Solens sidste stråler krøb langsomt over landskabet foran den blonde nordbo, der med et sagligt udtryk nød den varme de fragav. Der var noget ret specielt ved skumringstiden, og Alvilde kunne ikke benægte at det fragav den der følelse af tilfredshed. En følelse af orden. Når mørket begyndte at krybe hen over himmelbuen, ville der gå timer førhen at lyset kom tilbage til Krystallandet. Og i al den tid, ville landet være hengivet til... andre aktiviteter. Andre former for liv. 
Fordi det var spøjst hvem der kunne  komme frem om natten. Dens lange skygger havde det med at tiltrække typer og sjæle der ikke ville - eller kunne i nogle tilfælde, vise sit ansigt frem om dagen. Udover selve typerne ændrede sig, var natten også hengivet til hemmeligheder og skjulte aftaler, møder ved gadehjørnerne og latter i lyset af orange lamper. 

Og Alvilde havde aldrig været for fin til nattens folk. 

Den bredskuldrede kvinde trak pelsen tættere omkring sig da et koldt vindstød fejede ind over bymuren. Den hårde stenmur var relativt øde på det her tidspunkt, med silhuetter af enkelte vagter patruljerende på sidelinjerne. Alvildes læber trak op i et skævt smil, og hun lænede sig op af murkanten med krydsede arme foran sig og et kort suk. 

Jarko, falken hun havde med sig måtte efterhånden snart komme tilbage. Hun vidste han fandt muren, byen, larmen og lugten utrolig indelukkende og ubehageligt - det kendte hun flere sjæle der faktisk gjorde. Men hun ville for gudernes skyld ikke bruge en til nat i det åbne - sidste uges enorme regnvejr sad stadig for godt fast i tankerne. 

Aldrig havde Dimitri tænkt sig og overvejet at dukke op på det her sted men her var han altså. Iklædt det sædvanlige, en sort skjorte, nogle bukser, og ellers strittede håret som altid. Det var rart at solen var gået ned, for så kunne han faktisk nyde omgivelserne endnu mere. Han var ikke til sol og varme, og hadede virkelig meget. Han havde stået og kigget på omgivelserne lidt før han efter at være kommet tættere på kunne se en kvinde. Han kendte hende ikke, og lagde armene over kors som hans gule øjne hvilede sig på hende. Gad vide, hvad hun lavede her og der gik ikke lang tid før Dimitri fik øje på vagterne. Det var jo slet ikke godt, langt fra. 

Han bed tænderne sammen, og endte så med et få et lusket smil frem. Han nærmede sig lidt mere, og sørgede for at holde øje med vagterne. Det ville slet ikke være særlig godt, hvis han blev taget. Hans omdømme var ikke særlig godt, at han enlig var ligeglad med netop dét var en mindre detalje. Han var så pludselig hurtig henne foran kvinden. Hun var bredskuldret, en del mere end hvad han selv var. Ikke at det gjorde noget, for skulle det ende i en kamp var han frisk"Ikke tit jeg kommer heromkring"lød det fra hans mund som han lod hans øjne glide ned over hende.

Han var ikke helt sikker på, hvad han enlig lavede her. Han havde bare gået sig en lille tur, og undersøgt mulighederne for at snuppe en tår blod eller to. Det havde da heller ikke skadet ham, hvis han kunne være lidt grusom imod en eller anden. Han var nød til at skubbe de tanker væk, som hans blik hvilede sig på denne kvinde her foran ham"Jeg gætter på at du nyder mørket, eller hvad laver du her"spurgte han med et løftet øjenbryn.

At sige Alvilde var sløv i trækket ville være forkert. Hun var ganske kvik, og et erhverv som jæger og kriger krævede skarpe sanser og hurtige reflekser - noget hun tog ret så stor stolthed i! Men alligevel formåede hun at spjætte kort ved den melodiske stemmer der kom fra siden. 
Bandende tog Alvilde et par skridt tilbage, og kneb øjnene undersøgende sammen da en høj figur tårnede sig op foran hende. Klædt i sort men dog med en skærende bleg hud, den fremmede mand fik kortvarigt en kold rislen til at løbe ned af nordboens ryg og hun skuttede sig. Hendes blå øjne låste sig fast i hans bleg-gule, og den blonde kvinde fremtvang et smil på trods af de alarmklokker hun følte ringe i baghovedet. Der var noget underligt ved ham. 

"Næppe, jeg nyde' skumringen. Men mørket er dog stadig en jægers element" 
Svarede hun tilbage efter nogle sekunder, en anelse overrasket over hendes stemme lød så normal som den gjorde. Hånden der per refleks var havnet over det brede sværd ved hans overraskende op-dukken, blev langsomt fjernet en anelse for ikke at virke direkte fjendtlig. 

"Men forståeligt, bymuren er ikke ligefrem et mødested for mange"
Svarede hun efter lidt tid, hvor at hendes blik gennemsøgende prøvede at finde ud af hvad der var ved ham, der fik klokkerne igang. Nordboens smil blev mere ægte nu, og fik en kant af rapkæftet skarphed over sig, og hun lænede sig igen op af bymuren, den her gang kun med den ene arm. 

"Nyder du mørket, eller hvad laver du her?"
Kom det fra hende med et slet skjult smil, øjne stadig opmærksomt hvilende på hans slanke form. Hun ledte efter et våben, en halskæde - et eller andet der kunne indikere hvad han var. Fordi selvom hun gerne ville tro det, føltes det ikke rigtigt i hendes mund at sige menneske.

Lige nu var det svært for Dimitri at kigge væk fra hende, men det var kun fordi hun virkede bange på en måde. Det undrede ham men så alligevel ikke, fordi han var vel hvad han var. Dog havde han ikke gjort noget endnu, men som hun snakkede til ham holdte han blikket på hende før han skulede til vagterne. Bare de ikke fik fingrene i ham, det ville ikke være særlig godt. Men han havde hurtige reflekser så det ville sikkert ikke ske, han nød den tanke. Hans øjne gled ned over hende og landte så igen på hendes ansigt. Hendes spørgsmål fik ham til at træde tættere på så der pludselig ikke blev særlig meget afstand, og han lagde en hånd ovenpå muren ved siden af hende"Mørket er også fantastisk"lød det fra ham som han lod hans gule øjne betragte hende.

Dimitri fjernede blikket fra hende, og trak sig lidt tilbage. Der gik ikke lang tid før hans blik vendte op imod himlen. Han lod det kække smil brede sig, og gav et nik fra sig som hun nævnte at det ikke var et mødested for mange. Han kom her næsten aldrig, men nu hvor solen ikke skinnede og der ikke var varmt, havde det ikke gjort ham noget at have begivet sig herud. Det havde bare været meningen at han ville gå lidt rundt. Men var så endt her"Nej det er det bestemt ikke, og jeg havde ikke troet jeg ville ende her"sagde han og sendte hende et bredt smil.
 
Hendes spørgsmål fik ham til at tage hånden væk fra muren selvom han var fristet til at lade den blive derpå. Men han kunne godt lide hendes spørgsmål, og kunne ikke stoppe sig selv fra at nærme sig hende. Han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt, og han lænede sig ind imod hende imens han begravede hænderne i bukselommerne"Det gør jeg altid, hvad med dig"blinkede han til hende som han lod hans tunge glide hen over hans læber.

Efterhånden som årene havde sneget sig ind på Alvilde, havde erfaringerne fulgt med. Hun havde mødt skruppelløse mennesker, elskværdige dværge, arrogante elvere og farlige dæmoner. Hun havde haft sit at slås imod i kampen ved dværgenes by, og havde sidenhen båret sine fornemmelser uden på tøjet. Og hendes fornemmelser - de basale instinkter der ville have hende til at overleve, sitrede i nærværet af denne mand. 
Hendes blik fulgte kort hans - vagter, heh? De virkede ikke til at bekymrer ham synderligt, og hans opmærksomhed faldt da også hurtigt tilbage på hende - noget hun ikke helt vidste om hun brød sig om endnu. Da han trådte tættere på, lænede hun sig lidt mere tilbage for at holde afstanden, men kunne ikke slippe hans intense blik. Det er svært at slippe de øjne, konstaterede hun tørt i sine tanker, dog med et skjult anerkendene smil. 

"Uden fuldmån'n er jeg blind som Zaladin i en solstråle, meen der er noget specielt ve' det. Man finder sig selv gå af andre stier, når den oplagte ikke er lyst op, eh?"
Nordkvindens smil kunne ikke hamle op med det brede smil han sendte hende, men dog var det denne gang oprigtigt - fordi hun mente det hun sagde, noget man kunne hører i den let leende stemme. 
Natten var på mange måder et tveægget sværd, der bød op til dans men med konsekvenser for dem der ikke kunne følge med. 
Da han endnu engang nærmede sig, bakkede Alvilde ikke tilbage. Ikke denne gang. En smørret grimasse trak i stedet i kvindens mundviger, da hun med en bjæffende og en smule ru latter svarede ham. 

"Så nej, nyde er måske et lidt fornemt ord at brug'. Jeg respekterer det dog, kun et fjols ville gøre andet".
Et koldt vindpust ruskede op i begges tøj, og svagt kunne man hører en af vagterne bande over kulden lidt væk fra dem. Alvildes blik faldt tilbage på dem, og tænkende vippede nordboen hovedet på skrå; han havde ikke virket særlig begejstret over at de patruljerede heroppe. Men hvem var hun at bebrejde ham? De mennesker der kom frem i natten havde ofte et anstrengt forhold til lovens lange arm.

"Det er sjældent mennesker her fra byen taler så positivt om mørket, krigene har sat sine ar. Men ikke dig, eh? Du virker ret selvtilfreds"
Smilede hun glat, og tog langsomt nogle skridt videre. Med et kort nik inviterede hun ham med på en gåtur langs bymuren, men kiggede ikke tilbage for at se om han fulgte med. Hvis man ønskede selskab, var hun ikke den der afviste det, endnu. 

Kulden var fantastisk, der var nærmest intet bedre for Dimitri. Vampyrer forgudede kulden, eller de fleste gjorde nok. Specielt ham, han hadede varmen og solen, det bedste var kulden jo koldere desto bedre. Som denne kvinde inviterede ham med på en gåtur, han havde hænderne begravet i bukselommerne og nikkede til hende. Det ville da ikke skade at følge med hende på en gåtur, så længe han bare huskede at holde øje med vagterne. Det ville ikke være godt, hvis de fik øje på ham, selvom det også kunne være ganske sjovt så gik det bare ikke. 

"Det har du helt ret i, jeg nyder mørket altid måden det eneste lys man kan se er fra stjernerne på himlen, når de er fremme"sagde han med et bredt smil som han gik lidt mere rundt sammen med hende. Han vidste ikke om hun havde en idé om hvor de skulle hen, men det burde han nok heller ikke bekymre sig om lige nu. Han havde også været ligeglad med at hun ikke kiggede efter ham for at se om han var med, han var automatisk fulgt med, for han havde ikke tænkt sig at stå stenet fast foran muren uden at lave noget. Han vendte hans blik rundt for at se lidt på omgivelserne, havde han enlig været her før? Han blev lidt i tvivl, men han var ikke sikker på at han havde været her før. Men det var ikke det værste sted, og dog så brød han sig vel ikke så meget om det. Han havde en halvt god mening om stedet, og en halvt dårlig mening.

"Det er en klassisk vampyr ting"grinede han som han blinkede til hende. Det var vel nok bare en vampyr ting, at man var så glad for mørket. Han vidste ikke engang om hun vidste hvad han var, men han følte sig en smule mindre maskulin som han gik ved siden af hende. Hun var da mere bredskuldret end ham, han fandt det ikke pinligt men nærmere træls"Vampyrer er glad for mørket, de beundrer og har en stor kærlighed til det"sagde han og kiggede lidt mere på hende før han lod hans blik glide lidt rundt. Han holdte stadigvæk lidt øje med vagterne. 

Selvom ordspil og snirklede forklaringer sjældent var hendes stil, morede den blonde nordbo sig dog med den forunderlige udveksling af ord der foregik imellem dem. I og med at han besluttede sig for at gå med hende, smilede Alvilde en tand bredere. Hun kunne ikke løbe uden om at selskab var noget hun skattede utroligt højt, og opsøgte det gerne på alle leder og kanter. Men en standard for hvem hun brugte tid med havde hun dog. Derfor var det at hun i et sekund næsten stoppede i sin bevægelse, i overraskelse over hans modige konstatering.

En vampyr, eh? Jeg burde have set det.

Forstyrrelsen varede mindre end et sekund, og den blonde kvinde genoptog den fart de havde gået i før, dog nu med et studsende blik på den blege mand ved hendes side. Vampyrer var nogle... hun i sit hjerte havde ondt af. Hun kunne ikke undgå at føle medlidenhed overfor dem, men vidste at den følelse kun var midlertidig. Nok var de nattens fødte jægere, smukke og brutale, men næsten alle vampyrer hun havde stiftet bekendtskab - og krydset klinger med, havde opsøgt et liv i natten for udødeligheden. Et menneske der ikke kunne bærer sin egen dødelighed, var en svag skabning fra begyndelsen af.  

"En ret så upopulær race på disse egne, eh?"
Endte hun med at sige til sidst, men kiggede ikke på ham. Nordboens hænder knyttedes dog i takt med at hun langsomt lod magien sive ned i hænderne og armene, og hærdede den ru hud til en stenhård overflade. Hendes blik flakkede imod ham. 

"Mørket har også en kærlighed til jer..."
Konstaterede hun lavmælt, førhen alt pludselig gik meget hurtig.
I det sekund magien havde gjort sit arbejde, snurrede nordboen pludselig rundt på den ene fod, for at sende en syngende mavepuster imod den sortklædte mand. Hendes hånd - nu hærdede som sten, sigtede efter mandens solar plexus i håb om at brække et par ribben og sænke hans fart, imens den anden med en syngende lyd trak det sværd hun bar ved hoften, til forsvar. En svag glød af farer emmede fra sværdet, og Alvilde brummede irriteret på sig selv over hun ikke havde tjekket det langt tidligere.

Hun havde ikke slået alarm til nogle af vagterne, og alt var foregået i relativ stilhed. Men vampyrer var ikke til at spøge med... Alvildes øjne var gnistrede af opstemthed over den nærliggende kamp, tydelig foragt for selve hans væsen og mild sorg over at få hendes mistanke bekræftet. 
Han havde ellers virket interessant. 

Han var hurtig til at undvige hendes angreb, men næsten også ved et held. For han havde slet ikke set det komme, så det overraskede ham utrolig meget. Men han var kun heldig, ellers var han sikkert fløjet sig en tur nogle meter bagud. For han var næsten meget sikker på at, hun ville slå hårdt. Så hårdt at han hvertifald lige komme til at ømme sig meget. Men heldigvis nåede han at undvige det, og han knurrede en smule men da hun nævnte at hans race var en upopulær race grinede han lidt. 

"Det har du helt ret i"sagde han og blinkede til hende, før han pressede hende ind i muren, for det virkede da til at hun var glad for slås, eller det virkede sådan efter hun pludselig havde angrebet ham. Det var dog ikke fordi han havde noget imod det, slet ikke. Han lod sværdet ramme ham i siden, men tænkte ikke så meget over det, for han pressede hende stadigvæk op ad muren, så meget han lige kunne. For selvom han var stærk, så var denne kvinde her godt nok også stærk. Han var nærmest imponeret som han kort lod hans øjne glide ned over hende"Det er første gang jeg har mødt en kvinde der er stærke end mig fysisk"lød det fra ham som han sendte hende et bredt smil.

Han kiggede kort på hendes sværd og løftede en hånd hen til hans side, hvor han lagde en hånd hen over hendes for at prøve at trække sværdet væk. Men det var ikke lige til, så han lod bare sværdet sidde i hans side. Det var da heller ikke så slemt, det kunne have været værre. Det ville også heale alligevel, så det var skam ikke noget problem. Dimitri lod hans øjne falde på hendes ansigt, og han lænede sig frem imod hende, som han havde presset hende op ad muren. Han kunne ikke tage fat i hendes hånd med sværdet, så i stedenfor greb han fat rundt om hendes anden hånd. Han løftede den op imod muren, og holdte den presset ind imod muren"Kan du ikke lide vampyrer eller byder du alle velkommen sådan"lød det kækt fra ham som han blinkede til hende.

Hurtig som en slanke undveg den slanke vampyr, og det kraftige slag ramte den tomme luft foran hende med utrolig fremdrift. Satans, nåede hun at tænke, førhen han endnu engang var i bevægelse, denne gang offensivt dog og uventet. Alvilde var ikke van til det tankemønster. Den blonde nordbo var en garvet kriger, men havde af sin erfaring forventet at han ville trække sig tilbage og skabe plads imellem dem – opretholde en distance fra hende og sværdet foran hende…. men han gjorde det modsatte, hvilket tog hende på sengen af overraskelse. ”Arh!” kom det hissende fra hende, da hun i samme øjeblik følte sin ryg ramme den kolde stenvæg med en styrke der slog luften ud af hendes lunger.

Med forargelse og skjult forbløffelse stirrede Alvilde på vampyren, imens hun i hårde gisp fik luften ned i lungerne igen. Med sværdet presset igennem siden var han stadig i fremdrift og bevægelse. Han virkede uforstyrret af den brændende smerte såret måtte skabe, og en lille del af nordboen hylede af begejstring over hans styrke – hun havde aldrig sagt nej til en modstander på højt niveau. Dog kom respekten næppe til udtryk i hendes ansigt, der i selvsamme øjeblik var en forvrænget maske af raseri og frustration. ”Eh, en første gang for alt?” Sagde hun sammenbidt, og hærdede i en fart kroppens mest sårbare punkter – maven, brystet, halsen og ansigtet.
 
I en dristig manøvre prøvede han at fjerne sværdet, men måtte opgive efter nogle sekunder; det sad godt fast i hans blege kød. Nordboens blik blev hårdt idet han pressede hende længere ind imod muren, og trak hovedet så langt tilbage som hun kunne da hun nærmede sig – hvilket ikke var langt når hun var presset helt op ad væggen. I frustration fra hans ord kom der en snerrende lyd fra hende, og da han var tæt nok på, spyttede Alvilde den slanke vampyr hårdt i ansigtet – blod og det hele med. Hendes anden hånd, nu holdt op mod samme mur som resten af hende, knyttedes så hårdt at knoerne blev hvide. ”Nej, kun de helt specielle” svarede hun snarrådigt igen, og prøvede at holde hovedet fri for naturlig panik over hendes situation. Og så kom der en idé.

Med et kort og tørt udbrud af latter, fulgte nordboen op på idéen og lod magien endnu engang sive ned i armen – denne gang armen med sværdet. Hendes styrke var ikke noget at spøge med – så meget virkede varmpyren til at have opfanget, og med et skarpt smil vred Alvilde sværdet i siden på ham, så sværdbladet drejede og skar sig igennem hans krop. Samtidigt satte hun den ene fod imod væggen bagved hende -stadig med hænder over overkrop holdt op imod væggen, og satte fra for at sende et det andet bens knæ imod vampyrens skridt – et sted hun i hvert fald vidste almindelige mænd beskyttede – nogle gange med deres liv! ”Jeg har intet imod vampyrer specifikt. Men når du vælger et liv i udødelighed, vælger du også konsekvenserne af det” fulgte Alvilde op, hvis stemme stadig hakkede og lunger brændte efter hans første voldsomme offensiv. At denne vampyr dog ikke selv havde valgt sin udødelighed, vidste hun selvfølgelig intet om og gik ud fra de sterotyper hun var vokset op med. 

Som han hurtig lagde mærke til at hans skridt snart ville mærke en slem smerte var han hurtig til at bakke tilbage. Han skulle bestemt ikke mærke en slem smerte dét sted, for det ville være alt for frygteligt. Han kunne slet ikke forstille sig hvilken slem smerte det måtte give. Dog havde han aldrig oplevet eller prøvet det før, men han kunne virkelig godt forstille sig den slemme smerte. Han stod nu lidt længere væk fra hende, og kiggede på hende med et bredt smil. Han løftede en hånd op til hans ansigt for at tørre noget af blodet og spyttet væk"Du er ikke bange af dig"sagde han og sendte hende et bredt smil.

Hun var ganske interessant, og det gjorde bestemt hans aften meget bedre. Han havde dog ikke troet at han skulle ende i en kamp, men denne her kvinde var ikke som alle de andre han lige havde mødt. For det første var hun mere bredskuldret end ham, og det var han ikke særlig tilfreds med. Men han ville ikke give op på det, slet ikke det var slet ikke sådan han var. Han tog gerne imod en kamp, og som han stod en smule foroverbøjet med en hånd i siden, hvor sværdet havde siddet. Han regnede med at hun havde taget sværdet. Han blødte meget, og det dryppede ned på jorden, men det gjorde ham ikke noget"Siger man ikke at der er en første gang for alt"sagde han og sendte hende et lusket smil.

Han lod hans blik glide ned over hende, og kunne dufte hans eget blod som fortsat dryppede ned på jorden. Han kunne ikke lade være med at smile, og holdte blikket på hende. Det var da meget heldigt at han havde beskyttet hans nedre dele, for ellers havde det godt nok gjort utrolig ondt"Vampyrer er ellers ganske interessante"sagde han som han nærmede sig hende, dog holdte han øje med sværdet og han sukkede lidt. Hvorfor var det lige at han ikke selv havde et sværd, eller andet for det havde været en mulig fair kamp. Han ville sikkert ende med en masse skrammer af denne kvinde, selvom de ville heale. Han holdte hånden hen over blodet men det løb bare igennem hans fingre, og han fjernede ikke blikket fra hende, dog kunne Dimitri ikke undgå at skule op på vagterne, for han skulle være sikker på at de ikke så ham.

Endnu engang undvig han med voldsom fart, og Alvilde følte sig selv udstøde en frustreret lyd – hvorfor kunne hun ikke ramme! Hun vidste godt hun aldrig havde været den hurtigste på spillebanen, og derfor ville hun blive ved med at prøve. Et enkelt godt og rigtigt velsiddende slag skulle nok godt kunne tørre det brede smil af hans ansigt, tænkte hun og lod sin nu frie hånd forsigtigt glide over baghovedet, hvor hun følte en lille plamage af blod klistrer det lyse hår sammen. Hun tog hånden frem foran sig, og betragtede med en indebrændt brummen de røde dråber på hendes hvide hånd. Slaget imod muren havde været hårdere end først antaget, og hun havde ikke været helt hurtig nok… forbandet. De lyseblå øjne gnistrede, og nordboen fnøs højlydt. ”Bange? Hah, selvfølgelig er jeg bange af mig!” dristede hun sig til at sige, og vippede skiftevis vægten fra højre til venstre ben, øjnene opmærksomt på hans slanke skikkelse. ”Alle er bange for noget - frygt holder os i live” tilføjede hun hæst, og strammede grebet om sværdet i hendes hånd.
Havde han sagt det for 15 år siden, havde ungdommelige Alvilde givet ham ret – hun var ikke bange for noget! Men med tiden havde hun accepteret frygten som en del af livet og som en af hendes styrker.

Nordboen tog nu langsomt og glidende nogle skridt imod vampyren. Hendes blik slap ham ikke på noget tidspunkt men registrerede stadig omgivelserne omkring dem med en garvet krigers analyserende tankegang. Bymuren var et relativt smalt gangområde, der ikke gav meget mulighed for udfald fra siden; ergo var denne kamp i front mod front – noget hun ikke havde noget imod. 

”Det er godt du selv mener det” sagde hun lavmælt og tog endnu et skridt tættere på ham. ”Eh, du synes virkelig det der er et liv værd at leve?” Alvildes stemme var lavmælt og intenst, fordi han kunne næppe selv undskylde sin eksistens, kunne han? ”Du lever af andres død, hvordan er det andet end selvisk og forbandet uetisk? Du for ikke noget ud af det, gør du, solstråle?” knurrede hun vagtsomt. I et abrupt udfald stak Alvilde klingen frem, men trak sig derefter hastigt tilbage igen for at holde sig lidt udenfor rækkevidde.
Hun vidste endnu ikke hvad han kunne – hvis han da kunne noget.

Synet af klingen hun havde trukket frem og nu var gået tættere på ham fik ham til at følge hendes bevægelser, og han lagde hovedet på skrå. I det mindste havde han været hurtig og orienteret sig om hans omgivelser. Især vagterne havde han holdt øje med, og som han var sikker på at de ikke lige nu var igang med at afbryde hans blik eller opdage ham kunne han more sig lidt mere med kvinden her foran sig. Han overvejede den ene mulighed efter den anden, og som hun nævnte at alle var bange for noget tænkte han lidt med et løftet øjenbryn, han vidste ikke om det passede til ham.

Men han sukkede så for han vidste godt at han var bange for solen og varmen, det var nok også det eneste for det kunne dræbe ham, og han havde ikke ligefrem lyst til at dø. Som hun holdte afstand og han havde duftet blodet smillede han bredt og kunne ikke lade være med at grine en smule over hendes ord"Det er et fantastisk liv at live, jeg kan sagtens tilbyde dig det hvis du bliver kedelig af at leve det liv du lever nu"sagde han kækt og flabet som han valgte at stå bagved hende med nogle hurtige bevægelser. Han betragede hendes ryg, og krop som han stod bagved hende. Han bed sig i læben over de mange muligheder der pludselig dukkede op i hans hoved, men han vidste også bare at det var begrænset hvor mange af mulighederne der ville virke. For denne kvinde var jo meget mere bredskuldret end, hvad han selv var.

"Solstråle? Du er da godt nok fuld af charme"sagde han som han hurtigt stod foran hende igen. Han blødte fortsat lidt fra siden, det sværd havde godt nok været træls. Men han fandt det også interessant at hun ville skade ham, for en kamp sagde han ikke nej til. Han blinkede til hende imens han lod hans tunge glide hen over hans læber, og rakte en hånd frem imod hendes hals. Han lod den frie hånd nærme sig hånden hvor hun havde trukket klingen frem. Dog strammede han ikke grebet rundt om hendes hals, og prøvede at få klingen ud ad hendes hånd"Hvad skal du bruge den klinge til, våben er da så kedelige"sagde han som han lod hans øjne glide ned over hendes ansigt.

I dovne, cirkulerer bevægelse faldt klingens spids op og ned imens hun afventende så på ham. I en situation hvor din modstander højest sandsynligvis er hurtigere end dig, var det sikreste for hende at vente på hans offensiv så hun kunne angribe i sin defensiv. En taktik der havde holdt hende i live indtil nu, og vundet hende ikke så lidt kampe – både med og imod væsner som ham.  Men næppe nåede Alvilde at tænke tanken, førhen hans skikkelse forsvandt i en sløret bevægelse, og han i det næste nu stod bagved hende. Et lille råb af overraskelse forlod hende, men han bevægede sig igen foran hende med det samme. Usikker på om det havde været en magtdemonstration eller ej, følte Alvilde hvordan presset voksede på hende.

”Næppe et tilbud nogle tager imod” svarede hun skarpt igen, og tog nogle skridt bagud for at holde afstanden imellem dem. Den blonde nordbo slap ham ikke af syne, men overvejede sine muligheder med et koncentreret udtryk. Hun var – guderne velsigne hende, ikke den mest taktisk anlagte person. Og lige nu virkede kampen til at tage en teknisk drejning; til hendes store ærgrelse.

Vagterne havde reageret på hendes råb, men Alvilde og vampyren var med hendes konstante bakken, drejet om et tårnhjørne.

Hun skulle lige til at smide en flabet kommentar tilbage ved hans ord, men nåede næppe at gøre det førhen at hans hænder pludselig var i bevægelse. Den ene imod hendes hals, den anden imod klingen. Alvilde dansede på rappe fødder længere tilbage, men følte hans hånd lukke sig om hendes sværdhånd i en slangeagtig bevægelse, hvor han hev hende tættere på igen – satans! De blå øjne låste sig fast i hans med en ulmende vrede i sig ved hans – indtil videre – strubetag på hende. Dog spildte hun ikke tiden, og knyttede sin frie hånd for at levere endnu en knusende mavepuster, idet hun opgav afstanden og trådte et skridt frem nu. ”Aha, nogle af os er ikke ligeså veludrustede” fik hun sagt på trods af hånden om hendes hals.

Fra himlen flængedes stilheden dog pludselig af et skrig, da en brun falk kom susende ned imod vampyren; klørene fremme og rettet imod hans hoved.

At kvinden holdte afstanden imellem dem gjorde ikke ham noget, kun fordi han indeni var sikker på at han nok skulle nærme sig hende igen. Det kunne godt være at hun ikke vidste det lige nu, men overraskelser var der jo masser af. Desuden virkede det heller ikke til at vagterne havde fået øje på ham, hvilket kun var godt. Selvom Dimitri godt havde lagt mærke til, at vagterne havde hørt hendes råb, var han virkelig nød til at overveje hans muligheder. Skulle han lade vagterne fange ham, eller skulle han kæmpe imod dem også. Tanken kunne han godt lide, men indrømmede det ikke, han lod bare et smil brede sig på hans ansigt.

Han skulle til at svare kvinden men nåede det slet ikke, før synet af en brun falk kom susende hen imod ham, han smillede bredt før han lod sig ramme af falken, dens klør ramte hans hoved. Mavepusteren havde skubbet ham lidt tilbage. Han ramte hårdt ind i et træ, og i stedenfor at tænke på smerterne der var kommet, og blodet der hurtigt kom frem grinede han hånligt. Han morede sig alt for meget over det hele, og løftede en hånd op imod falken. Han greb hårdt fat rundt om dens hoved, og klemte til for at dræbe den, men han gjorde det ikke endnu. Han stod på jorden foran træet, og betragtede falken i hans hånd, og tog fat med den anden hånd også. Han sagde ikke noget men sendte falken et tilfreds smil, hvorefter han lænede sig tættere på dens hoved, og bed den hårdt i halsen. 

Blodet der løb ned over hans ansigt gjorde ham ikke noget, og han stirrede irriteret hen imod kvinden han kunne se på den længere afstand. Han lagde hovedet på skrå og lod smilet brede sig over duften af hans eget blod. Han kiggede på falken, som han strammede grebet om halsen, han havde nydt at drikke noget blod fra den. Han var ligeglad med det var et dyr, det gjorde ham ingenting, og han trak falken med hen til kvinden igen"Du bliver mere og mere interessant"sagde han som han gik hen imod hende. Han kunne godt mærke slaget fra hendes mavepuster havde gjort at han var nød til at gå en smule foroverbøjet. Men blodet tænkte han ikke på, og kiggede på hende, som han lod falken i hånden bløde fra halsen, og han strammede grebet om dens hals"Sødt kæledyr du har"lød det flabet og kækt fra ham imens han blinkede til hende. Han valgte slet ikke at svare hende på hendes ord, om at han ikke var så veludrustet for det var han ikke.

Hendes slag ramte og en gnist af sejr glimtede i kvindens øjne. Endelig var det lykkedes! Frydefuld var hun da han bakkede tilbage, og begyndelsen af latter undslap hende men hun nåede ikke langt førhen Jarko’s advarende skrig flængede luften imellem dem, og hans slanke skikkelse kom til syne. Alvilde så næsten de efterfølgende ting ske i slowmotion, og uden mulighed for at stoppe hverken vampyren eller fuglen.

Han fik fat i vampyren, og det vækkede en bølge af glæde. Men hun nåede ikke at glæde sig for meget, førhen den jubel der kom fra hende udviklede sig til et decideret råb af smerte. Fordi alt hvad Jarko følte, ramte i mindre intense bølger den blonde nordbo, hvis blik lynede af vrede og afmagt. ”Nej!” råbte hun, og tog usikkert nogle skridt frem imod vampyren. Da vampyren endnu engang strammede grebet, følte hun at hun var ved at kvæles, og en skælven af bekymring og frygt gled igennem hende. Nej, ikke Jarko.
Nordboens blik var fixeret på hendes følgesvend, og flakkede enkelte gange imod vampyren. At forgive han ikke betød noget for hende, var håbløst – hun havde trods alt haft falken i et par år efterhånden og deres forbindelse var uhyggelig stærk. ”Han er ikke noget kæledyr. Slip ham dit slimede, betændte, ulækrer, ordmaddinglugtende og trolde-kneppende misforstår!” kom det snerrende fra hende i vældigt farverigt sprog, og Alvildes hænder knyttedes så hårdt at knæerne skinnede hvidt.

Hånden med sværdet strammedes, og Alvilde hev nu en mindre men mere bredsidet kniv frem fra bagved ryggen. En flækkekniv. Med de to våben i hænderne og let på tå, trådte Alvilde nærmere vampyren. ”Slip. Ham”. Hun gjorde intet udfald, men betragtede opmærksomt scenen. Hun ville ikke dø af at miste Jarko… og kom det til det, ville hun ikke lade ham lide for længe under vampyrens behandling. 

Men måske ville han lade falken gå. Måske… det var i hvert fald tålmodigheden værd. 

Som han stod med falken i hånden lagde han hovedet på skrå og lod hans øjne følge kvindens bevægelser. Han kunne da godt slippe den, hvis den var så vigtig for hende, men et eller andet sted havde han måske ikke lyst? Han var da ikke så sød lige i aftenen, men han havde jo opdaget og fundet ud af at han sagtens kunne være sød. Så måske han ville blive det overfor hende? Han vidste det slet ikke endnu, men blodet fra hans hoved gled langsomt ned over hans ansigt, og han betragtede hende. Hurtigt lagde han også mærke til de våben der kom fra, og lod et lusket smil brede sig.

"Sikke nogle fornemme ord du kan putte på mig"Sagde han som han blinkede til hende, og overvejede at gå tættere på hende. Men hun ville sikkert spidde ham med en kniv eller to, eller noget der sikkert var værre. Så han måtte vel stadigvæk holde øje med hende, og endnu værre vagterne, hvad ville der ikke ske hvis de så alt det her. Dimitri løftede et øjenbryn over hendes ord, og han drejede blikket væk fra ham, som han pludselig kiggede på falken. Den var virkelig ikke særlig spændende for ham, og han kunne ikke bruge den til noget, og han løsnede grebet om dens hals"Jeg kan godt give slip på ham, hvis du ikke dræber mig"sagde han bestemt som han sendte hende et kækt smil.

For han havde bestemt ikke tænkt sig at dø, og det ville han heller ikke. At han var død i for vejen var blot en mindre detalje. En detalje han ikke lige ville tænke på lige nu, og desuden irriterede denne kvinde ham, og han kendte hende ikke engang. Hun var både mere bredskuldret end ham, og for filan hvor kunne hun slå. Han ville ikke indrømme det, men det var fascinerende når kvinder kunne slå fra sig"Måske du trænger til at nyde aftenen i selskab med mig, uden at prøve på at dræbe mig"sagde han som han blinkede til hende med et bredt smil.

Et glimt af konflikt lyste kortvarigt i Alvildes blik ved hans ord, da hun ikke helt kunne beslutte sig hvad ville være værst her fremad, fordi begge udkom, var ikke ligefrem noget der fik hende til at råbe hurra. Hun forstod ikke hvad han ville frem til, og det gjorde hende mistænksom. Men så igen, var det ikke fordi det var hendes job at dræbe vampyrer, hvilket mindede hende om… en irriteret tanke blev sendt imod vagterne et stykke væk, og Alvilde kneb irritabelt øjnene sammen da hun så på ham igen. ”Fornemme er de bestemt” brummede hun en anelse vrissent som en sen kommentar. Okay, det havde ikke været helt nobelt, men hvad så.
Hun strammede kortvarigt grebet om våbnene, men sænkede dem med et lille suk igen. ”Jeg dræber dig ikke, hvis du giver slip på ham” svarede hun igen i en lidt flabet efterligning og trådte et lille skridt tilbage. Blikket var afventende og overraskende tålmodigt i forhold til hvor anspændt hendes krop var. Et sted i hende, dunkede en vedvarende smerte som et ekko af den Jarko oplevede og det fik nerverne til at sidde udenpå tøjet.

Ved lyden af hans ord kom der et overrasket udtryk frem i Alvildes ansigt, førhen det igen blev erstattet af en mistroisk mine. Der var det igen! Hun svarede ikke på kommentaren, men stod stadig afventende, med blikket skiftende fra falken til vampyren. Hun forstod ikke hvad han ville, og det gjorde hende forvirret – og det var frustrerende, fordi en kamp skulle ikke være forvirrende! Men det kunne åbenbart ikke helt undgåes, og Alvilde tyede derfor til den nemme løsning; som var stilhed.
Men en ting ad gangen, hendes prioritet var tydelig og bekymret kunne hun føle hvordan falkens livsenergi faldt. Det gik dig stadig langsomt nok til at hun ikke panikkede. 
I stedet trak hun afventende endnu et skridt tilbage for at fremskynde udvekslingen bare en anelse  hurtigere, imens hun prøvede at se bare en smule mere upåvirket ud end hun forestillede sig hun gjorde.

Der var mange muligheder til, hvad han kunne gøre lige nu. Men på den anden side måtte han nok hellere gøre som hun havde bedt ham op, for han ønskede virkelig ikke at dø. Specielt ikke når denne kvinde her foran ham var stærkere end ham, hvilket bare var endnu værre. Han havde slet ikke muligheden for at føle sig maskulin og som en mand, for hun kunne sagtens slå hårdt, og skade ham med hendes styrke mere end hvad han kunne gøre imod hende. Men der var andre metoder som han kunne bruge, om de ville virke måtte han vel finde ud ad. Men han var også nød til at holde øje med vagterne, det var da også så besværligt det hele. At både holde øje med de dumme vagter, og sørge for ikke at dø af denne kvinde her foran ham.

Han sukkede dybt irriteret, og skævede til falken i hans hånd, han havde virkelig intet at bruge den til. Så måske han bare skulle slippe den fri, så hun kunne få den stilbage. Dog var han på vagt efter mulige angreb, for han stolede ikke på hende. Han var slet ikke sikker på at hun ikke ville få falken til at angribe igen. Han fik et bredt smil frem på ansigtet, og gav slip på falken imens han lagde hovedet på skrå"Fint men jeg stoler ikke på, at du ikke vil prøve at dræbe mig"sagde han som han holdte blikket på hende. Hvorfor var denne kvinde ikke glad for vampyrer, måske nok fordi de dræbte folk, og sugede blod men der var der nogle mennesker der godt kunne lide vampyrer. Nok ikke en vildt stor del, men der var vel stadigvæk nogle.

"Så er det blevet tid til at du fortæller mig dit navn, eller skal jeg tvinge det ud ad dig"lød det flabet og kækt fra ham, hvorefter blinkede til hende med et bredt smil. Han holdte dog lidt afstand, for det var ikke til at vide, hvad denne kvinde kunne finde på.

Nordboens hjerte sprang et begejstret slag over da han slap Jarko, og hendes blik glimtede af varm glæde. Falken faldt uelagant til jorden, men fik med næsten hvæsende lyde krabbet sig imod nordboen, der hurtigt trådte nogle skridt frem for at gå den i møde. “Hey min skat, sååh…” kom det mumlende fra hende med en masse andre betryggende lyde. Dog gik der ikke mere end et sekund fra han slap den, tiil at hendes opmærksomhed atter faldt på vampyren, et spidst blik i hendes øjne. “Klogt…” kom det fra hende i en lavmælt konstatering, blottet for den ømhed hun havde haft før. Jah, det var helt okay at han ikke stolede på det… hun stolede heller ikke på, at han ville lade hende slippe hvis han så en mulighed for andet.

Dog ærede Alvilde som regelt sine ord, og sænkede sværdet med et mindre suk. Hendes knoer lyste næsten hvidt fra at stramme så hårdt om dem, men prøvende pakkede hun den brede kniv væk så kun sværdet var imellem hende og vampyre. En mand hun stadig ikke kendte navnet på, gik det en anelse forundret op for hende.

“Mit navn er Alvilde” brummede nordboen en anelse tørt, og nikkede afventende til ham. Hans tur.
Bagved hende vraltede den forslåede falk rundt, og kom af og til med nogle utroligt utilfredse lyde. Dens ene vinge hang en anelse løst, men om det var melodramtiske tendenser, eller en reel skade, det kunne hun ikke helt vurdere endnu. Dog varmede det om Alvildes hjerte, at han havde givet slip. Han kunne ligeså godt have ladet værd - hvilket hun faktisk havde forventet! Men miraklaernes tid var ikke forbi, og Alvilde måtte anerkende at hun nok havde været en anelse hurtig på aftrækkeren.

Dog ikke noget hun ville indrømme overfor ham og hans selvtilfredse smil, det var hun for arrogant til, for stolt til.

Synet af den skadet falk fik kun Dimitri til at smile tilfreds, og begravede en hånd i bukselommen. Han kunne fortsat mærke blodet glide ned over hans ansigt, og han skam intet imod det. Desuden ville det nok ikke tage så lang tid før såret ville heale, for den falk havde da godt nok haft fat i hans ansigt med kløerne. Men selvom han sagtens kunne have dræbt dyret, havde han bare valgt at aflevere den tilbage til hende. Han kunne tydeligt se, hvordan det lettede hende at han havde givet slip på falken. Han lod et bredt smil brede sig på ansigtet for han kunne sagtens have dræbt den, og brækket halsen på den. Det ville bestemt ikke være noget problem, men han endte med at gøre som hun havde sagt.

"Specielt navn, det var da ikke svært at præsentere sig var det"sagde han flabet som han blinkede til hende, og tog nogle skridt tættere på hende, hvorefter han løftede en hånd op imod hendes ansigt. Greb fat rundt om hendes kæbe med to fingre, og studerede hendes ansigt med hovedet på skrå. Måske han enlig legede rimelig meget med ilden lige nu, men han var ligeglad han nød skam denne kvindes selskab, også selvom hun prøvede at dræbe ham. Hvem prøvede ikke på at dræbe ham? Det var sjældent han mødte folk der ikke ville dræbe ham, men han havde intet imod det. Han lod smilet vokse en smule, og han smagte lidt på hendes navn"Jeg er Dimitri"fik han så præsenteret sig imens han blinkede til hende, og han lod hans øjne glide ned over hendes ansigt. Han strammede grebet om hendes kæbe en smule før han gav slip og tog nogle skridt væk fra hende.

Han skulede op på toppen af muren, for at spotte nogle vagter, der fik ham til at sukke. Gad vide om de vagter enlig havde tænkt sig at afbryde dem, eller måske holde øje med dem. Dimitri lagde armene hvilende over kors, og han slikkede sig rundt om munden som noget af blodet gled forbi hans læber, han burde måske have tørret det væk, men det behøvede han ikke at gøre lige nu"Så Alvilde, udover jeg ikke er din favorit person at være i selskab med lige nu, kan du vel blive nød til at overleve det for der er ikke andre"sagde han med et lusket smil.