Efter at havde tilbragt timer i Elverly og fået et godt indtryk af kroen og ejeren, gik turen videre. Davian var god af hjerte og ønskede ikke at gøre forskel på mennesker eller andre væsner og det satte hun stor pris på. Nu var turen gået til Flodbyen hvor hun havde tænkt at gøre holdt for natten, eller! Skulle hun vælge skoven? Der var ikke noget bedre en frisk natur, og nu hvor hun alligevel befandt sig her, på en sti som forsatte så langt øjet kunne række. - Avira havde ikke så meget med sig, dog havde hun det sædvanlige mørke tøj på, som lange bukser og en trøje. Udover havde hun sin mørkebrune kappe på, med hætte, som var trukket over hovedet. Det skjulte hendes horn og det meste at det dybe røde hår. Under kappen havde hun sit bælte hvor hun lige akkurat kunne have sin lille dolk og som var pakket ind i dyreskind. 

Solen var stadig fremme men var ikke så højt på himlen mere. Solens stråler kunne lige snige sig igennem og oplyse skovbunden, de få steder bladene ikke var i vejen. Vejret i dag var smukt, men det var også en anelse køligt, men med det rette tøj på var det næsten ikke til at bemærke. 

Avira havde fået sig en opgave, det var dog ikke noget der hastede som sådan og det var noget der alligevel ville tag noget tid at lave og så krævede det også hun vendte tilbage sit vante sted. Avira nynnede for sig selv imens lyden af fuglekvidder gjorde stemningen fredfyldt. Hun gik i et stille tempo, på den sti der snoede sig som en slange. Hun havde taget armene op til sig, kappen havde brede ærmer og hun kunne lige få hænderne ind i hver ærme. Som at havde lagt armene over kors og skjulte hænderne.

Nianna havde brugt det meste af dagen i sin lille lysning, skjult fra omverden, men som altid trak omverden mere og mere i hende, hun havde fået en lille smagsprøve på, hvordan det var at omgåes andre væsner, og selvom hun havde lært ikke alle var lige gode, måtte hun opleve mere, 19 år skjult fra omverden havde været længe nok. Hun lå på en kraftig gren oppe i en trækrone over stien, hvorfra hun godt skjult kunne holde øje med livet under hende. Der havde ikke været meget at kigge på, kun nogle enkle mennesker havde i de sidste timer været forbi, men ingen der vakte den store interesse hos hende, det var kendinge nede fra byen, men da en fremmede skikkelse nærmede sig, vakte hendes interesse sig omgående. Den store kappe skjulte godt vedkommende, og hun måtte strække sig en smule for bedre at kunne bedømme om det var en mand eller kvinde, efter noget tid hvor skikkelsen kom nærmere blev hun dog enig med sig selv om det måtte være en kvinde, da hun hørte en nynnen fra hende.

Et smil dansede om hendes læber, mens hun lyttede til hver en lille tone, det var ikke en melodi hun før havde hørt, så måske hendes antagelse om kvinden holdt stik, hun kunne ikke være herfra. Forsigtigt rømmede hun sig, for træet yndede hende den sikkerhed hun havde brug for, for at turde gøre opmærksom på sig selv. Hun rettede sig lidt op på grenen, som hun sad med et ben på hver siden af den, med ryggen imod træets stamme. Hun bar de sædvanlige klæder, bestående af rådyr skind hun selv havde syet, trods de med tiden begyndte at se mere slidte ud. Overdelen der dækkede hende krop, men lod armene være mere fri, hvor skindet kun lå ned over hendes skuldre og overarme, og forsøget på en nederdel og hendes altid bare fødder der let svang sig igennem luften under hende.

Hun strøg det blonde hår om bag øret, mens hun lagde hovedet let på skrå, hvem var denne nye fremmed? Tanken om kvindes personlighed dæmrede i hendes baghoved, men hun måtte tro på at hun var i sikkerhed i træet, hvert fald indtil hun blev klogere på, hvad kvindens gøren i skoven var.

Avira gik i sin egen lille verden og spekulerede over hvordan hun skulle lave det skilt. Det skulle være et som alle ville ligge mærke til, og den skulle heller ikke være for kedelig.
Hun forsatte sin gang og så kun rundt omkring sig og havde ikke tænkt tanken om at se op i trækronerne, men hun forventede da heller ikke at der skulle være andre end fugle.

I det hun passerede et træ som var plantet tæt på stien og hvor trækronen havde vokset sig bred, nok til næsten at ligge som et tag hen over stien. Lyden af en der rømmede sig, fik Avira til at stoppe op og vende sig om. Først så hun forvirret rundt i skoven, for der var jo ikke andre end hende? 
Lige som hun skulle til at gå videre, var der noget i toppen af træet der fangede hendes opmærksomhed. Hun havde bemærket nogle ben, som hang ned ad en af de kraftige grene. Avira gik en smugle baglæns for at kunne se bedre og for at undgår en enkle solstråle som havde sneget sig vej gennem trækronen. En person hun ikke viste hvem var, havde taget plads i træet og så også ud til at sidde godt. Man skulle være en god klatre for at kunne komme op i sådan et træ af den type. Ikke noget Avira gjorde så ofte, og hvis, så valgte hun også de nemme træer. - "Hej" sagde hun venligt og smilede. "Et skønt sted du har valgt... Jeg blev faktisk en anelse forvirret, havde ikke regnet med det kom oppe fra." Avira kiggede op på personen hun kunne se var en køn ung lyshåret pige. Hende havde hun vist ikke set her før, og hvor længe havde hun mon siddet der? 

Som kvinden bevægede sig længere ned af stien, måtte hun rykke mere på sig selv for at kunne følge hende, et lille smil dansede om hendes læber, da den fremmede kvinde tilsyneladende havde hørt hendes rømmen og bevægede sig lidt baglæns igen. Der var ikke længere nogen vej tilbage, men da hun gav sig til at snakke lyttede hun alligevel ganske opmærksomt, det kom altid bag på hende hvor gode alle hun mødte var til krystalisiansk, selv havde hun stadig meget at lære, men hun blev bedre for hver gang hun øvede sig, omend der stadig var mange ord hun ikke forstod. 

"Halløjsa..." lød det muntert fra hende, som hun betragtede kvinden. Hun kunne ikke se hende ordenligt, men noget ved hende var anderledes, det var hun sikker på. Men hvad kunne det være? Hun lød jo som et menneske, men så alligevel. Hendes nysgerrighed var tydeligt pirret af kvinden nede på stien. Som kvinden fortsatte, havde hun lidt svært ved at følge med og fik nok kun fat i nogle af ordene, som fik hende til at skæve til den store gren hun sad på. Hun vidste stadig ikke om kvinden på stien havde ondt i sinde, så hun turde ikke springe ned fra træet endnu. "Det.. ehm... beklager jeg.." lo hun fornøjet efter lidt start besvær med at finde de rette ord frem, selvom det jo egentligt havde været hende hensigt at være skjult, hvert fald til hun selv tog kontakt. 

"Er du ny....?" spurgte hun nysgerrig, inden hun svang det ene ben hen over grenen med en yndefuld lethed. Hendes balance var formidabel, som hun sad med begge ben på samme side let foroverbøjet for bedre at kunne betragte kvinden under sig, uden at behøve at holde fast med hænderne.

Avira løftede den ene arm, for derefter at sætte håndsiden over øjenbrynene for at skygge for solens stråler, der havde valgt at flytte sig og blænde hende en smule. Pigen virkede til at være stille af sig og Avira troede kort at hun intet svar ville få, men det skubbede hun hurtigt til side igen da pigen åbnede munden og sagde hej. - Pigen virkede rolig og virkede også til at have styr på balancen. Hun sad i en lang afstand fra jorden, så hun kunne jo slå sig hvis hun faldt ned. "Det skam okay, intet skade sket" Hun sende pigen et venligt smil og holde stadig hånden i samme stilling. 
Hvor gammel var hun mon? Hun virkede så ung og... menneskelig?

"Om jeg er ny?...Altså her i skoven?" svarede hun spørgende. Avira forstod ikke rigtig spøgsmålet, så hun valgte at spørge ind til det. Pigen valgte at rettede sig og havde svunget det ene ben hen over grenen og havde bøjet sig fremad uden at holde fast i noget. Avira bed sig let i læben og håbede ikke på hun faldt ned. For ellers, måtte hun være parat.       

Nianna lod blikket glide undersøgende hen over den unge kvinde, hun så anderledes ud, men det virkede ikke til at afskrække Nianna, tvært imod gjorde det hende altid kun mere nysgerrig når hun stødte på nye ting. Hun vippede let med hovedet, med et stort smil om læberne, da hun godtog hendes undskyldning. At sidde på grenen som hun gjorde, virkede ikke besværligt for hende, for hun sad med bagdelen tilpas langt tilbage, så hun kunne balancere på grenen. Da kvinden besvarede Niannas spørgsmål med et nyt, gjorde hun et ganske let nik. "Ja... Har ikke set dig før.." svarede hun muntert, for det var ganske sandt. Nianna havde ikke bemærket kvinden før, men det betød jo ikke nødvendigvis at hun var ny på egnen, måske deres veje bare aldrig før havde krydset hinanden. Det var jo sparsommelig hvor langt omkring Nianna havde bevæget sig. 

Avira kunne vist godt være rolig. Hende her virkede til at havde styr på sin balance. "Jeg mener heller ikke jeg har heller ikke ser dig før, men verden er jo også et stort sted.." sagde hun roligt. Avira følte en let nysgerrighed over denne pige og ville da gerne vide lidt mere, for hun mødte faktisk ikke så mange som pigen her, kun dem som hun så i byerne og havnene som kom forbi hendes bod.. "Men nej, jeg er ikke ny her, jeg passere ofte gennem dette sted, jeg er lidt af en strejfer skal jeg sige dig" Hun smilede skævt og kiggede sig lidt rundt, for ligesom finde en godt sted at sætte sig. hvorfor stå når man kunne sidde? Bagved hende var der en lille træstub som hun faktisk lige kunne sidde på, så det gjorde hun. "Nu hvor du har stoppet mig, ønsker jeg at blive lidt hængende.. Mit navn er Avira." Tilføjede hun høfligt. Pigen virkede ikke til at ville ned fra træet, men hun have vel sine grunde. 

Stubben hun sad på var heldigvis ikke ubehagelig at side på, godt nok noget hård og den havde slået nogle revner. Det var et perfekt hjem til insekterne. Der var græs omkring den som havde få lov til at vokset sig højt og vejet havde fået græsfrøene til at spirer. I mellemtiden så hun rundt om de omgivelser hun havde set på så mange gange før.

Som kvinden foran hende, fortalte om hvordan verden var et stort sted, løsrev Nianna blikket og lod det glide drømmende rundt. Oppe fra grenen havde hun en fantastisk udsigt over stien der bugtede sig igennem skoven. Hun ville se hele verden! Opleve hver en lille ting, og tankerne alene fik hende til at smile stort, inden kvindens stemme rev hende ud af sine tanker. 
Hun forstod ikke nødvendigvis hvert eneste ord, der slap over kvindens læber, men alligevel nok til at en fornøjet latter lød fra Nianna som hun nikkede sigende. Mon det betød kvinden ikke havde noget hjem? "Har du ikke et.... hjem?" usikkerheden hvilede i hendes stemme, som hun langsomt fik udtalt ordene så godt hun kunne, med hovedet let på skrå. Et hjem var vel egentligt et vidt begreb, for nogle indebar det et hus, andre et skur og for Nianna selv var det hendes lille lysning gemt i skoven, der var hverken et hus eller anden slags bygning, men det var hendes hjem. Det var der hun søgte tilflugt, det var der hun følte sig sikker og det var helt sikker der hun følte sig mest hjemme. 

Avira, det lignede mest af alt at Nianna forsøgte at gentage navnet et par gange, men ikke en lyd slap over hendes læber, de bevægede sig tavst mens hun tyggede lidt på navnet. "A....Avira..... Nianna..." svarede hun med et stolt smil, som det var gået overraskende godt at udtale hendes navn, som hun pegede først på hende og derefter på sig selv da hun havde udtalt sit eget navn. I et let bevægelse, svang hun benene frem under sig og skubbede fra med armene, så hun faldt til jorden, men heldigvis landede elegant på benene, inden hun nærmede sig med et nysgerrig undersøgende blik. Hun kunne fornemme og se Avira var anderledes, men hvordan vidste hun ikke, hun lød som et menneske.