Det havde været en længere rejse for Sawyer, der netop var vendt hjem fra Dianthos. Han havde haft en større leverance der skulle afleveres, så det var Zion der havde gjort ham selskab på rejse, den store arbejdshingst, der kunne trække vognen og det store læs uden det store besvær. Det havde været en lang rejse, og han havde været væk hjemmefra længe. Han havde en ordning med en af byens unge drenge, som så efter Zion og Kaisa når han drog væk hjemmefra. Han måtte betale drengen, inden han kunne tage til byen Smarana, til den nærmeste kro.

Smedjegården lå et godt stykke udenfor Smarana, en kæmpe grund der var omringet af en stensætning på en meters højde, og den store stenhvælving man måtte passere igennem for at nå op til gården. Zion kendte vejen, han red i rolig trav op af den lange grusvej som førte op til gården, igennem stenhvælvingen op imod den overdækkede bygning hvor han stoppede op, så vognen kunne blive skubbet på plads. Sawyer trådte roligt ned fra vognen og gav sig til fjerne hovedtøjet fra Zion, inden han frigjorde hingsten fra vognen så han kunne skubbe den store vogn ind på plads. "Kom Zion, du har gjort det godt endnu en gang, jeg finder dig et godt måltid.." Lød den dybe ryst fra ham, som han gav sig til at fodre begge hingste og lagde nogle ekstra æbler hos dem, inden han lukkede Zion ind i den store fold med udendørs overdække.

Han forlod hestene, for at kaste noget vand i hovedet og skifte en skjorte inden han ville søge ned imod byen, han trængte til at finde sin plads ved pejsen på kroen med et stort krus øl. Han fandt drengen ved huset og gav ham et par ravstykker som tak for hjælpen, inden de fulgtes ad imod byen i tavshed. Sawyer var ikke det store sludrechatol og drengen respekterede det heldigvis, hvilket var årsagen til det fungerede imellem dem. De behøvede ikke at udveksle nogle ord, andet end højest nødvendigt.

Efter en længere tur, skubbede han den store dør til kroen op. For en stund stoppede alle derinde med at snakke, som de så imod ham. Hans blik vandrede rundt på dem alle, inden han skubbede hætten på den store kappe ned. Han dukkede sig og trådte igennem døren og lukkede den bag sig, inden han bevægede sig over imod den stol der stod ved pejsen, hans stol. Med højt ryglæn der altid stod vendt imod resten af menneskene i kroen. Kromutteren kom ned med hans store krus og han gjorde et ganske lille nik som tak, inden han betalte hende. Han vendte sit blik imod det store krus hvis hank han holdt fast i sin hånd, hvilende på stolens armlæn. Overalt omkring ham begyndte folk atter at snakke, men han lyttede ikke til dem, sad blot og nød endelig at være hjemme, inden han førte kruset op til munden for at tage en stor slurk af den skummende øl.

Klytië havde valgt at bevæge sig længere væk hjemmefra, hun havde haft lyst til at svømme, men hun havde ingen planer om at ødelægge sin kappe. Hun havde fulgt en å i længe, når hun følte hun trængte til noget energi, havde hun haft hænderne i vandet, hvor vandet nærmest havde suget sig ind i hendes hud fordi hun manglede det tydeligt meget. Det havde været en længere rejse, så hun kunne mærke hvordan hun ønskede noget mere opmærksomhed, hun havde ikke fået opmærksomhed på noget tidspunkt på denne tur, hvilket havde irritereret hende, nu var bægeret bare ved at flyde helt over for hende. Hun hummer lidt, som hun begynder at se en by på længere afstand. Det lignede bare sådan en hyggelig lille by, hvilket fik hende til at gå lidt mere bevidst mod denne by. 

Hun kunne godt forstå som folk hviskede som hun gik forbi, det var tydeligt en by hvor alle kendte alle. Hætten var godt oppe, men tydeligt at se det kridhvide hår, der er udenfor hætten. De crystal blå øjne søger lidt rundt, imens hun holder kappen tæt omkring sig. Hun havde for engangs skyld noget mere tøj på end hun plejede, hun havde formået at bytte et skind til et par bukser og en tunika. Det sad absolut tæt på hende, ikke fordi det var hvad hun ønskede, men hvad hun tydeligt havde kunne fremskaffe, det var dog ikke for småt så meget vidste hun. Men det var enten det, eller ligne en danserinde, som oftest ikke havde meget tøj på, selvom hun var selvsikker i hendes krop, så var det tydeligt andre kvinder ikke brød sig om hendes normalt lette påklædning, måske var det fordi så mange vendte sig efter hende? Men de gjorde det stadig, så hvad var det?

Hun kunne se der var en masse mennesker et bestemt sted, det var vist det hun havde lært var en kro. Hun hummer lidt, inden hun går derhen. Men alt stoppede nærmest som hun trådte ind, hun vippede hætten ned på hende kappe, men der var nærmest helt stille. Folk kiggede på hende, hun kunne ikke forstå det, hvorfor havde folk det med at kigge på hende, som om de aldrig havde set en kvinde før? Nok elskede hun opmærksomhed, men ikke den stille form for opmærksomhed. Som hun bevægede sig videre ind, efter have lukket døren, blev der sagt gang i hvisken. Hendes blik gled rundt, men hvem skulle være den som gav hende masser af opmærksomhed? Hun så en mand som sad alene, han havde rimelig langt brunt hår, omkring skulderen, lidt længere alligevel. Han sad nærmest isoleret for sig selv, henne ved en pejs endda, væk fra alle andre tydeligt han nok ikke ønskede selskab, men det fik han nu, om han ville det eller ej. Hun går hen og for noget at drikke først, inden hun tager en stol, som hun hiver hen vedsiden af hans, nu havde han ikke noget valg, hun havde taget det for ham, om hun så skulle binde ham til den stol for han gav hende opmærksomhed så ville hun gøre det. "Hej," hilste hun, hendes stemme virkede nærmest blød i det men alligevel meget melodisk som hun snakkede. Hun satte sig ned på stolen, inden hun vendte sig hen mod ham, som hun studerede ham lidt som han sad der.

Sawyer, der var sunket godt ned i stolen med sit krus knuget i hånden, vendte sig ikke ved lyden af døren der gik op, trods alle i hele kroen blev stille. Han kneb ganske let øjne sammen, så der opstod et par fuer mellem kraftige øjenbryn. Han var ikke vant til der blev så stille, udover når han trådte ind for de vidste alle han ikke ønskede deres selskab, den mand som engang havde været en ven af byen, ham som man kaldte på når der var behov for en hjælpende hånd, ham som kom til undsætning hvis nogen havde brug for det. Nu var han blot en skygge af sig selv, resultatet af hvad der kunne ske med en hvis hele livs grundlag blev revet væk. På smedjegården lå hele hans familie begravet, alle sammen revet væk den samme grufulde dag. 

Hans trak vejret dybt, så der lød en dyb brummen som han åndede ud, næsten som en suk. Lyden af personen der kom imod ham, fik ham ikke til at vende sig for at se hvem vedkommende måtte være, i stedet lod han den frie hånd, stryge hen over det kraftige overskæg og munden, for at fjerne de rester af skum fra øllen, der var blevet efterladt da han havde taget en stor slurk af sin øl. 

Lyden af en stol der blev trukket over gulvet, imod ham fik ham dog ganske let til at stramme op i kroppen, som han drejede blikket imod den fremmede kvinde der trådte ind i hans synsfelt ved hans side. Hvad ville hun nu? Hun lignede ikke just en som havde en opgave til ham som smed, han havde lagt sin tid som våbensmed bag sig, så hvis det var det hun havde opsøgt ham for, var hun gået forkert. Han vendte blikket tavst væk, og tog en slurk mere af øllen, som hun gled ned i stolen ved hans side med blikket fæstnet på ham. "Hvis du kommer med en opgave så kom op til smedjegården i morgen.." Hans stemme var dyb, næsten helt rusten, som han gjorde et lille vift med hånden efter sine ord, for at understrege at det ikke var tiden nu at snakke arbejde, han ville have fred og nyde at han var hjemme igen efter den lange rejse. 

Hun kommer med en brummen, som han er yderst irriterende lidt nu, kunne han ikke bare fucking give hende lidt opmærkosmhed i stedet? Men nej, hun skulle selvfølgelig finde en som kunne være svær at få opmærksomhed fra, men det var en udfordring, hvilket hun nu alligevel havde det lidt findt med. Hun hæver let det ene øjenbryn, som hun tager en slurk af hendes drik. "Jeg vidste ikke engang du var en smedje, men tak for information." Siger hun med et smil, som hun stadig snakker med en melodisk stemme, prøve se om det kunne lokke ham lidt til at give hende bare lidt mere opmærksomhed. Værste tilfælde blev hun nød til at sætte sig på ham, begynde at nærmest klynke over han ikke gider give hende opmærksomhed. Dog vidste hun godt hun kunne gå hvor som helst hen i denne kro, hun ville få opmærksomhed ved at knipse med fingrene. Men hun havde fundet interessen i denne mand, også kunne han ikke være bekendt at være så ligeglad, altså hvad bildte han sig ind.

"Mit navn er Klytië, hvad er dit navn?" Spørger hun nysgerrigt, som hun vipper hovedet let på skrå.  Hun havde sat sit hoved på dette nu, hun ville have hans opmærksomhed, om han frivilligt faktisk havde lyst til at give hende opmærksomhed. Hun kendte alle tricks, hun skulle nok få sin vilje, ellers ville dette sted nok ende med at blive helt endevendt. Hun havde et temperament man ikke skulle spøge med, så for alle andre ville det være bedst hvis han bare gav efter og gav hende alt den opmærksomhed hun ville have. Hun hummer lidt, imens hun overvejer det, mon ikke hun på et tidspunkt kunne blive så irriterende han ikke kunne lade vær med at give hende opmærksomhed? 

Hun svirler lidt med det i hendes glas, inden hun igen ser op på ham. Det var tydeligt et eller andet over ham, nærmest en sorg der tyngede ham ned, men uden han ellers gav udtryk for det, men hun kunne ikke sige hvad det var, måske var det noget i hans blik? Hans stemme lød så rusten, som om han nærmest aldrig snakket, kunne det virkelig være rigtig? Alle havde vel brug for at snakke med nogle på et tidspunkt, eller bare have selskab af andre, eller er det bare hende som er yderst glad for selskab? Hun kunne bare ikke vende det i hendes hoved, omkring at nogle faktisk ikke ønskede at have selskab, for hende virkede det fuldstændig forkert.

Han hævede let det ene øjenbryn, over hendes ord. Hvis ikke hun kom med en opgave, hvorfor ville hun så absolut sidde der? Han brummede svagt, inden han rystede ganske let på hovedet. Han var ikke i humør til at skulle sludre med en, slet ikke nu hvor han var indstillet på en fredelig aften på kroen, i ildens varme skær. Han skuldre sank let ned, inden han vendte blikket imod kvinden. Hvordan kunne han dog bede hende gå på en pæn måde? Men i stedet blev han stoppet, da hun pludselig gav sig til at præsentere sig selv for ham, og man kunne se hans kæber let spændes, for selvom han ikke var interesseret i en samtale, bød hans opdragelse og fortid ham at ignorere hendes forespørgsel. 

"Sawyer Carulirus, men jeg vil foretrække min aften i stilhed, jeg er sikker på de andre herrer vil nyde dit selskab..." svarede han med den dybe ryst, inden han vendte sit ansigt væk fra hende, for igen at forsøge at skylle samtalen ned med en stor slurk af hans øl. Han virkede tydeligvis ikke interesseret, næsten forpint over pludselig at sidde i denne situation med kvinden. Hvordan lød hendes navn nu? Han havde vidst ikke fået hørt ordenligt efter, for han kunne ikke genkalde sig hendes navn, men han virkede ikke knust over at have misset det, nærmere virkede han til at ville have hende rystet af sig hurtigst muligt, som han knap nåede at sænke det store krus før han løftede det op til munden igen, for at tømme det sidst af kruset. Inden han igen tørrede det kraftige skæg for ølskummet. 

Sawyer virkede ikke til at bekymre sig om kvindens behov, han havde ikke deltaget i nogen forsamlinger igennem de sidste mange år, og udviklingen blandt kvinderne havde formenligt ændre sig en del siden han sidst havde haft øjne op for andre personer. Han vippede det tomme krus let, og lod blikket glide ned i bunden af kruset, normalt tømte han det ikke så hurtigt, og han virkede næsten utilfreds, som han vendte blikket op imod kro mutteren og hævede kruset i vejret, hun så overrasket til, inden hun kom ned i rasende fart med den store ølkande, han gjorde et lille tavst nik som hun fyldte kruset helt op så skummet flød over kanten. 

Hun kniber øjnene let sammen over hans ord, havde han lige prøvet at komme af med hende? Troede han virkelig det ville være så nemt? Han skulle nok opdage det ikke var så nemt, lige på det punkt var hun meget stædig, samt hun krævede opmærksomhed, og det var sådan set lige nu, ikke som flere timer. Hvordan kunne han bare sætte hende sådan til siden?! Hun havde aldrig oplevet det før, det pissede hende ærligtalt af, kunne han for dælen da ikke bare give hende opmærksomhed? Kunne han virkelig ikke fatte noget? Men hun havde opfanget en ting, han var tydeligt en de alle kendte, siden der blev ved med at komme øl til ham, samt der var ingen som ønskede at tale med ham så det ud til, måske alle vidste han bare ville være alene, men hun havde andre planer for den ide af hans.

"Men nu var det ikke deres selskab jeg opsøgte, det var deres, så hjælper det jo ikke at gå hen til nogle andre," siger hun med en hummen. Imens hun tager en tår af hendes egen drink, hun havde ikke valgt at drikke ligeså hurtig som ham, men det var trods alt også ham som prøvede at skubbe hende væk, han vidste tydeligvis ikke hvilket stædighed han havde sat igang med hende, samt hun var ret fornærmet over han ikke bare kunne give hende opmærksomhed, altså hvis alle andre kunne finde ud af det, hvorfor dælen kunne han så ikke? Hun var ikke grim så meget vidste hun, men det var da lige før hun kunne blive i tvivl så nemt han faktisk kunne ignorer hende. Var hun bare et spøgelse lige nu eller hvad? Det føltes sådan for hende, for første gang i længe var der en som virkelig prøver at ignorer hende, men den gik ikke hun havde sin helt egen plan. Han ville nok ikke kunne li det, men hun ville tvinge ham til at give hende opmærksomhed, om han ville eller ej, han blev ikke spurgt i dette tilfælde når han så pænt kunne ignorer hende, det var faktisk meget uhøfligt.

Det var ikke svært at se Sawyer ubehag ved situationen, som han trak vejret dybt og lettere anstrengt over hendes ord, inden han åndede tungt ud og vendte blikket imod hende. Hvordan kunne han få hende til at gå, hvis ikke en høflig hentydning til det virkede? Hans blik vandrede for første gang over kvinden, men hans mine ændrede sig ikke, som var han ikke imponeret over synet der mødte ham. Hun var sikkert en nydelig kvinde, men når sandheden kom frem så han ikke længere på personerne omkring ham, han ville ikke kunne kende nogen fra hinanden længere, så hvad havde han at bedømme hendes ydre ud fra? "Jeg er ikke i humør til selskab, beklager men vil gerne have lov at nyde min øl i fred, tak.." svarede han, som han virkelig prøvede at bevare fatningen, og ikke lade sig påvirke af situationen, inden han vendte blikket væk fra hende igen, og rykkede let på sig selv i stolen, der pludselig virkede så ubehagelig under ham. Han kunne ikke finde en position der var afslappende, og han bemærkede at personerne i kroen var begyndt at hviske om hans pludselig selskab med den fremmede kvinde. Han lukkede øjne med et opgivende suk, for han frygtede de nu ville tro han var begyndt at åbne op og de så ville begynde at opsøge ham igen.

Han sank en smule sammen i stolen, inden han lod panden hvile i den tomme hånd hvis albue støttede i armlænet. Det var lige før det kunne frembringe en hovedpine at blive sat i sådan en penibel situation, som dette havde vist sig at være. Han gned hånden over ansigtet, inden han rettede sig op med rank ryg igen, og blot måtte accepter at stolen absolut skulle blive som skærsilden denne aften. Han hævede kruset op til munden, men stoppede for et øjeblik og skævede ned på det store krus. Hvis han fortsatte i denne fart, kørte det ene krus efter det andet ned, ville der ikke gå mange krus førend at han ville blive påvirket af alkohollen deri, men han havde afleveret sine opgaver, han kunne vel være ligeglad for nu? Der var kun hestene som ventede hans hjemkomst, og måske øllene ville gøre det lettere at komme igennem kvindens insisterende opførsel. Til sidst tog han den slurk der havde ladt vente på sig, alt for længe. 

Hun bliver mere irriteret da han tydeligt ikke fatter en radisse her, han skulle nok forstå det, hun ville sørge for han faktisk forstod det, han kan da ikke bare ignorer en som faktisk vil være i hans selskab, så var det vel lige meget om andre ville være i selskab med ham, nu ønskede hun det, så måtte han da prøve at give hende bare en smule opmærksomhed. Mest af alt har hun lyst til at snerre af ham, men det ville hun jo ikke komme så langt med, så meget vidste hun da.

"Beklager, men jeg har bestemt mig med det er dit selskab," siger hun med et smil. Selvom han ikke virkede særlig interesseret i selskab, så var hun meget insisterende på at det måtte være sådan det blev, desuden hvis han blev ved med at drikke med den hast, så ville det nok blive nemmere at få opmærksomhed. Men så igen, hun havde aldrig prøvet sådan en problematisk person før, det irriterede hende, hvorfor kunne han ikke bare give hende opmærksomhed?! Det var jo ikke fordi hun krævede andet end han bare snakkede med hende, og faktisk så på hende så hun regnede med hun havde bare lidt af hans opmærksomhed. Men nej! Han skal bare være mega besværlig, og gøre alt fuldstændig modsat af hvad han burde. Det kunne ikke være hende den var galt med, alle andre så ud til at ville have hendes selskab det var bare ham, ergo det var ham der var problemet. Men det var som hun tog den udfordring op, selvom den irriterede hende mere end den burde. Det var nyt for hende, men hun prøvede virkelig at være flink i dette øjeblik, det var nok ikke sikkert det forsatte. Altså hun kunne altid sætte sig på ham for opmærksomhed, eller binde ham fast til stolen for at tvinge ham til at give hende opmærksomhed, der var så mange muligheder hun ikke helt kunne bestemme sig for det.

Sawyer kunne tydeligt mærke hvordan det begyndte at gå ham voldsomt på med kvinden, at hun ikke bare kunne acceptere det ligesom resten af byen, at han ikke var interesseret i selskab længere, at han nød sin fred uden nogen personer i sit liv, ingen at holde af eller bekymre sig om, ingen venskaber eller bekendtskaber, bare ham selv, hans arbejde og hans heste. Så da kvinden endnu en gang insisterede på hans selskab, og ikke bare ville gå, vendte han blikket imod kruset i hans hånd. Han ville ikke lade noget så dyrebart gå til spilde, så trods kruset var næsten helt fyldt, satte han det for munden og tømte det ud i en køre, tørrede sig om munden med underarmen, inden han rejste sig resolut op fra stolen, så den vippede en smule baglæns inden den genvandt balancen på gulvet. Hans vendte blikket imod kvinden, tydeligt irriteret over hendes tilstedeværelse. "Tak for i aften, pas godt på dig selv.." lød det dybere end før, inden han vendte hende ryggen for at gå op og betale for drikkevarerne. Han smed et enkelt jadestykke på baren, velvidende at det nok ville være en smule i overkanten, men han brød sig ikke om når han fik gjort sig bemærket, så for ulejligheden lagde han lidt ekstra. Igennem årerne havde han trods alt stået for sin del af ødelæggelserne i kroen, når nogle han provokeret ham for meget, men som årerne gik blev han mere afdæmpet i takt med de lod ham være i fred. "Jeg undskylder for i aften.." lød det fra ham, som kromutteren sendte ham et vidende smil. 

Han vendte sig imod døren, og gik med tunge skridt imod den, uden at ænse de personer der atter var stoppet med at snakke, som de så frem og tilbage imellem Sawyer og den fremmede kvinde, nysgerrige efter at se hvad der ville ske, om de mon kendte hinanden. Han trak døren op i en hurtig og hård bevægelse, at blive på kroen ville formenligt blot ende med nogen eller noget kom til skade fordi han ville drikke alt for tæt, desuden havde han et par fade med øl hjemme på smedjegården han i stedet kunne begynde at nyde, så var han da sikret sin fred.

Hun kommer med et grynt da han vælger at gå, oh han satte virkelig hende på en prøve, hvorfor kunne han ikke acceptere noget? Hun rejste sig op, inden hun valgte en anden vej end ham ud. Mere så de andre ikke tænkte hun var direkte ivrig, eller hvad de kunne tænke, for tydeligt havde alle været overrasket med hun snakkede med ham. Hun havde allerede betalt for hende drik, så hun tøffede ud af en vej som hun nok ikke burde gå ud af, men ingen havde stoppet hende i det. Hun går rundt foran for at få indhentet ham igen, hvis han troede det var så nemt, så tog han absolut fejl.

"Du slipper dog ikke for mig så nemt," siger hun med en meget melodisk og blød stemme, som hun har indhentet ham igen. Hun vidste godt at han nok syntes hun var pisse irriterende, men mest af alt havde hun lyst til at smide iskoldt vand på ham for at få ham ud af denne trance han gik rundt i. Han lukkede jo bare verden ude, hun havde selv været der på et tidspunkt, men nu var hun blevet så opmærksomheds krævende at det halve nok kunne være nok. Hun havde lukket sig selv inde som hun så Sawyer gøre, det var da hun mistede Benjamin, og også noget tid inden han var der. Hun laver en grimasse ved den tanke, han havde tydeligvis brug for en til at vække ham op fra sin trance. Det fint at være i sorg, men denne form for sorg og i længe, det var ikke sundt så meget vidste hun da.

Han troede sikkert han nemt kunne få fred ved at gå, han problem var lidt han ikke vidste hvor meget hun krævede opmærksomhed, samt hvor insisterende hun kan være. Der var en chance for han ville ende med at hade hende, men det måtte hun tage med, så fik hun da lidt opmærksomhed selvom det var had, så gjorde det hende alligevel ikke så meget.

Som han lukkede den tunge dør bag sig, kunne man høre ham trække vejret dybt ned. Inde på kroen kunne han stadig høre hvordan de alle var begyndt at snakke, men han orkede ikke at sætte en stodder for deres sladder, i stedet rettede han sig op igen og lod blikket vandre ned over byen, der var ikke mange ude på gaden, de fleste sad hjemme ved deres familier eller var søgt på kroen for at more sig. Kvinden var ingen steder at se, og det havde ikke virket til hun var gået efter ham, og en hvis lettelse lagde sig over hans ansigt, som han stak de store grove hænder ned i de løse bukselommer. Han havde en god gå tur foran sig, for at komme ud af byen og op til sin gård, hvor Zion og Kaisa ventede på ham.

Han bevægede sig stilfærdigt ned ad gaden, med en mere afslappet mine over sig, nu hvor han ikke længere befandt sig omkring andre personer, det gav ham ro i sindet at han ikke længere skulle sidde ansigt til ansigt med kvinden, eller det troede han da. Lyden af hendes stemme bag sig, fik ham til at spænde op i hele den store krop, som han vendte sig imod hende med et ryk. Kæberne var let sammenpressede som han begyndte at miste tålmodigheden med kvinden, han flere gange havde forsøgt at afvise og få til at gå, nu var hun så fræk at følge efter ham. "Hvad vil du?!" Hans stemme var hård og meget mere brysk end før, som hans tålmodigheden tydeligt var på prøve overfor hende. Han rettede ryggen, tårnede sig et godt stykke op over hende med skuldre meget bredere end hendes. Hænderne forlod deres afslappede plads i lommerne, for at folde sig over hans bryst i stedet for, som han ventede på hendes forklaring på hvorfor hun blev ved med at chikanere ham på denne måde. 

Egentligt havde han mest lyst til blot at vende hende ryggen igen og fortsætte sin tur, ud ad den lange grusvej op til gården, men han havde på fornemmelsen at uanset om han blev eller gik, ville hun følge efter ham, så han kunne vel lige så godt forsøge at ryste hende af nu, mens de stadig var i byen.  

Hun stoppede sig selv fra at komme med en latter, da han tydeligt ret hurtig begyndte at miste hans tålmodighed. Der kom et svagt grynt fra hende i stedet, for det havde været lidt sjovt at se hvor afslappet han var, lige indtil han havde hørt hendes stemme, aldrig havde hun oplevet det før, hvilket et sted gjorde det sjovt for hende. Hun fik sådan set hvad hun ville have, han vidste det tydeligvis bare ikke. Opmærksomheds krævende var det eneste hun var i øjeblikket, hun var altid ligeglad om det var god eller dårlig opmærksomhed hun fik. "Det har jeg sagt, for mig handler det om selskab. Selvom du tydeligt hader det," siger hun med et smil, meget afslørende at hun absolut ved hvad hun faktisk gør. Hun ved ofte hvordan man trykker på de rigtige knapper ved folk for bare at få en reaktion fra dem. 

Det var noget som sad dybt i hende med opmærksomhed, lige meget om den var god eller dårlig. Hun havde fået så meget opmærksomhed fra en person igennem nogle år, til pludselig ikke at have nogle der ville give hende opmærksomhed, hun kunne ikke li det på nogle måde. Hun reagerede ikke engang på hans hårde tone, hun tog bare alt opmærksomhed til sig. Der var nogle ting som havde gjort hun var alene i mange år, prøvede at holde så lav profil som muligt, men en enkelt person kunne vende det rundt. Hun havde arbejdet igennem sin sorg som tiden var gået, nu var hun tilbage til igen at kræve opmærksomhed, hun lod intet stoppe hende i at få opmærksomhed, hverken den gode eller dårlige form. Hun havde nok flere ar på sjælen end man lige skulle regne med, især når hun bare krævede opmærksomhed. Ingen ville nok forstå hende, men hun forventede heller ikke at folk nogensinde ville forstå. Der var kun hende til at forstå det, alt der gemte sig under overfladen.

Det var tydeligt at se på Sawyer, at han ikke længere vidste sit levende råd med denne kvinde, hvad han skulle stille op for at slippe af med hende. Han tog sig til panden med den ene hånd, tydeligt frustreret over hendes vedholdenhed, som han dog måtte indrømme var imponerende. Det var evigheder siden han sidst var stødt på en, som holdt så hårdt fast på hans selskab, trods hans attitude omkring præcis det. Han trak vejret dybt ned inden han lod sin hånd falde ned og længe lod blikket hvile på hende uden at mægle et ord til hende. At miste besindelsen, det var ikke en mulighed for ham, han måtte tøjle sin frustration over hende, en mand der nedværdigede sig selv til at lægge en hånd på en kvinde, det ville han aldrig sættes i bås med.

"Meget vel.." svarede han kort, helt opgivende. Inden han vendte siden til hende, og fortsatte sin vandren hjem imod den store smedjegård. Hvis hun ikke ville tage imod en afvisning, måtte han blot accepter hendes tilstedeværelse, det behøvede jo ikke nødvendigvis indebære at han behøvede snakke med hende, og måske, blot måske hun ville ende med at kede sig så gevaldigt at hun selv ville søge videre i sin færd. Han lod hænderne glide ned i bukselommerne, men uden at falde sammen i ryggen. Han førte sig frem med en rank holdning i hele kroppen og et afmålt udtryk i ansigtet, der ikke gav udtryk for meget. Langt ude af grusvejen, kunne man se smedjegårdens stensætning komme til syne, den som omkransede hele hans grund. For blot en kort stund, lod han blikket glide over imod kvinden, mens hans blik hvilede ved hendes ansigt, i det mindste var hun ikke en som var glad for at skulle røre, så han slap for at risikere nogle syn fra hendes fortid. Han havde nok i sine egne minder, der dagligt ramte ham når hans humør blev mere ustadigt og gjorde ham mere modtagelige overfor dem.

Hun havde lyst til at hoppe i glæde som han bare vælger at give efter, tydeligt han nu nok havde opgivet lidt, for hun gav ikke ligefrem særlig let op. "Har du altid boet her omkring?" Spørger hun nysgerrig, som hun forsætter efter ham da han begynder at gå igen. Hun vidste ikke om det var et spørgsmål som burde spørges til denne mand, for han virkede meget, hun vidste ikke hvordan hun skulleforklare det, måske sorgbetynget, uden han helt viste det, men det var det eneste der umiddelbart faldt hende ind der kunne gøre ham så meget imod selskab, for hun kendte den følelse. Hun ser et øjeblik op på himlen, imens hun fornemmer hvordan skyerne er blevet mere tunge siden hun kom hertil.

"Det begynder snart at regne," hummer hun lavt, imens hun ser ligeud foran sig igen, som hun følger med ham til hvor end han lige nu går hen ad. Hun var tilfreds med hun ikke havde behøvet at sætte sig på ham, eller fundet et reb til at binde ham til en stol, eller være nød til at lænke ham med noget vand hvis hun fandt nok, der var i hvert fald nok i skyerne lige nu. Hendes blik fangede den store smedjegård, eller i hvert fald stensætningen omkring huset. Hun hummer lidt, som hun vipper hovedet en smule på skrå som hun kigger på det. Det så smukt ud, i hvert fald på denne afstand, det var ikke til at sige når de kom tættere på. Dette måtte jo så være hvor han normalt bor, var i hvert fald hendes gæt som Sawyer gik denne vej. Han virkede som en der kendte stedet, som folk kendte ham, så hun var ret sikker på han nok havde boet heromkring i et stykke tid, men det var nu ikke sikkert, man kunne aldrig vide.

Sawyer havde måske haft forestillingen om at hendes stilhed, ville have varet længere end den gjorde, men til hans store ærgelse gik der ikke længe inden det første spørgsmål strøg over hendes læber, og fik ham til at hæve det ene øjenbryn ganske let efter hende. "Nej..." svarede han blot tørt, han kunne ikke gå for meget i detaljerne, hvis han ønskede at kede hende til døde, så måtte han holde det kort og kontant i håbet om hun ville blive drænet til sidst af hele tiden at finde på nye ting og holde sin samtale kørende med. Hans skridt var lange, og førte ham hurtigt op imod den store stenbue, indgangen til hans gård, han havde så tit tænkt på at rive buen ned, ødelægge ethvert tegn på den nogensinde havde været der, men hver gang var han gået i stå, fordi han vidste hvor meget hans kone havde elsket den bue, der var lavet helt specielt til hende. 

Han stoppede først da de nåede til stenbuen, hvor han rakte den ene hånd lidt frem og lod fingrene glide over stenene. Det virkede dog til at han var så meget i kontrol, at de normale syn ikke kom væltende, hverken de gode fra dengang han havde bygget den, eller minderne fra han fandt sin forbrændte højgravide kone og to børn hængende i en løkke ned fra buen. Han trak hånden til sig inden et syn ville vise sig for hans øjne, før han vendte sig imod kvinden. Selvom det ikke var første gang der kom en kvinde i smedjegården, havde han det mærkeligt dårligt med det denne gang, for det var ikke for arbejdets skyld, der var faktisk ingen anden årsag en selskab, til at hun var der, og selvom det var mange år siden hans familie blev revet bort, følte han næsten at han bedrog sin kone med hendes selskab, især fordi han stadig ikke kunne huske hendes navn. "Hvad hedder du?" spurgte han blot roligt, ikke spor påvirket af hun allerede en gang havde præsenteret sig selv, ja selv han havde jo gjort det også. 

Hendes kommentar om vejret, fik ham til at løfte blikket let op imod himlen. Det kunne ganske vist godt se sådan ud, og hvis der fulgte et uvejr med måtte han hellere sørge for både Kaisa og Zion, havde mulighed for at komme i lå. Han bevægede sig imod den store fold i et raskt tempo, for at nå derhen inden helvede ville bryde løs over dem. Han skubbede en stor træport til side, så begge hingste havde mulighed for at søge ind i tørvejr i den løsdriftstald som de havde til rådighed. Han troede ikke rigtigt på det at spærre dem inde i små bokse, hvis de skulle kunne yde ordenligt, måtte de havde nok plads at boltre sig på for at holde musklerne ved lige, det var hans filosofi hvad angik hestene.  

Tydeligt han ikke ønskede hendes selskab, han lagde i hvert fald ikke skjul på det på noget tidspunkt. Men det stoppede hende ikke fra at spørge alligevel, heldigt for hende selv hun var god til at stille en masse spørgsmål. Hun hiver nogle dråber fra skyerne, som hun tager et tydeligt tegn på at de snart vil give efter for alt den vand. Hun ser et øjeblik på ham, som han stopper ved buen, hans øjne fortalt alt selvom han ikke selv ville. Der var en sorg begravet i manden, det var tydeligt at se som han rørte ved buen, men hun ville ikke forstå hvorfor, hun ville heller ikke spørge, hvis han ville snakke om det, så ville han selv bringe det op.

Hun kommer med et grynt, tydeligt han ikke havde hørt meget efter da hun præsenterede sig første gang. "Klytië Eos Sarris, men folk går bare med Klytië," siger hun med et smil, inden hun følger med ham rundt om gården. Der var kun en person som havde kaldt hendes Eos, det lod hun forblive til den ene person. Hun ser hvordan han åbner til hestene, nok så de kan gå indenfor i læ, når det faktisk begynder at regne. Hun hummer lidt, som hun fornemmer en slags prikken over hendes hud, tydeligt tegn på at regnen er ved at finde plads. Der går heller ikke andet end få sekunder, før der nærmest bliver prikket hul på skyen. Et stort smil kommer frem på hendes læber, som hun mærker regnen ramme hendes hud, nærmest kærtegne den, som vandet nærmest synker ind i hendes hud i et langsomt tempo. Hun hummer tilfreds, hun tog virkelig aldrig fejl med det regn, det kaldte nærmest altid på hende, især når det ville til at bryde fri fra skyen det var i. Hun hummer tilfreds, som hun et øjeblik bare nyder regnen, før hun ser over på Sawyer igen.

Sawyer så hvordan hun så ud til at glæde sig over regnen der var på vej, skulle han være ærlig forstod han ikke begejstringen for vand, det var vådt og koldt, og var kun godt til enkle formål. Sne var næsten værre endnu, det gjorde kun ting meget mere besværligt, der var ikke længere noget smukt i et snedækket landskab, kun hindringer og kulde, men han valgte blot at ignorere hvordan hun stod og teede sig over vandet der ville komme. 

Han trak dog svagt på smilebåndet over hendes grynt, det lød ikke til at have passet hende, men ikke desto mindre var det nok til at gøre ham opmærksom på hende, da hun for anden gang fortalte sit navn. Klytië, denne gang fik han fat i det, og måtte vel forsøge også at huske det, selvom han ikke ville gøre sig selv nogen forhåbninger om det. De to hingste kom i fuld galop op imod den, og den stald han havde åbnet ind til, de måtte også have mærket at regnen var på vej, for de nåede ind bedst som himlen åbnede sig over dem og regnen væltede ned over dem. Han fnøs lettere irriteret, da han ikke selv var nået ind i huset i tørvejr, men i stedet blot traskede igennem den øsende regn imod hans lille smedje, hvor våben hang sirligt fra gulv til loft hele vejen rundt. Våben han selv og hans fader for mange år siden havde lavet, dengang de lagde en stor stolthed i hvert eneste våben, smedet til at holde en livstid uden at gå til grunde. Hans blik vandrede kort rundt på dem, inden han gik over til den store armbolt der stod hævet fra gulvet, så han ikke behøvede bukke sig ned. Han lagde hænderne foran sig på den, egentligt havde han ikke noget arbejdet der kaldte på ham i øjeblikket, men han vidste ikke om han skulle søge ind i huset, der lå så mange minder, og han brugte egentligt så lidt tid som muligt derinde, og med Klytië på slæb var lysten til at gå ind kun mindre, trods hans ene fad med øl lå derinde. 

Hun følger med ham ind, da han vender rundt igen, tydeligt han gerne vil væk fra regnen. Hun forstod stadig ikke mennesker, og deres irritation over regn, men hun vidste også hun nok aldrig helt ville komme til at forstå det. Hun hummer lidt, som hun en sidste gang ser lidt på den stald hestene gik ind i. De havde været nogle smukke heste, tydeligt de var forskellige på hver deres måde og hvad de blev brugt til. Ikke hun vidste meget om det, men hun havde nok nærmere betragtet dem lidt med deres bygning og gået ud fra det, uden at være den største heste kender. 

Hendes blik vandre rundt, som de kommer ind i smedjen. Våben hang fra gulv til loft, tydeligt på display for noget alle kunne se, i hvert fald alle dem som kom herind. Hendes blik vandrede over hvert eneste våben, imens hun kom med en svag hummen. "Har du lavet alle de våben?" Spørger hun, som nysgerrighed igen prikker. Hun havde aldrig set så mange våben før på samme sted, men nu befandt hun sig også bare mere ude i naturen, hvor hun ikke følte det absolut var en nødvendighed. Hun ville nok aldrig rigtig lærer hvorfor nogle så det nødvendig med våben, udover krig. Hun ser over på ham, som han står ved en armbolt. Hendes blik betragtede det hele omkring hende, imens hun alligevel prøvede at ligge nok skjul på hun aldrig før havde vandret indenfor sådan et sted. Generelt så kunne man kun tælle på en hånd, de gange hun havde været i et hus. Eller de gange hun frivilligt havde bevæget sig ind i et hus, et øjeblik går der kuldegysning igennem hendes krop bare ved tanken, inden hun ryster på hovedet for at få tankerne til at forsvinde igen, det er ikke det rigtige tidspunkt med den fortid Klytië. Hun skælder lige på sig selv, hun bliver nød til at lade vær med at fordybe sig i sådanne tanker i dette øjeblik.

Sawyer stod med ryggen til hende, da hun begyndte at tale. Han løftede let det ene øjenbryn og rettede sig en smule op fra armbolten han havde lænet hænderne imod. Hans blik gled op på de mange våben, der havde lagt en stor stolthed i at fremstille hver enkelt af dem, og han kunne håndtere hver et af dem hvis han ønskede det, eller blev tvunget til det. Han vendte blikket over imod hende, som han stod helt rank med siden lidt til hende. "De fleste af dem, ja.." svarede han ærligt inden han trådte over imod dem, han rakte ikke ud, men lod blot sit blik dvæle ved den fortid de skjulte på. Han rystede svagt på hovedet, inden han vendte sig imod hende. Smedjen var omgivet af stenvægge, men med en stor åbning da den ene væg aldrig var bygget op, mest for at sikre der altid ville være en god udluftning derinde, den røg stålet afgav når det blev varmet op, kunne hurtig blive tung at befinde sig i for ham. 

For en stund stod han helt tavst, han havde intet arbejde at udfører, men det var der han bedst kunne fordybe sig og gemme tilværelsen. Han skævede over imod kvinden, normalt var det ikke små ting han lavede, men hans evne til at varme stålet op og til at kunne røre ved det, gjorde det måske muligt. En tanke begyndte at udspille sig i hendes hoved, som ideen tog form, gik han over til det stål han havde liggende, det meste var store og lange stykker, men han formåede at finde noget der var mindre, og lettere at forme som han ønskede det. Han gik over til armbolten, stod foran den med stålet i hånden der langsomt begyndte at skifte farve, røgen steg op fra stålet allerede inden den orange/røde farve brændte igennem. Han virkede helt uberørt, som han lagde det imod armbolten, og begyndte at rulle det helt tyndt ud mellem sin hånd og armbolten, dybt fokuseret på sit arbejde. Da den havde får de rette tykkelse, greb han om en lille hammer, han formede den med de mest forsigtige små slag, så den blev pæn firkantet, inden han lagde den over en stor kugle, så den kunne få en naturlig svag runding. Først da slap han sin evne på den, så den langsomt kunne køle af igen og beholde formen. 

Han havde måske udfordret sig selv, mere end hvad godt var, men han var ikke kendt for at give op når først han fik en ide i sit arbejde. I stedet fortsatte han, og lavede en magen ting. Hængslet ville blive den sværeste del at lave, men måske, bare måske kunne det lykkedes ham. Det var det mindste og mest detaljerede han nogensinde havde givet sig i kast med, men det var lige hvad han behøvede for at glemme Klytiës tilstedeværelse. 

Endelige resultat

Hun hummer svagt som hun ser på hver enkelt som hænger på væggen, inden hun vender sin opmærksomhed tilbage på Sawyer, som hun ved hun skal hive ord ud af den mand. Dog stilheden betød han var igang med noget, hvad vidste hun ikke, men hun kunne fornemme noget var igang. Hun går med rolige skridt hen til armbolten, hvor hun kan se han er igang med noget. Hun rynker lidt på næsen, da hun opdager hvordan han faktisk laver ting. Fascinerende alligevel, men hun holdte alligevel sin afstand. Hun vipper hovedet en smule på skrå, imens hun betragter alt hvad han faktisk laver. Hvis ikke de våben som var hængt op viste bare lidt om hans håndværk, så gjorde det i hvert fald det han havde laver lige der. Det var så småt, men detaljeret.

"Du er dygtig til det du laver," siger hun roligt, da han bliver færdig, hun havde ikke engang haft lyst til at forstyrre ham i det øjeblik, for han havde set så koncentreret ud. Der havde hun alligevel ikke haft det i sig, til faktisk at få den fulde opmærksomhed, som hun så hvor detaljeret han var begyndt at lave det. Hun vidste ikke helt hvad det var, men hendes interesse havde alligevel blevet vagt som hun så ham lave det. Tydeligt han var en dygtig håndværker, samt utrolig fokuseret når han faktisk er igang med det. "Hvor længe har du haft det her arbejde?" Spørger hun, som hun ser lidt på det han lige har lavet, derefter på de våben som pryder på væggen. På samme tid ved hun slet ikke hvad hun skal sige i forhold til når hun siger arbejde, for hun er ikke helt sikker på hvad det faktisk hedder det han laver, så hellere lade vær med at sige noget forkert og bare sige arbejde, mindre pinligt end at sige noget forkert.