Det kul sorte hår tiltrak solen som tittede frem mellem skyerne, hvilket begyndte hurtig at sætte varmen igang i hendes krop. Ulven i hende brummede tilfreds, men alligevel vidste den at den snart ville hade varmen. Ulempen for dem at den kun producerede vinterpels, fordi det gjorde selv Xilla havde ekstrem høj kropsvarme til tider, havde det nemt ved at have det alt for varmt. De hav blå øjne ser rundt, imens hun kan fornemme ulven i hende endnu engang lægger sig til at sove, ikke føler noget i nærheden der kunne skade dem. Men de var heller ikke længere i den nedre bydel, der kom de også sjældent ned. Var der en ting hun hadede, så var det absolut at betjene nogle nede i den nedre by. 

Hendes blik gled over det centrale, der var ikke mange ude på denne tid af dagen. Ulven kunne ikke opfange noget der var farligt, eller nogle som de faktisk kendte. Håret brændte let på hendes ryg som var bar, men ellers var der stille og roligt. Den blege hud stod nærmest ud, de fleste havde en svag farve i deres hud, men de fleste hun kunne se var også bare mennesker. Men hun nød alligevel altid menneskers selvskab, de fleste var i hvert fald bedre end nogle andre væsner. Men der er også tidspunkter hvor hun havde lyst til at kyle nogle mennesker helt af helveds til, men de fleste tilfælde var det da heldigvis ikke sådan. Hun havde fri fra den kro hun arbejde på lige for tiden, hun havde aften deromme, så hun nød hendes morgen ude. Kroejeren havde været sød at give hende et værelse, nu når hun mest fik aftenarbejde hos dem. 

Hun hummer igen, som hun læner sig lidt op ad en mur. Hun holder øje med de fleste, på opdagelse efter en som skilte sig ud, som hun måske kunne være lidt i selskab med. Hun havde yderst savnet nok mere fornuftigt selskab, end dæmoner og en vampyr. Det var fint, men hun trængte til at møde et menneske igen, Nianna havde ikke været hjemme for nogle dage siden, så hun havde taget til Dianthos igen for lidt arbejde, finde nogle flere bekendtskaber, det var i hvert fald håbet for hende.

Edda gik muntert ned af Hovedgaden og nød i høj grad de strejf af solskin som tittede frem gennem skyerne, det var dejligt at det endelig var ved at blive varmere i vejret. Hun var blevet sendt ud for at se efter lidt varer til kroen, men da hendes mor fortalte hende hvad hun skulle kigge efter på markedspladsen havde hun været mere fokuseret på tanken om at komme ud i solen, så det var lykkedes hende at glemme alt om hvad hun skulle holde udkig efter. Men pyt med det, tænkte Edda, hun kan umuligt blive sur over at jeg ikke kunne finde ... ja, hvad det nu end er jeg skal finde når det er så godt vejr.
Imens hun gik afsted betragtede hun de personer som passerede hende. Endnu en gang gik det op for hende hvor glad hun var for at hendes oldemor, på trods af Eddas mors indvendinger og uenighed, havde insisteret på at hun godt måtte bære bukser som kvinderne ofte gjorde det i Nordlandet. Så slap hun for den upraktiske kjole som næsten alle andre kvinder i Dianthos så ud til at bære. I stedet var hun iført lærredbukser i et kraftigt stof. De var fæstet med en snor om hendes liv, og stukket ned i hendes højskaftede støvler. Håret havde hun sat op i en knold inden hun gik hjemmefra, men totter af det havde allerede undsluppet og det fløj lystigt omkring hendes hovede i den lette brise.

Imens hun smilende gik og betragtede folkene omkring sig blev hendes blik fanget af en skikkelse et stykke derfra. Personen stod helt stille og alene, i modsætning til alle andre på gaden som enten bevægede sig afsted, eller snakkede i mindre grupper. Mon hun venter på en? Tænkte Edda for sig selv, og hendes nysgerrighed begyndte at røre på sig.


// Undskyld ventetiden, jeg formåede lige at slette hele mit svar i stedet for at poste det ._.

Hun lukkede øjnene et øjeblik, som hun kunne fornemme ulven i hende prikke lidt til hende, som et tegn på der var nogle som kiggede på dem, ikke fordi den følte sig truet, men fordi den vidste Xilla gerne ville møde nye mennesker. Hun puster langsomt ud, inden hun åbner øjnene igen, som hun lader blikket fakle omkring for at finde personen. Hun stopper som hun opdager en kvinde, det mørkebrune hår, de grå-blå øjne stod nærmest ud i omgivelserne et øjeblik. Det var ikke så ofte hun så en med en så mørk hårfarve, have sådan en lys og klar øjenfarve. Hun kommer med en hummen, udadtil udstrålede kvinden kun venlig, nærmest helt harmløs. Men det var aldrig et mærke hun ville sætte på folk med det samme, for selv mennesker havde evner til at kunne klare sig bedre end dem som ingen evner havde. 

Var der en ting hun selv vidste, så stod hun næsten ligeså meget ud som den kvinde i denne mængde. Forfriskende at se en kvinde der gik med bukser, istedet for alle de kjoler som flød rundt i bybilledet. Nok gik hun oftest selv rundt med en kjole, men det var oftest påkrævet ved det job hun tog på de forskellige kroer. Men i dag havde hun valgt nogle bukser, de sad bare løst på hende, da hun ikke gad alt det stramme tøj. Hun havde prøvet at have et korset på før, det var alligevel til den gode side, som den var blevet strammet. Hun nød den frihed hun havde lige for tiden, bare med selv at vælge som hun havde fri, når hun var på arbejde så var det ofte kjole, noget der bare sad rigtig tæt. 

Et smil bryder frem på hendes læber, da hun tydeligt kan se den nysgerrighed som kvinden har. Hun skubber sig selv væk fra muren, som hun vender kroppen mod kvinden, inden hun går hen mod hende. Hun nær studerede hende et øjeblik, så ulven i hende også kunne få lavet en hurtig analysering, inden den blot lagde sig til at sove, nød i dette øjeblik varmen. "Hej," hilser hun venligt, som hun kommer hen til kvinden.

På en eller anden måde havde kvinden fornemmet hendes blik eller også var det bare tilfældigt at hun mødte Eddas øjne. Ligegyldigt hvad var det et indbydende smil som kvinden sendte hende, og Edda smilede tilbage. Det overraskede hende lidt, da kvinden begyndte at gå imod hende for ikke mange var så direkte at de bare tog kontakt til en fremmed uden videre, men Edda blev enig med sig selv om at hun godt kunne lide at den anden var så ligefrem. Hun bed også mærke i at den fremmede, ligesom hende selv, var klædt i bukser frem for kjole - endnu et træk som hun kunne lide. Hende her virker som en interessant person, tænkte hun for sig selv da den fremmede gik imod hende.

Den andens stemme var venlig og havde en rar klang over sig. En nysgerrigt glimt spillede atter i Eddas øjne da hun smilende svarede hende. "Hej med dig" sagde hun, og fejede derefter endnu en hårtot væk fra panden som havde revet sig løs fra knolden. Hun måtte se at få sat sit hår på plads igen inden det hele rev sig løs. "Har vi set hinanden før?" spurgte hun så. Hun mente ikke at have set kvinden før, men med så mange gæster som besøgte kroen kunne man aldrig være helt sikker.

Ingen tvivl om denne kvinde var ligeså nysgerrig som hende selv, hvilket var yderst forfriskende med en som turde udvise den nysgerrighed som lagde der, så ofte var det heller ikke hun så det mere. Hun kommer med en melodisk latter, imens hun ryster på hovedet. "Nej det har vi ikke, men lad os lære hinanden at kende," siger hun med et smil, imens hun tilter hovedet lidt på højre imens hun ser på kvinden foran hende. Hun var meget lige til, meget ærlig omkring det hele. Kvinden kunne enten blive skræmt væk, eller vælge at lære Xilla at kende. Det var enten hips som haps, men at have nye bekendtskaber var vel altid en meget fornuftig ide. Hun havde fået en masse gode bekendtskaber, nogle knap så gode, imens hun i hvert fald havde fået en til 'flokken' som hendes indre ulv aldrig ville give op på. 

Hun ser ud over mængden, inden hun igen ser på kvinden foran hende. Hun nød de lige nu rolige omgivelser, det var så roligt i forhold til hvad det plejede her i Dianthos. Det var forfriskende, nemmere at lære nye mennesker at kende. Nemmere at spotte dem som skiller sig ud fra mængden af de få mennesker som var her, kvinden foran hende havde skilt sig ud mere end nogle anden heromkring, hvilket altid var det første som ville trække Xilla til en anden person, hvis det ikke var ulven i hende som trak efter folk som den tydeligt kunne finde på hvis det var en varulv, mærkelig var en ting at kalde den ulv som hun havde i hende. "Jeg er Xilla, hvem er du?" Spørger hun med et smil, som hun er opmærksom på omgivelserne, i tilfælde der skulle ske noget, selvom der lige nu var ro på det hele.

Edda smilede, glædeligt overrasket over denne fremmede og glad for at hun havde taget kontakt til hende. Hun er virkelig meget ligefrem - det er anderledes, men på en rar måde, tænkte hun. Det var ikke alle som bare sådan uden videre lagde op til bekendtskaber med fremmede, men Edda kunne ikke sige at det generede hende. Hun havde ingen nære venner ud over sin familie, og var efterhånden begyndt at være en anelse misundelig på de af hendes veninder som havde det specielle og tætte bånd der kendetegner bedste venner. Men det var ikke noget hun ofte tænkte over, hun manglede ikke bekendtskaber, men Xilla som kvinden præsenterede sig som, så ud som en spændende person.

"Goddag Xilla, mit navn er Edda" svarede hun kvinden med et smil. Hun bemærkede med interesse hvordan kvinden, på trods af at have sin opmærksomhed rettet mod Edda selv, så ud til hele tiden at vide hvad der skete omkring hende. Måske hun er kriger? tænkte Edda ved sig selv, de var i hvert fald trænede til altid at være opmærksomme.
"Er du her fra byen?" spurgte hun så. At hun ikke havde set kvinden før var jo ikke ensbetydende med at kvinden ikke boede her, idet der boede så mange folk at det var umuligt, at have set alle. Og denne kvinde virkede ikke som en der hørte til når hun stod alene på denne måde.

Hun huskede nemt navnet, det var lidt mere specielt, og til det ansigt var det meget nemt at huske hvem hun var og hendes navn. "Det kommer an på hvordan man tænker på det, jeg bor her engnag imellem, jeg har det med at rejse lidt omkring, men jeg ikke født her. Men de bedste jobs kommer her, så engang imellem er jeg nød til at komme hertil for at tjene lidt ekstra til alt den omrejsen," siger hun med et smil. Imens hun nikker lidt, for det var tit bare sådan det var. Men nu når sommeren var ved at nærme sig, blev hun nød til at være her nogle uger, for at kunne klare at være tættere på nordlandet eller havet, for den kulde der er deromkring for både hende og ulvens skyld. Nogle gange ville hun komme tilbage hertil, men kun en enkelt uge i noget tid, når det var sommerperioden. 

"Hvad med dig?" Spørger hun med et smil, hun kunne godt minde om de mennesker som bor heromkring, generelt havde hun en svag duft fra et sted her i Dianthos hun vidste hun i hvert fald var gået forbi, men mere ville hun ikke kunne sige om det. Så medmindre hun bare lige havde været det sted, så var der en grund for hende til at tro hun faktisk kom her et sted fra. Måse hun faktisk skulle finde noget heromkring, det var aldrig til at vide hvad der drev folk herud på gaden. Mange som var her skulle gøre nogle gerninger, andre var her bare for at nyde at solen endelig var begyndt at komme mere frem, nu når vi kom tættere på sommer og længere fra vinter. Hun kendte til mønsteret som oftes var i Dianthos gader, ved hun havde været her så ofte igennem de sidste par år. Noget blev hun nød til at lave når hun ikke skulle arbejde, og det blev at følge lidt med rutinerne i hverdagen for dem som boede her.

Edda lyttede nysgerrigt til Xillas ord. En rejsende var en af de typer persone rhun kendte godt fra sit arbejde på kroen hvor der naturligt var mange af disse mennesker forbi. Men hun kendte dem også godt nok til at vide, at ikke to var ens, og netop dette var en af hendes yndligsting ved dem. Alle de historier, og al den vide og erfaring de bragte med sig var hen fantastisk i hendes ører. Hun havde aldrig rejst langt selv, og bestemt aldrig alene som det så ud til at Xilla gjorde det. "Rejser du så bare rundt alene?" spurgte hun ivrigt og smilende, inden det gik op for hende at spørgmålet måske var lidt for personligt. Ikke alle brød sig om at fortælle om deres rejsefæller til tilfældige fra gaden, det var også en ting hendes liv på kroen havde lært hende.

Hun grinede let, inden hun svarede på Xillas spørgmål "Mit liv er slet ikke så spændende, jeg arbejder med min familie på en kro kaldet Det Gyldne Krus" svarede hun. Det er virkelig ikke noget spændende liv, tænkte hun ved sig selv, specielt ikke når man stiller det op imod hende her Xilla som virker til at rejse land og rige rundt som hun lyster. Det gav et lille stik af misundelse i Edda, men det forsvandt hurtigt. Hun elskede sin familie og tanken om den vækkede et kærligt glimt i hendes øjne.

Hun kunne ikke lade vær med at komme med en latter, som hun blev mere ivrig på at spørge mere ind til det. Hun elskede altid når folk ikke holdte sig tilbage for hende, hun var en meget åben og ærlig person, men næsten alt i hendes liv undtagen hendes evner. Hun nikker, "det gør jeg," siger hun med et smil. Eller i hvert fald så alene hun kunne være med et ulv i hendes hoved, som altid havde noget mentalt at sige i tilfælde den ikke kunne li en situation. Det kunne være svært at tage hensyn til en anden, især når det faktisk er en ulv, som har andre instinkter end dig. Men på en eller anden måde, så formåede de altid at få det bedste ud af deres rejser sammen, men de havde også været sammen mentalt i mange år, det der med at dele krop med en anden, det stadig mærkeligt, men de kan finde ud af det.

"Er det rigtig? Jeg har faktisk været derinde på et tidspunkt," siger hun med et stort smil. Hun kan stadig huske den lille kro, den gav et godt indtryk på den måde som det hele var. Det ikke et sted hun har arbejdet, men været forbi nogle gange fordi hun måske lige skulle have et eller andet, inden hun forsatte til sit eget job. Men hun lagde selv højere nu som tjener, så hun fik tilbud selv i det centrale og øvre del af Dianthos uden de helt store problemer. Selvom den lagde tæt på det centrale, så var det alligevel ikke den del af det centrale hun mest var ved. Men hun kunne da huse den lille familie kro, hun kunne altid huske de steder hvor det kun var familie, det var altid mere hyggeligt end de større steder end hun altid var, hvor der åbenbart ofte var brug for hende, siden hun altid kunne få job der.

Edda mærkede en lille blanding af misundelse og beundring ved Xillas ord. Tænk at rejse rundt alene, klare farer og udfordringer og få alverdens oplevelser, tænkte hun ved sig selv. Det var noget hun aldrig selv havde prøvet, men hun havde hørt rigeligt med historier fra de mange personer, som gennem tidens løb havde lagt deres ved forbi kroen. Og fra sin oldemor ikke mindst, Edda havde ikke tal på hvor mange gange hun havde lyttet til den gamle kones fortællinger om sin rejse fra Nordlandet til Dianthos - en rejse hun havde foretaget helt alene.
Det var i øjeblikke som disse at Edda mærkede en længsel inde i sig selv efter at drage afsted. Ikke nødvendigvis nordpå, men bare afsted. Hun rystede hurtigt de lidt triste tanker af sig, det skal der tids nok blive mulighed for, pris dig nu bare lykkelig for din familie, formanede hun sig selv.

Ved Xillas omtale af kroen lyste Edda op i et smil inden hun med påtaget alvor spurgte hende "Hvad syntes du så om stedet?". Enhver kroejer eller -arbejder havde en vis stolthed for sit arbejdssted, eller det havde Edda i hvert fald, og hun kunne aldrig dy sig for at spørge lidt ind til det når hun hørte at folk havde været forbi. Hun havde ikke selv set hende før,men hun var jo heller ikke på kroen hele tiden.

"Det var så hyggeligt, der er ikke så mange mindre kroer heromkring, så det var et skønt nyt pust. Den fantastiske betjening ikke mindst, nogle skønne mennesker i er," siger hun med et smil. Hun kan huske hun snakkede dengang med kroejeren, det var vist Cassandra hun hed. Som nok måtte være Eddas mor, hvad man lige kunne overveje i hvert fald når den var familie ejet. Hun var sikker på det måtte være hyggeligt, uden hun skulle vide det. Nok kendte hun selv til hendes familie, nok nærmere af nogle omveje, fordi hun havde ikke husket dem som hun først blev engel. Men de få minder der engang imellem kommer tilbage, så havde hun altid haft nydt at arbejde med hendes familie. Men det var en fortid, nu rejste hun rundt og havde det godt med det.

Det virkede som Edda var glad for sin familie, på den måde hun havde lyst op som Xilla sagde hun kendte til kroen. Hun havde tydeligt en passion for hendes arbejde og familiekroen, hvilket var noget andre nok sagtens kunne lære en masse af. Ikke alle havde en passion for det de lavede, men det var tydeligt at se at det var noget Edda havde. Et friskt pust, Edda var bare et friskt pust hvilket Xilla kun var glad for, her havde hun mødt en god sjat i Dianthos, men Edda var nu alligevel en af de spændende mennesker.

Edda smilede ved Xillas ord og hun mærkede en rar følelse af stolthed bruse igennem sig ved hendes rosene ord om Det Gyldne Krus. Det var ganske vist et lille sted, men de gjorde alle deres bedste for at køre stedet så godt som muligt og lagde alle størstedelen af deres tid og energi heri. At have en fri eftermiddag som denne var en sjældenhed for hende. Eller måske ikke fri, rettede hun sig selv, bare ude på en lille 'opgave', tænkte hun med et smil. Hun vidste godt at hendes mor nok ville blive lidt mopset over manglen på varer, men man kunne jo ikke være sur i dette gode vejr, så hun var ikke så bekymret for det.
"Jeg er glad for at du syntes om det" svarede hun hende, og smilet blev endnu brede, det kunne hun ikke lade være med når hendes families sted blev rost.
Så tog hendes nysgerrighed over igen og hun kiggede interesseret på Xilla, "Hvor har du været inden du kom her til Dianthos?" spurgte hun. Var hun mon kommet fra nordlandet? Eller elvernes skove? Eller måske helt nede sydpå? Spørgsmålene hobede sig mere og mere op i hende, men hun vidste godt at det ville være uhøfligt overfor Xilla, hvis hun bare brasede ud med dem alle sammen.

Hun var glad for hun kunne gøre Edda glad med de ord, det var tydeligt det betød meget for hende hvordan der blev talt om kroen de ejede. "Altså den her gang, Azurien, Medanien, Dødens kløft ved turmelinien," siger hun med et smil. Hun havde været et godt stykke tid omkring Azurien denne gang, med de gange hun havde været tæt på Nianna, for at være sikker på hun var okay. "Men jeg har været i det meste af landet, Nordlandet, skovene omkring elverne, Rubinien, Amazonitskovene, Tusmørkedalen, andre steder jeg ikke helt sikre på havde et navn," siger hun med en svag latter, for hun kunne virkelig ikke huske om alle steder hun havde været faktisk havde et navn. Hun havde set alt det smukke, alt det grimme der var omkring denne verden.

Rubinien var ikke et sted hun ønskede at se mere, for det første var det alt for varmt for hende og hendes indre ulv, også brød hun sig på ingen måde om de slave markeder som fandt sted der. De eneste steder hun virkelig nød at komme tilbage til var Nordlandet og Azurien, Nordlandet fordi der kunne de passe sig selv, samt ulven nød den skønne kolde sne som ofte lagde deroppe. Imens Azurien var blevet mere en base, som hun engang imellem svingede forbi, fordi der var Nianna, og hende havde de det med at holde øje med siden hun var en del af deres 'flok' som ulven ønsker. De så hinanden som familie, så hun svingede forbi så ofte hun kunne, hvis der ikke var noget som lige fangede hende andre steder i verden.

Eddas øjne blev store og hun kiggede beundrende på Xilla. At tænke sig at denne kvinde havde været så mange steder, ja måske i næsten hele landet var en overvældende tanke for hende. Selv havde hun aldrig være langt fra Dianthos, for hendes families kro var ikke noget man bare kunne sætte på pause for at tage ud og rejse landet rundt. Men hun drømte om at komme op og se nordlandet hvor hendes familie kom fra, og opleve alle de mange steder som Gamle Edda havde fortalt hende om. Eller helt ned syd på til Rubinien hvor hun havde hørt fantastiske historier fra rejsende, som gennem tidens løb var kommet igennem kroen.

Solen skinnede stadig klart, og i baggrunden kunne Edda høre støjen og fornemme bevægelsen fra de personer som gik forbi dem på gaden. De skulle måske finde et sted at snakke som var mere passende end her? Hun traf en hurtig beslutning og kiggede på Xilla med et stort smil, "Vil du ikke tage med mig hen til min families kro? Så kan du prøve noget af min mors lemonade hvis du vil!", sagde hun ivrigt og trippede en smule fra den ene fod til den anden, "Og du kan fortælle mig om nogen af alle de steder i verden!" sluttede hun glad. Sidstnævnte blev næsten sagt så hurtigt at hun snublede over ordene, men det var ikke for at være uhøflig. Hun vidste godt at hun måske var meget direkte i sin invitation af denne, så godt som frememde, person. Men hun ville nu så gerne lære mere om verden.

"Det vil jeg da gerne, du må vise vej," siger hun med et stort smil. Imens det er tydeligt at Edda er utrolig begejstret for at høre om alle steder hun har været, men vil glædeligt også fortælle videre om det hele, hun havde så mange gode som dårlige historier om verdenen. "Selvfølgelig vil jeg fortælle dig alt du vil vide," siger hun, imens hun fornemme Gaia rykker på sig i hendes hoved, men også kun lige for at vende sig rundt for at sove videre igen. Hun var lykkelig for at ulven ikke havde noget at sige, det var altid rart når hendes hoved var fri for at have en ekstra der. Hun var glad for at møde en som virkede så nysgerrig på verden, det var altid rart når folk var meget nysgerrig om tingene omkring dem. Sådan var hun selv nysgerrig på verden omkring hende, men det også det som har gjort hende skeptisk, og mere hun skal se alle væsener an, for der er så mange der nemt vipper over til menneskehandel eller andet. De forventer alt for mange ting, og de naive lider meget under den ondskab som er rundt omkring. Hun havde selv rendt ind i problemer, men hun vidste nogle der havde rendt ind i værre problemer, som ikke har haft kendskab til den farlige del af verden.