takt med at ordene forlod den petit skovelverhun, gled hendes hjerteformede ansigt langsomt til den ene side, i det hun for blot et øjeblik betragtede den mørkhårede kvinde. Som hun stod der i døren til sin hytte, kunne Isiodith ikke formå, at sætte lighedstegn mellem de mange fortællinger og den skikkelse, de alle omhandlede.

Ikke, at Isiodith forholdt sig stille for længe. En bange anelse sneg sig ind bag hendes brystben, og per instinkt hævede Isiodith sin fremstrakte hånd. ”Jeg beklager. Jeg er Isiodith Lómadriethiel”, præsenterede hun sig, grænsende til forhastet, alt imens hendes – måske for kække smil – langsomt faldt af læberne. Indvendig forbandede hun sig selv. Så snart Isiodith forlod Elverly, syntes hun tilsyneladende at glemme alt om takt og tone.
”Jeg er kommet efter et godt råd”, fortalte hun dernæst, i det hun lod luften omkring sig indfinde sig i hendes lunger i en dyb indånding; som var den livsnødvendig for hendes skikkelse og hvad end, hun havde sat sig for at gennemføre. ”Jeg betaler gerne. Hvad end De afkræver. Jeg tror, at De er den eneste, der kan jeg hjælpe mig.”

Ecaeriss lagde hovedet lidt på skrå, og et skævt smil kom frem, da pigen spurgte til en fremtidig ægtemand. Det var bestemt Ecaeriss, hun skulle komme til, var hendes plan at have et kort, turbulent ægteskab og arve alle pengene. Det havde hun gjort før, men dog primært for mennesker, der levede kortere tid og havde større behov for den slags. Hun hævede et øjenbryn og skulle til at svare, da hun rakte hånden frem og introducerede sig selv. 

"Du kan starte med at fortælle mig, hvor du har hørt om mig," sagde hun og nikkede mod hytten, hvorefter hun vendte sig i døråbningen og gik ind efterladende døren åben bag sig som invitation til Isiodith. "Det er de færreste på disse kanter, som kender mit efternavn. Eller kan huske fornavnet, for den sags skyld, men det er primært de dødelige racer."
Der var noget ved pigen. En... hungren. Efter et råd? Det troede Eca ikke på. Et simpelt råd kunne alle give. Var hun opvokset bare noget i nærheden af Elverly, ville hun havde haft masser af ældgamle elvere til at fortælle hende, hvordan hun skulle leve sit liv. Når de lige gad, altså. Men selv hvis de havde haft for travlt til at vejlede den her pige... Ingen ville sende nogen til Eca for råd.

Isiodith betragtede den mørke skovelver vendte rundt på hælen, og dernæst skridte tilbage ind i hytten. Selv forstod Isiodith dog, at hun endnu ikke var afvist og på vej hjem, hvormed hun hastede efter Ecaeriss – men ikke forinden at have smidt læderremmene tilbage og henover hingsten hoved, og hvisket beordringerne i en gammel skovelverdialekt.

I de Isiodith omsider fandt vej ind i hytten, nikkede hun. Hendes tynde ryg var rank og hendes hænder foldet ærbødigt foran sig, for traditionen om pli og dannelse stående overfor en overordnet, havde atter fundet vej frem til skovelverkvinden.
”Nuvel”, sagde hun, hvorefter Isiodith kort nikkede. Der gik dog blot et øjeblik før, at Isiodith syntes at have fattet mod til at fortsætte, for hendes læber skiltes to gange før, at ord syntes at ville forlade dem. ”Jeg har hørt om Dem i mange år, men… kun som historier, sladder, rygter…”, lød det omsider, hvorefter Isiodith sendte skovelveren et blik, der beklagede omstændighederne. ”Det tog mig også lidt tid at opsnappe Deres lokation, men… det er fordi… grunden til, at jeg er her…” Isiodiths ord døde hen og for et øjeblik syntes hun, at være fortabt midt i hyttens nydelige stue. De isblå øjne hvilede urokkeligt på kvinden overfor sig og pludselig udbrød Isiodith;

”Det er vel ikke rigtigt, at De gør Dem i mørk magi?”

Hytten var lille, men der boede jo også kun en enkelt person. Stue og køkken var det samme rum med et ildsted ved den ene væg og et lille bord med to stole overfor det. Ved det ene vindue stod et højere bord med nogle køkkenredskaber. 
Lige inden for døren var en døråbning uden dør indtil det, der tydeligt var et patientlokale med et hævet bord i midten - stort nok til at et højt væsen kunne ligge på det - og en masse redskaber og urter hængene derinde. Det meste var til pynt. Jo mere udsmyttet lægelokalet var, jo mere stolede folk på hendes evner, havde Ecaeriss fundet ud af. 
Ved siden af ildstedet var en lukket dør ind til hendes lille sovekammer, der fik lidt overskudvarme fra at dele væg med skorstenen. 
Ecaeriss gik over til sit lille køkken. Hun burde vel byde på noget at drikke af høflighed. 

Historier, rygter... Ecaeriss var lige ved bare at smide pigen ud ad døren igen, da hun begyndte at tale om det. Endnu en elver, der ville høre hendes side af historien og gå derfra med samme holdning som de var kommet med: At hun var en pestilens, der ikke burde vende tilbage til Elverly. 
I årernes løb havde der været nogle forbi. De fleste havde hun smidt ud igen uden at give dem svar på deres spørgsmål. Hun gad ikke give dem underholdning til sladdermundene til deres næste fest. Nogle enkelte, der var kommet på vegne af hendes familie, havde hun givet lidt viden, men så længe hendes familie ikke selv kom, havde hun intet at vende tilbage til. 

Mens hun tabte sine tanker i fortiden, talte Isiodith videre, og hendes sidste sætning fik Ecaeriss til næsten at tabe den kande, hun var ved at tage frem til te. Hun brød ud i latter. Høj, dybfølt latter. 
Hun droppede sit foretagne i det lille køkken og vendte sig og gik hen til den unge elverpige. Hendes ansigt var fortukket i en grimasse med et halvt smil i den ene mundvig og nedtrukne, truende øjenbryn.
"Hvad ser du som mørk magi, Isiodith Lómadriethiel? At jeg drukner folk, jeg ikke kan lide? Eller for penge?" mens hun talte, tog hun en tom tallerken op fra bordet, og den desintegrerede straks og blev til tjære, der flød ned over hendes hånd. Straks flød mørke indover hendes øjne også, og gjorde alt i dem kulsorte. "Eller er det det her, du mener med mørk magi? Er det det, de lærer jer at frygte?"

Isiodith sank en klump, som Ecaeriss’ bevægelser brat stoppede og mørket dernæst gled over den smukt indrettede stue. Instinktivt tog hun et skridt mod døren, og da helbrederen vendte rundt på hælen med sorte øjne, vidste Isiodith besked. De var… ens; de samme som hendes.

Den unge skovelver kunne knap skjule sin følelse, der dog ikke umiddelbart lod sig bestemme. Den var hverken kendt som lettelse eller skuffelse; men ej heller overraskelse eller forskrækkelse. Følelsen var ganske enkelt større end samtlige af de tidligere definitioner, for pludselig var Isiodith knap så alene i en verden, der syntes uendelig stor.
”Du er ligesom mig”, hviskede Isiodith, men ordene var ikke henvendt til den vanærede skovelver overfor hende, hvis hadske ord Isiodith ikke selv registrerede. ”Du er ligesom… mig.”

Pludselig, og ganske uden at Isiodith selv var klar over det, trådte hun et skridt nærmere skovelveren, og i takt med sin bevægelse, lod hun sin magi pulsere; den skinnende isblå farve i Isiodiths øjne forsvandt, så også hendes øjne blev overtaget af den sorte nattehimmel, men også hendes mælkehvide hud antog en mere grålig farve; som forlod farven ikke blot hendes øjne, men hele hendes petit statur.

”Vi er ens.”

Dryp, dryp, dryp.
Som Ecaeriss slap magien, faldt tjæren til gulvet i små sorte klumper fra hendes fingre. Samtidig trak det sorte sig tilbage fra hendes øjne, og det virkede som om hendes øjne ikke bare var blevet mørke, men fyldt med faktisk tjære. Den måde det trak sig tilbage på, var i et væskelignende mønster, som når man blandede vand med olie, og de to væsker ikke kunne blandes.

"Så vi er ens, hva?" fnøs den høje skovelverkvinde. 
Så tæt som de stod nu, var de seksten centimeters højdeforskel en meget tydelig adskillelse af dem, selvom deres fysiske træk mindede meget om hinanden. Isiodiths hud var også blevet bleg og farveløs og mindede derved mere om Ecas hvidlige hud, men i det mindste havde Ecas hud en smule farve. Det var lidt som om Isiodith var blevet til et sorthvidt maleri - udover de helt mørke øjne, der selvfølgelig var en fysisk forandring. 
Det med ikke at kunne se folk ordentligt i øjnene fik de fleste til at skutte sig. Ecaeriss havde set sig selv nok i spejlet under magibrug til at være ovre den del. I sine yngre dage havde hun kigget på sig selv i vandets genspejling og undret sig over, hvorfor magien tog hendes øjne med sig, når hun brugte den. Alt efter hvad hun lavede, kunne hun stadig se sin omverden - det var sværere, jo mere hun fokuserede på at heale med tjæren inde i en krop. I de situationer var så meget af hendes fokus rettet mod arbejdet, at det til tider kunne føles som om hun kunne se ind i patientens krop.

Mon det var det, der havde drevet Isiodith til at komme til hende? For meget tid brugt ved vandkanten i en søgen på, hvorfor øjnene ikke måtte være med i healingsprocessen?
"Hvad søger du at få ud af dit besøg?" spurgte hun så og flyttede vægten tilbage og krydsede armene i en lidt mindre truende position. "Du sagde du søgte råd. Jeg ved ikke, hvad din magi kan udover dine øjne. Jeg specialiserer mig i tjære, og du så ikke ud til at fremmane noget."

Som Ecaeriss’ magi fortrak sig, således gjorde også Isiodiths egen. Atter vendte hendes blege kompleksitet tilbage til hendes skikkelse og ikke mindst den isblå øjenfarve, der var så karakteristisk for hendes person. Skovelverens affejning af Isiodiths udbrud var som et slag til maven, og Isiodith kunne høre fortidens onde tunger hvæse af hende, at hun i sandhed ikke var andet end en naiv lille pige, for…

Hvad havde hun forventet? Hvorfor troede hun dog, at denne ældre kvinde kunne have brug for en, der var ligesom hende selv, ligeså meget som Isiodith havde?

Som en punkteret ballon sank Isiodiths spinkle skuldre tilbage på plads, som hun åbnede og lukkede munden et par gange, uden at nogle ord syntes at ville undslippe. Det var uundgåeligt ikke at føle skuffelsen, der som en grå bold af ingen ting voksede frem i Isiodiths tynde bryst.
”Jeg… jeg ville egentlig bare…”, lød det omsider, før den unge skovelver sank en klump og dernæst forsøgte at ranke ryggen. ”Jeg ville bare vide, at der ikke var noget mørke i mig – se en, der var ligesom mig, eller i hvert fald i afskygning af det…”, forsøgte Isiodith at rationalisere, før hun trak sig et skridt bagud og klistrede et smil på de buttede læber.

”Man kan godt blive lidt træt af alles snak… eller det kan jeg i hvert fald.”

Ecaeriss løftede et øjenbryn mens hun betragtede pigens reaktion. Uden tvivl hverken den, hun havde håbet på eller forestillet sig. Hvad var sådan en fin lille skovelverpige dog på jagt efter hos en som hende? Med det mørke i øjnene havde hun troet, at der var en lighed mellem deres evner. Måske kunne hun noget med tjære, men ikke healende, og var kommet for at udvide sine evner på den front. Måske kunne hun heale, men ikke med tjære... Nej, hvorfor ville hun så komme hertil? Isiodith havde jo selv sagt, hun havde hørt historierne om Eca, så hun måtte da vide lidt om, hvad hun kunne og ikke kunne... Ikke?

"Vent," sagde Ecaeriss inden pigen kunne nå at ændre samtaleemnet alt for meget. "Du kommer til mig for at få bekræftet, at der ikke er noget mørke i dig?"
Ansigtet faldt tilbage i neutrale folder, og et lille, skummelt smil spillede på yderkanten af mundvigen. Blikket blev flyttet om bagved Isiodith, hvor hendes skygge kantede sig henover gulvet og videre op ad væggen i en spids vinkel. 
Med ét blev den levende. Voksede og boblede sig ud fra væggen og op fra gulvet for at blive tredimensionel. Kantede sig op at stå og stod et øjeblik bag Isiodith, hvorefter den tog de to skridt hen ved siden af Ecaeriss.
"Er det dette, du er kommet for at se?" Intet sort var gledet ind over Ecaeriss' øjne denne gang som tegn på magibrugen.
Kærligt strøg hun hånden over skyggehåret, selvom dens form ikke var særligt fast, og hendes egen lemmer mest bage blev fanget i en svag tåge, når hun rørte ved det. En smule substans var der, men det mindede mere om når disen hang så tungt i luften, at den efterlod vandperler på ens hud. Skyggen var mørk og uden de træk, som man ville se i et levende væsen - uden den samme dybde i mangel på farve. Men der var ingen tvivl om, at den lignede Isiodith på en prik i sin silhouette.

Isiodith betragtede skyggevæsnet – der var knap andet ord for det, hun så – stille sig bag ved skovelverkvinden. Hendes isblå øjne lod ikke umiddelbart til at ville afsløre, hvad den unge Isiodith tænkte, men indeni mærkede hun, hvordan en klam og klistrende fornemmelse lagde sig omkring hendes hjerte. Ord, fra en anden tid, sneg sig tilbage til hendes tankestrømninger; et ondskabsfuldt mantra hun havde håbet, havde forladt hende allerede.

Du er så naiv. Så hamrende naiv.
Stop med at se så forbandet svag ud!

Isiodith hørte ordene, men så at kvindens læber atter bevægede sig og dernæst, hvordan gnister af spørgsmål, satte sig fast i det mørke blik. Alligevel kunne Isiodith ikke selv andet end at stirre for et langt øjeblik, før hun rystede på hovedet.
Langsomt, så kvinden kunne se, hvad hun havde tænkt sig, trak Isiodith sin urtekniv og aflagde afstanden mellem dem. Hun rakte sin hånd frem mod Ecaeriss, som en genlteman ville tilbyde en kvinde sin hånd. ”Tillader du?” 

Skyggevæsnet forblev rolig, så længe Ecaeriss ikke gav den instrukser. Det var som om, Isiodiths skygge bare havde rejst sig op og ellers stod stille, som lå den stadig bare op ad væggen og ventede på, at Isiodith rørte på sig. I stedet for at følge hendes bevægelser, fulgte den dog Ecas tanker, og de var lige nu stillestående hvad angik skyggens bevægelser. Ingen kamp at kæmpe, ingen børn at skræmme. 
Skyggen tog en lidt mere defensiv position, da Isiodith trak en kniv frem - helt af sig selv havde den reageret på Ecaeriss' instinkter ved det lille, men skarpe blad. Hvad pigen ville med det, var ikke helt tydeligt. Den fremstrakte hånd virkede venlig nok. Indbydende. Til hvad? At skære i Ecaeriss eller skyggen? Var der en ting, den høje skovelverkvinde ikke stolede på efter alle sine år i ensomhed, var det venlighed.

"Hvis din intention er at skære i mig, så nej. Jeg spilder sjældent magi på den måde," svarede Ecaeriss og så på knivsbladdet med et skeptisk blik. "Jeg bløder ikke tjære, hvis det er det, du vil tjekke efter. Tro mig, det har de tjekket for for lang tid siden. Flere gange."
Det sidste belv sagt med sydende afsky i stemmen, og der var ingen tvivl om, at hun snakkede om sin egen race og ikke nogen udefrakommende bøller. Da hun først var flyttet for sig selv og havde revet sig løs fra den tilbageholdende ungelver, hun havde været i Elverly, havde der ikke været nogle problemer med at skræmme ubudne gæster væk fra hytten. Det havde taget noget tid for de omkringliggende bygder at forstå, de ikke skulle prøve at stjæle hendes forråd eller kaste tomater på hendes vinduer, men efter at blive lappet sammen igen af den samme kvinde, der havde forvoldt skaden som straf, havde de vilde unger lært hinanden og deres næste børn, at man ikke lavede narrestreger overfor heksen i skoven.

Isiodith sank en klump og rystede instinktivt på hovedet. ”Det var ikke… det var ikke derfor”, kvækkede den unge skovelver forskrækket, før hun måtte synke en betydelig klump i halsen og ryste den klistrende fornemmelse af sig.
Med hastige skridt aflagde Isiodith afstanden til Ecaeriss og pakkede urtekniven væk. Dernæst synes hun at lide under voldsomme kvaler, for dette møde var gået noget så forfærdelig galt og havde taget en drejning, Isiodith aldrig havde forudset. Af en eller anden årsag havde hun troet, at den ældre kvinde ville –

Hvad Odith? Være taknemmelig for et besøg? Finde glæde i en dybt fremmedes selskab? Tanken fnøs bittert af hende, hvorefter den gentog den så velkendte mantra. Det er kun små naive piger som du, der tænker sådan.

Isiodith skar en grimasse og foldede armene over brystet. I den korte tavshed der fulgte, syntes Isiodith at tænke så det knagede. ”Måske jeg skal… fortælle hvorfor jeg er her”, lød det lavmælt, hvorefter den mælkehvide kvinde skævede mod heksen.
”Jeg har ikke været udsat for det samme som dig. Det er vigtigt for mig at pointere”, startede hun ud, velvidende at hun øjensynligt ikke havde megen tid tilbage. ”Men… jeg ved, at der går rygter om mig og jeg ved, at de sammenligner mig med dig. Jeg… jeg kom for afklaring. Jeg ville vide, med sikkerhed, at min magi ikke er, som den fremstår. At det er en gave skænket af Isari.” 

"Skænket af Isari? Ha!" lo Ecaeriss håndligt. "Hvis magi var skænket af Isari, ville det så kræve så store ofre, at det ligner det er skænket af Zaladin? Hvis det var skænket af Zaladin, ville det så kunne skabe? Guderne kan rende mig noget så grusomt efterhånden. De er ikke andet end dårlige undskyldninger."

Hun viftede med hånden, og skyggevæsnet smeltede ned i gulvet, gik i opløsning og langsomt voksede Isiodiths egen, helt normale, skygge frem igen. Der var ingen grund til at bruge chakra på at holde den kørende mere.
"Magi er naturens syge spøg," fortsatte hun og slog ud med hånden mod tjærebunken, hun havde efterladt på gulvet. "Du har sikkert været i lære hos min mor, hvis hun stadig bor i 'Ly. Evnen til at rense alt bakterielt - mad, vand, sår... Velsignet af Isari, åh hvor har jeg hørt det mange gange."
Hun var begyndt at gå rundt om bordet for at holde sig selv igang, mens hun talte.

"Hver gang hun renser noget, skal hendes egen krop kæmpe imod infektionen. For mig at se, så naturen sin fejl," hendes stemme var blevet hadsk at høre på. "I skabelsen af min magi, fandt den en bedre løsning. En løsning, hvor jeg ikke skal ofre mig selv for andre. Al magi har en pris, Isiodith."
Ecaeriss stoppede op og satte begge håndflader i bordet. Hun lænede sig fremover med blikket rettet direkte mod den unge elver. "Så lad være med at spørge, om din magi er skænket af Isari. Spørg hvor meget, du er villig til at betale for at udnytte din magi til fulde."

Isiodith betragtede den ældre skovelver, der i sin foragt begyndte at trave. Enhver af hendes ord syntes at sætte sig fast, som en klistrende hjelm omkring Isiodiths hoved, for hun vidste instinktivt, at hun aldrig ville glemme dem.
Selv længe efter at Ecaeriss blev tavs, stirrede den yngre kvinde på hende med ulæselige øjne og med et hjerte, der slå i sympati for den mørkhårede heks. Var Isiodith fortabt, kunne hun end ikke forestille sig, hvad den anden måtte føle sig og til trods for hendes ord, så så Isiodith ikke kun alt det hadefulde. Hun så også sjælen, der var blevet sendt bort i vanære.

”Jeg betaler ikke nogen pris, når jeg bruger min evne”, lød det mumlende fra Isiodith, hvis skuldre sænkede sig i skam. ”Hvis jeg gør, så ved jeg det i hvert fald ikke. I Elverly… i blandt de andre helbredere…”, fortsatte hun langsomt, næsten tøvende, velvidende at hendes næstfølgende ord ville være altafgørende, og ikke blot for Ecaeriss men også for hende selv. Kunne hun se sig selv i øjnene, efter at have udtalt dem? Isiodith var ikke sikker.

Tavsheden blev efterfulgt af en dyb indånding, som ville luften omkring Isiodith selv give hende det sidste mod. ”Jeg har brug for en til at lære mig mit fulde potentiale. En der ikke bliver forskrækket, når mine øjne bliver sorte eller hvisker bønner til Isari bag min ryg. Jeg har brug for sådan en som dig, Ecaeriss.”

"Og lige der har du din pris, Isiodith," sagde Ecaeriss blot tilbage.
Det ville altid hænge over den unge elver herfra. Enten som en skygge af mistillid... Eller en mørk hemmelighed. Oplært af Ecaeriss Laeymiel. Ecaeriss havde aldrig haft en lærling, og alle hendes egne læremestre havde vendt hende ryggen, dengang hun blev sendt i eksil. Hendes verden havde været ensom siden, og den nagende følelse af had mod var kun blevet mere intens over årerne. 

Der var ingen tvivl om, hvad Ecaeriss ville svare på en sådan forespørgsel. En mulighed for at tage en ungelver under sin vinge var på ingen måde noget, der drev hende. Men muligheden for at oplære en healer og potentielt gøre de konservative hoveder i Elverly vrede? Det ville hun tage enhver chance, hun kunne, for at gøre. Især hvis den ungelver var en healer. Egentlig havde Isiodith stadig ikke bekræftet, at hendes magi var healende, men den manglende afkræftelse var nok.
Hun tilbagelagde afstanden mellem dem og stoppede op helt tæt på Isiodith. Hun lagde sin hånd ind under den unge elverpiges hage og løftede så de så hinanden i øjnene.
"Min magis offer er materiale. Min magis pris... Var forvisning," sagde hun "Vores magi er måske ikke så ens, men er du villig til at betale prisen, er jeg villig til at lære dig, hvad jeg ved."

Isiodith så, hvordan kvinden nærmede sig, men selv stod hun stille. Hendes stolthed forbød hende andet, og som resultat deraf klistrede hendes smukke støvles såler til trægulvet. I det Ecaeriss’ fingre lukkede sig om Isiodiths spidse hage og dernæst tvang hendes blik til sit eget, gav den mælkehvide kvinde efter for heksens ønske.
”Jeg er villig til at gøre, hvad end det afkræver”, mumlede Isiodith tilbage, i det hun tog en dyb indånding, så hendes spinkle bryst hævede sig adskillelige grader mod Ecaeriss’ eget.

Som heksen dernæst gav slip på hende, sank Isiodith en anelse sammen i de spidse skuldre, men en ny gnist af noget, der tilnærmelsesvis kunne minde om beslutsomhed, havde sat sig fast midt i alt det isblå. ”Min evne ligger i helbredernes domæne”, begyndte hun derefter at forklare, ligeså vel for at bekræfte den tese, den mørkhårede kvinde allerede måtte have, men også for ikke at lade stilheden sænke sig omkring dem.
”Og jeg er dygtig. Afhuggede legemsdele er ikke noget problem, selv hvis de har lagt i timer”, fortsatte Isiodith, hvorefter hendes spinkle arme fandt vej rundt omkring hendes krop. ”Jeg kan dog ikke helbrede mig selv. Uanset hvad jeg prøver, er det aldrig lykkes mig.”

Ecaeriss slap Isiodith så snart hun havde givet sin villighed til udtryk. Hun trak sig et par skridt væk og så ikke engang ud til at ænse, hvordan den unge elverpige sank sammen i sin holdning foran hende. Teen stod kold og glemt henne på køkkenbordet, og Ecaeriss lod blikket glide ud ad vinduet. 
"Er din healing bundet til samme chakralager?" spurgte hun, og fortsatte med en uddybning, da det sikkert ikke var noget, Isiodith havde hørt om før. Det var i hvert fald ikke noget, Eca selv var blevet undervist i, før hun flyttede langt væk fra de trygge skove. "Min healing og min skyggeevne trækker på forskellige chakralagre, og jeg har skullet lære dem begge at kende. At blive god til den ene, gjorde mig ikke i stand til at kende den andens begrænsninger og muligheder."

Isiodith sagde, hun ikke før havde kunnet heale sig selv, men det lød som et ønske at kunne gøre det. Det ville ikke være en tanke, hun havde skænket meget, havde hun tænkt sig at bruge hele sit liv i healerhuset, hvor de kunne supplere hinandens evner. Bare at komme herned, viste dog, at Isiodith næppe havde tænkt sig at være bundet til Elverly hele sit liv, og der gav ønsket om at kunne klare sig selv god mening. Noget af det, der havde gjort Eca i stand til at klare sig selv, var i høj grad hendes evne til ikke at blive syg og at kunne helbrede sine egne sår, selvom det tog væsentligt længere tid, hvis hendes krop var svækket i forvejen. 

Isiodith lyttede, som Ecaeriss begyndte at uddybe det spørgsmål, hun fra start ikke havde forstået. En eftertænksom rynke havde sat sig fast imellem hendes mørkebrune øjenbryn, og det syntes ligeledes at finde vej til hendes isblå blik. Omsider rystede hun på hovedet.
”Det ved jeg ikke”, indrømmede hun, men det var tydeligvis ikke med hendes gode vilje. Isiodith havde altid været exceptionel i hendes studier, og ikke mindst videbegærlig ud i ekstremerne, hvormed mange af læremestrene var glad ved hendes tilstedeværelse. For blot et øjeblik måtte hun tæmme sin stolthed, der syntes at vokse sig stor og tung omkring hende, i takt med at det ondskabsfulde mantra hviskede hadsk til hende.

”Jeg synes dog at have uanede mængder af det. Der skal egentlig meget til, før jeg dejser om af udmattelse”, fortsatte Isiodith, i nogen grad i håb om at rationalisere det ukendte. ”Jeg kan ikke andet end at helbrede, vel og mærke, men… jeg kan se, mener at kunne se, planter og urters helbredende potentiale. Når jeg går rundt… alting lyser i gule og blå nuancer, men det er ikke noget, jeg har kontrol over. I hvert fald… ikke noget jeg ved af.”

"Spændende..." mumlede Ecaeriss og kiggede sig om i den lille hytte. 
Der hang tørrede urter henne ved vinduet, og der stod nogle friskplukkede blomster på bordet. I en lille skål på bordet lå nogle blade i blød. Var der forskel på, hvad Isiodith kunne se - om det var levende eller døde planter? Kunne hun se livsenergi fra væsner? Ecaeriss' nysgerrighed var vagt.
"Du ser auraer? Fortæl mig hvad du ser lige nu, herinde," sagde hun og så fra den unge kvinde til tingene i rummet. 
Ville bordet lyse op, selvom det var dødt træ? Ville salverne på hylden lyse op, fordi de havde healende effekt, men ikke teknisk set længere var en enkelt plante?

Når Eca havde svaret på dette første spørgsmål, ville hun få Isiodith til at prøve noget mere udfordrende. Noget med hendes helbredende evne... Hvis det virkede...