Dagon var egentlig blot på gennemrejse, men han mente at han trængte til en pause på turen. Han var landet i en lysning i Azuriens skov. Hvis man så ham nærmere, ville man være i tvivl om han var en engel eller en dæmon. Hans hudfarve var hvid som nyfalden sne, mens hans hår var ganske rødt. Med sig havde han sin le, som han altid havde med sig rundt, uanset hvor han begav sig hen. I en bylt bundet til leen havde han set kostume som han kaldte det, sammen med et par andre, mere fornuftige ting. Hans overkrop var bar, mens han bar et par sorte bukser. Han var ikke engang helt sikker på hvor han lige var henne, for han genkendte slet ikke området. Han vidste blot, da han landede at her virkede ganske roligt og at han nok ville kunne få sig et lille hvil.

Nianna var langt om længe ankommet hjemme igen, hun havde været på en lang rejse rundt i landet, lært en masse nyt og udvidet sin horisonter betydeligt, hun havde haft en masse spændende planter med fra sin rejse, som alle var blevet plantet i hendes lille skjulte oase. Det eneste som desværre ikke havde udviklet sig meget, var hendes sprog. Hun forstod mere end hun nogensinde havde gjort, men når det kom til at tale var hun stadig meget tilbageholden. 
Alt virkede til at ånde fred i hendes skov, hun havde været nede ved søen for at fylde sit vandskind op igen, en tur hun gik dagligt igennem skoven, mens hun lyttede til dyrenes puslen overalt omkring hende, vinden der fik trækronerne over hende til at svaje blidt. For en stund stoppede hun op og trak vejret dybt ind, foråret var endelig på vej og overalt omkring hende i skoven fandt hun små tegn på de, blomster der sprang ud og bragte de smukkeste farver med sig igen, bragte skoven tilbage til live fra en tid hvor alt var brunt og trist. Hun bukkede sig stille ned og plukkede en enkelt blomst, inden hun strøg de blonde lokker om bag det ene øre og placerede blomsten over øret. Et smil dansede om hendes læber, for endelig var hendes hjemve borte, hun var hjemme i sine vante omgivelser, men noget fik hende til at stoppe op og lade blikket vandre rundt, en forandring omkring hende. Der var opstået i en uro i skoven, hun ikke havde forventet, dyrene søgte væk og i skjul og en tung stilhed lagde sig som en dyne over skoven. Undrende over den pludselige forandring lod hun blikket søge rundt, hvad kunne være årsagen bag den pludselige forandring? Hun bevægede sig ganske let over skovbunden på de bare fødder. I hendes hånd havde hun vandskindet der var fyldt, på kroppen bar hun en nederdel af rådyr skind og på overkroppen hvad der mindede mest om en top i det samme rådyr skind. Tøj hun selv havde lavet igennem tiden, af det vildt hun fangede i skoven. 
I en lysning bemærkede hun en skikkelse, hun aldrig før havde set her i området, skjult bag en stor træstamme betragtede hun den enorme skikkelse. Hendes lysegrå øjne gled hen over vingerne, de lignede mest noget hun havde set på et natdyr, men noget indeni hende tiggede hende om at være varsom, for skovens dyr vidste som regel altid bedre end hende selv, skikkelsen kunne meget vel være dårligt nyt, skikkelsen tårnede sig meget højere end hende selv, ganske stille trådte hun tilbage, men hun mærkede en kvist under hendes fødder, og der lød et knæk som hun fik trådt ned på den.

Dagon der havde fløjet langt var træt og udmattet. Han lod ikke længere mærke til at alle dyrene omkring ham var forsvundet selv samme øjeblik han var landet, det var han blevet vant til for mange år siden.
Da han hørte en gren knække uden for lysningen rettede han straks blikket mod lyden. Han håbede lige nu at det for alt i verden ikke var en af lysets riddere, for dem havde han ikke energien til at mødes med nu. Han tog sin le og lagde til side. Kom roligt frem. sagde han med en blød og let himmelsk stemme. Han lignede ikke nogen engel, han opførte sig som regel heller ikke som en. Men sandheden var at han var dog alligevel blevet genfødt som en. Der var godhed i ham, det var bare længe siden han havde vist den side til nogen. Jeg gør dig skam intet ondt. sagde han roligt og prøvede at smile venligt. Vingerne pakkede han så godt væk bag ryggen som det nu kunne lade sig gøre. Oftest var det vingerne folk fik øje på først og det var oftest det der skræmte dem først.

Nianna var ikke sådan at overbevise, trods hun hørte hans ord ganske tydeligt. Hun trådte dog stille frem imod træet igen, da han havde opdaget hende. Inderst inde bandede hun sig selv langt væk, for at have været så sløset, ikke at lægge mærke til hvor hun trådte. Hun trak vejret helt dybt ned, inden hun med en let tøven, lænede sig lidt til siden og kiggede frem bag træet, hen imod manden. Hendes blik var varsom, som hun bemærkede at han havde trukket vingerne tættere ind til sig, hendes blik hvilede på hans ansigt, som prøvede hun at bestemme sig for, om han virkelig kunne være så god som han virkede til. Dyrene havde flygtet fra ham, og det beroligede ikke ligefrem hendes sind. Hendes blik vandrede til den store ting han havde i sin hånd, hvilket blot fik hende til at hæve det ene øjenbryn ganske let, hvad mon det var? Nysgerrigheden i hende boblede som altid lige under overfladen, den barnlige glæde ved at opdage nye ting, som hun aldrig var vokset fra, et isoleret liv i skoven alene hele livet, havde på ingen måde ældet hende som de fleste andre ville have gjort. "Hvad er du?" spurgte hun ganske stille, fra sit skjul ved træet, inden hun vendte blikket tilbage imod hans røde øjne, høflighed havde måske aldrig været hendes skarpeste side, som hun godt kunne være meget direkte i sine enkle ord. Kunne han være en dæmon? Han kunne uden tvivl godt ligne en. Lettere tøvende trådte hun frem, så hun stod ved siden af træstammen, med den ene hånd hvilende imod træet hvor hun før havde stået. 

Dagon kiggede mod den fremmede menneskekvinde og smilede kort. Han var vant til at folk var varsomme omkring ham. Jeg er en engel. sagde han roligt. og håbede lidt at det ville få hende nærmere. Han trængte til selskab, selvom hun så en anelse skrøbelig ud. Han fangede hendes blik mod hans le og skubbede den lidt længere om bag ham. Han havde ikke i sinde at gøre hende noget. Jeg gør dig ingenting kære pige. sagde han med en rolig og fløjels blød stemme.

Han kom til at tænke på at ingen af dem havde introduceret sig selv endnu og valgte at starte. Navnet er Dagon. sagde han med samme rolige og bløde stemme. Hvad er deres navn? spurgte han, mens han væltede om på siden for at slappe af, men stadig have kontakt med den fremmede kvinde. Hun virkede dog til at være ret så køn af et menneske at være. Han havde jo selv en gang været et menneske, men det var så mange år siden at han knap kunne huske det.

Nianna prøvede virkelig at mærke efter indeni, inden hun bed sig tvivlsomt i underlæben. Hun burde måske stikke af, og havde det været inden hendes rejse, havde hun sikkert også gjort det, men hun havde set så meget nu, mødt så mange. Hun bar kun et mærke fra sin rejse, et mærke der mindede hende om at være varsom, for ikke alle havde godt i sinde, trods hun engang havde troet præcist det. Fra hendes venstre øje, ned over hendes kind til hendes kæbe, løb der et ganske fint tyndt rosa ar, fra den aften vampyren havde skåret hende med et glasskår. Men da manden forklarede hun var en engel, trådte et smil kortvarig frem på hendes læber, som hun genkaldte sig mødet med Xilla, den smukkeste engel hun nogensinde havde set. Hun gjorde et lille nik, inden hun trykkede sig let ind imod træets stamme med sin krop. Det var ikke for sent endnu at stikke af, for trods hendes lille skikkelse var hun overraskende hurtig og adræt, især i trækronerne hvor hun følte sig hjemme, men hans ord gjorde hende underligt tryg som hun sendte ham et lille smil. "Nianna...." svarede hun ganske stille, hendes stemme helt blid og varm, inden hun slog blikket ned på jorden foran sig. Turde hun komme nærmere? Hun blev dog overrasket og løftede blikket hurtigt, da hun fornemmede han rørte på sig, men blot for at falde om på jorden. Hun lagde hun ganske let på skrå, inden en dæmpet latter gled over hendes læber, og fik hende til at føre en hånd op for munden i forsøget på at dæmpe latteren. Hun trådte et par skridt frem, og mærkede græsset hvordan det kildede hendes fødder som hun kom ud i lysningen hvor det var mere frodigt, på grund af sollyset det fik. "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrig, som hun nikkede imod den le han havde forsøgt at gemme lidt af vejen bag sig.

Dagon nærmest smagte på navnet Nianna gentog han stille. Det var længe siden han havde set et menneske. de sidste han havde været sammen med var mørkets hær, den gang de stadig havde noget at skulle sige. Hans vinger bag ham rettede sig i græsset så han kunne ligge mere behageligt. Du behøver ikke at gemme dig Nianna. sagde han roligt, mens han studerede hende kort. Han fik øje på hendes kind og det lyserøde ar. Sig mig mit barn, hvordan har du dog fået et sådan minde? sagde han mens han langsomt løftede en hånd og pegede mod hendes kind.

Det er blot et stykke værktøj. sagde han og nikkede kort mod leen som lå bag ham. Værktøj var måske så meget sagt, men han havde da brugt det som en del af hans virke. Ikke nok med at det kunne bruges som et våben, virkede det også rigtig godt til at skræmme med. Klingen var smedet i varmen af vulkanen på topalis og derfor blev den aldrig sløv. Sig mig mit barn, hvor gammel er du? spurgte han hende roligt, for at få hende til at slappe mere af, for nemmere at få hende tættere på.

Hun bed sig igen let i læben, mens hun betragtede ham. Han virkede virkelig ikke så farlig, som hun først havde antaget, og han var jo en engel, det måtte da betyde at han ikke var ond? Stille trådte hun et par skridt yderligere nærmere ham, inden hun stille satte sig ned på knæene, og foldede fødderne let under bagdelen, der var stadig et par gode meter imellem dem, men hun turde ikke komme nærmere, trods han virkede så indbydende. Da han spurgte til hendes ar, steg en let rødmen op i hendes kinder, som hun tog sig til kinden og lod pegefingeren stille glide over arret. For en stund slog hun blikket ned i græsset og smilet svandt om hendes læber. "En vampyr....." hviskede hun helt stille, inden hun rystede det dårlige minde af sig, og løftede blikket imod manden igen. Dagon. Hun havde aldrig hørt navnet før, men det kunne vidst også tælles på 2 hænder hvor mange navne hun egentligt kendte til. 

Hun lænede sig et øjeblik frem og plukkede en enkelt græsstrå foran hende, som hun stille sad og pillede fra hinanden, en stemme bagerst i hendes hoved blev ved med at formane hende om at stikke af, som om noget ikke var rigtigt, men hun skubbede den til side, for han virkede jo ikke så farligt. Lettere uroligt strøg hun de blonde hår om bag øret igen, og rettede på den lille blomst hun havde placeret over øret. Hun kunne dog ikke lade være med at le dæmpet, som han spurgte til hendes alder. Hun trak ganske let på skuldrene, for hun vidste ikke præcis hvor gammel hun var, alt hun vidste var at hun kunne mindes 14 somre, de 5 år før det var slettet fra hendes hukommelse. "Jeg ved det ikke..." svarede hun med en mild stemme, som hendes blik gled hen over hans ansigt, hun havde dog placeret sig på en måde, hvorpå hun hurtigt ville kunne komme op, hvis han pludselig ville ændre karakter, men hvorfor skulle han? Han var jo en engel ligesom James og Xilla, nogen af de sødeste personer hun nogensinde havde mødt.

Dagon lå mærke til hvor forsigtig hun var over for ham. Hun har sikkert været igennem sine traumer tænkte han kort, mens han betragtede hende med et venligt smil. En vampyr siger du. han var ikke selv glad for vampyrer. Han mente at de var alt for utilregnelige. hans blik vandrede et kort øjeblik og han fik hurtigt øje på en lille blomst. Lige nu ville han blot have hende til at slappe lidt af. Han kendte intet om blomster så han plukkede med rolige bevægelser. Nianna, sagde han med en blød og rolig stemme, Hvor godt kendt er du her i skoven? spurgte han hende roligt mens han studerede blomsten han havde plukket.

At hun ikke helt vidste hvor gammen hun var kom egentlig ikke bag på ham. det var meget naturligt at folk ikke altid vidste helt hvor gamle de var. Efter hans erfaring kunne de fleste kun huske noget efter de fyldte 4 til 6 år. derfor ligger de selv en del år til. Han ville skyde på at hun var omkring 20 år. Jeg gætter på at du bor her i nærheden? spurgte han roligt og smilte. han ville ikke skræmme hende væk, så han gjorde lige nu alt hvad han kunne for at virke venlig. Selvom at det var stærk imod ham at være på denne måde.

Hendes blik fulgte hans bevægelser, klar til at reagere hvis han pludselig ville rejse sig. Hun forstod ikke hvorfor, hun ikke kunne ryste følelsen af sig og stemmen ud af baghovedet, for intet ved ham virkede faretruende, hvis man formåede at se bort fra hans udseende og det såkaldte værktøj han havde liggende bag sig. Ganske let nikkede hun til hans ord, Dimitri, en skrækkelig vampyr hun sikkert ikke ville have overlevet hvis ikke det havde været for en hvis dæmon. For en stund dvælede hendes tanker hos Orcus, som et lille smil tegnede sig om hendes læber, til lyden af hendes navn fik hende til at kigge op igen, en dæmpet fnisen og en varm kulør spredte sig i hendes kinder. Hun havde det med at komme til at dagdrømme, over selv de mindste ting. Han spurgte godt nok om mange ting, men han formåede at holde det kort og rimelig præcist så hun forstod hans ord. Hendes blik gled rundt på omgivelserne, for hvorfor skulle hun kunne formulere et svar? Skoven havde været hendes hjem alt den tid hun kunne huske, og hun kendte hver en lille krog af den. "Meget godt..." svarede hun til sidst med et strålende smil, det var hendes hjem og hun var stolt af skoven. Med hendes evne til at betvinge naturen, havde hun altid mad og ly, uanset vejret.

Selvom alt virkede beroligende ved ham, fik hans spørgsmål hende alligevel til at rette sig en smule op, for når det kom til hendes hjem var hun yderst varsom, ganske vidst lå det skjult for alle andre end hende selv, men hun turde ikke tage chancen, men kunne hun lyve? Hun bed sig let i læben inden hun lod blikket glide tilbage imod ham, i stedet for at svare sendte hun ham blot et lille smil og lagde hovedet let på skrå. "Hvor bor du?" spurgte hun ganske roligt, i håbet om hendes eget hjem ikke blev bragt yderligere på banen.

Dagon så nysgerrigt på hende. Hun virkede meget undvigende ved hans spørgsmål hvilket nok var meget naturligt. Det var skam ikke for at snage. sagde han og lo kort, mens han smilede bredt. Der var noget simpelt over hende, hvilket han egentlig godt kunne lide. Blomsten han havde plukket havde en gul midte og nogle fine små hvide blade.

Han kiggede igen mod hende da hun spurgte hvor han boede. Lige for tiden er jeg blot en rejsende. sagde han roligt og smilede venligt mod hende. Ser du det sidste sted jeg boede blev ødelagt i krig. sagde han roligt, men med en lettere sorgmodig stemme. Han rystede kort på hovedet for at få tankerne væk fra hans fortid. når hun havde hovedet på skrå så hun helt uskyldig ud. Det skal jeg nok få pillet af hende. tænkte han roligt, mens han smilede venligt til hende.

Overraskelsen er tydelig at se i hendes ansigt, inden en let sørgmodig mine lagde sig over hende. Hendes skulder sank let ned, for selvom hun ikke var helt sikker på hvad krig betød, forstod hun meningen med resten, hun kunne slet ikke forestille sig hvis der skulle se skoven eller hendes lille oase noget, det ville knuse hendes hjerte, så hun kunne godt sætte sig ind i hvordan han måske måtte have det, med at have mistet sit hjem. Hendes blik granskede kort den afstand der var imellem dem, selvom hun følte hun burde gøre den større, hvis hun da skulle gøre noget rejste hun sig stille op. Hun trådte et par små skridt nærmere, inden hun tøvede og vendte blikket tilbage imod det træ hvorfra hun var kommet. Alle hendes alarm var begyndt at ringe inde i hovedet, som hun havde trådt et par skridt nærmere, og hun havde tydeligvis en kamp med sig selv, om det ikke var på tide at trække sig væk igen. "Det gør mig ondt...." Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken, som hun knugede hænderne foran sig. Til sidst overvandt hun dog sin frygt for ham, og satte sig igen ned. Hun havde ikke rykket sig særlig langt, næsten kun et par enkle museskridt, men hun var ikke den som havde mest tiltro til andre væsner. "Hvad har du.. ehm.... set?" spurgte hun stille og vendte blikket imod hans røde øjne, hun håbede at kunne løfte stemningen en smule, for hun ville gerne vide mere om hans rejse, om han havde set lige så spændende ting som hende selv.

Som Dagon lå på siden kunne han se Nianna komme lidt nærmere. Han var ved at blive træt af at vente på hende og var så småt begyndt at tænke på alle de sjove ting han ville gøre med hende. Du behøver ikke at være bange. sagde han roligt, Jeg gør dig ikke noget. Jeg er jo en engel og engle lyver ikke. sagde han i et forsøg på at overbevise hende om at han ikke ville hende noget ondt. Det var heller ikke fordi han ville hende noget ondt, men han var som altid nysgerrig efter at vide hvor folks smertegrænse lå.

På grund af hans vinger kunne han ikke ligge på ryggen. Hver fald ikke uden at de skulle bredes helt ud. Det var også årsagen til at han intet bar på overkroppen. Jeg ved ikke hvem eller hvad der der har gjort dig ondt før, men jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget. sagde han med en ganske rolig og blid stemme. Han overvejede om han gad at bruge energi på at jage hende eller om han skulle fortsætte med at lokke hende nærmere. Indtil videre virkede det vist nemmest at virke venlig og god. men hvor længe ville det holde?

En skeptisk mine gled over hendes ansigt, som hun lyttede til hans ord, hun vidste ikke om det var sandt hvad han sagde, men hun måtte erkende at han på ingen måde havde gjort antræk til at ville hende noget ondt, hun gjorde til sidst et lille nik, som hendes skulder let sank ned og hun forsøgte at slappe mere af i hans selskab. "Var du menneske før?" spurgte hun stille, hun vidste at både James og Xilla havde været mennesker før, men ved deres død var de begge genopstået som engle, måske det samme var sket for ham?
Hun kunne dog ikke lade være med at le fornøjet over hans ord, hun havde altid været skeptisk overfor andre, det var ikke fordi at Dimitri havde angrebet hende, men det havde bestemt ikke gjort hende mindre vagtsom overfor fremmede. Hvorfor hun altid havde været alene vidste hun ikke, hun havde ingen erindringer om nogensinde at have haft en familie, det eneste hun kunne huske var skoven. Angrebet på hendes familie da hun var lille og alle årene op til angrebet, var slette fra hendes hukommelse, der var kun mærket på hendes underarm, fra det fejlslagne forsøg på at dræbe hende, som i stedet blot havde slettet hendes hukommelse. "Bliver du længe?" spurgte hun i stedet ganske roligt, for ikke at træde rundt i hverken fortiden eller hendes eget liv. 
Tøvende lod hun blikket vandre over hans bare overkrop, hun var ikke lige frem den blufærdige eller generte type, hvad den slags angik, og at kende folks grænser for hvad der var acceptabelt når det kom til at nær studere dem, var helle ikke en af hendes spids kompetencer. Hun virkede meget mere rolig i sin holdning, som hendes blik gled over hver en detalje ved hans krop, inden det søgte op til de røde øjne igen, med et stort smil om læberne. "Hvor gammel er du?" spurgte hun igen nysgerrig, som hun rykkede lidt på sig. 

Dagon var stadig varsom med hvordan han agerede foran Nianna, selvom han snart var løbet tør for tålmodighed. hendes spørgsmål var så småt begyndt at kede ham. Ja jeg var vist nok et menneske førhen. Ikke at jeg kan kuske noget af det. Det er alt for længe siden. sagde han roligt, mens han holdte et roligt øje med Niannas bevægelsesmuligheder. Han overvejede om hun var tæt nok på til at han kunne fange hende inden hun nåede at stikke af. Du virker som en der elsker skoven og dens natur. kommenterede han roligt, for at holde samtalen kørende.

Han kunne mærke at det trak op og da han kiggede op mod himlen kunne han se at skyerne begyndte at samle sig. Han begyndte at beregne hvor langt der var mellem dem og kom frem til at hun måske var inden for rækkevidde af hans domæne. jeg tror ikke hun kan bruge hendes magi lige nu. tænkte han roligt og smilede venligt til hende. Hans le der stadig lå bag ham havde en rækkevidde på cirka 2 meter. Han var ikke sikker på den kunne nå hende endnu.

Hun gjorde et lille nik til hans ord, han måtte være meget gammel, siden han ikke kunne huske det, men af en eller anden årsag havde han let undgået hende sidste spørgsmål, havde de mon været for nærgåenden? Hun tog ikke meget notits af det, men strøg i stedet den ene hånd let hen over græsset og de små blomster der snart ville skyde frem under hendes berøring, men da der intet skete, rynkede hun eftertænksomt panden, hendes evner havde aldrig før svigtet hende? Tøvende lod hun hånden fortsætte, men hun kunne slet ikke mærke naturens energi længere, hun løftede blikket imod Dagon, det måtte være ham? Men hvorfor? Og gjorde han det med vilje? Hun sendte ham et strålende smil, men ikke et som før, det nåede ikke hendes øjne på samme måde længere, som hun rejste sig op i en glidende bevægelse. "Jeg må videre..." lød det muntert fra hende, nu havde hun endelig lyttet til alarmerne der bimlede og bamlede i hendes hoved. Stille satte hun den ene fod lige bag den anden, som hun bakkede væk fra ham, uden at flytte sit blik. Varsom for selvom det måske ikke var med vilje han havde gjort det, følte hun sig helt nøgen uden sin evne, hun ville ikke kunne forsvare sig imod ham, men hun forsøgte at skjule sin bekymring bag smilet, inden hun drejede omkring på hælen, så det blonde hår let svang sig omkring hendes skuldre, inden hun bevægede sig tilbage hvor hun kom fra, bønfaldende om hun blot havde overreageret, at det var en falsk alarm.

Dagon lod mærke til hvordan Nianna lod til at ville væk. Det ville han ikke lade ske. Han tog derfor den ene hånd om bag sig, for at tage fat i sin le. Han kunne se at hun trådt et par enkelte skridt væk, men burde stadig være indenfor rækkevidde. Han fokuserede sin mørke røg omkring hende og med et ville hun blive indhyldet af en tyk sort røg, der ganske vist ikke gjorde andet end at blokere hendes syn.

Han rejste sig hurtigt op og skyndte sig efter hende for at fange hende. Hvis han bare kunne få fat i en arm eller noget, så ville hun ikke kunne slippe væk fra ham igen. Hans ansigt havde også ændret sig drastisk, det var ikke længere så venligt at se på, men mere arrigt og groft. Han var lettere irriteret over at hans skuespil slog fejl. Hvis det lykkedes ham at fange hendes arm kunne han have en masse sjov med at torturere hende.

Den knude hun havde haft i maven, voksede da hun så ham række ud efter sit værktøj. Hun skulle have lyttet til sin mavefornemmelse og skovens dyr tidligere, der var noget helt galt med englen foran hende. Hun skulle til at sætte farten op, som hun havde fået sig vendt rundt, men noget fik hende bremset. Hendes blik gled rundt på som en sort røg begyndte at indhylle hendes krop, gjorde det helt umuligt at se hvor hen hun skulle, trods hun kendte skoven som sin egen hånd. Skulle hun sætte i løb og håbe hun kunne huske præcis hvor træerne var henne? Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere i hendes bryst, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for hendes evner var væk, hun kunne ikke mærke skovens energi.

Hun lukkede øjne, hvis hun alligevel intet kunne se måtte hun fokusere på sine andre sanser. Hun lyttede til skoven, hørte ham rejse sig bag sig, hvis hun skulle forsøge at stikke af måtte det være nu, inden han fjernede afstanden imellem dem. Med hænderne knuget imod brystet, satte hun i bevægelse og rakte den ene arm frem for sig, for at forhindre hun ville gå direkte ind i et træ, hun kunne jo huske forkert, men hele hendes krop stivnede da hun mærkede en hånd lukke sig om hendes højre overarm, hun kunne ikke røre en muskel, kun et gisp slap over hendes læber, som hun vendte ansigtet imod den arm der lå skjult i røgen. En ting var at blive angrebet ude på sin rejse, men at blive angrebet her, i hendes skov i hendes hjem, var meget værre. Hun forsøgte at trække armen til sig til sidst.

Dagon kunne mærke at han havde fået godt fat i Niannas overarm og han smilede bredt. Da han var sikker på at have ordenlig fat på hende trak han hende tættere på sig.
Røgen han havde lagt omkring hende forsvandt langsomt som vinden blæste forbi.
Når røgen forsvandt fra hendes øjne kunne hun se at han holdte fast i hendes arm med den ene hånd, samtidig med at han holdte sin le op foran hende med den anden. Det var da ikke så sødt. sådan at prøve og stikke af fra mig. sagde han med hans bløde stemme mens han trak i hende.
Han så frem til at afprøve nogle nye metoder han havde tænkt på mens han var på sin lange rejse.

Han trak hende med tilbage til midten af lysningen og begyndte at lave en boble af den sorte røg omkring dem. Normalt ville jeg have dig bundet fast til en pinebænk eller en stol. sagde han med den samme bløde stemme fra før, hvilket havde forvirret mange i tidens løb.

Hun gispede efter vejret, da hun mærkede hun blev trukket tilbage, og mærkede hans bare overkrop imod hendes ryg, hendes syn var stadig sløret af røgen, men som vindens brise blæste det bort og hendes syn igen kom frem, så hun på leen som blev holdt op foran hende. Helt instinktivt rettede hun sig op så hun stod trykket imod hans krop for at undvige leen, der så farligere ud end nogensinde før. Hans søde stemme fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. "Lad mig gå...." Hendes stemme var blot en svag hvisken, inden hun drejede blikket op imod ham, hans øjne så røde og brændende. 

Da han begyndte at trække hende baglæns, vendte hun sig for at kæmpe imod, hun forsøgte at sætte hælene i jorden, men han var tydeligt stærkere og trak hende videre uden større problemer ind til de stod midt i lysningen. "Dagon, stop... Jeg.. Jeg.." Hendes stemme dirrede, for selvom hun ikke vidste hvad hverken en pinebænk eller en stol var, frygtede hun oprigtigt for hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende.