Forårets stemme, Melarue, var på jagt efter Renaél, hendes nye lille hjælper. Selvom han måske ikke selv var klar over at han var blevet døbt det af Melarue. Indtil videre havde han i hvert fald ikke sagt nej til noget hun havde forslået ham, og hun nød det gevaldigt. Det var som at have en tjenestedreng, bortset fra at han til tider var lidt svær at finde.
Endelig forsøgte hun til healerhuset, hvor hun stak hovedet ind ad døren og kiggede sig omkring.
”Er Renaél her?” spurgte hun, inden hun overhoved havde kigget rummet igennem for at se om han var der. For et par elvere var her, og hun vidste han normalvis trænede her, når han ikke havde for travlt.
De fleste af elverne kiggede overrasket på Melarue. Hendes hår var sat op i en knold, for derefter at hænge løst ned fra den. Nok til at det ikke hang i hendes ansigt, men også løst nok til at det helt klart stadig kunne sidde i vejen. Hendes tøj var praktisk, og havde et par malerpletter på, så det var tydeligvis hendes ’praktiske’ tøj.