Når katten er ude, spiller musene på bordet. Når mørket sænker sig over Fristavn, er det nogenlunde det samme ordspil der indrammer den mystiske by... det var ikke uden grund at natten var højdepunktet for alskens umoralske og lussky ærinder, og meget af byens faste inventar havde en mindre fest i de lanterneoplyste smalle gader. Ypperstepræsten var ankommet for nogle dage siden, og havde brugt tiden på små ærinder her og der, og i nat ville nogle af forberedelserne endelig udfolde sig. 

Elverens øjne gled studerende over det tørrer pergament, hvor navnet og beskrivelsen af en mand var nedskrevet. Pax Fletcher... et navn der blev nævnt oftere og oftere imellem skyggerne, og en person kirken - eller helt præcist, Solari havde haft sit blik på i noget tid nu. Hendes lange fingrer gled næsten kærtegnende over de få informationer hendes agenter havde kunne tilføje til navnet. En af de større fisk i den lille dam de kaldte Dianthos, Pax var ligeså meget en type såvel som en person, og nogle typer var utroligt værdifulde, givet de rigtige omstændigheder. Elverens smil glimtede hvidt i kontrast til hendes hud, inden at hun lænede sig en anelse mere tilbage på den vakkelvorne stol i hjørnet af den smudsige kro. Og ventede. Og ventede. 
Hendes hvide blik fulgte med en kølig opmærksomhed de mennesker og væsner der bevægede sig ind og ud af kroen - hendes ører lyttede med til tilfældige samtaler omkring hende. Men selve kroppen var ubevægelig og i den svage belysning, faldt elveren godt til i hjørnet. 

Hun forventede at han ville dukke op her i aften... ifølge hendes noter, havde manden og hans slæng haft en mindre opgave af ordne, og som så mange andre almindelige mennesker, ville hans folk forhåbentlig trække ham afsted til den nærmeste kro for at fejrer hvad end der havde været en succes. Skulle det ske at han ikke dukkede op, måtte Solari finde en anden måde at... kommunikere med ham. Men for nu, ventede hun. 

Det havde været en succes. Næsten for nemt, som blev de trukket af sted af usynlige tråde, tænkte Pax, som han skridtede efter fire mænd, der hverken var meget ældre eller yngre end ham selv. De var dog mærkbart anderledes; muskuløse og truende af statur, hvormed Pax fremstod grænsende til usynlig, som han med tomme, mørkegrå øjne fulgte efter dem ind i krostuen.
Alle var de tildækket af mørke klæder og under alskens tykt stof, bar de fem mænd knive og værdifulde tyvekoster, der dog var usynlig for det blotte øje. Kuppet havde været ganske spontant, men ikke desto mindre en oplagt mulighed, Pax ikke kunne have ladet gå forbi sig. Det var længe siden, at bande-lederen af Ulvens Flok havde være villig til at løbe sådan en risiko, men i Fristavn var grænserne bløde og bøjelige.

Kroen, de trådte ind i, forstummede sagtne som de fremmede blev taget i øjesyn, men hastigt gik samtalen videre. Tilsyneladende var de nytilkommende ikke interessante at betragte, hvilke behagede Pax, i det han trak hætten væk fra det askegrå hår. Slænget fandt en siddeplads – uheldigvis med magiske væsner og mennesker på hver side af dem – men de unge mænd i Pax’s følge, syntes ikke at bemærke den lurende farer. Kun Pax satte sig med fornemmelsen prikkende i brystkassen, og ganske ubevidst lod han sine håndled rulle, så de stødte mod de hemmelige dolkes kølige stål.

Der gik ikke mange øjeblikke før, at øl og et varmt måltid mad blev placeret foran dem. Mændene talte stille med hinanden, imens de grådigt spiste og drak. Pax sad og stirrede eftertænksomt frem foran sig men ingen fra hans selskab, syntes at ville tale med ham. De vidste bedre, end at forsøge sig med at konversere; Pax ville selv række ud efter dem, hvis lysten skulle melde sig.
Ikke at den nogensinde fandt vej frem til den gråhårede og arrede mand. Han vidste ganske enkelt ikke, hvad den mulige samtale skulle bestå af. Ikke sjældent følte han sig mærkværdig udeladt af den resterende verden omkring sig.

Ikke, at det dog var det, som optog hans tanker. Pax følte sig iagttaget og fornemmelsen var ikke til at tage fejl af. Et instinkt må aldrig ignoreres, hvormed Pax stolede mere på sin mavefornemmelse end nogen anden.
De mørkegrå øjne gled hastigt henover forsamlingen og landede på en mørkelver, hvis hvide øjne smilede ad ham.

Ved Zaladins rynkede røv, tænkte Pax, i det han lod sit eget tomme blik kollidere udfordrende med mørkelverens hvide. Prøv mig, sagde det, hvorefter Pax atter vendte sin opmærksomhed mod den velduftende kromad.

Den tætte luft og lysdæmpede kro blev snart åbnet, og lugten samt lyset fra gaden og dens lamper strømmede ind. De fik den fulde opmærksomhed de næste par sekunder. Som var det aftalt hævede hele kroen sit blik imod de nyankomne, men efter en kort vurdering af hvem og hvad de var, startede den løse snak i krogene igen. Dog forlod Solari's blik dem ikke ligeså hurtigt, og fulgte dem på vej imod det bord de havde udset sig. Hendes blik var vurderende idet hun tog dem i øjesyn, og fixeredes på den mindre skikkelse i selskabet af de enorme mænd. Bingo. 
Selvom de sad som en gruppe, var der tydeligt en der ikke interagererede på samme måde som de andre og Solari studerede hans ansigtstræk og mimik i en intens stilhed. Hun lagde ikke skjul på at hun betragtede ham, og som tiden gik blev hun mere og mere sikker i sin sag; noget man tydeligt kunne se i det smil der favnede hendes ansigt. Carl Pax Fletcher... han holdt sig for sig selv, men man skulle ikke undervurdere hans tilsyneladende udelukkelse fra sit slæng. Rollerne var ikke hvad de ved første blik så ud til at være, endnu en ting Solari kun kunne klappe bifaldende af mentalt. 

I et lille ryk kiggede manden pludselig op, og hans stålgrå øjne mødte Solari's. Mørkelverens intensitet blev udfordret i en kraftig kollision af vilje og mental psyke - noget fantastisk at føle i de lille øjeblik - førhen at han tilsyneladende ligeglad vendte blikket imod sin mad igen. De lange sekunder Solari havde haft øjenkontakt med manden kommunikerede dog tydeligt at han ikke frygtede hende, men han var ikke så blind at han ikke anerkendte hun var der. Tænk at han havde opdaget hendes interesse så hurtigt... fantastisk sjette sans. En lille mental note hun tilføjede til papiret over ham. 
Mørkelveren lænede sig en anelse længere frem over bordet, og foldede hænderne foran munden og under næsen imens hun forsat holdt det næsten sultne blik rettet imod Pax. Dog gik der ikke længe førhen en kropige bevægede sig imod bordet, hvorefter en lydløs udveksling af ord blev delt imellem mennesket og mørkelveren, der dog aldrig slap sit mål med øjnene.

Selvsamme kropige kom efter få minutter tilbage med et nyt krus, der i en trænet og hurtig bevægelse blev stillet foran Pax. Hun undgik hans blik og havde en hurtighed over sine skarpe bevægelser der indikerede at hun egentlig bare gerne ville udfører sit job og komme hurtigst som muligt væk fra den opgave hun tilsyneladende havde fået, idet et lille brev gled fra hendes hænder og ned i mandens skød. I hendes øjne lurede en flygtig frygt og tydeligt ubehag hvilede i hendes lille krop. 
Solari forholdt sig stadig stille, men nikkede dog en tavs skål idet hun så manden samle brevet; afventende på hvad han ville gøre og en doven arrogance i hendes afventende position og smil. 

I brevet stod en utrolig kortfattet hilsen, med det eneste formål at vække hans nysgerrighed fremfor fjendtlighed. Der stod nemlig kun hans fulde navn. 

Ordene var ikke til at tage fejl af. Pax havde aldrig lært hverken at læse eller skrive, men da han var barn, havde en lært kvinde nedkradset hans navn i gruset under deres fødder. At se sit navn nedfældet var mærkværdigt og mindet sad stadig i ham, til trods for de mange øvrige, han efterhånden havde akkumuleret i løbet af sine 26 år. Ord besad, i hvert fald for Pax, en ganske særlig magt der kunne nedlægge kongeriger, og den dag for to årtier siden, havde været skelsættende; som var alt det, Pax var, blevet suget ned i jorden under hans små barnefødder, havde han ikke kunne tage øjnene fra sine bogstaver.

Heller ikke i det øjeblik, kunne Pax gøre andet end at stirre på det gullige pergament. Han vidste, hvorfra det kom, selvom ingen ord var blevet udvekslet mellem mørkelveren og ham selv. Pax ville tilmed æde sin egen støvle, hvis dette ikke var… et vendepunkt. Det kunne umuligt være andet, for Pax havde været grundig. Nok var hans brandsår ved munden et særligt kendetegn ved hans person – og den dusør, der var blevet udlovet på tilfangetagelsen af en trettenårig dreng, havde da også indeholdt en sådan beskrivelse – men aldrig syntes nogle, at bide rigtig mærke i det. Som var folk bange for, at den ville forlade Pax’s læber og i stedet indtage en plads ved deres egne.
Så, hvem kunne vide besked? Og hvordan? Så snart Pax havde lagt bordelhuset bag sig, havde han aldrig brugt sit sande navn igen. Han havde være kløgtig nok til at forstå, hvilke konsekvenser det ville have, som han rejste på nøgne fødder til Dianthos og søgte ly i undergrundstunnellerne, hvori han var stødt på Filip.

Med en langsomt, næsten doven bevægelse satte Pax det lille pergament til flammen på det stearinlys, der stod placeret i midten af det slidte bord. De mørkegrå øjne betragtede flammerne æde sig igennem papiret, og først da navnet var tilintetgjort, smed han resterne i sin gamle øl. Dernæst rejste han sig og satte afmålt kursen mod mørkelveren, hvis hvide øjne stadig betragtede ham – stadig leende.

Pax satte sig overfor kvinden og samlede sine hænder under bordoverfladen. På den måde kunne han vride med håndleddene og mærke dolkenes ru stål mod sin hud, hvilket var overordentlig beroligende. En mild frustration tog form i hans bryst, men Pax klemte den sammen til ingen ting og lod derefter et tungt suk forlade hans læber; som kedede hele affæren ham i grunden noget så forfærdeligt.

”Såeh… jeg lytter.” 

I sekunderne efter mennesket åbnede det gule brev, skete der en hel del... men dog ikke ligefrem tydeligt. Havde Solari ikke vidst hvad der var forgået op til, ville hun næppe have set en de små træk af tanker der gled over Pax ansigt; træk der afspejlede en hjerne der i momentet arbejdede på højtryk for at analysere hvad der foregik. Det var for elveren en smuk scene, og det frydede hende inderligt da han endelig tog den beslutning hun havde håbet på, og satte kursen imod hendes hjørne af kroen. 
Bagved ham så mørkelveren hans mænd følge ham en anelse uroligt med blikket, men de gjorde ikke mine til at følge efter ham. 

Så langt så godt... Solari mødte hans stålfarvede blik med samme overlegne ro i sig, som den der hvilede i hendes afslappede holdning og hun lod sekunderne i sund stilhed passerer hvor at han satte og fandt sig til rette, dog altid med et studerende blik på ham. Et tungt suk gled over hans arrede læber inden at han endelig talte, men blev dog mødt med stilhed.
Mørkelveren sagde ikke noget, men løftede som reaktion den ene hånd en smule for at vinke endnu en kropige over - stadig med blikket udelukkende på Pax. Pigebarnet havde en kande vin i hånden samt to glas af finere kvalitet end meget af det kroen havde at byde på, og alle tre ting satte hun foran elveren og mennesket med et hastigt dog anstrengt smil. Hendes bløde hænder famlede en anelse hektisk med vinproppen og selve flasken, men fik endelig hældt op til begge og gik fra bordet med en utydelig mumlen. Endelig brød Solari den hidtil næsten ubevægelig illusion og lod hænderne falde ned på bordets overflade idet hun lænede sig mere tilfreds tilbage. "Godt endelig at møde dig, 'Pax' Fletcher" begyndte hun med en stemme der omfavnede stilheden i deres hjørne og tvang fokus over på hende. Elverens lange fingrer klikkede på bordet i en lille ukendt melodi, inden at hun rakte hånden frem imod sit eget vinglas for at tage en tår. "Jeg tog mig den frihed at vælge for os begge her til aften.." gled det over hendes læber i en tilføjelse, inden at hun tog en tår - en vin der også var langt over en almindelig kros kvalitet.

Energien omkring mørkelveren var... speciel. Han ville ikke mærke det med det samme, men desto længere tid hun holdt ham her, desto mere spændende ville udfaldet af aftenen blive. Solari's læber krusedes i et smil ved tanken, og hun stillede vinglasset på det solide bord igen. Det betød ikke så meget i sidste ende, men var vigtigt for hendes forsatte samarbejde med manden - en unødvendig tanke at lege med nu, da det endnu ikke ar en realitet. Hun vidste ikke hvor langt hans tålmodighed rakte, og derfor måtte hun næppe tage sig for lang tid, selvom hastværk sjældent var hendes stil. "Har i haft en god aften? Har natten skjult jeres kup... godt?" Mørkelverens negle klikkede imod foden af glasset, og hun flyttede blikket fra glasset til manden ved det sidste ord, et vidende glimt i de hvide øjne. 

Gudindens skygger havde i sandhed beskyttet dem, sådan som de var i godt humør ovre ved hans tidligere bord.

Pax’s mørkegrå blik hvilede urokkeligt på mørkelveren skikkelse, som hun skænkede dem begge vin. Stadig sad han foroverbøjet henover bordpladen, med de svagt muskuløse arme placeret på sine stærke lår og med dolkenes ru stål hvilende betryggende mod hans vindbidte hud. Endnu ikke gjorde han mine til, at ville gribe om glasset og drikke de dyre dråber, for Pax havde i grunden aldrig brudt sig om den alkoholiske smag – heller ej de følger sådanne drikke havde. Det slørede hans sanser og hans livsvigtige instinkt, til det ikke var andet end en summende fornemmelse et sted i baghovedet; et sted Pax ikke kunne nå eller danne mening i.

Pax kunne dog konkludere en masse, som følge af kvindens melodiske ord. Det havde været for nemt, tænkte han mistænksomt, uden dog at lade realiteten indfinde sig i hans arrede ansigt. Der var ingen grund til at give denne mystiske fremmed flere våben at kaste med. Allerede vidste hun mere, end nogen anden i miles omkreds og det var stadig synet af hans sande navn, der puslede og rumsterede insisterende i hans tanker – hvordan var det muligt, at denne kvinde kunne vide det? Og hvordan kendte hun til både kuppet og hans færd, der havde ledt ham og hans mænd til netop denne krostue?
Ikke, at det var de spørgsmål, som frustrerede Pax mest. Nej, i stedet var det forvisningen om, at han ikke havde opdaget noget, før hendes hvide øjne havde klistret sig til hans skikkelse, blot få øjeblikke forinden. Pax kunne end ikke huske, hvornår han sidst ikke havde været den alvidende og det var, ja, foruroligende, hvordan det kunne være gået hans skarpe næse forbi. 

Stilheden lagde sig atter over de to skikkelser. Kvinden skulle ikke være den eneste, der kunne tage magten fra ham i ly af tavshed, så Pax efterlignede hendes egen tålmodighed. Dette var en kamp om mental udholdenhed, vilje, og kun guderne måtte vide, hvor langt Pax reelt ville gå, for at forlade kvinden som sejrherre – og som alle andre gadebørn, spillede Pax bedst, når reglerne var sløsede og arenaen beskidt. Pax gjorde derfor, hvad han gjorde bedst; ville hun ingen svar give, gjaldt det om at stille de rigtige spørgsmål og måske, vigtigst af alt, undgå at besvare nogle af kvindens egne. Pax’s erfaring fortalte ham, at det ofte var hvad der fik andre til at snuble i rent og skært raseri – og hvad man ikke kunne vinde af sådan et fald…

”Jeg har altid fået fortalt, at mørkelveres øjne er røde”, sagde Pax, tilsyneladende som havde han ikke hørt, hvad mørkelveren havde spurgt ham om. Mange ville øjensynlige krybe i frygt under kvindens hvide blik, men Pax var ikke bange for at dø. Det var blot et spørgsmål om tid og under hvilke omstændigheder, Kile ville fratage ham sit liv, hvormed Pax ikke så nogen grund til at udskyde det uundgåelige. ”Såeh – hvad gør dig speciel? Din magi?”, spurgte han dernæst med et dovent udtryk over det udmagrede ansigt.

Ligesom Solari tog sig frihed til at studerer Pax, tog han sig samme frihed når det gjaldt hende. Urokkelig var hans øjne over hendes skikkelse, og hvad end hun foretog sig af bevægelse eller ord, blev med sikkerhed gemt væk i mandens hjerne og hukommelse. En vane man kun fik ved at have levet et liv i jag, et blik der fortalte en historie om svigt og hårde lærestrege. Det var nok af samme årsager han ikke tog af den fine vin, og kvalte hvad end reaktion der prøvede at snige sig op på hans ansigt ved hendes lidt for vidende spørgsmål. 
Man lærte med tiden at genkende det blik som Pax bar med sig, og det gik i det øjeblik op for mørkelveren at hun ikke bare blev studeret; hun blev også vurderet. Hvem hun var, hvad hun vidste og vigtigst af alt - hvorfor hun vidste det. Spørgsmål der var vigtige for nogle der levede i udkanten af samfundets regler. 

Solari's ene hvide øjenbryn løftede sig da han svarede på hendes spørgsmål med endnu et spørgsmål, og smilet om hendes læber blev en anelse bredere. Hun havde ikke nødvendigvis forventet et svar, og mandens 'uhøflige' ignorering af hvad hun sagde, overraskede hende heller ikke meget. Han spillede måske på hendes spilleplade lige nu, men tydeligvis med en sine egne regler. Elverens blik glimtede i begejstring. Og det var fantastisk. Tilfreds over at han ikke rullede om på ryggen ved hendes nærvær, lod Solari et vurderende blik glide over ham. Elveren stillede vinglasset fra sig på bordet, og lænede sig nu en anelse længere frem med hænderne foldet under hendes hage i en afslappet holdning og udtryk. "Tydeligvis mine øjne" gled det en anelse sarkastisk men blødt over elverens læber idet hun spærrede dem en smule op ved det sidste ord; han behøvede ikke snage... endnu.

Solari rykkede ikke på sin position imens hun overvejede hvor meget hun ville lade ham styrer samtalen. Hun holdt hænderne over bordet, og var i og for sig forsvarsløs i sammenligning med Pax og hans folk samt våben Ville nogle hende noget ondt, havde de ofte mulighed for det, da præstinden sjældent havde sine klinger med sig mere. Dog kunne man ikke fornemme at elveren var våbenløs på den måde hun førte sig frem på, og den selvsikkerhed forlod ikke elverens udstråling på noget tidspunkt. Hun var ikke noget byttedyr i den her verden, ligesom mange af dens andre beboere.
Tålmodigheden syntes dyb for dem begge, og Solari rynkede brynene en anelse inden at hun med et suk nikkede for sig selv. Det måtte også være ubehageligt ikke at have nogle trumfer på hånden, så han spillede defensivt. Altså, måtte hun lokke ham en smule mere frem. "Du er et kvikt menneske" kom det smigrende fra hende som et sent svar, og Solari's tandsmil glimtede i kontrast imod den mørke hud. "Ved du hvad speciel betyder?" tilføjede hun med et blik der studerede hans reaktion på komplimenter, selvom hun ville blive skuffet hvis det var nøglen til hans tillid. Dumhed klædte ham ikke. "Eller bruger du det ord i flæng? Fordi jeg... jeg vil helst ikke sammenlignes med resten af dem du går med; eller bruger det ord omkring" elverkvindens stemme smøg sig om ham og hans kyniske energi idet de to væsner prøvede hinanden af. Dog talte Solari sjældent sig selv ned, og vidste skam godt det var arrogant sagt. Men arrogant var ikke forkert, var det?

Pax kunne ikke skjule sin forargelse, da de smigrende ord undslap mørkelveren. Den blussede frem i det så karakteristiske tomme blik, som en altædende skovbrand i blandt tørre kviste og gamle træer med en bagende, nådesløs sol foroven. For blot et øjeblik kunne den unge mand ikke bestille andet end at stirre på kvinden overfor sig; hans kalkulerende tanker med et forstummet og tilintetgjort, som det hvide blik mødte hans egen mørkegrå.
Hvor vovede det ækle bæst…

De sløve dolkes stål kolliderede med Pax’s arrede hud, som han rullede med håndleddene. I den så velkendte smerte genfandt han atter roen, vreden havde elimineret blot få øjeblikke forinden, men til trods for, at de mange tankestrømme fandt vej tilbage til hans logiske hoved, forholdt Pax sig tavst. Der var ingen grund til hastværk, mindede han sig selv om, i det han atter lod næverne knyttes krampagtigt under bordet. Denne kvinde havde værdifuld information og tilsyneladende en dagsorden, der var til ære for ham selv, hvormed Pax ikke kunne affærdige hende.
I hvert fald… ikke endnu – og stadig gav det ingen mening for bandelederen af Ulvens Flok, der med sine beregnende øjne stadig betragtede mørkelverhunnen, som ville hun pludselig spytte, hvad end han burde vide, ud igennem de fine, mørke læber.

Selvom Pax’s hjerte stadig bankede fra den rasende forargelse, gled hans udmagrede hoved let på sned. På intet tidspunkt forlod hans blik Solaris, der, i det øjeblik, mindede Pax om en kælen kat, der forsøgte at indsmigre sig på slagteren i Skumringskvarteret.
Der var kun en ting at gøre, tænkte han; tanken stille men ikke mindre sikker eller konstaterende. Pax kunne ikke greje, om kvinden vidste, at hendes ord afslørede en forfængelig stolthed – og heller ikke, om hun brugte den bevidst. Til trods for det ubesvarede spørgsmål, kunne Pax ikke ryste en fornemmelse af at blive testet af sig og det gav ham et helt særlige mulighedsrum. Rum, der var større og mere bøjelige, end øvrige, hvis vægge kunne skubbes til i det uendelige. Mon mørkelveren tilmed vidste, at hun netop havde overrakt ham kongekronen til den imaginære trone, hvorom de kæmpede?

”Jeg har også hørt –”, sagde Pax, i samme tone som tidligere og tilsyneladende bevidst om, at han igen ikke besvarede hendes egentlig spørgsmål – Zaladin tage hende. Aldrig om han ville nedværdige sig på den måde – hvorefter han efterlignede hendes egen gestus og også lænede sig henover bordet. ”At mørkelvermænd har tendens til at voldtage deres egne afkom. Er det virkelig sandt? Det kan jo fremstå… ja, nogle ville nok kalde det primitivt, andre… dyrisk”, lød det fra menneskemanden, næsten overvejende, som det stålgrå blik gled henover kvindens kønne ansigt. ”I min optik virker det dog først og fremmest upraktisk. Uorganiseret. Dumt og sikke et spild...” 

Et glimt i øjet, en sitren i læben. Hænderne der knyttedes... små reaktioner der alle betød noget hvis man skulle kigge bagved maskerne som mennesker bar rundt på. Solari havde med årene gjort det til lidt af et spil at genkende bestemte udtryk, da det var tæt på umuligt at forholde sig fuldstændig neutral i nærheden af hende. Følelserne var - for mange i hvert fald, en drivkraft der skubbede på. Og vidste man  hvad folks motivation var, kunne man... lege med det. Viden var magt, især når det var viden om andre. 
Derfor var hun parat da det første glemt af vrede lyste op i Pax øjne, og selvom hun var i tvivl om det var hendes magi eller hendes ord der fremprovokerede forargelsen, syntes Solari at suge det flammende blik med øjnene. Stålgrå imod hvid, Solari følte en ulmende vrede under hans skind, men så den forsvinde i løbet af et sekund da han genvandt kontrollen. Imponerende, kunne hun ikke lade værd med at tænke. Han var i kontrol.

Mørkelveren kopierede hans bevægelse perfekt da han vippede hovedet på skrå, og hvis øjenkontakten ikke havde været intens før, var den det i hvert fald nu. Solari slap ikke sit mål - sit projekt, på noget tidspunkt. Hun var for grådig til at ville opgive ham nu hvor det blev spændende. De spidse ører hørte hvert et ord som manden lod glide over sine arrede læber, og i takt med at han fik spundet sine ord for hende, lod Solari smilet sitrer en anelse anstrengende, for at indikerer hun hørte ham. I et spil om manipulation og snilde var der mange steder af prøve grænser af. Pax havde valgt hendes race. Det var ikke helt uklogt.

Solari måtte give ham, at en elvers stolthed forblændede dem ofte og tilslørede deres langsigtede mål. En del af hende ville virkelig også give ham den vrede og forargelse han søgte! Bare for det underholdende i at gå den vej, i stedet for den hun havde planlagt. Se hvor det ville fører dem hen.. Hun havde lyst til at grine, idet det gik op for hende at han ville skade hendes forfængelighed. Forkert elver at bruge det på. Fordi Solari var ikke hellig om sin familie, og havde oplevet langt størstedelen af deres til tider dyriske galskab på egen krop. Voldtægt, kannibalisme, tortur... hendes ansigt der udadtil havde set mere og mere anstrengt ud ved hans ord, krakelerede brat da elveren kneb sine øjne sammen i et mere analyserende udtryk igen. Ville et menneske virkelig komme og fortælle hende, om hendes artfæller? Elverens hånd gled ned imod vinglasset uden at fjerne blikket fra Pax. "For at lave en god vurdering, bør du have alle detaljer, Pax" Solari's stemme lagde tryk på navnet, og og lod dovent sin hånd dreje glasset rundt i en lille cirkel. Vinen indeni skvulpede op imod kanten, men faldt ikke over. "Husk kannibalismen af svage børn og ubruglige ældre, avl af de stærkeste, for at producerer brugbare afkom. De første par hundrede år med tortur og fremelskelse af visse magier..." elverens blik havde fulgt vinen i glasset da hun talte om fortidens minder, men kiggede i et ryk op imod Pax; et ubehageligt varmt smil om hendes læber idet hun spandt hans myter om til sandhed for mennesket. 

"Så sandt som du selv siger det; dyrisk. I hvert fald i dine menneskeøjne og med dine... principper" Hun lagde ikke skjul på at omtalte principper var en anelse fjernt for hende, og måske ville det endda gå op for Pax hvor gammel Solari faktisk var, udfra blikket i hendes øjne. Elverkvinden fik med et skvulp noget af vinen på hånden, og så de røde dråber glide over hendes mørke hud. "Men du er da ikke en mand der vurderer dine fjender - eller venner, på baggrund af hvad du har hørt i krogene, er du, Carl 'Pax' Fletcher? Du er jo en kvik mand" nynnede hun for ham, og lod et morende blik hvile på ham, inden hun - uden at bryde øjenkontakten slikkede vinen af sin hånd med den sorte tunge, og Solari holdt den afstand der var imellem dem over bordet for at give ham plads, skulle han ønske det. Hendes blik inviterede til flere spørgsmål - hvis det var hvad han ville bruge tiden på, ville hun ikke stoppe ham. Når man tæmmede et dyr, skulle det ofte løbes træt først... Hun havde et spil - en lille leg hun ville lege med ham, men ventede med at introducerer det for nu. 

Pax lænede sig frem i det skrøbelige stolesæde og rystede på hovedet. Til stadighed forlod bande-lederens stålgrå blik ikke mørkelverens hvide, men den påtagede provokerende gnist fra før var forsvundet som dug for solen og i stedet erstattet af en forretningsmands afmålte, vurderende blik. I samme øjeblik gled Pax’s ene hånd op og frem fra sit skjul under bordet, i det at han pegede på Solari med en beskidt finger; nærmest som var det en pelsbold for enden af en snor og mørkelveren selv var katten.

”Jeg sagde først og fremmest upraktisk. Uorganiseret”, lød det hæst og forinden, at Solari selv havde nået at lade sine egne læber finde hinanden igen. ”Og selvfølgelig er jeg det. En mand, vel og mærke, der vurderer det, som jeg hører rundt omkring, hvad end det er hele eller halve bider. Du er vel også sådan en kvinde – du ved trods alt, hvilket navn der blev givet til mig, da jeg blev født” Pax lod sit hoved falde på skrå, som de brede øjenbryn mødtes nær midten af hans pande og han rystede på hovedet; som en far ville ryste skuffet på hovedet af sin uvorne søn, men dertil heller ikke anede, hvordan han dog skulle få knægten på ret køl igen.
Det var naturligvis et spil for galleriet – i hvert fald til dels. Denne fremmede mørkelver var tilsyneladende blind for det komplekse gadeliv, eller så gik hun til yderligheder for at fremstå sådan. Pax kunne dog ikke benægte, at han også følte en hvis gnist i hans bryst, som var han spændt på hvad end kvinden måtte finde på at svare ham. Med armene over kors, lænede Pax sig tilbage i stolen, før han fortsatte sin talen, for pludselig havde Pax meget på hjerte; øjensynlig fordi, at han så sjældent talte med andre mennesker.

”For at lave en god vurdering, skal man have så mange informationer så muligt – men ikke nødvendigvis alle detaljer. Hvor jeg kommer fra, er det ganske enkelt ikke realistisk og ofte kan vi ikke sidde og vente, til vi synes, at vi ved nok. Meget af den information jeg tilrager mig, er fra alt det snaskede der sidder i krogene, for hvad information er, er en rigtig god historie – og folk vil rigtig gerne dele en god historie, hvis man vel og mærke sørger for en situation, hvori de har mulighed for det. Hvad der så bliver endnu vigtigere er intuition og at man fortsætter med at bevæge sig, selv når ens krop skriger det modsatte til en”, sagde Pax, hvorefter han holdte inde og atter lænede sig frem henover bordet; denne gang dog med armene over bordpladen, tilsyneladende færdig med at lege – der var ingen tvivl i hans sind længere.

Han blev testet. Mon han ville bestå?

Næppe fik Solari lukket sin mund, førhen at Pax stemme samlede op på hendes modsvar med en nok så selvsikker stemme. Modtagelig overfor hans ord var mørkelveren, der med et stille smil lænede sig tilbage igen for at hører hvad han havde af tanker og til dels: rettelser. Det tærede sjældent på elverens stolthed.  
Hendes hvide blik låste sig med hans stålgrå øjne, og med et lille anerkendende nik så hun hvordan følelserne blev tilsidesat til fordel for fakta og realiteter. I løbet af sit lange liv, havde Solari stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker... de var selvfølgelig forskellige individer, men alle havde haft en ting til fælles; stort set alle var motiveret af et ønske efter magt eller rigdom. 
De materielle goder var simple goder, men simpelt var ikke nødvendigvis nok for væsner som Solari. Overlevere, egoister, kynister.... hvad end samfundet valgte at kalde dem i sidste ende, var et tilnavn man bar med stolthed. Fordi modsat kvægene havde hun selv valgt sin vej, og var ikke sporet ind på den af andre. 

Med et grådigt glimt i øjnene slugte Solari alle hans ord samt tanker, og lænede sig ligeså langt ind over bordet som Pax selv gjorde til sidst. Hænderne var fremme, kortene stadig skjult. Mørkelverens mørke læber deltes i et anerkendende rovdyrsmil ved hans sidste ord. "Javel jah..." spandt elverens stemme idet hendes fingrer med små trommende lyde bankede på bordets overflade i stilheden efter mandens ord. "Så lad mig sparer dig for at skrabe i krogene for en aften... lad os spille lidt mere fair, min kære, skal vi ikke?" forsatte hun, og stoppede abrupt den lille melodi der havde fyldt stilheden imellem hendes ord ud. Elverens blege øjne studerede bandelederens ansigt med en vurderende mine, inden at hun næsten umærkeligt nikkede for sig selv. "Du har skabt en situation hvor jeg gerne deler 3 historier med dig... jeg lover ved gudinden - " Solaris slanke hånd gled over det sted hvor hjertet sad og slog et imaginært kryds over det. " - at jeg vil svare sandfærdigt på dine spørgsmål. Det eneste krav, er at jeg må stille dig et spørgsmål, når du har stillet dine. Ligesom mig, skal du svarer sandfærdigt..." mørkelverens melodiske stemme havde en ru undertone der faldt godt ind i med kroens mørke hjørne, og for første gang falmede elverens smil en anelse idet hun kneb øjnene sammen og så på Pax; en glimt af alvor i hendes ellers nok så muntre blik.
 
Hun rakte ham en trumf, og håbede ikke han ville misbruge den. 

"Mit navn er Solari, Solari Sevarill" fulgte hun op med, og fattede sin hånd om vinglasset igen. Hun ville ikke kræve af ham, at bruge et spørgsmål på hendes navn men resten måtte være op til ham. Hvis han da ville lege med. 

Pax betragtede fortsat mørkelveren, selv længe efter at hun havde fremlagt sin leg. Omsider nikkede han og foldede dernæst hans arrede og beskidte hænder på bordpladen, så knivenes ru blad atter kælede for hans hud. De var gode remindere om, at han stadig var i nogen form for kontrol – eller, i hvert fald, at han kunne tage den, hvis han blot anstrengte sig hårdt nok.

Til trods for at Pax havde indviet i at lege med, havde han dog ikke travlt. Fornemmelsen af, at han blev testet, havde vist sig sandfærdig nok og Pax forstod endnu ikke, hvad der i grunden var på spil. Ikke, at han ville lade sig snyde for, ja, velsagtens en mulighed, han endnu ikke kunne skimte end toppen af, hvormed Pax gjorde, hvad Pax gjorde bedst – han begyndte at overveje og kalkulerer de stier, som Solari havde vist for ham.

”Mit første spørgsmål beror sig på… ja, man kan vel kalde det en trusselsberegning”, startede Pax afklaret ud, for hans første spørgsmål var i grunden kommet til ham hurtigt nok. Det var, ifølge bandelederen af Ulvens Flok, helt essentielt at vide, hvad mørkelveren var i stand til. Alle kunne fremstå uovervindelige med de rette informationer – og ikke mindst den rette magi.
”Jeg vil gerne vide, hvad din eller dine magiske evne eller evner består af.” Pax sørgede for, at hans ord ikke kunne misforstås; han havde en følelse af, at det ikke ville give ham de nødvendige plus i bogen, og at mørkelveren ikke ville holde sig til deres aftale, medmindre Pax opsatte specifikke og isolerende rammer.

”Du ved tydeligvis mere om mine kammerater og jeg – mere end jeg normalt tillader, men jeg vil ikke spilde et spørgsmål på det. Mon ikke, at jeg, som normalt, vil kunne finde frem til en forklaring på det selv. Desuden… jeg er nysgerrig. Jeg har ikke selv nogen magiske evner.” 

Det overraskede ikke Solari at han spurgte ind til hendes magi, da det var en af de mest ukendte faktorer for den unge mand. Og ukendt var ikke rart for undergrundsfolk som Pax - ukendt fik dem til at trække sig tilbage i sikkerhed… den hvidhårede elver kunne ikke bruge ham hvis han følte sig usikker, og kunne bestemt ikke kommunikerer med en der ikke ville give af sig selv. Hun sad med alle de gode kort lige nu… det var i bund og grund også derfor hun legede den her leg med Pax, og måtte derfor med et glimt i øjet lægge lige præcis de kort på bordet så han kunne se dem.
Elverens blege øjne betragtede ham tavst i hans opfølgende ord, førhen hun langsomt nikkede i en reptillignende bevægelse. “Åh, det ved jeg…” kunne hun ikke lade værd med at sige, da hun selvfølgelig havde hørt at han ikke selv havde nogle. Det gjorde ham dog det mere farlig at være omkring.

“Jeg har evner i flertal…” elverens mørke stemme sneg sig lavmælt igennem luften og var kun henvendt til Pax med en tydelig vilje om at holde det imellem dem og ikke dele det med resten af kroen. Solari foldede sine hænder foran sig. “Den første har du måske allerede opdaget, eller også vil du snart. Du kan kalde det en form for aura” hendes smil blev en tand bredere, og Solaris blik gled rundt på de borde der var omkring dem. Ingen af dem sad desværre indenfor hendes radius. “Alt hvad du betegner eller ser som negative følelser, det bliver fremprovokeret yderligere af min tilstedeværelse. Vrede, jalousi, grådighed.. “ for hver en følelse rykkede Solaris blik sig rytmisk videre, inditl det igen landede på Pax. “Smålighed og afmagt…” elverens hoved vippedes på skrå, og hun smilede igen en anelse mere konstaterende.

Havde Pax ikke fjernet sine hænder, ville hun have vist ham sin anden magi og måske set en mere vridende og ydmyg del af mennesket. Desværre lå landet ikke sådan, og selvom sekunder passerede hvor Solari sultent anså muligheden for at rykke nærmere i et hurtigt forsøg - et enkelt kærtegn ville være nok - så holdt hun sig i skindet. De foldede hænder vendtes om med håndfladerne opad i stedet. “Min anden er illussioner… psykiske såvel som fysiske - de kan være ret så overbevisende, men ingen grund til at være utryg, Pax. Dig og dine mænd har næppe noget af frygte fra en uden våben...” nynnede hun smigrende, og løftede afventende det ene øjenbryn.

Næste spørgsmål, eller var hendes svar ikke gode nok?

Pax lod ikke denne Solari Seravill se overraskelsen, i det hun bekendtgjorde at hun så udmærket var klar over, at Ulven selv ikke besad nogle magiske kræfter. I stedet lænede han sig tilbage, langsomt, som de stålgrå øjne hvilede urokkeligt på mørkelveren; det var snart ved at blive komisk, som de stirrede på hinanden, med lige dele kalkulerende og, i Solaris tilfælde, morede blikke. Ikke desto mindre agtede Pax ikke at fjerne sit fra hendes; til trods for hendes åbenlyse interesse i ham, havde Pax ikke i sinde at slappe af. Ikke just endnu.

Hvad han dog ikke formåede – og ikke ville – skjule var den indestængte fascination, han følte. Så følelsesmanipulation og illusioner? Det var ikke så lidt endda, tænkte han imponeret, hvorefter det tomme smil fandt vej tilbage til hans ene mundvige; den, hvori brandsåret brændte skinnende i det sparsomme lys fra krostuens stearin.
Dernæst forlod Solaris indsmigrende ord hende og Pax lod de brede øjenbryn skride længere op i panden. ”Forsøger du virkelig med smiger igen?”, spurgte han, grænsende til skuffet, for i grunden havde Ulven forventet noget… mere. Ikke, at han lod grimasse side for længe, for bandelederen havde selv andet at overveje. ”Det virker ikke på mig. Jeg bliver irriteret”, lød det dernæst, som Pax sendte hende et sigende blik og lod smilet svinde ind i mundvigen, så hans hjerteformede læber atter blev hårde. ”Så drop det. Aftenen bliver meget bedre, hvis du lader være – desuden, så må jeg jo på et tidspunkt mærke til din… ene evne, så lad os ikke teste mit temperament endnu. Ikke før jeg har fået stille mine spørgsmål.”

Atter lænede Pax sig henover bordet; det var ikke gået hans næse forbi, at hendes mørke håndflader nu vendte mod loftet, og af en eller anden årsag, Pax endnu ikke kunne sætte en finger på, vidste han, at det var nødvendigt at lade deres hænder mødes. Han ville se hende lave en illusion – hun kunne ikke være den eneste, der sad med alt viden og information, og desuden måtte Pax vide, hvad han præcis var oppe imod. Hvor ægte var de? Kunne man skille dem ad? Styre dem, hvis blot man koncentrerede sig?


Pax nikkede opfordrende mod mørkelveren, hans blik gnistrende i en udfordring. "Vis mig det værste, du kan lave." 

Elverens tænder glimtede hvidt ved hans ord, der med en næsten skuffet energi i sig frabad sig hendes smiger. Så det gjorde ham simpelthen irriteret? Solari's blege øjne studerede hans ansigt for et tegn på at han løj - smiger var den nemmeste vej til et mere afslappet menneske, men hun havde nok tænkt for lidt om ham, hvis hun satte ham i samme bås som dem. Mørkelveren følte en lille latter presse på, men holdt den tilbage. Ikke en latter over ham, men over hende selv og hvor langt ned hun havde sat sine forventninger til ham. Derfor modtog hun rettelsen med et lille nik, men den smigrende energi forlod aldrig den lunefulde elvers smil eller øjne. Hvordan kunne hun lade værd, når vrede var så smukt som det var? Vrede og arrogance hørte ofte sammen... blev man irriteret nok, tog man dummere beslutninger. Dristigere beslutninger.

Som nu... Pax lænede sig ind over bordet, en udfordring i hans kønne grålige øjne - en skadevurdering af hendes evner! Solari mødte hans blik og følte hvordan hendes smil blev bredere. Og så lige lidt bredere. Det værste hun kunne lave? Åh, det værste der kunne laves, var ikke noget hun lavede, Nej, den del efterlod hun altid til ofrene selv. 
Selvom det måske ikke virkede sådan ved første øjekast, var den kælne og afslappede Solari under den lunefulde energi, en bestialsk kvinde. Hun trak sjældent et våben frem, førhen hun blev bedt om det - simpelthen fordi hun havde svært ved at stoppe igen. Og nu var hun næsten blevet beordret. Hvordan kunne hun sige nej? Solari løftede langsomt den ene hånd op, og rakte den frem imod Pax. "Som du vil.." ..min ven, mørkelverens øjne færdiggjorde hendes sætning, og lagde pegefinger samt langefinger på mandens pande. 
Til at starte med ville han ikke opdage nogen forandring. Elverens magi var ikke langsomt, men det handlede altid om præsentationen... og Pax fortjente det bedste. Et minde af smerte og kærlighed... elveren slugte grådigt de følelser, den frygt og den kærlighed manden var blevet udsat for igennem sit liv, indtil den fandt et sted der ville gøre ondt, og begyndte at tilføje illusioner til Pax virkelighed. De fysiske... jah de ville komme efter. Sjælens smerte var tit værre end kroppens hos mennesker som Pax; og for den sags skyld også hos elvere som Solari. 

Alt imens, holdt elveren blikket på ham for at se hans reaktioner. Om det så var skuffelse, forundring, frygt eller smerte? Se det måtte tiden nu vise dem.

Pax så det sultne blik og genkendte det instinktivt. Sikke megen du fortæller mig, Solari Seravill, tænkte han, uvidende om tanken ville nå hende.
Ikke længe at den overvejelse forblev hos ham…

Den rødhårede kvinde sprang ud af ingenting; som havde hun altid siddet der, iført sin hvide og afslørende natkjole, indsmurt i blod, der dryppede vinrødt fra den dybe flænge i hendes hals. Hendes egne mørkegrå øjne – dem, der var som en tro efterligning af Pax’s egne – stirrede på ham med lige dele forfærdelse og sorg.
Pax lænede sig langsomt tilbage i stoleryggen, uden at hans øjne kunne forlade kvinden. Hans mor. Esmaralda Fletcher. Aldrig havde han fundet hende smuk, men som hun sad der, kunne han se, at det var hun. Og Pax så yderligere, hvordan han lignede hende; i hvert fald fra hvad han kunne huske fra sit eget spejlbillede, et han så med jævne mellemrum i søens klare isvand. Han var en tro kopi af hende; også han havde de høje kindben, den spidse hage og øjnene… det var alligevel slående, som hans øjne lignede hendes. Mon Esmaralda havde set det også dengang?
Pax sank en klump, og for blot et kort sekund, overvejede han, hvorhenne at skyldfølelsen blev af. Den måtte vel komme, måtte den ikke? Var det ikke meningen? Og hvad med afsavnet? Burde han ikke, til trods for det had, han følte for moderen, også savne hende?

Langsomt forlod Pax’s øjne Esmaraldas egne, for i stedet at fæstne sig i Solaris. De var slørede af fortidens spøgelser, men som Pax lænede sig frem, var også beslutsomme gnister at finde deri. ”Hun er nærmest... ægte”, lød det overvejende, hvorefter Pax nikkede mod Solari; som en ville nikke anerkendende, for… Pax kunne ikke undgå eller lyve om den voksende respekt for mørkelveren. Det var i sandhed fascinerende. Hvilke muligheder…

Og hvilke spørgsmål…

”Ved du, hvem hun er?” 

På mange måder, kunne man argumentere for at de to sjæle der konstant sad og testede hinandens grænser og reaktioner, var to sider af samme skyggefulde mønt. Givet at deres muligheder, opvækst og ressourcer var forskellige, så havde de på en eller anden bizar måde det samme mål. For Solari betød friheden alt... friheden til at tage sig af dem hun ville, friheden til sin religion, friheden til sit eget liv. Og hun havde altid grådigt sigtet efter det mål - kradset sig vej igennem livets hårde præmisser for endelig at sidde på den trone hun havde nu. En trone bygget af mange tusinde ar. Og Pax var den samme... selvom Solari ikke var en tankelæser, var enhver følelse der emmede fra ham en reaktion på en tanke. Og med den viden kom man ofte langt.
Og pludselig skete der noget. Ud af det blå begyndte illusionen at danne sig, og Solari så med blege såvel som nysgerrige øjne hvad der bragte Pax smerte. Som så mange andre mænd, var det endnu en kvinde....  elverens hånd gled rundt om hendes vinglas, og observerende forholdt hun sig i tavshed til hvad der måtte være et gensyn for den unge mand. Der hvilede noget skyldigt i luften, på trods af at det hverken kom fra mørkelveren eller mennesket.

Det var nu altid noget ganske specielt at blive lukket ind i andres hoveder på den måde... Solari's hånd legede eftertænktsomt med det fine glas. Det var intimt på en forkert måde - som om man gjorde noget forbudt. Dog var hun ikke opslugt i tanker, for da han endelig valgte at kigge på hende, mødte hans blik et ansigt lagt i næsten venlige folder ; et glimt af Solari foruden arrogance.
Det forsvandt dog hurtigt bagved doven rovdyrs magelighed, og Solari sippede en enkelt tår af vinen førhen hun svarede. "Burde jeg det?". På trods af at der i et lille øjeblik var blevet lagt låg på elverens manipulerende energi, vidste hun at hun stadigvæk blev vurderet af den unge mand. Svaret var ikke et decideret nej, men heller ikke et jah... Solari's lange negle klikkede imod glasset, idet hun løftede det ene øjenbryn en anelse. "Er det dit andet spørgsmål. Pax?" fulgte hun op med, og smilede. Kunne han argumentere for at han stadigvæk var igang med sit første, ville hun ikke nægte ham et svar. Men han skulle ikke få noget leveret så nemt.

Illussionen forblev, og ville blive der til Solari fjernede den. Kvinden viste dog tegn på at reagerer, da hendes tomme øjne kortvarigt gled imod Solari, førhen det igen landede på Pax.

Pax nikkede tavst, uden at de stålgrå øjne forlod Solaris hvide for blot et øjeblik. ”Jeg stillede et spørgsmål, altså er det mit spørgsmål nummer to. At du ikke svarede på det, er jo en anden sag og hvordan lød reglerne nu?”, spurgte han, i en tone der gradvist blev mere giftig og udfordrende. Om det var mørkelverens magi der var ved at slå sine klamme kløer i ham, anede han ikke, men Pax mærkede, hvordan ubehaget – og derfor vreden – langsomt fandt tilbage til hans tynde skikkelse.
”Når ja. Du lovede ved gudinden, at du ville svare sandfærdigt på mine tre spørgsmål, i bytte for et af dine egne og min egen sandhed –” Pax lænede sig atter en smule frem, og så ud af øjenkrogen, at Esmaralda Fletcher gjorde det samme, og instinktivt vred han hånden, så de beskidte fingre kunne gribe om den skarpe kastekniv. ”- såeh, Solari Sevarill, ved du hvem, hun er?”

Som spørgsmålet forlod Pax’s læber, begyndte han, at lade knivens skaft rotere om den ene finger. Det gjorde ham altid fokuseret, at lade sine hænder arbejde for sig, hvilket han også funderede over, var det faktum der gjorde ham til en formidabel tyv. Fokusset forlod ham aldrig, når et kup var under opsejling og heller aldrig, imens det stod på.
Ganske ufrivilligt gled de stålgrå øjne hen mod den rødhårede og blødende kvinde, og Pax gjorde sit bedste for, at tæmme den åbenlyse foragt der snart efter truede med at bryde ud i hans blik. Det lykkes og Pax var atter tom, afslappet i hans skarpe kæber.

Det er en illusion. Det er en illusion… 

Idet mennesket tog hendes ord i sin egen mund, skiftede elverens grimasse pludselig fra doven morskab, til kold vrede. Og det gik stærkt. Kold, isnende kold og med ét lurede der en farlig energi over den ældre præstinde. I kraft af sin tro, var gudindens navn og de løfter der blev sagt bindende og besnærende. Aldrig tog Solari sin gudinde i brug foruden at mene det, og udfordrende arrogance der sneg sig omkring i Pax stemme var som et piskesmæld imod Solari's ryg. At han vovede... han vidste endnu ikke hvem hun var, men uvidenhed var aldrig en undskyldning i mørkelverens verden, hvis smil svandt ind til et stivnet dødningegrin. På trods af at hun sjældent lod sig provokere så tydeligt, havde Pax trådt over en grænse der fik elverens øjne til at lyne og tordne; Solari var i mange henseender mere blodtørstig og bestialsk end hun gav udtryk for når man først så hende an. Men hun måtte styrer sig... hun måtte ikke lade sig provokere af en så lille mand. Det var for meget information at give.
De lange negle skrabede i langsomme bevægelser imod bordet og skabte dybe furer i træet. Et krassebræt fremfor de linjer hun ville have trukket over hans kønne lille ansigt, og i et tungt åndedræt pustede mørkelveren noget af sin vrede ud. Men dog, den smerte hun ville hagle ham igennem... og han ville være tvunget til at tage imod den. En dag, måske idag? Måske om 20 år.... tid var ikke en vigtig faktor for Solari, og med den tanke tvang hun sig selv længere tilbage imod stoleryggen idet han lænede sig frem.

Hun var ikke blind eller dum. Og han var ikke det første menneske hun havde leget denne leg med; han var ikke speciel, selvom alle mennesker troede at verden drejede om dem. Ligheden var slående og hadet kunne ikke komme fra andet end et tæt familiemedlem.... selvom Solari ikke var sikker i sin sag, var hun en formidabel løgner og spandt guld af sin tunge. "Hun er din mor" snerrede hun til sidst, og bad til gudinden at hun ikke havde gættet forkert.

Elveren kneb øjnene en anelse mere sammen, og hun gravede nu dybere i afkast af den lærestreg hun ville give ham. En stemme, kvinden måtte have en stemme. Ord var magt og Solari skubbede nu illusionen til at gøre mere end blot at sidde der, øgede trykket og gav ham hvad han virkelig ville have. Om hun så talte, eller rakte ud efter ham eller noget helt tredje... Han ville se det værste? Hvis han var en mand der lærte af smerte, ville Solari lærer ham alt om sin egen. En dag... med tiden, ville det dog blive hans største våben hvis han spillede sin kort rigtigt. 

Pax så, hvordan raseriet og foragten for blot et øjeblik fik alt det hvide til, at gnistre indædt og hungrende; som forvandlede den elegante mørkelver sig for øjnene af bandelederen og blev til intet andet end et glubsk rovdyr.
Stadig sad han urokkelig på stolen; nok var hun grim at se på i det øjeblik, men Ulven selv nægtede, at lade den følelse få overtag, for Pax var ingen kujon. Desuden kunne han ikke benægte den spæde men dog hoverende fornemmelse i hans bryst. Solari Seravill havde ømme, ømme punkter. Af en eller anden årsag både skuffede og fascinerede det ham, for Pax havde for nogle lange momenter, betragtet mørkelveren som uovervindelig, hvilket ultimativt havde gjort ham… ligeglad. Pludselig, som hun snerrede hendes svar, nærmest spyttede det ud til ham, var der noget på spil.

Omsider nikkede han, langsomt. Mere nåede han dog ikke at bekendtgøre, for snart efter begyndte Esmaralda at kvæles i blodet, der løb i en lind strøm nedover hendes hvide – nu rødmalede – natkjole. Instinktivt forlod Pax’s stålgrå blik Solaris rasende hvide, men til trods for de gurglende lyde, var de fortsat ulæselige.
For et langt øjeblik kunne bandelederen intet andet end at betragte sin mor, der døde for øjnene af ham endnu en gang. Stadig mærkede han dog intet til fortrydelsen, bitterheden, afsavnet eller skylden; hvorfor kommer den ikke? Tanken, lille, næsten skrøbelig, hviskede igen og igen sit mantra, og pludselig forstod Pax. Det var den, der måtte være hans endelige dom; ikke at føle noget intenst for resten af sit liv. Det var jo netop det, han ikke kunne; aldrig blev han rødglødende af raseri, aldrig elskede han, så det føltes som om, at hans hjerte måtte briste under den lyserøde magi.

”Mit sidste spørgsmål –”, lød det fraværende, som Pax fortsat betragtede sin mor, der stirrede på ham bedende, uforstående øjne. ”Hvorfor vil du lege denne leg med mig?”