I løbet af de tre dage havde hun dog fundet svar på hvor Alyans træ var plantet og fået ordnet tingene i Skovfortet til at hun kunne forlade det hele i trygge hænder. Vinteren var en god tid for personlige rejser for selv Lindeskoven var mere stille på den tid.
Der var også stille i kanten af området Skovfortet definerede, som Daeralda stoppede der og satte sin lette oppakning fra sin på jorden ved sine fødder. Hendes blik var på skoven, som hun lod en kaldende trille glide ud mellem træerne og ventede.
Både på hendes følgesvend på denne ellers ensomme rejse og på dem hun havde kaldt på for at bære dem på deres færd.
Som hun yndede var det Lys-hjorte hun havde kaldt på. De store væsner hørte til i skoven og bevægede ubesværet og hurtigt igennem den. Af udseende var det hjorte som så mange andre, men deres gevir lyste op i træernes skygge og dens øjne ligeså.
