Jaris havde boet hos Daphnie i en lille uge og skulle han være helt ærlig, var han ikke det mindste klar til at tage hjem efter en uge mere. Det virkede som for kort tid. Han frygtede stadig et nyt møde med Baghera, men det var ikke kun derfor. Det havde bare været så rart ikke at skulle tænke over de samme, stressende detaljer, som han ellers altid skulle sørge for derhjemme. Her var heller ikke så mange mennesker, så meget larm, trods de befandt sig midt i byen.
Mens Daphnie havde været på arbejde på kroen, havde Jaris for det meste udnyttet tiden til at tage en ekstra lang lur. Han havde aldrig haft så meget tid til at sove, det var dejligt afslappende. Men et par gange, var han alligevel krøbet ud af sengen og tøffet mod markedspladsen. Han havde været nødt til at finde noget tøj, som han kunne have liggende hos Daphnie. Jaris havde krøllet det sammen og lagt det i den skuffe, som han havde fået lov til at låne. Daphnie havde sørget for at folde det pænt sammen senere.

I sengen lå Jaris og trak vejret dybt. Aftenen forinden var han faldet i søvn med Daphnie i armene, og han havde ikke flyttet meget på sig siden. Han sov altid bedst, når han havde en at holde om og trods de første par nætter, der havde været fyldt med mareridt og urolige bevægelser, havde han sovet helt roligt denne nat.
En lyd af lidt savl, der blev suget tilbage i munden, lød fra Jaris, idet han begyndte at bevæge lidt på sig. Han var vågen. Næsten. Men han åbnede endnu ikke øjnene.
"Daffe..?" Mumlede han, uden at registrere om hun stadig lå ved siden af ham eller ej.

 Åh hvor havde Daphnie haft det fantastisk den sidste uges tid! Hun havde ikke kunne stoppe med at smile, hun strålede og alt var bare fantastisk! Hun havde endelig fået taget sig sammen til at snakke med Edda, fortælle hende om alt der var sket. De havde grinet og grædt sammen, og det havde været så vidunderlig for Daphnie at få snakket ud om tingene med hendes bedste veninde. 
 Selvom det havde været utroligt dejligt at have Jaris boende, var det dog ikke helt uden problemer. Jo mere tid Daphnie brugte med Jaris, jo gladere blev hun for ham. Hendes følelser for ham var kun vokset mens han havde været på besøg, og det var derfor begyndt at gøre Daphnie ekstra meget trist til mode, når hun kom til at tænke på alle de ting der gjorde de aldrig ville kunne være sammen for alvor. Det var dog ikke noget hun havde delt med andre end Edda, for hun var bange for, at hvis hun fortalte det til Jaris, ville det ødelægge deres forhold. Bange for at han ville trække sig væk fra hende. 

 Daphnie havde lagt vågen i en halv times tid, før Jaris begyndte at komme lidt til livs. Som så mange andre morgener, lå hun bare og betragtede ham sove. Der var et eller andet voldsomt beroligende ved at vågne op, med Jaris ved sin side. 
 " Mmm?  " Brummede hun let, for at vise han at hun lå vågen. Siden den første dag, havde Daphnie ikke haft nogen panikanfald, og hun mærket slet ingen panik når hun var fuldstændig fanget af Jaris. Hun kunne dog stadig mærke panikken gribe lidt fat i hende når hun ikke var hjemme, og hun blev grebet fat i uden hun var forbredt på det. Det hele var dog en kæmpe forbedring, og det var hun glad for.
 " Godmorgen, sovetryne..  " mumlede hun stille inden hun plantede et kys på hans panden, inden hun møvede sig endnu tættere på ham. Hun elskede når hun kunne ligge helt tæt op af ham, og vikle sig godt fat i ham. Så var hun også sikker på han ikke bare lige stak af fra hende. 

 Med lange, kælende bevægelser strøg Daphnie Jaris op og ned at ryggen. Det varede dog ikke ved længe, da det pludseligt bankede på døren. Panden rynkede sig lidt, og hun så lidt forvirret på Jaris. Ikke fordi hun regnede han kunne fortælle hende hvem det var, men mest fordi hun ikke selv mindes at have inviteret nogen på besøg. 
 " Et øjeblik!  " kaldte hun over mod døren, inden hun gav sig til at vikle sig fri af Jaris, så hun kunne tage en underkjole over hovedet og et sjal over skuldrene til at dække sig lidt. Hun gik over og åbnede døren lidt på klem med et Ja? og da hun så hvem der stod og ventede på hun åbnede stivnede hun.
 "  Mor?! Far!? Hvad laver i her?  " udbrød hun overraske og en smule panisk, med stemmet lidt dæmpet, så Jaris ikke hørte hende. Hun skævede kort over skulderen, inden hun stillede sig lidt mere i vejen for døren, og lukkede den lidt mere i. Hun havde for en stund glemt alt om Jaris fantastiske hørelse. 
 " Hej tudse! " lød det glad fra Daphnie mor, Emma, med en stemme der bedst ikke var dæmpet. Hun strøg kærlig Daphnie over kinden, mens Daphnies far, Albert, der ikke så helt så glad ud som hendes mor, blot brummede som hilsen.
 " Fru Svendsen har fortalt os at hun har set en ung fyr komme og hos dig, den sidste uges tid. Og hun mener også at have set ham hos dig før.. " Forklarede Emma, mens hun strakte halsen og prøvede at se om hun kunne få øje på nogen inde i det lille hjem. Hun vendte blikket tilbage på Daphnie.
 " Moooor!  " sukkede Daphnie med en klagende tone, og svagt røde kinder. Det var bare løgn det her! hun skævede kort over skulderen.
 " Og det har jo selvfølge gjort os lidt nysgerrige! " Fortsatte Emma hurtigt efter Daphnie klage. Nu var det Alberts tur til at strække hals. Han lagde hånden på døren, og skubbede den lidt op, selvom Daphnie ihærdig prøvede at undgå det.
 " Du er jo langt over giftealder, Daphnie.. Vi vil bare gerne møde vores svigersøn inden brylluppet.. " brummede han. Så snart ordene havde forladt Alberts læber, blev hele Daphnies ansigt ildrødt.
 " FAR!  " udbrød hun flovt. Åh hvor kunne hun godt grave sig ned i et hul lige nu. Hun håbede virkelig at Jaris bare blev ovre i sengen, gemt væk i tæppet.

Først da Jaris hørte det lette brum fra Daphnie registrerede han, at hun stadig lå under hans ene arm. Han trak stadig vejret dybt, som om han stadig sov, mens han lige tog sig sammen til faktisk at åbne øjnene. Han strammede grebet let om hende, som han mærkede kysset mod panden og hun møvede sig tættere. Som altid havde han ikke planer om at flytte på sig foreløbig. Han lå så godt.
”G’morgen…” Mumlede han lidt hæst, med den trætte stemme. Han tog en endnu dybere indånding og sukkede tungt, som han nød de lange strøg hen over ryggen. Det var da en utrolig behagelig måde at vågne på.

Jaris fik dog ikke længe til at nyde det, da han straks åbnede øjnene i en let forskrækkelse, over at høre bankene mod døren. Han gengældte Daphnies udtryk, som hun lod til at være mindst lige så forvirret som ham. Selv hun så ikke ud til at vide hvem det dog kunne være. Jaris blev liggende i sengen, mens Daphnie trak i lidt tøj, for at åbne døren på klem. Han lukkede øjnene, klar til at halvsove lidt videre, fordi han ikke regnede med, at det var noget vigtigt. Daphnie ville da komme tilbage til sengen lige om lidt.
Men Jaris spærrede straks øjnene op, idet han hørte Daphnies let paniske og dæmpede stemme. Det var hendes forældre? Han løftede overkroppen og hvilede på albuerne, så han kunne følge lidt bedre med. Han løftede let et øjenbryn, mens han lyttede til moderens forklaring og han kunne ikke lade være med at smile lidt morende over det. Endnu mere fordi Daphnie lod til at være så flov over hele situationen. Mon han skulle hjælpe hende? Bare blive liggende i sengen og lade hende genne dem væk?

Han så døren blive skubbet lidt til, selvom Daphnie ihærdigt forsøgte at holde den på klem. Han hørte starten af faderens ord og hans morende smil blev til et let grin. Nej, Daphnie skulle ikke have lov til at slippe så let. Det ville være så ærgerligt ikke at udnytte det her, så underholdende det kunne blive. For ham, altså. Så Jaris skubbede tæppet af sig og rejste sig fra sengen. Mens han trak sine bukser på, gjorde faderen sin sætning færdig. Han valgte med vilje at lade overkroppen være bar, da han stillede sig hen bag Daphnie og lagde sin arm omkring hendes skuldre. Kun for at gøre hende det mere flov, når forældrene så en halvnøgen mand i hendes selskab.
”Hej. Mit navn er Jaris. Beklager min uformelle påklædning, vi er lige stået op,” sagde han med et stor smil på læberne, som han rakte den frie hånd frem for at hilse ordentligt på manden.
”Bare rolig, I har masser af tid til at hilse på, vi har slet ikke lagt nogen dato for brylluppet endnu,” tilføjede han lige, med den tydelige hentydning af, at de selvfølgelig havde i sinde at sætte en dato. Han skævede lige mod Daphnie, bare for at holde øje med hvor rød hun kunne blive i hovedet og så med en snert af et undskyldende blik. Det var da lidt synd for hende, men det var jo bare for sjov. Mon ikke hun overlevede i sidste ende.

 Lige som Daphnie havde tænkt tanken om, at Jaris gerne måtte blive i sengen, mærkede hun hans arm om hendes skulder. Hun lukke kort øjnene i en grimasse der var en blanding af opgivende og fortrydelse. Hun skulle aldrig have åbnet døren. Inderst inde havde hun håbet Jaris blev i sengen, så hun kunne lyve sig ud af situationen, og derved hurtigt få sender forældrene væk, så hun kunne krybe tilbage i sengen til Jaris. Men så heldig skulle hun ikke være. 
 Istedet kom Jaris op, præsenterede sig, og gjorde det hele tusind gange værre for Daphnie. Da han sagde de ikke have sat nogen dato for brylluppet, drejede Daphnie hurtigt hovedet og så op på ham med et skulende blik.
 " Jaris..!" snerrede hun lavt af ham. Ikke fordi hun som sådan var sur på ham, men hvad skulle hun nu sige til hendes forældre, når brylluppet aldrig skete, og der gik flere uger mellem Jaris og Daphnie så hinanden. 
 Daphnies tanker blev afbrudt af en brummen fra hendes far. Hun flyttede blikket han på ham. Albert stod og så lidt skulende på Jaris, tydeligt utilfreds med at blive mødt af en halvnøgen, ung mand i hans datters dør. Han rakte dog hånden frem og tog imod Jaris hånd.
 " Hr. Nomokia.. " det blev sagt kort og lettere brummende. Han skulle lige set denne unge mand an, inden han ville åbne op for ham. Ved siden af Albert stod Emma, med en svag glød i kinderne, lettere påvirket af den flotte unge mand med bar overkrop, der stod ved siden af hendes datter. Trods hun først havde mødt den kommende svigersøn nu, kunne hun allerede nu se, at de i sandhed var en kønt par! Daphnie lagde godt mærke til morens manglede ord og røde kinder, hvilket kun fik hende til at blive mere flov. Daphnie rømmede sig lidt, i et forsøg på at få liv i Emma.
 " Åh, hvor er det godt at møde dig Jaris! Emma Nomokia, men du kan bare kalde mig Emma! " hun bukkede kort som hun hilste, og da hun sagde Jaris bare skulle kalde hende Emma, viftede hun afværgende med hånden. Med et stort smil på læberne, tog hun fat i Alberts arm, og kiggende helt stolt op på ham.
 " Er de ikke yndige, Albert! " Albert brummede blot som svar, men han var enig. De var yndige. Og han var da glad på hans datters vegne. Daphnie havde en utrolig stor lyst til så hurtigt som muligt få afsluttet samtalen og sendt forældrene væk, men hun havde på fornemmelsen det ikke gik så let. Hun så kort op på Jaris, der tydeligvis frydede sig over Daphnie flovhed ved hele situationen. Hun stillede sig op på tæer, så hun kunne givet ham et lille kys på kinden, med inden læberne ramte hans kind, stoppede de ganske kort op.
 " Jeg hader dig..." Det blev hvisket utroligt lavt, så hende forældre ikke kunne høre hvad hun hviskede. Hun mente det selvfølgelig ikke oprigtigt, men lige nu var hun ikke særlig tilfreds med ham. Læberne ramte derefter hans kind i et hurtigt kys, inden hun stillede ordentlig igen, og smilet lidt akavet til hendes forældre. Emma klappede glædeligt i hænderne over den unge kærlighed.
 " Invitere i os ind til en kop te? " Albert løftede det ene bryn lidt og skubbede døren lidt mere op.

Jaris hørte Daphnies lave snerren og han forsøgte så vidt muligt ikke at grine. Han var jo godt klar over, at det bryllup aldrig ville finde sted og den detalje ville Daphnie være nødt til at fortælle forældrene på et eller andet tidspunkt. At der gik længe inden det falske bryllup ville foregå, kunne vel sagtens være grundet den lange rejse Jaris havde til og fra Dianthos. Derudover var det jo ikke hans problem. Og hvis det endelig var, så skulle Jaris da nok hjælpe Daphnie med at fortælle det til forældrene på et senere tidpunkt, men han havde allerede en fornemmelse af, at det kun ville gøre det endnu værre. Han ville næppe holde tilbage på en masse detaljer, som Daphnie måske ikke havde lyst til at dele med dem.

Det var bestemt ikke svært at se hvor utilfreds Daphnies far blev, da han så den halvnøgne mand stå bag hans datter. Alligevel valgte han at være flink, som han rakte hånden frem og tog Jaris', for at hilse ordentligt på.
"Rart endelig at møde dig, hr. Nomokia," sagde han med et svagt smil, der lige blev lidt bredere, som han rettede blikket mod kvinden og den svage glød i hendes kinder. Havde situationen set anderledes ud, ville han ikke have tøvet det mindste med at provokere den røde farve med en lettere pervers kommentar. Han blev næsten lidt overrasket over, hvor begejstret hun lød. Med den begejstring forventede han næsten, at snakken om børnebørn ville blive bragt op inden for det næste øjeblik. En samtale han egentlig helst ville undgå.
"I lige måde, Emma," sagde han pænt tilbage, efter hendes præsentation. Hun virkede en god del mere åben end Daphnies far, men måske det kun var takket være den nøgne overkrop?

Som Daphnie stillede sig på tæer for at plante et kys mod hans kind, bukkede han sig en anelse ned, bare som en lille hjælp. Han nikkede let til hendes kommentar og smilede let smågrinende. Det ville nok ikke have set ud som mere, end en sød lille kommentar fra Daphnie, som Jaris blev lidt glad over. Han vidste godt, at hun umuligt kunne være helt glad for ham i øjeblikket. Det var okay. Når forældrene var gået, kunne Daphnie få lov til at tage hævn, hvis hun havde lyst.
Albert skubbede døren lidt mere op og Jaris hjalp til, da han åbnede døren helt for dem begge og trådte til siden. Han fjernede sin arm fra Daphnies skuldre og lagde den i stedet om hendes talje, for at trække hende lidt med til siden.
"Selvfølgelig. Kom da indenfor," bød han. Nej, Daphnie havde vist ikke meget at skulle have sagt, trods det var hendes hjem. Men mon ikke hun også var bare lidt glad for, at se sine forældre igen? Selvom det måske ikke var under de omstændigheder, som hun kunne have ønsket. I samme øjeblik pilede en kat forbi døren og hen under bordet.
"Nårh ja, pas på kattene. Man falder let over dem," skyndte han sig lige at sige, med en tone der tydeligt indikerede, at han selv var faldet over dem et par gange. Han bukkede sig let ned mod Daphnie.
"Laver du te? Så finder jeg en skjorte, inden din mor bliver mere forlegen," sagde han hviskende mod hendes hals, så forældrene ikke ville høre det. Han plantede lige et hurtigt kys mod hendes hals og et diskret lille klap mod hendes ene balle, inden han gik hen til kommoden, for at finde en skjorte frem.

 Uforberedt på at blive flyttet på, mistede Daphnie balancen lidt, da Jaris trak hende med sig, og hun væltede lidt ind til ham, og den ene hånd lagde sig støttende mod hans bryst kasse. I stedet for at flytte sig, blev hun dog stående, for der var noget ganske beroligende ved at stå op af ham på den måde. Også selvom hun synes han var utrolig dum lige i øjeblikket. 

 Daphnie åbnede munden, og skulle til at de vel godt kunne give en enkelt kop te, men Jaris kom hende i forkøbet. Hun skulede lidt op til ham. Hvad bildte han sig ind, at inviterer gæster ind i hendes hjem! Hun kunne dog ikke tillade sig at være sur, da hun jo selv var på vej til at inviteret dem ind. Så hun så hen på Emma med en venligt smil.
 " Så lad gå da.. " Daphnie skulle til at træde frem og give hendes mor et kram, da en af kattene spurtede forbi. Hun nåede lige at stoppe sig selv, så hun ikke trådte på den. Emma kiggede en kende overrasket ned på katten.
 " Siden hvornår har du fået kat? " hun så nygerrigt tilbage på Daphnie, med hovedet let på skrå, mens hun tog hendes overtøj af. Daphnie trak på skulderne og så kort op på Jaris. 
 " Kattene.. er Jaris'.. Eller.. En gave fra ham..  " Det var jo Jaris katte, men Daphnie havde lovet at passe på dem. Men det gav nok mere mening hvis hun sagde de var en gave, nu hvor de åbenbart skulle giftes. 
 " Oh.. " Lød det overvejende fra hende, som hun trak Albert med sig over mod det lille bord, med plads til 4. Daphnie flyttede blikket op på Jaris, da han kom tættere på. Hun var bestemt ikke tilfreds med hans kommentar, og det fik farven til at blusse lidt op i kinderne igen.
 " Hvad med mig...  " hviskede hun anklagende tilbage og hentydede til hvordan han gjorde hende selv utrolig flov over hele situationen. Det hjalp bestemt ikke med det hurtige kys eller klappet i numsen, der fik hende til at komme med en lav, overrasket lyd. Hun så sig skulende over skulderen, med kinder der var ildrøde igen, inden hun gik over for at sætte gang i en kedel vand.

 " Hvordan kan det være i ikke har fundet en dato endnu? " Albert havde sat sig ned på en af stolene. Han lød ikke specielt tilfreds over der ikke var fundet en dato. De to unge mennesker boede jo tydeligvis sammen, det kunne jo ikke gå hurtigt nok! Daphnie tøvede lidt og stod fokuserede på at hænge kedlen ind over ilden.
 " Jaris kommer ikke herfra, far.. Det tager ham lang tid at rejse frem og tilbage, så vi skal lige have det hele til at passe..  " løj hun uden problemer inden hun vendte sig rundt og sendte ham et sukkersødt smil. Hun elskede hendes forældre, men nogen gange blandede de sig for meget. 
" Så Alfred, kære, lad dem nu om det! Jeg vil hellere høre om hvordan i mødte hinanden! " Emmas stemme var ivrigt, og hun så skiftevis mellem de to unge mennesker.

Måske det ikke var helt høfligt, at invitere folk ind i andres hjem. Selvom Daphnie nok ikke var helt tilfreds over hans venlige invitation til hendes forældre, kunne det vel næppe komme bag på hende. Han havde jo aldrig været decideret høflig, kun direkte. Han havde desuden heller aldrig været særlig god til at være høflig, for han kunne ikke se formålet, når det altid lod til, at høflighed var en irriterende måde at trække tiden ud på. I sidste ende var de fleste vel kun så søde, for at få noget de gerne ville have. Jaris fik alligevel det, han gerne ville have, i langt de fleste tilfælde.
Han nikkede let, som han bekræftede Daphnies forklaring om kattene. Det var fristende lige at komme med en kommentar om dem også. En kommentar der bestemt heller ikke ville hjælpe på Daphnies flovhed, men han valgte at lade være. Hun skulle vel også have et par chancer for at slippe af med den røde farve i ansigtet, bare en gang imellem. Han trak let på skuldrene som svar til Daphnies anklagende hvisken, inden han smilende gik mod kommoden.

Jaris fandt en skjorte frem fra skuffen og trak den på. Mens han knappede den til, vendte han blikket mod Albert, for pænt at lytte til hans spørgsmål. Han åbnede munden, men nåede ikke at sige noget, som Daphnie kom ham i forkøbet. Hendes svar var vel ikke helt usandt. Emma nåede så ivrigt at spørge efter historien om hvordan de mødtes, men Jaris valgte alligevel at svare Albert først. Det ville vel ikke se helt godt ud, at Daphnies falske forlovede ikke kunne svare for sig selv?
"Jeg ejer en forretning i Rubinien, som jeg ikke kan forlade uden varsel," sagde han, som han satte sig på stolen over for ham. Han smilede endnu større, da han rettede blikket mod Emma.
"Hvordan vi mødte hinanden? Jeg nøjes med den korte version, ellers kommer det til at tage noget tid. Daffe fulgte efter mig uden for byen og gik ind i mig, så jeg tabte min nød. Hun tilbød mig et par nye, hvis jeg altså manglede og..." Han skævede lige kort ned af sig selv og trak let på skuldrene. ".. det måtte jeg jo konstatere, at jeg ikke gjorde. Jeg havde svært ved at finde vej, fordi alle træerne ligner hinanden, men Daffe insisterede altså på, at det gjorde de ikke. Så vi væddede. Vi skulle lige til at tælle alle bladene på to træer, da de viste sig, at Daffe egentlig bare havde spildt tiden. Hun var slet ikke interesseret i at vædde, hun var åbenbart mere interesseret i mine nød..." Han forventede at blive afbrudt af Daphnie omkring nu?

 Mens Jaris snakkede fandt Daphnie krus til teen, som hun satte på bordet. En til dem hver. Hun havde ikke helt fulgt med i hvad Jaris fortalte, men blev meget hurtigt opmærksom på hun skulle følge en smule med. Som Jaris snakkede om at have nødder nok, og hans blik gled ned mellem hans ben, fulgte Emmas blik hans, fuldt opslugt af den sikkert romantiske fortælling. Da de gik op for hende hvad han hentydede til, sneg den røde farve sig vej til hendes kinder, og hun tog forlegen hånden op for munden, mens hun lo flovt.
 " Oh..! " Albert virkede bestemt ikke imponeret ud over Jaris perversiteter, og slap bare en utilfreds brummen ud over hans hustru og kommende svigersøn. Daphnie så hendes mors reaktion, og rødmede selv. Sammenbidt vrissede hun kort og flovt af hende.
 " Mor..! " Hvorfor skulle hun også være så pinlig!?

 Efter det fulgte Daphnie lidt mere med i hvad Jaris fortalte. Hun satte borddækningen på pause og stillede sig hen bag Jaris, med hænderne på hans skulder. Det var også kun lige tidsnok til at stoppe Jaris for at afsløre ting hendes forældre ikke behøvede at vide noget om.
 " Unødvendige fortællinger! " udbrød hun pludseligt og højlydt, som hun afbrød Jaris med brændende kinder og fingre der borrede sig ind i hans skuldre, for at få ham til at holde mund. En akavet latter forlod hendes læber, da hun godt selv kunne høre hvor lidt hendes ord havde givet mening, men det var det første hendes hjerne var kommet på. 
 " Han er helt vild med at fortælle unødvendige ting..! " lo hun forsat akavet, mens hendes blik en smule panisk flakkede mellem hendes forældre, der bare sad og så en smule forvirret ud. Albert havde et lettere overvejende udtryk over sig, der fik Daphnie til at synke en smule nervøst. Hun håbede inderligt ikke han havde gennemskuet at hun lå med mænd uden at være gift med dem. Hun kunne lige se for sig, hvordan han ville forlange at hun kom hjem og bo igen, så hun ikke kunne lave alle de unoder!
 " Det lyder da som et spændende møde..? " Emmas stemme var prøvende og usikker, som hun kunne mærke en svag anspændthed mellem Alfred og Daphnie. Daphnie flyttede blikket hen på Emma og hun sendte hende et lille smil, stadig med ildrøde kinder.
 " Det var det også..  " skyndte hun sig at sige, mens hun slap det stramme greb om Jaris skuldre og gav han et dask på skulderen som straf. Så gik hun i gang med at lede efter småkager. 
 " Jeg gik hjem, og da jeg et par dage senere gik tur det samme sted, lå Jaris på jorden. Efter jeg var gået var han blevet for at tælle videre. Der var ikke meget liv i ham, da jeg fandt ham, så jeg måtte slæbe ham med hjem, så han kunne få noget mad og drikke..  " forklarede hun, mens hun ledte alle de steder hun havde gemt småkager. Hun skulle ikke nyde noget af, at Jaris afslørede flere detaljer, hendes forældre ikke behøvede at vide.

 " Hvordan kan du have spist dem alle sammen allerede....  " mumlede Daphnie lavt, så hendes forældre ikke kunne hører det, men det ville nok ikke gå forbi Jaris superhørelse. Uden nogle småkager, vendte Daphnie til kedlen, hvor vandet var blevet varmt. Stemning var blevet en smule mærkelig, men det ændrede Albert hurtigt på, mens Daphnie fik lavet teen i kedlen.
 " Hvad så med børn? Selvom i ikke har fundet en dato for brylluppet, er i vel begyndt at tænke på børn? I kan jo ikke være tre her.. " Albert lod blikket glide rundt i det lille hjem. Farven der ellers var begyndt at forsvinde lidt, skød helt ud i hende ører af flovhed og irritation.
 "Du bliver jo ikke yngre, Daphnie.. " Daphnie blev stående med ryggen til, da hun bestemt ikke syntes at hendes far, var særlig sød ved hende lige i det øjeblik. Emma så også en smule overrasket på hendes mand. Det var en side hun ikke synes at have set før.

Jaris var udmærket godt klar over, at han umuligt ville blive særlig populær hos Daphnies far, der helt bestemt ikke så helt tilfreds ud, som Jaris fortalte. Den slags havde aldrig påvirket ham og denne gang gjorde det ham heller intet, for han var langt mere optaget af moderen, der reagerede noget så forlegent. Daphnie havde selv oplevet hvor meget Jaris morede sig over, at få den røde farve til at vise sig i hendes kinder, så det kunne vel ikke komme bag på hende, at det morede ham lige så meget, hvis ikke mere, når det var hendes mor? Præcis fordi det lige var hendes mor og han vidste, at det også ville påvirke Daphnie. Jaris smilede, som han tydeligvis forsøgte at holde en latter tilbage, men lige så snart han hørte Daphnies udbrud og mærkede hendes borende fingre i skuldrene, kunne han ikke holde en let latter tilbage alligevel.
”Arv..” Mumlede han halvt grinende, men selvom det selvfølgelig gjorde lidt ondt, ville han ikke gøre noget for at flytte sig. Han havde vist fortjent lidt værre end det alligevel, men han morede sig stadig lidt mere end han burde.
Som det stramme greb blev sluppet, rykkede han lige kort på skuldrene. Han så efter Daphnie og nikkede så svagt bekræftende på hendes svar til Emma. Det havde helt bestemt været et spændende møde. Han satte sig ordentligt til rette på stolen igen og lænede sig lidt tilbage, mens han lyttede til hendes utrolig censurerede forklaring på, hvad der var sket.
”.. Og noget helt andet,” mumlede han hurtigt og rømmede sig. Han gik ud fra at begge forældre ville være optaget af at lytte til Daphnies ord, så de ikke ville kunne nå at høre hans mumlen, men så vågen Daphnie var omkring hans perverse kommentarer i øjeblikket, ville det ikke komme bag på ham, hvis hun hørte det.

Daphnie kommenterede mumlende på hans talent for at æde og Jaris, der uden tvivl hørte det, trak let på skuldrene med et let tilfredst smil. Han vendte blikket mod hende og åbnede munden for at komme med et svar, men så langt kom han ikke, før han hørte Alberts stemme. Jaris rettede et lidt overrasket blik mod manden, som han helt sikkert ikke havde forventet det emne, i hvert fald ikke så hurtigt. Derudover var Jaris ikke helt klar over hvad han skulle svare. Han havde jo aldrig været glad for børn og samtidig rigtig dårlig til at lyve.
”Oh…” Jaris måtte føre en hånd op foran munden og klemme læberne lidt sammen for ikke at grine alt for meget, som Albert næsten lige så godt kunne have kaldt Daphnie direkte gammel. Han formåede at holde grinet hen og da han fjernede hånden kort efter igen, rettede han et lettere seriøst blik mod Daphnie.
”Din far har ret. Lige om lidt er det for sent, så vi må hellere i gang direkte efter brylluppet,” sagde han og nikkede. Selvom han gjorde sit for ikke at smile, kunne man tydeligt se morskaben i hans blik. Specielt efter Daphnie havde fået at vide hvor mange år der lå bag Jaris og så var hun den gamle. Alligevel rettede han et lidt usikkert blik mod forældrene straks efter.
”Forventer i… børne.. børn..?” Det var ikke svart at høre, at Jaris havde problemer med at få ordene ud, men hans frygt bundede ikke i børn som sådan. Det bundede mere i, at han var noget så rædselsslagen for at blive sådan en far, som hans egen havde været.

Lynhurtigt fik Daphnie drejet hovedet og sendt Jaris øjne der lynede, som han prøvede at luske upassende kommentarer ind i hendes fortælling. Det var selvfølgelig sandt hvad han sagde, derfor kunne man også lige ane en svag trækning i hendes mundvig, som hun selv huskede tilbage på deres lille leg ved træet. Det var selvfølgelig ikke noget hendes forældre skulle vide noget om, for det ville da knuse begge deres hjerter.
 
Daphnie gik hen til bordet med kedlen fuld af det, og satte den lidt hårdt mod bordet. Trods Emmas overraskelse over Alberts negative holdning, tog Daphnie det nogenlunde pænt. Hun så surmulende hen på hendes far, tydeligvis utilfreds over hvad han havde at sige.
 " Du er også så tarvelig...  " mumlede hun med en svag fornærmet undertone. Det var ikke første gang han smed sådan en fornærmende kommentar efter hende, men hun vidste han gjorde det med en kærlig mening. Han havde aldrig været god til at udtrykke sig, og de fornærmende kommentarer rettet mod Daphnie, var hans måde at sige, at han ikke var enig i det hun havde gang i. Hun havde oplevet det mange gange før, men det var tydeligvis den første gang hendes mor også så det. 
 Mens Daphnie satte sig ned på den tomme stol ved siden af Jaris så hun på ham med en let overraskelse over sig. Hun havde ikke regnet med at han ville kunne være så seriøs omkring denne joke, men det viste sig også hurtigt at han i virkeligheden bare ville være med til at kommentere på hendes alder. 
 " Sikke søde i begge er...  " mumlede hun sarkastisk, mens hun hældte te op i sin kop. Da kedlen var sat på bordet igen, skulede hun kort til Jaris, for hvis der var nogen der var gammel er, var det da ham! 
 " Du er stadig ung, tudse! Du har masser af tid til at få børn! " lød det opmuntrende fra Emma. Inderst inde var hun dog enig med hendes mand, men det ville hun aldrig indrømme. 

 Jaris virkede pludselig noget mere usikker, og Daphnie var hurtig til at bide mærke i det. Blikket flyttede sig fra hendes tekop, til Jaris med det ene bryn let løftet. Var Jaris ikke så vild med ideen om børn? Inde hendes forældre nåede at svarede lød der en lav, overvejende brummen fra Daphnie. Måske det her var hendes chance for at give Jaris lidt igen.
 " Altså.. jeg tænker i hvert fald at vil skal have.. 5 børn..  " Fingrene kørte tænkende over læberne og hagen, mens hun så tænkende frem for sig. I realiteten havde Daphnie aldrig gjort sig meget at tænke på børn og familie. Jo, hun ville da selvfølgelig gerne stifte familie selv, men hun så bare stadig sig selv som et barn. I var i hvert fald ikke gammel nok til børn endnu! Men det behøvede Jaris selvfølgelig ikke at vide lige nu. 
 " Og så bliver vi nødt til at flytte.. Far har helt ret, det her er alt for lille..! Hvad med hjemme hos dig, sukkertop? Ville vi kunne være 7, eller flere der? " Daphnie flyttede fokusset tilbage på Jaris, med et sukkersødt smil på læberne. Kunne hun måske slå to fluer med et smæk? Hendes forældre, kunne da i hvert fald ikke være tilfredse med, at hun flyttede så langt væk. 
 Ud af øjenkrogen kunne Daphnie se begge hendes forældre få et lidt stramt udtryk, mens de kiggede på hinanden, og Daphnie måtte kæmpe for ikke at smile tilfreds. Så kunne de lærer at lade vær med at blande sig, kunne de!
 " I kan jo også altid flytte hjem til os... " lød det en smule mut fra Emma.

Den fornærmede undertone i Daphnies ord var ikke svær at høre, ikke for Jaris, for han havde brugt det meste af sin barndom på at tale til sine forældre med selvsamme tone. Der var bare ikke den mindste smule medlidenhed at ane hos ham, kun fordi han havde været vant til så meget værre. Han gik heller ikke ud fra, at det var første gang Daphnie havde fået en sådan kommentar fra sin far, for hun lod da til at tage det rimelig pænt under omstændighederne. Hendes mor så dog lidt overrasket ud over Alberts fornærmende ord.
Jaris smilede helt pænt til Daphnie og nikkede så svagt. Han var nemlig rigtig sød. Han havde mest af alt også kun tilladt sig at smide en kommentar om hendes alder mod hende, fordi han da udmærket godt var klar over, at han var den sidste her, der skulle udtale sig om at være gammel.

Efter Daphnie havde hældt lidt te op i sin kop, lænede Jaris sig frem og tog fat i kedlen. Han tilbød lydløst at hælde op til Emma, der tog pænt imod, men da han tilbød det samme til Albert, fik han ikke andet end en lidt utilfreds brummen tilbage. Han løftede let det ene øjenbryn i morskab, som han da godt kunne fornemme at den mand ikke var helt tilfreds med sin nye svigersøn. Han ville sikkert blive lykkelig når han en dag skulle finde ud af, at brylluppet aldrig skulle ske. I stedet hældte Jaris te op sin egen kop, før han stillede kedlen tilbage på bordet, selvfølgelig lidt længere væk fra Albert, bare for at være irriterende.
Han nåede kun lige at tage den første tår, før han hørte Daphnies svar om børn. I sit desperate forsøg på ikke at spytte te ud i ansigtet på sin falske svigerfar, lagde han straks en hånd for munden og endte med at kløjes i teen i stedet. 5 børn?! Han begyndte at hoste og hakke, som han med besvær fik slugt resten af væsken og lige hamrede sig selv på brystet en enkelt gang.
”Arhem.. Det var da godt nok en varm te..” At han havde fået teen galt i halsen fordi det var for varmt, var tydeligvis kun en dårlig undskyldning, men han ville da ikke mundtligt indrømme over for Daphnie, at hendes hævn lige havde virket i et kort øjeblik.

Jaris fik endelig rettet sig op igen, som han lige tog en ny tår af sin te, for at skylle halsen igennem, før han stillede koppen fra sig på bordet. Han rettede blikket tilbage mod Daphnie, hvor han straks fangede at hun gerne ville fortsætte sin hævn, ved at foreslå at de mange, mange børn skulle bo hos ham. Tanken var lige til at vække de værste mareridt, men alligevel fik han et smil frem på læberne. Han så mod Emma, for at lytte til hendes tilbud og rystede så svagt på hovedet.
”Det er vældig sødt af dig, Emma, men slet ikke nødvendigt. Jeg kan sagtens finde plads til dem alle,” sagde han og vendte så blikket mod Daphnie. ”Jeg er sikker på de nok skal få en passende opvækst på bordellet, ikke sandt?” Han sendte Daphnie et bredt smil og forsøgte ikke at grine i stedet, som han pænt ventede på hendes svar. Han havde muligvis fortjent hendes hævn, men nu lagde hun så fint op til, at han alligevel kunne give lidt igen og sådan en chance ville han da ikke lade gå. Han skævede også lige mod forældrene, som han da var helt sikker på, at de umuligt ville finde hans ord specielt betryggende.

 Åh hvor det frydede Daphnie at hun fik Jaris til at reagere så voldsomt. Det var til en sådan grad, at hun ikke kunne holde et bredt, tilfreds smil tilbage, som hun var nødt til at dække med hånden. Det så sikkert ikke godt ud, hvis hun sad og smilte over hendes kommende mand var ved at kløjes i te. 
 "Åh pas nu på, skat! Det går jo ikke du stiller træskoene inden brylluppet..  " Daphnie prøvede at sende Jaris et bekymrede og medfølende blik, men det var ikke nemt med at store smil der gemte sig bag hånden. Den anden hånd lagde sig lidt på hans skulder, og aede ham lidt. 

 Da Jaris fik samlet sig lidt, og så ud til at overleve, rømmede Daphnie sig og så hen på Emma, der sad og så en kende forvirret ud. Hvis Emma skulle være helt ærlig, så synes hun der var noget mærkeligt over deres forhold. Men Daphnie virkede glad, og det var vel det vigtigste. Med et hurtigt blik hen på Albert, konkluderede Emma, at han havde det på samme måde. Han så dog en hel del mere stram og utilfreds ud, men Daphnie var jo også hans lille pige. 
 Pludselig skiftede stemningen, da Jaris nævnte bordellet. Lynhurtigt fik Daphnie vendt blikket mod han, med store øjne og åben mund, da hun ville skynde sig af bortforklare hvad Jaris havde sagt, men i stedet gik hun i baglås og sad bare med åben mund og en hånd på Jaris skulder. 

 Som om Daphnie fuldstændig havde tabt pusten gled hendes hånd ned fra Jaris skulder. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvordan skulle hun dog forklare sig ud af den situation Jaris lige havde sat hende i. Munden lukkede som hun sank en klump, og lod blikket flakke lidt mellem hendes forældre. Begge to havde fået et meget stram, og tavst udtryk over sig. Som om de så inderligt håbede at de havde hørt forkert. Albert sad og knyttede hænderne hårdt sammen, som om han var klar til at springe på Jaris hvis han sagde mere.
 " Bor.. Bordellet? " det blev Emma der afbrød stilheden der var faldet over det lille hjem. Og det var her Daphnie fik en ide. Et eller andet måtte hun jo gøre. Så hun begyndte at grine. Højlydt og en smule overdrevet. Falskheden og akavetheden skinnede tydeligt igennem, men det var det bedste hun kunne klare. Hun vendte sig mod Jaris, med øjne der slog dødelige lyn, og et ansigt der var ildrødt, inden hun så hårdt hun kunne daskede til hans skulder.
 " Er  han ikke en spøgefugl!? " Daphnie lod latter falde lidt i intensitet, inden hun så mod Emma, der sad og så noget forvirret ud, mens hun akavet grinte lidt med.
 " Han har et hjem for udsatte piger.. Og nogle af dem er lidt.. Vilde..  " blikket flakkede han på Albert, der ikke lignede en der helt troede på hendes forklaring. Han brummede blot utydeligt.
 " Så han kalder det en gang i mellem bordellet for at lave sjov med folk.. " Daphnie vendte sig mod Jaris igen og sendte ham et strengt blik, der sagde at han ikke skulle sige hende i mod. Hun daskede igen hårdt til hans skulder.
 " Åh dit fjollehoved! " hendes blik skiftede til et lidt blidere udtryk, for hun skulle jo helst heller ikke ligne en der hadede Jaris, foran hendes forældre. Nu hvor de åbenbart skulle giftes.
 " Åh.. " lød det stille, usikkert og forvirret fra Emma, der så lidt hen på hendes mand. Han så ikke spor glad ud. Måske det var bedst de snart gik.

I forvejen var stemningen ikke helt let, men et tykt akavet tæppe blev lagt over hele rummet, som Jaris færdiggjorde sin sætning. Han havde ikke forventet andet og formåede derfor også at beholde smilet på sine læber, som han så Daphnie miste pusten og dermed også ordene. Med sin skæven mod forældrene kunne han da heller ikke undgå at se det noget så stramme udtryk, i Alberts ansigt. Jaris var mere end vant til den slags blikke og vidste derfor også, at der ikke skulle meget til herfra, før han ville få én på siden af hovedet, hvis han sagde mere. Netop derfor var han fristet til at gøre det. Men han nåede ikke engang at tænke over sine næste ord, før Daphnie brød ud i en falsk, akavet latter. Idet han rettede sit blik tilbage i hendes, så han den direkte advarsel i hendes øjne og derfor valgte han at holde kæft for nu. Han kunne dog ikke holde en kort, luftig latter tilbage, som hun daskede hårdt til hans skulder.

Som Jaris pænt sad og lyttede til Daphnies måde at sno sig udenom hans ord, der lod til at have skubbet hende lidt dybere ud i vandet, end hun var tryg ved, nikkede han bare med. Et hjem for udsatte piger. Trods det ikke var helt rigtigt, var det vel egentlig heller ikke helt forkert og bedre at hun løg, end at han gjorde. Ellers ville forældrene endnu lettere finde ud af, at det ikke passede. Han åbnede lige munden for at komme med en kommentar, næppe en nogle af dem ville blive særligt glad for, men endnu engang blev han stoppet af Daphnie, der med et meget sigende blik bad ham om at være enig. Selvom Jaris sagtens ville kunne fortsætte og gøre alt meget værre for dem alle tre, var der vel også grænser for hvor meget han skulle ødelægge mellem Daphnie og hendes forældre. Det blev han vist også bekræftet i, som han endnu engang mærkede et hårdt dask mod sin skulder.
”Hun har ret, jeg kan ikke lade være,” sagde han, idet han vendte blikket mod forældrene og forsikrede dem om, at det kun var ment i sjov. Det var jo ikke løgn. Han ville gerne komme med en løgn om, at han selvfølgelig ville sørge for et ordentligt hjem til dem selv og de kommende børn, bare for at give dem lidt mere ro i sindet, men så godt ville han aldrig kunne lyve.

Jaris kunne uden tvivl bruge meget længere tid på at more sig gevaldigt over, at gøre Daphnie mere og mere flov over for sine forældre, men han kunne virkelig godt fornemme på hende, at hun gerne ville have det her overstået så hurtigt som muligt. Han lænede sig lige lidt frem og tog en tår mere af teen, bare for at trække pinslen lidt længere ud, før han satte koppen fra sig og for en gang skyld valgt, at komme med et hurtigt forsøg på at redde Daphnie.
”Skal vi nå at handle til den middag jeg lovede dig i aften, så må vi hellere snart afsted. Bare inden der kommer for mange mennesker på markedspladsen.” Der lå en undertone af noget, der kunne minde om romantik og kendte man ikke Jaris, ville det højst sandsynligt blive opfattet sådan. For Daphnie, der vist udmærket godt var klar over at han ikke kunne finde ud af at være romantisk, ville uden tvivl vide at det kun var en dårlig undskyldning. Det var kun for at hentyde til forældrene, at det ’unge’ par havde planer om at være alene. Hvis Daphnie var heldig, ville Albert lægge sin tydelige utilfredshed med sin kommende svigersøn til side for nu.

 Albert forsatte med at sidde og se utilfreds og anstrengt ud. Hænderne løsnede ikke deres knyttede positionen, trods Emmas forsøg på at berolige ham lidt, ved at lægge den ene hånd oven på hans. Hun sad stadig og grinte lidt akavet over det hele, selvom Jaris havde givet udtryk for det bare var en joke. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hun forstod godt Alberts anstrengte følelser omkring det hele, for hun havde dem jo også selv. Men Daphnie virkede glad, og var det ikke næsten det eneste man ønskede for sin datter? Næsten.. 

 Daphnie sad og var helt lettet over at Jaris ikke gjorde mere ud af at ødelægge hendes liv. Ikke at hun rigtig følte han ødelagde det, men hun var i hvert fald ret så træt af det lige nu! Hvordan skulle hun dog forklare det hele til hendes forældre senere? At hun ikke skulle giftet alligevel. Det gjorde helt ondt i hovedet at tænke over det. 
 Selvom stilheden var akavet og pinlig, var den alligevel afslappende for Daphnie. Det betød at Jaris ikke sagde flere dumme ting. At han ikke gjorde hende mere flov eller gjorde hendes liv værre. Hun burde nok forklare sig. Prøve at opmuntre hendes far lidt, men hun var så umådeligt træt lige pludselige. Derfor var hun også lige ved at kommet med et overdrevet lettet suk, til Jaris kommentar. Hun så hen på Jaris, næsten helt taknemligt.
 "Åh! Det er jo også rigtigt! Ja, det må vi vel hellere! " Ud fra hvad Daphnie havde forstået, kunne Jaris bestemt ikke lave mad, men åh hvor var det en kærkommen løgn! Hun så hen på hendes forældre.
 " I har sikkert også andre ting at tage jer til i dag! " hun smilte venligt og sukkersødt. Det bedste en datter kunne. Emma nikken og drak lidt af teen.
 " Selvfølgelig! Det er også på tide vi kommer hjem af igen, ikke Albert? " Albert brummede bare kort, uden at fjerne det utilfredse blik fra Jaris, som om han ville gøre et eller andet ved hans datter, hvis han kiggede væk fra den mystiske, kommende svigersøn.
 " Hvor længe er du på besøg Jaris? Det kunne være hyggeligt at lærer dig noget mere at kende? " Emma så hen på Jaris, men inden han kunne nå at svare afbrød Albert.
 " Du vil ikke med os hjem, Daphnie? Det kunne være godt hvis du kom hjem på besøg. " Emma så overrasket hen på hendes mand.
 " Albert..! " Lød det lidt forarget og overrasket fra hende. Hun kunne jo næsten ikke kende hendes mand lige nu! Daphnie smilte til hendes mor.
 " Det er okay, mor.. Men nej far.. Jeg ser jo ikke Jaris så tit.. Så jeg vil gerne bruge tiden sammen med ham.. Jeg skal nok komme forbi når han er taget hjem igen..  " Det var ikke løgn. det var alt sammen sandt, faktisk. Albert brummede utilfreds men sagde ikke mere. Daphnie så hen på Jaris, og lagde spørgende hovedet på skrå, mens hun ventede på at høre hans svar på Emmas spørgsmål. Hun var da selv nysgerrig på at høre hvor længe han egentlig tænkte at være på besøg. 

Den akavede stilhed hobede sig op i det lille rum og Jaris var vist den eneste, der ikke følte sig yderligere påvirket af det. Akavet morede ham mere end det burde, lige som det blik Albert blev ved med at sende ham. Som om han havde mest lyst til at skubbe Jaris ud ad døren for derefter at give Daphnie en lang, advarende tale om hvilken fyr hun havde valgt at dele resten af sit liv med. Som om han havde i sinde at lade en knyttet næve kollidere med hans kind, hvis han åbnede munden igen og selvom Jaris bestemt ikke så Albert som en mand der ville slå en anden, specielt ikke foran sin datter, var han da klar på et slag, hvis det skulle ske. Jaris havde vist fortjent lidt af hvert, med det førstehåndsindtryk han havde givet forældrene.

Daphnie tog straks og glædeligt imod Jaris’ løgn, men sørgede da stadig for ikke direkte at skubbe forældrene ud. Jaris løftede sin kop og slugte resten af sin te, som Emma også gjorde tegn til at ville afslutte for i dag. Han satte koppen tilbage på bordet og åbnede munden for at svare hende, men Albert kom ham i forkøbet med et mindre diskret spørgsmål til Daphnie. Jaris smilede, som han tydeligvis morede sig over Alberts måde, at forsøge at få Daphnie væk fra Jaris på. Det var ikke svært at regne ud, at han kun havde spurgt fordi han ikke ville efterlade sin datter alene med den perverse mand, der havde mødt dem i døren med bar overkrop.

Daphnie svarede og Jaris kunne ikke lade være med lige at sende Albert et hurtigt, triumferende blik, som hun i øjeblikket valgte ham og ikke sin far. Et blik han virkelig håbede på at Albert nåede at se, bare for at træde lidt på hans stolthed, inden han rettede et par helt blide øjne mod Emma.
”En uges tid mere, hvis ikke Daffe når at blive træt af mig inden. Og i lige måde. Jeg vil også rigtig gerne lære jer begge mere at kende.” Der hvilede en svag flirtende tone i hans stemme og hans smil var da også lidt charmerende. Samtidig skævede han lige mod Albert, bare for at se hvordan han tog det, at han teknisk sad og flirtede en smule med hans kone og kommende svigermor.
”Bare rolig, hr. Nomokia. Jeg har ikke i sinde at stjæle al Daffes tid. Det er ikke min hensigt at holde hende fra at se jer.” Trods det lidt udfordrende blik han ikke kunne lade være med at sende Albert, forsøgte han stadig at forsikre han om at han ikke havde tænkt sig at stjæle Daphnie for evigt. Det var bestemt ikke løgn.

  Sad man og holdt øje, kun med Albert, ville man tydeligt kunne se hvordan han blev mere og mere anspændt og vred over hele situationen. Det hele var dog et dække for, at han var oprigtig bekymret for hans datter. Han brød sig ikke om manden, hans lille datter nu skulle giftes med, og han vidste at hvis han forbød hende at gifte sig med Jaris, ville han få både Daphnie og Emma på nakken, og de ville helt sikkert vende Evan mod ham også. Han måtte vel bare gøre sit bedste for at få Daphnie til at indse at det var forkert. 
 Den lille familie lyttede alle med som Jaris fortalte, og da han gav sig til at flirte lidt med Emma, fnes den lidt ældre dame forlegent og viftede lidt afvisende med hånden. Daphnie blev selv en smule rød i kinderne over dem begge, og en smule fornærmet over at han sad og flirtede med hendes mor, ikke at hun havde tænkt sig at sige noget. 
 " Åh, det er bare noget du siger! " mumlede Emma lidt, inden både hende og Daphnie spjættede forskrækket. Albert havde rejst sig op, og i samme bevægelse banket begge hænder ned mod bordpladen.
 " SÅ skal vi vidst også hjem..! " lød det i en irriteret brummen fra den store mand. Han lagde bestemt ikke længere skjul på de halv onde blikke han sendte den kommende svigersøn. Han spildte ingen tid med at skubbe stolen væk og gå mod døren. 
 " Albert..! " lød det foraget og en smule klagende fra Emma, men hun rejste sig dog også. Daphnie sad og mærkede hvordan varmen tog lidt til i hendes kinder, og hun slog kort blikket lidt ned i bordet. Selvom hende og Jaris ikke rigtig skulle giftes, gjorde det underligt ondt på hende, at hendes far ikke virkede mere begejstret på hendes vegne. Det tog hende et lille ekstra sekund, før hun fik rejst sig op. 

 Selvom Daphnie var en smule skuffet over hendes far og hans reaktion, gik hun alligevel hen og gav ham et kram.
 "Det var godt at se dig far. Jeg elsker dig!  " hun sendte han det bedste 'lille pige' smil hun kunne, inden hun kyssede ham på kinden. Det plejede at bløde ham lidt op. Hun fik dog ikke meget andet end en lavt mumlet jeg elsker også dig, inden Albert hurtigt fik bevæget sig ud af døren, uden at sige farvel til Jaris. 
 Et tungt suk forlod Emmas læber over hendes mand, som hun gik over og trak Daphnie ind i et stort, moderligt kram. Hun fik også lige et kys på kinden.
 "Undskyld, tudse. Han skal nok varme lidt mere op.. "  Daphnie foldede bare læberne og nikkede lidt til det. Det gjorde vel ikke det store, hvis ikke han varmede op. Det var jo ikke fordi han behøvede at forhold sig vildt meget til Jaris alligevel.
 " Jeg elsker dig mor.  " Daphnie sendte hende et smil, og trak sig væk.
 " I lige måde! I må hygge jer! " Emma gik over til Jaris.
 " Og godt at møde dig, unge mand. Pas nu godt på hende! Jeg glæder mig til at høre mere om det bosted! " Emma nejede kort for den unge mand.
 " Emma! " lød det utålmodigt ude fra gaden.
 " Jajaja..! "

Jaris havde forventet en eller anden reaktion fra Albert, som hans kommende svigersøn sad der og flirtede lidt med hans kone. Jaris havde endda skruet gevaldigt ned for det, for han kunne virkelig have været meget værre. Trods han ikke var så let at forskrække, kom der også et mindre spjæt fra ham, da Albert rejste sig og hamrede hænderne i bordet. Udelukkende kun for at give Albert endnu en ting at være irriteret over, rejste han sig først da Emma også gjorde.
Jaris holdt sig lidt i baggrunden, som Daphnie fik sagt ordentligt farvel til dem begge, men han måtte gøre en lille indsats for ikke at smile alt for bredt i morskab, da Albert vendte ryggen til og gik ud, uden at sige det mindste til ham. Han rettede ryggen lidt, idet Emma kom nærmere.
”Jeg skal nok passe godt på hende,” sagde han med et lille bekræftende nik. Godt nok havde han kun gjort alt det her for at more sig, men han sørgede altid for at passe godt på Daphnie. Ingen af hans dårlige vittigheder ændrede på hvor meget han holdt af hende.

Albert skyndte på Emma ude fra gaden og Jaris kunne ikke lade være med at smågrine lidt. Han ventede pænt med at åbne munden igen, til efter begge forældre var gået og Daphnie havde lukket døren. Først der blev smilet også større.
”Beklager, jeg kunne ikke lade være,” skyndte han sig at sige. ”Og din far er virkelig morsom,” tilføjede han lige i en let latter. Han havde tydeligvis moret sig langt mere end han nok burde have gjort, men han var forberedt på lidt had fra Daphnie. Spørgsmålet var bare hvor meget.
”Jeg håber ikke du hader mig alt for meget…?” Selvfølgelig skulle han lige forsøge sig med et kært lille smil.

 Som døren lukkede ind, lød et dybt og hårdt suk fra Daphnies smalle læber, inden hun faldt lidt sammen i kroppen og tungt lænede sig op af Jaris. Selvom de ikke havde været oppe særlig længe, følte hun sig urealistisk træt allerede. En lav, lettere irriteret brummen forlod hendes læber som Jaris begyndte at undskylde. Ikke fordi hun egentlig var irriteret, hun vidste bare ikke rigtig hvordan hun ellers skulle reagere. Et lille smil spillede i kanten af hendes læber, da Jaris sagde Albert var morsom.
 " Godt du kan lide ham..  " Daphnie forsatte med at stå og læne sig op af Jaris, men vippede hovedet lidt op, så hun kunne se på ham.
 " Men han kunne bestemt ikke lide dig..  " selvom hun smilte, og fandt det lidt underholdende, var der også en snert af noget skuffet og såret over hendes ord. Det gjorde hende lidt trist, at hendes far ikke kunne lide Jaris. De skulle jo ikke rigtig giftes, men åh hvor fyldte Jaris bare mere i hendes liv, end hun måske helt ville indrømme. Hun bed sig lidt i underlæben, mens hun betragtede hans ansigt lidt. Hun lod sig svømme lidt væk i de smukke, orange øjne. 

 Daphnie løftede let det ene øjenbryn, da Jaris spurgte ind til hvor meget hun hadede ham. Selvom hun prøvede at ligne en der hadede ham virkelig meget kunne hun ikke lade vær med at have et stort smil på læberne. 
 " Jeg hader dig virkelig meget.. " mumlede hun, og lagde hænderne mod hans brystkasse, så hun kunne puffe ham lidt bag ud, over mod sengen.
 " Virkelig rigtig meget, faktisk.. Du var virkelig tarvelig..  " Hun fulgte med mod sengen, og forsatte med at puffe ham over mod sengen. Hovedet vippede lidt til siden, mens hun tænkte. Hun skulle finde på en eller anden god hævn. Nu havde det ikke rigtig virket med noget af det andet hun havde prøve. Hun forsatte med at puffe Jaris bagud, indtil han ville ligge i sengen. Her ville hun kravle ind over ham, så hun kunne sidde overskrævs på det nederste af hans mave.

Som Daphnie lænede sig tungt op ad ham, lagde Jaris armene om hende og strøg let den ene hånd over hendes ryg. Han kunne ikke lade være med at småfnise lidt over hendes lettere irriterede brum, han var da næsten sikker på ikke at slippe for lidt mugne kommentarer, men indtil videre gjorde han. Hans smil forsvandt ikke, men falmede en anelse, som han fangede snerten af skuffelse i Daphnies stemme.
”Se det på den lyse side; Så bliver han i det mindste glad, når du en dag fortæller ham at brylluppet ikke kommer til at ske,” sagde han, som han forsøgte at muntre hende lidt op med de ord. Ikke at det var løgn, han var sikker på Albert ville blive lykkelig for at vide, at han ikke skulle have Jaris som svigersøn alligevel.

Der kom et næsten helt forventningsfuldt udtryk i de orange øjne, som han så hendes store smil, der ikke passede helt til hendes ord. Han skævede kort mod hendes hænder og nikkede så svagt, som han tydeligvis ikke tog hendes ord den mindste smule alvorligt, heller ikke selvom hun måske rent faktisk var bare lidt irriteret på ham. Han gjorde ingen modstand, som han gik baglæns hen til sengen, indtil han mærkede kanten mod sig. Daphnie skubbede let videre, så han gav efter og satte sig, lænede sig helt tilbage, indtil han lå ned. Idet hun fik sat sig til rette, førte han lige en hånd op for at tage fat i sjalet om hendes skuldre, og trække det af.
”Aw, det er jeg ked af. Så fortæl mig hvordan jeg kan gøre det godt igen,” sagde han, idet han slap sjalet og lod det falde til gulvet. Det var jo ikke fordi han ikke var klar over hvor dette her var på vej hen, eller i hvert fald hvor han uden tvivl gerne ville have det hen, det var ikke svært at gætte, men han undlod selv at lægge op til alt for meget. Det så ud til at Daphnie havde en plan, eftersom hun havde skubbet ham ned i sengen og derefter sat sig over ham. Men med visse forventninger lagde han lige en hånd mod hendes lår og strøg den langsomt længere op. Med den anden hånd tog han fat i hendes underkjole, lige mellem brysterne, og så trak han hende længere ned til sig. Han havde ikke bedre fat, end at hun bare skulle lade være med at følge med, før han ville slippe.

 Selvom Daphnie fandt hele "min far kan ikke lide dig" situationen en smule deprimerende, selvom det jo aldrig ville have noge betydning, når det kom til stykket, kunne hun ikke lade vær med at grine over hans kommentar.
 " Yeah.. Han bliver nok lidt lettet..  " Hun lukkede øjnene lidt, og nød de blide kærtegn mod hendes ryg. Det ville ikke komme bag på hende, hvis Jaris bevidst havde gjort hvad han kunne for at få Albert til ikke at kunne lide ham. 

 Et skævt smil gled over Daphnies læber, og hun bed sig i underlæben, da hun så Jaris udtryk, som hun puffede ham mod sengen. Hendes blik fulgte sjalet som Jaris tog det af hende, mens hun lyttede til det han sagde. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle få ham til at gøre. Sjalet blev sluppet, og som det begyndte at falde mod gulvet, greb Daphnie hurtigt fat i det, og så på Jaris.
 " Hov hov..  " mumlede hun, som han trak hende ned til sig. Ganske frivilligt fulgte hun med.
 " Hvem sagde du måtte tage mit tøj..  " mumlede hun med et drilsk smil på læberne. Hun stoppede med at læne sig ned til ham, da hendes læber var lige ved hans, uden at røre. Hans ånde kildede mod hendes læber, og fristede hende til at presse deres læber mod hinanden i et sulten kys. Men det ville jo ikke gøre noget godt for en hævn jo. Hun måtte finde på noget andet. Hun flyttede blikket fra hans læber, og så op i de orange øjne i stedet. 
 
 Imens Daphnie havde lænet sig ned mod Jaris, støttede hånden med sjalet sig mod sengen, mens den anden gled ned over Jaris arm, der havde fast i hendes kjole. Da der ikke længere var brug for at Jaris trak hende ned til sig, viklede hun fingrene ind i hans, og førte roligt hånden over Jaris hoved, så længe han selvfølgelig lod hende. 
 Trods Daphnie måske ud af til virkede som om hun var rolig, hamrede hendes hjerte af sted og det sitrede forræderisk i hendes krop for bare at give efter og gøre ting med Jaris, hendes far bestemt ikke ville være stolt over. Hun var bare ret sikker på, at hvis hun gav bare det mindste efter, ville hun ikke kunne stoppe sig fra at gå hele vejen, og det var ikke det hun ville. Ikke lige nu. Nu ville hun have lidt hævn. 
 For at det ikke virkede alt for mærkeligt, at Daphnies hoved bare hang og svævede lidt ved Jaris' læber, trak hun hovedet en smule, så hun kunne kysse ham lidt på halsen. 
 " Hmm.. Du kunne betale for brylluppet? " mumlede hun drilsk mellem kyssene, mens hånden der stadig havde fast i sjalet, fandt vej til Jaris anden hånd, så hun kunne føre den med op til den anden, over hans hoved. Hun havde en plan, og hun var næsten sikker på Jaris ikke ville være tilfreds med den. Hvis hun kunne formå at udføre den, selvfølgelig!