Det var en rædselsfuld dag, en af de rigtigt slemme. Det var som om at andre ikke ænsede Kareems smerte, som de hånede ham med deres insisteren på at fortsætte som intet var hændt, som om de dansede i forårssolen udelukkende for at håne hans smerter og pinsler.
Han var vågnet tidlig tidlig morgen, med en brændende fornemmelse ned langs ryggen som havde 10 vilde katte kradset den til blods, og derefter havde rullet ham over ørkenens sand.
Han havde derfor hilst den opstående sol med en cocktail af valmue saft og stærk vin, derefter havde han brugt en stund på at tænke på om dette var summen af alle pisk der var faldet over rubiniens slaver eller blot en lille brøkdel af den smerte de bar på deres udpinte huder.

Nu stod han uden for et velholdt rent hus, kendt som helbrederhuset, et sted han længe havde ville besøge. For hvis rygterne var sande var det en salve der drev stedet, nej en tidligere, hun var fri nu. Hvis det da var sandt, og ikke blot en historie for at trække krystaller ud af blødsødne rigmænd fra byen. Kareem håbede, han havde brug for solstråle historier som denne, men først skulle han være præsentabel.

Kareem kørte hånden hen over sin guldhalssmykke som gradvist blev til mørkt støv der forsvandt i forårsvinden. Han tog en dyb indånding som et nyt menneske han mærkede Guldets standhaftighed bruse igennem ham, og hvordan natte og mogens smerte forsvandt og blev reduceret til en svag og fjern dunken. Han bed dog ikke mærke i hvordan mange af hans bekymringer forsvandt, han havde et mål nu og han agtede at sejre.

Som en sejrende krigsherrer marcherede han ind i helbrederhuset. Så sig omkring i modtagelses rummet og proklamerede.

“Jeg er Prins Kareem af Rubinien, Jeg søger min egnsfælde. Jeg har ladet mig fortælle hun er at finde her.”

Herefter spankulerede han hen og satte sig ned i en stol og tilføjede.

“Te og frugt er fint mens jeg venter”

I retning af den nærmeste person i et så selvfølgeligt tonefald at man skulle tro han anså dem alle som sine tjenere.



// +2 er tænkt som plads til to folk mere
// Tanken er at tråden handler lidt om hvad fuck han er for en underlig fisk, og hvad pokker han vil, måske med lidt bange anelser, men ultimativ ønsker han at forstå hvordan det lykkedes slaven at blive respekteret her oppe.

Det havde været en usædvanligt stille dag på helbredelseshuset. Udover en ældre herre, der kom for at sludre, havde de ikke haft en eneste besøgende. Guderne havde tydeligvis hørt Éirs bøn om en stille formiddag. Selv ånderne var tavse, hvilket skabte en urolig tavshed i bygningen. Drengen fejede modvilligt en bunke støv tilbage til hvor han havde samlet den, og selvom han ærgrede sig over den tordnende larm kostens hår lavede mod gulvet, var det at fortrække fremfor den unaturlige stilhed.
Han havde godt vist at dette var konsekvensen ved at drikke sig fuld, hovedpinen og overfølsomheden, men han havde regnet sine ældre søskende for at overdrive. Men nej. Frygtelig som hovedpinen var, var det værste alligevel at vide at hans nuværende tilstand fuldkomment var hans egen fejl. Og Kits, selvfølgelig, for ikke at sige nej til hans dumme idéer.

Pludseligt svang døren nådesløst op, og en person vandrede, nådesløst larmende, indenfor. Han knep øjnene sammen for at få anskuet manden, der tilsyneladende var prins, men det uvelkomne lys blændede den hårdt ramte dreng. Han havde virkelig ikke noget overskud, specielt ikke til folk der syntes de var prinser. Éir rystede på hovedet. Der fandtes nogle sære typer i storbyen.
”Beklager meget prins Kar. . . -hvem, men her har vi hverken egne eller fälder.” Nu hvor hans øjne havde vænnet sig til lyset, kunne Éir rigtigt få kastet blikket på den unge mand. Éir havde aldrig set en royal før, men manden lignede ikke hvad han havde forestillet sig. Nok var den anden ikke tømmerlærling, klædt i sit fine tøj, men der manglede noget der skulle gøre ham mere. En tyngde; noget, der kommanderede respekt. Gravitas. Ellers også havde Éir lyttet til for mange af sine egne fortællinger. Lige meget hvad ignorerede han mandens anmodning om forfriskelser, og lænede sig i stedet op af sin kost, for træt og udmattet til at tage manden alvorligt.
”Du lyder som om du har sláet dig pá dit hoved. Gór det ondt nogen steder?”

Uforskammede nordbo! og han havde ikke engang værdigheden til at tale et tydeligt krystaliansk. Så meget for at Dianthos skulle være en kulturel højborg, det var mere end tydeligt et sted fyldt med pak og kryb. Kareem lod sine blå øjne falde på knægten, han skulle ikke dømme ham for hårdt, måske det var en fra gaden der fik nogle rav for ikke at sidde og drikke op af bygningen men derimod gøre sig nyttig.

“Jeg har ladet mig fortælle at stedet her bliver styret af en fra Rubinien, fortæl din Herrer at Rubinens Prins og Arving ønsker at hører fortællingen om hvordan det kunne være sket” Forsøgt Kareems sig atter, takket være Guldets vedholdenhed.

”Du lyder som om du har sláet dig pá dit hoved. Gór det ondt nogen steder?”

Kareem havde nært sparket kosten væk under knægten, han havde set folk blevet pisket til blods for mindre!

“Min smerte er min at bærer” Svarede han gnavent tilbage, inden han spydigt tilføjede.
“Hvem er du? og er alle fra Byen så uhøflige at de ikke står ved deres eget navn?”

Nå, så en prins var han måske alligevel. Éir havde terpet for mange fortællinger til ikke at vide hvordan man burde opføre sig overfor en adelig. Eventyrene fik det altid til at virke naturligt, som om man havde lyst til at bukke for en prins når en opstod i ens nærvær.
"Éir. Og rundt regnet, ja." Den øgruppe han kom fra var meget for lille til at have byer, og derfor alt for lille til at have adelige. Den eneste autoritet han som barn havde lært at respektere, var sine forældre - og de ældste og mest hårdtslående søskende. De indgød en naturlig ærefrygt, der fuldstændigt manglede når han så på den pompøse fremmede, der havde fundet vej ind i Éirs hjem.
Det var Dhalia han ville tale med forstod Éir endelig. Han overvejede i tavshed, mens han støttede sig til sin kost, om han skulle fortælle prinsen at hun var på hjemmebesøg hos en hårdt ramt patient. På den ene side ville det unægteligt være det rigtige at gøre. På den anden brød han sig ikke om den gyldenhudede mand.
"Nä."
Han rettede sig op, og begyndte at feje igen som om han atter var alene i rummet.

Kareem priste sig lykkelig over at han ikke var i Jernets greb denne stund, da knægten nok ellers var blev sendt ud gennem et vindue, og det var trods alt lidt for meget af det gode, tåbens eneste forbrydelse var uvidenhed, mangel på dannelse, næsvighed, fornærmelse af den adelige kaste, og en øretæveindbydenhed hvis lige sidst var set dengang bedstefar var dreng. Kareem fnøs kort, måske han skulle rykke ham lidt rundt alligevel.

Da tjeneren kaldt Éir genoptog sit ‘arbejde’ som om Prisen blot var støv i vinden, fik Kareem nok. Prinsen ændrede sin vægt så han ikke længere blot gik rundt, men derimod var klar. Kareem valgt at gå forbi den fejende idiot og ignorerede ham som kun en mand der ejede andre tænkende skabninger kunne.

Kareem passerede dog meget tæt forbi den fejende dreng, og netop som de krydsede deres vej blev hans fod fanget på kanten af kosten, og med et hurtigt vip over den og et kraftigt stamp ned flækkede kosten med et skarpt *Knack!*.

Kareem så dovent ned på det værktøj han havde ødelagt, som var det en vandpyt der lå i vejen. Her slog han et klik med tungen, så på sit eget ben og tilbage på Éir.
"Angreb du mig lige?" næsten hvislede han.

Kun den fineste uddannelse krystaller kunne købe, kunne producere en pompøse narrøv af den kaliber Kareem viste sig som. Éir begyndte i samme stund at ane den anden for prins og miste sin respekt for de adelige. Som han betragtede det halve kosteskaft efterladt tilbage i hans hånd, forsvandt enhver undskyldning Éir kunne have kastet for fødderne af den anden, som dis ved solopgang.
Væk var hovedpinen, erstattet af det skarpe sjok af den knækkede kost – den eneste kost de havde i huset. Væk var hans modvilje til at give efter for den andens flabethed, og væk var hans fornuft. Der skulle en kraftanstrengelse til at vende sig med torden i blikket i stedet for den spidse ende af kosteskaftet.

Den unge dreng, et godt hoved mindre end prinsen, mødte hans blik lige på. Hvis Éir besad den mindste dannelse, eller fornuft, var det ikke til at finde. Netop som han åbnede munden for at råbe den anden ned, meldte en bedre idé sig ubudt.
Han bukkede dybt, det ene ben strakt foran sig som var skik for hans folk. ”Om forladelse, min almägtige prins. Jeg er blot en tábelig tjener, og min kost kom i vejen for deres fod.” Replikken blev overleveret med et åbenlyst flair for dramatik, der næsten skjulte den underliggende hån, men den sarkastiske underkastelse maskerede Éirs sande formål – for foden strakt frem i respekt var klar til at spænde prinsens ben hvis han forsøgte at forsætte ind i huset.

Gør det knægt, slip det fri, kast alle norme og fornuft til vinden.
Kareem var klar til at tage undermåleren og kaste ham i støvet, men det var ikke i dag det skete.
Guderne være lovet knægten var stolt men ikke stupid.

Da Eir lavede sin lille optræden var det kun takket været guldets standhaftighed at Kareem ikke lod en perlende latter runge gennem huset.
I Stedet rystede han på hovedet. Det lader til at den uforskammede tjener vinde denne omgang, dog skulle han lige have en lektie med på vejen.

“Det første skridt i en løgn er selv at tro på den” Forklarede Kareem, og rakte en hånd ned under Eirs hage og tvang hans ansigt op. Kareems greb var fast, bestemt og førende det var tydeligt at det ikke var første gang han havde gjort noget i den stil.
“Du er en elendig løgner og en middelmådig skuespiller,prøv ikke at lyve for mig igen”. Det blev ikke formuleret som en forespørgsel men derimod en konstatering.

Kareems øjene gik fra deres hårde blik og blev næsten sørgmodige.
“5 års arbejde, det er prisen for en mands liv.” Fortsatte Kareem i en tør næsten belærende tone.
“For hvad jer ser dig gøre her betyder det at din markeds værdi ligger på omtrent...” Kareen holdte en kort imens han lavede nogle hurtige udregninger
“80 til 100 safir alt efter om du kan læse og skrive eller ej.” Herefter tog Kareeem en diamant op fra sin pung lod den danse mellem fingerne og lagde den på plads igen.

“Heldigvis befinder vi os i en by hvor jeg ikke bare kan nøjes med at betale blodspenge for dit hjertesblod. Men du må forstå at vi kommer fra forskellige verdener du og jeg” Poineterede Kareem inden han slap knægntes ansigt.
“Og hvad vigtiger er at din Frue slap væk fra den verden og jeg ønsker at finde ud af hvordan hun gjorde det så jeg kan ...HARGH “
Kareem skulle til at sige noget mere men resten af hans ord druknede i en gurglende lyd da guldet slap op og en kraftig spasm rystede hans krop og han hostede en lille smule blod op på Eir.

Der var flammer i drengens blik, som prisen løftede hans hage og tvang deres blikke til at mødes. Det var alt for tydeligt, at Éir, på trods af sin beskedne statur, ikke besad den store fornuft. Hvad han manglede i fornuft, gjorde han op for i held – og det var heldigt at prinsen ikke havde forsøgt at bevæge sig indenfor. Prinsens tirade om værdien af menneskeliv gjorde intet mod at ændre drengens følelser overfor den pompøse adelige – tværtimod. Han skulle netop til fortælle prinsen hvor dum man så ud, når man pointerede åbenlys sarkasme, da den anden hostede blod på ham. Det lukkede hans kæft. Al fjendtlighed han havde følt forsvandt som dug for solen.
Nok var Éir ikke langt ind i sin træningsperiode, men han vidste dog at blod hørte til inde i kroppen. Blod i luftvejen, var sjældent et godt tegn. Han gav slip på de to kostestykker, og åbnede døren for prinsen – klar til at give en støttende hånd til den nærmeste ledige seng, skulle det vise sig nødvendigt.
”Kit!” råbte Éir, selvom han vidste hun sov tømmermændene af. Han måtte gøre sit bedste for selv at løse problemet.
”Hvad lider du af?”

Kareem var glad for at hans pointe havde gjort et eller andet indtryk på den uforskammede fejedreng.
Problemet var at al den dignita Kareem havde opbygget faldt sammen med et fænomenalt brag, da han krængede sammen og klattede blod ud over sin samtale partner. Han mærkede hvordan svimmelheden satte ind og smerten begyndte at brede sig i kroppen. Det var dog ikke den velkendte smerte som hans moder havde forbandet ham med. Dette var noget andet det kom mere pludseligt og... Kareem prøvede at samle tankerne, men det var nær umuligt det var som om en del af hans sind brændte.
Det var intet problem at dirigere Kareem rundt i hans nuværende tilstand og han lod da også knægten fører ham hen til en seng.

”Hvad lider du af?”

Med sammenbidte tænder og en raspende snerren lykkedes det faktisk Kareem at svare på spørgsmålet
"Tømmermænd, Hashish abstinenser, opium overforbrug, sen virkninger fra et giftattentat og mindst en forbandelse".
Kareem begyndte næsten ubevidst at kradse sig på armene, det var som om de var dybbet i varm olie. Der var noget helt galt, med ham eller med riget.
"Hjem!" Råbte han højt og lidt mere blod løb ned af hans hage. "Jeg må hjem, det brænder, det er overalt jeg brænder, riget brænder" rablede han videre i vildelse.