Hendes chef ved stenbruddet havde et ærinde i Fredskilde i forbindelse med forårsfesten. Noget med nogle varer, der skulle købes og sælges. Han havde derfor haft brug for ti stærke mænd til at hjælpe til med at passe trækhestene og læsse alle varene... og ja, Freya var åbenbart blevet udvalgt som en af disse stærke “mænd”. Faktisk var hun ellevild for at være blevet udvalgt, for nomadelivet med sin familie havde kun ført hende af Nordlandets veje, og nu fik hun muligheden for at komme et helt nyt sted hen – og endda blive betalt under turen!

I starten da de forlod Dianthos' mure var hun ikke i tvivl om, at flere af hendes kollegaer skævede uroligt til hende. For det første var hun ny, for det andet var hun halvt menneske og halvt orker. Hun kunne have svoret at hun også havde hørt nogle spydige kommentarer hvisket i hjørnerne, og det var virkelig ubehageligt, men hun fangede aldrig nogen med fingrene i kagedåsen. Måske var det bare noget hun forestillede sig...

Men som dagene gik på rejsen mod forårsfesten i Fredskilde blev hun mere og mere en del af gruppen. Hun kunne løfte mindst lige så meget som de andre, og hun gav gerne igen, hvis der kom en lummer vittighed. Det var de nok ikke så vant til fra en kvinde.

På rejsen åbnede landet sig med store vidder. Men det var ikke som den barske, vilde natur i Nordlandet som hun havde været vant til hele sit liv. Her var der fyldt med frodige grønne enge, frugttræer og marker fyldt med arbejdende bønder. Vejret var mildt og vindet blot et frisk pust på kinderne. De ankom til byen og fik stillet varene op. Nu var resten op til chefen. Freya var ikke blandt de første, der skulle holde øje med boden (og langfingrede tyveknægte), så hun snørrede sin pung godt sammen og gemte den på sig, hvorefter hun dragede på tur rundt i byen for at se på overfloden af mad og fine dingenoter.

Hun havde altid hørt om forårsfesten ved Fredskilde, hun havde Night og Sun på hver sin side af sig, som de bevægede sig igennem vesterdalene, tydeligt ingen varulv var ude på denne tid, eller i hvert fald lige nu, så det var stedet at efterlade Night og Sun til deres egen dag som hun skulle ind og se denne forårsfest. Hun vidste nogle elver havde sørget for blomster, så hun var glad for at kunne se det hele. Hun havde endnu engang en af de mere specielle kjoler på, som igen gav alt væk med det elver håndværk der var på den. Der var en stor slit i siden, som viste det meste af hendes ene ben. Den sad tæt til hendes krop, men alligevel løst nok. Det var smykker som sørgede for at holde kjolen oppe, den sad fast på halskæden omkring hendes hals, som var dekoreret med forskellige mønstre og sten. Den havde forårs farver, for det var de farver som passede Rhea bedst. Sun rendte rundt med hendes taske i munden, imens Night sørgede for at se om der var nogle tæt på dem. Som hun kommer om til vandfaldet, giver hun de to ulve et enkelt blik, som for dem til at tøffe væk igen fra hende, de ved hvor de skal mødes, de ved de skal passe på tasken som Sun har med.

Hun kan høre festlig snak på lang afstand, der er allerede gang i fredskilde, selvom det er tidligt på morgnen, med forårsfesten var altid en frisk begivenhed til det hele. Det lyse hår hang langt ned af hendes ryg, ramte lige forbi hende lænd, imens de lyseblå øjne hvilede rundt på alt der skete i fredskilde som hun kom frem til byen. Hun nød altid at komme til Medanien, her blev der passet på naturen, det var det perfekte sted til alle de her bønder som boede her, alt groede helt perfekt her.

Det kunne godt føles lidt akavet. Altså, det der med at være en både høj og bred dame. Hun var på størrelse med en god håndfuld af mændene, men kurver, ansigt og håret afslørede hurtigt, at hun var kvinde. Og det ville være synd at sige, at størstedelen af bønderne her i byen var på samme størrelse med hende. Hun stoppede ved en bod, der solgte små tærter, fandt nogle mønter frem, og betalte for en hun syntes så ekstra lækker ud. Den var stadig lun, da hun satte tænderne i den. Hun nød den sødlige dej og de friske, syrlige æbler indeni.

Mens hun gik rundt fik hun også øje på en kro. Den var ikke ret stor, men den så hyggelig ud. Lige nu var der så fyldt at krofatter havde sat en bod op udenfor, da der ikke var plads nok til alle gæsterne inde i den lille bygning. Måske ville hun vende tilbage senere. Det var trods alt ikke hver dag hun kom hertil, så langt hjemmefra, så hun ville gerne prøve en øl her fra steddet. Hun proppede det sidste stykke af tærten i munden og havde lige slugt den, da hun så en anden høj figur midt i menneskemængden. Det var en kvinde i meget fornemt tøj, og adskillige smykker prydede hendes krop og fik den fine kjole til at sidde på plads. Måske var hun adelig? Hun skilte sig i hvert fald en del ud fra flokken af bønder og andre arbejdende folk i byen. Freya lagde også hurtigt mærke til elverørerne, der stak frem fra det lyse, let bølgende hår. Var hun mon herfra? Eller havde hun et ærinde? Men hvis hun var adelig, hvor var hendes tjenestefolk så? Freya opdagede, at hun ikke kunne lade være med at kigge på elverkvinden. Hendes nysgerrighed var vagt, og samtidig... hvor var hun smuk. Og hvor var det uretfærdigt. Misundelse var en grim ting, det vidste hun godt. Det var ikke elverkvindens skyld, at hun var så smuk. Og selv måtte hun bare arbejde med det, hun selv havde. Men lige i dette øjeblik ville Freya ønske at hun havde lidt af den samme ynde.

Hun kommer med en hummen, imens hun hilser på nogle mennesker der hilser på hende. Der var nogle som kendte hende her, imens andre bare kiggede på hende. Mange kunne blive smidt lidt ud af kurs når de så en elver, for de blev betragtet som meget smukke væsner, ikke at Rhea selv lagde meget mærke til det, måske var det bare fordi hun havde boet med andre elver i mange år efterhånden. Dog kan hun fornemme der er en som kigger længere tid end andre, hun vipper hovedet lidt rundt, hvor hun ser en høj skikkelse igennem mængden, ikke en som er meget højere end hende. Hun kan hurtig se hvordan denne kvinde er en blanding af menneske og ork, sikke en blanding, det havde hun alligevel ikke set før. 

Et smil pryder hendes læber, som hun går hen mod hende. Hun kunne se hun var nysgerrig, hvilket nok var mest det der bragte hende mod kvinden, imens hun også var nem at se igennem mængden. Folk så ofte på denne kvinde, hvilket var tydeligt at se hvorfor med den høje og brede bygning hun havde. Men Rhea synes kvinden var smuk på hendes måde, hun havde det altid med at se skønheden i alle, hvor hun syntes alle var smukke på deres egen måde. Hvilket måske der hun skilte sig ud fra andre elver, for de ville nok se med foragt på hende fordi hun er en blanding af orker. Racer som bringer krig, død og ødelæggelse så de meget ned på, imens Rhea hun ikke lød en race beskrive hvem personen var. Nok hjalp de også menneskerne, men det var heller ikke ofte de så særlig positivt på mennesker. Hun havde aldrig selv forstået dette, for hun hjalp alle, hun ville lære alle forskellige væsner at kende. Hun ville ikke dømme folk på hvad andre af deres race gjorde, for alle var forskellige. "Hej," hilser hun, som hun kommer hen til kvinden. Hun havde ikke haft et ærinde her til forårsfesten, hun var her bare for at betragte det hele.

I sin tankestrøm havde Freya slet ikke overvejet muligheden for, at hun kunne blive opdaget i at stirre. Så da eleverkvinden kiggede på hende, og begyndte at gå hen imod hende, sprang hendes hjerte et slag over.  Havde elverkvinden mon vagter med sig? Var de ved at liste sig ind på hende nu fordi hun stirrede? Freya kiggede sig hurtigt omkring, men hun så ikke nogen. Da hun kiggede frem igen var elverkvinden kommet hen til hende... hilste... hvad nu?
“Jeg øh... Hej,” sagde hun lidt kort for hovedet. “Undskyld, jeg kom vidst til at stirre på dig... Dem...” rettede hun sig selv. Hvis det virkelig var en adelig kvinde hun stod over for skulle hun jo være høflig. Det havde hendes forældre trods alt prøvet på at lære hennde. Selvom hendes pæne manerer sagtens kunne blive finpudset.

Elverkvinden virkede dog venlig og afslappet. Måske der slet ikke var noget at være nervøs for alligevel? Måske kunne hun godt slappe mere af og bare være sig selv? “Jeg er ikke så vant til at se elevere,” forklarede hun og kiggede kort ned på jorden som tegn på at hun var lidt pinligt berørt over at være blevet taget i at stirre. Hun havde godt set nogle elvere i Dianthos, hvor hun boede. Men det var ikke særlig længe hun havde boet i storbyen endnu, så hun kunne stadig godt blive overrasket over de mange forskellige racer, der fandtes i Krystallandet. Nogen havde hun endda aldrig set før. Og i Nordlandet, hvor hun var vokset op, så man sjældent elvere. Der boede kun nogle få bjergelvere, og de så lidt anderledes ud end kvinden foran hende. Men Freya selv så nok også anderledes ud end de fleste. “Mit navn er Freya,” fortsatte hun. Hun kunne jo lige så godt introducere sig selv nu hvor stilheden var brudt. “Jeg bor egentlig i Dianthos, men jeg er rejst herned i forbindelse med festlighederne”.

Et stort smil pryder hende læber, som hun høre på hende blive ved med at forklare sig, selvom det ikke havde været nødvendig. "Det okay Freya, du ikke den eneste som har det med at kigge en ekstra gang. Så ingen skade," siger hun med et smil, da hun har lyttet på hende. Hun synes ikke folk behøvede at undskylde for sådan en simpel ting, men hun var nok også en meget simpel person i sig selv, hun gik ikke op i alle de formelle ting som andre elver gjorde meget i, der stak hun sig alligevel meget ud.

"Mit navn er Rhea, jeg er her bare for at se festlighederne, der er altid en god stemning her til forårsfesten," siger hun med et stort smil, som hun for præcenteret sig selv, samt sagt hvorfor hun er der, nu når hun også havde gjort det. Hun hummer lidt, som hun ser hvordan folk vandre rundt omkring hinanden med en fart de alle har på. "Dianthos er en stor by, men der er mange godt jobs der omkring. Men det altid en oplevelse at komme herned omkring, Medanien er smuk, især på denne tid af året," siger hun, stadig med et stort smil. Hun elskede at komme mange forskellige steder, alle steder var unikke. Men Medanien havde bare lidt ekstra over sig, det var så enkelt nærmest for hende. Måske det var fordi hun var vant til alt ved Elverly, så fandt hun sådan nogle små og stille steder mere smukke, fordi der var en anden ro og stemning over det hele. 

Den smukke elverkvinde var rolig og smilende, og Freya kunne mærke, at det begyndte at smitte af på hende. Det lod til, at hun ikke behøvede prøve på at fremstille fornemme manerer, som hun knap nok besad. “Ja, her er virkelig dejligt,” gav Freya hende ret med et lille smil. Hun gestikulerede med den ene hånd som tegn på, at de skulle gå rundt, mens de snakkede videre.

Selvom det var en lille by, så var her tæt pakket med mennesker af forskellige slags. Tykke, tynde, høje og lave. Med så mange mennesker omkring sig kunne man snildt snakke om alt lige fra himmel til jord, uden at andre havde en chance for at lytte med. “Jeg forstår godt, at du ønsker at se festlighederne hér, efter at jeg nu selv har set det, men...” hun tøvede lidt på deres tur, hvordan skulle hun formulere det? “Som sagt er jeg ikke så vant til at se elvere, og jeg kunne ikke lade være med at overveje, hvorfor du kom hertil siden... altså, jeg kunne kun forestille mig at en kæmpe skov som Eleverly ville være meget smukkere end hér,” afsluttede hun spørgende og fortsatte sine skridt gennem byen. Hun vidste ikke ret meget om Elverly, og havde aldrig selv været der. Faktisk vidste hun mere eller mindre kun det, man kunne regne ud ved at læse navnet – nemlig at der boede mange elvere. Måske denne kvinde var lige så eventyrlysten som hende selv? Nok havde hun selv valgt at slå sig ned i Dianthos efter at have rejst rundt i Norden hele sit liv med sin familie, men hun nød stadig at komme rundt. Ligesom hun gjorde i dag.

Hun begyndte at følge med, for at de kunne bevæge sig lidt rundt. Der var mange forskellige mennesker og væsner samlet det samme sted, men der blev ikke gjort meget fra dem som normalt ikke kunne sammen. Det var festligheder, så ofte var der ingen der fik det til at gå op i en spids, for festlighederne skulle jo være hyggelige. Folk holdte alligevel en pæn afstand til hinanden, selvom de var så tæt pakket. Hun ser på Freya med et smil, som hun udemærket forstår hvorfor hun spørger. "Elverly er meget smuk, det er meget idyllisk. Jeg har levet i Elverly uden meget udflugt, i 129 år. Det bliver faktisk ret kedeligt, så jeg valgte at tage på eventyr, ud og se hvordan resten af verden så ud. Opleve de forskellige byer, uden nødvendigvis at være sammen med en anden elver som jeg plejer." Siger hun roligt, med et venligt smil.

"Når man er i oplæring som healer, så er du mere sammen med en anden healer, indtil de mener du kan klare det selv. Så langt er jeg heldigvis kommer nu, hvilket gør jeg så kan kommer og opleve alt uden andre," siger hun, imens hun nikker lidt. Hun hilser på nogle enkelte mennesker, som vinker til hende, ofte giver det lidt meget opmærksomhed at være elver. Især når de har været med til at skaffe alle blomsterne, så går man ikke rigtig uset hen når man går rundt blandt andre. "Nogle elvere har sørget for blomsterne du ser heromkring, dog ikke mig, men jeg blev nød til at se hvad de havde fundet på i år," siger hun roligt, som hun peger på nogle af alle de smukke blomster, som pryder de smukke gader. Der er blomster i alverdens farver, alle nogle forskellige slags blomster, som har fundet sammen til nogle smukke buketter. Tydeligt lagt tanker bag hver eneste udsmykning, hver eneste buket af blomster.

“Åh, ja det kunne jeg egentlig godt forestille mig,” sagde halvorkeren lettere overrasket. Hun vidste godt, at elvere kunne blive meget gamle, men 129 år. Det var godt nok også lang tid at være mere eller mindre det samme sted. Især når hun selv havde været vant til at rejse så meget rundt, som hun havde sammen med sin familie som nomade i Nordlandet. “Var du nervøs, da du skulle ud på egen hånd? Og tager du nogle gange tilbage til Elverly?” spurgte hun nysgerrigt. Som sagt havde hun selv rejst ret meget rundt – altså i Krystallandets nordlige del, og selvfølgelig havde hun været spændt, da hun drog imod Dianthos for at stå på egne ben. Men hun var nysgerrig om, hvordan denne elverkvinde havde klaret sig, hvis verdenen uden for Elverly havde været relativ ny for hende.

Hun kiggede rundt og nød synet af alle de blomsterbuketter, elverne havde plukket. “De er meget smukke. Jeg ved ikke så forfærdelig meget om planter generelt, og mange af de her blomster har jeg aldrig set før,” sagde hun med et smil og stoppede op for at nyde duften af nogle af dem. “Hvor lang tid har det taget dig at blive healer? Har du en butik et sted?” Freya´s nysgerrighed var vagt, og hendes nervøsitet var som smeltet væk. Denne smukke elverkvinde kendte til en verden, der var helt anderledes end hendes egen, og hun syntes ellers hun havde prøvet ret meget. I hvert fald set i forhold til nogle af de mange borgere og bønder, der boede i Krystallandet og arbejdede det samme sted hele deres liv.

Hun smiler lidt ved de spørgsmål, hun syntes det er forfriskende med en sådan nysgerrig sjæl omkring hende. "Jeg var ikke så nervøs, jeg har været meget rundt i den tid jeg var lærling. Samt jeg aldrig helt alene på mine ture, jeg har to ulve jeg har passet siden de var nogle få dage gamle," siger hun med et smil, som hun tænker på de to ulve, der lige nu render rundt i vesterdalene. "Jeg tager hjem til Elverly fra tid til anden, mest hvis de har brug for en ekstra healer," siger hun, som hun tænker det er noget tid siden sidst. De fleste i elverly havde dog også haft deres tid, hvor de også brugte meget tid fra stedet. Mange kom tilbage igen når de blev ældre, men det var ikke noget hun umiddelbart havde tænkt meget over om hun permanent en dag ville være tilbage.

Hun kommer med en svag latter, som hun siger hun ikke kender meget til planter. Det en følelse hun selv kendte, men hun kendte flere planter end hun ofte gav udtryk for fordi hun havde lært dem da hun var yngre. "Der er en masse om kommer fra andre steder i landet, samt en del som kommer direkte fra Elverly, der har vi nogle som man kun kan finde bestemte steder i Elverly. Men jeg kan heller ikke alle de navne, det der alt for mange blomster til at huske," siger hun roligt. Hun kunne ikke huske navnet på dem, men hun vidste hvor de voksede. Hun stoppede op, for at tage en af de lyserøde blomster ned, som hun gav den til Freya. "Jeg har været i lærer siden jeg var 20 år, kun lige blevet færdig som lærling, på trods af der var lidt protester. For en elver er først rigtig voksen i vores øjne når vi er 150, så teknisk set er jeg stadig bare ung, nærmest et barn," siger hun med et smil. "Jeg har ikke nogle butik, fordi jeg healer dem der er kommet tilskade, jeg har en evne der gør mig meget nyttig når der f.eks. er krig og soldaterne skal heales. Jeg kan heale sår, samt heale lemmer på igen, hvis folk husker at komme med dem til mig, og indenfor en rimelig tid," siger hun roligt. Hun var stolt af det hun kunne gøre, hvilket også gjorde hun var over det hele, for der var brug for hende flere steder nogle gange.

Freya kiggede på elverkvinden med overraskede øjne. Hun havde ikke lige forventet, at denne smukke, nærmest adeligt udseende kvinde, rejste rundt med ulve som sine følgesvende. “Ulve? Wauw, fantastisk. Dem vil jeg gerne møde en dag. Jeg har rejst rundt med min familie i Nordlandet hele mit liv, og uden vores heste og ulvehunde, så var vi aldrig kommet ret langt,” forklarede hun med et lille smil. Hun håbede på at Rhea fangede hendes ord som en hentydning til, at hun gerne ville holde kontakt med den anden kvinde. Hvis hun da var interesseret i det. Det var godt, hun kunne læse og skrive. Ikke så forfærdelig godt, men det var nok til at hjælpe Freya med at holde kontakt til sin familie. Og det var det vigtigste.

Elverens sagte latter lød næsten som musik i Freyas ører. Hun tog imod den lyserøde blomst som Rhea rakte hende og duftede til den. Den duftede sødt, og det mindede hende om sommer. “100 år som lærlig,” den skulle hun lige tygge lidt på. 100 år var godt nok lang tid, men hun havde godt hørt, at elvere kunne blive virkelig gamle. Hvad Freya ikke vidste var, at orkerblodet i hende gav hende potentialet til selv at blive over 100 år gammel. “Så er der ikke noget at sige til, at i elvere kan blive så gode til magi,” sagde hun med et lille grin. “Men at kunne sætte lemmer på igen. Det var da... helt utroligt,” sagde hun oprigtigt imponeret. “Uhyggeligt også, tænker jeg,” tilføjede hun efter en lille overvejelse. Det måtte være en gave at kunne heale andre. Men hun kunne også næsten forestille sig, at det gav anledning til at man kunne komme ud for at se nogle grufulde ting. Og hvis man så ikke kunne hjælpe den sårede... men den risiko var der vel altid.

Et smil poppede frem på hendes læber, så snart hun kunne se de to ulve for hende, de ville sikkert syntes det var sjovt med at møde en ny person. De kunne godt li at møde nye væsner, så længe de ikke gav en dårlig vibe, for så ville de ikke være med mere. Men hun kunne fornemme Freya, hende ville de godt kunne lide. "Night og Sun, for de er farve som nat og dag. Han er kulsort, imens hun er mere som en sol opgang, lettere orange og rød pelsfarve. Du vil elske dem, det er jeg sikker på, især når du har haft med ulve hunde at gøre. Nordlandet er et sted der ikke sker så meget, men det er et sted jeg gerne tager til engang imellem trods kulden der kan være deroppe. Men det lyder som du har haft en spændende opvækst, sådan at rejse rundt i Nordlandet," siger hun, som hun ser på hende. Dette var en kvinde hun absolut kunne se sig selv holde kontakt med, hun elskede altid at få nye venskaber.

Hun kan ikke lade vær med at komme med en latter, som hun konstatere det derfor de kan blive så gode til magi. Hun nikker dog, for det rimelig rigtig, de havde så mange år til at blive ved med at udvikle sig. "Ja, det ikke alderdom vi i hvert fald dør af," siger hun med et kækt smil. Som hun havde mødt nogle der havde rundet 2000 år, hvilket alligevel havde følt helt vildt. "Det kan være skræmmende de første par gange, men det ligger bare til mig at hjælpe. Så jeg tænkte ikke så meget over det efter de første par gange, jeg tænkte kun på at hjælpe andre. Jeg har stået med mange forskellige mellem mine hænder, alt fra tæt på døden til et kniv sår," siger hun roligt, som hun nikker lidt. Hun havde aldrig tænkt meget over det, hun gik bare igang med at hjælpe. Hun var så omsorgsfuld, selv overfor dem andre elver ville se ned på. Hun var bare en person som ville hjælpe dem hun kunne, så hun har set mange grusomme ting i livet, men det har aldrig stoppet hende fra stadig at hjælpe andre. Alt fra de små simple ting som noget mad, til at redde nogle liv. Hun gjorde altid hvad hun kunne, for alle slags væsner.