Endelig virkede det til, at vinteren var ved at være overstået! Varmen var stadig langt fra at være det mindste tæt på samme niveau som i Rubinien, men Nicola var ligeglad, bare det at solen skinnede havde gjort noget rigtig godt for hans humør. Der var mange ting han hadede ved at bo i Dianthos, men vinteren var alligevel det værste. Han havde nok været lige optimistisk nok med varmen og havde selvfølgelig taget alt for lidt og tyndt tøj på, da han begav sig ud i byens gader, men selv det kunne ikke dræbe hans gode humør. Tilgengæld blev det dæmpet en del da han måtte smide en god del af sin løn på en gave til Enzel. Det havde været en direkte ordre, og Nicola turde ikke andet at adlyde, og han turde da bestemt heller ikke ankomme med en gave, som virkede for billig.

Det havde taget lang tid, men til sidst var han endt med en medaljon med nogle indgravede snirkler, som virkede yderst kunstneriske. Smykker havde aldrig sagt Nicola noget, så han var ikke i stand til at sige, hvad smykket var lavet af, men den havde kostet en del mere, end Nicola havde håbet på at komme af med.
Gaven blev pakket ind i noget brunt papir og der blev bundet en snor om, hvorefter Nicola hurtigt satte turen hjem men pakken godt gemt væk i de tynde, sandfarvede bukser.

Vel tilbage på bordellet gik han på jagt efter Enzel. Det havde været nemmere at spørge en f pigerne om, hvor deres ejer gemte sig, men Nicola vidste, at de havde hørt de natlige aktiviteter som foregik bag Enzels dør, og han ville helst ikke afsløre sig selv. Ikke at det var nogen nem hemmelighed at holde, på et eller andet tidspunkt ville en af dem nok opdage, at han ikke sov på sit eget værelse. Måske det ville kunne bruges om undskyldning til at begrænse de natlige besøg for en tid?

Langt om længe fandt han Enzel siddende ude i haven. Han fandt det underligt, at en mand som Enzel som ikke virkede til t gøre dagens gode gerning, kunne være interesseret i havearbejde. Ikke at han havde tænkt sig at stille spørgsmålstegn ved det, for så ville arbejdet sikkert bare overgå til ham.
Uden t sige et ord satte han sig ned på græsset ved siden af puden, som Enzel sad på.
"Jeg har en gave til dig" Han gravede den brune pakke op af lommen og rakte den frem.

Det var en lettelse, da Enzel tog smykket på uden at brokke sig over, at det var for billig kvalitet. Tanker om, hvad han kunne have gjort, hvis Enzel ikke valgte at acceptere gaven havde spøgt i Nicolas tanker, side han havde købt smykket. Men nu var det overstået.. Så kunne han så begynde at bekymre sig om, hvad han skulle købe, næste gang han fik løn. På den her måde ville han aldrig få sparret sammen til at komme hjem til Rubinien. Mon det var noget Enzel havde tænkt over? Det ville ikke komme bag på Nicola, Enzel var en snedig bastard. 

En forbandet medaljon ville faktisk egentlig ikke have været en dårlig ide. Måske senere dog, når han havde tjent penge nok til, at han ville kunne klare sig uden Enzel. Det måtte være et problem for fremtiden, en forbandet medaljon ville nok også være alt for dyr.
"Det er næsten som om, at du ikke stoler på mig" Han smilede skævt for at mene, at det var ment i sjov.. sådan da.
Han betragtede Enzel arbejde med haven. Det var fristende bare at liste væk igen, men mon ikke Enzel havde flere planer med ham? Så han blev pænt siddende, indtil Enzel ikke snakkede.
"Aha? Hvad er det?" De havde da ikke snakket om, at Enzel også skulle give Nicola gaver? Altså, det var da rart nok, især hvis det var noget, som han evt ville kunne sælge senere hen, men på den anden side havde han virkelig ikke lyst til at tage imod noget fra Enzel.

Han rejste sig op, og børstede sine bukser af, forberedt på, at de nok ville trække ind på soveværelset nu. Det ville ikke komme som nogen overraskelse for ham, mere eller mindre hver gang han skulle snakke med Enzel forventede han, at de ville ende inde på soveværelset. 

Av, det var noget af en kommentar at få smidt i ansigtet. Nicola syntes ikke engang, at han havde virket overdrevet spændt, men selv hvis han havde, var det ikke ligefrem ødt sagt. Han havde tidligere fortalt Enzel om sit liv, og hvordan han havde klaret sig. Det var ikke fordi, at han ønskede, at nogen skulle have ondt af ham, men han ville altså heller ikke tales ned til! Alligevel trak han på skuldrene og smilede genert.
"Det er lang tid siden, at nogen har givet mig en gave, så kan du bebrejde mig?" Han hadede virkelig den person, som Enzel tvang ham til at være, han kunne knap nok kende sig selv efterhånden!

"Jeg havde ikke forventet at få noget, så du kan umuligt skuffe mig" Han var efterhånden godt nysgerrig efter at vide, hvad det var, Enzel havde tænkt sig at give ham. En symbolsk gave antydede, at det ikke var noget dyrt, hvilket i sig selv var en smule skuffende, men hvad kunne det mon så være? Han satte sig ned igen, og så nysgerrigt op på ham.

Selvfølgelig fangede daggerten hans blik, den så trods ud til at være rimelig dyr, kunne det være hans gave? Næppe, Enzel havde jo lige sagt, at gaven var symbolsk. Og hvorfor skulle han række sin arm ud, hvis daggerten var gaven? Mon Enzel havde tænkt sig bruge den til at skære noget i ham - hans initialer for eksempel? Det ville egentlig ikke komme bag på Nicola, så ville han ikke kunne løbe fra, at han tilhørte Enzel. Han valgte dog at tro på, at Enzel ikke var så sindssyg, så efter en ganske kort tøven rakte han armen frem mod Enzel.

Selvom han virkelig forsøgte at berolige sig selv, kunne Nicola mærke hjertet slå forræderisk hårdt i brystet, og Enzel måtte uden tvivl kunne mærke det på hans håndled. Kysset på armen gjorde ikke meget for st hjælpe på hans nervøsitet, tværtimod gjorde det næsten det helle værre, for det lignede bestemt ikke Enzel at være så blid. Lige nu kunne han virkelig mærke, hvor lidt han faktisk stolede på, at Enzel ikke ønskede at gøre ham fortræd, han havde jo alle muligheder for at skære hans håndled op eller på anden måde gøre skade. Det var en kamp for Nicola at holde armen stille, men den tavse trussel om, at kniven ville gøre endnu mere skade ved en pludselig bevægelse, fik ham til næsten at holde vejret for at holde sig i ro. 

Blikket var låst fast på kniven, som den skar igennem Nicolas hud og fik blodet frem. Det gjorde ikke synderligt ondt, hvilket blot vidnede om, hvor skarp kniven var. Det var nok ikke helt dumt at huske, i tilfælde af, at han skulle komme i nærkontakt med daggerten igen.
Nicolas blik fulgte kniven, som den rykkede hen til Enzels håndled og ligeledes skar igennem huden der. Inden han nåede et reagere på noget som helst, havde Enzel flettet fingrene sammen med hans. Hvad var det egentlig er foregik! Han kunne godt regne ud, at det havde noget at gøre med, at deres blod nu kom i kontakt med hinanden, men hvad det egentlig betød havde han ingen ide om. Havde Enzel mon en eller anden evne, som var forbubdet til blodet? Han håbede det virkelig ikke, hans liv var besværligt nok i forvejen.

Selvfølgelig vidste Nicola godt hvad et bryllup var, så der var latterligt, at Enzel insisterede på at forklare det på sådan en nedsættende måde. Et ægteskab mellem mand og kone var vel en religiøs handling, som gik ud på, at man beviste sin kærlighed overfor guderne. Ideen havde aldrig sagt Nicola noget. Både fordi, at han allerede tidligt havde vidst, at han primært foretrak mænd, men også fordi, at han ikke rigtig troede på guderne.. Hvad havde de nogensinde gjort for ham? Mange gange i sit liv kunne han have brugt lidt guddommelig vejledning og hjælp, men de meget få gange han havde bedt, var der ikke kommet noget svar tilbage.

Men nu var han så gift med Enzel, sådan da? Eller hvad? Det havde jo ikke været en rigtig ceremoni, og han tvivlede på, at de folk, som troede på guderne, ville acceptere det. Det var utroligt forvirrende, men frem for alt, var det ufattelig skræmmende. Selvom ingen andre ville anerkende deres "ægteskab" lød det utroligt meget som om, at Enzel troede på, at de nu var forbundet på et højere plan. Det var skidt, rigtig skidt, og uden tvivl også rigtig farligt, når Nicola en dag endte med at stikke af. Enzels ejerfølelse over ham var helt sikkert noget, som skulle tages seriøst.

I et forsøg på at skjule sine egentlige følelser, lukkede Nicola øjnene, og lænede sig en anelse ind mod Enzel.
"Jeg bryder mig ikke rigtig om blod" Han skjulte sit ansigt ved Enzels hals, fuldt bevidst om, at han ikke ville kunne skjule frygten, hvis Enzel fik muligheden fik at se ham i øjnene.
"Jeg elsker også dig" Hvad kunne han ellers sige? Han skulle have stoppet alt det her, før det overhovedet var begyndt, for nu kunne det meget vel være for sent. 

Det eneste Nicola rigtig havde lyst til, var det gå i bad. Blodet på armen kunne nemt fjernes med blot en klud, men han havde en overvældende lyst til at skrubbe hele sin krop, indtil huden blev øm. Tanken om, at han på en måde nu havde noget af Enzel i sig mere eller mindre permanent, fik ham til at føle sig ufatteligt beskidt. Det var uønsket! Han havde ikke bedt om det! Igen havde Enzel taget en forholdsvis stor beslutning uden så meget som at spørge om hans tilladelse, hvordan kunne han faktisk tro, at de havde et ægte forhold med de præmisser!

Lugten af blod og følelsen af den måde det klistrede på, da Enzel langt om længe trak sin arm væk, var næsten nok til, at Nicola var ved at kaste op. Han havde aldrig haft de store problemer med blod, heller ikke sit eget, men hele situationen virkede så forkert og voldsom, at han følte sig decideret syg. Mon Enzel ville lade ham gå i seng, hvis han faktisk kastede op? Langsomt fjernede han sig fra Enzel skød, usikker på om han faktisk ville kunne formå at komme op og stå uden at jorden ville tippe under ham.

Selvfølgelig foreslog Enzel, at de trak sig tilbage, han ville sikkert ind og fejre "bryllupsnatten" i sengen, selvom det jo sådan set hverken var et bryllup eller nat. Nicola tvivlede dog stærkt på, at den logik ville lade ham slippe udenom, hvad der uden tvivl ventede. Forsigtigt rejste han sig op, opmærksom på, om benene pludselig ville give efter ham. Lige umiddelbart følte han sig dog stabil nok, alle dårligdommene var nok bare inde i hans hoved.
"Det lyder rart" Han holdt blikket rettet mod jorden, som han begyndte at følge efter Enzel. Kun en enkelt gang løftede han hovedet for at se, om han mon kunne få øje på en af pigerne, som muligvis ville kunne give ham en undskyldning for at stikke af.

Nicola havde travlt med at se ned i jorden, og opdagede derfor slet ikke, hvad der skete foran. Jo, han hørte da både Enzel og Hollys stemmer, men han lyttede ikke efter, hvad de sagde til hinanden. Enzel var trods alt ejer af steder, så det var jo ikke usædvanligt, at pigerne nakkede med ham, når de lige kom gående. Så vidt han vidste kunne det være om problemer med en kunde eller høflig snak om Enzel arbejde med haven. Egentlig ønskede Nicola, at Holly havde set ham og Enzel ude i haven og nu stillede spørgsmål til det, men selv hvis hun havde opdaget noget, tvivlede han på, at han ville nævne det.

Det virkede til, at Enzel efterhånden var et par gode skridt foran, så Nicola kiggede endelig op fra gulvet. Netop som han kiggede op, bragede Holly ind i ham, og væltede ham bagover. Med et bump og en overrasket lyd, landede han på bagdelen med Holly og vasketøjet henover sig. På trods af alt det, som lige var sket ude i haven med Enzel, kunne han ikke lade være med at grine lidt.
"Jamen Holly dog, du behøver ikke falde for mig bogstaveligt talt" Med det samme bed han sig i læben, han burde ikke sige sådan noget, når Enzel kunne høre ham.

Han fik kæmpet sig op og sidde på knæ, så han kunne hjælpe med at ligge tøjet i kurven igen. Måske det her kunne være den undskyldning som han havde ventet på.
"Det er meget arbejde at stå med selv, mon ikke Hr. Silene kan finde en, som kan hjælpe dig?" Han ville rigtig gerne hjælpe hende, så han kunne slippe væk fra Enzel. Han forsøgte at få det til at lyde som om han faktisk var reelt bekymret for Hollys arbejdsbyrde, så Enzel forhåbentlig ikke ville begynde at beskylde ham for noget. Det måtte vel have nogle fordele at Enzel så ham som det her søde og naive lille kæledyr.

Holly virkede simpelthen som sød i uskyldig, at Nicola ikke kunne lade være med at smile en smule fjoget over hendes svar. Nok var han afklaret med, at han foretrak, at være sammen med mænd, men han kunne jo også godt lide kvinder, og Holly var trods alt utroligt sød. Havde de været i en helt anden situation, kunne han sikkert godt have fundet på at gå efter noget mere med Holly, men det kunne han jo umuligt nu. De ansatte på bordellet lavede ikke noget med hinanden, men det ville også være alt for besværligt at skulle skjule det for Enzel.

Selvom det kun varede et kort øjeblik, lagde Nicola mærke til, at hendes smil falmede. Det var en ubehagelig påmindelse om, at langt størstedelen af pigerne på bordellet var her, fordi ikke havde andet valg, ligesom han selv. I det mindste havde han det da noget nemmere end pigerne, nu hvor han ikke tog ret mange kunder længere. Mon de ville bytte, hvis de vidste, hvordan Enzel behandlede ham?
"Ah! Ja, selvfølgelig, jeg vil ikke forstyrre dig i dine pligter" Han smilede til hende og rejste sig op. Det var så den plan.. Holly var allerede nået ud ad døren, så det var alt for sent for Nicola at tilbyde sin hjælp. Det var selvfølgelig sødt af hende, at hun ikke ville forstyrre ham på hans fridag, men hun vidste jo heller ikke, at hans fridage blev brugt på aktiviteter, som han langt hellere ville være fri for.

Det var på tide at komme videre, Enzel stod uden tvivl og ventede, så endelig fik Nicola taget sig sammen til at gå det sidste stykke hen til værelset. Han bankede på døren to gange, men ventede ikke på svar før han åbnede den og gik ind.
"Undskyld, jeg stødte lige ind i Holly" Han var ret sikker på, at Enzel havde hørt dem, men det var vel stadig på sin plads at undskylde for, at han ikke var kommet ind på værelset med det samme.

Det var som at se Enzel i hans naturlige element, som han lå og slængede sig. I mange år, havde det også været Nicolas højeste ønske. At kunne ligge og nyde livet, med folk til at varte sig op, så han ikke selv skulle røre en finger. Nu var hans højeste ønske bare at komme væk fra Enzel og hjem til Rubinien, også selvom det eneste der ventede ham var et liv på gaden, hvor han måtte stjæle for at overleve. Det var jo som sådan heller ikke det Nicola savnede, han savnede friheden, men lige nu havde hans drøm virkelig lange udsigter.

Kunne et passe, at Enzel var misundelig? Nicola syntes da ikke, at han havde flirtet så voldsomt med hende, men på den anden side, det ville ikke undre ham, Enzel havde altid slået ham som en smålig og mistænksom type.
"Åh.. Hun har altid været så sød overfor mig, så jeg ville nødigt være uhøflig, men jeg skal nok huske på din advarsel, næste gang jeg støder ind i hende" Skulle Enzel nu også til at bestemme, hvem han var venner med? Skulle han da ingen selvbestemmelse have!

Han gik hen til chaiselongen. Der var sikkert plads til, at han kunne sidde sammen med Enzel, men så skulle de nok sidde rimelig tæt, og det havde han ikke videre lyst til. I stedet satte han sig på gulvet, selvfølgelig lige ved siden af hvor Enzel var placeret på chaiselongen, og hvilede ryggen mod møblet. De ville sikkert ende over i sengen om ikke så længe, men hvis han kunne holde afstand il Enzel indtil da, havde han tænkt sig at gøre det.

Det var latterligt, at en del af Nicola troede på Enzels ord. Han vidste, at Enzel var jaloux fordi ham havde flirtet med Holly, og generelt havde Enzel ikke givet ham nogen grund til at tro på noget som helst af det, han sagde. Alligevel begyndte Nicola at tvivle på, om han faktisk  tog fejl af Holly. Siden tiden hos Sobek var det som om, at han ikke længere kunne regne folk ud, noget han ellers altid havde været god til. Måske han bare skulle være lidt mere årvågen, når han var sammen med Holly.
"Jeg var ikke klar over, at jeg havde stjålet hendes stamkunde.. Det var ikke min mening" Under normale omstændigheder ville han have været ligeglad, men det gjaldt om t holde sig venner med pigerbe, og nu kunne han jo faktisk lide Holly.

Uden at tænke videre over det lukkede han øjnene og sukkede lavt over kærtegnene. Det var irriterende behageligt, da Enzel nulrede Nicolas ører. De var hans svage punkt, mon Enzel allerede havde opdaget det? Han havde vidst ikke rigtig gjort noget for at skjule det. Afslappet lænede han hovedet tilbage og rykkede sig lidt, så Enzel forhåbentligt kunne nå lidt bedre.

Det var lige før, at han var afslappet nok til at kunne ignorere Enzels ord, men ikke helt. Var det mon sådan pigerne ville se ham, hvis de opdagede hvad han lavede med Enzel? Som en der gik i seng med chefen for at få fordele ud af det? Førhen kunne han sikkert godt have fundet på det, men nu havde han ændret dig en del, så det ville være forbandet irriterende, hvis folk stadig skulle have så forfærdelige tanker om ham.