Felicity havde reddet et par timer, kun for at se Dianthos igen, se byen uden at være tigger eller tyv. Det var underligt for hende at føle sig så fri også så fanget – af det monster til Zane. Hun kunne altid vælge at blive væk, men det ville bare føre hende tilbage til tigger livet, hun kunne jo intet.
Flick havde sat hesten fast og bevægede sig ind på marked. Som bevægede sig rundt synes at se en bekendt skikkelse en hun ikke havde set siden Rubinen. Mon det kunne være?

Feli gik efter skikkelse, lidt forsigtigt hun vidste byen var farlig, meget farlig. Hun bar derfor også en mørk kappe, hvor man svagt kunne ane hendes så lyse hår. Efter lidt tid indhentede hun endelig skikkelsen og spurgte ”Kender jeg ikke dig?” Hun så afventende på ham, hun havde en ide om det var ham, som var med til hjælpe hende. Faktisk en opblæst nar der forlangte sine krystaller for hjælpen, ligegyldigt hvilken mand det skulle være. Flick huskede det svagt, mødet mellem dem gik ikke ligefrem smertefrit og hun hade da ham også, ligesom alle andre mænd. Det eneste hun kunne var at takke ham for at hjælpe med at sikre turen hertil.

Dianthos var en overskuelig by, når man var ny der. Det syntes Nicola i hvert fald, men det kunne også være fordi, han generelt var negativ stemt overfor byen. Måske var Dianthos egentlig en fin nok by, men det var langt fra under optimale forhold, at Nicola var endt i byen, og ja, så var det en anelse svært at være positiv. Derfor forsøgte han også at holde sig mest mulig væk fra de travleste dele af byen. Helst kravlede han faktisk bare rundt på hustagene, men af og til var det ikke muligt.

I dag var en af de dage, hvor det ikke var muligt for Nicola at rende rundt på tagene. Han var sendt ud for at skaffe diverse ting til bordellet, og det var svært at kravle op af husmurene, når man havde armene fulde af varer. I stedet hastede han nu ned igennem de mange gader, ivrig efter at komme tilbage til bordellet med de mange varer. Han stoppede først op, da en fremmed pludselig talte til ham. Lettere irriteret så han på pigebarnet, som havde følt det nødvendigt at forstyrre ham.
"Det tror jeg ikke" Han havde langt bedre ting at tage sig til, end at stå og snakke med hende, hvilket nok var tydeligt på hans irriterede stemme. 

Da Flick så hans ansigt, kunne hun genkende ham. Han lød ikke mindre irriterede denne gang end sidst, over at have krydset veje med hende. Det pralede dog let af hende og hun smilede blot ”Jo, du er Nicola”

Feli kunne godt se at det måske var verdens bedste tidspunkt, idet han stod med armene fylde. ”Det ikke sikkert du kan huske mig, men i sin tid hjalp du mig ud af Rubinen. Hvis du tillader det, vil jeg gerne give et måltid mad” sagde hun med et venligt smil. Hun ønskede at sige tak, uden hans hjælp, var hun måske aldrig kommet frem til Dianthos. Trods hun havde ønsket et andet liv, var det bestemt ikke hans skyld at hun var endt som tigger i byen.