Outfit (Bliver beskrevet nærmere i emnet).

Victorias ferie nærmede sig sin afslutning. Det var nogle dage siden, hun havde været ved Fyrsten. Tanken fik det stadig til at vende sig i hende, så hun forsøgte ikke at skænke ham for mange tanker, men det var altid ikke lige let. Et bud var kommet i går med et brev, Victoria var blevet bedt om at aflevere til en af rådsmedlemmerne fra Thal'elor. Ja flot. Hun vidste hvor tre af indgangene til byen var, men hun havde ikke ligefrem et kort til at finde igennem labyrinten af tunneler, der var til for at forvirre eventuelle snushaner og fjender, så det ville tage sin tid at finde igennem dem. Hun havde derfor pakket en mindre rygsæk med madvare. Hun havde også pakket sin magiske sten, der kunne lyse. Det var trods alt nemmere end at skulle medbringe en hel bunke fakler.

Som Victoria gik, var hun oveni i færd med at tegne et kort over tunnelsystemerne, så hun ikke fik gået i ring. Hun var stødt på flere blindgyder, men det så ikke ud til, at mange af tunnelerne førte sammen igen. Ud over kortet, havde hun også markeret flere vægge med kridt, så hun ville kunne genkende stedet, hvis hun kom forbi der en gang til. Imponerende nok var hun ikke stødt på nogle vagter endnu.

Fordi det var en officiel opgave, var Victoria iført sin officersuniform. Den lille brosche foran på venstre side af brystet var det eneste, der vidnede om, at hun ikke var en almindelig soldat; det var beviset for, at hun var spionmester for Lyset. Hun mente, at det nok ville veje højere, end hvis hun blot påstod, at hun var officer i Lysets Hær. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker. Ved siden havde hun sin kårde og et buckler.

Et suk forlod Victorias læber, som hun tillod sig at sætte sig op ad den ene væg, inden hun fandt et stykke brød i rygsækken, som hun tog en bid af. Hun vidste ikke, hvad klokken var hernede. Det var absolut ikke til at se, og hun havde mistet fornemmelsen for, hvor længe hun havde været her.

Outfit, som på billedet.

Byen var, som altid, godt bevogtet, både for dem som ville inde, men også dem, der gerne ville ud. Sitali havde egentlig en aftale med de øvrige medlemmer i Ældre rådet, at hun godt måtte bevæge sig udenfor deres område, men de brød sig ikke om hendes fortsat voksende eventyrlyst, som ofte hev hende bort fra pligterne i byen. Sitali havde dog næsten lige afsluttet et møde med de øvrige medlemmer. Noget med at der gik rygter om at Mørkets hær endelig var blevet jaget ud af dæmonernes by og på flugt. Noget kunne tyde på at freden var på vej tilbage til landet, så der var en mindre chance for at deres samfund endelig kunne vokse sig større uden at bringe sig i fare. Hun bukkede dybt for de øvrige medlemmer, som hun havde rejst sig fra den store træstol i halvcirklen. Sihan lå næsten altid ved hendes side, som han løftede hovedet efter at have taget en lur og rystede kroppen for at blive vågen.

Sitali følte ikke trang til at forblive i den seriøse rolle, eller håndtere flere af sine pligter, som hun bevægede sig ud af slottet, der havde udsigt udover byen. Bag slottet tårnede klippevæggen sig op. Hele vejen op til loftet og lyskilden. Hun havde en vane for at altid at tjekke at lyset var stærkt nok, før at hun ville gå nogen steder hen. Den lyste endnu kraftigt og derfor tillod hun sig at bevæge sig igennem byen. Der hvilede en hånd imod Sihans ryg, som han gik ved siden af hende og puffede svagt til de ørkenelvere, som havde for travlt til at opdage dem. "Rolig nu" lo hun, som hun havde undskyldt overfor den midaldrende kvinde, der var blevet puffet til.

Et kig over skulderen for at sikre sig at Elindir ikke var fulgt efter hende, var nok til at overbevise hende om, at han ikke var der, så hun satte kursen langs med en smal gade, før at hun drejede et par gangen og sprang op på ryggen af Sihan. Han rystede en smule på hovedet, før at han sprang fremad. De strøg igennem gaderne, indtil de dukkede op ved udkanten af byen. Et af de mange veje, som Sitali havde fundet i årenes løb. Der var en sprække i jorden, som de kunne smutte igennem, der så ville lede dem imod det store tunnel system. 

De strøg igennem de mange gange og havde faktisk kurs imod udgangen, da Sitali lige pludselig fik øje på noget hvidt på den nærmeste væg. "Stop Sihan" sagde hun mildt, på elvisk, som hun sprang ned af hans ryg og gik over for at føre hånden over kridtet. Det smittede af på hendes fingre, som hun gned dem imod hinanden og lugtede lidt til det. Der var ikke noget farligt over det, men det undrede hende stadig. Hendes blik gled rundt til de mange forgreninger i grotten, hun var havnet i, som hun fik øje på endnu et mærke. Hun kunne fornemme et mønster eller en sti, som hun tyssede på Sihan, så hun kunne prøve at liste sig ind på hvem end der lavede disse mærker på væggen. Tænk hvis vagterne faldt over dem på deres næste runde?

Victoria tog sig god tid til at holde sin pause, men hun var klar over, at hun ikke kunne blive siddende for evigt. Hun var nødt til at finde vej. Hun standsede dog midt i en bevægelse, mens hun var ved at tage rygsækken på, fordi hun var sikker på, hun havde hørt en lyd. Hun kunne dog ikke se noget, som hun hævede hånden med lyskilden op over hovedet for at kunne se så meget som muligt, mens hun spejdede. Det lod til, at det var kommet ad den vej, hun kom fra. Langsomt, med en hånd på kården, gik hun ad gangen, til hun drejede et hjørne og pludselig stod over for et ret stort væsen med hvid pels og lysende blå aftegninger. Ved siden af stod en ørkenelver, og Victoria overvejede kort sine muligheder. "Undskyld jeg sådan trænger mig på. Mit navn er Victoria Garreau, og jeg er sendt af Lyset i Dianthos. Jeg har et brev til en Sitali Rhe'ol?" Victoria havde med vilje sagt det hele på elvisk. Hun var ikke sikker på, at alle ørkenelvere forstod "almindeligt" sprog, så hun ville være på den sikre side. Som hun talte, tog hun sin rygsæk af for at finde brevet frem for at vise det til kvinden. Seglet bar dronningens mærke, og det var ikke brudt. Victoria anede ikke, hvad der stod i det. Selvom hendes øjne var rettet mod elveren, havde hun stadig delvist sin opmærksomhed på dyret ud ad øjenkrogen. Hun kunne godt lide dyr, men hun havde ikke ligefrem lyst til at lege med dens kløer.

Sihan spredte forpoterne ud, som forsøgte han at afskærme Sitali for den fremmede, der lige pludselig var dukket op rundt om hjørnet. Han rystede let på hovedet og lod de lange knurhår stryge hen over Sitalis hånd, som hun trak den til sig med en grimasse. "Det kilder.." mumlede hun på elvisk, men med en munter latter, som hun godt kunne fornemme på at Sihan, at han havde opdaget noget, hun endnu ikke havde. Derfor forsøgte hun også at skubbe ham lidt væk, så hun kunne se den fremmede. Sitali blinkede et par gange, som hun nu aldrig havde set et væsen i den mundering før. Ikke fordi hendes tøj skjulte meget af hendes krop, men det var den eneste måde hvorpå hun faktisk kunne bevæge sig frit. Det gjorde det også langt mere behageligt at sidde på Sihans ryg. Hun havde endnu ikke sluppet hans pels, som hun lidt følte, at han skulle holdes i kort snor lige nu.

Fingrene blev begravet i hans pels, som hun lyttede til kvindens ord. Hendes elviske var faktisk ikke dårligt, som hun lod blikket vandre over hendes uniform. Der var noget ved det symbol.. Hun kunne ikke helt placeret det, men vidste, at hun havde set det på biblioteket før. Heldigvis for hende forklarede hun sig hurtigt. Sitali nikkede til hendes ord, som hun skulle til at spørge, hvad hun ville tunnelerne, da hun hev brevet frem. Hendes navn blev nævnt.. Det fik hende til at kigge en smule skeptisk på brevet. "Det er mig" hun slog automatisk over i krystalliansk, som det jo tydeligvis handlede om noget officielt og ikke bare et tilfældigt sammenstød. Sitali rakte hånden frem imod brevet og slap derved Sihan, der endte med at knurre let af Victoria. "Ssh, Sihan" tyssede hun på ham med et elvisk undertone, som hun kiggede nærmere på brevet og seglet. 

Victoria bemærkede godt elverens lette påklædning, men hun dvælede ikke ved den. Lige nu var hun på opgave, så måtte fornøjelserne komme bagefter, også selvom det blot var fornøjelsen af at se på kvinden. Lige nu skulle hun blot have fuldført opgaven. Kvindens ord fik dog Victoria til at knibe øjnene en anelse sammen. Hun var ganske sikker på, at ørkenelverne ikke havde nogen grund til at ville snyde hende her, så hun valgte at stole på hende. "Åh. Jeg er frygtelig ked af, jeg ikke genkendte Dem" sagde hun høfligt og bukkede let for hende. Hun svarede ligeledes på krystalliansk, da kvinden nu havde givet udtryk for, at hun kunne tale sproget.

Dyrets knurren gjorde som sådan ikke Victoria nervøs, men hun kunne godt forstå en hentydning om, at det var tid til at gå. "Brevet er fra dronningen af Lyset. Hvad der står i det, ved jeg ikke, jeg er blot budbringeren. Med Deres tilladelse vil jeg trække mig tilbage. Deres ven ser ikke ud til at være tilfreds med min tilstedeværelse" sagde hun igen høfligt og bukkede atter let. Der var intet ondt ment med konklusionen, hun havde blot bemærket at dyret ikke virkede til at være videre glad for hende. Problemet var, at det stod mellem hende og udgangen, og hun havde ikke lyst til at nærme sig uden at have fået lov. Det var dog samtidig tydeligt, at Victoria udviste mere respekt for dyret end frygt.

Det var underligt at kvinden foran hende, faktisk var kommet så langt. Det fik hende til at overveje om, der mon ville være en risiko for at flere ville finde vej derned? De øvrige medlemmer i rådet ville næppe synes om risikoen og hvis Sitali først fortalte om det, så ville de med sikkerhed øge vagt antallet og de øvrige anordninger, der var gjort for at holde fremmede ude. Hun sukkede lavt ved bekymringen, før at hun greb en smule fat i Sihans pels, så han ikke flyttede sig yderligere. Han skulle nødig skræmme den fremmede væk. "Det skal De ikke undskylde for, jeg ville være blevet chokeret, hvis De vidste, hvem jeg var" forklarede hun med et høfligt smil på læben. Hun knurrede hænderne rundt om brevet. Måske hun skulle vente med at åbne det til hun kom tilbage til byen..

"Jeg troede egentligt at dronningen lod os svæve i uvished" indrømmede hun med et skuldertræk, Sitali var bekendt med de mange regler omkring overfladen, men hun kunne ikke altid forstå det, men hun respekterede det. Hun ønskede ikke at bringe deres race i yderligere fare, hvilket også var grunden til at Sihan reagerede, som han gjorde. "Det behøver De bestemt ikke, Sihan er bare meget overbeskyttende, han har kendt mig så længe efterhånden.." fortsatte hun samtidig med at hun trådte er skridt nærmere kvinden og slap Sihan. "Men jeg skal ikke holde på Dem, hvis De gerne vil videre.. Tunnellerne kan virke en smule mørke og dystre for fremmede" lød det afslutningsvis, som hun trådte til siden og med vilje valgte at placere røven imod Sihan, så hun stod imellem dem, hvis kvinden gerne ville gå.

Victoria var faktisk overrasket over, at hun ikke genkendte Sitali. Hun var jo blevet beskrevet så mange gange, at hun kunne det i hovedet mere eller mindre. Dog ville det dog nok også have virket mistænksomt, hvis hun bare sådan genkendte hende, så det var måske ikke så tosset, at hun havde lavet en lille fejl.

Victoria trak lidt på den ene skulder ved Sitalis udmelding. Hun vidste stadig ikke, hvad der stod i brevet. Uvished om hvad? For Victoria, der gerne ville have fingeren på pulsen alle steder, var det ulideligt ikke at vide det, men hun følte heller ikke ligefrem, at hun havde ret til at spørge ind til det. Victoria kastede et blik på dyret, da navnet blev nævnt. "Sihan" gentog hun lavt med et smil. Det var et pænt navn. Hun rystede dog på hovedet. "Jeg har faktisk ikke noget imod det. Det er bare pokkers svært at finde rundt her" sagde hun ærligt, og smilet voksede en smule. "Egentlig har jeg ikke travlt, men jeg ville heller ikke optage al Deres tid" svarede hun. Egentlig havde hun ikke noget imod selskabet, og selvom Sitali flyttede sig, blev Victoria stående. Det virkede måske lidt mærkeligt, men hun havde på fornemmelsen, at hun ikke var helt så uønsket, som dyret havde givet udtryk for.

Enkelte medlemmer i rådet mente ikke at Thal'Elor skulle tage del i, hvad der foregik på overfladen. Hvilket nok også var grunden til at brevet var adresseret til Sitali og ikke en anden, da hun var af en lidt anden opfattelse. Uanset hvad, så mente hun det var vigtigt at vide hvad der foregik på overfladen, så de eventuelt kunne være forberedt på en trussel, før den ville dukke op på deres dørtrin. Hun skævede kort ned til brevet, som hun egentlig gerne ville læse indholdet, men hun var i tvivl om hvorvidt hun skulle dele den slags info med en 'fremmed'. Derfor valgte hun også at folde det nydeligt sammen og sætte det i spænd i den strop, der var viklet om hendes lår. Normalt var det beregnet til knive, men i dagens anledning, havde hun ingen våben på sig. Udover sin evne selvfølgelig.

Bhediyaen, Sihan, vendte blikket imod Victoria, som hun udtalte hans navn. Han trak snuden let til sig for at blotte de skarpe tænder, men ellers slappede han hurtigt af igen og puffede i stedet til Sitali. Hun havde dog stadig sit fokus på Victoria, som hun lyttede til hendes svar og blot havde sendt hende et smil, da hun gentog Sihans navn. "Det er også meningen" lo hun stille, som det bestemt ikke var planen at nogen skulle finde frem til byen. Victoria var da også på vej i den modsatte retning, men det skulle hun vist nødig fortælle hende. "Jeg var faktisk på vej ud.. altså til overfladen" indrømmede hun med et svagt skuldertræk. Det var sjældent at ørkenelverne i byen bevægede sig ud, men Sitali gjorde det oftere end hvad de øvrige medlemmer af Ældre rådet så hende gøre.

Victoria havde absolut ingen intentioner om at læse, hvad der stod i brevet, men hun kunne ikke bebrejde Sitali at være lidt skeptisk. De kendte trods alt ikke hinanden. Blikket fulgte dog brevet, som hun satte det i stroppen på låret. Det gav hende også en undskyldning for at kigge lidt mere på elveren, selvom hun gemte det godt; øjnene var kun en smule for længe om at nå de gyldne øjne igen. Hun var dog ikke sikker på, om der blev lagt mærke til hendes lille tøven, men hun håbede det ikke. Det ville nok ikke falde i god jord, hvis hun sådan blev taget i at nærstudere en ørkenelver.

Victoria nikkede med et smil til Sitalis ord. "Det havde jeg på fornemmelsen" svarede hun muntert. Hun gik ikke ud fra, at labyrinten var lavet ved en fejltagelse. Ørkenelverne havde været en del igennem, og hun kunne godt forstå, at de ville beskytte deres eget. Victoria gik ikke så meget op i, om hun havde været på den gale retning, det var ikke det, det havde handlet om. Det var langt vigtigere for hende at finde en ørkenelver, og den del havde hun jo klaret. Sitalis næste ord fik hende dog til at hæve et bryn. "Til overfladen? Jeg troede ikke, I bevægede jer uden for tunnelerne?" sagde hun overrasket og lidt for ærligt, hvilket afslørede, at hun vidste for meget til bare at være en almindelig budbringer. Victoria stod dog et øjeblik og overvejede, om hun skulle tilbyde sit selskab. Kunne hun overhovedet tillade sig det? Hun vidste det ikke, men det skadede vel ikke at spørge? "Det er vel ikke sådan, så De savner selskab?" spurgte hun høfligt. Hun ville ikke tage det ilde op, hvis hun blev afvist.

Brevet måtte vente.. Det havde Sitali i hvert fald konkluderet nu, så kunne hun også læse det i fred og ro derhjemme. Måske hun endda ville være nød til at bringe nogle andre medlemmer af Ældre rådet indover. Det afhang en smule af, hvad brevet bar på. Så længe det ikke var dårligt nyt, så kunne hun sikkert godt tage affære selv. Hun sikrede sig at spændet var fæstnet nok omkring hendes lår, så brevet ikke ville smutte under turen. Derfor bemærkede hun heller ikke at mennesket faktisk kiggede på hende, for da hun først rettede blikket op igen, så mødte hun straks Victorias blik igen. Et stille smil gled over hendes læber, som hun forsigtigt strøg en hånd over låret ved brevet. Pergamentet kradsede en smule, men hun havde virkelig ikke andre måder, hvorpå hun kunne holde det tæt til kroppen.

En svag latter bevægede sig op igennem hendes hals, som hun hørte hendes munter ord. Ja, de havde lagt en del arbejde i at sikre sig, at ingen kunne finde frem til byen. Det var nu rart, at det var lykkes dem. Men Sitali kendte nu alligevel de fleste veje ind og ud af byen, så hun følte ikke at det var ligeså forvirrende, som Victoria nok havde oplevet det. Det gjaldt bare om at tage de mest logiske valg, når man skulle hjem igen. Sitali hævede hånden og pillede en smule ved guldkæden, som hang i hendes ører. Hun vendte blikket imod jorden, som skammede hun sig over sin udtalelse. ”Tja..” lød det lettere forsigtigt, som hun dog rettede blikket op igen. ”Jeg er ligesom nød til det” fortsatte hun, før at hun løftede op i håret omkring nakken og viste de mørke stripper, der ellers ikke var synlige i hendes år. ”Hvis ikke jeg ser solen.. Så visner jeg” forklarede hun med et let suk. Sitali havde ikke problemer med at besøge overfladen, det var bare ikke helt så velset, som hun kunne have ønsket sig.

”Sikker på, at De kan følge med?” spurgte hun til Victorias forslag om selskab. Hun klappede Sihan let på ryggen, som hun jo normalt ville sidde på hans ryg for at nå frem inden det ville blive for sent. Nu hun tænkte over det, så var hun faktisk ikke helt sikker på, hvor meget tid hun havde brugt i tunnelerne, måske mørket allerede var faldet på og så kunne det virkelig ikke betale sig.

Victoria havde ikke forventet, at hendes ord ville gøre Sitali flov, og hun skulle til at undskylde, da elveren begyndte at forklare sig, så hun tav i stedet. Hun kiggede dog interesseret på håret. Det var nærmest som om, det havde fanget nogle af solens stråler. Noget hun først lagde mærke til nu, hvor det blev påpeget. Hun bed dog mærke i, at elveren ikke stillede spørgsmålstegn ved, at hun havde informationer om dem. Ikke at hun havde tænkt sig at nævne det. Hvis det var gledet hen over hovedet på Sitali, var der ingen grund til at skabe fokus på det. Det ville kun skabe problemer.

Victoria hævede et bryn og kastede et blik på dyret, og hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. "Det kan jeg nok ikke, nej. Nok er jeg hurtig, men jeg er kun et menneske. Der er grænser" sagde hun ærligt og flyttede vægten over på den ene fod. Victoria var nok selvsikker, men ikke på vilkår om hun kunne løbe om kap med et firbenet væsen. Måske en salamander, men de skulle da heller ikke være meget større.

Det var ikke noget nyt for Sitali, at ørkenelvere ikke var en velset race på overfladen, men hun tænkte faktisk ikke over at Victoria muligvis skulle vide bare lidt omkring hele deres situation for at være i stand til at drage en noget så overrasket konklusion på hendes ord. Hun var dog selv van til at vandre frem og tilbage. Til tider blev det gjort lidt for sjældent, hvilket ofte endte med at hun fik problemer på overfladen, når hun var for afkræftet til at gøre modstand. Derfor var det bedst at tage afsted, når energien og tiden endnu var til det. Sitali slap dog roligt håret, som hun strøg fingrene igennem det for at skjule de mørke totter igen. De ville forsvinde så snart at hun kom op. Men nu kom hun også i tvivl om hvorvidt solen ville være oppe på dette tidspunkt. Hun slog tanken hen, som det ikke nyttede at bekymre sig allerede nu.

Sihan rystede kroppen en smule, som Sitali tog hånden til sig. Han vendte hovedet imod hende og puffede let til hendes bagdel for at få hende til at bevæge sig. Det resulterede bare i at hun brummede ganske svagt at dyret, før hun lagde en hånd på hans snude. "Vi snakker lige" lød det en smule bebrejdende, som han fnøs over det og strøg tungen over hendes hånd. Hun trak den til sig for at tørre den af i hans pels. Så valgte hun at kigge på Victoria igen med at drillende smil på læben. "Bare rolig, jeg kan sagtens gå sammen med Dem" svarede hun med et nik, som hun valgte at gå i den retning, som Victoria havde bevæget sig i. Hvis de gik tilbage, så ville hun bare finde en vej imod byen og det ville give Sitali store problemer, hvis Victoria endte med at nå frem til byen. Hun stoppede op, lagde en hånd på Sihans ryg og kiggede sig over skulderen for at se om hun fulgte med eller havde ombestemt sig.

Victoria kunne ikke lade være med at smile over dyrets utålmodighed. Hun var ikke engang selv sikker på, om det var lyst eller mørkt udenfor. Hun havde absolut ingen fornemmelse for, hvor længe hun havde været hernede. Det var ret effektivt, at tunnellerne var mørke, for hvis man ikke havde en måde at kende tiden på, mistede man hurtigt fornemmelsen for den. Victoria havde dog på fornemmelsen, at det var med fuldt overlæg, at tunnellerne var lavet sådan. Det betød nemlig også, at man hurtigt ville panikke, hvis man ikke fandt den rigtige vej med det samme.

Victoria lagde ikke længere skjul på, at hun gav sig tid til at betragte Sitali. Det var også derfor, hun ikke med det samme fulgte med. Hun sendte dog elveren et smil, da denne vendte sig og fulgte roligt med. Victoria havde nogenlunde styr på, hvor langt der var til overfladen fra, hvor de var, men hun anede ikke, hvor lang tid det ville tage at komme derhen.

Uanset hvad klokken var og om det var lyst eller ej, så vidste Sitali udmærket at hun kun havde chancen for at nå overfladen idag, da der var langt planer for morgenen. Så hvis det var blevet mørkt udenfor, så ville hun være tvunget til at vente på overfladen for at få solopgangen med, før at hun ville gå ned under jorden igen. Hun lagde hovedet let på skrå, da Victoria ikke lod til at have travlt, men hun opdagede også hurtigt hvorfor, så hun kunne mærke blikket vandre over hendes krop. Et svagt fnis undslap hendes læber, som hun greb fat om Sihans pels. Han brokkede sig ganske let og forsøgte at få hende til at slippe ved at gå lidt på afstand af hende.

"Jeg kender en smutvej" sagde hun stille og roligt, som hun var stoppet op for at vente på Victoria. Sihan havde sat sig demonstrativt på jorden, fordi han følte, at det gik op i snak og ikke handling lige nu. "Hvis De altså ikke er bange for højder.." fortsatte hun med et skævt smil på læben. Man kunne jo aldrig vide, hvad den anden person foretrak. Ærlig talt, så havde hun ikke så stor erfaring med mennesker, selvom der skulle være mange af dem på overfladen.

Victoria overvejede, om hun mon kunne tillade sig at tilbyde Sitali et sted at være for natten, hvis det skulle vise sig at være mørkt. Tanken fik det dog til at blusse en smule i kinderne, som hun ikke helt kunne skjule et smil. Selvom det egentlig ikke var hendes hensigt, var hendes tanker begyndt at dreje i en helt forkert retning. Det hjalp absolut ikke, at elveren så ud til at more sig over, hun blev beundret. Egentlig hjalp den lette påklædning absolut heller ikke.

Victoria nikkede som svar til det første og tog et skridt frem for at vise, at hun ville følge med. Ved spørgsmålet rystede hun dog på hovedet. "Overhovedet ikke" svarede hun muntert med et smil. I det hele taget var der ikke meget, Victoria var bange for, og selv hvis hun var, kunne hun ikke tillade sig at vise det.

Hvad der foregik i mennesket hovede, kunne Sitali kun gisne om, som hun så den lette kulør i hendes kinder. Det var svært at skjule smilet, som vandrede over hendes læber. Måske de begge blev en smule distraheret, særligt fordi hun endte med at gå ind i Sihan, da de skulle dreje rundt om et hjørne. Hun slog en latter af, som Sihan så noget så forvirret på hende og rystede hovedet, så de lange knurhår strøg hen over hendes arm. "Min fejl" grinte hun, som hun strøg ham over ryggen og vendte blikket imod Victoria. Hun lagde svagt hovedet på skrå og forsøgte at skjule glimtet, hun havde i øjnene.

Hun klappede Sihan let på ryggen, som hun nikkede til Victoria og viste vej ned igennem en smallere tunnel. De kom frem til en smal åbning, som Sihan kun lige kunne komme igennem. Han sprang dog frem på den lille klippeafsats, som han kiggede retur på dem. "Gå du bare i forvejen" sagde Sitali, som hun viftede med hånden imod ham. Han bukkede hovedet og strøg over den smalle sti rundt om klippen. Han gav lyd fra sig, da han nåede den anden side. Der var næsten ingen lys, kun ganske få funklende krystaller i klippevæggen. De stod på kanten til en dyb revne og kunne kun komme videre, hvis de holdt sig tæt til klippevæggen. Sitali rakte hånden frem imod Victoria. "Hold ryggen til væggen" forklarede hun uddybende, som hun bevægede sig imod den smalle sti.

Victoria holdt en rolig facade, da Sitali gik ind i dyret, men i hendes indre var hun ved at briste i latter. Victoria var da vist ikke den eneste, der var distraheret, hvilket kun fik et smil frem på hendes læber. Hun syntes dog at spotte et glimt i elverens øjne. Betød det, hvad hun troede, det betød? Hun kunne ikke vide sig sikker, men noget tydede på, at deres tanker var samme sted lige nu. Hun vidste dog ikke, om hun kunne tillade sig at handle på det, eller om Sitali i det hele taget havde tænkt sig at lade det blive ved mere end fantasien. Hun måtte vel se tiden an og lade elveren tage det første skridt. Hun ville hellere være forsigtig og ikke at risikere at fornærme en ørkenelver ved at antage noget, der viste sig ikke at høre nogle steder hjemme.

Victoria fulgte roligt med, og da det blev mørkere, gik hun tættere på Sitali for at være sikker på at kunne se hende. Selvom hendes øjne forholdsvis hurtigt vænnede sig til mørket, havde hun på ingen måde samme skarpe syn som elveren havde i det svage lys. Victoria tog imod hånden, og hendes kinder blev igen svagt lyserøde, som hun absolut ikke kunne skjule sit eget glimt i de blå øjne. Hun nikkede dog og lænede sig mod klippevæggen for at indikere, at hun var klar til at fortsætte.

Det store dyr var normalt ikke til at undgå, men Sitali bebrejdede hun sig selv, når hun ikke var opmærksom på sine omgivelser. Måske fordi hun sjældent var stødt på mennesker og da slet ikke med Victorias direkte udstråling, for hun havde virkelig ikke langt skjult på hendes blik tidligere. Det satte automatisk tankerne i gang hos hende, som hun måtte bide tænderne sammen og koncentrere sig om deres sti i stedet. Hvis ikke hun passede på, så ville hun jo ende med at træde ved siden af og falde ned. Det ville ende voldsomt galt, hvis ikke hun passede på. Sihan ville også bebrejde hende og højst sandsynligt følge efter ned i mørket.. Så skulle hun også have det på samvittigheden.

Selvom der var meget mørkt lige nu, så var der faktisk ikke særlig langt til en eventuel udgang, man kunne i hvert fald godt mærke på luften, at den var blevet varmere og ikke det sædvanlige kolde, under jorden, temperatur. Sitali valgte dog at tilbyde Victoria en hånd, så hun ikke følte, at hun skulle træde ud i mørket selv. Victoria virkede klar, som Sitali langsomt flyttede fødderne sidelæns for at bevæge sig over den samme sti. Hun kunne sagtens have givet Victoria noget lys, men havde lidt på fornemmelsen af, at det måske ville gøre mørket fra dybet en smule mere virkelig. Derfor gav hun i stedet hendes hånd et klem, som hun førte dem rundt om klippevæggen og de snart kunne fornemme de blå aftegninger fra Sihan. ”2 skridt mere, så er vi der” lød det opmuntrerende fra hende, som hun selv var kommet ud på den anden side, men fortsat holdt Victorias hånd, så hun vidste hvad vej hun skulle træde.

Victoria var allerede fuldt koncentreret om at sætte fødderne det rigtige sted. Hun havde stadig elveren i baghovedet, men lige nu lå hendes fokus et ganske andet sted. Det hjalp gevaldigt, at hun havde Sitalis hånd at støtte sig lidt til, og selvom hun ikke klemte så meget til, at det ville gøre ondt, var hendes greb stadig fast nok til, at hvis hun skulle træde forkert, så ville hun stadig have et ankerpunkt. Så ville spørgsmålet selvfølgelig, om Sitali ville kunne forhindre Victoria i at falde, eller om de begge ville dale i afgrunden. Det var lidt af en tillidsøvelse, men Victoria var ganske fortrøstningsfuld ved at lægge sit liv i hænderne (eller hånden) på elveren.

Victoria var absolut ikke i tvivl om, at de var på vej ud, for hun kunne tydeligt mærke temperaturen stige, og det var ikke kun fordi, hun holdt den kønne elver i hånden. Luften blev varmere. Ved Sitalis ord nikkede Victoria og trådte langsomt fremad stadig med et fast greb i elverens hånd. Så kom hun ud på bedre grund, hvor hun ikke var nervøs for at falde ned, og hun sendte elveren et smil (hun gik egentlig ud fra, at hun kunne se det). "Tak."

Udfra den stilhed, som sænkede sig over dem, kunne Sitali nemt konkludere, at Victoria gjorde alt for at fokusere på sine trin og ikke lade sig distrahere af noget andet. Derfor talte hun heller ikke til hende, selvom hun var van til at skyde genvej for at komme op til overfladen, så lod hun Victoria koncentrere sig, imens at hun selv havde rettet blikket imod Sihan, der var begyndt at gå rundt i cirkler af ren og skær bekymring for om hun ville dukke op igen. Han stoppede dog, da han fik øje på dem begge og valgte derfor også at sætte sig ned, imens de fandt fodfæste igen.

Der var et ganske svagt lys forenden af en smallere gang, men man kunne sagtens fornemme varmen og den brise, som strømmede ind igennem tunnellen. Sitali rettede dog blikket imod Victoria, som de begge endte på den anden side og nu kunne slappe af igen. Hun nikkede roligt til hendes tak, som hun kiggede ned på deres hænder, der endnu holdt fast i hinanden. "Vi er der næsten og forhåbentlig i tide til lidt solskin" sagde hun, som hun gengældte menneskets smil. Hun vidste ikke om hun skulle slippe hende eller fortsat holde fat i hende. Der var jo ingen fare mere. Måske det bare ville blive akavet.