Der var ikke meget at lave på øerne, som Yotul hurtigt endte med at kede sig på det smule plads, de havde der. Hun var van til at sagtens at kunne bolte sig på et større område, samtidig med at hun var træt af den stemning, der hvilede over slottet. Derfor havde hun valgt at vække Viserion for at flyve en tur til Turmelinien, da hun var faldet over nogle gamle optegnelser over lysets hær, som de havde opsnappet for mange år siden. Eller ikke mange for hendes vedkommende, stadig under 20 år, som hun faldt over et interessant navn. Sawyer. Det føltes underligt på tungen, som hun havde besluttet sig for at opsøge den tidligere oberst i håbet om, at hun kunne få et indblik i hvordan hæren havde fungeret den gang og forhåbentlig stadig gjorde.

Dragen landede et godt stykke fra hans gård. Eller hvad hun mente måtte være hans gård. Hun havde opsnappet nogle informationer på en kro i nærheden og forhørt sig om en skægget mand. Hun klappede dragen på hovedet, som han forlod marken og strøg til vejrs. Yotul skulle nok selv finde hjem igen, det gjorde hun i hvert fald altid og det ville vække opsigt, hvis han blev liggende på marken og ventede på hende. De grønne øjne fulgte den lyse skikkelse på himlen, indtil han forsvandt helt og hun kunne dreje omkring på hælen og vandre imod gården. Hun var iført sit hverdagstøj, der ikke bar nogen spor af hendes position i Mørkets hær, da lige netop det næppe ville falde i særlig god jord hos den gamle oberst. Ikke at han var gammel, for han skulle eftersigne være omkring de 40-50 år og det var jo intet sammenlignet med hendes alder.

Et let fnis strøg over hendes læber, som hun gik ind på gårdspladsen og drejede omkring for at betragte den fine gård. Hvordan kunne man overhovedet overveje at slå sig ned et sted som dette? Det måtte da være uhyre kedeligt? Hun placerede en let hånd imod den bare mave, som hun strøg neglene over huden og bed sig let i underlæben. Hvor mon obersten gemte sig henne så tidligt på dagen?

Lyden af hestene, der var begyndt at vrinske højt ude fra den åbne fold, havde fået Sawyer til at vælte ud af sengen, for at se hvad der var galt. Han trak i de løse sorte bukser, strammede bæltet ind om livet, inden han hev i de sorte læder støvler og trak en hvid skjorte over sig, inden han bevægede sig med hastig bevægelser imod døren ud af gården. Hestene vrinskede fortsat højt, ikke noget han var vant til de gjorde og slet ikke så tidligt på dagen. Han vidste noget eller nogen måtte have forskrækket dem, og han måtte undsøge hvad det kunne være i en fart. Den tunge trædør røg op i en hurtig bevægelse, inden han var ude af huset og på vej imod folden hvor de to store hingste gik. Han kunne ikke se noget på himlen, der kunne gøre dem så oprørte, uvidende om den drage der havde passeret over dem tidligere. Hans blik vandrede rundt, der måtte være en årsag.

Til sidst landede hans blik på en fremmede kvinde. Han kneb øjnene let sammen og fulgte hendes bevægelse med blikket, som hun satte den ene hånd i siden. Det kunne da umuligt være hende alene der havde gjort hingstene så vilde, normalt skulle der meget til for at bringe i hvert fald Zion den ældste og største af dem ud af fatning. Han fik dem begge beroliget efter lidt tid, inden han vendte blikket en sidste gang imod himlen, der måtte han været en årsag. Til sidst opgav han, og vendte sin opmærksomhed imod kvinden. Han var ikke just i strålende humør efter den bratte opvågning, som enten hun eller noget andet havde været årsagen til. Han lagde armene let over kors for brystet, med blikket der gled over hende. Trods hans tid i hæren for længst var forbi, var han ikke faldet af på den hverken i størrelsen eller i sin håndtering af våben, trods det ikke længere var hans første prioritet hvis en kamp skulle opstå.

"Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Hans stemme var dyb og tydeligt påvirket af sin irritation, over den måde dagen endte med at starte ud på. Han tog sig ikke af den åbne skjorte, han var for træt og irriteret til at tænke over sin fremtoning, og hvad hun måtte tænke om det. 

Lydene af vrinsk nåede hendes ører, som hun ikke havde opfattet det til at begynde med, netop fordi hun havde været mere fokuseret på Viserion end noget andet. Men da han var ude at syne, kunne hun rette blikket imod de to hingste der stod i folden et stykke fra hende. Yotul løftede armene op over hovedet, som hun strakte ryggen en smule og lod musklerne slappe af igen, efter at have været fokuseret på at holde hende på ryggen af dragen. Hun var van til at ride på ham, men det var lidt som om, at der altid var en ny måde at gribe det an på. Måske Viserion bare var begejstret for at slippe ud en gang imellem og derfor virkede voldsomt begejstret og ustyrlig til tider, indtil hun fik ham under kontrol igen. Men det var nu noget helt andet at stå på jorden efter en sådan flyvetur, som hendes blik vandrede imod gården. Hun havde egentlig forventet at hun skulle bryde ind på gården, da stemmen nåede de spidse ører.

Blikket blev rettet imod den brede skikkelse, skjorten stående åbne og et irriteret blik, var hvad der mødte hende. Havde han mon allerede luret hende? Næppe, for så havde han næppe holdt denne afstand til hende. Yotul bed sig let i læben, som han havde stilt hende et spørgsmål, hun næppe kunne besvare ærligt lige nu. "Er De Sawyer?" spurgte hun roligt og med et tydeligt glimt i øjet, som hun trådte nærmere og ikke rigtig bed mærke i hestenes opførsel. Hun måtte lugte af drage for dem, så måske de ikke ville være taknemmelig for at hun kom tættere på? De grønne øjne vandrede over hans skikkelse, som hun bed sig i læben igen. Yotul rakte stille hånden ud imod hans brystkasse, nu var den jo til frit skue, så hvorfor ikke røre?

Sawyer bemærkede hvordan hingstene bag ham, begyndte at reagere igen da kvinden kom nærmere, men han kunne ikke flytte blikket væk fra hende, han vidste ikke hvem hun var eller hvad hendes hensigter måtte være, hvorfor han ikke kunne unde at lade kvinden uden at syne. Han vidste bedre end at lade sig overraske af andre. Lyden af hendes stemme overraskede ham dog en smule, som hun fuldkommen affærdigede hans spørgsmål, for i stedet blot at stille ham et. Han trak vejret dybt og rankede sig op med det ene øjenbryn let hævet. "Hvem spørger?" svarede han blot roligt tilbage, som hun kom helt hen imod ham.

Han mærkede hendes grønne øjne, der tog hans krop i åsyn, hendes hånd der blev rakte frem imod hans brystkasse, men han reagerede hurtigt, slap sit korslagte greb, for i stedet at gribe omkring hendes håndled med tommeltotten presset imod hendes håndflade og resten af fingrene på oversiden af hendes håndled, for at kunne presse hendes hånd opad. "Hold fingrene for Dem selv Frøken.." Hans stemme var pludselig mere anstrengt, blikket bistert rettet imod hende, inden han slap hendes hånd igen, han havde gjort det klart for hende han ikke ville acceptere hendes berøring, og antog hun kunne forstå en hentydning og holde hænderne for sig selv igen. 

Var det helt normalt at heste reagerede så voldsomt på en skovelver, som hende? Næppe, men hun vidste selvfølgelig godt hvorfor, eftersom at hun stadig kunne mærke Viserions varme imod hendes krop. Ikke at hun frøs, men det var en behagelig ting, at være tæt på et så mægtigt et dyr. Ikke at Sawyer ville kunne se det på hende, som hendes blik blot hvilede på den bredskuldrede mand, der eftersigne skulle være en pensioneret oberst. Hun var ikke sikker på, hvorvidt det var nyttigt at udspørge ham om sin tid, men måske hun kunne drage paralleller til deres nuværende situation med lyset? ”Jolantha Larethian” var det ikke det efternavn, som hendes lillesøster havde brugt, for år tilbage? Hun var ikke helt sikker, men for hende lød det rigtigt og derfor følte hun sagtens at hun kunne fyre det af imod ham. Det var nok langt bedre end det ork navn, som hun faktisk følte sig mere tilknyttet til? Hun bukkede hovedet ganske let, for at holde fast i forestillingen om hendes uskyldige sjæl.

Reaktion på hendes fremstrakte hånd kom prompte, som hun blot så til, imens at manden låste hendes hånd i sit greb. Hun fnøs ganske let over forsøgte på at afholde hende fra at røre hans overkrop. Var han mon genert? Ville de fleste mænd ikke blive glad for den opmærksomhed, som hun forsøgte at give ham? Måske ikke. Sådan var det til tider med folk af lyset. Hun havde ikke problemer med at lade ham holde grebet, som smerten ikke var voldsom. ”Er De nervøs for en eventuel lyst skulle dukke op?” spurgte hun lettere provokerende retur, som der umuligt kunne være anden grund til hans afvisning? ”Eller De kan måske ikke lide hvad De ser?” hun forsøgte at lyde såret, selvom der endnu spillede et smil på hendes læber. Hånden valgte hun dog at trække til sig for nu, som hun trak let på skulderen og i stedet lagde armene over kors.

Han klemte øjne ganske let sammen, som hun præsenterede sig selv. Hendes navn gav ham ingen grund til at mistænke hende for noget, og hestene lød da til også at falde mere til ro nu. Han skævede over imod dem, kun Zion det store sorte hingst virkede stadig yderst mistænksom og fyrig, men han havde også for vane at være lige så mistænksom overfor fremmede som Sawyer selv. "Jeg tror det er på tide De går igen.." Hans dybe stemme var tydeligt irriteret over den måde hvorpå hun havde tilladt sig selv at lægge en hånd på ham. Hans intentioner havde aldrig været at skade hende, men blot markere hvortil grænsen gik, og selvom han synede lettet over hun godtog hans afvisning, hævede han let det ene øjenbryn ved hendes ord. "En lyst efter Dem?" Hans ord var som sådan ikke ment provokerende, men han kunne godt selv høre det måske kunne lyde sådan. For en stund lod han blikket glide over hendes ansigt, stadig usikker på hvad hendes intentioner måtte være, men han gav ikke meget for hendes sårede udtryk i øjne. Han vendte blot blikket imod vejret, og rystede svagt på hovedet, inden han vendte siden til hende og bevægede sig imod den lille smedje der hang sammen med huset. Han gned sig dovent i nakken, som den sidste rest af søvnen stadig prøvede at forlade hans krop, det blev aldrig hans favorit måde at vågne på, og heldigvis skete det yderst sjældent.

//Yotul forlader muligvis Mørkets hær, så jeg ser derfor ingen grund til at fortsætte tråden - men vi kan sikkert finde andre grunde til at skrive igen :D