"Night! Sun!" Kalder Rhea, som hun ser de to ulve. De fiser rundt over det hele i skoven, de er slet ikke til at holde styr på lige nu. Hun sukker opgivende, det lige før hun ville tro de stadig var hvalpe selvom de allerede havde ramt to år. Hun var stadig ikke sikker på hvorfor de blev ved med at følge med hende, men hun sagde ikke nej til deres selskab, det holde nogle andre væsner væk hvilket kunne være absolut fint. De havde fundet vejen tilbage til de ældste skove, lige præcis der hvor hun havde fundet de to ulve. De var dengang blevet efterladt af flokken, men de havde fundet en flok siden, de var dog ikke særlig tro mod deres flok måtte Rhea da indrømme. Det havde hun aldrig oplevet før, men hun havde også opflasket dem de første par måneder, til hun havde fundet en flok til dem.

Hun sukker opgivende, da de begynder at hyle, et tegn på de har fundet et eller andet. "Gider i styre jer! Alle kan faktisk høre jer!" Kalder Rhea efter dem, inden hun begynder at følge efter dem i deres fodspor, som de ikke stopper deres hylen. Hun snakkede altid elvisk med de to ulve, det var noget de uden tvivl forstod, undtagen lige på disse tidspunkter hvor de insisterede på de havde fundet noget spændende, som Rhea bare måtte komme og se. Hun ville ikke forvandle sig til en ræv, i tilfælde det var et menneske eller noget i den stil som de havde fundet frem til, det var aldrig til at vide med de to hvad de faktisk fandt. De var som to børn, der skulle vise alle deres fund til Rhea. Sun havde dog været dum en gang, hvilket gør hun nu render rundt med kradsmærker over det ene øje, nogle flotte ar der gør hende nemmere altid at kende udover hendes pels. "Hvad er det i har fundet?" Spørger hun roligt, som hun er kommet tættere på, men ikke tæt nok til at se hvad de faktisk har fundet frem denne gang nu de er blevet stille igen.

Amazonitskovene var normalt et fredeligt sted, men Rosalyn var også klar over, at der ofte var jægere i området, hvilket var grunden til at hun næsten altid brugte sin ulveskikkelse. Så var det nemmere at skræmme fremmede væk, hvis hun bare viste tænder og opførte sig truende. Men det var selvfølgelig ikke altid den opførsel ville virke, når først jægerne havde sat ind efter at indfange en sådan ulv som hende. De tofarvede øjne var også noget ganske særligt, gul og blå øjne, som hun spejdede ud imellem bladene på den busk hun havde søgt ly ved. Hun havde hørt skridt tidligere og ønskede ikke at blive opdaget, som hun forsøgte at finde frem til, hvem det var og det var hendes søster eller en fremmed skikkelse. Furry var næsten altid ude, så Rosalyn forsøgte næsten altid at føre hende hjem igen. Men Furry skulle altid lede efter kød til dem, selvom hun kunne være noget så klodset til tider.

Pludselig kunne hun høre hyl og dufte artsfæller ikke langt fra hendes skjul. Hun lagde sig helt faldt imod den kolde jord, som hun lige kunne kigge under de mange blade og få en fornemmelse af, hvad der foregik. Da fik hun øje på til ulve, som hun straks blev mere rolig og faktisk valgte at rejse sig op, så hendes hoved stak ud iblandt de mange blade. Hun gengældte hylet, som hun dog fik øje på den skikkelse, der nærmede sig og straks forsøgte at advare de to ulve ved at springe frem og visse tænder. Man kunne aldrig vide, hvad fremmede ville gøre ved ulve. Nok kendte hun ikke de to ulve, men de var artsfæller, så hun følte sig nødsaget til at beskytte dem. Hårene på hendes ryg havde rejst sig, som hun havde spredt frontbenene ud, flyttet hovedet imod jorden og løftet røven for at gøre klar til at springe frem imod den fremmede skikkelse. Hun bemærkede ikke lige, at Reah havde deres duft på sig.

Der gik lidt tid, inden duften af et andet væsen fangede hende, ikke helt et halv dyr, også alligevel på en måde. Deres hyl bliver besvaret af et mere ukendt hyl for Rhea, så det var hvad de havde fundet. Hun stopper dog, som hun ser ulven foran hende som tydeligt viser tegn på hun ikke helt har opfanget at Rhea er med de to ulve hun prøver at beskytte. Hun løfter let det ene øjenbryn, som den viser tænder. Hun opfanger hurtig de to forskellige farvet øjne, imens hun vipper hovedet lidt på skrå. Hun kunne godt fornemme det ikke var en rigtig ulv, men nærmere dette halv dyr, som nok havde muligheden for at forvandle sig til en ulv. "Night! Sun!" Siger hun bestemt, da de to ulve er ved at stå sammen for at angribe den ulv. Hun havde forskrækket den stakkel, som tydeligt ikke helt havde opfanget lugten fra de to ulve. 

Begge ulve tier stille, men de stiller dem lettere foran Rhea, for at sætte det på plads at elveren er med dem. De så hende ikke som et objekt,  men nærmere en mor for dem, fordi hun altid passede på dem. Night læner sig op ad Rhea, inden han gnider sin pels imod Rheas kjole, for at hans lugt bedre kan blive fundet så ingen vil angribe hende uden grund. Men dette væsen foran dem vidste det jo ikke, den tænkte ikke før den reagerede, den ville blot passe på de to, selvom den ikke kendte dem. Hun sætter sig ned på hug med et smil, imens hun ser på denne specielle ulv foran hende. "Hej," siger hun med et roligt smil, hun havde hurtigt skiftet over til at snakke Krystalisiansk, for der var en chance for dette væsen ikke kendte til det elviske sprog, eller i hvert fald forstod det. Night stiller sig bag ved Rhea, med hovedet hvilende på hendes skulder, imens han ser væsnet an foran dem. Sun ligger sig ned på siden, imens den også holder øje med væsnet, hvis den nu prøvede at angribe deres person igen. "Jeg beklager hvis jeg sneg mig sådan ind på dig, de her to tosser vil bare vise mig hvis de finder noget spændende," siger hun med et varmt smil.

Det virkede usandsynligt at ulvene ville gå imod hende, men der gik faktisk ikke lang tid fra, at hun hørte kvinden udtale, hvad der måtte være deres navne, til de vendte blikket imod hende. Hun gøs ved tanken, som hun straks trak sig sammen og ledte efter en flugtvej. Hun havde ikke i sinde at blive overfaldet af ulvene, men vidste også godt at fuldblods ulve ville være i stand til at indhente hende, så måske hun skulle kæmpe? Rosalyn hvæste ganske let over deres fjendskab, som hun kort vendte blikket imod skikkelsen, der lod til at være elver, men så måtte hun vende blikket tilbage igen, som hun følte, at de bevægede sig imod hende. Hun kunne sagtens se syner, som hun følte sig en smule presset lige nu. 

Der faldt ro over situationen, som Rosalyn dog blev stående på alle fire, hvis de nu forsøgte at snyde hende, så hun ville slappe af og derved gøre det nemmere for dem at overfalde hende. Blikket vandrede frem og tilbage imellem ulvene og kvinden. Rosalyn fulgte deres interaktion med hinanden, som hun langsomt fik øjnene op for, hvad der foregik. Kvinden satte sig på hug, som hun kiggede direkte imod hende. Deres blikke mødtes, som Rosalyn ganske svagt bukkede hovedet ned og duftede ganske let til jorden. "Det går nok, frøken" svarede hun med en svag rumlen i stemmen, det var ikke ligeså nemt at holde en lys tone, som ulv, derfor var det måske også svært at få øje på hendes køn, medmindre hun virkelig fokuserede på Rosalyns slanke krop. Hun endte dog med at sætte sig ned på bagdel, halen vandrede stille over jorden, som hun logrede lidt Kvinden havde jo sagt undskyld. "Jeg beklager for min opførsel.. Jeg troede, De ville fange os" forklarede hun yderligere, som hun løftede hovedet imod ulvene, der havde bevæget sig tæt omkring Rhea.

Hun studerede ulven foran hende, den havde en meget slank bygning, så hun ville nok gå med dette var en pige. Hun følger med i de bevægelser ulven laver, imens hun lytter til hvad hun siger. Hun ville gætte på en ung pige, siden hun om talte hende som frøken. "Jeg syntes det flot af dig, du ville hjælpe de to hvis det havde været tilfældet, man bliver jo nød til at passe på hvis man er en ulv," siger hun med et smil. Hun vidste at ulve var en eftertragtet ting at have, enten som kæledyr eller som et trofæ man har nedlagt. Hun havde været overrasket over hun så gerne ville have hjulpet de to ulve, selvom hun overhovedet ikke kendte dem, for alt i verden kunne de have gjort hende noget, efter de havde taget sig af mig, i tilfælde jeg ville have fanget dem.

Ulve kunne være lusket nogle gange, men for det meste handlede alt om flok for dem, at stå sammen som en flok. Det var derfor Rhea ikke kunne forstå Night og Sun, som altid hellere fulgte med Rhea rundt, men de havde åbenbart valgt at lave deres egen flok omkring hende det meste af tiden. "Mit navn er Rhea, den sorte ulv hedder Night, han kan være lidt af en surmule, hende den røde/orange er Sun," siger hun roligt, imens hun vipper hovedet lidt på skrå. Imens hun igen studere dette væsen foran dem, et halvdyr, som alligevel havde forvandlig til de rødder som lagde bag halvdyret. Som hun nævner deres navne, løfter Sun hovedet lidt op, inden hun tager en pote op som hendes navn bliver nævnt. Imens Night han bare ligger sig ned med en brummen som hans navn lyder, tydeligt meget utilfreds med livet et øjeblik, han var lidt mærkelig nogle gange, han var sin helt egen.

Det var altid svært at bedømme en elvers alder, men Rosalyn var overbevist om at kvinden måtte være meget ældre end hende.. Det var nok de færreste der kunne prale af at være under 2 år og så stadig have hendes størrelse. Hun virkede dog fortsat nervøs, som kvinden sendte rosende ord i hendes retning. Stille flyttede blikket sig imod ulvene. "Jeg er van til at beskytte familien" forklarede hun med en mindre stemme, som hun virkede nervøs og påpasselig med at tale med kvinden. Hun lyttede også til deres omgivelser, som hun var bange for at kvinden måske bare skulle distrahere hende, så en anden ville angribe hende bagfra. Det måtte være ulempen ved at være et let mål, som hun kunne være, særligt sammen med hendes søster. Ikke at Furry var der nu, men hun måtte stadig beskytte sig selv. Klar til at angribe med ilden, hvis det blev nødvendigt. Ikke at det var nemt, når hun var ulv.

Rosalyn lagde hovedet en smule på skrå, som det resulterede i at det ene øre lagde sig en smule ned. Kvinden præsenterede sig selv og ulvene, som hun nikkede stille og måske glemte lidt, at hun burde præsentere sig selv også. "Rhea.. Nite og Sun" gentog hun for at kunne huske ordene, som hun dog måtte tygge bare en smule på dem. De var ikke lige nemme at udtale måtte hun dog sande, som hun kludrede lidt rundt i Night. Det gik op for hende, at hun havde præsenteret dem efter noget tid, som hun hurtigt rettede sig op og løftede numsen, så hun stod på alle fire. "Mit navn er Rosalyn" skyndte hun sig at fyre af.

Hun smilte som hun sagde det, hun var virkelig en beskytte omkring familie. Det var en god egenskab at have, især når man havde ulv i sig, så betød familie eller en flok alt. De var flok dyr, så der var intet til at sige til at det var sådan hun også havde det. "Det er en god ting, det kan du være stolt af, ikke alle vil beskytte familie så meget som du ser ud til at ville," opmuntre hun den unge ulve pige. Rhea sætter sig ned i skovbrynet, imens de to ulve ved hendes side begynder at snorke lidt, tydeligt ikke længere bekymret for der skulle ske hende noget.

Hun ser roligt på hendes bevægelser, som hun stiller sig op da hun præsentere sig selv for hende. "Det var da et skønt navn Rosalyn," siger hun med et varmt og imødekommende smil, nok godt klar over den unge pige foran hende var lidt på dupperne, hvis nu der skete noget. Hun kører hånden igennem hendes hår, inden hun tager sin taske fra Sun, som har rendt rundt med den nogle dage nu. "Vil du have noget at drikke?" Spørger hun roligt, som hun finder den skindet frem med vand i. Hun vidste ikke hvordan denne unge ulve pige klarede sig herude, men hun kunne da prøve at gøre hendes dag lidt nemmere ved at give hende lidt vand og mad. Hun vidste ikke hvor gammel hun var, men hun virkede ikke til at være det som man normalt vil betegne som voksen for et halvdyr. Men det var heller ikke ligefrem selv fordi hun endnu var helt voksen, hvis man spurgte de andre elver, hun var stadig lidt for ung til at blive betragtet som en voksen elver.

Det var ingen hemmelighed, at Rosalyn brugte en del kræfter på at beskytte sin familie, særligt efter at deres far havde behandlet deres mor på den måde. Nok vidste han ikke at de eksisterede, men han skulle stadig ikke rende rundt imellem alle de kvinder og være deres mor utro! Nok havde Octavia lagt det bag sig, men Rosalyn kunne stadig give udtryk for den vrede, som hun faktisk følte imod sin far. Heldigvis kendte Rhea ikke noget til det, som hun dog fortalte hende, at hun skulle være stolt over at ville beskytte sin familie. ”Hvordan kan man ikke beskytte familien?” spurgte hun en smule uforstående, som hun forhindrede halen i at logre yderligere over jorden. Hun kunne ikke rigtig rynke i panden med sin nuværende skikkelse, da det ville blive svært at se for pelsen. Så hun endte med at lægge hovedet på skrå i stedet for at understrege sin forvirring.

Rosalyn fulgte hende med blikket, da hun valgte at sætte sig ned, som Rosalyn selv lagde sig lidt ned i det høje græs. Hun holdt dog hovedet højt, som hun nemt ville kunne komme på benene igen og flygte, hvis der skulle ske noget, hun helst ikke ville være en del af. Dog bredte der sig hurtigt et bredt smil omkring hendes snude, som kvinden gav udtryk for at det var et smukt navn. ”Tak, Rhea” svarede hun med et nik, som hun løftede ørerne af hendes spørgsmål om hun var tørstig. Dertil måtte hun nikke, som hun løftede kroppen igen og vandrede de få skridt hen til Rhea og løftede snuden for at åbne munden, så hun kunne hælde vandet ned i hendes svælg. Så længe hun ikke gjorde det for hurtigt, så var der ingen fare for at Rosalyn ville føle, at hun ville ende med at drukne. Imellemtiden forsøgte hun dog stadig at lytte til deres omgivelser. Hun var næsten altid på vagt i disse tider.

Hun smiler til det hun spørger om, for det er et meget godt spørgsmål. Men det var jo ikke alle som tænkte på familie, de tænkte nærmere bare på sig selv og hvordan de havde det. Også var der dem som ikke kunne li deres egen familie, det var et godt spørgsmål hun stillede. "Det ikke alle som mener familie er det første de skal beskytte, måske kan de ikke li deres egen familie, for nogle tænker de bare ikke over der er et behov for at beskytte sin familie," siger hun roligt, men med et venligt smil til hende. Hun kendte selv til at ville beskytte familie, men hun havde også set så mange bare forlade deres familie bare uden videre. Selv i krig var der nogle som lod familie bare passe sig selv, selvom de ville være udsat i den tid.

Hun hælder langsomt med vandet, imens hun fra tid til anden holder en lille pause med at give hende vandet, for at hun ikke helt føler hun nærmest drukner. Hendes blik hviler på den søde ulv, imens hun gør sit bedste for at give hende vandet i et passende tempo. "Det var så lidt, vi har også noget mad, som de to har fanget hvis du også er sulten," siger hun med en rolig stemme. Det var ikke andet end for nogle få timer siden vel at de to ulve havde fanget lidt ekstra så de havde nogle kaniner til senere, men hun vidste det ikke ville være et problem at dele med Rosalyn også. Der gik lidt tid, inden Rhea kunne høre de to ulve bag hende snorke, tydeligt de var blevet lidt trætte på deres lange tur. "Bor du herude?" Spørger hun med et varmt smil, imens hun et øjeblik ser sig omkring, for at være sikker på der ikke er andre i nærheden. Hun vidste halvdyr boede herude, så de ville ikke undre hende, men det måtte være hårdt for den unge pige hvis hun var helt alene herude. Men måske hun havde familie der også var her et sted? Det er altid til at vide, men hun vidste også Rosalyn var opmærksom, for af gode grunde var hun nok bange for at Rhea havde sat en fælde, så hun måtte bare prøve få den unge halvdyr til at stole på hende så godt hun kan.

Det lød fuldkommen forkert i hendes hoved, at man ikke kunne tænke på sin familie. Hvem skulle man så tænke på? Rosalyn forsøgte at rynke på næsen, som hun løftede snuden ganske let og endte med at ryste på hovedet over Rhea's forklaring. Det måtte være nogle underlige typer, der tænkte sådan, for hun kunne aldrig drømme om at gøre det samme imod hendes familie. Hun havde jo kun Furry og hendes mor lige nu, så hvordan skulle hun kunne leve uden dem. "De må ikke være særlig kloge" pointerede Rosalyn med et fnys, som hun vendte snuden imod jorden og egentlig følte at det var nogle mærkelige tanker at gå rundt med. Hun ville selv gøre alt for at beskytte familien, så hvordan kunne nogen have det på en anden måde end hende? Der var tydeligvis meget hun ikke kendte til, selvom hun havde følt, at hun havde lært meget allerede. I de 1,5 snart 2 år hun havde levet.

Rosalyn følte dog ikke at Rhea var farlig, hvilket også var grunden til at hun takkede ja til tilbudet om at få noget vand. Som ulv var hun meget aktiv og derfor kunne hun sagtens tømme hendes vandskind, hvis hun fik lov til det. Men hun holdt sig dog en smule tilbage efter et par mundefulde, så hun ikke endte med at tømme hendes vandbeholdning. Så slikkede hun sig om munden, slog tungen imod snuden og trak den ind igen, som hun nikkede til Rhea, som tak. "Hvorfor er du så sød ved mig?" spurgte hun lettere undrende, som Rhea valgte at tilbyde hende mad også. Det var sjældent at hun faldt over væsner, der ville give hende både vand og mad. Men Rhea lod ikke til at have nogen bekymring ved at dele med hende. Det undrede hende dog, da mad var en værdifuld vare at have. Måske der ikke var krig lige nu, men man kunne aldrig vide.. Det gav et mindre sæt i Rosalyn, som hun egentlig havde sat sig ned på rumpen, men så hørte de høje snorkelyde. Hun vendte straks ørerne imod lyden, indtil hun fandt kilden og følte hun kunne slappe af i kroppen igen. Rosalyn nikkede til hendes spørgsmål, som hun vendte snuden den anden vej og så sig omkring. "Ja, min mor arbejder i en plantage, så vi bor i en hytte herude for at være tæt på" svarede hun, da hun havde rettet blikket tilbage imod Rhea. "Hvor bor du henne?" spurgte hun en smule nysgerrig, før at hun førte en pote op over sin snude for at fjerne det overskydende vand, der hang i hendes pels.

Hun kom med en svag latter med det hun siger, for Rhea var nu enig med hende, de personer var jo ikke de mest kloge. "Det kan du have ret i," siger hun med et smil. Det var heller aldrig noget hun selv tog let på med familie, men det handlede nok også omkring hendes egen situation. Hun havde kun været i en adoptiv familie, men hun elskede den familie og ville gøre alt for dem, ligesom Rosalyn ville. Men hun havde set det ved mange væsner hvordan de kunne finde på at efterlade deres familie, være ligeglade med alt omkring dem. Men hun var bare glad for at se, der stadig var andre som bekymrede sig om sin familie.

Hun lægger vandskindet ned igen, som hun kan se at hun er blevet færdig med at drikke. Hun ser på hende med et smil, for hun kunne nok godt forstå hendes undren. "Jeg bekymre mig for alle væsner, samt du minder mig lidt om da jeg fandt de to, jeg har taget mig af dem siden de var hvalpe," siger hun med et smil, for hende var det ingen problemer at hjælpe en ekstra. Alle væsner havde brug for hjælp engang imellem, lige meget hvem de var og hvad de havde gjort så ville de have brug for hjælp på et tidspunkt. Hun var en healer, så det lagde meget naturligt til hende at hjælpe der hvor hun kunne. Hun lytter til det hun siger, som hun finder en kanin i tasken. Hun lægger den på jorden så hun kan tage den hvis hun har lyst, hun svarede aldrig nej eller ja. "Jeg bor normalt i Elverly, det er lidt længere væk herfra, men jeg kan godt li at tage forskellige steder hen," siger hun, især i disse tider der var rimelig kedeligt i Elverly pga den blomst der endelig er sprunget ud igen. Så hun brugte tiden rundt omkring, og hvis der var brug for en healer så var hun der.

Eftersom at Rhea endte med at grine svagt, så kunne Rosalyn ikke helt lade vær med at smile til hende. Det var rart, at hun så det på samme måde. Hun kunne selvfølgelig ikke vide om Rhea kendte til situationen, siden hun havde været i stand til at omtale den. Hun valgte dog at nikke til hendes ord, som hun ikke helt kunne lade vær med at tænke over, hvilke typer, Rhea kunne tale om. Måske de jægere, som ville gøre alt for at indfange hende og hendes søster? For dem betød familie næppe særlig meget, som hun endte med at rynke let på næsen, selvom det var svært med pelsen og den anderledes anatomi. Måske hun i virkeligheden skulle forvandle sig til menneske igen? Skulle Rhea også bedre aflæse hende? Eller var det dumt?

Det var rart at få slukket tørsten dog, som Rosalyn førte den lange tunge over hendes snude og nikkede til hende. Hun lagde dog ørerne en smule tilbage, som hun blev nervøs for, hvad Rhea ville svare til hende. Hun håbede ikke at grunden var af dobbelt betydning, som hun havde svært ved at opfange den slags. Men hun havde tydeligvis ingen grund til at bekymre sig, som Rhea forklarede sig og automatisk fik hende til at kigge imod ulvene, der var faldet i søvn. ”Det må have været hårdt arbejde” lo hun stille, så tungen fik lov til at hænge lidt ud af hendes mund. Hun vidste godt, hvordan hun selv kunne opføre sig til tider og at passe to ulveunger ville bestemt ikke være en nem opgave. Som Rhea fandt kaninen frem, kunne man se hvordan Rosalyn endte med at blotte tænderne en smule. Hun kunne pludselig mærke sulten, selvom hun ikke havde forventet, at hun var sulten. Derfor gik hun også hurtigt frem, som hun satte tænderne i dyret og trak det til sig for at lægge sig ned og begynde at flå dyret med tænderne. ”Er Elverly ikke kun tilladt for elvere?” spurgte hun en smule forsigtigt og med et stykke kød hængende ud af munden, som hun drejede hovedet omkring og fik kødet slugt ordentligt.

Hun kommer med en latter som hun siger det må have været hårdt, for det havde det været uden tvivl. Alle i Elverly var blevet træt af de to hvalpe ret hurtig, for de havde det med at smadre mange ting. "Det var slemt, alle i Elverly var ved at være trætte af dem på bare en måned, for de smadre nærmest alt de kunne få poterne i," siger hun, som hun ikke kan stoppe hende latter som hun husker det. Nok var de til naturen og dyr, men at have to ulve unger der satte tænder i alt og smadrede ting, det var lige over grænsen tydeligvis. Hun ser til med et smil, da hun begynder at spise kaninen hun gav hende. 

"Der er flest skovelver i Elverly det er rigtig, men vi acceptere også Satyrer, halvdyr og alfer." Siger hun med et smil. Hun kan nemt huske det, for det var ikke rigtig mange der var accepteret ind i Elverly udover det. "Dog er der en blomst lige nu, Faelwens Tåre. Den gør dog at mennesker og halvelver ikke kan være i Elverly nogle måneder, da den slår de to racer ihjel hvis de befinder sig i dens duft i en time," siger hun med et mere sorgmodigt smil, for hun havde set de konsekvenser ved nogle som ikke havde troet på hvad blomsten kunne gøre. "Jeg har set den før, så for mig er det ikke sådan noget jeg vil se igen. Jeg har ikke rigtig noget som sådan at bruge blomsten til, da jeg er healer," siger hun, men som hun nævner hendes erhverv har hun et større smil, for det er hun stolt af at være, hun kan godt li at hjælpe andre på alle tidspunkter. Hun er dog ikke en af dem som kan genoplive døde, men hun kan heale folk også heale afskåret lemmer tilbage på kroppen igen. Hun var dygtig til det hun gjorde, hun havde bare en stor passion for at hjælpe andre hvis de havde brug for det.

Det var tydeligvis morsomt, at Rosalyn havde stilt hende det spørgsmål, som Rhea straks brød ud i en latter, der formåede at få et nogenlunde smil fra på Rosalyns læber, som hun dog blottede de skarpe tænder bare en smule. Hvalpe kunne være noget så energiske og umulige at holde hen, så meget havde hendes mor i hvert fald forklaret, da Rosalyn havde opdaget hendes evne første gang. ”De er jo også kun børn i den alder” indrømmede hun med et forsigtigt smil, som hun selv syntes at det var i orden at hvalpe opførte sig, som de nu engang gjorde. Det lå jo lidt i deres natur at have så meget energi, så de ikke ville blive fanget af større dyr.

Det var underligt at spise kanin på denne måde, men eftersom at den ikke var tilberedt, så var det faktisk nemmest for Rosalyn at spise kaninen i hendes ulveskikkelse. Der var hendes tænder bare langt stærkere og skarpere, så hun sagtens kunne flå nogle stykker af dyret. Hun lyttede opmærksom til hendes forklaring dog, som hun ikke havde forventet at andre væsner var velkomne. ”Så.. jeg må faktisk godt besøge Elverly på et tidspunkt?” spurgte hun lettere nysgerrig, selvom hendes mor muligvis ikke ville tillade det. Men hun kunne da have lov til at håbe. Rosalyn gik helt i stå i hendes måltid, som Rhea forklarede yderligere og straks kunne man fornemme på hende, at hun blev nervøs og måske endda en smule bange. ”Hvad med mig, jeg er jo halvt menneske eller faktisk mere end det, to tredjedele?” spurgte hun af ren og skær bekymring for at der ville gå noget galt, hvis hende eller hendes søster forvildede sig ind på deres område. Det kunne jo kun ende galt så, eller havde hun misforstået noget? ”Hvad kan blomsten?” spurgte hun efter lidt tid, som Rhea gav udtryk for, at hun ikke ville have noget at bruge blomsten til. Hun nikkede dog stille til hendes forklaring om, at hun var healer. Så kunne hun måske hjælpe, hvis hun skulle komme galt afsted på et tidspunkt. Men muligvis først efter at blomsten var færdig med at blomstre?

Hun nikker til det Rosalyn siger, for de var nemlig kun børn i den alder. "Det rigtig, derfor det sådan et sjovt minde, for de lavede alle de her kunstner, de var virkelig en mundfuld, især hvis du spørger de andre. Men jeg fortryder dem ikke et sekund, selv i de år," siger hun med et stort smil. Hun havde altid haft et tæt bånd til de to, det blev ikke bedre af alt deres ballade det var som det smedet dem mere sammen. Hvordan det kunne lade sig gøre, det vidste hun ikke. 

"Det må du gerne, jeg skal nok vise dig Elverly hvis du vil," siger hun med et smil, som hun virker interesseret i det. Mange var interesseret i hvordan de boede i Elverly, selvom det for hende virkede simpelt men for andre kunne det være en stor ting at se. "Så må vi vente til det er sikkert igen for dig, der skal lige gå en to måneder mere, så skulle det være sikkert igen for andre." Siger hun, imens hun nikker lidt som hun husker tiden på det hele. Det ville være synd at sætte den unge halvdyr til fare, når den var mere menneske end bare lige. "Den bruges mest til medikamenter, men også andre ting. Det med at lave sådan nogle ting, har ikke umiddelbart været i min interesse, jeg har mere fokus på at kunne heale bedre end godt," siger hun med et smil, da det var noget hun gik meget op i. Det var derfor hun healede dyr hun så i naturen som var kommet tilskade, eller var inde på et helbreder hus, så hun kunne hjælpe dem som havde brug for hjælp. "Så jeg hjælper med at heale dyr og mennesker, det ser jeg en mening med," siger hun, som hun et øjeblik ser på hendes to sovende ulve med et stort smil, alle de gange hun havde hjulpet de to tosser.

Der hvilede et behageligt smil på Rosalyns læber, selvom det var svært at se for de skarpe tænder, der kom til syne, når hun valgte at smile. Samtidig så havde hun også en smule kød og blod hængende ved mundvigen efter at have sat tænderne i kaninen. Det var dog meget rart at få noget mad ned i maven, som hun faktisk ikke havde troet sig selv sulten, men det røg hurtigt ned. ”Minder er dejlige ting at holde fat i” svarede hun med et kærligt smil på læben. Hun havde ikke selv mange minder endnu, men nu var hun heller ikke så gammel, så hun havde tid nok til at lave en masse ny minder. Særligt hvis hun kunne finde ligeså godt selskab som Rhea i fremtiden, hun foretrak hendes selskab over jægernes..

Det var lige før hun havde tabt kæben, som hun havde løftet hovedet fra jorden og kiggede en smule forundret på Rhea. Måtte hun gerne se Elverly og måske i en nær fremtid endda? Man kunne se begejstringen i hendes blik, som hun rejste sig op på alle fire, efterlod resterne af kaninen og satte sig hen foran Rhea for at høre mere. Man kunne dog hurtigt se skuffelsen i hendes blik, som Rhea forklarede, at de nok skulle vente nogle måneder, før det ville være sandsynligt og sikkert for hende at komme ind i Elverly. ”Så må du fortælle mere om stedet indtil jeg kan se det selv?” foreslog hun, som hun hurtigt fik fjernet skuffelsen i hendes blik. Hun skulle ikke været blevet så henrykt til at begynde med, det var ikke en gang sikkert at hendes mor ville tillade hende at tage med til den tid. Måske hun bare skulle lade vær med at spørge om tilladelse i virkeligheden? Rosalyn lyttede så godt hun kunne, som ulvene stadig snorkede, men hun fik da det meste med. ”Så har du selvfølgelig heller ikke brug for at vide alt om blomsten” svarede hun med et understregende nik, som Rhea da ikke skulle spilde hukommelse på ting, der ikke kunne gavne hende? Hun smilte igen til Rhea, mon hun godt kunne forvandle sig foran hende? Men hun havde ikke noget tøj at tage på. Rosalyn bed sig en smule i tungen, fordi det var nemmere end læben. ”Det er også en god ting” svarede hun med endnu et nik, som det var rart at nogen passede på dyrene og menneskene, der kunne være kommet galt afsted.

Hun nikker som hun selv siger, at minder er dejlige at holde fat i. "Det er rigtig, det altid godt at have gode minder med sig," siger hun med en hummen. Hun havde nok svært ved at forestille sig hvordan det var ikke at have særlig gode minder, for hun havde altid været omkring af gode. Hendes adoptiv familie havde altid sørget for at skabe gode minder for hende. De eneste dårlige minder hun havde, var nok da de fik beskeden om hendes adoptiv mor var død, inden havde sagt hvorfor eller hvad der var sket. Men en elver døde jo ikke bare lige af alderdom, så hun havde jo godt vist det nok ikke havde været helt tilfældigt alligevel.

"Elverly er omgivet af skov, der er Lindeskoven som de fleste kender, som består af mange gamle træer, som man ikke må fælde. Der er de varmekilder, et fantastisk sted at bade, det er utrolig smukt da vandet er sølvglinsende. Imens vi også har sølvfloden, det sted jeg fandt Night og Sun. Den fik sit navn, da vandet ligner det er flydende sølv. Der er træhytter oppe i de gamle træ, hvor vi også har forbundet hytterne med hængebroer, hvor i nattetimerne bliver de oplyst af lysende krystaller. Det sådan vi lever primært oppe i træerne, men vi har også nogle underjordiske hule vi bruger. Der er en stenfæstning til vores soldater, samt et skovfort som er bygget i træ til lederne i Elverly." Siger hun med et smil, som hun genkalder alle de steder som er omkring Elverly. Der var så mange steder, som alle havde deres helt egen måde at tage pusten fra en på når man så det de første par gange. Der var intet at sige til at folk så gerne ville se nogle af de her ting, men det var ikke alle som fik lov til bare at komme ind, fordi det var ikke alle som Elverne ville acceptere.

Skovelveren virkede ufattelig munter, så munter at Rosalyn ikke rigtig følte at hun kunne følge med. Måske fordi hun havde vænnet sig til altid at være på vagt i disse skove. Der skete så mange frygtelig ting, at hun følte at hun altid burde være vågen og ikke rigtig kunne give sig hen til en samtale, som den de sagtens kunne komme til at blive fanget af. De delte i hvert fald en del ting allerede, som Rosalyn lod blikket vandre imod ulvene igen. Der var noget hjemligt over at kunne betragte ulvene, som hun for en stund glemte alt om Rhea og var tæt på at lægge sig ned, for bare at slappe af og nyde skovens lyde igen. Men snakken om Elverly bragte alligevel hendes fokus imod Rhea igen.

Hun var dog en smule mundlam over den lange forklaring hun fik lige pludselig. Men hun nikkede taknemmeligt for at Rhea ville tage sig tid til at forklare hende det hele. Hun kunne næsten forestille sig det store område, som Elverly bestod af. Hun havde altid gerne ville have set det selv, men Rheas beskrivelse var virkelig grundig, så måske hun ikke behøvede at tage turen og den fare, der ville hvile over hende, når hun forlod Amazonitskoven? ”Er der sølv på bunden af floden så?” spurgte hun dybt interesseret og muligvis overbevist om, at det måtte være tilfældet, fordi ellers gav det da ingen mening, at det lignede sølv? Eller måske det ikke skulle kunne forklares? Hun håbede dog på en forklaring, der kunne få hende til at forstå det. ”Det lyder som et idy.. Idyllisk sted” det var svært for hende at finde det rette ord, derfor tog det noget tid, før at hun kunne færdiggøre sætningen, som hun nikkede lidt, at hun mente det var det rette ord at beskrive stedet med. Hvad kunne det ellers være? Måske det endda var fredeligt, fordi det var forbeholdt elvere?

Sun vågner op et øjeblik, hun skubber sig selv hen tættere på Rosalyn, inden hun lægger sig helt ned for at sove igen. Tydeligt ulven prøver at få den unge pige til at føle hun var en del af deres lille flok, også selvom de ikke umiddelbart kendte hinanden. Men de to ulve havde ikke noget imod at tage andre ind, hvis det betød de hjalp en anden ulv. Rhea smiler af Sun's gestus hun giver Rosalyn, hun ville nok aldrig forstå de små gestus mellem ulve, men det var også okay. Hun havde ikke et behov for at forstå det hele, andet end at de ikke ville gøre den unge ulve pige noget.

Hun ryster på hovedet, "utroligt nok så nej, det ligner bare det er sølv, vi har aldrig helt fundet ud af hvad der gør det, men det er et yderst smukt syn," siger hun. Hun havde i hvert fald aldrig hørt om grunden, så hun regnede ikke med at nogle kendte til grunden til det. Bunden havde man tjekket, men intet sølv, det var bare som om vandet var magisk. "Meget idyllisk og fredeligt," siger hun med et smil, for det var sjældent hun havde oplevet der skete en hel masse. Elverly var absolut smuk, hun syntes det stadig men alligevel syntes hun andre steder var ligeså smukke. Måske det var fordi hun altid havde været så van til Elverly, at det nu bare var normalt for hende. Hun var mere eventyrsøgende som tiden var gået, hun ønskede at se resten af landet, oplevede hvad der var at opleve. Men hun kunne også forstå dem som ønskede at se Elverly, for det var idyllisk, smukt og meget fredeligt. Dyrene var der mange af, også selvom der var jagt fra elvernes side, havde hun alligevel ikke oplevet så mange dyr i andre skove. End alle dem som hun fandt i Lindeskoven, det var altid et smukt syn at se så mange forskellige dyr i den samme skov.

Det gav et mindre sæt i Rosalyn, som den ene ulv lige pludselig vågnede op og nærmest i søvne bevægede sig hen til hende. Hun rykkede svagt på den ene pote, da ulven endte med at lægge sig ned ved siden af hende. Til at begynde med var der en svag rynke over hendes snude, før at hun forstod den lille gestus, som ulven forsøgte at vise hende. Da formåede hun straks at slappe mere af, som hun bukkede hovedet ned og slikkede ulven ganske let bagved øret, som en form for tak imellem dem. Ulven ville alligevel ikke kunne forstå hendes ord, men den form for gestus måtte den kunne forstå. Hun var nu glad for at ulvene ikke lod til at se hende som en trussel, man kunne aldrig vide, når de sikkert ville gøre alt for at beskytte Rhea, ikke at Rosalyn havde gjort noget for at true hende endnu. Kun til at begynde med.. Men der vidste hun ikke bedre.

Det var lige før at man kunne fornemme skuffelsen i hendes blik, som Rhea forklarede, at der ikke var noget sølv i bunden af floden. Det havde ellers været sejt, hvis det havde været sandt! Hun rystede dog ganske let på hovedet, som hun nu heller ikke kunne finde nogen forklaring på det. Mon ikke der var nogen, som havde undersøgt det? ”Bare jeg kunne se det” hviskede hun en smule forsigtigt, som hun dog havde accepteret, at det sagtens kunne være farligt for hendes art. Det var jo ikke til at vide og netop fordi Rhea virkede usikker, så ville hun slet ikke turde tage chancen, for hun skulle jo også hjem og passe på sin familie. ”Forhåbentlig kan jeg få chancen på et senere tidspunkt?” spurgte hun lettere forsigtigt, som hun så lettere forventningsfuldt på Rhea og lod halen bevæge sig frem og tilbage.