Sted: Havnen
Tidspunkt: Eftermiddag
Vejret: Let blæsende

Det var ved at være eftermiddag, det store skib 'Den Sorte Bard' var netop ved at lægge til kaj i havnen. Royce fandt sig selv stående ved roret, med blikket ud over dækket, hvor dæksdrengene var igang med at lægge sidste hånd på få sejlende strøget ordenligt. Hans blik var hårdt som altid, holdningen rank og urokkelig. Efter den sidste episode i havn, hvor han havde smidt en dæksdreng over bord for at tabe en kasse, havde de andre tilsyneladende lært lektien. Hans straf faldt hårdt og hurtigt, hvis ikke man lærte af sin fejl første gang og sløseri var en direkte vej overbord, om det var i havn eller til havs. 

Han brummede dæmpet for sig selv, tilfreds med at de for en gang skyld arbejdede effektivt, nu hvor skibet var kommet sikkert i havn og var blevet fortøjret til kajen. Den lange landgangsbro var ført fra skibet til kajen, så de kunne få lasten læsset af, men han havde en særlig kasse der stod gemt af vejen i lastrummet, en kasse han var nød til at snakke med Alia omkring. At losse skibet og præcis denne kasse af, var en penibel opgave, men han var blevet betalt dyrt for at fragte kassen til hovedstadens havn. Han havde ganske vidst taget sig friheden at kigge deri, og synet der mødte ham var en ung kvinde, uden meget plads at bevæge sig på, klædt i slidte beskidte laser, men dog med vand og mad nok, ud fra hans vurdering til at kunne klare turen, til kassen blev afhentet, efterfølgende havde han fået den sømmet forsvarligt til igen, og noteret alt ned i sin private logbog for handler.

Da alt var faldet på plads, stillede alle dæksdrengene sig op til baksmønstring, hvorfor Royce forlod sin plads og bevægede sig ned imod dem med hastig skridt. "Skibets skal losses hurtigst muligt, det er udførligt noteret hvortil de forskellige kasser skal, næste last står allerede klar på havnen og jeg forventer vi er fuldt lastet inden midnat, derefter har i natten for jer selv inden vi kaster fortøjningerne .." Hans stemme var dyb og brusk, men efter et højt "Javel Hr. Kaptajn" fik de lov at gå videre med deres arbejde, mens han fokuserede på den last de fragtede op og ned af landgangsbroen.

Det virkede så længe siden at Alia havde bevæget sig her på havnen. Alt efter Kiles Orden havde ændret alt i hendes liv. Hendes butik havde stået låst og alt havde været støvet og fuld af spindelvæv. Der havde lagt mange timer i den butik og alligevel havde det gået skævt. Hun var i tvivl om hun skulle fortsætte sit arbejde, eller om hun skulle stoppe helt og flytte tilbage til det evige kedelige Elverly. Men det var ikke det hun ville. Hun ville sit arbejde, og hun var ærlig, måske ikke altid så billig, men det kom jo også meget an på hvad det var der skulle fragtes på havene, om der skulle vagter med om bord eller det var noget hun kunne klare selv sammen med sit mandskab.

Dianthos virkede forandret på alle tænkelige måder efter hun var kommet tilbage, men det måtte ikke ødelægge hendes liv her. Det var her hun ville være, og langt væk fra de fornemme Elvere der kun tænkte på deres skønhed og det liv de bar rundt på. Nej det orkede hun næsten ikke at skulle ind i en gang til, så hellere være fattig og leve et liv der var kedeligt. Hun kunne selv bruge sine krystaller på et værelse på den nærmeste kro, men hvorfor skulle hun når hendes eget hjem over butikken virkede helt fint?

Havnen virkede som den plejede det var ikke meget galt, og Alias skib havde sejlet ind for et par timer siden, men hun havde endnu ikke formået at stå af skibet endnu. Der var en masse logs der skulle skrives, og så skulle lasten også tages af. Hun havde været i nordlandet med en last, det var en af de få kunder der havde blevet hos hende. Det ville tage tid at få de selv samme menneske tilbage til hendes virksomhed, men troede man på det så skulle det nok gå alt sammen. Langt om længe viste hun sig på dækket og hun talte lidt med sin styrmand inden hun bevægede sig ned af broen og ned imod land. Den høje hvide genkendelige kat gik lige bag hende uden så meget som at gøre anfald til at være farlig. Katten var altid med hende lige meget hvor hun gik hen, og alligevel var der ingen der gjorde den ondt. Nej den var altid venlig og gjorde hvad hun sagde.

Som dæksmændene hurtigt kom igang med at losse skibet, fik Royce tid til at lade blikket vandre rundt i havnen, for at skabe sig et overblik over de andre skibe. Selvom det lå et par enkle skibe i havnen, fra lysets flåde, virkede han ikke spor bekymret over den særlige kasse i lasten. Han tvivlede på kvinden deri nogensinde ville turde give lyd fra sig, især fordi hun måtte spare på sine rationer, for at have dem til at slå til nogle dage endnu inden kassen ville blive hentet, eller rettere indholdet deri. Et skævt smil voksede dog frem på hans læber, da han bemærkede præcis det skib han havde søgt efter, det skib som tilhørte Alia! Undersøgende gled hans blik over skibet og dernæst havnekajen, inden han fik øje på hende og den store kat bag hende. 

Han puffede en dæksdreng til side, så han kunne komme op på landgangsbroen, for at kunne møde Alia nede på havnen. Et skæve selvsikre smil var ikke til at pille af hans læber, som han førte sig selv ned med rank ryg og hænderne mageligt placeret i de dybe lommer på den store sorte jakke. "Alia.... Lige den kvinde jeg søgte.." udbrød han med sine dybe ryst, og glimtet i øjne, som han bevægede sig imod hende. Han virkede ikke spor bekymret over den store kat, for han havde ikke i sinde at gøre hverken den eller Alia ondt. 

Alia var egentlig ikke så optaget af det der forgik i havnen, det var lagt mere vigtigere at få sit rederi op at køre igen. Det manglede bare efter at have været væk fra det i et års tid. Der var så mange ting der skulle ordnes, og hun ønskede virkelig at der kom lidt gang i forretningen igen, men det var ikke sådan tingen så ud lige nu. Det var som om hun skulle starte forfra på ny. Det havde krævet blod sved og tåre at starte op, og det var bare som om det var sådan det skulle være igen. Hun ville hellere end gerne have at der kom lidt skub på tingene, men hun kunne ikke gå længere ned i pris på sine fragter. Hun tjente dårligt nok noget længere, og slet ikke når hendes mandskab også skulle have nogen krystaller at leve for.

Hun bevægede sig lidt i sine egne tanker da en stemme brød hendes tanker. Hun stoppede op og kiggede lidt hen imod stemmen der allerede var på vej imod hende. Katten stoppede også op og satte sig ned ved siden af hende. "Royce. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun og kiggede lidt på ham. De havde allerede arbejdet sammen et par gange før, så fornavne var da på plads, og ikke mindst så gjorde et krus koldt mjød det heller ikke meget bedre hvis de nu gik sammen hen på en af de nærmeste kroer der var i byen.

Royce fortsatte ganske roligt, til han var på tæt hold af den nydelige skovelever. Det skæve smil lå godt skjult i det kraftige mørke fuldskæg, som hans blik hæftede sig ved hendes øjne. Royce var ikke kendt som den vulgære type, der fandt nydelse i at overbeglo kvinder, trods han fandt langt de fleste som værende en fryd for øjet. "Kunne jeg ikke friste med et krus mjød inden vi snakke arbejde?" Hans dybe ryst havde en varme over sig, som hans besætning yderst sjældent fik lov at høre, inden han rakte den ene arm frem i den retning som den nærmeste kro lå i. 
Royce var godt klar over Alia, havde været væk fra miljøet en god periode, og havde hørt rygterne om at hendes forretning var på vej i knæ, hvis hun ikke snart fik vendt sit held. Hvorfor hun var den helt perfekte til handlen, hun havde stedet og behovet for jobbet, og spillede han sin kort godt nok, ville de kunne arbejde sammen igen fremadrettet. Det var den ideelle forudsætning for at han kunne tvinge prisen i bund, men hvis han undlod kunne det åbne op for bedre handler i fremtiden som de begge kunne profitere bedre på. Han måtte overveje sine valg nøje, for at skabe den bedste grobund for deres fremtidige handler.
At få et sted som Alia, havde strejfet hans tanker, men det arbejde der lå i at holde det beskyttet imod tyveknægte, under radaren for både Lyset og Mørket, syntes alt for besværligt, når han tænkte på han tilbragte langt størstedelen af sin tid på det åbne hav, langt fra enhver havn. Og med hans ringe tiltro til sit mandskab, var det ikke den bedste ide. Der stod endnu alt for klart i hans erindringer om sammenstødet med Lysets flåde fordi nogle andre havde kvajet sig.

Som han gik imod kroen, skubbede han ubesværet døren op for og holdt den for hende, inden han skævede imod den store kat.

Hvad Royce egentlig havde tænkt sig vidste hun ikke, men det skulle nok komme frem på et eller andet tidspunkt, det handlede bare om at få det ud af ham. Heldigvis så plejede det at gå rimelig nemt, det havde hun da opdaget op til flere gange, men han kunne også være stædig. Så da han lige frem tilbød et krus mjød kunne hun ikke benægte at hun ikke ville have lidt til ganen. "Javel ja, så et krus mjød eller to" kom det fra hende og kunne allerede mærke den tørre hals snørre sig sammen, der havde jo ikke været andet end vand på skibet det sidste lange stykke tid, og sådan ville det nok være lidt tid endnu. For hvis alt kom til alt, så skulle hun jo lige få gang i firmaet igen. Det handlede bare om tid. For Kiles Orden  havde virkelig ødelagt alt for hende i de mange måneder det havde stået på.

Uden at sige noget som helst bevægede hun sig hen imod kroen med elegante skridt, ude foran kroen stoppede hun op og vendte sig imod katten der stirrede på hende. "Vent her" kom det fra hende og så hvordan katten satte sig på jorden og hun vendte sig om for at træde ind i den lumre krostue. Hun var hurtig til at beskue et bord henne ved et af vinduerne der stod åben. Målrettet gik hun hen og satte sig mens Royce kunne gå op og få to krus mjød. Det ville være dejligt at få lidt til den tørre hals, og hun skulle helt sikkert have et par stykker. Godt nok havde hun haft en god fragt på skibet, så hun havde da tjent lidt på det, men det var langt fra hvad hun plejede at få, men når tiden var rigtigt så skulle det nok gå smertefrit det var hun helt sikker på. For dem der ventede skulle nok få lykken vendt.

Det var ikke mange ting der imponerede Royce, men det bånd som Alia og katten havde til hinanden, fandt han alligevel imponerende, som den store kat blev satte sig ned på kommandoen, og han vidste at den ville vente på hende til hun dukkede op igen, forhåbentligt først når han havde fået hældt lidt på hende og de havde fået snakket forretninger. Uden tøven trådte han ind efter Alia og fulgte hende med blikket imens hun fandt vej til et bord hvor hun slog sig ned, han gjorde et lille nik med hovedet, inden han drejede kroppen i modsatte retning og gik op til krofatteren. Smilet og varmen i hans blik og falmede øjeblikket, som hans blik ikke længere hvilede på Alia men den store kraftige mand med pletter overalt på sit hvide klæde han havde hængende løst på de brede hofter. Han vrængede svagt på næsen, men han vidste deres mjød var god hvilket fik ham til at se bort fra mandens fremtræden. 
"To store krus af din bedste mjød..." Hans tone var mere kommanderende end de fleste nok ville ønske, men hans stolthed bød ham ikke at være ydmyg overfor en mand der ikke engang tog sig af hvordan han så ud og med Royces højde og bredde over skuldrene synede manden helt lille foran ham, trods den svulmende vom der hang ud over hans buksekant. Manden gryntede utilfreds over tonen, men valgte ikke at sætte sig noget imod, inden han skænkede mjøden op i to store krus. Royce gjorde et lille anerkende nik, inden han smed et par krystaller på disken og tog de store krus fra ham, før han vendte tilbage til Alia og smilet atter fandt vej til hans læber, at betragte en sådan skønhed fremfor krofatteren kunne da kun bringe smil frem. 
Han rakte hende det ene krus, inden han satte sig ved bordet, og lukkede hånden fast om kruset, inden han bragte det til sine læber, den værste trøst skulle slukkes inden han ville bringe det vigtige emne op, som havde bragt dem hertil. Med et tilfreds suk, satte han kruset på bordet og tørrede skægget for skum med den frie hånd. "Nå Alia...." indledte han, næsten med en dyb brummen som han rankede sig i sædet. 

Hvem Royce egentlig var bag sit falske smil vidste hun ikke helt på stående fod, men hvor skulle hun også vide det fra når Royce altid havde været smilende og god ved hende? De havde haft nogle opgaver sammen nogle få gange, men det havde også været det. Som regl klarede hun sine opgaver selv, men til tider måtte hun opgive en opgave og give den videre til den bedste skibber hun kendte nemlige Royce. Uanset hvad eller hvem det var han var, så stolede hun fuldt og fast på ham. Han var en god mand det var hun sikker på, og alle havde jo været en del af noget slemt en gang, eller gjort noget man ikke helt ville have gjort den dag i dag, og han havde sikkert samme tanke. Men det kunne også være helt lige meget, for så godt kendte de heller ikke hinanden ud over at de drak på samme kro når de var i havnen.

Først da han kom tilbage og satte de to krus foran hende rakte hun ud efter det ene. Hun satte kruset for munden og tog en ordentlig slurk inden hun satte kruset ned og tørrede munden af i håndryggen. Hun hadet at det mjød skummede så meget, men det smagte jo lækkert uanset hvor hun ville hen med det. For med alkohol kom man altid lidt tættere sammen, det havde hun altid sagt, og det fik altid munden lidt mere på gled, også selvom hun kunne tåle meget mere end almindelige dødelige mennesker. "Så Kaptajn Royce, du snakkede om arbjede. Hvad kan jeg tilbyde?" spurgte hun og lænede sig nysgerrigt hen over bordet for at komme tættere på ham. For en ting var sikkert, det var ikke altid at han sagde ting højt, og nogle ting var bedre sagt lidt i det skjulte end det var sagt højt.

At handle med Alis var altid en fornøjelse, for hun havde den fornødne tillid til ham, til aldrig at kigge i de sager han fik opstillet hos hende fra tid til anden, denne sag var dog af en noget større vigtighed for ham, noget han ikke bare kunne sætte og så have tillid til den også fik fred. Indholdet kunne trods alt risikere at skabe en uønsket interesse omkring den. Denne handel skulle foregå i det skjulte. “Lige til sagen som altid....” svarede han med et glimt i øjet. 

For en stund lænede han sig tilbage i sædet, tog sig tiden til at observere alle i kroen, hvem der lyttede til hvem, hvem der holdt øje med hvem, han vidste ikke hvem der kunne risikere at lytte med, først da han var helt sikker lænede han sig frem i sædet og hvilede imod bordet. “Jeg har en kasse last som jeg skal have stående på dit lager til i solopgang i morgen.. Vinden var alt for gavmild så vi kom i havn før planlagt...” forklarede han roligt mens hans blik skiftede imellem at aflæse hendes ansigt og spejde rundt i forsamlingen. Hele tiden opmærksom på bevægelser tæt på dem. “Jeg har to mænd som vil vogte kassen til ejeren kommer, den er yderst vigtig for mig, at den bliver overleveret uden nogen komplikationer, og det findes ingen bedre end dig til at sørge for den slags sker...” fortsatte han med et charmerende smil omkring læberne, for han vidste udmærket at smiger hjalp i de fleste situationer med kvinder.

Hvorfor skulle alt ting pakkes ind som et eller andet. Han ville snakke med hende, og så kunne de lige så godt snakke. Der var ingen grund til at hun skulle sidde og vente, hun havde også planer for dagen og aften, også selvom hun kun skulle have gang i sin virksomhed igen. Men med tiden skulle hun nok komme på plads igen. Lige nu handlede det om at have tillid til hende, og hvad var bedre end at arbejde med Royce endnu en gang? Det satte måske skub i nogle ting, der satte hende i et bedre lys. 

Hun lyttede til hans ord og kløede sig lidt på hagen. En havde en kasse der skulle opbevares hos hende. Se det var interessant. Skulle hun spørge hvad der var i kassen siden den ikke kunne være på hans skib? Umiddelbart kunne det være værdifuldt siden den ikke kunne stå der. Ja hendes hus hun havde sit rederi i var top sikret, og ingen havde nogen sinde prøvet at bryde ind i den. Efter at den havde stået Tom så længe havde hun endelig fået buk med skidtet og edderkoppespindene men at han ville lade en kasse stå hos hende virkede som en underlig ting, og især når han ville sætte vagter på også. “Så du vil have en last til at stå i min kælder, og sætte vagter på.. hmm...” kom det fra hende og kløede sig på ny på hagen for at tænke sig om, præcis som hun plejede når hun overvejede et tilbud. “Så du vil have disse vagter ind i mit hjem hvor jeg sover og passe på en last der ikke kan stå på sit skib. For at lade dem frit vandre rundt i min kælder hvor jeg har andre last af mine stående. Er disse vagter til at stole på og ikke render rundt og stjæler min last? Kan jeg være sikker på at der ikke sker noget med min egen last i kælderen?” Kom det fra hende og løftede det ene øjenbryn for at kigge anklagende på ham “For slet ikke at tale om en ting... Hvad får jeg ud af det?” Hun kiggede på ham og løftede kruset med mjød for at tage en tår af den. 

Alia var en velovervejet kvinde, ingen tvivl om dette, men de havde en fortid sammen, hun var den eneste han kunne betro denne opgave, selvom det var en lyssky handel, der virkelig ikke kunne tåle dagens lys, betroede han den til Alia. “Jeg kan garantere din last vil forblive urørt af mine mænd, de tør ikke vove sig bort fra min last, og hvis de vovede det skal jeg glædeligt påføre dem en hvilken som helst straf du finder passende, men tro mig.. de tør ikke bryde min ordre..” forklarede han ganske roligt i et dæmpet toneleje. Hele mandskabet var afrettet, han tog kun de bedste om bord og selv de røg fra tid til anden over bord til søs, hvis de fejlede ham. Royce var koldblodig når det kom til hans erhverv, han krævede total loyalitet og lydighed, enhver fejltagelse blev straffet med døden. Indtil da sørgede han godt for hver enkle, selv familier sørgede han for, det gav nemlig grobund for ingen ville trodse ham, de havde set ham udrydde en hel familie da en havde trodset hans ordre, stjålet fra hans last og været tæt på at røbe Royce’ hemmeligheder for lyset. 

Hendes næste ord, fik smilet til at trække i hans mundvige, inden han lænede sig en smule ind over bordet. “Hvad kunne du tænke dig Alia?” Der lå en charmerende varme i hans tone, men ikke en gang vandrede hans blik over hendes krop.

Alia var velovervejet og tænkte meget over tingene det forekom hende naturligt at gøre. Det var vigtigt for hende at hun kunne se mulighederne i alt ting. Selv de muligheder der var ved en fiasko. Hun ville langt hellere være en del af noget positivt end noget negativt. Men hun kunne heller ikke slappe a vel vidende at nogen skulle komme og være i hendes kælder. Hun vidste at Royce altid havde styr på sit mandskab, men hun havde også lagt mærke til hvordan nogen en gang i mellem forsvandt fra hans skib når han kom i havn. "Hmm... Det er en vanskelig situation dette her Kaptajn Murray..." kom det fra hende og kiggede lidt ned på sit krus. Hun kunne sige ja og så bare lade det gå som det ville gå. Men på den anden side kunne det gå så meget galt og at hendes egen last ville gå i stykker, det ville koste hende krystaller i sidste ende, og sikker krystaller hun ikke kunne fremskaffe lige med det samme. "Dine vagter kan have lange fingre og jeg har dyre laster i kælderen. Så for din skyld håber jeg de passer på, og ellers skal jeg nok høre det" kom det fra hende og lagde en hånd på kinden for at klø sig der kort tid efter.

Royce var ikke en dum mand, men det var hun heller ikke, og dette her kunne sikkert skabe lige så store problemer for hende som for ham hvis dette blev opdaget. Det kunne være en last ingen måtte vide hvad var og dermed stille flere spørgsmål end der skulle stilles når det kom til stykket. "Jeg vil have halvdelen af de Krystaller du tjener på din last.." kom det fra hende og vendte blikket op på ham. "Det kan være en last ingen må vide hvor er, eller det er noget ulovligt. Dette her er lige så meget en ting der kan ødelægge mit hjem og mit arbejde, som det kan for dig." hun løftede det ene øjenbryn og kiggede lidt hårdt på ham for hun vidste at han kunne takke nej.

Royce var ikke forhastet i sin fremtoning, han ventede tålmodigt på hendes beslutning, mens han lod blikket glide over hendes ansigt. Hun havde bestemt ikke ændret sig spor med årene der var gået, tvært imod var hun den samme skønhed, hun altid havde været. En dyb rumlende latter slap over hans læber ved hendes ord, mens han ganske let nikkede. "Kun hvis du lader det, ellers er det faktisk ganske lige til.." svarede han med sit sædvanlige glimt i øjne. Det eneste hun skulle gøre, var jo at sige ja til handlen og lade ham opbevarer en kasse i hendes lager. Han vidste dog hvornår han skulle forholde sig alvorlig i en handel, og dette var netop blevet et sådant øjeblik. Han nikkede bekræftende af hendes ord, men han havde tiltro til sin besætning, de ville ikke vove at gøre noget, der kunne koste ham dette job, for ikke at tale om deres liv.

"Du har mit æresord på der intet vil ske din egen last, hvad angår betalingen kan du få 1/4 del af min betaling.." svarede han ganske fast, æresord blandt hans slags betød måske ikke meget for de lovlydige, men Royce var en mand af ord og ære. Den sidste del, om lastens lovlighed valgte han ganske bevidst at gå uden om, men trak blot svagt på smilebåndet, med blikket rettet ned imod kruset, inden han hævede det op til sine læber og tog et par store slurke. "Har vi en aftale?" spurgte han ganske roligt, i det han satte kruset fra sig på bordet igen, og tørrede skummet fra øllet ud af skægget med håndryggen.

Detvar måske en lige sag i hans øjne. Men der var så meget mere på spil. Det handlede om så meget mere og han vidste det godt. Hun var overbevist om at han vidste hvad der var i den last, men hun ville ikke presse ham til at spytte ud. Han ville aldrig sige det alligevel, hun vidste st han havde sin stædighed, det var ikke bare noget man lige lagde fra sig uden en grund. 

Hun tænkte sig lidt om og tog en tår af øllen som hun tømte i næsten en slurk inden det halvtomme krus blev sænket ned på bordet så det gav et lille boink fra sig som lyden af at det næsten var tomt. “1/4 del siger du.. hmm.. vanskeligt... 40% af indtjeningen...” hvis de skulle handle skulle de handle. 25% var jo ingen ting, desuden så vidste hun jo stadig ikke hvad denne kasse indholdet. Desuden var Royce en hård forhandler når det kom til stykket. Så de skulle nok nå til enighed før eller senere. 

Royce sad for en stund og lod blikket dvæle ved kruset foran sig. Han var en mand som ikke brød sig om spildtid, så han var meget omhyggelig med at planlægge forud. Hans blik gled mod et af de tilsmudsede vinduer, mens han indvendigt diskuterede frem og tilbage med sig selv, for hvis hans beregninger var helt rigtige, burde en af Alias mænd snart komme tumlende ind, så frem ham var så hurtig til at gennemsøge byen efter hende, som han beregnede, for hans mænd burde for længst have nået hendes lagerhal, og afventer adgangs tilladelse. Da hun gav et modbud løftede han blikket imod hende, hans karakteristiske charmerende smil bredte sig i den ene mundvige. Han så gerne prisen presset længere ned, men tiden var ved at løbe fra ham, og det var vel en fair pris, for at gøre hende til en kriminel hvis nogen fandt ud af lastens indhold.

“Meget vel, vi har en aftale Alia...” lød det afslappet fra ham, da han rakte hånden frem for at trykke hendes. 

Egentlig havde hun regnet med at skulle kæmpe en smule for en pris, men han virkede som om han skulle have dette hurtigt overstået. Hun kiggede på hånden og overvejede om hun skulle tage den. Men alligevel rakte hun en hånd frem imod ham og skulle til at trykke den da hendes medarbejder kom styrtende ind på kroen og lod et blik glide hen over folket inden han fandt hende. Han stormede hen til hende bukkede kort for hende og lænede sig ind til hendes øre for at hviske noget i den. Hendes frem rakte hånd havde næsten nået Royces, og hun trak den lidt tilbage for at høre hvad der blev sagt. Hun viftede lidt med hånden af sin medarbejder og rakte hånden frem på ny for at trykke hans  hånd. "Aftale" kom det fra hende og trak hånden tilbage efter at have trykket den.

Hun vendte blikket imod sin medarbejder. "Du kan fortælle folkene at der er en aftale på plads, Kælderen har du nøgle til, og I har bare at passe på nede i den kælder!" hun var hård som hendes tone ændrede sig og hun kiggede meget nøje på sin medarbejder. Hun vidste at han var god, men der skulle en fast hånd om dem der passede på hendes hjem og arbejdsplads, når hun ikke var ude og sejle. Han bukkede kort for hende og et lile "Javel undslap hans læber.
Hun tømte resten af sit krus og vendte opmærksomheden imod Royce på ny. "Nu hvor vi har en aftale, vil du så fortælle hvor lasten skal hen af i morgen?"

Det var ikke til at se, hvad Royce tænkte da Alia' medarbejder pludselig kom styrtende ind efter hende. Han sad helt roligt, uden at trække den fremstrakte hånd til sig, tålmodigt ventende på, om aftalen blev forseglet. Et lille smil trak i hans mundvige, da de kom til enighed og han forsvandt igen, hvorefter hun tog hans hånd og forseglede deres aftale. "Du har mit ord på, at din egen last vil forblive urørt. Men kan ikke svare dig på, hvor lasten skal hen, jeg vil være der til overrækkelsen, men derefter ved jeg intet.." forklarede han ganske roligt, og der var en vis sandhed over ordene, selvom han havde en ide om hvor hun skulle hen. 
Han løftede afslappet kruset med mjød til munden, for at skylle en stor slurk ned. At kunne vinge denne aftale af, alpha og omega, nu kunne han slappe af igen, for nyde resten af aften. 

Alia kiggede på ham og trak svagt på smilebåndet. Nu hvor de havde en aftale havde de bare med at passe på hendes last. Hun arbejdede hårdt på at få genoprettet sit redderi igen. Hun håbede på at der ville komme flere kunder. Forhåbentlig kunne Royce skubbe et par klienter hen til hende hvis han ikke havde plads på sit eget skib. "Spændende. Hvor skal du flyvere lasten henne?" spurgte hun omsider og kiggede på ham. Forhåbentlig skulle hun ikke med hun havde rigeligt at kigge til. Desudenn skulle lasten i kælderen også være i orden når de gik der fra. Men det undrede hende stadig hvorfor hans last skulle stå i hendes kælder. Kunne den ikke bare blive på hans skib? "Hvordan kan det egentlig være at jeg skal passe på lasten?" hendes nysgerrighed løb af med hende til tider. Men der var intet ondt ment med det. Faktisk havde hun altid været lidt nysgerrig af natur. Det var derfor hun var taget væk fra de højrøvede wlver i elverly og bosat sig i Dianthos.