Tiderne havde været hektiske. Plagerne havde hærget i landet og efterladt folk i hungersnød og ødelæggelse, og i værste fald dødsfald. Tiderne begyndte at blomstre op så småt som Kiles orden var fjernet fra deres magtposition og den rette dronning var tilbage på sin plads. Årene havde taget noget af glansen fra Baldwins ellers blanke fjer og stærke øjne. Han havde ikke drømt om at en forfremmelse til General ville tage så hårdt på hans helbred. Han mente selv at han havde knoklet som ridder og aldrig gået væk fra en opgave. Men ansvaret var tungere på hans aldrende krop.
Men som forårets stærke lysskær gled langsomt over bjergtoppe og oplyste den kaotiske hovedstad faldte roen over ham. Han sad på et af slottes spir og lod tankerne flyde som hans kraftige øjne dannede sig et overblik. Han havde fået for vane at sidde som en anden gargoyl ved hver solopgang og hovedsædet som hans opgave var at beskytte.

Baldwins sad afslappet på hug med armene foldet foran sig og vingerne liggende ind mod kroppen, så længe den kolde natteluft ikke var forduftet helt fra lysets varme. Han spejdede langsomt tilbage, opefter mod Dronningens balkon. Han havde ingen intentioner om nogensinde at tage den rute ind for at snakke med hende igen. Rygterne havde været stærke, men han havde været desperat over at Leoric ikke lod ham tale med hende. Grunden nu var tydelig, men hans bekymring var ikke væk som Leoric var det.
Midt i alle bekymringerne og tankerne, slog hans blik pludselig væk og spejdede ud forbi byens tykke mure mod en plet i horisonten. Og med et spinkelt træk af et smil, slog han vingerne ud og lettede.

Turen fra paladset til bymuren var kold, men så snart vingerne var i gang, følte Baldwin sig blot fri og rolig. Hvor mange år han end havde brugt på at bekæmpe sine dyriske instinker, kunne han aldrig ligge friheden og roen ved at flyve fra sig. Han hilste pænt på de patruljerende byvagter på muren, før han drejede kurs mod en større herregård.
Han hørte sine niecer før han så dem. De havde set ham i horisonten og havde forladt deres veldannelse og dages opgaver for at løbe ham i møde. Baldwin mærkede for alvor hvordan tiden var fløjet afsted. Hans ældste niece var nu fjorten år gammel og lignede en kvinde mere dag for dag. Men i dette øjeblik var hun et barn som løb efter sin knap 11 årige lillesøster som ufortrødent og med manglende tanke for at hun var blevet ældre, hoppede direkte op i Baldwins favn så snart han landede og næsten slog ham omkuld.
En lyd blandet af latter og anstrengt støn forlod ham som han greb Mary og kort tid efter havde armen omkring Winifred. Han endte med at sætte sig på hug og holde begge piger ind til sig, mens han klappede kærligt med sit næb mod deres hår, som nussede han deres fjer.

Roland var kommet ud i gården med rolige skridt uden at forstyrre genforeningen. "Så piger, tilbage til undervisningen! Så kan i overfalde jeres onkel i aften" der var et spørgsmål i blikket om Baldwin overhovedet havde tid til at blive til aften, men halvfuglen nikkede roligt og slap grebet om pigerne som modvilligt gik tilbage mod hovedhuset.
"Det er ikke meget vi ser til dig i disse tider" De to mænd stod overfor hinanden, med Roland der var mindst to hoveder højere end Baldwin.
"Der har været travlt" mildest talt.
"Jeg synes også du er ved at blive grå om næbet" latteren overraskede ham næsten som den forlod ham. Som var de synkroniseret gik begge mænd frem og slog armene om hinanden

"Det er godt at se dig igen, bror"