Lidt nord for Dianthos lå en ruin af et  gammelt kloster, der var blevet belejret og hærget engang i en krig, hvorefter resterne var blevet forladt, glemt og overladt i naturens vold. Her i det svage måneskin kastede de nedfaldne vægge lange, misformede skygger, og de ujævne former gjorde, at en spinkel menneskekrop let kunne falde i ét med sten og himmelsøgende ranker.

Hun havde observeret dem siden midvinter, men dette var første gang det var lykkedes hende at snige sig med til et af deres møder så langt væk fra alting. Området omkring ruinen var relativt åbent, og hun havde ikke vidst på forhånd, at det var her, de ville gå hen i nat, så hun havde møvet sig på maven i det høje, utæmmede græs for at komme tæt nok på til at høre deres stemme. 
To af dem kendte hun - ikke at navn, men af udseende, holdning og stemmeføring. Selv deres hviskestemmer kunne hun efterhånden skelne fra hinanden. En tredje nytilkommen havde hun ikke set før, og en fjerde havde lige kort sluttet sig til dem for så at ridde videre mod nord. 

For en gangs skyld var det ikke arbejde, der havde drevet Zirra herud. Det var arbejdet, der havde fået hende på sporet af nogle af de væsner, der hviskede i krogene, og hendes egen nysgerrighed havde drevet hende videre derfra. Og hun havde stadig ikke fundet ud af, præcis hvad den her gruppe væsner havde gang i. De bidder, hun havde opsnappet var alt fra øst til vest. Politik, undergrund, karavaner, slavehandel, vigtige adelsfolk, uvigtige tiggere... Der måtte være en sammenhæng mellem det hele, hun bare ikke havde fundet endnu, og det fik hende til at grave dybere. Følge mere efter. Spidse ørerne og sidde mussestille. 
Med lukkede øjne og kun distraheret af den blive forårsvind og et par dråber støvregn mod sit ansigt, lod hun deres lave stemmer flyde op mod hendes skjulested. Havde klostret stadig stået, havde hun praktisk talt siddet indeni væggen halvvejs oppe mod førstesalen, men med vestmuren væltet og taget faldet ned med den, var den formet som en fin lille alkove, halvt skjult af gamle rådne brædder og tykke ranker.

Lokationen var blevet valgt udfra ønsket om at holde samtalerne skjult, men det var også blevet beordet ud til ruinen, fordi det var kommet Deavás for ørerne, at der var én skikkelse, som luskede omkring. Han havde til at begynde med ikke troet det muligt, eftersom de fleste iagttagere ikke skulle tage del i noget eller lave en forsamling et underligt sted. Normalt foregik videns delingen blot ved udveksling af dokumenterne, men de nye iagttagere var tydeligvis ikke indforstået med hvordan tingene blev gjort. For havde det været det, så ville de næppe være havnet i en lignende situation.

Til at begynde med lod han de to iagttagere holde deres normale møde, uden at give dem besked om at køre tingene anderledes, for så ville skikkelsen i skyggerne, måske fatte mistanke. Normalt ville en agent tage sig af situationen, men fordi tingene havde udviklet sig og Deavás ikke var klar over, hvilken information hun kunne have overhørt, følte han sig nødsaget til at tage del i hemmelighederne. Han udgav sig for at være, ligesom dem, selvom hans udstrålingen havde en helt anden karakter og de også hurtigt forsøgte at bukke hovedet, da han dukkede op og sluttede sig til deres lille ring midt ude i det hele. En fjerde kom ridende, som han rakte en pergamentrulle til manden. Han skulle ikke risikere at de dokumenter han havde erhvervet sig tidligere, ville falde i de forkerte hænder, så det måtte han have af vejen først.

"Kan jeg få en beskrivelse?" spurgte han direkte henvendt til iagttagerne, som delte et blik med hinanden og mumlede ganske let for sig selv. "Kvinde" fortalte den første, som han trak let på skulderne og egentlig ikke vidste, hvordan de yderligere skulle forklare sig, for indtil videre havde hun skjult sig godt. Deavás stak hænderne i lommen på den lange frakke, som han rodede lidt rundt i lommen, men ikke rigtig trak noget med op, som han løftede hånden ud. Han spejdede ud over ruinen, som han ledte efter det oplagte gemmested, før at han satte i bevægelse imod den nedstyrtet væg og noget, der lignede resterne fra et tag. "Hvad nyt bringer I?" spurgte han henvendt til iagttagerne, men med blikket rettet direkte imod hvad han mente måtte være en skikkelse i skyggen.

Hans mørke stemme ramte hendes ører som en mumlen, og hun fik først fat i det sidste spørgsmål, han stillede sine medskumlere. Rimeligt tilforladeligt, indtil hun hørte fodtrin komme nærmere og hun tillod sig at åbne det ene øje på klem. Den nytilkomne bar sig selv på en helt anderledes måde end de andre, Zirra havde observeret. Og han var lidt for tæt på hendes skjulested til at hun var komfortabel med situationen. Dog forholdt hun sig helt stille, for at bevæge sig nu ville kun afsløre hendes position hurtigere, og lige nu havde hun stadig i sinde at finde ud af lidt mere om hvad netop de her skyggefolk rendte rundt og lavede.

Zirra håbede at hendes instinkter fortalte hende noget forkert. Men bare lige for en god ordens skyld lod hun dog den arm, der vendte ud mod månen og skoven mærke efter de hule steder i stenvæggen. Havde hun dem friske i erindringen, kunne hun nemmere hoppe fra sit sted og ned på væggen, skulle det vise sig, at hun var blevet spottet. Der var lige lidt for langt ned til at hun ville kunne tage springet ned på jorden uden at komme til skade, men fordi stenstrukturen var så forfalden, var det ikke svært at finde indhak til fødder og hænder og på den måde lige få en mellemstation på vejen.

Fordi der ikke var meget lys i klosteret, turde Zirra åbne øjnene lidt mere - der var ikke noget til at afsløre hende via genskæret - og se skikkelsen lidt mere an. Han stod i skygger fra hvor hun så ham, men der var ingen tvivl om, at han havde blikket rettet direkte mod hende. Rævepis. 
Ingen grund til at være naiv dog, så Zirra lod sig selv slynge ud fra det lille repo og ned på muren, hvor hun fik solidt fat i de holdepunkter, hun havde brugt på vej op. Hun følte sig let og hurtig i det tætsiddende, mørke tøj, men det var næsten uvant ikke at have håret som en tung fletning efter sig. Hun havde samlet håret i en stram knold, så det hverken var i vejen eller gav hendes skygge genkendelige former.
Nu skulle hun bare hoppe videre ned på jorden og finde den hurtigste vej væk herfra...

Iagttagerne var ikke helt klar på, hvad de skulle fortælle ham. De delte et par blikke, som den ene trak let på skulderen og endte med at mumle ganske let. Den første trådte en smule frem, som Deavás dog løftede den ene hånd og bad dem blive stående. Han behøvede ikke se i deres retning for at vide, at den første havde bevæget sig bare en smule. Ikke fordi han kunne høre deres skridt i græsset, men fordi han kunne se deres lys bevæge sig. De gyldne øjne var dog dybt fokuseret på skyggen, som han var overbevist om at problemer befandt sig indenfor hans rækkevidde. Han skulle bare finde en måde hvorpå han kunne komme tæt nok på til at stoppe hende. Langsomt sænkede han armen igen, som han stak den i lommen på den store frakke og ellers lyttede til sine omgivelser. Det var svært at sige, hvad han skulle forvente, når først nogen valgte at lytte til deres møder..

Der kunne være tale om mange nysgerrige sjæle, men han var blevet informeret om at der var blevet observeret en kvinde flere gange. Beskrivelserne lappede over hinanden, så Deavás var overbevist om, at der var tale om den samme og noget fortalte ham, at det måtte være hende, der skjulte sig i skyggerne lige nu. "Kom frem.." lød det stille fra hans læber, som han ikke længere forsøgte at tale til iagttagerne, i stedet viftede han en smule med hånden og sendte dem i hver deres retning. Hvis hun endte med at stikke af, så kunne de forhåbentlig bruges til at fange hende.

Så fik han øje på en bevægelse i skyggen, hun sprang udfra gemmested og bevægede sig hurtigt ned over muren, som han trak hånden ud af lommen og straks kastede en kniv i hendes retning. Han gik efter at ramme hendes hænder, men kunne ikke være sikker på, at det var lige der, de ville ramme. Det hele gik hurtigt, som hun tydeligvis ikke havde problemer med at klatre på muren. Han kneb øjnene en smule sammen for at få en fornemmelse af hendes udseende, skulle han tabe hende af syne, hvis hun fik mulighed for at flygte ind i skoven, så skulle han helst kunne genkende hende senere.

En kniv kom farene ud af ingenting lige i det, Zirra sprang ud på muren. Den snittede hende på armen, og hun trak en kort hvæsende vejrtrækning ind gennem sammenbidte tænder. Det sveg, men hun mærkede ikke overvældende meget varme, hvilket betød, der ikke flød meget blod fra såret. Til gengæld mistede hun sit fodfæste, som hun instinktivt havde rykket sin krop væk fra angrebet, og i forsøget på at finde et nyt sted at sætte skoen, gled hendes ene hånd på en sten, der var blevet vædet af støvregnen, og hun faldt bagover og ned mod jorden. 

Heldigvis for hende, var der ikke langt ned. Hun faldt omtrent to meter og landede i en lidt krattet busk og nåede endda at tage fra med den ene hånd under sig for at afbøde faldet en smule. 
Nu lå hun på ydersiden af klosterruinen og egentlig med en solid stenvæk mellem sig og sine formodede forfølgere - hun kunne høre løbende fødder, så nogen var på vej udenom og hen imod hende - men der var så mange huller fra hvor vinduer engang havde siddet, at det ikke var til megen hjælp. 
Hastigt begyndte hun at vifte grene væk og filtre sig ud af busken i håb om at nå det inden de nåede hende. Samtidig forbandede hun, at nogen tydeligvis havde haft luret at nogen var på sporet af deres hemmelige møder. Så hurtigt kunne hun ikke engang spotte en skygge, medmindre hun aktivt kiggede efter den, og hun syntes hun havde formået at gemme sig ret godt her til aften.

Selvom Deavás følte, at han havde reageret hurtigt nok, så formåede han ikke at presse kvinden i at stikke af. Straks vendte han blikket imod iagttagerne, som hastede rundt om ruinen for at afskære kvinden vejen. Deavás valgte dog at fortsætte imod det gemmested, hun havde opholdt sig i. Så måtte de vise deres værd og i det mindste stoppe hende i at flygte. Han kunne dog fornemme et bump, som hun lod til at være faldet ned i sin flugt. Det var uvist om det skyldes hans knive eller om hun havde lavet en fejl, fordi hun hastede sådan.

På den anden side af muren forsøgte iagttagerne, en mand og en kvinde, at lokalisere hendes nedfaldsted, som de også havde hørt bumpet på afstand. De valgte at indsnævre området fra hver deres ende, som de sparkede igennem buskadset, der var vokset hen over ruinerne. Naturen havde gjort sit for at overtage området, hvilket var tydeligt, som enkelte buske ikke rigtig flyttede sig, når de forsøgte at kigge igennem dem. "Husk krattet" råbte kvinden til manden, som han brummede let, da han ikke var langt fra det krat, hvor Zirra var faldet ned.
Han brugte et mindre sværd til at stikke ind i buskene for at sikre sig, at hun ikke bare undgik at sige en lyd for at holde sig skjult. Men der gik heller ikke lang tid før, at han kunne se noget bevæge sig ud af øjenkrogen, som han straks vendte fokus imod muren. "Vogter!" råbte han højt nok til at det kunne høres på den anden side af muren.

Deavás havde formået at bevæge sig op til hendes gemmested, som han lidt havde håbet på at hun havde glemt noget i farten, som han ville kunne bruge imod hende. Men det var selvfølgelig ikke til at sige, hvor lang tid hun havde brugt deroppe eller om hun blot var uheldig og faktisk boede der. Men så havde han måske forventet at finde mere end et tydeligt form af hendes krop imod de mange planter, der var vokset omkring muren. Vogter! lød det fra den anden side af muren, som Deavás rettede sig op og fandt vej imod et vindue, så han kunne stikke hovedet ud. Han behøvede ikke se på iagttagerne, som han straks fik øje på Zirra nede i krattet. "Jamen hej.." lo han køligt, som han nikkede til iagttagerne, så de kunne holde hende fanget imod muren, indtil han selv kunne komme rundt.

Zirra fik bakset sig ud af grene og blade, mens alle faresignaler var på det højeste. Fodtrinnene kom tætter på, og hun kunne høre buske blive pryglet for tegn på liv. Var hun landet i en busk, var hun ret sikker på, hun ikke ville være særligt godt gemt, og det var også kun fordi terrænet var så ufremkommeligt her, at de endnu ikke havde fået øje på hende. 
Hendes største bekymring lige nu var faktisk om de var typerne, der slog smuglyttere ihjel på stedet, for hun havde ikke taget et synderligt brugbart våben med her til aften. Hun havde ligesom regnet med at aftenen skulle gå ligesom alle de andre: Sidde stille og lytte og så tage hjem med væsentlig flere spørgsmål end hun var dukket op med.

Halvt snublende fik hun kastet sig selv væk fra budskadset, inden hendes forfølgere kom hen for at tæve busken, og hun endte med ryggen mod muren lige tids nok til at få et ordentligt chok, da den sidste person - en vogter ud fra de andres råb? - stak hovedet ud og talte til hende.

"Hvad er en vogter?" fløj det ud af munden på hende, inden hendes hjerne kunne nå at registrere det faretruende blik i de gyldne øjne, der stirrede på hende. Endnu engang vandt hendes nysgerrighed over fornuften.

Iagttagerne delte et blik, som de udmærket var klar over, at de var kommet til at tale over sig lige nu. Den ene sank en klump, som han løftede blikket imod Deavás, der havde rettet blikket imod Zirra. Han trak en smule prøvende på skulderne og løftede hænderne ganske let, som forsøgte han at forsvare sig uden at bruge ord lige nu. Det ville nok være det smarteste ikke at sige noget lige nu. Men kvinden endte dog med at vende blikket imod Zirra, som hun greb ud efter hendes skygge med magien for at låse hende til væggen. Deavás trak let på smilebåndet af spørgsmålet, som han nemt ville kunne nægte at besvare det. Først skulle han lige vide noget om hende. Derfor efterlod han også spørgsmålet ubesvaret, som han kravlede ned fra hendes tidligere skjulested og fandt vej omkring ruinen.

På sin vej rundt om ruinen, havde Deavás flyttet sine hænder til lommerne, som han rodede rundt i dem. Det var primært for at distrahere Zirra, imens at han trådte frem imellem manden og kvinden. Han nikkede let til kvinden, som han indirekte bad hende slippe skyggen. Det blev gjort ganske kort tid efter, som han valgte at række en hånd frem imod den fremmede sjæl. "Det kan jeg måske besvare senere.." lød det lettere afslappet fra hans mund, som han havde rakt hånden frem for at hjælpe hende på benene. "Tager jeg meget fejl, hvis det er Dem, der har givet os problemer de sidste par måneder?" spurgte han fortsat i samme tone, dog med et lettere farligt udtryk i hans blik, som han bestemt forventede et ærligt svar fra hendes mund.

Zirra stod stille og ventede pænt til at denne vogter kunne tage turen rundt og komme hen til de andre. Imens stod de to andre blot og stirrede lettere arrigt på hende. Om det var fordi, de ikke selv havde været seje og fanget hende, eller fordi situationen havde lokket dem til at tale over sig, vidste hun ikke, men hun valgte ikke at smide en kæk kommentar, mens de ventede. I stedet prikkede hun lidt til sin skygge, fascineret over evnen. Den var umådeligt praktisk. Kvinden så stadig ud som om hun blev mere irrriteret på Zirra dog, og hun stoppede med at prikke og drog et lille lettet suk, da vogteren endelig kom hen til dem.

"Hvis andre end mig får problemer for min smuglytten, burde I nok kigge lidt på jeres struktur," svarede hun efterfulgt af en let nervøs latter. "Men ja, jeg har lyttet lidt med siden midvinter. Ikke at jeg har forstået så meget, så jeg har enormt mange spørgsmål."

Hun forsøgte at holde sine tanker positive og håbede at det ville guide samtalen i en brugbar og ikke-voldelig retning. Det sidste hun havde brug for lige nu, var at blive stukket ned herude midt i ingenting uden nogensinde at finde ud af, hvad alt det her egentlig handlede om. Noget af det værste, hun kunne forestille sig, var nok at gå uvidende i graven.

Hendes ord blev hørt, men Deavás reagerede ikke meget på dem, som han blot lagde armene over kors, men måtte skæve til kvinden, der muligvis følte sig en smule ramt af udtalelsen. Hun gjorde klar til at holde Zirras skygge igen, men Deavás løftede let den ene hånd, som tegn på at hun skulle lade det ligge, for Zirra havde muligvis ret. Hvis deres organisation var så skrøbelig, så skulle der i hvert fald ske nogle ændringer for at forhindre det i fremtiden. Derfor endte han med at nikke, som blikket vendte retur på hendes skikkelse. Hun kunne næsten kun være menneske, og derfor ikke i stand til at måle sig med hans erfaring..  Kvinden lod til at være nervøs over den situation, hun havde sat sig selv i, mon ikke hun havde forventet at kunne lytte uden at blive opdaget? "De har ret.. Men vi kan ikke være for forsigtige" svarede han stille, som han løftede det ene øjnebryn og ellers slap grebet om sin egen arm for at lagde armene hænge langs med siden. Så trådte han frem imod hende.

"Det var alligevel længe.." hans blik vandrede imod iagttagerne, som de begge trak på skulderen, som om det ikke var deres skyld, at han havde fået oplysningerne så sent, som han havde. Det var en alvorlig sag, for han var i tvivl om, hvad hun kunne have overhørt. "Hvilke spørgsmål?" spurgte han fortsat fattet og rolig, som han gerne skulle spore sig ind på hvilke informationer, hun havde fået fingrene i. Forhåbentlig var der tale om så få informationer, at det ikke ødelagde noget stort for dem eller hende.

Zirra var heldigvis vant til situationer som denne. Trænet til det oveni købet. Det betød ikke at hun gik helt fri for nervøsitet eller bekymring, og hun prøvede ikke at skjule det. I værste fald ville hendes modstandere blot se hende som uerfaren og dermed undervurdere hende. Hvad hun ikke gjorde, var dog at undervurdere ham vogteren. Hans hænder i lommerne, der havde prøvet at tage hendes opmærksomhed, og nu flyttede han på sine arme i en blanding af truende stillinger og mere distraktion.

Og så vidste hun præcis hvad han ville med sit næste spørgsmål. Det var nøjagtigt det samme hun ville gøre, havde det været hendes arbejde, der var blevet kompromitteret. Problemet lige nu var bare, at Zirra havde hørt så meget i så mange forskellige retninger, at hun faktisk ikke vidste, hvordan hun vildledte han til at tro, at hun ikke havde hørt noget af relevans.

"Jeg har jo ikke lyttet med hele tiden," skyndte hun sig at sige, mens hun tænkte over sit  eget svar. "Jeg har også selv arbejde, der skal passes. Og hvor skal jeg starte med spørgsmålene... Jeg kan gentage det fra før: Hvad er en vogter? Hvorfor er det vigtigt at fortælle hinanden at smuglerne i Undergrunden lukrerer på urolighederne i Kzar Mora?" 

Det var klart at Zirra gav udtryk for at være nervøs. Deavás var ikke ligefrem den mest behagelige type, hun kunne være stødt på. Men indtil videre var han i sit høflige hjørner, så længe hun ikke forsøgte at sælge ham en løgn, så kunne han nok godt blive der for en stund. Alligevel fulgte han nøje med i hendes bevægelser, som hun dog var tvunget til at blive stående imod muren. Det ville være dumt at give hende chancen for at undslippe, for hun kunne sagtens snakke ham efter munden for at åbne op for muligheden for at slippe fri. Derfor skævede han også over til kvinden ved hans højre side, som hun nikkede til ham. Blev det nødvendigt, skulle hun nok aktivere sine evner igen.

Manden ved hans venstre side havde dog trukket sværdet til sig, som han dog holdt en hånd placeret solidt på skaftet, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var ikke til at vide, hvilken informationer Zirra bar rundt på og om hun havde valgt at dele det med nogen. Forhåbentlig var det ikke til at finde rundt i, så det ikke kunne betale sig at dele med eventuelle kollegaer i hendes fag. Hun måtte være spion, men hvorfra? Deavás var hverken tilhænger af lyset eller mørket, men kun af organisationens vision for landet.

Han hævede let det ene øjenbryn, som hun gav udtryk for at hun ikke havde lyttet hele tiden. Mon ikke det var løgn, for han havde lidt på fornemmelsen af, at hun ville lytte, når muligheden var der. Men han undlod at besvare hendes ord med sine egne, som hun fik lov til at fortsætte. Brynene faldt ned på plads, som han tyggede lidt på hendes ord og spændte op i kæben. ”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig” svarede han roligt med et henkastet nik imod iagttagerne. Det var dem, der havde talt over sig. ”At det ikke vigtigt at holde øje med urolighederne?” spurgte han, som han gik tættere på hende. ”Kzar Mora er roden til mange problemer for landet” svarede han med et stille smil på læben. Selvfølgelig skulle de holde øje, så magtbalancen ikke blev for ustabil i landet.

Der var ikke rigtig mulighed for at presse sig tættere op ad muren, og nu var vogteren ved at komme ubehageligt tæt på. Han stillede ikke flere spørgsmål, og Zirras mavefornemmelse fortalte hende, at det ikke var fordi han havde været tilfreds med hende besvarelse af de første. Nok nærmere det modsatte, som han snakkede udenom og besvarede hendes spørgsmål nærmest retorisk. Og det var netop problemet. 
"Men det er jo netop min pointe," svarede hun og sank en klump. "Det er åbenlyst. Alle med en lilletå i Undergrunden kan se det ske. Så hvad er det for jer? Hvorfor er det lige så vigtigt som en eller anden adelsfamilie, der har modtaget bestikkelse?"

Al den information, hun havde opsnappet havde været så meget i øst og vest, at hun ikke kunne finde hoved og hale i det vigtige og det uvigtige. I hendes eget hverv var hun netop specialiseret i en grad, så hun ikke skulle bruge tid på at have styr på alting, men let og hurtigt kunne verificere, om de oplysninger, hun blev givet, var reelle og brugbare. Som eksempel vidste hun nok om dæmoner, til at vurdere, at vogteren foran hende var en. Hans udstråling skreg af enten det, elver eller engel, og manglen på spidse ører og vinger udelukkede de to andre. Engle kunne selvfølgelig skjule deres vinger, men en engel ville ikke have brugt den dyrebare tid på at løbe rundt om ruinen, hvis han kunne have taget et let hop og være fløjet over på under halvdelen af den tid. 

For nu holdt Zirra mund. Hun havde lært ikke at antage for meget, og nu fik vogteren lov til at reagere på hendes spørgsmål inden hun kom til at besvare noget, han ikke havde spurgt om endnu. Som for eksempel hvordan hun havde fundet frem til dem. Det ville være bedst, hvis hun kunne overbevise ham om, at det havde været et hændeligt tilfælde - for det havde det faktisk også - og at hun ikke var sendt ud af sin overordnede for at lave mod-spionage på hvemend de spionerede på - for det var hun faktisk ikke. Hun var bare nysgerrig. Lidt for nysgerrig. Og han havde med garanti luret, at hun ikke bare var en almindelig borger med ekstra gode klatre- og lyttefærdigheder.

Blikket var fastlåst på Zirras skikkelse, som Deavás ledte efter tegn på hendes sindstilstand, hvilke planer hun havde med de informationer, hun havde fået fingrene i. Han stoppede op en meter fra hende, som han løftede armene ganske let, nok til at placere hænderne i lommen igen. Han rodede rundt i yderlommen på frakken. Så trak han en mindre rulle pergamentpapir op fra lommen, rullede den imellem sine fingre, imens at han lyttede til hendes ord. De gyldne øjne vandrede imod pergamentrullen, som han lod spørgsmålene stå ubesvaret for en stund. Hvor ivrig var hun efter disse svar og hvor meget forventede hun at få dem besvaret egentlig?

"Det ville være dumt ikke at vide, hvad der foregår rundt omkring.." svarede han med et hævet øjenbryn, som han rakte pergamentrullen frem imod hende. Indholdet i rullen var ikke af nogen særlig værdi, som det med sikkerhed ville skabe mere forvirring og måske så mere tvivl. Rullen var ikke større end den kunne lægge i hans hånd og han kunne lukke hånden omkring den. Før at hun tog imod den, valgte han dog at trække den til sig. Han løftede den op imod sin skulder, som han viftede med den imod manden ved hans venstre side. Med ét stod den i flammer, som han smed den ned foran hende. Hvis hun var hurtig ville hun måske kunne læse en tiendedel af indholdet.

"Ordene på et stykke pergamentpapir er ikke meget værd, hvis de kan læses af alle.." fortsatte han, som han strøg asken væk fra sin skulder. Så løftede han en finger op imod sin tinding. "Hvilket er grunden til jeg bærer resten heroppe" svarede han med et lystigt smil på læben. De informationer hun havde fået fingrene i bar ingen værdi uden de resterende informationer, som befandt sig i hans hovede. Informationer hun næppe ville kunne få fingrene i blot ved at spørge.

"Det ville være upraktisk hvis det var tilfældet for alle folkemeddelelser," kunne Zirra ikke dy sig fra at kommentere tørt tilbage. 
Han var åbenlyst ude på at provokere hende, så hvorfor ikke provokere tilbage. Imens han havde flagret sit lille pergamentstykke foran hende som madding foran en fisk, havde hun forholdt sig roligt og oven i købet demonstrativt lagt armene over kors. Hun faldt ikke så nemt for sådan et trick, og det gjorde også, at hendes ansigtsudtryk var helt blankt for den skuffelse, vogteren med garanti havde håbet at se i hendes øjne.

Zirras krop slappede lidt mere af nu, da det ikke virkede til at han var ude på at slå hende ihjel for hendes smuglytten - i hvert fald ikke lige nu - og hun lænede sig lidt mere afslappet op ad muren. Det ville sikkert give indtrykket af, at hun var mere professionelt anlagt i alt den her snigen omkring og lytten til ting, der ikke var ment for hendes ører, men lige nu gjorde det ikke noget. Hans opførsel fik hende til at tænke, at det måske kunne være en fordel for hende ikke at underspille sine evner på den front. Vogteren virkede som typen, der kunne regne det mest ud, og hvis hans hoved virkelig var så fyldt med information, som han påstod, ville han måske finde en dygtig spion mere interessant end en dårlig parodi. 
Dem man fandt interessante, ville man altid snakke mere med, og måske kunne hun så finde ud af lidt mere. Hendes venner havde altid sagt, hun havde brug for en fritidsinteresse, så hun ikke bare lavede arbejde hele tiden. Det her var rimeligt tæt på, hvad hun lavede normalt, men det måtte da tælle. Hun blev ikke betalt for at gøre det, og hun havde gjort det ud af egen interesse og ikke fordi nogen havde sagt hun skulle.
"Mit bud er, at papiret indeholdt enten navne på den adelsfamilie, I har forsøgt at verificere om havde noget mere med dronningens forsvinden at gøre end blot at få bestikkelse af Leoric, eller tilholdsstedet for den nye smuglerkæde, der er ved at opstå  for folk, der gerne vil have fat i illegale varer fra Elverly, men som ikke kan komme tæt på, mens Tåren blomstrer," sagde hun så for at give ham lidt at arbejde med. Det var de primære to spor, hun havde fulgt, og de personer, hun havde fulgt efter for at opsnappe informationen havde langt henad vejen ført hende til den næste, der vidste noget. De to her havde hun kun set en eller to gange før, men hun havde fulgt efter manden fra et møde han havde haft tidligere på dagen, der havde lugtet af at grave dybere i emnerne.

Den kvinde var bestemt noget for sig.. Deavás kunne ikke huske hvornår han sidste havde mødt en, der turde være så flabet overfor ham. De øvrige medlemmer i Verbatim kendte godt til hans særlige hobby, så de ville bestemt ikke forsøge at prikke til ham på nogen måde. Men Zirra var heller i stand til at vide, hvem eller hvad hun havde med at gøre lige nu. Han fnøs dog let af hendes ord, som han hurtigt fejede det væk og ikke havde i sinde at bruge yderligere kræfter på hendes kommentar. Men han måtte også give hende et klap på skulderen for den måde, hun holdt sig selv fra at vise interesse. Unødig interesse vel og mærke, som hun lagde armene over kors og lod pergamentet brænde ud på jorden. Han skævede ikke ned til det, men holdt blikket i hendes.

Stemningen imellem dem var ikke rigtig til at beskrive, som Deavás endnu forsøgte at placere hende. Hvor hun var kommet fra og hvad hendes formål var med at luske rundt på den måde. Hun ville aldrig være i stand til at opfange andet end brudstykker, medmindre hun kunne opholde sig flere steder på én gang, da en én iagttager aldrig ville bære alle informationerne. Hvilket nok var årsagen til at hun kun havde brudstykker af spørge ind til. Deavás spejlede hendes bevægelser, som han atter lagde armene over kors og lod blikket vandre ned over hendes holdning. Hun lod til at være en stolt kvinde. Måske endda en kvinde med noget imellem ørerne. Heldigvis ikke nok til at hun havde regnet deres system ud, men han ville heller ikke risikere at det skulle komme så langt, derfor trådte han også tættere på for at placere en hånd imod muren ikke langt fra hendes hoved. Ville hun tage det som en trussel, vise svaghed eller blive stående?
Zirra bar tydeligvis rundt på en del informationer, som Deavás ikke flyttede sig, imens at hun talte. I stedet bed han en smule sammen, så kæben blev tydeligere, imens at hun talte. Mon hun forventede, at han ville udspecifere hvad der havde været på dokumentet? Næppe. Hun forsøgte blot at prikke til ham for at se, om hun kunne konkludere noget ud fra hans blik, derfor forblev det en smule monotont, før at han rettede sig op igen, fremfor at stå lænet forover for at møde hendes blik. ”Du har tydeligvis været vidt omkring.. Så meget må jeg give dig, men..” han holdt en pause, som han vendte blikket imod iagttagerne og nikkede kort. De trak sig et stykke fra dem, før at Deavás atter kiggede imod hende.  ”Siden din informationer ikke rækker længere end det.. Så er jeg bange for det er for sent for dig at opsnappe resten” lo han let, før at han rakte ud efter hendes krave. "I hvert fald ikke her" afsluttede han med et glimt i øjnene.

Det så ud til, Zirra havde formået at vise vogteren, at hun var en interessant person. Han blev i hvert fald ved med at tale, og hun kunne se i hans blik, at han stadig afvejede alle hendes bevægelser. Grunden var hun ikke helt sikker på endnu. Ville han kun sikre sig, at hun ikke havde vigtige informationer, før han slog hende ihjel? Hun havde set ham brænde det lille stykke pergament. Forhåbentligt var ild ikke hans primære magievne - det kunne blive slemt lidt for hurtigt.

Mens han kom tættere på og lænede sig ind over hende, formåede hun at holde sine arme krydsede og sine fødder plantet solidt på jorden. Hendes blik fulgte hans, og hendes kæbe spændtes en smule. 
Han prøver at skræmme dig, sagde hun til sig selv og tvang sig til ikke at rykke på sig. 

Da han greb om hendes krave og hun blev hevet tættere på ham, begyndte hendes hjerte dog at hamre hårdere mod brystet end ellers. Rent instinktivt greb hendes ene hånd om hans håndled, mens den anden rakte bagud og begravede sig i hendes bæltetaste med små, lysende sten. Hun trak den ikke op endnu, men var klar til at kaste dem efter ham og forvirre hans syn, hvis han skulle vise sig at være i gang med en mere fysisk undersøgelse af, hvad hun vidste.
"Faktisk var jeg ikke lang omkring," gav hun igen og prøvede både at holde samtalen kørende og væk fra emnet han cirklede om, om at hun ikke kunne opsnappe resten. Den del var heller ikke så vigtig for hende lige nu. "I har nogle lidt åbenlyse steder at mødes, hvis man kigger godt efter."

Hvorfor skulle alle bare stikke deres næse i sager, som egentlig ikke omhandlede dem. Hvis nu bare Zirra havde ladet informationer gå, holdt sig væk, så ville Deavás ikke stå i et dilemma om hvordan han skulle håndtere hende nu.. det passede ham ikke rigtig eller ind i planerne, at hun havde opsnappet den smule information, når det kun kunne betyde, at hun ville være i stand til at finde frem til mere. Han måtte altså finde en måde hvorpå hun ville miste interessen eller sørger for at hun aldrig ville være i stand til at dele det hun havde hørt. Fingrene og tungen måske.. overvejelserne var mange, imens at han sørgede for at aflæse hendes signaler så godt som muligt. Særligt den spændte kæbe.

Zirra gjorde ikke nødvendigvis meget modstand, som Deavás trak hende til sig og væk fra muren. Han ønskede ikke at se hende hoppe over muren og forsvinde i mørket. Derfor strammede han også grebet en smule, da hun lagde hånden om hans håndled. Der hvilede et overlegent smil på hans smalle læber, som han betragtede en indadgående og så vidt muligt ønskede at fange alle bevægelser. Inklusiv den hånd, der straks fandt vej til hendes ryg. Havde hun mon et våben på sig? "Du har måske en liste over mødesteder, du gerne vil dele med mig?" Spurgte han roligt med et hævet øjenbryn, før at han flyttede hovedet bare en smule tættere på hende.. han trådte frem med det ene ben for at placere det imellem hendes, så det stod umenneskelig tæt og hun muligvis ville snuble, hvis hun forsøgte at stikke af nu. "Men hvis det er så indlysende, så må jeg heller få det ændret" lo han, som han nikkede imod manden ved hans side og et pergament papir dukkede op ved hans side. Han stak hende meget hurtigt med en negl med modsatte hånd, for at skrible nogle bogstaver på papiret i blod, før det forsvandt. "Tak" han lød oprigtig taknemmelig overfor hendes samarbejdsvillighed.

Han var lidt mere end komfortabelt tæt på nu. Med benet mellem hendes følte hun sig så fastlåst, som hun havde gjort op ad muren blot få øjeblikke før. I det mindste havde hun ikke ryggen op ad den hårde overflade mere, men hun følte sig ikke meget mindre fanget af den grund.
"Jeg ville tro du selv kendte alle jere..." Zirra havde været i gang med en fornærmelse, da han prikkede til hendes hud og meget hurtigt satte noget blod på et papir.
Hvad... havde det været?
Den tidligere sætning blev fuldstændigt glemt, og hun tog hurtigt hånden væk fra sine lysende sten og op, hvor hun havde mærket prikket. Der var ikke noget at mærke, og hun tog hånden frem foran sig for at dobbelttjekke. Ikke noget blod. Hvad havde han prøvet at...?

Hendes spørgende blik hvilede på ham, og havde hun stået mere selvstændigt, havde hun nok også lagt hovedet på skrå. Afbrændingen af et stykke papir, blod på papir. Ingen af handlingerne gav særligt meget mening for hende, men hun manglede også stadig halvdelen af brikkerne til puslespillet. Hvem i alverden var den her mand, og hvorfor betød alt det de havde snakket om, så meget? Zirra vidste godt, hun havde bevæget sig ud på dybt vand, men hun havde ikke i sinde at vende om nu. Rent praktisk var det også svært at gøre, når han havde så godt fat i hende. Så i stedet for at fortælle ham, hvad han ville have, og derfra flygte - hvilket uden tvivl ville være den rationelt bedste beslutning - stillede hun det spørgsmål, hun allerhelst ville have svaret på.
"Hvem er I?"

Deavás havde bestemt ikke problemer med at være nærgående og tog sig heller ikke af folks personlige område, for han var van til at være tæt på alt og alle, når han skulle gøre brug af sin evne. Zirra ville bestemt ikke være i stand til at undslippe hans blik næste gang, hvis hun først kom indenfor hans radius igen. Der hvilede også et noget så fornøjet smil på hans læber, som han aflæste hendes bevægelser nøje og tydeligvis kunne fornemme på hende, at hun ikke var helt tilfreds med den nuværende situation. Deavás løftede det ene øjenbryn, som hun tydeligvis var blevet afbrudt midt i hendes sætning, han vidste godt hvorfor, men der var bestemt intet i vejen med at prikke bare lidt mere til hende. Men hun havde trukket hænderne til sig, så han kunne se begge hænder og derved vidste at hun ikke havde et våben ved hånden i øjeblikket. Stille flyttede han sit ben imod hendes for at sprede hendes ben ud og gjorde det svært for hende at stå helt oprejst, så hun samtidig kunne føle sig mindre i hans selskab. ”Det er svært at finde en passende afstraffelse, hvis ikke jeg kender omfanget af din viden” forklarede han ganske køligt og med et tydeligt glimt i øjnene. Hun forventede vel ikke at gå derfra uden skrammer nu hvor hun havde blandet sig i Verbatims gøremål?

Forvirringen stod som malet i hendes ansigt, men Deavás kunne også tydeligt mærke det på hende. Zirra var næppe klar over deres forbindelse via hans evne og ville have svært ved at ignorere sine følelser i en situation, som denne. Han løftede hånden, som havde fat i hendes krave, ganske let, for at klargøre for hende, at der altså ikke var hende, der skulle stille spørgsmålene lige nu. Det antydede den spændte kæbe muligvis også, som der dog hvilede et konstant smil på hans læber. Spørgsmålet kom bestemt ikke bag på ham, som han dog lignede en, der faktisk åndede lettet op. Hvis ikke hun vidste det, så havde hun altså kun lige rørt overfladen af deres organisation og derved ikke bekendt med mere end én promille af det store netværk, som udgjorde Verbatim. ”Hvis ikke du ved det, så føler jeg mine kræfter er spildt” lød det nærmest skuffende fra hans mund, som han dog alligevel strammede grebet, imens at han trådte tilbage ud af buskene og hev hende med sig. ”Men du kunne jo følge med og måske finde ud af det?” spurgte han med et hævet bryn, blot for at se hvor meget hun gerne ville det.