Darkhan fnøs irriteret, som hans hurtige forsøg på at få Malika til at falde, ikke helt virkede som han havde håbet. Hun mistede balancen en anelse, men nåede desværre at genvinde fodfæste. Der var ingen tvivl om at han ville have kaldt det en sikker sejr med det samme, hvis han havde formået at få Malika til at lægge sig, men han var også klar over, at han måtte arbejde hårdere for det end han gjorde lige nu. Han kunne ikke fordrage at tabe til en kvinde, heller ikke selvom denne kvinde både var ældre, stærkere og mere trænet end han var. Ligegyldigt hvad, var det utrolig pinligt at indrømme sit nederlag.
Der gled en noget utilfreds mine over hans ansigt, som hun smed en drillende kommentar efter ham. Han nåede ikke at svare med det samme, da hun svang staven mod hans lår. Takket være sin dybe arrogance, havde Darkhan mistet fokus. For at afværge slaget løftede han straks benet, hvilket kun resulterede i at han blev smældet over skinnebenet i stedet.
”Arh!” Udbrød han frustreret, idet han gik i knæ og tog sig til benet, lige hvor staven havde ramt. Han bed tænderne hårdt sammen og rettede så sit mugne blik mod sin søster.
”Det er heller ikke en fair kamp,” konstaterede han, tydeligvis kun som en dårlig undskyldning for hvorfor han ikke kunne vinde over hende.
”Hvis jeg ikke havde været i gang så længe, kunne jeg have givet dig langt mere modstand,” forklarede han og smed fornærmet staven fra sig på jorden. Han var færdig. Han havde endnu ikke indrømmet sit nederlag, det kom han aldrig til, men i stedet insisteret på at det var træningstiden, der havde gjort forskellen.

~ I am not arrogant. I am just a lot better than you ~