Tidspunkt: Middag
Vejr: Overraskende lunt og skyfrit
Beklædning: De tynde violette klæder fra hendes billede, og en varm mørk kappe med hætte.

Solen stod højt på himlen, som Coffey snoede sig igennem gaderne, på den lange kraftige hale. Herren havde givet hende tilladelse til at bevæge sig udenfor, da hun havde opført sig godt og gjort som forlangt af ham. Et smil lå over hendes læber, mens hun betragtede hver en lille sten, hver en lille sky på himlen, der dovent drev forbi i det milde vejr. Et lille suk slap over hendes læber, inden hun vendte ansigtet op imod solens varme lys. Solens kærtegnede hendes hud, og lod varmen synke ind i hendes krop, under den varme kappe. Som en varmblodet slange, havde hun det ikke godt i det kølige klima, men hun ville ikke misse en chance for at få varmen helt ind i kroppen. Hætten på hendes kappe var slået op over hendes hoved, for at skjule hende mest muligt, selvom hendes hale ikke gik nogens blik forbi. 

Serpico, var blevet hjemme på palæet, han havde det bedre indenfor hvor den lette brise ikke kunne nå ham, men solens stråler stadig kunne varme ham. Og det var ikke fordi Coffey ikke kunne unde ham den hvile, men Serpico havde en berolige effekt på Coffey når hun var ude, uden nogen Herre til at følge, friheden virkede på mange måder skræmmende for det unge halvdyr. Hun kom forbi nogle boder, hvor hun måtte stoppe op, den ene fyldt med små smykker. Hun beundrede dem i stilhed på afstand, da virkede til byens borgere godt vidste hvad hun var og hendes ringe værdi. Hun havde ikke råd til den slags, om hun så gerne ville købe dem, og stjåle var forkert på alle måder, og hun tænkte ikke Herren ville acceptere en sådan adfærd. Hun gjorde et lille forsigtigt nik imod kvinden i boden, inden hun bevægede sig videre. Hendes overkrop var helt rolig, da det kun var hendes lange hale der bevægede sig, snorede sig i et zig zag mønster hen over jorden. 

Da hun mærkede en smerte skyde igennem halen, lød der et forskrækket hvæs fra hende, der gjorde den sorte kløvede tunge synlig ved hendes mund, inden hun trak halen til sig og vendte sig imod, den store mand som havde trådt på hende. Han stod blod og grinte, og man kunne se ubehaget sprede sig i hendes krop og ansigt, inden hun rykkede hætten en smule mere ned over ansigtet, hun ville ikke sige noget, det kunne hun ikke, måtte hun ikke, men hentydningen var sivet ind, hun var ikke velkommen her. Stille fortrak hun sig væk fra gaderne, nedslået over mandens modbydelige behandling af hende. 

For en gangs skyld var Aliana langt væk fre Medanien. Det var næsten længere væk end hun nogen sinde havde været før. Men dog var det ikke alligevel. Hun havde været længere væk, men det rørte hende ikke det mindste. Det der irriterede hende mest var at hun ikke var i nærheden af sit eget barn. Et barn der betød meget for hende, og et barn hun helst gerne ville have med sig. Men desværre vidste Aliana at der hvor hun skulle hen kunne hun ikke have et barn med sig. Det var for lang en rejse og hun vidste at det ville have koncekvenser i sidste ende. Dog havde hun et job at tage sig af. Hun skulle oversætte noget for en rigmand. For hun var kendt for at kunne mange sprog selv dæmonsk som ingen rigtig forstod. Dog havde hun haft så mange herre i sin slavetid at der var blevet snakket til hende på så mange sprog. Det havde hun hurtigt taget til sig, og fundet ud af hun havde en evne inden for at forstå og tale det ret hurtigt. Selvom hendes rejse ikke var overstået endnu så havde hun brug for at hvile sig lidt på den nærmeste kro, eller i hvert fald finde noget at spise og slappe af. Det var ikke fordi hun manglede noget, men her kunne hun slappe lidt mere af end der hjemme. Godt nok var hende og Manuels flok varulve godt skjult fra Medaniens mange varulve jægere, men ingen kendte til hende og de andre.

Hun bevægede sig mellem boderne for at finde noget af det lækreste mad hun kunne finde, men det var ikke helt det hun ledte efter. Hun manglede nogle grønsager og så skulle hun virkelig have gjort noget ved sine bryster der var ret så ømme og fyldt med mælk. Men der var intet hun kunne gøre. Hun vidste at Manuel nok skulle passe på deres barn, men hun vidste også at hun blev nød til at tjene nogle krystaller for at kunne give pigen lidt tøj på når hun blev ældre. I hvert fald lidt bedre end nogle klude fra dyr. Nej det måtte gerne være noget ordentligt tøj, og desuden så skulle hun også selv have noget tøj eftersom at hun ikke rigtig havde været ude og lave lidt arbejde i næsten et år.
En hvæsen i nærheden af hende fik hendes fulde opmærksomhed og hun kiggede indgående på den mand der begyndte at grine. Hvad bildte han sig egentlig ind?! Hvor vovede han at stå og grine over noget der ikke engang var særlig morsomt. Han kunne i det mindste have undskyldt, men ikke engang det gjorde han. Så hun trådte vredt over imod ham og svang ham en lige højre med knyttet næve så han væltede om på jorden af bare overraskelse. Hun trak hurtigt sin kniv og rettede den mod hans strube. "Det gør du aldrig igen!" kom det fra hende og trykkede kniven lidt ind imod hans strube. Manden nikkede blot forsigtigt og hun kunne lige frem se svedperlerne dukke frem på hans pande. Hun fjernede kniven fra hans strube og drejede om for at finde det der netop var taget herfra. Hun nærmest løb imod det der var på vej væk som hun ikke engang var sikker på hvad var. "Hey vent lidt." kom det halvt råbende fra hende inden hun kom op på siden af hende for at løbe lidt hurtigere og komme op foran hende. "Hey er du okey?" spurgte hun og smilte til hende. Hun ville nødig virke forkert på den, men ingen fortjente den behandling denne person netop havde fået.

Coffey kunne stadig mærke, det ubehag der dunkede i hendes hale, manden han virkelig trådt godt til, men hun kunne ikke tillade sig at reagere, hendes Herre var stadig fremmed for hende, men hvis byens indbyggere nu begyndte at tale dårligt om hendes opførsel og gav Valtor skylden for hendes opførsel, hun kunne ikke risikere det, så ville hun hellere fortrække sig inden det gik galt. Vibrationer i jorden, der blev kraftigere fik hende til at stoppe op, skjult bag hættens skygge, skævede hun imod den kvinde der nærmede sig hastigt. Coffey kunne lige akkurat se, manden der kun var ved at komme på benene bag hende, men hans ansigt var på afstanden svær at se, men han lød ikke videre begejstret. Hvad mon kvinden havde gjort ved ham? Et øjeblik mærkede hun en svag panik sprede sig i hende, hvis Valtor hørte om dette? Hvad ville han gøre ved hende? Den ene hånd gled op foran hendes mund, mens alle mulige scenarier løb igennem hendes tanker, måske hun var heldig at Valtor ikke ville høre om det, eller han ville være ligeglad?

Hun bed sig svagt i underlæben, inden hun fjernede hånden fra sin mund og lod armen glide ind under kappen igen. Hendes hale gled uroligt omkring hende, førte hende fra side til side mens hun iagttog kvinden. "Det skulle De ikke have gjort Frue..." lød det stille fra Coffey med den lette hvislen fra hendes kløvede tunge, hun håbede ikke at hun ville lyde utaknemmelig, for manden havde virket til at få præcist hvad han fortjente, men hun var blot en slave, manden havde været i sin ret til at påpege hvor hendes plads var. Hun foldede hænderne foran sig under kappen, og lod blikket hvile på jorden. Kvinden måtte uden tvivl være af betydeligt højere værdi end Coffey selv, med de evner til at overrumple en sådan mand. 

Hun kiggede på kvinden foran hende og hun virkede nærmest nervøs hvilket der egentlig ikke var nogen grund til. Hun opdagede til sin overraskelse at hun stadig holdte sin ene kniv i hånen og satte den derefter i sit bælte. Der var ingen grund til at virke truende end hvad hun skulle gøre. Så da kvinden foran hende sagde frue rystede hun på hovedet. "Jeg er ikke gift, men du kan kalde mig Aliana" kom det fra hende med et smil og kiggede lidt på hende. "Du er ikke kommet noget til er du? For så skal jeg nok personligt sørger for at den mand kommer og siger undskyld til dig." hun var ikke bange for noget, og slet ikke en mand der mente at han var bedre end alle andre. Men det var vel bare en typisk mande ting, når man lige så bort fra Evander, for sådan var han slet ikke. Han havde da i det mindste et hjerte, og så vidste han ikke engang at hun var slave sådan helt. I hvert fald ikke når man tænkte på hvor mange herre hun havde haft i løbet af sit liv som slave.

"Så vidt jeg ved gjorde du ikke noget galt og han skulle have sagt undskyld med det samme." kom det stadig roligt for hende og sendte hende et nyt smil. Hun ville virkelig ikke virke skræmmende, men det var måske allerede for sent som hun ikke havde pakket sin kniv væk i første omgang, for hun var virkelig ikke ude på ballade, men lige meget hvem man var så skulle man behandles ordentligt, også selvom man måske ikke havde det bedste liv og så lidt anderledes ud end hvad så mange andre gjorde.

Coffey løftede blikket en smule fra jorden, Valtor havde sagt hun gerne måtte se på ham, men hun vidste ikke om det galt alle hun mødte. Hun tøvede en del før hun lagde hovedet en smule tilbage for at kunne se kvinden i øjne. Hætten gled en smule tilbage og afslørede hendes slanke ansigt, de lyse øjne med det svage violette skær. "Nej frøken, De skal ikke tænke på det, jeg er okay.." Hun forsøgte virkelig at undertrykke den hvislende lyd fra hendes tunge, men selv med flere års træning var den der stadig i undertonerne. Hendes hale var for længst stoppet med at være øm, og ethvert mærke han kunne have efterladt længe væk. Tøvende vendte hun blikket tilbage imod de spredte boder, manden var ikke at se nogle steder, måske han havde trukket sig tilbage for at pleje sit ego. 

Lyden af kvindens stemme, fik hende dog til at rette sig op i kroppen, mens halen lagde sig ind i en cirkel omkring hende, hun kunne ikke sløse med sin fremtoning nu, hvad ville Herren ikke tænke hvis han hørte om hendes dårlige opførsel. "Åh nej, han behøver ikke undskylde, jeg var i vejen for ham.." Svarede hun hastigt, for selvom manden havde gjort det med fuld overlæg, kunne hun som slave ikke begynde at forlange undskyldninger. Livet var ikke altid retfærdigt, og for et halvdyr som hende, var retfærdigheden svær at finde, at hendes krop tog sig så meget ud efter en slange, vakte ikke megen glæde ved folk, som om de frygtede hende for hvad hun lignede. Og med god ret, hun var giftig på så mange måder, men dog harmløs. 

Der var den igen. Denne kvinde, eller slange der var foran hende snakkede som om at Aliana var fin på den, hvilket hun langt fra var. Hvilke kvinder gik med knive, hvilke kvinder havde fået et barn uden overhovedet at være sammen med faren til barnet. For slet ikke at tale om et barn der var uden for ægteskabet. Nej hun var langt fra en fin dame på et eller andet fint palæ, hun boede ude i naturen sammen med den flok varulve som Manuel havde. Det klingede heller ikke helt så godt i hendes øre med frøken. Hun var jo bare en kvinde der levede sit eget liv og turde at stille folk til ansvar hvis nogen havde gjort noget galt. Hun kiggede på kvinden foran hende og rystede lidt på hovedet. "Kald mig bare Aliana virkelig. Alt det andet behøver du ikke, jeg er langt fra fin på den." kom det fra hende og smilte lidt til kvinden. Selvom kvinden afslørede lige så meget at der var slange i hende som hendes udseende tog Aliana sig ikke af det. Dette var lige så meget en person som Aliana selv var, også selvom Aliana var en jagtet kvinde der hjemme hvis nogen fandt ud af hvem hun i virkeligheden var. Tanken om at der skulle ske hende noget var ikke til at holde ud, slet ikke nu hvor hun havde en datter. For hun ville aldrig opgive sin datter for noget som helst. Hun ville forsvare sin datter alt det hun kunne, beskytte hende for folk som hendes forældre ikke kunne beskytte hende. Hun var dog ikke helt overbevist om at kvinden foran hende egentlig var okey. Det skrig hun havde udgivet da noget var sket hende, var slet ikke til at tage fejl af. Måske var det bare hendes moderhjerte der sagde at alt ikke var okey.

"Selvom hvis du var i vejen behøver han ikke at gøre hvad han gjorde, og slet ikke at stå og grine smørret foran dig bagefter. Det er en helt forkert opførsel at have." kom det fra hende og trådte et skridt tættere på hende for at ligge en hånd på skulderen af kvinden. "Hvad der end skete er det ikke noget du fortjener, du er også et væsen med følelser." kom det fra hende og fjernede hånden fra kvindens skulder. Lige meget hvad skulle manden have sagt undskyld, om Aliana så skulle have tvunget ham til det. Selvom hun ikke havde set hvad der var sket havde hun med det samme kunne se og høre grinet fra manden, og kvinden der hurtigt var stukket af. Det var ikke sådan nogen skulle behandles. Det mindede hende bare lidt for meget om alle de gange hun selv var blevet solgt videre som slave, og var blevet behandlet dårligt.

Coffey vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig, at kvinden insisterede på ikke at blive kaldt frøken heller, men ved navn. Hun valgte dog at forholde sig høflig, som hun gjorde et lille accepterende nik med hovedet. "Som fr..... Som De ønsker Aliana...." svarede hun med et lille smil, trods hun havde måtte stoppe sig selv i igen at kalde hende for frøken. Hun lod blikket vandre tilbage imod den bodgade, hvor hun havde haft sit uheldige møde med manden, det var den eneste ulempe hun så ved sit liv, at hun nogle gange måtte tage imod nogle knap så behagelige møder, men som tiden var gået var hun blevet bedre til at ryste dem af sig, uden at lade sig mærke voldsomt af det, faktisk var det hendes kære Serpico som havde det værst ved den slags uheldige møder, da han ikke var nær så overbærende som Coffey var. 

Hun vidste ikke hvor meget hun kunne tillade sig at hverken sige, eller snakke med kvinden om, men på en måde virkede det til at hun kunne snakke mere frit, landbyens beboere havde allerede lykkeligt glemt alt om hende og episoden, så hun behøvede ikke frygte at nogle ville lytte med til deres samtale. "Hans opførsel er hans tab, ikke mit, for det bevidner blot om jeg har bedre manér og har det bedre med mig selv end han har..." Et lille glimt dukkede kortvarig op i hendes øjne, som hun betragtede kvinden. Coffey vidste hun aldrig ville nedværdige sig selv, til at håne eller på anden vis søge morskab på andres bekostning, for hende var det lavt, lavere end hendes egen status som slave, at have et sådan behov for at skade andre, måtte jo betyde han virkelig manglede noget i sit liv. 

"Men tak Aliana.. Mit navn er Coffey..." præsenterede hun sig selv, med et smil om læberne, hun rakte dog ikke hånden frem, for selvom Aliana holdt på hun ikke var fin, kendte hun udmærket sin plads, den befandt sig under ethvert frit væsen, kun hvis der blev gjort tegn til hende, ville hun give nogen hånden, i steder foldede hun dem let foran sig.

Aliana var ikke i tvivl om at det måske var svært for kvinden foran hende tiltale nogen ved navn. Men måske var kvinden adelsdame, og så var det netop Aliana der skulle tiltale hende som frøken eller frue. For slet ikke at tale om at hun skulle sige dem til hende. Hun overvejede det et kort øjeblik, men hvis hun havde været adelsdame ville hun ikke blive behandlet på den måde som hun var. Det var måske bare noget helt andet, alligevel vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved det. Manden der havde grinet var for længst væk, og hun kunne ikke tvinge ham til at komme tilbage for at sige undskyld, selvom det var det hun helst så ske. Hendes blik vandrede tilbage til boderne men folk var allerede optaget af deres fortagende og havde allerede glemt det der var sket tidligere. Det så i hvert fald sådan ud.

Hendes blik vandrede tilbage til kvinden og hun bed sig lidt i læben. Måske havde kvinden det bedre med at hun var bedre end ham. Det gav ham bare stadig ikke ret til at være sådan som han var, og egentlig skulle han skamme sig. Men han havde nok fået en skyldfølelse, eller også var hans ære bare skadet, uanset hvad så skammede Aliana sig ikke over det hun havde gjort. Hun havde bare gjort det alle og en hver skulle have gjort hvis de havde haft en smule hjerne. Men det lod åbenbart ikke til at folk havde det her omkring. Det var blot en af grundende til at hun ikke ville have taget væk fra sin datter i første omgang. Desværre vidste hun at der skulle krystaller på bordet for at flokken ville kunne overleve. Og hun ville nødig have at hendes barn skulle bære dyreskind resten af sit liv. "Du er vældig sød at tænke sådan. Du må have et stort hjerte." kom det fra hende og nikkede lidt for sig selv. Hun var ikke villig til at give hende uret i det hun havde sagt. For hun havde helt sikkert et stort hjerte når hun kunne sige sådan. Det bevidnede bare at hun var klogere end nogle andre her på egnen.

"Coffey.." kom det fra hende og nikkede lidt for sig selv. "Hør Coffey, kan jeg tilbyde dig et eller andet?" spurgte hun og kiggede på hende. Hun ville nødig spise noget uden at lade hende få noget at spise også. Det ville være en skam at spise noget over for hende, og hun ville heller ikke være uhøflig over for nogen, for det var ikke sådan hun var.

En let rødmen skød op i hendes kinder, over kvindens ord. Hun lukkede øjne ganske let og gjorde et lille taknemlig nik imod kvinden foran hende, for de pæne ord. Hun ville gøre alt i sin magt, for altid at fremstå som den perfekte slave, for der aldrig ville være nogen som kunne sige ondt om hendes Herre. Hans ry og plads i verden var det eneste som betød noget for hende. Hvis hun fejlede, fejlede hun ham og alt han havde givet hende. 

"Åh Aliana, jeg vil nødigt trænge mig på..." skød hun hurtigt ind med, for kvinden skulle ikke føle sig forpligtet til at tage varer på hende, omend et måltid ville være en rar afveksling fra hende oplevelse på marked. Et hjerteligt smil lagde sig om hendes læber, der strålede op i hendes klare lysegrå øjne. "Hvis det ikke er for meget at spørge om, men hvad bringer Dem her til egnen?" spurgte hun nysgerrig, for det virkede ikke til at Aliana normalt opholdt sig i dette område. Hun rettede lidt på sig selv, hun måtte huske at holde ryggen rank når hun bevægede sig udenfor Herrens grund. 

"Trænge dig på? Tvært imod, jeg tilbyder." kom det fra hende med et smil og kiggede på hende. Det var ikke fordi at hun ikke ville tilbyde på mad, for det ville hun gerne, desuden kunne Coffey godt bruge en at snakke med, og hvem var bedre end Aliana selv? Nej det ville være langt bedre bare at være høflig præcis som hun altid var. Så længe hun ikke vidste at Coffey var slave, så skulle alt nok gå godt.

Hun kiggede lidt på Coffey og vendte sig om for at gå imod den lejer hun havde lagt uden for byen. Hun var ikke så meget til kroer, hun var glad for at sove i det fri, det var det hun havde gjort det meste af sit liv, så det var også det hun kendte bedste. "Arbejde. Jeg havde lidt jeg skulle oversætte." kom det fra hende og smilte lidt for sig selv. "Men jeg savner sådan at være hjemme hos Jamie og Manuel" kom det fra hende og fik et lidt bredere smil på læben.

Coffey gjorde et ganske lille nik med hovedet, hun ville ikke sætte yderligere spørgsmålstegn ved den høflige gestus, for lidt venskabeligt selskab kunne være rart. Ikke at hun ikke havde det sådan hos Herren, men dette var anderledes, hun følte ikke Aliana målte og vejede hende for hvert ord eller bevægelse. Så da hun gjorde antræk til at bevæge sig videre, fulgte hun stille med. 

Lyden af Alianas stemme, fik Coffey op på siden af hende for bedre at kunne lytte. Et arbejde som tolk? "Taler De mange sprog?" spurgte hun nysgerrig, inden hun lod blikket glide rundt, for at se hvor de var på vej hen. Coffey var endnu ikke så kendt, men det lignede at de kom til en form for lejer? "Jamie og Manuel, er det Deres barn og partner?" spurgte hun glad, hun havde altid elskede børn, der var noget mere livgivende end at høre deres latter og se dem løbe omkring, uden en bekymring i sjælen. 

Hvorfor skulle hun på nogen måde sætte et menneske eller halv væsen som Coffey i en bås hun ikke havde fortjent. Nej det var langt bedre at hun rent faktisk udviste at det var et væsen med både hjerte og sjæl. Om hun så var slave så var hun stadig et væsen der kunne vise sin egenskaber og tænke for sig selv. At der var andre mennesker her i verden der ikke så sådan på det kunne Aliana virkelig ikke forstå. Det havde nok noget at gøre med opdragelsen at gøre. Hvilket på sin vis også bare var noget Aliana håbede at Jamie ikke ville tage til sig.

"Ja, elvsk, dæmonisk, dværge sprog, forskellige dialekter af elversprog. Jeg kan mange ting med sprog." kom det fra hende og smilte lidt som de kom ud lidt uden for byen og op til den lejr hun havde slået op. Der var så dejligt fredfyldt her ude og hun elskede at kunne se på stjernerne, der sikkert kunne fortælle en lang historie hvis de kunne. Hun satte sig ned på et tæppe og pakkede nogle ting ud af sin rejse taske. "Jamie er min datter ja, men Manuel vil aldrig være min partner længere. Han er dog far til Jamie." kom det fra hende med et smil som hun fandt lidt tørret kød og lidt brød ud af sin taske. Hun brækkede brødet i nogle stykker og rakte det til Coffey, hvor efter hun lagde det tørrede kød imellem dem. Hun var ikke mester til at kokkerere så hun havde altid lidt tørret kød og frugt samt brød på sig når hun var ude på en lang rejse.

Coffey så overrasket på hende, da hun fortalte om de mange sprog hun kunne tale. Hun havde vidst aldrig før mødt nogen der var så lærde i sprog, de fleste talte kun et enkelt og hvis de var gode måske to, men så mange? "Hvordan har De lært så mange sprog?" spurgte hun nysgerrig, uden at tænke over om det måske kunne være et ømt punkt, men hun kendte jo ikke til Alianas fortid som slave ligesom hende selv. Da hun fortalte som sin datter, kunne hun ikke lade være med at smile, det måtte da være en stor gave at få et barn, selv vidste hun godt det aldrig ville hænde for hende selv, hun turde heller ikke forsøge på det. "Vil De ikke fortælle mere om Jamie?" spurgte hun stille, for hun ville så gerne høre mere. Coffey havde lidt problemer med sin nysgerrighed, samt sin entusiasme hvilket Herren ellers havde sagt hun skulle dæmpe, hvert fald når andre var til stede end blot dem. Hun knugede hænderne lidt foran sig, for at minde sig selv om at det ikke gik at være så frembrusende. 

Det var vel ikke så underligt at hun kunne så mange sprog, hun havde haft mange herre igennem hele sit liv. 6 år havde hun levet som slave, og ud af de 6 år havde hun haft så mange herre at hun helst ville glemme det alt sammen. Dog var der ingen der kunne håndtere hende eftersom at hun var varulv. Ingen havde kunne styre hende under en forvandling, og det havde bare resulterede i at hun blev solgt på ny. Hver gang var hun blevet afleveret tilbage til Orcus, forslået og behandlet virkelig dårligt. Det var måske en af de eneste grunde til at hun kunne lide Orcus lidt. Han havde passet på hende når hun kom tilbage. Han havde brugt krystaller på hende for at hun kunne blive solgt til noget bedre. Det var dog aldrig sket. "Jeg var slave i 6 år, og ingen behandlede mig ret pænt fordi jeg er..." hun stoppede sin sætning i et kort øjeblik for at kigge lidt rundt. Ingen var i nærheden af dem, og det var ikke lige frem Medanien så hun kunne vel godt indrømme det. "..Varulv." sagde hun til sidst for at bide lidt i det stykke brød hun havde brækket af. Normlt ville hun aldrig nævne sin slave tid, det var noget hun skammede sig over, og alle hendes slavemærker var der ingen rigtig der havde set ud over Manuel. En dag ville Evander dog også få lov til at se dem. Men til den tid var de sikkert også et par, efter som at hun stolede mere og mere på ham.
Hun tyggede lidt på brødet hun havde i munden og lyttede til hvad det var Coffey spurgte om. "Jamie, tja hvad vil du vide?" spurgte hun og kiggede på hende. "Hun er ikke så gammel endnu. Hun er lige ved at være 5 måneder. Så hun har stadig brug for mig." kom det fra hende og pillede lidt ved brødet. Hun ville gerne være i nærheden af Jamie, men hun ville gerne gøre det godt for hende, og den eneste mulighed var at arbejde en gang i mellem. "Jeg vil bare gerne have at hun lever et bedre liv end jeg gjorde da jeg var ung." kom det fra hende og sendte et lille smil til Coffey. "Spis endelig du må gerne" hun ville ikke sidde her og spise helt for sig selv, slet ikke når hun havde budt Coffey på mad.

En overrasket mine gled over Coffeys ansigt, for hun havde ikke forventet at Aliana havde været slave, og da slet ikke i så mange år. Hun lagde hovedet let på skrå, som hun overvejede hendes ord. "Det gør mig oprigtigt ondt at høre Aliana, ingen burde behandles dårligere og slet ikke af en årsag De ikke selv er herre over.." svarede hun stille, og fandt et lille opmuntrende smil frem, inden hun lagde den kølige hånd på hendes skulder og gav den et lille klem. Coffey havde svært ved at sætte sig ind i hvordan det måtte have været, hun havde boet 10 år ved den samme Herre, inden hun blev sat fri af ham og i stedet endte i Valtors klør, men også han havde behandlet hende yderst godt. 

Hun skævede let til brødet, der duftede skønt. Hun tog et lille stykke, inden hun lod sig falde lidt tilbage, mens halen snoede sig omkring hendes krop, for bedre at kunne holde på varmen. Hun glædede sig til solen og sommeren, igen ville sprede sin varme glød over landet, så hun ikke hele tiden skulle være bekymret for at nedkøle. Hun tog et par bidder af brødet, det smagte lige så godt som det havde duftet.

Da Aliana begyndte at snakke om Jamie, lyste hun op i et smil, det var så spændende med små børn, hun måbede dog let over Jamie alder, for Aliana lignede ikke en umiddelbart der havde født for nyligt, hun holdt sig fantastisk godt for en nybagt mor at være. Hun nikkede let til hendes ord, for Coffey kunne sagtens sætte sig ind i hendes ønske om at give Jamie en bedre fremtid, end hun selv havde haft og som Coffey jo faktisk delvist levede i nu. "Min fader solgte mig da jeg var 13 år til en Herre, efter at jeg kom til... at ehm.." Hun stoppede sig selv og lod blikket glide ned på jorden under hende. Det var et smertefuldt minde at have dræbt sin egen moder, også selvom det havde været et uheld, temperamentet var løbet af med hende og hun havde bidt hende. "Jeg blev vred og kom til at bide min moder...." forsatte hun med et lille smerteligt suk inden hun løftede blikket imod Aliana igen.

6 år som slave var måske ikke ret meget, men det var lang tid for Aliana. Det var de værste år i hendes liv. Og det var et liv hun helst ikke så for andre. Mest fordi hun altid kom tilbage til Orcus og Philo, og altid blev solgt videre til som regl nogle der var slemmere end andre. Ja hun havde købt sig fri, men det havde heller ikke været helt nemt for hende. Det havde kostet blod sved og tåre at få købt sig fri. Men i det mindste var hun nu fri som fuglen og kunne gøre hvad hun ville. Det var blot en hård tid at tænke på, og det var en tid hun helst ikke så at hun havde. Dog sagde mærkerne på hendes krop at hun havde haft mange herre i sin levetid som slave. Hun kiggede derfor også ganske normalt på Coffey og var slet ikke i tvivl om at hun mente de ord hun sagde. "Det er okey. Jeg er bare glad for at jeg ikke er slave længere. Jeg kan ikke gøre noget ved min fortid ud over at skamme mig over den." kom det fra hende og trak lidt på skuldrende. Hun kunne virkelig ikke gøre noget ved den fortid der til tider stadig hjemsøgte hende i hendes drømme eller søvnløse nætter. Men der var en hverdag at opretholde, og det måtte hun for alt i verden også gøre. Den betryggende hånd på hendes skulder fik hende blot til at smile lidt ekstra. Faktisk var hun ikke bekymret for noget som helst i dette her selskab. På den anden side kunne man aldrig vide hvordan folk taklede at være i nærheden af en varulv. Det virkede ikke til at Coffey havde noget imod det. Hvilket i det store og hele egentlig var ret godt.

Da Coffey endelig tog et stykke af brøden nikkede Aliana lidt. Hun skulle endelig spise der var mad nok. Det var godt nok ikke mad som Elise ville lave det, men det var da det bedste brød hos bageren. Desuden så var brødet jo også dejlig frisk. Selvom hun ikke lignede en der havde født så kunne hun mærke det på mælken i brysterne. De var ømme og fyldte, men hun kunne ingen ting gøre ved det. Manuel skulle nok klare sig på Jamie det var hun sikker på. Men tanken om at have Jamie med på så lang en tur skræmte hende. Det ville være for langt, og med de fare der lurrede i landet ville hun ikke løbe risikoen. Det var nemmere hvis Jamie var sammen med den flok som Aliana betragtede som familie. Hun skulle lige til at tage en bid af sit brød da Coffey fortalte at hun var blevet solgt. Hun begyndte at blive en smule arrig og hun måtte bide sig lidt i læben. Hun vidste at nogle levede et godt liv som slave, men det var ikke alle der gjorde det. Tanken om at Coffey måske ikke var en af de slaver gjorde hende ekstra vred. Især når det var hendes egen familie der havde solgt hende. Præcis som Aliana's egen familie havde gjort på grund af penge mangel. "Slave... Jeg bliver så arrig når jeg høre nogle er slaver. Ingen burde være slaver, og jeg får sådan en lyst til at slå på deres herre for at de kan komme på bedre tanker...." mest af alt var det ikke et svar til Coffey men en konstatering til sig selv. "Jeg er ked af du blev solgt af din egen far. Jeg oplevede det samme, fordi der ikke var penge nok..." et suk kom over hendes læber og hun kiggede sørgmodigt ned på det tørrede stykke kød der lå i mellem dem.

Coffey blev en smule overrasket over den måde Aliana, så på sin fortid på. Skammede hun sig virkelig over at have været slave? Hun bed sig ganske let i læben og lod blikket glide væk fra hende, for Coffey havde aldrig skammet sig over sin tilværelse som slave, hun var blevet behandlet yderst godt og havde aldrig manglet noget ved sin første Herre, han havde lært hende at spille på harpe, en beskæftigelse hun virkelig elskede, og han havde vist hende hvor godt smerte kunne føles. Hun rokkede lettere beklemt med halespidsen, som hendes blik vandrede rundt i deres omgivelser. "Skammer De dem virkelig over at have været slave?" spurgte hun ganske forsigtigt, inden hun vendte blikket tilbage imod Aliana, en smule nedslået over at hun faktisk selv følte en stor glæde ved ikke at skulle træffe alle beslutninger, og hun måtte ikke kæmpe for sit liv hele tiden, som hun havde gjort de dage hun havde været sat fri. 

Hun så hvor oprevet, Aliana blev da hun forklarede om sin egen situation, og hun var hurtig til at række ud efter hende, for at bremse vreden. "Åh nej, De må ikke være sur på mine vegne kære Aliana!" Lød det ganske blidt fra hende, som hun sendte hende et oprigtigt smil, for hun kunne ikke forestille sig en tilværelse uden en Herre. Hvordan skulle hun kunne overleve det kolde klima der var på disse egne, hvordan skulle hun skaffe mad, hendes harpe spil ville gå tabt. "Min Herre satte mig fri den dag jeg fyldte 23 år, og det var de værste dage i mit liv, følte mig bange og forladt hele tiden, indtil Hr. Heina fandt mig og tog mig som slave. Han er så god ved mig, så længe jeg gør som der bliver sagt, når han er glad er jeg også.." Hendes stemme blev mere og mere drømmende som hun forklarede, for der lå en ro i hendes hjerte igen, nu hvor hun tilhørte Valtor, om ikke andet så hvert fald for en stund, medmindre han valgte at sælge hende videre. Hun tog en bid mere af brødet, inden hun lod blikket falde ned på jorden imellem dem, hun håbede inderligt at Aliana kunne forstå hvordan hun havde det, for hun kendte ikke til andet end livet som slave, der havde en dejlig forudsigelighed og det var trygt for hende. 

Hvis der virkelig var noget hun skammede sig over her i verden så var det hendes tid som slave og alle hendes slavemærker. Det havde ikke været en lykkelig tid på nogen måde. Hun havde været så lykkelig den dag hun endelig kunne være fri og gøre som hun ville. Den dag hun rent faktisk fandt Manuel og accepterede hende som den hun var. Med slavemærker og det hele. Det havde været en af hendes mest lykkeligeste ting i hele hendes leveår. Det var på det tidspunkt at hun fandt kærligheden til Manuel, og som på ingen måde ville kunne ændre hende. Men at møde en slave var noget helt andet. Hun nikkede dog til Coffey's ord og åbnede sin trøje for at vise hendes mange slave mærker der sad på brystet af hende. De kunne skimtes igennem den åbne korset i midten, men det var langt fra dem alle sammen. Hun trak trøjen ned og fremviste hendes mange mærke på sin arm også. "Disse mærker er noget en hver herre gav mig. Jeg kan aldrig slippe af med dem hvor meget jeg end gerne vil have det. Jeg havde intet lykkeligt liv som slave fordi jeg er som jeg er. Ingen kunne håndtere mig og det endte altid ud af at jeg var forslået og mere eller mindre halvdød inden jeg overhovedet kom tilbage til hvor jeg kom fra." kom det fra hende og lod en hånd køre op af hendes venstre arm som de fleste mærker sad på. 

Hun blev lidt overrasket over at Coffey rakte ud efter hende og hun kiggede på hende med at svagt smil. "Hvorfor ikke? Ingen burde holde slaver, desuden så er det ulovligt de fleste steder i landet." kom det fra hende og trak lidt på skuldrende. Hun så helst at det blev gjort ulovligt i hele landet. Så ville der i det mindste også være en grund til at Orcusellus ville finde et andet erhverv end at have med slaver at gøre. Det ville gøre det hele langt bedre for verden og de folk der levede i krystallandet. Ja det var måske hårde tider en gang imellem men det var langt fra sikkert at være slave når man havde nogle herre der ikke engang kunne finde ud af at behandle deres slaver ordentligt. Det ville også være langt bedre hvis man bare fik et arbejde som tjener, det kunne man da i det mindste tjene krystaller på. Hun lyttede til hendes ord og hun rystede på hovedet. "Det er der vi har problemet. Gør du ikke som der bliver sagt kommer du til skade. Hvis du blev ansat som tjener ville du få krystaller og kunne gøre hvad du ville. Som Slave er du tvunget til at gøre som der bliver sagt om du ønsker det eller ej. Gør du en lille fejl kan det koste dig livet." kom det fra hende og sukkede lidt for sig selv. "Det er langt fra sikkert at være slave den dag i dag, og det burde slet ikke være lovligt at have slaver i et land som dette." ja hun havde måske gentaget sine ord, men hun mente hvad hun sagde. Det var et farligt erhverv at være slave når man ingen mening havde. Der kunne lige så godt være voldtægter indvolveret i at være slave, også det havde hun oplevet på sin krop utallige af gange.

Coffey var tydeligt påvirket af det syn der mødte hende, de mange mærker som Aliana bar på hendes krop, det var frygteligt at se, for hun havde aldrig set en sådan side af at være slave. Ganske vidst fandt hun voldsomt stor lyst i at mærke smerte på sin krop, men hendes evner healede altid skaderne der måtte opstå uden at efterlade mærker, og hun havde aldrig været udsat for en direkte ønske om at mærke hendes permanent selvom hun vidste det ville være muligt, trods hendes evner. "Aliana, jeg kan slet ikke udtrykke hvor sørgmodig det gør mig, at se hvad De har måtte udstå, og jeg forstår Dem, sådan burde ingen leve.." fortalte hun stille, men smerten var tydelig at læse i hendes blik, hun var virkelig ramt af det Aliana havde stået igennem, og hvor alene hun måtte have følt sig.

Overraskelsen afløste hurtigt smerten, for kunne det virkelig være ulovligt? Hun rynkede let i panden som hun vendte blikket væk, mens hun tænkte over det. Hun frygtede for en fri fremtid, for selvom hun måske ikke havde sin egen frie vilje, og kunne risikere at blive udsat for noget hun ikke ønskede, fandt hun jo en glæde i at behage sin Herre. "Aliana, jeg tør ikke forestille mig at være uden en Herre igen, hvad skulle jeg gøre? Jeg kan ikke træffe alle de beslutninger selv, ville ikke vide min levende råd.." Hun rystede helt ved tanken om den frihed, den virkede så frygtindgydende. Hun rystede let på hovedet inden hun igen tog et bid af brødet. Hun ville hellere blive hos Valtor, end at skulle træffe alle beslutninger, og han havde jo virkelig gjort meget for at forsøde hendes tilværelse, han havde sørget for en harpe til hende, og han havde jo endnu aldrig budt hende noget hun ikke kunne gøre. 

Nok havde Aliana oplevet meget i sit liv, men hun havde også fundet kærligheden en gang. Manuel havde været der for hende da hun blev fri som slave. Han havde været der i de tunge tider om natten. Og nu var han far til Jamie. Det var ikke fordi hun ville ønske noget andet. Manuel var den perfekte far til hendes første barn. Hun var ikke sikker på at hun overhovedet ville kunne få flere børn når det kom til stykket. Hun havde været ødelagt så mange gange på invendig og udvendig, så at hun overhovedet kunne blive gravid var en overraskelse for hende, men samtidig var det en ren befrielse da det havde været hendes største ønske i meget lang tid. Hun trak lidt op i trøjen igen for at dække sine mærker. Hun brød sig ikke om at vise dem, det havde hun aldrig gjort, også selvom Manuel havde sagt hun selv var smuk med dem. Selv med de mange ar på hendes ryg som Coffey ikke engang havde set endnu. "Præcis, ingen burde leve sådan. Ikke engang dig Coffey. Jeg bryder mig ikke om slavehandel på nogen måde. Og alligevel er det mig der har haft det værst af de slaver jeg har mødt." kom det fra hende og kiggede på hende med et svagt smil. Hun ville ikke nævne at Manuel også var tidligere slave, men det kom vel nok på et tidspunkt hvis de kom ind på det.

Hun pillede et stykke af indmaden af fra brødet og rullede det lidt imellem hendes fingre inden hun kiggede op på Coffey og lyttede til hendes ord. "En hver kan leve for sig selv. Bare fordi du ikke har prøvet det før så kan du gøre det. Det er slet ikke så svært som du måske tror. Hvad du laver nu som slave er også noget af det du laver når du ikke er det." hvad Coffey overhovedet lavede som slave ville hun ikke snage i. For ingen fortjente at blive behandlet som hun selv var blevet behandlet. Coffey skulle nok finde sin vej her i livet hvis hun en dag blev sig selv og ikke var slave længere. Hvis hun kunne gøre det så kunne Coffey også, det hele handlede bare om at man troede lidt på det.