Når man fulgte vildtet rundt i landområderne, var det ikke altid lige til at sige hvor man endte ud. Nogle gange var hun tæt på Dianthos, andre gange langt ude i Azuriens våde landskaber. Nogle gange tæt på byer, andre gange i vildmarken. Det var dog lækkert for en gangs skyld, at kunne afslutte den påbegyndte jagt i nærheden af mere beboede områder, og derfor var det også med et tilfreds smil at nordboen bevægede sig ned imod Smaranas hovedgade. I bælterne hang diverse mindre pelsdyr og enkelte fasaner; et udbytte hun håbede at kunne få solgt på det lokale marked. 

Med lidt held, ville hun have råd til at sove indendøre den følgende nat. Alene tanken fik det til at summe begejstret i nordboens tåspidser, og hun kunne allerede genkalde sig hvordan kroens stemning bestemt ville løfte hendes humør. Men en ting ad gangen, hun havde noget bytte at skulle af med. 
De følgende timer tøffede Alvilde rundt imellem de boder der nu engang var stillet op. Hun forhandlede sig frem til nogle fair priser, selvom de lå lidt i den lave ende ifølge hende. Dog skulle hun ikke brokke sig, for i slutningen af dagen havde hun en fin tyngde i pungen ved hendes bælte, og resolut vendte hun blikket imod den nærmeste kro. Endelig! 

´Hendes skridt var hurtige og målrettede, men alligevel nåede hun ikke så langt. Idet nordboen drejede om et blindt hjørne for at følge vejen, formåede hun at ramle lige fluks ind i en fremmed. Alvilde snublede overrasket tilbage over sine egne fødder ved kraften i sammenstødet og landede med et bump på den stenede jord. "Hey, hvad er meningen!" kom det skarpt og anklagende fra hende, idet at hun med et overrasket men også forharmet udtryk prøvede at se på den fremmede i den nedadgående sols skarpe stråler; hånden flakkende over øjnene for at skærme for lyset så hun bedre kunne se. 

Sawyer var endelig vendt hjem, for at se til sin familie. Hans forpligtelser i hæren optog meget af hans tid, men han elskede sit arbejde, det han havde opnået med sit liv. Oberst i lysets hær, og der hjemme havde han den formidabel kone der klarede tilværelse så flot med deres to børn, selv nu til trods for at hun ventede deres 3. barn. Og hjælpen var da altid at finde for hende på smedjegården, hvor også hans forældre boede, hans fader der holdt gang i smedjen med at fremstille de fineste våben, og hans moder der hjalp med børnene og hestene. Når det kom til stykket kunne Sawyer ikke ønske sig mere af livet. Han var vendt hjem, men som altid inden han kom hjem gik han igennem byen, hilste på indbyggerne og hjalp hvor behovet var, selv med de mindste ting.

Som han gik i sin egen verden, iført sin uniform fra hæren, hans sværd der hang i skeden på hans hofte, var han ikke opmærksom på den kvinde der kom rundt om hjørnet som han selv skulle til at krydse rundt om. Sammenstødte fik ham til at udbryde en overrasket brummen, dybt i halsen da han blev skubbet et skridt baglæns men dog holdt sig på benene. Forvirret betragtede han den kvinde der var faldet bagover foran ham. "Om forladelse Frøken, jeg var opslugt af mine tanker og så Dem ikke.." lød det oprigtigt undskyldende fra ham, med et smil om læberne idet han rakte hende hånden for at hjælpe hende op at stå igen. Han forsøgte ikke at give hende skylden for uheldet, for han havde været uopmærksom og forsaget at hun væltede. 

Nordboen kneb øjnene sammen idet hun prøvede at gøre op med sig selv hvem og hvad hun var ramlet sammen med, men det var lidt svært i modlyset. Dog lød en dyb stemme dog snart, og nordboen antog med en tør konstatering at det var en mand. Ah, skønt... Alvilde havde intet imod mænd, men vidste af erfaring de kunne være en anelse træls og tungnemme.

Det gjaldt dog ikke alle mænd, og måske var hun heldig. Det var en noget fornem undskyldning nordboen fik, der med et fast greb om mandens udstrakte hånd fik hevet sig op og stå igen. Hendes ansigt, fortrukket i en irritabel grimasse så op på ham. "Jah det kan man da nok si-" nordboen afbrød sig selv idet at det gik op for hende hvad han havde kaldt hende, og et forundret udtryk spredte sig, og erstattede det irriterede. "Frøken..?" gentog hun, og så nu rigtig på manden hun var stødt ind i. 
Stærk, uniformeret og langhåret var de første ting der sprang nordboen i øjnene. Ah, en ridder simpelthen? Han så vigtig ud. Et morende smil lurede i hendes mundvig over det ord han havde brugt, og med en brummende latter rystede hun afværgende på hovedet. "Eh, frøken er jeg ikke ligefrem" kom det fra hende i et smil, og hun vippede overvejende hovedet på sned. Det var lang tid siden nogle havde kaldt hende det, så meget var sikkert! Nordboens hænder knyttede kort, inden at hun rakte den ene hånd frem imod ham i en hilsen og en undskyldning. 

"Jeg tror den må gå begge veje, jeg havde også lidt travlt" fulgte hun op med, og nikkede til ham. De stålblå øjne gled undersøgende over hans uniform for at se hvor han kom fra, og landede ved det brede sværd ved hans side. "En soldat, eh?" kom det spørgende fra hende, og hun kiggede op på manden igen. Han så glad ud, og det var altid godt med glade soldater, hvis det da var hvad han var. 

Den lettere irritable fjendtlighed som Sawyer til at starte med, havde bemærket i kvindes udtryk, havde forundret ham en smule, mest fordi hans eget humør var at formidabelt, at han ikke kunne forestille sig noget, der kunne ændre på det. Han var hjemme igen og skulle snart se familien. 

Som kvinden greb om hans hånd, lukkede hans den tæt om hendes, før hen trak hende op på benene igen. Hele tiden med et roligt og fast blik rettet imod hende, som han havde givet hende sin undskyldning, for sammenstødet. Den måde hvorpå hun først spydigt svarede men bremsede sig selv, fik en raspende men dog varm latter til at glide over hans læber, som han slap hendes hånd og rankede sig let op, for at hvile den venstre arm imod sin lænd og den højre hvilede på sværd skaftets ende. Det glædede ham dog, at se hendes ansigt formildnes, selvom det skyldtes endnu en fejl fra hans side. 

Han løftede hånden fra sværdet, som han holdt det op foran sig, overgivende til hendes ord med et drillende smil hvilende om læberne. "Det lader til det går godt for mig i dag..." lo han dæmpet inden han sænkede hånden til sit sværd igen med blikket, der tillod sig at glide over hendes ansigt, for at tage hende bedre i åsyn, inden han rakte hende sin hånd og trykkede den fast. Han gjorde et ganske lille nik til hendes ord, hun havde ret de var nok begge skyldige i uheldet. Han slap hendes hånd igen for at lade den hvile samme sted, på skaftet af sit sværd, altid klar til at trække det.

"Oberst Sawyer Carulirus, det er mig en udsøgt fornøjelse at møde Dem....?" Han lod sine ord hænge let usagt, i håbet om hun ville præsentere sig selv, nu hvor hun virkede mere afslappet så han ingen grund til at skynde sig videre.

Nordboen fæstnede sig kortvarigt ved den varme latter, der fik et skævt smil frem i Alvildes mundvig. Varm, dyb og rungende - latteren var en behagelig lyd der løftede Alvildes eget humør en tand mere, og hun lod en afværgende hånd skubbe hans kommentar væk. Det var fint, hun havde bare været hurtig på aftrækkeren - hvilket nok var en arbejdsskade. 

Ligesom hun havde betragtet ham, følte Alvilde et studerende blik på sit ansigt idet at han hilste tilbage. Hendes øøjne glimtede nysgerrigt og en anelse overrasket ved den titel der fulgte med hans navn, og Alvilde præsenterede sig i pausen der fulgte. "Alvilde Alhaug" afsluttede hun med et lille nik. Det var ikke ligeså prangende som oberst men lød heldigvis ikke tomt ved siden af hans navn. 

Nordboens øjne gled kort ned over det jagtbytte hun havde med sig i bælterne, men efter hurtigt blik, kunne hun konstaterer at der ikke var sket noget med dem. Perfekt! Hun kunne altså stadigvæk få dem solgt til en god pris, og den forsikring lod hendes opmærksomhed glide tilbage på Sawyer med selvtilfredshed i blikket. "Såh, oberst simpelthen.." nordboens stemme havde en kant af respekt omkring sig ved omtalen af hans rang. "Det er ikke helt galt, er det?" tilføjede hun og foldede armene over brystet i en afslappet stillestående position. 
Nordboens tunge fletninger blev skubbet om bagved ryggen idet hun flygtigt drejede hovedet bagud for at se om hun blokerede for nogle andre, men kunne konstatere at der ikke skulle nogle forbi dem lige umiddelbart. 
Ikke endnu i hvert fald. 

Det glædede Sawyer at se den unge kvinde foran ham, rent faktisk kunne smile som hans latter lød. Han gjorde et lille nik med hovedet, ganske tilfreds med at se hendes humør lette sig. Men som hun præsenterede sig selv, lagde en tænkende mine sig over hans ansigt. Navnet sagde ham noget, men han var ikke helt sikker på hvad. "Alhaug siger De?" gentog han eftertænksomt, som han ansigt pludselig lyste op. Nu kunne han huske hvorfra han havde hørt navnet før, det lå godt nok langt tilbage i hans hukommelse, idet han måtte søge tilbage til sin tid inden han blev væbner og måtte forlade sit fødested. 

"De er fra Nordlandet, ikke sandt?" spurgte han ganske rolig, der var ikke nogen tvivl eller usikkerhed at spore i hans stemme, for han var ganske sikker på det var derfra han huskede efternavnet. Det var godt nok ikke fordi de havde haft meget med hinanden at gøre, men ikke desto mindre var de fra nogenlunde det samme område, hvis ellers han huskede korrekt.

Han slog en fornøjet latter op, som det hun hæftede sig ved, var at han var oberst. Selv mente han at der lå, så meget mere til ham end blot at være oberst, men han var stolt af sit erhverv trods det betød han ikke kunne følge familie traditionen med at blive våbensmed. Han tog sig let til nakken fornøjet over hendes ord. "Nej, det kan jeg vidst ikke påstå, det var min drøm.." svarede han helt oprigtigt, for det var præcis det mål han så intenst havde arbejdet hen imod i mange år. 

Det var ikke ligefrem ofte at Alvilde mødte folk fra sit hjemsted. 
Nordlandet var et af de mere yderliggende riger i Krystallandet, så udover at være langt væk, var det også hårde vilkår der gjaldt for de folk der boede der. Hårdheden skabte for mange små klaner en hvis loyalitets følelse, og Alvilde havde med tiden erfaret at mange enten blev boende i Nordlandet, eller vendte tilbage år efter. Hun var endnu ikke sikker på hende selv, men hun regnede med at vende hjem igen. Derfor gled der et overrasket udtryk over hendes ansigt, da obersten faktisk genkendte hendes efternavn. "Jah, så bestemt!" kom det stolt fra hende, og hun nikkede. "Nordlandet vil nok altid være mit hjem... en kending, går jeg ud fra?" forskellen imellem hendes første par ord og de sidste var stor, idet at den skiftede fra længselsfuld kærlighed, til åben begejstring. Det kunne skam også ses i øjnene, der som altid ærligt reflekterede nordboens følelser og sindsstemning. 

Erhverv og person afspejlede ofte hinanden i nordboens hjerne. At hun var jæger, forklarede meget om Alvilde mente hun selv. At han var obserst, var også et symbol på hans værdier. Det var måske dét der fik nordboen til at se en anelse tilfreds ud ved hans ord, fordi oberst var - for forstadens nordbo, et godt, ærefuldt og ærligt job. Hendes blik gled over hans fornøjede men dog stadig... nærværende skikkelse, og den blonde kvinde nikkede lidt for sig selv. "Mange drenge drømmer om det, men de færreste har succes. Du er dog noget andet, eh?" stemmen var en tand tænkende, men blev mere humoristisk til sidst hvor at Alvilde også med venskabelig klukken kneb øjnene sammen da hun så på ham. 

Det var jo alle unge drenges drøm at tjene i hæren, redde menneskeliv og være en helt, var det ikke?

Det var mange år siden han sidst havde været i Nordlandet. Da han først var kommet ind i hæren og begyndt at avancere derinde, havde familien valgt at rykke til Turmelinien, for at gøre det lettere for dem at se hinanden. Til tider savnede han det kølige vejr og sammenholdet, men med familien tættere på var tilværelsen lettere, måske de en dag ville vende hjem, men han vidste det faktisk ikke. Da hun bekræftede hans mistanke, gjorde han et let nik, han mente os nok at have hørt det navn dengang var han en bette knægt. "Født og opvokset der, rejste for at blive væbner som 12 årig..!" forklarede han stolt. Nordlandet ville altid betyde meget for ham, men hjemmet for ham var der hvor familien var, det gik dog ikke ubemærket hen for Sawyer, at kvinden havde den samme forkærlighed for deres hjemstavn som han selv havde.

Hans latter lød igen, som hun talte. Der var nok en del som drømte om det, men han kunne ikke forestille sig det var gældende for alle. Han havde mødt mange som gjorde alt for at slippe væk, de havde været spild af tid at træne, men det gjorde aldrig at han mistede lysten til at træne videre. "Det har ikke været let, men ja jeg har klaret mig udmærket.." svarede han muntert, hans uniform skjulte de mange skader han havde pådraget sig i krigene, utallige ar dækkede hans overkrop og ben, nogle havde endda nær kostet ham livet, men det stoppede ham aldrig i at rejse sig igen og kæmpe videre.

"Må jeg ikke byde på en krus mjød, når nu jeg sådan væltede Dem omkuld.." spurgte han med et glimt i øjne, det betød godt nok han måtte vende omkring, for han var lige passeret forbi kroen, men et krus i godt selskab kunne man da aldrig sige nej til. Hans familie vidste ikke han var på vej, så de kunne nok godt vente et par timer mere.

Da det gik op for nordboen at hun stod med en hjemlandsmand, bredte der sig et varmt og anerkendende glimt i hendes blå øjne, og et hjerteligt smil favnede hendes læber. Født og opvokset der - Alvilde havde en hel speciel plads i sit hjerte til sit eget folk, hvilket Sawyer nu fik at se til fulde. "Det var et tidligt at tage på eventyr alene!" udbrød hun. I solen så hun nu den mand hun var stødt ind i, i et helt andet lys. Hvis Sawyer nogensinde hørte fra en tredjepart, Alvilde beskrive hendes første møde med ham, ville det ikke være overraskende hvis han faktisk havde haft hvidt lys omkring sig i hendes historie! 
"Det ser sådan ud" smilede hun som en kort opfølgning og med et lille blik på hans tøj. Udmærket? Heh, udmærket var et så ydmygt ord at bruge for mange. 

De sidste varme solstråler gled kærligt over nordboens ansigt, idet hun med et overvejende glimt i øjet tog hans tilbud til debat. Eller, debat og debat... det var utrolig sjældent hun sagde nej når nogle gav, men det skadede aldrig at lade som om man i det mindste skulle overveje det. "Det må du bestemt" kom det til sidst fra hende med en lille latter, og Alvilde lod kort sine fingrer følge de spænder og bælter der holdt hendes udstyr på plads, førhen at hun nikkede imod manden. "Men, jeg må indrømme jeg ikke ligefrem er stedkendt her... kunne det være, at du kender vejen?" kom det spørgende fra hende, og hun skimtede en anelse prøvende ned af stien bagved ham. Modsat ham havde Alvilde ikke nogen familie der sad og ventede på hende, så en aften på en af byens kroer var både lokkende og rart. Desuden, ville hun kunne låne et af værelserne der senere i nat når hun skulle sove. 

Idet Sawyer satte i bevægelse, fulgte Alvilde selvfølgeligt med, gående ved siden af ham i friskt tempo. 

Sawyer kunne ikke undgå at bide mærke i, hvordan hendes ansigt lyste op på en helt anden måde, da han forklarede hvorfra han kom, men han kunne ikke undgå at blive smittet af hendes humør. "Jo... Men tror mine forældre var glade for det, det sværdfægteri var vidst gået lidt over gevind for mig allerede dengang.." Lo han fornøjet, som han genkaldte sig de mange ting der havde måtte lade livet, når han sprang rundt som blot 9-10 årig og fægtede med nogle af de største sværd han dengang kunne løfte, flere af hans moders blomster var døde i kampens hede og enkle ting i hjemmet havde heller ikke klaret den. Han løftede en hånd og gned sig let i nakken, tydeligvis ikke stolt over sine ødelæggelser dengang, men allerede da drømte han om at opnå noget stort. Han tog sig dog ikke meget af hendes kommentar, for selvom han var en stolt mand, der havde opnået det han ønskede sig, havde han aldrig mistet jordforbindelsen, som så mange andre i hans position. At rende omkring med børnene, lege deres hest eller jagte dem var stadig et af hans højdepunkter, og var der brug for en hånd i byen sprang han gerne til for at hjælpe.

Da hun endelig godtog hans tilbud, slog han armene ud til siden med et storslået grin om læberne, inden han lagde armen om skulderen på hende, som havde de kendt hinanden hele deres liv. "I så fald, vil det være mig den mest udsøgte fornøjelse og ære, at føre dem til byens bedste kro..!" Hans stemme var som altid dyb men fuld af varme og gejst, inden han skævede til hende med sit mest ungdommelige knejtede smil om læberne. "Du var faktisk på vej i den rigtige retning, så vi skal ikke langt, men mjøden er god og der er masser af den.." brummede han fornøjet, mens han gik i retningen af kroen, den lå blot et par bygninge længere nede af gaden, og snart kunne man se det store runde træskilt der hang over kroens døråbning. 

Alvidle kunne ikke lade værd med at slå ud i latter selv, da han leende tog armen om hendes skuldrer. Det var lang tid siden hun havde mødt nogle med samme let-til-latter attitude som hende, så det var forfriskende! Hjerteligt slog hun selv armen om ham, men måtte nøjes med at holde ham om livet da han var…. ret meget højere end hende.
“Det lyder ikke helt skidt!” lo hun og spejdede ned af den smallere gade.

Det var med en tilfreds brummen at hun spottede det runde træskilt, der viste at dette var en oase for rejsende som Alvilde selv. Hun kunne genkende en kro på lang afstand, og selvom det måske ikke var hvad hun skulle bruge sit skarpe blik til, var det som oftest der det endte alligevel. Stadigvæk med armen om Sawyer, kiggede nordboen op på ham. “Så, ville du kalde den her kro for et af dine stamsteder, eller har du en favorit?” spurgte hun med nysgerrighed såvel som munterhed malet i ansigtet.
Idet de kom nærmere, gled nordboens blik kortvarigt opad imod himlen hvor silhuetten af en falk skar sig imod de blålige toner. Kortvarigt blev hendes blik en anelse fjernt - en lille kommunikation med Jarko om hvorvidt hun skulle derind, førhen at hun med en hovedrysten kiggede tilbage på Sawyer. Selvom fuglen måske ikke var fan, var det ikke noget hun behøvede at tage hensyn til.

Hun kunne altid undskylde til ham senere, selvom det korte skræppende skrig over dem tilkendegav hans utilfredshed, og han cirklede tættere på dem og længere ned imod jorden.

At Sawyer morede sig kosteligt i Alvildes selskab var tydeligt for de fleste, hun virkede langt hen af vejen, til at være præcis som ham selv, når det kom til humør. De kom forbi nogle mennesker, der var igang med at sætte hjulet på en gammel kærre, da en fremmed stemme lød. "Sawyer, kunne du ikke give en hånd?" Han skævede over imod dem, kærre så ganske rigtig tung ud, og alle i byen vidste han sprang til hvorend han kunne hjælpe. "Du må lige have mig undskyldt et øjeblik, så skal jeg nok købe et ekstra krus øl.." lød den dybe ryst, som han blinkede drillende til hende, inden han trak armen til sig og krydsede over vejen for at hjælpe dem med at løfte kærren mens de kunne sætte det nye hjul på og slå en dyvel i til at holde den fast.

Med et fast greb om kærrens underkant, løftede han den op fra jorden så de kunne sætte hjulet på, han virkede ikke synderlig påvirket af vægten fra den, og med et par hurtige solide slag blev dyvlen banket i hullet, så hjulet var sikret. "Tusind tak Sawyer!" lød det fra dem, som et klappede ham let på skulderen mens han børstede hænderne let af. Han sendte dem et af sine strålende smil, inden han vendte omkring og søgte tilbage til Alvilde. "Nå! Det var den øl!" Hans blik udstrålede en vældig charme, som han åbnede døren for hende, tids nok til at bemærke falken, der skræppede op. "Dette er uden tvivl min favorit kro, der er altid en god stemning og det sker med jævne mellemrum en gade musikant kommer forbi og underholder.." forklarede han mens han holdt døren for hende, så hun kunne gå først ind.

Alvilde var et dejligt simpelt menneske på mange fronter, og man kunne komme langt i hendes verden, hvis blot man gjorde en smule indsats for at se det positive i livet, fremfor alt det negative. Hendes gåpåmod var med hundrede procent sikkerhed hvad der havde holdt hende oven vande hele livet, og hvad hun ofte manglede at se i andre. Og hun havde efterhånden set en god del mennesker - og andet, der mest af alt lignede efter medynk i deres liv.
Derfor var det at mandens selskab havde livet hende op så hurtigt - derfor var det, at hun med brummende latter fulgte med ham ned af den mindre gade. Dog opdagede hun ikke de andre, førhen at de pludselig henvendte sig til Sawyer. Forståeligt stoppede Alvilde op, og fulgte den hjælpsomme mand med øjnene idet han gik over til vognen. Dog hvilede der et let smil i mundvigen ved hans ord, og med et lille nik ville Alvilde holde ham op på den ektra øl, nu hvor den blev tilbudt.

Hun vidste faktisk ikke hvad hun havde forventet, men kunne mærke et overrasket øjenbryn skride op i panden da hun så hvor.... godt han løftede kærren. Mandens overarme svulmede af muskler, og relativt upåvirket af vægten, fik de fixet problemet. Svagt følte Alvilde en kortvarig varme skyde op i kinderne - så stærk han var! Inden at hun hastigt fik vendt hovedet en anelse væk da han vendte sig om for at slutte sig til hende igen, en charmerende energi i hans stemme og blik. "Det sørgede du for ret så nemt..." gled det med respekt over nordboens læber, idet hun med et bredt smil trådte ind af den åbne dør, for at finde en plads i kroen.

"Kender alle her i byen dig, eller hjælper du alle der spørger?" fulgte hun nysgerrigt op med som de fik sat sig, og fjernede med trænede fingre det noget tykke overtøj der grådigt slugte hendes krop og former, for at sidde en anelse mere behageligt. 

Det var nok meget heldigt for den unge Sawyer, at han ikke havde set det blik hun havde betragtet ham med, imens han havde løftet kærren, for trods sin charme og selvtillid, havde han en tendens til godt at kunne blive forlegen i sådanne situationer. Han slog dog en let latter op og tog sig til nakken, som hun kommenterede på letheden ved opgaven. "Åh det var ikke noget..." slog han det let fornøjet hen, for ikke at risikere at skulle dybere ned emnet. 
Sawyer var opdraget til at hjælpe, hvem end der måtte have brug for hjælp, og landbyens folk nød altid godt at det når han kom til byen. De havde for evne at gemme alle deres opgaver følte han til tider, men ungerne nød at være med, og han elskede blot tiden med familien, om han så hjalp andre sammen med dem gjorde ham intet.

Som Sawyer fulgte efter hende ind på kroen, trak han let på smilet over hendes kommentar. "De kender mig vidst alle sammen efterhånden, min far er byens våben- og alt mulig smed." svarede han stolt med brystet let skudt frem. "Så hvis nogle mangler hjælp, og jeg er i byen kommer de gerne forbi.." De fleste kom oppe på smedjegården, med opgaver fra de helt små til de store og med børnene der til tider terroriserede byen, kunne de vidste ikke skjule sig ret længe.

En jublende stemme fra den storbarmede kvinde oppe ved baren, fik Sawyer til at rette sin opmærksomhed væk fra Alvilde som hun fik sig sat. "Babs!" Svarede han fornøjet, som den aldrende fyldige dame kastede sine arme omkring ham. Han gengældte knuset og løftede hende op fra jorden. "Et par øl til mig og min følgesvend, kan du klare den?" spurgte han fornøjet, som han satte den skraldgrinende kvinde ned. Tydeligvis vant til den hilsen, omend hun ikke lignede en der særlig ofte blev løftet af nogen. "Selvfølgelig! Jeg er der straks med dem!" svarede hun og var hurtigt oppe for at skænke dem et par krus øl som hun kom ned med til dem. "Værsgo min skat, du siger bare til hvis der er andet.." lød det fra hende med et glimt i øjne inden hun forlod dem ved bordet. 

Han slog det hen med lethed, og Alvilde godtog uden for meget brok forklaringen med at 'det var ikke noget'. Hendes nysgerrighed bød hende at undersøge det nærmere, men så meget fyldte det slet ikke, og i bund og grund var hun måske et af de bedste mennesker at sige sådan til. Fordi hun snagede ikke, medmindre det specifikt handlede om hende selv eller folk hun kendte. Det havde hun intet behov for, og vidste at nogle ting var bedst holdt usagte. 

Nordboen fik dog endelig sat sig, og med lyttende øjne og ører hørte hun hans forklaring, og nikkede her og der. Ved hans stolthed omkring sin far smilede nordboen kortvarigt, men nåede ikke at tilføje noget til samtalen, førhen den blev afbrudt af en jublende kvindestemme. Overrasket kunne man vidst godt sige Alvilde var, idet de stålblå øjne vendtes imod den aldrende dame der frembrusende møvede sig imellem kroens mange borde. Dog blev overraskelsen hurtig til varm latter, idet Sawyer og kvinden - hende med navnet Babs, hjerteligt omfavnede hinanden, og Alvilde nikkede leende da hun endelig formåede at få øjenkontakt med kromutter; halløj med dig, syntes hendes øjne at sige.

Øllen blev serveret, og med et tilfreds suk lænede Alvilde sin krop tilbage i den knirkende træstol; den kølige drik læskende i kroens varme. "Elsket af folket og kromutteren - det kan da ikke blive meget bedre..." smilede hun, tænder kortvarigt glimtende i den dæmpede belysning. "Du minder mig lidt om..." nordboen stoppede sig selv, og rystede afvisende på hovedet. "Eh, ikke noget" endte hun med at sige, og tog endnu en slurk.

Ganske lettet over endelig at kunne lade sig falde ned på stolen, overfor Alvilde greb han om det store krus, lettet tilbagelænet. Han havde fri, og selvom uniformen endnu ikke var kommet af, slappede han af i hele kroppen og tillod sig selv for en stund ikke sådan at gå op i den ranke ryg. Han var en stolt mand, men tydeligvis en lige så stor livsnyder, der søgte at få det bedste ud af det meste, og med de ting han havde set på krigsstien var det et nødvendigt onde, får ikke at tabe sig selv i krigen.
Hans blik vandrede let over Alvilde, nu hvor hun havde afklædt sig sin store varme jakke, en kort undrende rynke gled over hans pande, som han indså han ikke huskede hun havde taget den af, men som før antaget, var hun en lige så nydelig ung dame uden det varme overtøj.

"Skål for livet, og de goder det giver hvis man tillader det.." svarede han fornøjet, som han hævede kruset op, inden han satte det for munden og tog en stor slurk af sin øl. Den kraftige smag, og skummet der lagde sig let over hans overlæbe, tørrede han let væk med den frie hånd, inden han lænede sig frem og hvilede underarmene på bordet under sig. "Åh fortæl nu.." svarede han med et glimt i øjne, da han oprigtigt gerne ville kende mere til den unge kvinde, måske det var en gammel ven eller måske en flamme hun havde tænkt på? Han havde svært ved at vurdere om hun var giftet bort, men eftersom hun rejste alene med sin falk, formodede han at hun ikke var gift. 

Det var som om at en del af verdens tyngde forsvandt fra mandens skuldre, idet at han med et fornøket og veltilfreds suk faldt tilbage i stolen - ligesom hende. Tilfreds over sig selv, tilfreds over sit liv og tydeligvis også over sit selskab, jah det var den energi Alvilde fornemmede om den kraftige mand foran hende, og det fik hendes eget humør til at summe begejstret. Hun mødte ham selvfølgelig i en rungende - ""Skål!"- førhen at hun med et dæmpet klonk smækkede kruset tilbage på det runde træbord i midten. Hånden forlod det dog ikke, men holdt næsten kærtegnene fat om hanken. 

Et glimt tændtes i mandens øjne, og med et fornøjet smil måtte Alvilde snørrer sine læber sammen for ikke at buse ud med sandheden lige med det sammen. "Det er slet ikke så spændende som du tror, heh" lo hun sagte, og vinkede afværgende med den frie hånd. De tunge fletninger gled ned over hendes skuldre, idet hun lænede sig en anelse længere ind over bordet fremfor at sidde tilbagelænet. "Du munder mig bare om en gammel veninde - hun havde samme..." kortvarigt gled en koncentreret rynke over det kønne ansigt, idet at hun prøvede at finde et bedre ord til at beskrive hvad hun mente. Det lykkedes dog ikke, og en anelse prøvende lod Alvilde alligevel ordene glide over hendes tunge.

"Samme... energi over sig? Lys? Du har det det dér -" nordboens blå øjne blev knebet en anelse sammen, idet hun stak to fingre frem og holdt dem ud fra hans blå øjne. " - det liv i dine øjne. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklarer det, men jeg støder efterhånden sjældent på det, nu om dage..." kom det fra nordboen, hvis stemme dog blev en anelse klagende til sidst. Alt for mange gange havde hun mødt mennesker, hvis øjne var fyldt med had, smålighed eller vrede.

Det var tydeligt for enhver, at nordboen overfor ham virkelig havde fanget hans interesse med sin kommentar, som han sad lænet frem imod bordet, med blikket fæstnet på hende. Forventningsfuld efter at høre, hvem denne mystiske person var, som Sawyer mindede hende omkring. Hans ene øjenbryn skød let op, da hun forsøgte at afværge lidt af hans interesse med den viftende hånd, som om han ikke var helt overbevist om det nu også kunne være rigtigt, for hun formåede kunne at drage hans nysgerrighed mere. Men som hun fortsætte sin tale, gjorde han et lille nik med hovedet, så blev det måske alligevel ikke nær så saftigt som først antaget, men han tog det som et stort kompliment fra hende.

Den måde hvorpå Alvildes ansigt kunne ændre sig, den alvorlige tænke-rynke i hans pande, det hele fik ham blot til at vippet hovedet let afventende på skrå, inden han hævede kruset til sin mund og tog endnu en stor slurk af det skummende øl, så han måtte tørre skægget rent bagefter. Han måtte dog sætte kruset i en fart, som hun alvorligt kom nærmere og pegede på hans øjne, for en høj og rungende latter slap over hans læber, ikke af latterliggørelse, men fordi han rent faktisk forstod hvad hun mente, han så det samme liv i Alvilde, og med alt hvad han så i krigen, var der aldrig plads til liv blandt mange af hans mænd og deres modstandere i mørket, men hans ansigt, lagde sig dog til sidst i mere alvorlige folder, som han sænkede blikket ned på kruset, hvis hank stadig var i hans hånd. Han løftede det let op, og lod øllen cirkulere rundt langs kanten for en stund. "Det er beklageligvis en sørgelig tendens, men med mørket overalt der hærget landet, forstår jeg godt hvorfor så mange mister gnisten og taber dem selv.." Hans stemme var dyb og eftertænksom, inden han løftede blikket imod hende igen, og lod sit humør påvirke af den fornøjelige unge kvinde foran ham, så smilet igen lagde sig omkring hans læber.

Hans latter var varm, dyb og rungende, det var en latter af glæde men havde samtidigt også en kant af den alvor der lå i de ord hun kom med. Fordi mørket sneg sig i sandhed langsomt over Krystallandet, og Alvilde havde allerede hørt løse rygter om forskellige uretfærdigheder og tragedier i nærområderne. Dog varmede det at han forstod hvad hun mente, og ikke holdt fast i hendes dårlige måde at beskrive tingene på - Alvilde havde aldrig været helt fantastisk med sine ord. Eller rettelse. Hun havde aldrig været særlig fin med sine ord.
Den blonde nordbo fulgte øllen der dansede på kanten af kruset med øjnene, og nikkede i enighed ved hans eftertænksomme ord. Fordi det var ofte, og det var frustrerende at stå på sidelinjen og se det ske. Men hvordan hankede man op i nogle man ikke kendte? Hvordan strakte man en hånd ud, hvis folket selv havde sømmet deres ben fast til jorden? Nordboen drak selv endnu en stor tår, førhen at hun smilede en anelse skarpt. "Man kan desværre ikke hjælpe nogen, som ikke vil hjælpe sig selv, ville jeg mene..." gled det over hendes læber, hvilket måske kunne lyde en anelse koldt - men det blev sagt i god mening.

Alvilde ville nemlig ikke kalde sig selv hjælpsom af natur, men kunne ikke læbe fra at hun havde et vidst moralkodex som skulle efterleves og der var grænser for hvad man kunne tillade sig ikke at gøre - og ikke gøre - i mødet med fremmede. Sawyer's brede skikkelse var dog en velkommen forandring i folk, og med den tanke, smilede Alvilde en anelse mere. "Jeg har det dog med at møde de rigtige mennesker, eh?" brummede hun, et sigende blik på Sawyer selv og de mennesker der virkede til at have genkendt hans skikkelse da de begge trådte ind på kroen. En kompliment der kom ligeså meget fra hjertet som fra hjernen. Hun kunne føle det, men indtil nu, havde hun også kunne se det. 

Sawyer tog sig selv, i at sidde og fundere lidt over deres samtale, som pludselig havde taget en noget dybere mening, end hvad han havde forventet ville ske imellem dem. Han kørte tommeltotten løst hen over det store ølkrus i hånden, inden han tog en stor slurk af den skummende øl. "Du har vel på sin vis ret, men hvis ikke man forsøger, er det ikke sikkert de nogensinde finder tilbage alene på rette vej.." svarede han eftertænksomt, det var tydeligt at høre at Sawyer var en hjælpsom person, hvis han så nogen der led unødigt, ville han altid forsøge at afhjælpe hvad end der måtte plage dem. Nogle gange var det lykkedes, og andre gange måtte han sande at hans hjælp ikke var tilstrækkelig alene, uden en vilje fra dem af til at ændre deres situation.

Han måtte dog tage sig selv i ikke at bryde ud i latter, som hun fortsatte og løftede stemningen imellem dem flere trin. Han gjorde et ganske let nik, han så da sig selv som værende en yderst godt selskab, hvis han selv skulle sige det.

Der gik ikke længe, før han hørte den velkendte lyd fra turbeduren, der var kommet ind på den lille kro og gjorde klar til aftens underholdning. Smilet om hans læber bredte sig øjeblikkeligt, som han lænede sig helt frem imod Alvilde med et glimt i øjne. Omkring dem var der allerede nogle som havde rejst sig op for at danse lidt til musikken, en ting Sawyer aldrig afholdt sig fra og selvom han ikke kunne kaldes byens bedste danser, elskede han det alligevel, fordi det lå så fjernt fra den alvorlige hverdag han ellers levede med krigen imod mørket. Han tømte sig ølkrus og satte det fra sig, inden han rejste sig og trådte hen ved Alvildes side med hånden rakt frem. "Kom med..!" lød det fornøjet fra manden, som ikke havde i sinde at acceptere et nej fra hende.