Lestat havde ikke været i hovedstaden i lang tid, men det føltes dog alligevel som om intet havde ændret sig. Han gik på hovedgaden og ledte efter en butik hvor han kunne få et nyt sæt tøj. Det han havde på var ikke længere nok til at dække hans behov. I den ene hånd havde han en sæk, fyldt med forskellige pelse fra blandt andet nogle enkelte Trehaler og Jackguare, derud over er der også var der et par bjørnepelse og nogle pelse fra et par dådyr. på sig havde han sit efterhånden lasede tøj og sin finere røde kappe med en grå pelskant. Under kappen havde han en skuldertaske der var proppet til renden med værdifulde og smukke krystaller.
Mens han roligt gik rundt på hovedgaden fik han øje på en butik der godt kunne ligne en skrædder. hmm, måske de kunne hjælpe. sagde han lavmælt til sig selv, mens han satte i retning mod butikken.

Marilyn stod og sorterede i nogle stofprøver ude bagved. Det havde været en stille dag og der havde kun været en kunde, som havde været ude af huset. Marys mor var faktisk ikke kommet tilbage endnu, det var en adelig kvinde, der skulle bruge en ny kjole. Butikken var sådan et hyggeligt sted. Fordi de havde det meste af deres lager ude på gården så var butikken meget rummelig, ikke rummelig som i tomt, men rummelig som i ikke rodet. Ude bagved hang der stofprøver af alle former, sorteret efter farve. Der hang forskellige læderprøver og så meget andet. Inde i butikken var der først en lille entre hvor der stod et apr stole og når man så kom længere ind i butikken var der udstillet nogle kjoler i siderne af lokalet og midt i lokalet stod et mindre podie omringet af spejle.
Mary hørte døren åbne og kiggede nysgerrigt ud fra lageret. Ind kom en mand med flot sølvgråt hår, han så interessant ud tænkte Mary og blev ved med at kigge ud. Det gik op for hende at hun var den eneste i butikken så hun trådte ud fra sit skjulested for at hilse på denne fremmede. Det var ikke ofte at der kom fremmede, det var normalt altid de samme der kom. "Hej, kan jeg hjælpe dem Sir.?", Mary blev enig med sig selv om at det nok var bedst at tiltale denne fremmede høfligt.

Lestat kiggede kort rundt i butikken, da han hørte en køn stemme tiltale ham. Ja måske de kan. sagde han roligt, men studsede over at blive kaldt sir. Det var han bestemt ikke vant til. Kald mig endelig for Lestat. sagde han roligt inden hun nåede at sige mere. Ser du, jeg har her en sæk fuld at forskellige pelse, der måske kunne have interesse for butikken her, samt en masse forskellige krystaller, jeg ved er en god del værd. sagde han mens han fortsat stod med sækken i hånden. Han ville ikke sætte den på det fine gulv, da den var lidt snavset. Han kiggede kort rundt og kunne se en masse flotte kjoler, nogle af dem havde designs han aldrig havde set før. Men han var jo heller ikke vant til det finere selskab.

Marilyn kiggede på manden, som præsenterede sig selv som Lestat. Han var snavset, ikke decideret beskidt men ikke nydelig og ren som de sædvanelige kunder. Hun fik øje på sækken og vendte sig hurtigt rundt for at finde noget han kunne sætte den på. På en af de nederste hylder lå der et gammelt tæppe, hun tog det, gik ud til Lestat og lagde det på gulvet. “Altså normalt køber vi ikke pelse og andet fra tilfældige personer der kommer dumpende, faktisk så plejer der ikke at komme personer dumpende i denne butik”, sagde hun og grinte lidt. Dette var ikke ment fornærmende for hun syntes faktisk at denne mand var yderst interessant. Hun smilte så og sagde, “men jeg vil rigtig gerne se hvad du har at tilbyde så kan jeg måske finde ud af noget med betaling”. Hun satte gik hen til døren og placerede det fine skilt der sagde lukket så det vendte ud mod gaden, hun vidste at hendes mor ikke ville synes om denne fremmede mand hvis nogen nu skulle komme ind og se ham. Mary satte sig i en stol, “jeg hedder forresten Marilyn Belrose, men du kan kalde mig Mary”. Hun smilte fornøjet af denne forandring i hverdagen.

Lestat satte posen på tæppet og åbnede den roligt. Som sagt, så har jeg et større udvalg af både pelse og juveler. sagde han roligt, mens han løftede en mindre pose op, klirrende fuld af krystaller. Jeg ved godt at jeg måske ikke påklædt i guld og diamanter, sagde han roligt, Men jeg ville gerne se en der var, gå rundt i en skov og jage. fortsatte han smilende, mens han åbnede den lille pose og rakte den frem til Mary. Posen var fuld af forskellige krystaller, i alle regnbuens farver og af forskellige størrelser.

Han dykkede videre ned i posen og trak et kulsort bjørneskind op af sækken. Denne sag fik jeg fat på i Amazonitskoven, sagde han roligt, mens han løftede skindet op og viste det frem. Det var ikke ligefrem nogen nem omgang, men det lykkedes da. afsluttede han og smilede venligt til hende. Sækken var stadig fuld af en masse andre pelse og skind, nogle af dem man kunne se havde endda skæld.

Mens Mary sad og beundrede de forskellige pelse og krystaller tænkte hun på om denne mand havde oplevet verden. Hun havde altid drømt om at tage ud og opleve alt der var at se, eller endda bare gå en tur i skoven. “Det har du nok ret i”, grinte hun og smilte til ham. De kiggede videre på pelsene.

“Vi kan godt bruge alle de pelse, skind og måske endda et par krystaller, men hvor meget vil du have for dem?”, spurgte hun og kiggede spørgende på ham. De fleste pelse var store og bløde, skindene var pæne og der var også nogle interessante, som hun end ikke kunne gætte hvor kom fra. Eftersom Mary aldrig havde haft et problem med penge havde hun faktisk heller ikke styr på hvor meget meget var. Hun håbede bare at Lestat ville være sød og ikke prøve at snyde hende.

Lestat rettede sig op og så mod Mary. Se Mary, det er et ganske udmærket spørgsmål. sagde han roligt og smilede venligt til hende. Jeg tænker umiddelbart at eftersom jeg kan skaffe mere, fortsatte han mens han kort kiggede ned på sækken med skind, at vi måske kunne lave en fast aftale?. afsluttede han roligt. Jeg har ikke selv brug for ret meget, ikke andet end til at overleve for. sagde han og lo kort. Han havde ikke i sinde at tage overpris, for så var han nok ikke velkommen igen. Men han ville dog stadig gerne have den rette mængde værdi retur.

Han så på hende og smilede venligt. Hvis vi nu starter med et område vi kan blive enige om, så som en Safir for hvert af de større og pænere pelse og skind. sagde han og rømmede sig. og måske nogle Jader for de mindre men stadig pæne skind og pelse. fortsatte han roligt i samme tempo.
Han kiggede kort mod posen med sten, Stenene der kan vi jo nok også snakke om, da jeg ved at de nok skal skæres til, hvilket koster, så dem kan du få til en favorabel pris. sagde han og smilede fortsat til hende. Jeg tænkte dog også på at I måske kunne lave mig et sæt tøj eller to. afsluttede han roligt.

Mary smilede. Det var heldigt at hendes moder havde givet hende tilladelse til at købe varer for ellers havde dette her nok været et problem. “En fast aftale lyder ikke som en dårlig ide”, begyndte hun og tænkte sig om. Han virkede nu meget flink og hun regnede ikke med at han ville snyde hende. “En safir for hvert af de store stykker og 2 nye sæt tøj for resten?” Spurgte hun og smilte. Det kunne godt være det var for lidt men det var da et forsøg værd.