Et højlydt suk blev slugt af de mange lyde på markedespladsen, livet og især dagligdagen var kommet tilbage med foråret. Et hav af forskellige boder var skudt op som forårs blomster, prydende den ellers stengår markedsplads med et virvar af farver og dufter, på denne lune solskinsdag.

Calistra var endnu engang på markedspladsen søgende, men uden held. Han var der ikke idag, selvfølgelig var han ikke det! Men hun kunne ikke stoppe sig selv for at alligevel at liiiige skulle se om hun kunne få et glimt, hvor lille en chance der end måtte være.
Sukkende endnu engang rettede hun lidt på hendes utroligt lange hvide hår der var sat op i løs hestehale.
Hun orkede ikke at spilde sin tid, så nu hvor hun var kunne kun i det mindste få noget ud af det!

Langsomt gled hun mellem de forskellige boder, der var så mange forskellige ting folk prøvede at prakke hindanden på! Mad, sko, tæpper og alt der imellem. Egentlig var hun ganske tilfreds med sine egene ting, de var fine og brugbare, de fleste skød hende til at være datter af en rig handelsmand eller en mindre adelig.
Dog endte hun med et stoppe ved et smaragd grønt tæppe, kiggende nysgerrigt på tingene. "Hvad har du mon lyst til at sælge mig?"

(Hun har sit normale outfit på der kan ses på profilen)

Dinah der stadig ikke havde det bedste tag på købmandsdelen af hendes forretning sad ganske vist ved sit tæppe, med et udvalg af varer, dog var hendes tanker et helt andet sted.
Hun havde fortabt sig selv ned i den bolero med blonder hun var i færd med at sy, en delicate sag i blå hør, dog holdt Dinah den så tynd at det ikke ville være muligt at sy under normale omstændigheder uden at det gik i stykker. Hun havde store forventninger til denne, måske en ung debutante skulle bære den til sit første bal, eller et bryllup, det ville være smukt.

"Hvad har du mon lyst til at sælge mig?"

Dinah så op fra sit arbejde med et lidt forvirret udtryk.

“Hvad jeg har lyst til?”
Spurgte hun så tilbage med en stærkt syngende accent.

Der var så mange ting Dinah så inderligt ønskede, et sted at bo som ikke blev ejet af vederstyggelige kriminelle, venner, en familie. Alt samme noget denne kvinde næppe kunne hjælpe hende med. Så i stedet lagde hun sit ansigt om til sit mest imødekommende smil.
Kvinden så rig ud, men også som om hun død kede sig. Så hun havde garanteret masser af krystaller men intet der interesserede hende, hun elskede garanteret at føle sig særlig.
Dinah lagde den halvfærdige Bolero fra sig, og rakte ud efter en lille bylt af groft stof.
Dette viklede hun åbent og afslørede en maske af sort silke der lå sammen med en enkelt safir.

“Den her tror jeg passer til dig”
Sagde Dinah i sin bedste spåkone visken. Det var svært at tage øjnene fra masken det var som om den krævede opmærksomhed, som om den ønskede at man kom nærmere og lærte dens hemmeligheder.

"Den vil gøre dig til festens centrum, eller måske endda sikre dig den eneste ene"
Var det for meget? Måske lidt, men man måtte jo arbejde med hvad man havde.

"Hvad jeg har lyst til?" 

Af alle de svar Calistra havde forventet, var det på ingen måde et af dem. Kvindens accent var spøjs, hun havde lyst til at sige at den nok lød som noget kommende vest fra af en art? Den var ikke rubinsk så meget var hun sikker på. 

"Ja så?" Hvor spøjst end svaret havde været, havde det fået et smil frem på Calistras læber. Kvinden virkede ikke til at have mange kunder, eller have holdt meget øje om der kom nogen. Men hendes håndværk så nu meget imponerende ud. 

Nysgerrigt fulgte hendes øjne hvad det var kvinden fandt frem, af alle ting var det en maske? Hvor skulle en maske lige passe? Et øjenbryn blev dovent løftet, men de næste ord vakte tydeligt oprigtig interesse, der var noget dragende over masken.
For zalen, nu var hun faktisk interesset i den! "Virkelig? Den er meget fin ja, men en safir for den?" hvad var der med folk der fik hende til at faktisk ville gøre en indsats for tiden!?
Men... hvis den kunne fange hans opmærksomhed ville den tydeligt være alle pengene værd...

"Virkelig? Den er meget fin ja, men en safir for den?"

“Nej seks ja...de...en, koster en safir!” sagde Dinah meget forbløffet. Kunne hun tillade sig at tage så meget for den?
Safiren, lå faktisk ikke med Masken for at indikere prisen men snarere fordi safiren gav den bedste langtidslagring af maskens ‘mystiske’ energi.

Dinah folded atter bylten ind over masken og det var som om at dens dragende kraft næsten forsvandt da den blev tildækket.

“Det er ikke bare en maske, den er en del af en person, en mystisk dragende person der lokker, tiltrækker og lover mere, med masken kan du blive den person” forklarede Dinah og rødmede lidt, da hun kom i tanke om de nætter hun havde tilbragt på de mere farverige kroer i byen for at få en forståelse af hvordan den slags fungerede.

“Jeg har et talent, sålænge du har kraftige krystaller ved masken vil den forblive fortryllet!” erklærede hun stolt. Det var så meget nemmere nu når hun måtte bruge sit talent offentligt igen.

“Jeg laver også normalt tøj på bestilling, personligt tror jeg det ville være godt med noget der fik dem til at se lidt mindre ranglet ud”. Røg det ud af Dinah, hvis hånd straks for op til munden.

“Jeg mente det ikke sådan, jeres figur er meget slående...” Prøvede hun at rede den. Ved bålets flammer nu var hun fortabt, men kom ingen vegne med at fornærme sine kunder.

Calistra løftede et øjenbryn "Aha? Jeg kan hører der følger noget med den hvis jeg giver en safir for den, istedet for seks jade, men lad det ligge for nu" Nok gad hun ikke handle volsomt om prisen på ting, men når den handlende næsten aktivt sagde at hun blev snydt, så var hun næsten tvunget til at kommentere på det.

Selvom den dragende kraft forsvandt sammen med synet af den, vidste hun godt at løbet var kørt, hun var nødt til at have den. Med den kunne han ikke andet have lyst til at tale med hende igen! 
Det var tydeligt at Calistra slugte hvert et ord fra den handlende kvinde, hun havde jo selv mærket hvordan det føltes at se på masken!

"Virkelig? Det er noget af et talent" nikkede hun kort, sådan et talent var værd at huske på. Selvom hun nok ikke ville komme så ofte, det der med at samle sig om at tage afsted.

Endnu engang måtte Calistra løfte et øjenbryn, det var ikke ofte at de handlende halv fornærmede deres kunder, men der var nu noget forfriskende over ærligheden.

"Ærligtalt jeg er nærmest flad som et bræt, hvad havde du i tankerne?" lød det med et skævt smil, måske hun kunne få den rabat nu.

Dinah trak en grimace, som hun kun halvt fik skjult. Afsløret! fordømt nu måtte hun nøjes med den oprindelige pris. Ved bålets gløder, hvorfor var det så svært at være salgsmand?
Da Kunden skød et øjenbryn i vejret var Dinah klar til at synke i jorden, det var slut nu! hun fik aldrig solgt noget til de rige og noble hun var overbevist om at stankelbenet her ville gå direkte hjem og advare alle sine rige venner om den ubehøvlede skræder.

Dinah kunne dog ikke lade være med at lægge mærke til at kvindens blik flakkede mellem skrædderen og masken, der var endnu en chance. Det var bare vigtigt at bevare fokus og ikke hyle sig selv ud af den nu.

"Ærligtalt jeg er nærmest flad som et bræt, hvad havde du i tankerne?"

Dinah samlede sin kæbe op fra brostenene, og lagde hovedet på skrå imens hun strakte sin sanser, for at få en fornemmelse af kvindens klæder og de tråde hun bar. Dinahs øjne blev mere klare som om de fik en dyb glød, og hun mærkede hvordan tøjet kvinden bar var formet, og strakte sig over kundens figur. Hun mærkede at der var følelser, eller snarere mangel på, samme en ligegyldig distance, involveret.

Dinah rettede sig igen og hendes øjne vendte tilbage til deres normal topas kulør.

“Faktisk er det ikke Jeres barm, der er det jeg vil arbejde med Frøken...?” Startede Dinah sin forklaring ud med. Inden hun samlede en rulle stof op, på tværs af stoffeet kralvede to tråde en sort og en rød. Som styret af en usynlig hånd og nål begyndte det at brodere sig selv. På stoffet tonede der sig en simple stik brodering af en lang benet silhuet frem.

“Det er Jeres talje” Silhueten blev gennemstreget af et rødt ‘bælte’.
“Hvis vi bruger et skørt kan vi sænke den og flytte fokus fra jeres ben til en mere balanceret silhuet” Bæltet forsvandt fra silhuetten der i stedet fik et mellemlangt skørt med en smule vide på.
“Dette er også muligt at gøre med en kjole i fuld længde der starter skørtet længere nede end det ses blandt andre” Fortsatte dinah sin teknisk snak. Inden hun kom i tanke om noget hendes gamle Tovah havde sagt til hende, “Hvis du glemmer hvad du søger min pige, så finder du aldrig hvad du leder efter”

“Her kan vi med fordel lave noget med brede stropper, og en udskæring der flytter fokus op til jeres ansigt, som vi skjuler med masken!” Sluttede hun så sin slagstale af med imens at silhuetten tilpassede sig.

"Kald mig bare Calistra" svarede hun kort som skrædderen fortalte om hendes tanker, samt fremvisningen med stof og tråd. Det havde da sin effekt og fik skrædderen til at virke meget kompetent, Calistra kunne dog ikke ladevære med at tænke det havde været lettere at bruge noget kul på papir eller et stykke træ.
Det var dog en smule overaskende at det ikke var barmen der var tale om, men i stedet hendes ben? Men det måtte hun vel om, kvinden havde sikkert mere forstand på det. Calistra havde sine sæt fordi de var praktiske og så var det let at vælge.

På trods af det så gav kvindens ord mening, masken ville næppe gå godt sammen med hendes almindelige tøj, og hvordan kunne hun være mystisk og dragende hvis hun lignede sig selv?

"Hvad.. tænker du er bedst..?" lød det usikkert, hvorfor var det lige at hun faktisk var begyndt at forholde sig til ting!? Et stille suk forlod hendes læber og hun fik lidt mere samling på sig selv. "Hvad kan jeg kalde dig? Jeg tænker ikke at skrædder er det du foretrækker?"

Åh hvor hende far ville havde frydet sig over at se hende i kjole og skørter, men denne gang var det ikke for ham! Mest for hende selv, og så lidt for ham den skønne...

Dinah fortsatte en næsten ustoppelig strøm af forslag indtil at det var tydeligt at hendes kunden, nej klient! Den var hjemme det var hun sikker på gav udtryk fra at det her var gået hen og blevet en smule for meget. Wups.

"Hvad.. tænker du er bedst..?"

“Meget vel, Kalishra, beklager, Calistrah”
 Svarede Dinah med et nik af hovedet, den hårde endelse Calistras navn lå ikke godt i munden på Dinah, dog skyndte hun sig så at introducere sig selv.
“Dinah-va-Levona” Det kom ud mere som et ord med fire stavelser end tre dele af et navn.
Det var tydeligt et navn som ikke var fra området. Dinah begyndte at samle sine ting sammen igen, og gjorde mine til at pakke sin lille bod sammen og forlade markedspladsen.

“Jeg har ikke lige de fornødne ting her, men jeg har en lille butik i Grønnestræde ved det gamle træ, er det en hasteordre?”  Tilføjede Dinah så spørgende, dog uden at nævne at det naturligvis ville koste lidt ekstra at flytte hendes andre ordre, det var trods alt en noget større opgave end de bukser og skjorter hun lavede til de lokale i området.

Calistra havde svært ved ikke at smile lidt over hvor svært skrædderen havde ved at sige hendes navn, tænk hvor svært hun måtte have ved at sige hendes sande navn? Ikke at hun ville give det til hende, det ville være virkelig dumt!
"Diah? Nej vent, Dinah?" prøvede hun noget uden megen held, navne var ikke lige så nemme som man skulle tro. Navnet lød heller ikke som nogen hun lige var stødt på før, navne der skulle synges var ret spøjst.
Hun var dog ganske glad for at hun ikke var kommet til at grine af hende, det havde været virkelig kikset når hun selv ikke kunne finde ud af det! "Hvis det hjælper kan du kalde mig Cali?" foreslog hun med et undskyldende smil, der var ikke nogen grund til at gøre det besværligt.

"Det er det nok ja" Svarede hun med noget mere fatning end før, for jo hun ville gerne havde styr på hele den her tøj ting, især med det bal hun havde hørt om hos Arys familien.
I forhold til butikken, så var Calistra ikke så ofte i den del af byen, men hun havde da en idé om hvor det var. "Måske jeg kunne byde på en bid mad på vejen?" Dinah havde været flink ved hende, så hun hun følte lidt at hun var nødt til at gøre noget for hende.

Dinah nikkede opmuntrende til Calistra, det var tæt nok på og det virkede som om hun faktisk prøvede, på sin egen desinteresseret måde.
“Med Glæde, Cali” bekræftede Dinah med sin lette accent, der tydeligvis havde det nemmere med vocal endelser.

“Meget vel” sagde Dinah stålfast som gjaldt det familiens ære.
“Om nødvendigt kan jeg levere og lave den sidste detaljer i jeres hjem, inden I drager afsted til den store begivenhed”. Det tog ikke Dinah lang tid at samle hende ting sammen, det havde faktsik været en af de gode dage på markedspladsen. Hun havde solgt en lille smule, købt nogle udmærkede stoffer og nu denne særdeles lukrative ordre, det lod til der måske var lidt Dinah penge tilovers denne gang!

"Måske jeg kunne byde på en bid mad på vejen?"

Dinah stoppede overrasket op, og greb fat om Calistras hånd.
“Med glæde!” sagde hun strålende, inden hun så lidt akavet ned til siden og slap den fremmede kvindens hånd.
Det var nok lidt mere tæt end hvad de fleste fra byen brød sig om, men Dinah havde stadig ikke helt sluppet de vaner fra hendes folk.

Smilet blev bredere som Dinah gik med til at bruge det nye kælenavn, samt at mente at Calistra var kommet tæt nok på til at sige navnet rigtigt.

En lidt forvirret mine dansede kort over Calistras ansigt over intensiteten ordne var blevet sagt, det lød mere som et løfte end en del af en handel. Heldigvis var hendes udtryk vendt tilbage til de vante folder som resten af sætningen kom, så hun kunne stå i tålmodig stilhed som Dinah fik samlet sine sager.

Calistra så kort forvirret ud som Dinah tog hendes hånd, det var da ikke noget folk gjorde normalt? Men den oprigtige glæde hun udviste smittede, så Dinahs hånd fik et kort klem med på vejen. Calistra kunne ikke rigtigt huske hvornår nogen sidst havde været så glad for noget hun havde foreslået, men det føltes rart og gav hende lyst til at gøre noget lignende igen. 
Hvad var det lige der var sket med hende siden hun havde mødt Nicodemus?!?

"Såå erh, hvor tager dig og dine veninder hen og spiser..?" lød det lidt usikkert, Calistra kendte ikke alt for mange spisesteder i byen, og de fleste af dem hun kendte ville nok ikke lade Dinah komme ind i det tøj hun havde på, samt gad vide hvor mange veninder Dinah havde?

"Såå erh, hvor tager dig og dine veninder hen og spiser..?"

Ingen steder, var desværre det ærlige svar, det var ikke ligefremt fordi at Dinah væltede sig i nære kontakter, og ydermere dem der havde krystaller nok til at alle lige tog ud og spiste et eller andet sted. Ærlig talt fandt Dinah det en smule anmassende at Calista blot havde antaget, men på den anden side havde Dinah også en tendens til at klæde sig en del bedre end alle andre far hendes nabolag. Faktisk bedre end mange af hendes kunder selv dem der havde krystallerne til det.

“Normalt i en lille park nær temple distriktet, og så er det mere sådan en alle tager noget, med ting” Forklarede Dinah en smule pinligt berørt.

Hun pippede dog en smule op da hun kom i tanke om en mulighed.
“Der er et sted i den nedre by, den halve et eller andet dyr, en af mine bekendtes familie har stedet” For slog Dinah og begyndte at sætte kursen mod den nedre by.

“Men der var vist noget med at de flygtede under hele-” Dinah gjorde et kast med hånden 
“Orden tingen, jeg ved faktisk ikke om det er genåbnet....” tilføjede hun så lidt mellemfornøjet.

“Vi kunne også prøve et sted du plejer at komme?” Forsøgede Dianh sig for at afbøje hele affæren væk fra hende selv og de kredse hun kom i.

I Calistras ører lød det som hun var kommet til at stille Dinah et spørgsmål der ikke var helt heldigt, det var ihvertfald ikke planen at Dinah skulle føle sig pinligt berørt! "Det lyder nu meget hyggeligt" svarede Calistra med et forsigtigt smil, hun kunne da tage nogle af Brutus tærter med og spise andres mad.

Hun nikkede lidt som Dinah begyndte at forklare om et sted nede i den nedre by, ikke at Calistra havde været der ret meget, hun havde ikke så meget at lave der.

"Vi kunne se om den er? Så behøver du ikke gå og tænker på det?" foreslog Calistra så, hun havde været heldig nok til at undgå problemer med Ordnen da den var på sit højeste, det var lidt praktisk at kunne få folk til at blive drænet af energi når man havde behov for det.

"Måske en anden gang? Jeg syntes det giver mest mening at tjekke op på din bekendte" Lød det lidt affejende, for hvis Dinah var blevet ramt af spørgsmålet om hvor hun mødtes med sine veninder, så ville hun næppe være glad for at spise steder som Den Gyldne Gås. Samt Calistra måtte indrømme at selvom hun ville burde hun ikke spise tærte alle dage.

“Det er fremragende, man er nærmest en lille familie når alle sådan kommer med noget, plus af og til har vi ikke helt styr på hvem der tager hvad med også står vi der og griner af hinanden og vores 3 salater, en stuvning og ikke noget brød!” Forklarede Dinah i en lidt nervøst strøm af ord. Det var tydeligt at hun håndterede pinligheden ved bare at blive ved.

“Der er naturligvis problemet med dårligt vejr og den slags også, men Miiana kan næsten afbøje regn så det går lige.” Dinah stoppede sig selv “Jeg vrøvler bare lige nu...”

“God plan, har vi en anden plan hvis det er en forladt ruin eller fyldt med banditter der bare er flyttet ind?” Spurgte Dinah så, hun var stadig lidt rundt på gulvet omkring alt det her.


//Hvad er vores plan, laver du en ny tråd nede på svinet, eller skal vi spankulere igennem byen og finde et eller andet at sludre om?

Calistra så lidt forundret på Dinah, det var ikke fordi hun dømte hende eller noget men hun forstod ikke hvorfor Dinah virkede så nervøs? "Det lyder da som det giver nogle gode historier til senere" smilede hun så og forsøgte sig med at give den unge kvindes hånd et klem. Det kunne virke beroligende havde hun set, og af en eller anden grund ville hun ikke have at Dinah skulle føle sig nervøs i hendes selskab.

Hun klukkede lidt som Dinah formåede at stoppe sig selv,. "Du vrøvler bare så meget du har lyst til" det var lidt kært syntes Calistra.

"Hvis der er banditter så beder vi vel byvagten om at fjerne dem..? Men ja ellers hvis der er problemer så finder vi ud af det når vi står der, ingen grund til at bekymre sig som dem nu" Måske var det dovenskab i hende der talte, men sådan noget kunne godt udskydes i hendes verden.

//Opretter bare den anden tråd også

“Faktisk bruger vi mere tiden til at dele historier fra ugen der gik og sådan”
forklarede Dinah kort og var evigt taknemmelig for at Calistra ikke var en af de lokale der mente at alt kropsligt kontakt var noget farligt noget, man kun gjorde bag lukkede døre. Krystallisianer var så kropsforskrækkede og fjerne i Dinahs øjne.

"Du vrøvler bare så meget du har lyst til"

Dinah så op på Calistra med et bredt smil, det var første gang at hun ligefrem var blevet inviteret til at sludre. Dog falmede hendes smil en smule da Calistra nævnte vagten og banditter.
“I den del af byen jeg kommer fra er vagten mere en bande med uniform end noget andet” sagde hun tvært. Inden hun kastede sig ud i en længere fortælling om hvordan hun havde hørt at dronning i virkeligheden var tre dværge stablet oven på hinanden. Hun havde det fra en pålidlig kilde en spraglet fulgemand på en kro en aften.
Det var altid nemmere at have en historie til rejsen havde hendes gamle Tovah altid sagt, om de var sande eller ej betød ikke så meget fortællingernes kraft kom fra et andet sted.