Dagene efter at mørket havde stormet Dianthos mure, havde været fulde af forvirring. Vrede, afmagt, sorg. Var blandt de mange følelser, flere af beborende følte over det der var sket. Men de samme frustrationer fandt man også i lysetskriger, der havde kæmpet en brag kamp for ikke at blive tvunget i knæ. Men hvor nogen havde givet deres liv, andre havde givet lemmer. Så var der dem, hvis styrke var blevet testet, og tro knækket. Så selvom at Innogen, var en af de heldige. En der hverken var skadet i så voldsom en forstand, at hun aldrig ville kunne kæmpe igen. Eller skridtet videre, ikke længere eksisterede på denne jord.

Men derfor havde hun det stadig ikke godt med sig selv, og hun havde brugt store dele af hendes tid indespærret i hendes kammer. Nægtet at være kommet ud, da der var en stemme bag trædøren. Når der var blevet fortalt at der var mad, havde de fået samme svar. Lad mig være i fred.

Men det gik heller ikke i længden, det vidste hun godt! Så derfor, havde den lyshåret kvinde endelig begivet sig ud af hendes rum. Skyggerne var blevet lange, og solen var på vej ned i horisonten. Derfor var det hellere ikke så mærkeligt at hun ikke mødte nogen på sin vej til træningsrummet. De mørke øjne farede rundt, da hun synes at høre en lyd bag hende. Men der var ingen, hun tog en dyb indånding. Blikket faldt ned på hendes hænder, som var begyndt at ryste. Hvad der var sket for dem alle, havde virkelig ramt hende hårde end hun havde troet. Hun sukkede, og lænede sin skulder imod væggen. Hun var nød til at tænke på noget andet! Og derfor fik hun skubbet sig væk fra trygheden som væggen havde givet hende, og fortsatte imod træningslokalerne. Men da hun åbnede dem, måtte hun hurtigt konstaterer at hun ikke var den eneste, der havde haft de tanker. Da hendes blik landede på en enkel person der allerede var i gang derinde. Nu var spørgsmålet. Skulle hun prøve at træne sammen med en? Eller vende om igen, og atter forsegle sig i hendes rum.

Hendes fingre gled igennem det lange hår, der hang løst ned over hendes skuldre. Det gik næsten ned til hendes midten af hendes lår. Nej, hun var kommet for at træne og det ville hun også gøre! Hun begyndte at samle håret, således at det i det mindste kom væk fra hendes ansigt. Måske hvis hun ignorerede personen til at starte med? Hun fugtede læberne, som hun i momentet blot fokuserede på at binde hendes hår sammen.

Det var med en lidt rystende hånd, at træningssværdet blev placeret op ad væggen. Varulven tøvede lidt idet han satte det fra sig idet at han gjorde på med den faktum, at så snart han stoppede med at træne - så ville det betyde, at han ikke længere kunne ignorere tankerne, billederne der kredsede i hans hoved. Om nok var han ikke synlig berørt af kampen der havde fundet sted, få dage forinden. Men dette var der også blevet sørget godt og grundigt for. Som et af de højtrangerende personligheder indenfor Lysets hær, var der en vigtighed i at forekomme stabil; nærmest usårlig, overfor de resterende grupperinger af hæren - for ikke at tale om resten af lysets sympatisører, folket. Han kunne ikke tillade sig at være sårbar - nej, han måtte ikke. Det var derfor, allerede på anden dagen efter angrebet på Dianthos, at healere var blevet sendt til hans værelse for at rette op på hver enkelt synlig skade, der var at finde på varulvens krop. Et mere politisk handling end taktisk, efter hans holdning - en handling, der var fuldkommen spild. Der var andre der havde drastisk mere brug for deres hjælp, end ham selv. Men han havde intet valg, uanset hvor meget han satte sig imod.
Til hans held var der ikke synderligt meget arbejde at foretage sig for healerne den morgen. Med varulveforbandelsen, var hans krop utrolig hurtigt helende - foruden, at hans allerværste skade var blevet taget af. Billede af Evangelina, udenfor hans dør fik ham til at gå i stå. Hans strakte fingre, der kort tid forinden havde favnet træningssværdet, knugede sig sammen. Han satte den knyttede næve for panden, med en lille kraft der placerede et let slag imod hans ansigt. Han skar tænder, ved den varme fornemmelse der dannede sig i hans mavecenter. Hvordan kunne han have handlet så dumt? Han løftede den anden hånd, og sammen med den anden gned han sig febrilsk i øjnene, i et forsøg på at fjerne billederne der tegnede sig for hans øjne. Han standsede brummede frustreret, bøjende sig nedad for at gribe lædertunikaen, som normalt blev brugt under træningen med våben. Han havde ikke fundet det nødvendigt at tage den i brug, da denne aften ikke havde haft en sparingspartner - og blot havde trænet sin smidighed. Han slog øjnene nedad sin overkrop, seende det hvide ar der næsten ikke længere eksisterede henover hans mave. Det var utroligt hvilke kræfter healerne besad; hvad de var i stand til, på så kort tid. Han mærkede efter på arret, kun konstaterende at han svedte som bare fanden, efter dagens træning. Intet sår; ingen smerte. Smerten fra kampen dagene forinden, var ikke længere synlige for ham. Kun i tabte øjeblikke, hvor varulven ikke kunne kontrollere sit ellers fattede ansigtsudtryk. Han havde haft disse øjeblikke - søvnløse nætter, øjeblikke hvor han blot tog sig selv i at falde hen i minder han ønskede han aldrig havde dannet. 
Judah svang lædertunikaen over sin ene skuldre, rettende sig op for at gribe sit sværd. Han nåede dog ikke langt i sin handling, da han standsede op. Innogens skikkelse fik ham til at gå i stå i et ganske kort øjeblik. Han granskede hendes skikkelse - ladende sine læber forme en lige streg, der oftest blev kendetegnet som hans svar på et smil. Han genkendte hende, men var i øjeblikket ikke i stand til at huske hendes navn. Han rynkede brynene; om nok mindedes han ikke hendes navn. Blikket i hendes nedfaldne øjne havde han set før; det var et blik mange af soldaterne bar disse dage. Et blik mange bar i skam.
"Mangler De en af træne med?"
Han hørte sig selv tale, højt nok til at han var sikker på hun udemærket hørte ham. Og som et lyn for en klar himmel ramte det ham: "Innogen?" 

Hun havde på nuværende tidspunkt, slet ikke set hvem der befandt sig i trænings rummet. Og hun nåede lige at blive færdig, med at samle det mest nødvendige hår bag på hendes hoved. Der hang stadig lange lokker ned af ryggen, men nu ville det i det mindste ikke generer hende når hun ville gå i gang med at træne. Hun var selv iført nogle ganske kedelige beklædningsgenstande. Korte læderstøvler, nogle mørkebrune læderbukser og en meget mørkerød trænings tunika. Så snart hans øjne lagde sig på hendes ansigt, ville Judah se de blå og grønne mærker. Tydelige tegn på at hun havde været i kamp, og havde fået et par på hoved. En lang flænge ned af halsen og hun havde vidst også en del skrammer på arme og ben. Men intet der gjorde at hun ikke var i stand til at træne.

Hvad han mere ville se, ville være det chokerede ansigts udtryk der pludselig formede sig i hendes mimik. Shit. Det var ikke bare hvilken som helst kriger, det var generalen. Hun tog en dyb indånding, og blev helt automatisk lidt mere rank i hendes kropsholdning. Blikket gik dog fra chok, til at øjnene var ved at falde ud af hendes hoved. Han havde jo ingen trøje på!?

Blikket veg fra manden foran hende, og hun fandt pludselig en meget interessant plet på væggen. Og det var jo dumt, fordi det var jo ikke første gang at hun havde set en halv nøgen mand. Hun fortrak også at smide hendes tunika når hun trænede. Så var der mindre der påvirkede ens bevægelsesfrihed. Men det her var jo ikke hvilken som helst mand. Nej, det her var jo en hun beundrede og så op til. Og nu kunne hun mærke hvordan, at hun blev endnu mere flov. For det var et minut siden han havde talt til hende. Og hun havde intet sagt! Sig dog noget din idiot, bare et eller andet!

“Øøøøh” kom der frem fra hendes læber, som hun ganske langsomt vente sit blik tilbage på generalen. Øh? Det var virkelig det eneste hun kunne frem mønster. Hun lavede en mærkelig grimasse som hun lagde armene om bag hendes ryg.

“Jo en at træne med! Super, jo… Det ..” hun kunne bide sin egen tunge af “Nøgne? eller .. Jeg mener! Vi jo tydeligvis ikke… Shit..” hun gemte sit ansigt bag begge sine hænder. “Måske du kunne dække deres overkrop til.. De er meget distraherende lige nu.” varmen var så voldsom i hendes kinder nu, at hun var ret sikker på at de var røde som den flotteste solmodne tomat. “Og ja… hvis du skulle have lyst – ville det måske være meget rart med en trænings partner.. Inden jeg siger mere dumt” fik hun lavtmeld frem, bag hendes hænder der stadig gemte hendes ansigt.

Chokket i Innogens ansigtsudtryk var uundgåeligt for Judah at se. Han besvarede hendes vidt opspærrede øjne, med et lidt undrende blik - et blik han slog fra sig, idet han forventede hun måske heller ikke havde regnet med at møde nogen på denne tid af døgnet i træningslokalerne. Han åbnede munden, for at undskylde over hvad han troede var en forskrækkelse, over hans tilstedeværelse. Men standsede midtvejs i at tale da han stå hendes stirrende øjne, helt tydeligvis imod den øverste del af hans krop. Han kunne ikke afholde sig selv fra at trække blikket nedad, imod hans markede overkrop. Hvad var det hun kiggede på? Der var da ikke noget synderligt besynderligt ved den, var der det? Han blev helt forvirret over hendes anstrengte opførsel, og begyndte for et kort øjeblik at nedstirre sig selv, men standsede bredt. Han så op imod hende, fortsat afventende svaret på hans spørgssmål. Det var jo tydeligt, at hun havde hørt ham - var det ikke? Han greb omkring lædertunikaen, trækkende den fra sine skuldre således den hvilede i hans hånd, blottende hans overkrop fuldkommen. 
Han kunne ikke tilbageholde et lille skævt smil ved hendes ord - han tiltede hovedet, afventende imens han satte træningssværdet opad væggen igen. Det var nu hans tur til at åbne sine øjne på vid gab.
"Åh."
Hørte han sig selv sige, med forvirring malet henover sit hoved. For tredje gang den aften, slog han øjnene ned af sig selv. 
"Åh!"
Brikken satte sig på plads, var det tydeligt at høre da han talte endnu højere denne gang. Judah løftede tunikaen over hovedet, trækkende den ned over sig selv - en anelse besværet, da hans overkrop stadigvæk var våd af sved. Han spændte spænderne i den ene side af kroppen, imens han skævede imod Innogen: 
"Tilgiv mig, soldat. Jeg havde ikke regnet med at se nogen her til aften."
Han skar lidt en grimasse, da han trak det sidste spænde på plads og talte en anelse anstrengt, idet han mærkede hvordan det nev ham lidt i siden: "Der er så mange der hviler lige nu. Med god grund."
Judahs ord var denne gang bestemt, uden rigtig at kunne placere en bestemt følelse i den. Han greb sit sværd, vendende øjnene imod Innogen seende op og ned af hende - tydeligvis bedømmende hendes højde og armlængde. Han vandrede derefter hen til stativet med de resterende træningssværd. Her fandt han et, passende til Innogen. Med nogle bestemte skridt, vandrede han imod hende. Som han nærmede sig hende, blev det tydligere og tydeligere hvilke skader hun havde pådraget sig i kampen for nogle dage siden. Han rynkede brynene, ude af stand til helt at kontrollere det udtryk der malede sig henover hans øjne. Bekymring var til at ane i de mosgrønne øjne; en bekymring der forvandlede sig til medlidenhed.
Han placerede en hånd imod hendes skuldre: "Men os der kan træne - vi skal. Ikke sandt?"
Han trykkede hende blidt på skuldren, trædende tilbage da han rakte hende træningssværdet.

Hun åndede lettet ud da han tog sin tunika på igen. Dog kunne hun mærke den dårlige samvittighed, da hun overværede hvor svært det var for ham, og selvfølgelig var det jo det; når man havde trænet var man jo svedige. Og når man er svedig, så er det jo noget der siger sig selv at tøj hænger fast på en. Hun overvejede kort at sige, han ikke behøvede at gøre sig den ulejlighed for hende. Men det ville nok bare virke dummer, hvis hun pludselig modsagde sig selv. Og før hun havde gjort til eller fra, havde han formået at tage den på. Hun sank noget mundvand der havde dannet sig i munden, og tog derefter en dyb indånding. De skulle bare træne, så skulle det hele nok gå!

Hun nikkede anerkendende til hvad han sagde, og gav ham et prøvende smil. Varmen forsvandt langsomt fra hendes kinder, mens hun prøvede at få sig selv under kontrol. Hun stod jo ikke foran hvem som helst, nej hun stod foran Judah; lysets general. Og han kunne huske hendes navn! Og som kroppen var kommet sig over chokket og skammen, blev den erstattet af sommerfugle i maven. Smilet på læberne blev også mere reelt.

Hun skulle til og slås med ham! Og så småt som virkeligheden slog hende, desto mere selvsikker blev hun også. Det hjalp hende bestemt ikke, at hun stod der som en skønjomfru og rødmede over nøgne overkroppe. Nej hun havde nu en sand mulighed for at vise sit værd.!

Hun trak været hurtigt ind, da hun mærkede hans hånd imod hendes skulder. Hun kontrolleredes sig dog, for ikke at vise han havde ramt et ømt punkt, både fysisk men også psykisk. Hendes hoved begyndte at nikke lidt per automatik. Hun greb omkring trænings sværdet, rakte det ud og tjekkede vægten. “De er sandelig god til at bedømme hvilket våben der passer i folks hænder.” hun lavede en pirouette med sværdet i en flydende bevægelse. Og trådte ind i midten af rummet; hele Innogens måde at bevæge og føre sig på, havde ændret sig drastisk. Fra at være en rødmende let forvirrede kvinde, til en kriger der skulle til at vise hendes værd.

“Os der kan træne, må gøre således – så vi kan beskytte dem der ikke kan.” hun kiggede udfordrende på ham og stillede sig i position. Alle tanker forsvandt, som hendes krigerpersona overtog kroppens handlinger.

Varulvens grønne øjne granskede hende, imens Innogen vægtede sværdet i sin hånd. Han nikkede, understregende at det var et korrekt valg for hende. Han brummede lidt, stadigvæk betragtende hende som hun bevægede sig fremad: ”Tak; jeg har haft nogle års træning.” 
Konstaterede han blot, imens han så hende bevæge sig. Hans ord virkede vage, ikke uinteresserede, men nok nærmere uopmærksomme. Dette skyldtes at hans opmærksomhed lå et andet sted. Judah kunne ikke holde sig fra, at hæve sine øjenbryn, ganske tydeligvis imponeret over hendes kampform. Måden hun legende let bevægede sig på, fuldkommen upåvirket af sværdets tyngde – han kunne ikke afholde sig selv fra at sukke en anelse, selvfølgelig udenfor Innogens høresans. Det blev måske en hårdere omgang træning end han var klar til. Han strammede grebet omkring sværdets håndskaft, imens han bevægede sig frem imod hende. Han takkede sig selv før, at hans muskler stadigvæk var varme.
Judah placerede sig selv foran hende, sættende sig selv i en kampklar position – med begge hænder placeret imod sværdets håndskaft. Han nikkede, anerkendende til den kvindelige lysets krigers ord. Et varmt smil formede sig på hans læber, da han talte imod hende, gentagende hendes egne ord ord: ”Så vi kan beskytte dem der ikke kan. Lige præcis.”
Han gled sværdet ganske sagte imod hendes, signalerede øvelseskampen nu var sat i gang: ”Skal vi?”
Og han begyndte at træde omkring hende, med ganske kontrollerede skridt.

De cirklede hinanden, som man selvfølgelig gjorde. Hun vægtede sin balance, betragtede hvordan han bevægede sin. Hendes øjne scannede for hans svagheder og hans styrker, men måtte også indrømme; hun stod foran en der bestemt vidste hvad han gjorde. Og hendes største fejltrin ville være, at tro at hun kunne vinde denne kamp. Derfor måtte det være målet at gøre sig mindst muligt til grin.

“Ja – lad os… så mine tanker kan forsvinde.” de sidste ord af sætningen, blev sagt ganske lavtmeld. De var ikke tiltænkt ham, og det var også ord Innogen ikke vidste hun havde sagt. En tanke der havde været i hendes hoved, og blev sagt højt uden hun havde tænkt videre over det.

Også gjorde hun sig klar. Hun trådte sin fod tilbage, vægtede sin balance igen og sejlede så imod ham. Hun hævede sit sværd for ramme hans ansigt. Hun tænkte ikke længere over hvem det var hun stod over for, instinkterne havde taget over. Og hun parrede og slog imod ham, det bedste hun havde lært. Selvom at hun kunne mærke at hans styrke og hans taktik var meget mere overlegen end hendes egen. Så selv da hun nåede hvor lungerne og musklerne brændte. Så forlod en latter hendes læber i stedet, og hun kastede sig atter imod ham.

Innogen var uden tvivl en fabelagtig soldat; der var ikke så meget at diskutere. Judah valgte heller ikke at ignorere dette faktum - andet ville være direkte dumdristigt. Han bevægede sig med hende, oftest kun når han kun lige skulle, og drejede om så snart hun prøvede at bevæge sig udenfor hans synsvinkel. For nu parrerede han hendes angreb, uden helt at give igen. Han kontrollerede sit åndedræt, studerende hvert bevægelse hun gjorde sig. Han lod sig imponere endnu engang, seende hvordan hun blev ved - og blev ved. Han kunne mærke hvordan han selv begyndte at have et tungere åndedræt, og hvordan hans muskler lige så stille begyndte at brænde. Var hun ved at gøre ham træt? Unægteligt ja. Han mærkede hvordan en spændthed favnede hans mavecenter, og hvordan det greb om sig. Var han lidt konkurrencepræget? Afgjort - men kun fordi han i dette ganske øjeblik havde det sjovt. Hendes latter smittede, og Judah kunne afholde sig selv fra, at smile med elveren. Han fangede kortvarigt Innogens blik, som hun endnu engang sprang frem imod ham. Under de lange vipper, fangede han noget i hendes øjne. Noget han ikke havde set i mange, mange dage. Det varmede ham, og han var sikker på at selv samme, glædesfulde blik var til at finde i hans grønne øjne.
Men med ét fangede han også en åbning.
Istedet for at springe frem imod hende, lod han hende komme til sig. Han brugte hendes kropvægt imod sig selv, ladende hende falde fremad imod ham, til allersidste øjeblik hvor han trak sig til siden, følgende hendes krop med armene således, han skubbede hende yderligere fremad. Et træk han fortrød, da han konstaterede han var ved at støde hende direkte imod væggen bag dem. Han greb hende derved lynhurtigt omkring overarmen, trækkende hende tilbage. Med hans overnaturlige styrke, var dette ren lethed for ham - og det ville ikke overbelaste Innogen. Desværre glemte han lidt, at hun kom tilbage med samme styrke imod ham. Han åbnede op for sig selv, kun kontrollerende at begge deres sværd var ude af rækkevidde fra at kollidere imod dem. Dog kunne han ikke afholde hende fra, at ramle imod ham. Med ét følte han sig lidt - hvad var ordet? Dum. 

Det var lidt sørgeligt, men det der skete lige nu. Havde faktisk altid lidt været en drøm for Innogen. Lige siden hun havde været en lille pige, havde det at høre til et sted; været et kæmpe ønske for hende. Og da hun endelig havde fundet den plads, her blandt lysets kriger. Havde hun altid så inderligt håbet hun kunne gøre sig selv værdig nok. Trænet hårdt, hjulpet hvor hun kunne. Levet så tro imod retningslinjerne der var blevet dem fremlagt, da de tog den ed de blev bedt om, når man trådte ind i krigernes rækker.

Og nu var hun her, i færd med at træne med lysets general. Og han så ud til at nyde det! Tankerne hun før havde haft, afmagten hun havde følt så det næsten havde lammet hende. Var så småt ved at forlade hendes hoved. Nervøsiteten og akavetheden var også væk. Nu galte det kun det håndgribelige foran hende.

Også skete der noget, hun ikke havde regnet med. Overhoved. Hun mærkede hvordan hun havde fejlbedømt situationen, og da hun havde hamret imod ham havde han let som ingen ting trådt til side. Hendes blik rettede imod væggen der kom faretruende tæt på. Før hun mærkede en varm hånd omkring hendes overarm. Hun tabte sværdet, som hun blev svunget rundt og nu blev kastet modsatte retning. Lige ind i Judah. Hun udbrød et råb, som hendes krop kolliderede med hans. Da hun ikke længere besad et sværd, fik hun slået til hans ene arm, mens hendes anden arm greb ham omkring nakken.

Hun troede kort at det var en del af hans taktik. Så nemt skulle han ikke vinde! Hun grinede højlydt, som hendes ben svingede omkring hans hofte, og prøvede at bruge momentet han havde skabt imellem dem imod ham selv. Så hun kunne tvinge ham i gulvet med hende siddende oven på ham.

Judah havde for et kort øjeblik bare lyst til, at lukke sine øjne i - og komplet undgå at se hvad der skulle til at udfolde sig. Men han vidste at dette ville gøre en allerede dum handling, til komplet idiotisk. Han vidste han måtte se, for at kunne afvære situationen yderligere. Dog viste det sig at være på grænsen til umuligt.
Varulven havde allerede spændt sig selv op, således luften ikke blev slået komplet ud af ham idet Innogen kolliderede med hans krop. Dog var han ikke i stand til at tilbageholde lyden, af at blive ramlet ind i. Det tog ham nogle enkelte sekunder lige at komme sig, sekunder der skulle være blevet brugt på at sikre sig at Innogen var okay. Dette ustillede spørgsmål fik han umiddelbart svar på, idet han mærkede hvordan hun fortsatte. Judah tog selv i at gå i stå, i ren og skær overraskelse - havde hun oplevet hele det foregående scenarie komplet anderledes end ham? Troede hun det var med vilje?
Trods hvad der var igang med at ske, havde træningen mellem dem virkelig skabt dets formål. Både Judah og Innogen synes at være distraheret; distraheret fra sorgens tunge tæppe, der havde langt sig henover Krystalpaladset - og den øvrige del af Dianthos. Tankerne der havde kredset sig omkring krig og kamp, død og ødelæggelse, havde forlagt sig og placeret sig andetsteds. Hvis varulven blev bedt om at nævne et øjeblik, hvor han havde smilet, ligefrem brudt ud i latter under en træningsession ville han ikke være i stand til at nævne en. Men det havde han gjort - i selskab af Innogen, under en øvelse, havde han brudt ud i en oprigtig hjertevarm latter.
Judah havde på nuværende tidspunkt ingen anelse om hvad der var ved at ske. En forvirrig der stod tydeligt malet henover hans ansigt, som blot fremhævede sig yderligere, idet Innogen slog hans bevæbnede arm væk fra hans krop. Hun ramte således hans greb løsnede sig betydeligt, idet han mærkede hvordan hans fingre blev lammet for en kort stund. Ydermere i sin stilstand, nu nået til et stadie af forvirring han ikke havde oplevet længe, mærkede han kraften af hendes vægt imod hans krop. Han slap sværdet, hørende det kollidere på gulvet under dem, idet han anerkendte et ganske simpelt faktum: Han havde ikke gjort sig klar til at gribe hende, og samtidig holde sig selv oppe. Innogen fik det som hun havde ville - hun tvang Lysets General i knæ. Eller direkte omkuld.
I dette øjeblik måtte Judah sikre sig, at de begge ikke kom unødvendigt til skade. Således lagde han hænderne omkring livet på Innogen, stødende hende tilbage således han var sikre på de ikke ville hamre hovederne sammen idet han ville ramme jorden. Samtidig brugte han sine albuer til at tage fra, bukkende ryggen således han ikke hamrede hovedet imod grunden under dem. Dette resulterede i, at han hamrede kroppen imod grunden under sig, med hende siddende oveskrevs på ham. Da han mærkede gulvet nådesløst kolliderende imod hans krop, slog det luften ud af ham. Han spændte helt automatisk musklerne, gribende hårdere omkring Innogen i ren afmagt for smerten der jog igennem hans ryg og skuldremuskler. Han lukkede øjnene i, prøvende på at finde muligheden for at trække vejret ordentligt igen. Det var først da han, stadigvæk meget besværet i at få vejret, at han åbnede øjnene. Synet der mødte ham, lammede ham yderligere. Ydermere ville synet af de to, trænende sympatisørere af lyset, fremkomme yderst, yderst forkert for enhver anden, der anbragte sig i træningshallen med dem.
Men Judah var lammet - i handling og med manglende evne til, at finde ordene for hvad der var sket.   

Hun havde ikke troet det faktisk havde været muligt. Rusen fra deres kamp dunkede igennem hendes åre, adrenalinen steg, mens hun trak vejret tungt ned i lungerne. Det skulle ikke være muligt, at hendes lille stunt faktisk virkede, at hun formåede at overmande hendes oversbefalende på denne måde. Og når hun ville tænke tilbage på denne dag, ville hun også give ham undskyldningen at hun havde taget fusen på ham.

Det hele gik så stærkt, at hun ikke ænsede at hun måske havde placeret dem i en lidt uheldig position. Og hvor at manden hun var ved at tvinge i knæ, prøvede at sikre hun ikke kom til skade. Var hun så opslugt i kampenshede, at det slet ikke gik op for hende at han hun påførte ham nogle ganske åbenlyse skader.

Hendes hånd flyttede sig fra hans nakke, til at den greb omkring hans hånd, der havde fat omkring hendes hofte. Hendes anden hånd landede hårdt imod det kolde gulv, hvor håndfladen sved lidt af kollisionen af hud mod hårdt stengulv. Hendes lange hår lavede en kaskade af vandfald rundt omkring deres ansigter, som hendes grønne øjne landede på hans ansigt.

Hendes vejrtrækning matchede hans, som hun blev siddende oven på ham. Smerten i musklerne efter at have presset dem til det yderste. Og hans ret voldsomme greb omkring hendes hofter, gjorde hende i øjeblikket ude afstand til at bevæge sig. Svedet gled ned af hendes pande, ned over næsen. Hendes tøj klistrede til kroppen. Alle disse små ting lagde hun mærke til først, før det gik op for hende hvilken situation hun fandt sig i. Hun hostede lidt, da hun endelig opfangede smerten der var at finde i hans ansigt. “Oh… Oh! Undskyld, er du okay?” sagde hun hæst, hun ville gerne flytte sig. Men hendes krop ville ikke helt adlyde den befaling. 

Med ryggen imod den kolde stengrund under sig, og Innogens hår indrammende dig begge to i en lille hule - kun svagt oplyst af faklerne, der dannede lyset i træningslokalet - mærkede han den. Den unægtelige stemning, der lige så langsomt begyndte at sætte sig. Han lå som forstenet, med blikket viende fra Innogens ene øje til det andet. Han mærkede sit eget hjerteslag, varmen i hans ømme muskler, men så var der også hende. Hendes varme åndedræt imod hans brystkasse, hendes varme, hendes bevægelser ovenpå ham. Lugten af dem begge to -
Judah stivnede, ved lyden af hendes stemme. Han slap med det samme hendes hofter, fortsat lukkende øjnene sammen da han mærkede hans ryg klage en anelse. Han rystede på hovedet, gestikulerende imod hende:
"Mig? Jeg er okay - jeg-"
Han klagede sig lidt, da han bøjede benene - pressende hende længere fremad, så hun endte med at sidde på hans mellemgulv. Han stoppede med et med at røre sig ud af stedet.
"Øh - jeg prøvede lidt at stoppe Dem fra at løbe ind i væggen. Det hele kreb vidst lidt om sig, hva'?"
Han løftede hovedet lidt, rynkede brynene med et skævt smil prægende sine læber - tydeligvis mere undskyldende end noget andet.
"Hvad med Dem? Er De okay, De er ikke kommet noget til?"
Hvad var det her? Han ænsede noget hende tøve - en leg han vidste han havde leget før, ganske fornylig faktisk. Han sank, tydeligvis lige så tøvende som hende. Han mindsede aftenen efter slaget i Dianthos - et minde han skubbede væk lige så hurtigt som det begyndte at sætte sig i hans hukommelse. Var det her hvad det var? Han mærkede varmen sætte sig i hans kinder, sammen med den benægtelse der borede sig ind i hovedet på ham. Det kunne umuligt være det samme. Umuligt. 

Hun forstod ingen ting, omkring hvordan dette måske kunne anskues; skulle der være en eller flere personer som der trådte ind i rummet. For hende, var dette to mennesker, der havde givet den alt hvad de havde. Kæmpet bragt imod hinanden, for så at ende her på gulvet oven på hinanden. Det var da helt normalt, ikke?

Dem, de? Hun hævede et øjenbryn, hvorfor var han så formel? Da han prøvede at bevæge sig, og hun endte med at sidde, lidt anderledes på ham. Det opfangede hun slet ikke, Innogen var ikke den skarpeste person, når det kom til personlig tilnærmelser. På den ene eller anden måde. Hun var en kvinde der holde sig mest til sig selv. Hun fik sjældent venner, og hun havde aldrig haft et romantisk eller seksuelt forhold til nogen før. Så hvad manden under hende, lå og tænkte på; havde hun vitterligt ingen anelse omkring.

“Du er meget formel… herre general.” sagde hun med et smil på læben, hun beklagede sig dog; da hun igen prøvede at flytte sig væk fra ham. Hvordan kunne hendes muskler allerede gøre så ondt? Måske havde hun hellere ikke, været i den bedste form da de kastede sig ud i en trænings session. Når man kiggede på, at hun for få dage siden, havde været i et slag imod mørket.

Hun lænede sit hoved tættere på ham, da hun synes at have mange tanker kørende. “Er du helt sikker på du er okay? Du ser en anelse bleg ud i hoved..” hans tunge ånde slog imod hendes hoved, men for hende var hun blot bekymret og ville tjekke om han var okay. Nu når, hendes krop stadig ikke helt ville lystre i form af at flytte sig.

Judah havde altid gjort en forsøg ud af, at danne en relation til hver og enkelt person i Lysets hær. Oftest blot en helt formel relation, eftersom der hverken var tid eller sted til, at han kunne komme helt tæt ind på livet af alle hærens soldater. I denne tid, ønskede han at lære sine underordnede at kende, mere end noget andet. Mindehøjtideligheden der var blevet afholdt dagen efter slaget havde fundet sted, havde isærdeleshed sat tingene i perspektiv for Judah. Det var med et tungt hjerte, fyldt af sorg, men i også en enorm skam og skyldfølelse, at han måtte anerkende at mange af de faldne soldater - han anede ikke hvem de var. De var blot et nummer i en lang, uendelig talrække - og ikke et levende individ. Det faktum smertede ham mere end noget andet, mere end hvad han havde kunne bære den dag. Måske var det også derfor, at han havde lukket Evangelina ind. Måske havde det ikke kun været hende, der havde haft brug for ham?
I den korte tid generalen havde opholdt sig med Innogen, havde han lige så stille kunne konstatere, at hun var et bekendt ansigt. Han havde ikke et så nært kendskab til hendes person, som han havde til ridderne der arbejdede under ham - men han vidste afgjort hvem hun var. Han havde fået en hel del kommentarer omkring hende i starten af hendes karrier indenfor hæren, fra en underordnet der arbejdede med de nyeste soldater. Der var mange elementer i de kommentarer, der ville have fået en hver anden til at hæve øjenbrynet - havde måske endda overvejet hvorvidt Innogen havde være egnet til erhvervet som soldat. Hun havde været klodset, havde taget imod mange prygl igennem de hårdeste træningsperioder - og det havde vagt opmærksomhed hos hendes øverstbefalende. En opmærksomhed Judah hurtigt havde neddæmpet, idet han satte lid til Innogens evner og hendes væsen. Han havde aldrig skænket det en dybere tanke, hvorfor han havde handlet som han gjorde dengang. Men inderst inde vidste han det godt - han vidste, at han selv i sine tidlige dage som soldat, ikke havde lavet andet end at rende på hospitalsfløjene. Han vidste hvordan han selv ikke havde det nemt, og kæmpede hver dag til det alleryderste, imens andre blot bidragede til dagen blot fordi de skulle. Godt nok vidste han ikke hvem Innogen rigtigt var: hvor hun kom fra, hvem hendes familie var. Men han vidste, at de to var ikke så fremmede som man skulle tro.

Elverens ord genvandt generalens opmærksomhed - en opmærksomhed der voksede stødt, i takt med at hun lænede sig yderligere frem imod ham. Han kunne ikke lade være med at stivne lidt, betragtende hendes milde ansigt i takt med hun nærmede sig.
"Formel - jeg; det er mit job, Innogen."
Understregede han, tydeligvis taget lidt tilbage i sig selv på grund af hendes tilnærmelser. Som han ikke følte, at hun ikke kunne komme tættere på ham, skred han til handling. Hun virkede ikke til, at have nogen intention om at flytte sig foreløbigt - så det måtte han. Det var derfor med et bestemt greb, at han trak hende helt ned til sig, i en omfavnelse. Med sin egen kropsvægt, rullede han dem om rundt, således Innogen var under ham. Han satte hurtigt sine knæer imod gulvet under dem, på hver sin side af hendes hofte - og trak sig herefter op, med hænderne støttende på grunden under dem. Han var nu placeret over hende, på alle fire, tårnet henover hendes skikkelse.
"Jeg er helt okay. Tror jeg? Men klokken er også mange. Tror jeg."
Han vidste udemærket hvad der var galt - og han var ikke okay. Det var ikke på grund af tidspunktet på døgnet; fordi jo, han var i sandhed træt, men det var ikke det der bragte ham ud af sit ellers kontrollerede jeg. Det var så meget mere, end blot træthed og ømme muskler. 

“Nå ja.. men. Vi er kun os? Og i disse tider kan jeg ikke - -” hun nåede ikke at sige meget mere, før hun blev rullet rundt på sten gulvet, og han nu var over hende. Alle, og hun var helt sikker på at det var alle hendes muskler der skreg i ren protest. Hun havde virkelig presset sig selv alt for hårdt, og hun forstod simpelthen ikke at han havde kræfter til at flytte rundt på dem. Han havde ikke tænkt sig de skulle blive ved med at kæmpe vel?

Hun lagde hoved lidt på skrå, mens hun prøvede at puste noget af håret ud af hendes ansigt. Et irritabel suk forlød hendes læber, da hun så sig nød til at flytte på hendes meget tunge arm. Og det gjorde ondt, virkelig ondt. Selvom, det faktisk var på en rigtig rar måde. Fordi tankerne var så småt ved at være lukket af for. I hvert fald dem, som havde ædt hende de sidste par dage. Og det. Måtte hun takke manden over sig for, det var også derfor at han fik et rigtig fint smil. Taknemmelighed var nemt at læse i hendes ansigtstræk. Som hun klaskede begge arme ud på gulvet. “Ja klokken er mange! Og du har totalt tæsket mig igennem.” grinede hun, og så stadig ikke; hvordan at denne stilling kunne ses som noget skidt. Men som hun sagde ordene, klokken var blevet mange. Blev hun pludselig ramt af en alt ædende angst. Søvn, sove. Det at være alene.

Hvor hun før havde udvist taknemmelighed, blev hendes øjne glatte og hun måtte blinke nogle gange. Da hun kunne mærke hvordan de begyndte at svig. Alle de mennesker, lugten af brændte lig. Hendes vejrtrækning tog til, nej hun kunne ikke bukke under nu! Ikke foran sin overordnet. Hvad kunne hun gøre? Hun måtte komme væk, nu, hurtigt. Hun kunne ikke blive her. Pludselig hørte hun skrigene fra den dag, og tankerne eksploderede voldsomt inde i hende. “jeg .. jeg må væk..” hun gispede voldsomt, som hun trodsede sine ømme muskler og prøvede at kæmpe sig ud af hans arme. Tårerne kunne hun ikke længere holde tilbage. “Undskyld.. undskyld…” hun gentog det ord så mange gange, at det for en hver nok ville være tydeligt; Det ikke var til Judah hun undskyldte til, men de venner hun ikke havde kunne redde.

Den pludselige forandring der malede sig henover Innogens ansigt, var ret hurtig for Judah at opfatte. Han så angsten som den langsomt omfavnede hende, greb til og for alvor ikke ville give slip. Han havde set det ske over de seneste mange dage - på hospitalsfløjene, rundt på de mange gange rundt i Krystalpaladset, i spisesalen. Den var nådesløs, præcis som minderne fra dagen hvor hovedstaden led under angrebet af mørkets hær. Han så det selv tydeligt for sig, flammerne der slikkede sig op af husmurene - skeletterne der stormede gaderne, nedfældende alt på sin vej. Skrigene skar igennem alt; skrigene der ikke havde ende, selv efter mørkets soldater var blevet tvunget tilbage henover grænserne. Det var som de aldrig helt havde forladt ham - de havde neddæmpet sig, til en sagte gråd. En gråd han stadigvæk hørte om natten, imens han var ganske alene. Han hørte den nu, under sig.
Al følelse forlod hans øjne; en uhyggelig mathed sank henover hans grålige øjne, som han trak sig tilbage fra hende. Et bedrøvet smil formede sig henover hans læber, som han placerede sig siddende på gulvet ved siden af hende. Men hans hænder havde ikke sluppet hende - han havde trukket hende op foran sig, placerende hende i sin favn, hendes ryg imod hans brystkasse. Han skikkelse lagde sig over hende som et tæppe, beskyttende og varmende, som han vukkede hende ganske stille.
Judah vidste udemærket hendes ord ikke var til for ham, men alligevel så hørte han sig selv svare hende: "Det er okay."
Ikke kun én gang, men af flere omgange, imens han vukkede hende.
"Det er okay."