Tid: Eftermiddag
Sted: Hovedgaden
Vejr: Solskin, varmt og en lille smule vind
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: Bliver beskrevet i indlægget


Kravlende rundt på den varme grund havde Luna kravlet i lidt tid nu. Næsten alt for lang tid, og hun var begyndt at kede sig. Der skulle ske noget, et eller andet for at kede sig var sjældent noget hun gjorde. Hendes blik gled rundt, men eftersom hendes syn ikke var det bedste var det svært at se noget. Lyden af mennesker kunne hun høre. Fodtrin, og en masse glade grin, så hun var ikke i tvivl om at der var mange mennesker rundt omkring. Efter at have kravlet rundt på jorden stoppede hun op, og rettede sig op. Kiggede ned mod hendes hale, godt den stadigvæk var gemt væk så andre ikke kunne træde på den - eller andet. 

Med kursen sat hen imod den nærmeste mur gik hun langsomt derhen. Lænede sig op ad den med et dybt suk. Blikket søgte ned mod hendes fødder, hendes udseende var gemt lidt væk. Iført en slidt trøje, slidte bukser, og en lang sort kappe udenover var hun gemt lidt væk. Så drejede hun hovedet til den ene side, og tænkte lidt. Skulle hun gå hen imod markedspladsen, eller måske undersøge de forskellige bygninger. Hun tog nogle skridt frem men snublede over hendes egne fødder, eller var det en mulige fjende. Hun faldt forover med jorden ned mod jorden, og ømmede sig hurtigt som hun satte sig op. Kunne dufte noget, hvad var det? hvor kom det fra? Nysgerrigt og undersøgende kiggede hun hurtigt rundt. Men da synet af blodpletter på jorden kom frem løftede hun begge øjenbryn"Hvad... Eh"lød det undrende fra hende, og nåede kort efter at opfange at det faktisk var fra hendes knæ at det blødte, der var kommet hul, eller et mere hul i bukserne.

Endnu et opgivende suk kom fra hendes mund, og hun strakte benene ud i luften protest"Hvorfor!"råbte hun irriteret. Efter lidt pinlighed tavshed drejede hun hovedet og kiggede ned. Fjenden skulle findes, og hendes blik nåede at opfange en sten. Så en stor sten havde angrebet hende, hvor vovede den. Luna knyttede den ene hånd, og tænkte slet ikke på det blødende knæ. Hun var mere optaget af den mulige fjende, som hun slet ikke burde spilde tiden på. Dog tog hun fat i den med hånden, rejste sig op og kastede den så langt hun kunne ud i luften. Uden at vide, om den ville ramme nogen.

Det var sjældent, det var så varmt på denne tid af året, så Tori var ude for at nyde det. Han havde ingen kampe i arenaen i dag, og han manglede ikke krystaller, så det var kun fordi, han havde siddet stille det meste af dagen på et tag, at han nu havde valgt at bevæge sig lidt, fordi han var begyndt at kede sig. Hans mål var markedspladsen.

Tori i gik i sine egne tanker, mens han åndsfraværende gnaskede på et æble. Det var ikke ligefrem unormalt at se ham med mad i hånden, fordi han mere eller mindre altid var sulten. Han var ikke kendt af alle, men de fleste af handelsmændene på markedet vidste hvem, han var. Det samme gjaldt de fleste indehavere af diverse kroer. Dog var han absolut ikke kendt i det øvre distrikt; der kom Tori kun, hvis det var yderst nødvendigt, og det var det heldigvis sjældent. Tori var ikke ligefrem fan af væsner, der havde hovedet så langt oppe i røven, at de ikke kunne se andre end sig selv.

Helt i sine egne tanker, så Tori ikke stenen, der blev kastet, og den ramte ham klokkerent lige i panden over det venstre øje, hvilket fik ham til at udbryde en irriterende lyd. Han trådte over til det nærmeste vindue for at se sit spejlbillede. Heldigvis havde han da ikke fået et sår. Tori fulgte dog retningen, hvorfra han var blevet ramt, med blikket og fik øje på en hætteklædt skikkelse. Det virkede til at være den eneste, der kunne have kastet stenen, når den havde ramt ham så direkte.

Et vindpust greb i de hvide, løse bukser som Tori satte kursen mod skikkelsen. Vesten gjorde ikke meget for at dække hans overkrop, men den skjulte da om ikke andet noget af det bare bryst. Han var ikke den blufærdige type, og han frøs sjældent. Skoene var for en gangs skyld hele. De havde det ellers med at få huller på oversiden.

"Næste gang du vælger at kaste med sten, så se dig lige for" sagde Tori irriteret, da han var kommet lidt tættere på. Han stoppede dog på god afstand af væsnet, da han tvivlede på, at det var venligtsindet.

Lyden af en stemme fik den surmulende mine over ansigtet til at forsvinde, og hun løftede hovedet op for at se hvem der var kommet. Hvem var han, ham kendte hun da ikke og havde ikke set ham før. Da han nævnte at hun skulle se sig for når hun kastede med sten rakte hun tunge af ham. Barnligt ja, men det var ligegyldigt. Så rejste hun sig op, og lod hendes blik hvile sig på ham, og hurtigt lagde hun mærke til halen. Så han havde også en hale, det var interessant. Det var ikke en hale ligesom hendes, så han var noget andet end det hun var. Så gik hun tættere på ham, og var endnu engang ved at snuble over sine egne fødder men hun holdte balancen. Så pegede hun med en af kløerne imod hans bryst, imens hun sendte ham et irriteret blik"Den sten angreb mig!"råbte hun både fornærmet og sur, og tog hånden til sig, for at tage et skridt tilbage. 

Hendes blik faldt ned på hans hale, og hun bukkede sig lidt ned for at se lidt nærmere på den. Den så virkelig anderledes ud fra hendes, dog var hendes gemt væk inde under hendes sorte kappe. Imens blodet fra knæet fortsat dryppede begyndte smerten også at komme snigende. Utilfreds over smerten og det blødende knæ bed hun tænderne hårdt sammen, og rakte en hånd frem imod hans hale. Greb fat i den for at studere den lidt nærmere"Du har ikke samme hale som mig"sagde hun undrende som hendes øjne betaget studered hans hale. Det var ikke tit hun mødte nogen der havde en hale, og kendte heller ikke til andre der havde en hale. Efter at have studeret hans hale utrolig meget rejste hun sig op, og lagde armene over kors med et bestemt udtryk på ansigtet. Det her var ganske interessant, og hun drejede hovedet væk fra ham, surmulede lidt mere over den frygtelige fjende til stenen. Men på den anden side havde den jo angrebet ham også, og det fik Luna til at grine hånligt. 

"Du var ikke vågen, så fjenden angreb dig hurtigt"sagde hun med et flabet smil på ansigtet. Det var tydeligt hun var ude på at prikke til ham, og ville være i vejen, men hvis han ville kæmpe ville hun ikke sige nej. Faktisk ville det gøre tingene meget interessant, og underholdende. Luna drejede rundt så hun stod med ryggen til ham og sukkede opgivende, hvorefter hun lagde hovedet på skrå"Hvis du ikke kunne klare en sten, kan du så klare mig"lød det flabet og hånligt fra hende, tydeligt at høre at hun kun sagde det for at få ham til at falde i, og blive endnu mere irriteret. Det var slet ikke fordi hun ville indrømme at det var hendes skyld at han var blevet ramt, men det gad hun ikke indrømme. Med ryggen vendt mod ham og armene over kors lignede hun mest af alt en møgunge der ventede på hun fik sin vilje. 

Tori hævede først øjenbrynene, da kvinden rakte tunge ad ham. Hvor gammel var hun lige? Det ændrede sig dog hurtigt til en fnisen, da hun var ved at skvatte over sine egne ben, og han brugte lige et øjeblik på at grine færdig, inden han gav sig til at svare hende: "Sikke noget pjat. En sten kan ikke angribe" svarede han stadig med morskaben malet i ansigtet. Han bemærkede dog kloen, der vidnede om, at hun ikke helt var menneske. Halvdyr måske? Hun kunne selvfølgelig også være dæmon, men han tvivlede på det. De plejede typisk at være mere intelligente.

Tori hævede igen øjenbrynene, som pigen så ud til at ville undersøge hans hale. Han drejede sig dog væk fra hende, mens halen svajede til siden for at undgå, at hun tog fat i den. Han lod ikke ligefrem frivilligt fremmede røre sådan ved sig. "Selvfølgelig har jeg ikke samme hale som dig. Vi er jo tydeligvis ikke af samme art" sagde han lettere irriteret. Hun var da virkelig uintelligent, når hun ikke engang kunne regne det ud.

"Det er ikke ligefrem hver dag, at jeg møder nogle, der er så tungnemme at tro, at sten kan angribe for så at kaste dem efter andre" svarede han ligeså hånligt, som hun havde grinet lige før. Udfordringen var dog tydelig, og han gav hende et vurderende elevatorblik, inden han fnøs. Hun var jo ikke engang de værd, det skravl. "Med begge hænder bundet på ryggen, hvis det skulle være" sagde han og drejede hovedet væk fra hende for at vise, at hun ikke engang var værd at spilde sin opmærksomhed på. Så stak han hænderne i lommen og vendte sig for at gå. "Kom tilbage om ti år. Så er du måske tæt på at have en chance" sagde han hånligt over skulderen.

Da han vendte rundt for at ville gå stirrede Luna utilfreds på ham. Denne mystiske væsen med halen skulle ikke tro han kunne smutte, så hun satte sig på huk på jorden. Hætten var fortsat trukket op over hovedet for hun havde ikke tænkt sig at tage kappen af endnu. Så betragtede hun denne irriterende person lidt mere, og hun grinede en smule over ham. Han fik virkelig ikke chancen for at smutte væk, hans ord betød ingenting for hende. Det var som om hun mere og mere blev opsat på at ville kæmpe imod ham, og hun skulle nok tvinge ham til det. Uden at bruge hendes ene evne besluttede hun sig bare for at kravle hen ad jorden, og hun nærmede sig ham. Det tog ikke særlig lang tid, for han var ikke gået ret langt medmindre han bare stod og skulle til at gå. Luna smilled for sig selv og svingede halen imod ham fra jorden"Så ved du tydeligvis ikke, hvor farlig en sten kan være"sagde hun koldt, og lod halen få fat rundt om hans fod. Hun var i øjeblikket ligeglad med om han ville prøve at undvige eller angribe hende. 

Hun ville få ham til at miste balancen, men da hun ikke var sikker på det tillod hun sig at trække lidt med halen, så han helt klart ville miste balancen en smule. Så rettede hun sig op, lagde en hånd ovenpå hans bryst og nærmest skubbede ham bagover. Det var kun meningen, og hun gav da ham slet ikke en chance for at reagere. Hun var stædig og efter hun fik skubbet ham ned mod jorden satte hun sig hurtigt ovenpå ham, og greb fat rundt om hans hænder. Et dybt irriteret blik kunne ses på hendes ansigt, og hun knurrede nærmest"Så bevis det!"råbte hun imens hun lænede sig lidt tilbage og fjernede grebet om hans hænder. Begge arme blev ret hurtigt lagt om hende imens hun drejede hovedet til den ene side. Hun kunne godt minde om et barn der ville have sin vilje, og udover at hun ikke var et barn, så ville hun altså bare have sin vilje. Med en ret tydelig surmule skulede hun kort hen til ham, og havde enlig ikke lyst til at rejse sig op. Hun havde jo lige fået ham ned at ligge, så hvorfor skulle hun rejse sig. Men så gik det op for hende, at de jo ikke kunne kæmpe i den position de var endt i.

Luna sukkede og kiggede irriteret på ham hvorefter hun rejste sig op. Stod med armene over kors, og kiggede ned på ham som han lå på jorden. Selvfølgelig var det ikke hendes skyld, for det var jo aldrig hendes skyld"Tør du ikke"fløj det flabet ud ad hendes mund imens hun bøjede sig lidt forover så hun kiggede på ham nærmest som om det var yderst underholdende at han bare lå der. Det var ikke let at få ham ned at ligge, men det virkede da. Så kiggede hun væk fra ham og sukkede og der gik ikke lang tid før hun løftede den ene hånd op, betragtede kort hendes klør"Du gider da ikke ligge på jorden hele dagen, så vis mig hvad du kan"lød det bestemt og hun smillede bredt som hun stod og løftede halen lidt op og ned. Imens hun efterhånden blev mere og mere utålmodig besluttede hun sig for at løfte halen hen imod hans brystkasse, hvor hun prikkede ham nogle gange, bare for at sikre sig at han ikke havde tænkt sig at blive liggende. Det var lige før at ordene om han var død var fløjet ud ad hendes mund, men hun måtte hellere vente, han ville da ikke smutte efter hendes næsten alt desperate forsøg på at kæmpe imod ham. Hun håbede det ikke, hun var også ganske bestemt på at hendes hale ville vinde over hans.

Tori nåede kun at dreje sig halvt rundt med et suk, da han mærkede noget gribe fat om sit ben. Egentlig skulle han til at øge vægten i overkroppen, men det nåede han ikke, inden han blev skubbet til jorden, fordi han fik overbalance. Han nåede dog at tage fra med hænderne, så hans fald blev afbøjet, og han ikke tog den fulde kraft med ryggen. Det forhindrede også, at luften blev slået ud af ham. Han nåede dog ikke meget mere end at blinke lettere forvirret, før kvinden satte sig oven på ham og låse hans arme fast. Hun var da virkelig irriterende. Fint, hvis det var sådan hun ville have det! Han nåede dog ikke at gøre noget, før hun havde flyttet sig igen, og han lå først og kiggede lidt skeptisk på hende. Hun havde overtaget, og hun lod ham komme op? Hun var da ikke uintelligent, hun var tungnem! Man gav da ikke sin modstander en chance, når man havde ham, hvor man ville have ham?

Tori "vågnede" først, da han mærkede halen prikke ham på brystet og med en irriterende knurren kom han på benene. Han gav sig god tid til at børste sig af, inden han rettede et skarpt blik på kvinden og lagde hænderne på ryggen. "Fint! Lad mig vise dig hvorfor, du lige har lavet dit livs største fejltagelse!" Stemmen var dyb, og lige nu viste den tydeligt, at der var primatgener i ham. Der var nærmest kommet noget dyrisk over hans stemme.

Med det samme satte Tori i bevægelse, og han sparkede med det samme ud efter kvindens hoved. Samtidig øgede han vægten i begge ben, så det på jorden fungerede som anker, så han ikke ville blive revet med af kraften, hvis han skulle misse. Uanset om han ramte eller ej, ville han sætte foden ned og i samme bevægelse dreje rundt, så han kunne rette et spark med den anden fod mod kvindens bryst. Vægten i benene ville blive lettet, som den første fod blev sat ned og øget igen, som den anden fod var i bevægelse.

En indre glæde boblede inde i hende ved hans svar til at han ville kæmpe imod hende. Det var det hun havde ventet på, for hvis han havde valgt at smutte væk var hun nok nød til at kravle efter ham. Hun var hurtigere når hun kravlede frem for at gå. Til tider foretrak hun også at kravle, det var meget hurtigere end at gå, og sommetider var der også gode udsigter fra både jorden, og fra bygninger eller træer. Luna kunne nemlig godt kravle på bygninger, træer og andre ting. Den dyriske stemme fik hende til at kigge på ham med en nysgerrighed, dog blev den hurtig erstattet af en gengældt knurren"Jeg laver mange fejltagelser, så hvorfor skulle du være én!"råbte hun irriteret, og skulle til at angribe ham men han var hurtigere. 

Da han sparkede ud efter hendes hoved nåede hun at undvige, men havde slet ikke regnet med at hans fod var på vej hen imod hendes bryst. Han ramte hende, for hun nåede slet ikke undvige så hun røg bagover ind imod en mur. Det føltes ikke hårdt, men alligevel havde det været et kraftfuldt spark. Hun ømmede sig en smule, og lod sig falde lidt ned på jorden. Trak et ben op under sig, hvorefter hun sendte ham et utilfreds blik. Hvorfor skulle hun også blive ramt af ham, det var da godt nok belastende. Dog gav hun ikke op, langt fra. Men han lignede og mindede jo nærmest om en slags hoppebold, hvad var det for noget magi halløj. Imens hun tænkte lidt som hun prøvede at regne ham ud, besluttede hun sig langsomt for at rejse sig op. Børstede sig lidt af, og kunne mærke hætten var ved at glide af. Hurtigt rettede hun på den, så den ikke ville falde af. Så grinede hun lidt, imens hun tog nogle skridt hen imod ham. Tog en kort pause for at bøje sig en smule forover. Hun lagde en hånd ovenpå hendes mave, for pludselig kunne hun mærke de små smerter kom frem"Charmerende spark"lød det flabet fra hende som hun kiggede på ham. Så begyndte hun at løbe hen imod ham, imens hun fokuseret forsøgte at holde blikket på ham. Med det dårlige syn, eller helt dårligt var det ikke. Men det var stadigvæk en lille smule dårligt, så det blev pludselig svært for hende at se ham. Hun forsatte med at løbe hen imod ham, og lukkede kort øjnene. De blev hurtigt åbnet som hun nærmede sig en bygning tæt på, og hurtigt hoppede hun op på den.

Sprang hurtigt derefter hen imod ham, satte kløerne ind i hans ryg, for at hænge sig lidt fast på ham"Du troede vel ikke, at jeg gav op vel"ligeså flabet sagt, lod hun kløerne ridse sig ned ad hans ryg som hun lidt efter tillod sig at hoppe af ham. Tog nogle skridt tilbage for at betragte de kradse mærker hun havde efterladt i hans hud. Hvis hans tøj ville ende med at blive ødelagt var det ikke hendes skyld. Det ville helt sikkert være hendes skyld men det ville hun aldrig indrømme. Luna kiggede så ned imod hendes mave, og prøvede at undgå at bukke sig for meget forover, for hun skulle jo have øjnene på denne mystiske person med halen. For ikke at nævne hans hoppebold lignende bevægelser, det var sådan det så ud i hendes øjne. Hun lagde en arm rundt om sig selv som hun stod med et skævt tilfreds smil og kiggede på mærkerne hendes klør havde efterladt"Håber smerten er fin for dig"sagde hun og lagde hovedet på skrå. Halen lod hun være gemt ind under hendes kappe igen. Hun sørgede for at holde en afstand fra ham, for hun var ikke sikker på hvad han ville finde på. 

Tori svarede absolut ikke kvinden. Lige nu var han mere opmærksom på, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Han var ganske klar på et angreb. Han havde dog tænkt sig at gøre som lovet; han ville ikke bruge hænderne. Det besværliggjorde det selvfølgelig en del, men han var ikke typen, der bakkede ned fra et væddemål, og han havde tænkt sig at tæve hende med begge arme på ryggen. Det betød dog ikke, at han ikke havde tænkt sig at bruge resten af sin krop.

Så satte kvinden i løb, og Tori fulgte hende nøje med øjnene. Da hun sprang mod ham, ville han egentlig have rettet et spark mod hende, men hun formåede at komme udenom det, og en knurren kunne høres fra ham, da hun satte kløerne i ryggen på ham. Det gjorde det ikke bedre, at hun rev ham. Nu skulle han oveni ud og have fat i en ny vest. Det var dog ret overfladiske sår, og Tori havde været udsat for langt værre, så smerten var til at udholde. Tøjet havde taget det meste, men den var ellers så fin.

"Sikke dog du taler" kom det kort fra ham, som han vippede nakken til hver side, hvilket fik den til at knække. Så satte han igen af mod hende og rettede et knæ mod hendes hoved igen. Han øgede dog ikke vægten her, det skulle blot fungere som afledning. I stedet brugte han sit eget hoved til at rette en skalle mod hendes hoved. Her øgede han vægten af sit hoved til den fulde, femdobbelte vægt, som han egentlig bare lod det falde, da først han havde sat det i bevægelse. Han var udmærket klar over, at hvis han missede, skulle han være hurtig for ikke at knalde panden i jorden, men hvis han ramte, ville hun ikke slippe uskadt fra det.

Det var næsten ligefør de knap så uskyldige ord at det var da synd for hans vest var røget ud ad munden på hende. Lyden af hans nakke han knækkede fik hårene til at rejse samt, selv hendes hale havde rejst sig. Den lyd kunne få hende til at krumme tæer, og det var kun fordi det fik hende til at forstille sig hvordan det ville lyde, hvis hendes hale blev knækket eller andre ting. Kort rystede hun på hovedet for at få de frygtelige billeder ud ad hovedet. Hun nåede lige at undvige hans knæ imod hendes hoved, men havde slet ikke opfanget og haft fokus på hans hoved der gav hende en skalle"Du!"råbte hun bare før hun gik ud som et lys. Hendes balance var væk, og hun faldt bagover og midt i faldet blev hendes hætte trukket ned, så hendes skjulte ansigt kom til syne. 

Jorden havde hun ramt en smule hårdere end, hvad hun lige havde regnet med. Der ville sikkert komme nogle skrammer, og sår men det betød ingenting for hende. Selvom hun tydeligt ville kunne mærke hvor ondt det havde gjort når hun engang vågnede. Hendes kappe lidt lidt spredt omkring hende, og hendes hale stak en smule ud indunder den. Der var næsten ingen kontakt til hende i øjeblikket, for hele hendes hoved gjorde ondt, det føltes som om hendes hjerne var ved at dele sig i mindre stykker. Lydene fra Tori og alle de andre hørte hun ikke, der var absolut ingen lyd eller nogle stemmer som kunne høres. Med hendes øjne lukket, en arm hængende ned ad siden imens den anden lå ved siden af hendes hoved lå hun nærmest helt stille. Næsten som om hun var død, der var ingen bevægelse der rørte sig. Men hun var i live, hun var bare rimelig meget slået ud. Der var ikke noget at se udenpå, men indeni var smerterne slemme. De var værre end de smerter hun havde haft i maven. Det måtte næsten være et yndigt syn af det halve firben der lå stille på jorden, efter at have blevet slået ud af en abe, eller hvad væsen det nu var.

Flere gange prøvede hun at åbne hendes øjne men hun kunne ikke, hele hendes hoved gjorde ondt. Hun prøvede virkelig at vende tilbage til virkeligheden, hun det var som om hun var i en dyb søvn. Der gik næsten alt for lang tid før hun langsomt åbnede øjnene en lille smule, og tog sig til hovedet imens hun krøllede sig sammen"Mursten hoved.... Få smerterne til at holde op!"lød det fra hende halvt irriteret og gnaven. Hun ømmede sig en smule og strammede grebet om hendes hoved for at prøve at få smerterne til at stoppe. Øjnene lukkede hun igen, og lå hendes hale svinge rundt om sig selv. Næsten som beskyttede hun sig selv"Mit hoved sprænger!"råbte hun med sammenbidte tænder. 

Tori var faktisk ikke forberedt på, at han ville ramme, så han var egentlig klar på, at han skulle slippe vægten og sænke farten et øjeblik senere, end hvad der egentlig var tilfældet. Det resulterede i, at da han rettede sig op, vaklede han et par gange, fordi det snurrede rundt, mens han et øjeblik så sol, måne og stjerner. Han var dog betydeligt mindre medtaget end kvinden, fordi han havde ramt rigtigt med sin egen pande, og hun derved havde fået et større slag, end han havde.

Tori brugte derfor lige nogle minutter på at få styr på sig selv og sin balance, men det holdt forholdsvis hurtigt op med at snurre, og han rettede opmærksomheden mod den kollapsede kvinde. Langsomt gik han over til hende klar på at blive angrebet igen, men det virkede til, at hun var slået helt ud. Det første han gjorde var derfor at tjekke pulsen, der heldigvis var der. Så undersøgte han hendes hoved, der også virkede til at være i et stykke. Det var dog ikke nemt at se, om det indvendige havde taget skade. På den anden side var der vel heller ikke så meget derinde, der rent faktisk kunne gå i stykker af, hvad han havde set indtil nu. Tori begyndte dog at tjekke hende for diverse skrammer. Heldigvis var det mest overfladiske sår. Det var kun knæet, der så ud til at være slemt.

Tori løftede forsigtigt kvinden op, så han kunne bære hende med til sit hjem. Der ville det være nemmere at lappe hende sammen. Han tog sig på ingen måde af de skæve blikke, de omkringstående sendte ham. Det var aldeles ikke vigtigt lige nu.

Tori havde lagt kvinden på sin seng, da hun kom til sig selv. Han havde været nødt til at befri hende for kappen/kåben for at kunne tilse hendes skrammer rundt omkring. Han havde ikke gjort noget ved dem udover at rense dem. Han havde dog lagt en forbinding om knæet, og han var lige i øjeblikket i færd med at fylde et fad med forskellige frugter, lidt tørret kød og noget saltet skinke. Han placerede roligt fadet på bordet ved siden af sengen og lavede en gestus mod det som tegn til, at det var til hende. Så tog han en karaffel med vand i og hældte det op i et glas, som han også satte på bordet ved siden af hende. "Mit hoved er ikke hårdere end alle andres. Jeg gjorde det bare tungere" svarede han, og han kunne absolut ikke skjule morskaben i stemmen. Så satte han sig på en stol og fangede selv et æble, som han tog en bid af. Vesten havde han afklædt sig for selv at rense sine rifter på ryggen, og han havde ikke taget en ny på. "Har du et navn? Jeg hedder Tori" sagde han så, da han havde fået tygget af munden, inden han tog en ny bid.

Som hun var vågnet op, og tog sig til hovedet der fortsat gjorde ondt kunne hun mærke noget blødt. Det kunne umuligt være jorden det her, for så blød var en hård jord grund altså ikke. Hendes blik gled undrende fra den ene side til den anden, og det var først da hun fik øje på ham siddende i en stol at hun fik et stort chok. Så stort et chok, at hun var tæt på at rulle ned fra sengen, men holdte balancen. Så lagde hun mærke til omgivelserne en smule, og lignede mest af alt et stort spørgsmålstegn. Hun holdte rundt om hendes hoved med hænderne, og blinkede nogle gange med øjnene for at sikre sig at hun ikke drømte eller levede i et mareridt. Imens hovedet gjorde ondt kunne hun dufte noget, og drejede hovedet hen til den ene side. Hurtigt mødte hendes blik et fad fyldt med frugter, lidt tørret kød og noget saltet skinke. Det så virkelig godt ud, og duftede fantastisk men hun kunne umuligt selv have ordnet det og fundet dem frem. Hendes blik gled ned over hende bare for at se, om der var andre ting som virkede underlige og mystiske. 

Det gik slet ikke op for hende at hendes kappe ikke var rundt om hende, og at hun faktisk viste hendes ansigt. Det fik hende hurtigt til at lade blikket glide lidt mere rundt på de nye omgivelserne. Havde han lagt hende i sengen, båret hende herhen til, hvorend de nu lige var. For lige nu var Luna slet ikke sikker på noget som helst, udover at hun havde været blevet slået ud. Meget hårdt, for hendes hoved gjorde ondt, og da hun hørte ham snakke til hende ignorede hun ham. Surmulede og knurrede en smule, og vendte blikket ned mod hendes knæ. Ret hurtigt ændrede hun udtrykket på ansigtet, hendes sure mine forsvandt, og hun løftede begge øjnebryn"Dit hoved var hårdt"mumlede hun så stille og betragtede forbindingen om hendes knæ. Trak begge hendes ben op under sig, og lagde armene rundt om dem. Det hele virkede mistænkeligt, og mystisk. Hvorfor havde han hjulpet hende hadede han hende ikke? Hun syntes godt nok stadigvæk han var irriterende men han havde hjulpet hende. Udover det havde han båret hende herhen, så hun lod hendes ansigt begrave sig ned i hendes lår. Hun smillede for sig selv, så han ikke kunne se at det faktisk gjorde hende glad alt det han havde gjort for hende lige nu.

Hun skulede hen til ham og fik øje på glasset med vandet i. Overrasket over alting lod hun hendes blik hvile sig lidt på ham. Der gik dog ikke ret lang tid før hun kiggede væk, for hendes opmærksomhed og fokus blev stjålet af maden ved siden af hende. Hun tog fat i et æble og rettede sig op igen, og dermed også strakte benene ud. Hun lagde hovedet bagover så hendes blik automatisk faldt op på loftet"Luna"kom det så fra hende rimelig neutralt, det lød næsten venligt. Så tog hun nogle bider af æblet hun havde i hånden, og kunne så småt mærke smerten fra hovedet igen. Med den frie hånd løftede hun den op til hendes hoved,  og knurrede lidt irriteret. Dog da hun hørte hans navn drejede hun hovedet hen imod ham i samme øjeblik som hun trak benene op under sig"Tori"gentog hun lavt for at få hans navn printet ind i hendes hoved. Men det ville ikke undre hende, hvis hun ville glemme det. Tankerne og generelt alle tanker om, at han faktisk havde vundet havde slet ikke strejfet hende. Lige nu havde hun for travlt med at undre sig over, hvor de var, og hvorfor hendes hoved stadigvæk gjorde ondt. 

Hun puttede æblet ind i munden, og holdte det med tænderne for at kunne tage fat rundt om glasset med vandet i. Så tog hun æblet ud ad munden, og tog en stor slurk af glasset. Det endte med at blive helt tømt, for tørstig det havde hun været. Hun havde også været sulten, men hun var godt igang med at spise af æblet. Luna drejede hovedet væk fra ham igen, og kiggede ned mod hendes knæ, studerede forbindingen en smule,og lod den frie hånd stryge hen over det. Det blødende knæ, og smerterne derfra var ved at forsvinde takket været forbindingen"Selvom du vandt, skal vi kæmpe igen!"råbte hun bestemt med hendes blik rettet på ham. Det var godt nok ikke lige nu de skulle det, og det nåede hun slet ikke sige før hun kort lukkede øjnene. De dumme smerter blev da også ved med at være der.

Tori betragtede opmærksomt kvinden, som hun tog sig god tid til lige at vågne. Han kunne absolut ikke lade være med at more sig over, at hun virkede til at have en knaldende hovedpine. Var det ikke for hans egen evne til at hele hurtigt, ville han dog nok have det på samme måde. Selvom det ikke var synligt for stolens ryglæn lige nu, var hans rifter på ryggen næsten helet; de lignede lige nu mest nye ar. Da hun så ud til at få et chok over at få øje på ham, kunne han ikke lade være med at klukke lidt. Hun var altså ganske spøjs.

Tori lod hende egentlig finde ud af det meste selv, mens han blot sad i stilhed og betragtede hende, samtidig med at han fortsat gumlede på æblet. Han tog dog et nyt, da han var færdig med det første. Da hun opdagede, at hun manglede kappen, rakte han armen over mod en anden stol, hvor den hang og kastede den hen til hende. "Jeg er ked af, hvis jeg ikke måtte tage den af dig, men det var nødvendigt for at se, hvor slemt du var kommet til skade" sagde han, da han lige havde fået tygget af munden. Hans stemme var mild og munter, og han lød på ingen måde afvisende i sin tale. Ved hendes konstatering om hendes hoved, tog han sig ubevidst til panden og gned hånden lidt over den. "Det er stadig ikke hårdere end andres. Jeg gjorde det bare tungere" gentog han sig selv med hævede øjenbryn. Havde hun ikke hørt ham første gang?

Tori nikkede, da Luna præsenterede sig. "Det er et pænt navn" sagde han og sendte hende for første gang et smil. Det var dog tydeligt, at han var oprigtig og ikke prøvede på at drille hende. Hans smil voksede dog en smule, da han så, at hun både var begyndt at spise og drikke. Hendes udbrud fik ham dog til at le igen. "Du skal være velkommen til at udfordre mig en anden gang. Du skal dog ikke forvente, at jeg holder igen næste gang" advarede han i en munter tone. Den eneste grund til, at han havde holdt igen denne gang, var jo fordi hun havde udfordret ham til det.

Et kort øjeblik var hun næsten overrasket over at se, at han faktisk kunne smile. Men hun kommenterede ikke på det, og da han havde kastet hendes kappe hen til hende tænkte hun lidt. Skulle hun tage den på igen, nej hun lod den ligge ved siden af sig og lænede sig tilbage i sengen. Æblet hun havde gumlet i fik hun spist, men hun var mere sulten. Det var slet ikke nok med kun det ene æble, så hun drejede kroppen en smule og fik fat i endnu et æble. Hendes blik studerede omgivelserne, hun var nød til at være sikker på at de virkelig ikke var på pladsen. Selvom hun faktisk havde været meget sikker på det skadede det jo ikke at dobbelt tjekke. Uden at kigge på ham smillede hun for sig selv, for hun ville ikke have at han skulle se hende smile. Hun kunne bedst lide at gemme sig, hvilket også var derfor hun gik klædt i sort og mørkt tøj. Kappen med hætten var et godt bevis på det"Det er okay..."svarede hun og kravlede hen imod bordet, hvor glasset med vandet i stod. Et kort øjeblik havde hun glemt at hun havde fyldt endnu et glas, så hun rakte en hånd imod det. Tog en stor tår, som endnu engang blev til at hun drak hele glasset.

"Det er pænt af dig at tage dig af mig, jeg nyder  tit at gemme mig og skjule mig for andre"sagde hun og trak benene op under sig. Lagde hendes hænder rundt om hendes knæ, og hun lod så en finger stryge hen over forbindingen rundt om hendes knæ. Selvom smerterne var ved at forsvinde så kunne hun stadigvæk mærke det i knæet. Det var også den skade der havde været værst, og hun havde slet ikke troet at han ville hjælpe hende. Hun drejede hovedet hen imod ham, betragtede ham lidt. Først sendte hun ham et mistænkelige blik, for hun kunne ikke undgå at tænke andre ting end at han faktisk hjalp hende fordi han ville. Hun rystede så på hovedet for at få alle de beskyldninger der dukkede op til at forsvinde. Da han sagde at hendes navn var pænt kiggede hun overrasket hen på ham, og spærrede øjnene op, og hurtigt kravlede hun hen over sengen og satte sig på kanten af sengen. Kiggede endnu mere mistænkeligt på ham"Tori skjuler du noget, eller er du okay"lød det fra hende, som hun lagde en hånd op til hendes hoved. Det var heldigt at smerterne i hovedet var ved at forsvinde, nu manglede de sidste smerter i hovedet bare at forsvinde. Hendes blik gled ned over ham, og hun undrede sig en smule. Hun havde slet ikke forventet eller troet at han ville komme med den kompliment"Men uanset hvad er dit navn også pænt"sagde hun så, og skulle til at rette sig en smule op. 

Men da hun hørte hans svar til at hun var velkommen til at udfordre ham en anden gang, lyste hun en smule op. Hun knyttede den ene hånd sammen, lod kløerne bore sig en lille smule ind i huden, og hun skubbede stædigt brystkassen frem. Hendes blik hvilede sig på Tori, og hun pegede på ham med æblet i hånden, og skulle netop til at svare ham før hendes hale fik viklet sig lidt ind i dynen, så hun endte med at hænge på hovedet ned ad sengen. Hendes hale var viklet fast i dynen, så nu hang hun bare der som en eller anden flagermus. Et dybt suk kom fra hende, og hun viftede lidt med armene men det hjalp ingenting. Så prøvede hun at gribe fat i dynen for at få løsnet hendes hale men det hjalp heller"Ved Zaladins navn dumme dyne!"råbte hun irriteret og tog sig kort til hovedet, imens hun så drejede blikket hen imod Tori. Han så virkelig anderledes ud på hoved, men hun havde godt nok ikke tænkt sig at hænge ud sådan her hele aftenen og natten. Et endnu dybere suk kom fra hende, og hun tog så en bid af æblet, imens hun begyndte at ømme sig og jamrede sig"Av mit knæ!"lød det fra hende, og hun bed tænderne hårdt sammen, hvorefter hun sendte Tori et håbfuldt blik"Tori dynen angreb mig... Hjælper du mig ikke lige.. Please"lød det lavt fra hende med en undertone af stor utilfredshed. 

Tori trak lidt på skuldrene, som han smed skroget fra æblet ud og greb efter et nyt. Han tog sig ikke af hende for at opføre sig pænt. På den anden side kunne Luna jo heller ikke vide, hvorfor han opførte sig sådan. Burde han uddybe? Hun havde trods alt angrebet ham, og hun havde vist, at hun kunne være temmelig arrig. Var hun til at stole på? Han fandt vel ikke ud af det, hvis han ikke tog chancen. "Jeg tog mig nu ikke af dig, fordi det var pænt at gøre. Jeg tog mig af dig, fordi det føltes som det rigtige at gøre på det tidspunkt" svarede han med en alvorlig og ærlig mine. "Jeg har ikke nemt ved at lade kvinder i stikken, heller ikke selvom det er som et resultat af en kamp med mig" fortsatte han og tog en bid af det friske æble. "Hvorfor gemme sig for andre?" spurgte han undrende med hævede øjenbryn, da han havde fået tygget af munden. Det var en ting, han ikke forstod. Tori havde aldrig haft et behov for at gemme sig. På den anden side fik han ikke svar, hvis han ikke spurgte.

Øjenbrynene røg længere op i panden på Tori over Lunas næste spørgsmål. Igen tog han sig dog tid til at tygge af munden, inden han svarede hende: "Jeg skjuler aldeles ikke noget." Der var tydeligt spor af fornærmelse i hans stemme. Tori var bestemt ikke den hemmelighedsfulde type, og han havde jo lige fortalt hende, at han var i stand til at øge sin kropsvægt? Hvordan var det at skjule noget? Han sukkede med en let hovedrysten. "Jeg har jo lige sagt, at jeg gjorde mit hoved tungere? Jeg er i stand til at øge vægten i mine forskellige lemmer" forklarede han lidt nærmere. Han vidste ikke, hvordan han skulle udpensle det mere, men hans ansigt havde stadig skyggen af fornærmelse hængende over sig. Han var ikke ligefrem vant til at blive beskyldt for at være hemmelighedsfuld. Hendes kompliment til hans navn fes dog ikke hen over hovedet på ham, og han gav hende et lille, anerkendende nik. "Tak."

Tori så opmærksomt på Luna, da hun pustede sig op og så ud til at ville sige noget. Ordene kom dog aldrig, da hun i stedet endte med at hænge på hovedet viklet ind i dynen. Hendes udbrud fik Tori til at komme med en latter, men han lagde det halvspiste æble fra sig, så han kunne rejse sig for at hjælpe hende fri. "Du er virkelig ikke særligt god til at styre dine lemmer, hva?" drillede han med morskaben tydelig i ansigtet, som han forsigtigt viklede hendes hale fri af dynen. Han var dog samtidig klar til at gribe hende, så hun ikke bare ville ramme gulvet, hvis hun skulle ryge ned fra sengen. Han sørgede dog også for at hjælpe hende op i den igen. "Det er altså imponerende, som du kan blive ved med at tabe en slåskamp med døde ting" fortsatte han sit drilleri med et smil på læben. Så greb han ud efter æblet, inden han satte sig i sengen ved hende. Hun skulle jo nødig komme mere galt afsted.

Efter at Tori hjalp hende så hun ikke længere skulle hænge på hovedet kunne hun også mærke, hvordan blodet strømmede til hendes krop igen, i stedenfor til hendes hoved kun. Hun var helt sikker på at hun ville ramme gulvet, men det gjorde hun ikke. Han havde grebet hende, og hun stirrede nærmest overrasket på ham. Det havde hun ikke regnet med at han ville, men da han nævnte at han ikke havde det nemt ved at lade kvinder i stikken sendte hun ham et smil. Da han havde sat hende i sengen og sat sig ved siden af hende, strakte hun benene ud og kroppen. Så kiggede hun ned på hendes hale, og tog hurtigt fat i den for at sikre sig at den var okay. Det havde gjort ondt, og hun var ikke så glad for at hænge med hovedet nedad hele tiden.

"Men jeg er glad for at du hjalp, så tak for det"sagde hun og kiggede på ham, men duften af mad nåede forbi hendes næse. Hun drejede hovedet og kiggede på maden ved siden af sig. Uden at tøve rakte hun ud efter noget af det fisk der lå derpå. Hun lod hendes blik vende tilbage på Tori, og før hun skulle til at svare ham tyggede hun ad munden så hun ikke ville ende med at spytte fisk ud i ansigtet på ham. Hun trak det ene ben op under sig, og lagde hovedet bagover imens hun lod hendes blik glide ned i dynen under hende"Det er bedst at gemme sig, jeg har altid været vant til det"sagde hun ærligt som hun lod hendes hånd kærtegne hendes knæ, og hun stirrede ned i dynen. Måske hun ikke behøvede at gemme sig, men det havde altid været naturligt for hende, og der var aldrig nogen der havde spurgt hende hvorfor hun gemte sig.

Så lagde hun hovedet ovenpå hendes knæ, og drejede det hen imod Tori. Hun surmulede lidt over det han sagde, men kunne ikke lade være med at grine heller. Hun hadede at tabe, og måtte skule ned til hendes hale, hvorefter hun løftede den op foran sig. Studerede den med øjnene bare for endnu engang at sikre sig at den var okay. Så gav hun slip på hendes knæ, og uden at advare Tori eller sige noget kravlede hun hen over ham med et ben på hver side, og greb fat rundt om hans hoved med hænderne. Hun kiggede mistænkeligt på det, det var utrolig at han kunne øge vægten i hans lemmer"Men jeg havde ikke regnet med at dynen ville angribe mig!"råbte hun utilfreds som hun strammede grebet om hans hoved uden at tænke over det. Så kiggede hun ned imod hans ansigt og lod hendes hænder røre hans hoved lidt mere, og hun tænkte slet ikke over at hun bare havde sat sig oven på ham. Luna lod hendes hænder glide rundt på hans hoved for at studere hans hoved lidt mere, det var godt nok imponerende hvordan han kunne gøre sådan noget. Hun løftede så en hånd op til hendes hoved, og gav slip på hans hoved. Hun lænede sig lidt tilbage og sad bare og stirrede på ham"Jeg tror min hale er okay"sagde hun lavt nærmest hviskende. 


Hun mærkede pludselig smerterne begyndte at komme igen men hun viste ikke noget tegn på dem. Holdte dem blot gemt indeni, for hun ville ikke have at Tori skulle se hende have smerter. Hun hadede at tabe, og havde heller ikke tænkt sig at tabe til de smerter, selvom det nok ikke ville ende med at hun vandt. 

Tori brugte stilheden til at gnave lidt mere af æblet, mens han betragtede Luna. Hun var egentlig ganske køn, men hun virkede også til at være en kende ung. Ikke at Tori nogensinde var gået op i alder, men hun virkede til at være langt yngre end hvad, hun så ud til at være. Var det på grund af hendes opførsel? Han kendte trods alt intet til Lunas opvækst, men det virkede altså underligt, at hun stadig var overbevist om, at tingene angreb hende og ikke indså, at hun bare var klodset. Det var lidt den omvendte verden for ham, og han vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere det.

"Det var så lidt" sagde han med et smil og et nik, inden han smed æbleskroget ud. Denne gang forsynede han sig dog ikke med et nyt, men hans smil voksede, da Luna greb ud efter fisken. Han ventede tålmodigt på, at hun fik tygget af munden, men hendes ord fik ham igen til at hæve brynene. "Men der er ikke noget galt med dig?" svarede han undrende. "Du er jo ganske nydelig at se på" fortsatte han, inden det gik op for ham, hvad han lige havde sagt, hvilket fik ham til at rødme kraftigt. Det hjalp absolut ikke på det, at Luna pludselig besluttede sig for at springe op på skødet af ham, og han kiggede lettere forvirret på hende. "Hvad i..." startede han, men han tav, da hun greb fat i hans hoved, der kun blev rødere og rødere, jo længere tid hun undersøgte ham. Det var altså virkelig mærkeligt det her, specielt fordi hans krop samtidig reagerede på, at hun var så tæt på ham lige pludselig. Ordene røg helt over hovedet på ham, som han absolut ikke hørte efter, hvad hun sagde. Hans fokus var helt andetsteds, da hendes bryst endte med at være lige i øjenhøjde. Det fik ham til at forsøge at dreje hovedet til siden, hvilket han ikke var sikker på, hun ville tillade ham. "Vil du være sød at flytte dig?" mumlede han meget lavmælt, da han følte, at det var lidt pinligt at skulle bede hende om det.

Luna lagde ikke mærke til at hans krop reagerede på at hun sad ovenpå ham, hun var dybt koncentreret af at studere hans hoved. Men da hun så lagde mærke til hans ansigt blev rødere og rødere kiggede hun bekymret på ham og lod hendes hænder hvile sig på hans kind som hun betragtede hans røde ansigt. Var der sket ham noget? Havde han fået feber? Hvad skete der, hun var nød til at finde ud af det, for hvad hvis det var noget alvorligt der var sket. Hun lagde hendes pande ind imod hans og studerede hans ansigt lidt nærmere så der ikke var særlig meget afstand imellem deres ansigter. Så lagde hun hovedet på skrå, og lod den ene hånd lande på hendes kind, og hun fik et tænkende udtryk på ansigtet"Tori dit ansigt er meget rødt, det var ikke rødt før"sagde hun bekymret og tænkte lidt mere som hendes øjne gled ned over hans ansigt.

Hun vidste slet ikke, og havde enlig ikke opfanget at det var hende som var skyld i at han rødmede og var rød i hovedet. Hun var sikker på at der var noget galt, eller det mente hun uden faktisk at kende grunden. Da han så nævnte at der ikke var noget galt med hende og at hun faktisk var nydelig at se på kiggede hun på ham med store øjne. Hun sagde ikke noget men sendte ham et smil. Det gjorde hende glad at høre det og hun lænede sig lidt tilbage men fortsat sad ovenpå ham. Så kiggede hun på hånden der hvilede sig på hans kind, og hun tog den til sig. Med begge hendes hænder der pludselig hvilede sig ved hans mave uden at tænke på hvordan han ville have det med det, lod Luna hendes blik glide ned over sig selv"Tak, jeg gætter på det er en god kompliment"sagde hun med et lille smil, som hun lod hendes øjne glide lidt mere ned over hende selv. 

Luna betragtede hendes tøj en smule før hun så skulede ned til hendes hale. Hun løftede den lidt op og ned, og heldigvis gjorde den ikke ondt mere. Men det var også typisk, hun var bare god til at tabe kampe imod alt og alle nærmest. Som hun fortsat sad ovenpå Tori lænede hun sig ind imod ham igen, og strakte en hånd ud imod glasset på bordet ved sengen. Men det var svært at få gat i glasset, så hun endte med at skubbe Tori ned i sengen så han lå ned"Ih altså kom nu glas!"råbte hun utålmodigt som hun ivrigt prøvede at få fat på glasset. At hendes bryster var i øjenhøjde for ham tænkte hun slet ikke på, og da han spurgte om hun ikke ville flytte sig fik hun et stort undrende udtryk på ansigtet"Men jeg skal lige have fat i glasset først"sagde hun og prøvede endnu engang at få fat i det imens hun lå ovenpå Tori. 

At Luna pointerede hans rødmen, fik om muligt kun Tori til at rødme endnu kraftigere, fordi det nu også var pinligt, at hun gjorde opmærksom på det. Det gjorde det heller ikke ligefrem bedre, at hun blev siddende, som han vred sig lidt for at prøve at komme løs. En ting han hurtigt fortrød, da hans krop kun reagerede kraftigere på hans egne bevægelser. "Jo altså... Det er det, der skår, når man bliver lidt pinligt til mode" forklarede han med en mumlen. Det var ganske tydeligt, at han ikke ligefrem var vant til at være i den her situation, og han vidste ikke helt, hvordan han skulle forholde sig. Det lod jo ikke til, at Luna gjorde det med vilje, hvilket heller ikke gjorde situationen bedre. Tværtimod, gjorde det det kun mere pinligt, at hans krop sådan reagerede på den pludselige nærkontakt.

Midt i al ophedningen, forsvandt lidt af Toris rødmen dog, da Luna drejede samtalen over og takkede ham. Han nikkede bekræftende til hendes ord. "Det var i al fald ment som en kompliment" svarede han med et smil.

Tori blev dog igen knaldrød i hovedet, da Luna lænede sig ind mod ham og derved skubbede ham ned i sengen. Som om det ikke var nok, at hun gned sig over ham, så havde han nu også et brystparti lige i ansigtet, hvilket absolut ikke gjorde hans situation bedre. Han blev dog enig med sig selv om, at det var bedst at ligge stille, mens Luna prøvede at nå glasset, selvom hendes bevægelser havde medført, at han var begyndt at trække vejret noget dybere.

Uden at vide noget som helst om, hvad det betød når hans krop reagerede på det hun gjorde fortsatte hun enlig bare. Hun så intet problem i at gøre som hun gjorde, selvom Tori's ansigt efterhånden var mere og mere rødt. Hans svar fik et smil frem på hendes ansigt, og hun lod hendes fokus hvile på glasset på bordet. At hendes bryster var nået Tori's øjenhøjde tænkte hun slet ikke på, hun havde da ingen anelse om hvorfor det var et problem. Hun prøvede endnu engang at få fat i glasset, og gned sig blot endnu mere op ad Tori. Det glas var da også så besværligt at få fat i. 

Hun havde heller ikke lagt mærke til, at hendes trøje var gledet en smule op. Det var ikke noget hun bekymrede sig om. Efter flere forsøg fik hun endelig fat i glasset og trak det tættere på sig"Endelig!"råbte hun glad, og skulle til at trække glasset tættere på men mistede balancen lige pludselig. Så inden vandet ville ryge ned over Tori prøvede Luna at stoppe det. Men det endte kun med at hun gjorde hendes eget tøj vådt. Hun mumlede en masse skældsord, og kiggede ned i glasset. Det var tomt, alt vandet var landet på hende, hvorfor skulle det også ske. Selvfølgelig stod der en kande med vand på bordet, men det var altså bare ikke lige det hun tænkte på lige nu. Hun trillede ned ved siden af Tori, og spredte benene en smule, hvorefter hun holdte glasset op til hendes bryst"Der er ikke mere vand i glasset..."mumlede hun meget utilfreds som hendes øjne hvilede sig på det tomme glas. 

Imens hun lå på sengen med glasset i den ene hånd, var der noget der gik op for hende. Hun drejede hovedet hen imod Tori, og hun sendte ham et panikslagen udtryk"Min hale...Åh nej!"lød det panikslagen fra hende, for hun havde slet ikke holdt styr på halen. Hun kiggede ned ad Tori, for at se om han havde taget fat i den. Men det så ikke sådan ud, og så pludselig kunne hun se noget af hendes hale under ham. Så han var kommet til at sætte sig på hendes hale. Eller måske den bare lige pludselig havde sniget sig under ham uden han vidste det"Tori ikke bliv mere rød i hovedet, hjælp min hale!"råbte hun med et trist blik som hun betragtede ham og hendes hale der var fanget under ham. At Luna lige nu var våd over det hele takket været vandet var slet ikke noget hun tænkte på. Måske det ikke gjorde hele situationen bedre, især ikke fordi hendes trøje blev gennemsigtig. Men det tænkte hun jo heller ikke på, for hvorfor skulle det betyde noget. Lige nu var det kun hendes hale hun havde fokus på, og ville have fri. Hun sendte Tori et håbfuldt blik eftersom hun var ganske håbløs, men selvfølgelig ikke ville indrømme det"Please Tori... Hjælp"mumlede hun lavt, som hun lod hendes blik hvilede sig på hans røde ansigt. 

Tori havde alt andet end nemt ved at abstrahere fra, at Luna blev ved med at bevæge sig rundt oven på ham. For det første var han ikke vant til det, og for det andet så det ikke ud til, at hun tænkte over det. Var hun slet ikke klar over, hvordan hun påvirkede ham? Eller vidste hun det godt, men var hun bare ligeglad? Var det hendes hævn for at have tabt kampen? Hvis det var, gjorde hun i al fald et godt arbejde med at skjule det, for det virkede som om, hun slet ikke registrerede det og egentlig bare handlede instinktivt.

Tori nåede egentlig at reagere på, at hun var ved at hælde vand ud over ham, men han kunne ikke rigtigt flytte sig fra sin liggende position, så han endte med at lukke øjnene i stedet. Til hans store overraskelse skete der ingenting, men da han åbnede øjnene igen, kunne han ikke undgå at se den gennemsigtige trøje. At hun talte gjorde det lettere for ham at lade blikket vandre op til hendes ansigt, og han satte sig op, da hun flyttede sig. "Det havde ikke været nemmere bare at bede om det?" spurgte han en kende halvirriteret, som han strakte armen for at tage fat i kanden, så han kunne række den til hende. Han var dog pinligt bevidst om, at hendes mokken rundt havde fået hans underliv til at reagere. Han forsøgte dog ikke at påpege det, selvom det var tydeligt, som han sad nu. Fordi bukserne lå fladt, kunne man tydeligt se det.

Hendes næste ord fik dog hans ansigtskulør nogenlunde tilbage til sin normale farve, som han lettede lidt på sig, så han kunne frigøre hendes hale. "Du mangler virkelig noget træning i at holde styr på dine kropsdele, hva?" drillede han, inden han rejste sig. Han gik ind i det tilstødende rum og kom tilbage kort efter med en trøje, som han rakte til hende. "Du burde skifte trøje, så du ikke bliver forkølet" sagde han. Det var måske en lidt tam undskyldning, men han havde ikke ligefrem lyst til at påpege, at den gennemsigtige trøje var distraherende. Det hjalp heller ikke, at hans tilstand fra før ikke havde ændret sig. Hvad var der lige galt med ham? Luna havde jo tydeligvis ikke skænket det en tanke, så hvorfor blev hans krop ved med at reagere sådan? Det var altså mærkeligt.