Sted: Havnen
Tidspunkt: Eftermiddag

Solen havde længe stået højt på himlen, imens det store skib havde lagt til kaj i Lazura. Det meste af skibets last skulle læsses af der, og Royce havde penge der skulle inkasseres for en endnu en succesfuld fragt. Det havde været en rolig rejse til søs, uden noget stormvejr til at volde skibets besætningsmedlemmer nogen større udfordringer, med at sikre lasten. Den fuldvoksne mand forlod sin kahyt, hvor han havde lagt sidste hånd på værket med skibets logbog, hvori han holdt nøje kontrol med alle handler der blev indgået, med hvem og til hvilken pris, men også ting som udfordringer undervejs og tid for leverancer. Han havde også en mere privat log, som kun han selv kendte til, hvori han havde navnene på de mennesker han havde udført knap så lovlige handler med, alt for at sikre sin egen fremtid hvis nogen, nogensinde turde vove at melde ham, ville han have noget på dem. 

Idet han forlod sin kahyt lod han blikket vandre rundt, hans skikkelse var høj og bred, det store brune fuldskæg tæt og velplejet og håret altid barberet i siderne. Klappen dækkede for det øje han havde mistet under en kamp til søs, kun de lange ar der strakte sig over hans ansigt, vidnede om slaget. Han bar sin lange sorte jakke, med den store pelskrave der fulgte kraven rundt ned til midt på hans brystkasse, den stod vidt åben og afslørede en tætte hvide skjorte der ikke var knappet for oven, men i stedet afslørede den solbrune hud på hans bryst. Et par lange sorte bukser, der sad tæt omkring hans ben og de høje sorte støvler i læder. Omkring livet havde han et brunt klæde bundet tæt om den muskuløse krop, hvori skeden til hans sværd hang imod hans hofte, og afslørede det store buede sværd.

"Se så at komme igang med at få den last af skibet!" Hans stemme var høj og brysk, irriteret over at se hvordan dæksdrengene snøvlede rundt, han troede virkelig de snart havde lært det, men af en eller anden årsag var der bare en af dem, som aldrig ville tage ved lære. Vreden byggede sig op indeni ham, da dæksdrengen tabte en kasse ned på skibets dæk, så kassen gav sig, var dråben for ham. "Inkompetente uduelige fjols!" råbte han vredt, idet han med faste hurtige skridt var henne ved den unge dæksdreng, der forsøgte at stikke af fra ham, men med et fast greb om hans nakke trak han drengen over skibets dæk, uden større besvær, inden han kastede ham ud over rælingen og ned i vandet. "Er der andre der vil samme vej!" Hans spørgsmål var tydeligt retorisk da han ikke havde i sinde at acceptere de ville opføre sig på den måde, og uden at hjælpe drengen op sprang de alle afsted for at få lasten båret af skibet uden flere uheld. Han rettede let på den store jakkes krave og skjorten, ind hans blik gled årvågen rundt på dækket. Inspicerende for at sikre sig at alle knob var bundet korrekt og at sejlende var blevet strøget forsvarligt, så han kunne forlade sit skib sikret i havnen, inden han trådte ned af den lange gangbro i træ ned på havnen.

Han strøg en grov hånd igennem det brune hår, for at stryge det væk fra ansigtet, der stod en mand og ventede på ham, og uden tøven bevægede han sig derover, for at kunne afslutte handlen. Trods han netop havde smidt en dreng over bord, virkede han ikke spor påvirket af situationen, idet en ro havde lagt sig over hans ansigt igen. Han tog imod posen med krystaller og stak den i jakkens lomme, inden han gav hånden med manden der skyndte sig væk. Manden havde ganske vidst betalt for hans diskretion, men Royce lod aldrig noget komme ombord, uden han vidste hvad det var, dog valgte han blot at notere det inden kasserne blev forseglet igen, uanset hvad han måtte finde deri. 

Under normale omstændigheder var det ikke usædvanligt, at man så Laurenne i Lazura rimelig ofte, og det var stort set aldrig, at der gik uger mellem, at hun listede sig afsted til havneburet. De folk hun sædvanligt færdedes med vidste, at den unge frøken fra den nærliggende borg ofte nød at liste afsted hjemmefra, og der var en usagt aftale om, at de ikke sladrede om hendes aktiviteter. Ofte i bytte for de krystaller hun kunne lokke ud af greven, eller så for hendes selskab og forbindelser.  Laurenne var afhængig af de venner, som hun havde skabt i havnebyen, for stod det til greven, ville hun slet ikke få lov til at forlade familiens borg.

Der var nu gået uger siden Laurenne sidst havde været i Lazura. Efter episoden med Thanos havde det været fuldkommen umuligt for hende at liste ud fra borgen, og op til flere gange var hun blevet slæbt tilbage af vagter, som var hun en uvorn teenager. Livet på borgen var kedeligt, og Laurenne var overbevist om, at hun var ved at gå fra forstanden, så hun endte med at bede om tilladelse til at tage ind til byen i bytte for, at hun havde både tjener og vagt med, bare så der var nogen, som kunne sikre sig, at hun ikke lavede nogen unoder.

Det var et usædvanligt syn at se Laurenne gå ned af Lazuras gader med både vagt og tjener i hælene. Lige så usædvanlig var hendes påklædning. Jo, hun klædte sig altid på i tøj som reflekterede, at hun var en kvinde af velstand, men normalt blev der skruet lidt ned for det, når hun listede sig ud. Til dagens tur var Laurenne dog klædt i de sædvanlige fine klæder, som bestod af en lang kjole i mørkerødt stof med snører i ryggen, så hendes talje fremstod lille og brysterne blev udstillet på flotteste vis, samt en tyk kappe, som skjulte hvad kjolens ellers så flot viste frem. Det var helt med vilje at hun havde klædt sig usædvanligt pænt på, for havde hun taget andet på, ville hendes følge sikkert lure, at hun havde tænkt sig at stikke af fra dem, så snart chancen bød sig. 

Det var ikke nogen nem opgave at stikke af, for våde vagt og tjener frygtede grevens vrede, hvis de blev nødt til at vende tilbage uden hans datter. En slåskamp på en af de smallere gader blev hendes redning, for mens flere folk kom til og det hele blev kaotisk, fik Laurenne langsomt listet sig væk. Det var ikke nogen videre god plan, for der ville næppe gå lang tid inden det ville blive opdaget, ar hun var væk, så med det samme trak hun kappens hætte over hovedet og hastede ned ad gaden, ned mod havnen.

Selvom Laurenne havde mange "venner" i Lazura, vovede hun ikke at gemme sig hos nogen af dem, for hun stolede ikke på, at de ikke ville afsløre hende. Desuden vidste de alt for godt, at hendes mange løfter om rigelige krystaller i bytte for tjenesten ofte var løgn, for greven havde for længst indset, at det var meget nemmere at styre hende, hvis han begrænsede hendes finansielle midler.

Laurenne nåede havnen lige i tide til at høre et udbrud og et plask, som nogen blev smidt over bord fra et af skibene. Hvis man var villig til at behandle sin besætning på den måde, var der vel også en mulighed for, at man ville skjule en ung kvinde fra dem som forfulgte hende. For en god ordens skyld åbnede hun kappen op, som hun gik over mod, hvad hun formodede var skibets kaptajn.
"De ser ud til at være en mand, som forstår god handel" Laurenne havde ikke megen tid at spilde, så der var ikke tid til alverdens høfligheder.
"Det er en lang historie, men jeg har brug for et sted, hvor jeg kan skjule mig bare et ganske kort stykke tid. Tilgengæld kan jeg tilbyde dem en ganske rundhåndet betaling"

Lyden af skridt der nærmede sig, fik Royce til at dreje let i kroppen imod lyden. En ung kvinde, med langt blond hår nærmede sig, og trods sine mange besøg i havnen, var det ikke en kvinde han før havde spottet, hun lignede bestemt heller ikke en som gjorde sig meget i at komme på en havn. Han rankede let op i sig selv, med et ene øjenbryn let hævet mens hun nærmede sig. Han måtte dog også erkende overfor sig selv, at kvinden bestemt ikke var noget værst syn, og for blot en kort bemærkning tillod han sig selv at håbe det kunne blive denne nats knald. Sandheden viste sig dog at være en anden, idet hun nåede ham og hendes ord flød over hendes læber. En handel? Pludselig så han endnu mere interesseret ud, som et kækt smil trak let i hans ene mundvige. "Normalt foretrækker jeg en præsentation, men en god handel siger jeg sjældent nej til..." svarede han med en dyb ro i stemmen, mens han afventede at høre hvad hun søgte.

Han måtte dog bremse sig selv, for ikke at slå en høj latter op over hendes såkaldte handel. Han skævede imod sit skib, inden hans blik gled tilbage på hende igen. Han havde aldrig set sig selv, som en der hjalp jomfruer i nød, men måske der skulle være en første gang for alt. "Og hvad helt præcis skjuler du dig for?" svarede han blot roligt, som havde han alt den tid i verden han følte for, som han lagde armene let over kors. En rundhåndet betaling, for at skjule hende lidt tid, lød dog ikke som nogen handel han kunne brænde fingrene på, så han var tilbøjelig til at takke ja, hurtigere end hvad godt ville være. Han havde en "forretning" at passe på, og en ung snushane med problemer i hælene kunne være en farlig kombination at invitere ombord på skibet.

Han besluttede sig dog for at vende omkring på hælene, mens han bevægede sig imod skibets landgangsbro igen. Han løsnede sit greb og gjorde et lille vink med hånden til at hun skulle følge med, samtalen kunne altid fortsættes ombord på skibet, for hvis det nu var reelle problemer hun var havnet i, ville det ikke give ham nogen krystaller hvis hun blev fanget. 

Normalt ville det ligge langt under Laurennes standarder at bede en simpel sømand om hjælp. Hun kunne lige klare rigmænd og sønner af disse, men helst skulle der en titel til, før hun så meget som gad kigge på en mand. Det var velkendt blandt alle som kendte eller hørte om den unge frøken Sinnett, og mange fandt hende sikkert utroligt snobbet på grund af denne holdning. Ikke at det betød noget for hende, en kvinde af hendes stand blev nødt til at have principper. I dette tilfælde kunne hendes kendte modvilje mod de lavere folk dog i høj grad spille ud til hendes fordel, for hvem ville dog gætte, at hun ville fornedre sig til at søge skjul blandt usle sømænd?

Utålmodigt lagde Laurenne armene over kors og så på ham med det ene øjenbryn hævet. Hun havde en nagende fornemmelse af, at han ikke tog hende helt seriøst.. Det skulle nu nok komme, når han lærte, at hun ikke bare var en eller anden tomhjernet gås som mange af de andre kvinder, som rendte rundt i byen.
"Jeg har ikke tid at spilde på formaliteter" desuden kunne hun ikke være mere ligeglad med, hvem han var, og hendes navn ragede ikke ham. Han burde heller ikke bekymre sig om, hvem der var efter hende. Var det ikke nok, at hun havde tilbudt ham mere end passende kompensation for ulejligheden?
"Så længe jeg betaler, er det så vigtigt?" Det ville være utroligt dumt at afslå en så nem mulighed for at tjene lidt krystaller, kunne han da ikke se det?

Lige så snart han vinkede efter hende, fulgte Laurenne efter ham og ombord på skibet. Hun var godt klar over, at der var en stor risiko ved at gemme sig på et helt fremmede skib, fyldt med mennesker hvis moralske kodeks formentlig var, i bedste tilfælde, tvivlsomt. Men hvor kunne hun ellers gemme sig? Ingen af hendes venner i byen turde tage chancen mod sinnet-familiens vagter, og da slet ikke med hendes fars vrede, hvis han fandt ud af, hvem der havde hjulpet hende. I det mindste var hun da ikke ubevæbnet, og man kunne a håbe, at hun var blevet klog af skade.

Royce hævede let det ene øjenbryn over hendes kommentar, og det var tydeligt for de fleste at han virkelig ikke bekymrede sig om hendes forfølgere, for med et helt mandskab i ryggen der ofte higede efter en god slåskamp, og med sine egne evner i betragtning, følte sig han ganske selvsikker i de fleste uvante situationer. "En ting skal du vide, ombord på mit skib bestemmer jeg! Og hvis jeg beder om dit navn, så fortæller du det!" Det var tydeligt at høre for den dybe bryske tone, at han ikke havde i sinde at lade sig koste runde af den unge dame, hvor nydelig hun end så ud, så var hun stadig malplaceret på et sted som havnen, i hendes beklædning.

Royce vidste ikke hvem den unge kvinde var, men hans lunte var kort når det kom til ulydighed, og hvis hun var så bekymret for sine forfølgere, måtte hun hellere høre nøje efter og agere med en smule mere takt end hun indtil nu havde præsteret overfor ham. For Royce galt der ingen titler, når først man var ombord på hans skib, var man uanset sin title under ham. Og da først de var kommet ombord vendte han sig afventene om imod kvinden. Hen over hendes skulder, fangede hans en dækdrengs blik, og med blikket over på landgangsbroen, forstod han heldigvis hurtigt et hint, og fik den trukket op på skibet, så der ikke pludselig kom nogen uventede gæster ombord. 

Han vendte sig opmærksomhed tilbage imod den unge kvinde, tilfreds med knægtens intuition. "Og hvor er krystallerne så unge dame?" Det virkede bestemt ikke som om Royce havde i sinde at hjælpe hende meget inden betalingen, tvært imod følte han allerede at han havde ryddet en forrygende service i overhovedet at tage hende ombord før hun havde betalt.

Det havde været en fejl at søge hjælp hos sømanden, så meget var klart for Laurenne. Men hvad kunne hun gøre? Hvus hun prøvede at stikke af, ville han så faktisk lade hende gå? Hun skulle ikke have lovet ham krystaller, eller i hvert fald ikke så mange krystaller, at de få krystaller, som hun havde på sig på ingen måde ville kunne dække det. Måske hvis hun spilmede sød og medgørlig, ville han faktisk lade hende slippe. Det var egentlig utroligt, at hun aldrig blev klog af skade, efter episoden sidst hun var i byen, burde hun have været noget mere forsigtig.

I et forsøg på at virke ydmyg, bøjede Laurenne hovedet og så ned på sine sko. Det var bestemt ikke nemt for hende at spille sød og underdanig, men havde hun reelt noget valg?
"Mit navn er Laurenne" Ikke om hun havde tænkt sig at nævne sit fulde navn for denne mand. Selvom han bestemt ikke slog hende som typen, som rendte rundt blandt adelen, var der bestemt en risiko for, at han ville kende til hendes familie, og det ville næppe gøre hele situationen mindre ubehagelig, for nok havde hun ikke mange penge, men det havde hendes familie.

Nervøst kiggede hun hurtigt rundt på skibet, lige i tide til at se, at landgangsbroen blev taget ind. Selvfølgelig var det smart, så der ikke kom uventede gæster om bord, og det betød jo også, at hun havde mindre chance for at blive opdaget. Men det betød jo så også, at ingen forlod skibet. Nu var hun for alvor fanget. Hun kunne mærke sveden samle sig på ryggen, men hun forsøgte at skjule sin begyndende panik så godt som muligt.

Tøvende fik Laurenne fisket posen med krystallerne frem, det var alt, hvad hun havde på sig.
"Resten når jeg forlader båden" Han kastede posen over til ham og så på ham med et hævet øjenbryn.

Royce lod blikket vandre over den nydelige dame, endelig lod det til at alvoren var gået op for hende, som hun underdanig sænkede hovedet for ham, hvilket fik ham til at ranke sig ganske let op som undring kort skød over hans ansigt, mens han trådte helt hen foran hende. Han var udmærket klar over at kvinden, Laurenne, bestemt ikke hørte til pøblen, hendes kjole afslørede en vis stand, hendes velplejede hud og tænder, hans bedste bud måtte være at hun hørte til blandt adlen, foran hans undring stammede fra. 

Han lagde den store grove hånd under hendes hage, så han holdt med tommeltotten på hendes ene kæbe o de resterende fingre på den anden side, som han tvang hendes ansigt op imod sig ganske stille. Hans greb var bestemt men intet der burde forvolde hende smerte medmindre hun kæmpede imod ham. Hans blik var stålfast som det gled over hendes ansigt, allerede nu havde han på fornemmelsen kvinden foran ham ville snyde ham, at det hun lovede kunne hun ikke levere, ingen adel ville sænke blikket for ham, ikke her, ikke under disse omstændigheder, ikke på denne måde og slet ikke så let. 

Som hun fandt en pose frem og kastede til ham, gned han den rundt i sin frie hånd, som han sænkede blikket ned til den, behændigt åbnede han den med sin frie hånd uden at slippe hendes kæbe, de sølle krystaller var dårligt besværet værd. En irriteret mine, over at indse han havde ret i sine antagelser greb kortvarig fat i hans ansigt, som han bed tænderne sammen og kom til at stramme sit greb om hendes kæbe, inden han hævede blikket til hendes øjne igen. "Min kære Laurenne, du er ikke nogen god løgner, hvis jeg skulle komme med en kvalificeret bud er det vagter der forsøger at finde dig..." Han stoppede kortvarig med blikket låst fast på hende. "Måske du ikke er tilladt at forlade dit hjem uden dem, det ville give mening i dit forsøg på at ryste dem af, hvilket er derfor du ikke har flere krystaller, og med den overbeskyttende familie, tænker jeg at et krav til dem om krystaller ikke vil falde ud til min fordel, og eftersom du allerede har løget tvivler jeg på du vil komme tilbage med andre..." Atter stoppede han med blikket på hende, for at se om han havde det mindste ret i sin antagelse, med forbehold for nogle ting kunne forholde sig anderledes. I stedet lod han blikket vandre ned over hendes krop, som han slap hendes kæbe og strøg tommeltotten over hendes bløde sarte kind. Det ville virkelig være en skam at mærke et ansigt som hendes. 

Mon hun havde narret ham? Havde det virket at spille underdanig og sød? Næppe, han virkede ikke som typen, som var dum nok til at falde for sådan noget. Desuden, hvis han troede på, at hun ville betale resten senere, hvorfor skulle han så stå så tæt på hende? Hendes blik glid over han ansigt i et forsøg på at finde ud af, hvad han tænkte,  men han skjulte det godt. I stedet tog hun sig tid til at studere hans træk. Han var grov at se på, men det var da bestemt ikke fordi han gjorde ondt i øjnene. En ganske tiltrækkende mand, hvis han altså ikke havde været langt under hendes stand og desuden holdt hende fanget på båden.

Den irriterede mine, som spredte sig over hans ansigt, var som et slag i maven. Nu var der ikke længere nogen tvivl, hun havde ikke narret ham. Forfærdet lyttede hun, mens han pillede hendes lille plan fra hinanden. Hun havde begået en frygtelig fejl, så meget var i hvert fald helt sikkert.

Laurenne åbnede munden, klar til at komme med alverdens løfter om, at hun nok skulle vende tilbage med flere krystaller. Munden blev dog lukket igen, da han fortsatte med at snakke. Det var jo nærmest som om, at han så lige igennem hende. Hun ville aldrig være i stand til at skaffe de krystaller, som hun skyldte ham.. Hun havde ikke selv andet end dem, som lå i posen, og hun ville umuligt kunne få lokket nok ud af sin far. Sandheden var, at selv hvis denne pirat valgte at holde hende fanget på skibet, ville hendes far næppe hoste op med de manglende krystaller. Han bed tænderne hårdt sammen og så vredt på ham, sikke en forbandet kattepine hun var havnet i.

En kulde spredte sig i hendes mave, da hans blik vandrede ned over hendes krop, og hun rykkede hurtigt sit hoved væk fra hans hånd. Han skulle hverken se på hende eller røre hende på den måde! Hun forsøgte at virke vred, men frygten spredte sig i hendes krop og gjorde hendes tanker tågede. Hvordan skulle hun dog slippe væk! Og hvad havde han tænkt sig at gøre ved hende, hvis hun ikke kunne stikke af?

Så der var alligevel lidt gejst i hende? Det trak svagt i hans ene mundvige da hun rykkede hovedet til sig, men trækningen i mundvigen gjorde ikke noget for at milde hans ansigt og gøre det mere varmt, tvært imod lignede det mere hun havde givet ham en udfordring som han uden tøven havde accepteret og trækningen derfor mere afspejlede en grum forventningsglæde. Han trådte frem imod hende, lukkede afstanden helt imellem dem, med et lille ønske om at han kunne fortsætte sin færd fremad hvis hun trådte tilbage, til sidst ville han så kunne presse hende op imod væggen til hans kahyt. 

“Sikke en redelighed, og har du aldrig lært ikke at lyve for dem der ingen skrupler har?” Spurgte han dæmpet, hele tiden klar på at lukke enhver afstand imellem dem. Selv hans besætning vidste bedre, de havde set hvad der foregik, hørt deres samtale og vidste bedre end at nærme sig netop nu. I stedet holdte de afstand for ikke at risikere at komme på den dårlige side af Royce, når først kaptajnen havde fået noget for øje galt det om at holde afstand. 

Der var så mange sjove ting han kunne gøre med hende, så mange lag at pille af hende, den blide charmør og elsker havde han aldrig været kendt for at være, han tog hvad han ønskede og pressede sine kvinder til det yderste. 

Som han kom tættere og tættere på hende, bakkede hun længere og længere bagud, indtil hun til sidst stod mod ryggen op mod en væg. Hænderne bevægede sig henover træet, som hendes ryg nu var presset imod. Hun var ikke klar over, præcis hvad hun ledte efter, men alt var bedre end ingenting. Måske stod der noget lænet op ad væggen eller der var et løst søm, som hun på en eller anden magisk måde kunne hive ud. Men på trods af hændernes ivrige søgen, fandt hun ingenting. Hun var fanget uden mulighed for at forsvare sig.

Blikket mødte hans, frygten var tydelig i det nu, hun prøvede ikke engang på at skjule det længere.
"Hvad har du tænkt dig at gøre med mig?" Stemmen var ikke mere end en hvisken. Der var ikke nogen grund til at lade som om, at hun troede på, at han ville lade hende gå, og hun havde nogle grimme mistanker om, hvad han havde af planer med hende. Var det ikke, hvad alle mænd tænkte på? Hvad de havde af skumle bagtanker, når de pludselig havde en forsvarsløs kvinde hos sig?
 
Kunne hun virkelig lade det ske igen.. hun havde forsøgt at kæmpe imod sidste gang, og det havde gjort det hele værre.. Men måske var der en chance for, at han havde andre bagtanker? At han bare ville beholde hende for en løsesum, for han måtte vel næsten have regnet ud, at hun ikke bare var hvem som helst. Det var et spinkelt håb, og hun troede egentlig ikke selv på det. Selvom der ikke ville være meget, som hun kunne gøre mod ham, ligegyldig hvad hans planer var, knyttede hun næverne, så hun om ikke andet var klar til at slå fra sig.

Da hun ramte væggen til kahytten, bed han mærke i hendes famlende hænder, men med ro i sindet, lod han tøsen søge alt det hun ville, for skuffelsen i hendes blik var det hele værd, da hun opdagede der intet var at forsvare sig med. I stedet lukkede hans afstanden helt imellem dem, så han kunne mærke hendes bryster imod hans krop, han sænkede hovedet ned så det var ved siden af hendes, med hans mund ud for hendes øre. Han lod sin ene hånd, stryge op af hendes arm, med fingre der gled let hen over hendes beklædning, op over hendes skulder, inden han stoppede for foden af hendes hals, hans tommel lå hen over hendes strube, men uden at lægge et pres derpå, inden hånden forsatte om i hendes nakke, hvor han strammede sit greb, for at trække hende tæt ind til sig.

"Jeg har tænkt mig at tage dig med, når vi forlader havnen. Er sikker på vi kan finde noget at fordrive tiden med, og skulle du blive træt af mig, står besætningen sikkert gerne klar til at tage resterne..." Hans stemme var fast men dæmpet, som han hviskede det imod hendes øre. Det var så længe siden, at han havde haft en adelig mellem fingrene, og selvom han ikke havde for vane at forgribe sig på kvinder, var der ingen skade i at få dem til at tro det, slet ikke en som havde forsøgt at narre ham. 

Hårene rejste sig på hendes arme, som hans hud kom i kontakt med hendes. Hver lille berøring føltes som om, at nogen havde ladet et stykke is glide over hendes hud, det brændte men samtidig kunne hun mærke sig selv blive mere og mere kold indeni. Det var fristende bare at overgive sig, falde på knæ og tigge for sit liv, hvis han fik lov til at gøre, hvad han ville. Men hun kunne ikke.. nok var hun bange, men hun havde trods alt stadig noget stolthed i livet! Aldrig om hun skulle falde på knæ for sådan en som ham! Så hellere tage chancen for, at han slog hende ihjel efter han havde taget for sig af 'retterne'. Desuden, hvad ville han få ud af at tage hende med til søs? Et øjebliks fornøjelse, men var det noget mod de krystaller, som han kunne forlange som løsesum?

Vredt slog hun hænderne mod hans brystkasse for at få ham lidt på afstand.
"Du bluffer" snerrede hun ad ham, for nu formåede vreden at holde frygten lidt på afstand, men den var i høj grad stadig tilstede.
"Du får ikke noget ud af, at sejle ud med mig, du forsøger blot at skræmme mig til at makke ret" Hun låste sit blik fast mod hans for at undgå at se rundt på resten af besætningen, for hun var sikker på, at det var nok til at gøre frygten dominerende igen.. En ting var, at skulle overleve en mand, men hvad hvis han gjorde alvor af sin trussel og lod hende være underholdning for resten af besætningen? En ting var, om hun kunne overleve det.. noget helt andet var, om hun ville have lyst til at overleve.

Gav hun virkelig Royce en udfordring? Smilet trak i den ene mundvige, det kunne tydeligt ses på hans ansigt, at han netop havde godtaget hendes udfordring. Hendes slag imod hans brystkasse, fik ham hverken til at vakle eller fortrække en mine, tvært imod udryddede han det sidste plads der var imellem dem. Med sin højde, gik Laurenne ham kun til hagen, så han store krop gjorde virkelig sit til at skjule hende for besætningen. 

Han var så fristet til at gribe hendes hænder, og tvinge dem over hendes hoved, men i stedet satte han sine hænder på væggen på hver side af hende, så kunne hun ikke løbe nogle steder, han ville se hendes udtryk når hun hørte hans næste ordre. “Kast fortøjningerne og sæt sejl...” han råbte bestemt ikke, men tonen var dyb og fast, ikke en eneste i hans nærhed turde overhøre den tone der lå i hans stemme, og alle næsten kastede sig afsted for at sætte sejl. Det djævelske smil omkring hans læber, trak sig kun lidt mere mens hans intense blik fastholdt hendes ansigt. “Ser ud til vi har en dejlig tid i vente sammen....” Han flyttede sin ene hånd fra væggen og lod fingrene følge kanten af hendes kjole hen over hendes bryst.  

Lige så snart et smil begyndte at trække i hans mundvig, vidste hun, at hun havde begået en alvorlig fejltagelse. Hun skulle aldrig havde udfordret ham, for hvis han havde den mindste tvivl bag sin trussel, så den ud til at være forsvundet nu. Hvornår lærte hun egentlig qt holde kæft? Når døden en dag kom efter hende, formentlig.

Alt håb hun havde haft om, at han kun kom med tomme trusler forsvandt, da han bjæffede sin ordre til besætning. Nok fyldte han hele hendes synsfelt, men man skulle være døv for ikke at høre, hvordan hans mænd gik i gang med at gøre klar til at sejle ud. Han havde virkelig tænkt sig at tage hende med, fuldkommen ligeglad med, at hans muligheder for en løsesum røg. Og hun havde endda været så sikker på, at penge var nok til at motivere en pirat.. Men tydeligvis var han først og fremmest en mand, og nu var det ikke længere svært at gætte, hvilke behov han havde. Og det virkede ikke til, at der var nogen udvej.

Desperat forsøgte hun at rykke sig væk, som hans fingre gled over kanten af hendes kjole, men hun kunne knapt rykke sig, når han stod så tæt op ad hende.
"Lad mig være!" Væk fra alt vrede og trods fra før, og tilbage var primært frygten. Og kunne man bebrejde hende? Der var ingen, som ville kunne sige, om hun nogensinde ville komme i land igen, eller om hun måske ville være død om et par.. Tanken fik hende til at ryste, hvad hvis de slog hende ihjel! Eller noget som var meget, meget værre.

Royce vidste ikke helt om han skulle grine, over hendes forsøg på at skubbe ham væk, jovist kunne han da mærke at hun prøvede, men imponeret var han nu ikke, men hvad kunne man også forvente af et forfinet adelig pigebarn? “Bliv endelig ved med at gøre modstand, det gør det kun bedre når du senere skriger mit navn inde i sengen....” Hans stemme, mørk og præget af lyst, hviskede ud for hendes øre. Deres kroppe tæt nok sammen, til han ville kunne mærke, hvis en skælven gik igennem hendes krop. Om han egentligt havde tænkt sig at fornøje sig med hende, havde han endnu ikke besluttet sig for, men han fandt det for underholdende, til at han ikke kunne afsløre det for hende, hvert fald ikke endnu. 

Uden tøven trak han sig et skridt tilbage, inden han i en hurtig bevægelse bukkede sig ned for at smide den ene arm bag om hendes knæhaser, han gav et solidt træk fra sig, for at lade hende miste balance, inden han samlede hende op på skulderen. Det var lige før kjolen vejede mere end hende, men med et solidt greb, holdt han hende fast inden han skubbede døren til kahytten op og gav hende et mærkbart klask i røven.

Efterhånden stod de så tæt på hinanden, at hun tvivlede på, at han kunne komme tættere på. Derfor var hun ikke ikke i tvivl om, at han mærkede, da hendes krop skælvede ganske svagt. Hun skulle til at bede ham hoppe i havet, da han trådte et skridt tilbage, og før hun overhovedet rigtig nåede at opfatte, hvad der skete, forsvandt dækket under hende, og hun blev i stedet slynget over hans skulder. Hun blev så forskrækket over pludselig at blive løftet, at hun ikke engang nåede at skrige. Den manglende lyd blev der dog gjort op for, da hun lige var kommet sig over den værste forskrækkelse.
"Slip mig! Sæt mig ned" skreg hun.

Hidsig og samtidig fyldt med frygt lod hun sine knyttede næver falde gentagne gange mod gangs ryg, mens hun gjorde sit bedste for at vride sig og sparke vildt med benene. Slaget bagi gik hende til et stikke i et hvin og momentært ligge stille, kun for at genoptage kampen igen.
Som de gik ind i kahytten og resten af skibet blev afskåret fra hendes syn af en dør, kunne hun mærke den velkendte kulde brede sig i kroppen. Nu var hun for alvor fanget, overladt til hans nåde. Ville han nogensinde give hende mulighed for at forlade kahytten igen? Var det sidste gang, at hun havde set den blå himmel?

En dyb rumlende latter, lød fra ham, helt dybt nede fra maven over hendes forsøg på at kæmpe imod. Var det så forkert at finde nydelse i dette øjeblik? En fin dame, smidt over skulderen så han havde udsyn til en delikat bagdel, om end den var pakket alt for godt ind, hvis han selv skulle sige det. Slagene der haglede ned over hans ryg, var dog ikke nok til at få ham til at foretrække en mine, i stedet lyttede han til hendes hvin og mærkede smilet trække i den ene mundvige, for det lød jo næsten til at hun kunne li det! Det hindrede dog ikke hendes slag længe, før han igen mærkede dem. Hun kom sig hurtigt over overraskelser måtte han erkende, men han afholdt sig dog fra en gentagelse, idet de passerede ind i kahytten og han smækkede den massive dør i bag sig. 

Han bevægede sig over til den store seng, fyldt op med varme bløde skind, hvor han uden større kvaler, kastede hende fra sig ned på den. Kvinden foran ham, der nu lå spraglet ud på sengen, fik mundvigen til at dirre let mens hans blik vandrede ned over hendes krop. "Gør dig det endelig lidt behageligt, det ser jo ud til vi kommer til at se en del til hinanden.." 

Med de ord, vendte han hende ryggen for at gå over og skænke sig selv et glas vin. Han var ganske sikker på, at trods hendes utilfredshed med situationen, at hun alligevel ville foretrække kahytten, frem for resten af besætningen. Så først da glasset var fyldt, og karaflen sat bort på bordet igen, kastede han et blik over skulderen imod hende. 

Blikket vandren ned over hendes krop efterlod Laurenne med en klam følelse, nærmest som havde han ladet en hånd foretage vandringen. Nervøst trak hun benene op under sig i et forsøg på at skjule så meget af sin krop, som det var fysisk muligt.. Som om det på nogen måde kunne forhindre det uundgåelige.

"Hvad har du tænkt dig at gøre med mig" udover det åbenlyse tilføjede hun tavst for sig selv. Han havde ikke lagt skjul på sine intentioner, men hun havde svært ved at forstå hvorfor. Man skulle da trods alt tro, at en mand som ham var drevet af penge.
"Jeg mener.. hvad forventer du at få ud af det her?" Korrigerede hun sig selv mens hun så på ham med et ligedeles frygtsomt og årvågent blik. Der var vel næppe nogen grund til at skjule frygten længere.
"Du kunne have fået krystaller ved blot at holde mig på skibet og vente på, at nogen ville opdage, at jeg er væk. Men ved at gøre skade på mig.. tror du selv, at nogen vil betale for at undgå en skade, som allerede er sket?" Sandheden var jo, at hun i forvejen tvivlede på, at hendes far ville være billig til at betale for hendes frihed... Og endnu mindre hvis hun endnu en gang bragte skam over familien. Nok kendte piraten overfor hende ikke til denne sandhed, og at afsløre det kunne siklert give bagsæag, men samtidig var det hendes eneste argument for, at han ikke skulle føre sine forfærdelige planer ud i livet.