Det var måneder siden Atlas havde forladt ham. Taget ud på et eller andet job han absolut ikke kunne takke nej til ham, og som han lovede han ville være tilbage fra efter to uger. De to uger var gået og Asad havde ventet på ham ved bymuren, spejdet efter ham fra solopgang til solnedgang. Dagen efter havde han gjort det igen. På tredjedagen havde han givet op og var i stedet ventet derhjemme. Efter en måned havde han fundet Junos hus og brændt det ned til grunden. Det havde ikke ændret på, hvor tom han følte sig, selvom det endelig var lykkedes ham at slippe af med sin rival. 
Først havde han opsøgt Beccan, der selvfølgelig var ude af byen, for første gang nogensinde. Han havde slet ikke lyst til at forsøge at opsøge Pil. Hun ville ikke bryde sig om hans grund til at gå til hende. Beccan var ligeglad med om han var ens første-, tredje- eller sidstevalg, men Pil kunne kun være dit førstevalg.

Derefter var han gået på jagt på kroer og på bordeller. Han vidste ikke hvad han ville have, men han vidste, at han ville vide det, når han så det. Og en dag så han Nicola. 

Han stod i bordellet, han havde hørt omtalt som 'Hr. Silenes Piger', og forhandlede om en pris, for den fyr han havde udset sig et par dage forinden, da han så ham komme forbi.

"Du der," kaldte han af ham og vinkede ham hen til sig, samtidig med at han efterlod en overdrog en gavmild pose krystaller. Han lignede fuldstændig Atlas, som han havde set ud for et par år siden. De bløde læber, de store krøller, den mørke hudfarve. Asad havde med ét både lyst til at slå ham og kysse ham.
"Vi har aftalt at jeg låner dig med hjem et par timer. Det vil du gerne, ikk?" Spurgte han, da Nicola var tæt nok på ham. Det var et retorisk spørgsmål; han vidste at han, i det her arbejde, ikke kunne andet end at være med på hvad end hans chef havde bestemt for ham. 

efterhånden havde Nicola fået et nogenlunde normalt liv op og køre på bordellet, eller i hvert fald så normalt, som det virkede til at kunne blive. Det hjalp nok en del, at det endnu var begrænset, hvor mange kunder han blev givet til. Det føltes stadig som om han nassede på pigernes hårde arbejde, men det var jo ikke noget han selv havde bestemt, så det var vel en følelse, som han bare måtte lære at leve med. Han burde vel bare være taknemmelig for, at han havde en seng at overnatte i og mad at spise.

Selv den korte tid han havde brugt på bordellet, havde sat sine spor på hans krop. For eksempel var hans ribben ikke længere så tydelige, at man uden problemer kunne tælle dem. Livet på bordellet havde også gjort ham en del mere forfængelig. Han havde altid gået op i sit udseende, men nu kunne han bruge lang tid foran spejlet på at få krøllerne til at sidde helt rigtigt, eller sikre sig, at han opbyggede i hvert fald lidt muskler, nu hvor han ikke var så sygeligt tynd.

Endnu en gang stod han foran spejlet for at gøre ig klar, i tilfælde af, at en kunde ville få lov til at bruge ham. Da han hørte klokken som indikerede, at han skulle komme til receptionen ringe, trak han en bluse over hovedet, og tjekkede sig endnu en gang i spejlet for at sikre sig, at håret ikke var blevet pjusket, før han skyndte sig ud af døren.

Knapt var han nået ned af trappen, før der blev kaldt efter ham. Pligtskyldigt gik han hen til ham, og bukkede ganske let.
"Selvfølgelig vil jeg gerne med dem hjem" Han lagde hovedet på skrå og smilede til ham. Egentlig var han ikke glad for at forlade bordellet med en kunde, men hvis der var betalt for hans ydelser, havde han intet at sige til det.

Asad fnøs da knægten oven i købet bukkede af ham. Atlas ville aldrig have bukket og Nicola måtte, om han vidste det eller ej, finde sig i at blive sammenlignet med Asads forsvundne ven. Han nægtede at tænke på Atlas som sin kæreste - det ville de officielt være blevet, når han kom hjem igen, men han var jo ikke kommet hjem. Han havde jo efterladt ham her.

"Velopdragen," kommenterede han rosende til bordelejeren, uden at tage blikket fra den spinkle dreng. "Og ren." Som om han ikke ville have taget ham, havde han været beskidt. Nicola var den eneste i hele Dianthos, der mindede ham bare en lille smule om Atlas, og han ville have taget ham med hjem, om han så havde været tværet ind i mødding.

"Så kom," beordrede han og snakkede denne gang til Nicola. "Jeg skal nok følge dig tilbage igen, prinsesse," lovede han, med et smil der afslørede at han havde langt mere lyst til at spise ham levende, end han havde lyst til at følge ham hjem nogensinde igen, men han lagde også en hånd om Nicolas baghoved og skubbede ham insisterende med sig ud og hjemad. 
Normalt ville Asad altid sørge for at vaske blod af sine hænder, men han havde været ved siden af sig selv de sidste to måneder, og indtørret blod sad imellem ringene på hans fingre, og hans overlæbe var flækket i venstre side, fra sidst der var nogen, der havde turde sige ham imod. Han vidste godt, at han ikke selv lignede den blide type kunde, men han havde ikke planer om at gøre Nicola ondt. Ikke mere end han havde lyst til at gøre Atlas ondt. 

Lettere nervøst skævede Nicola til Enzel. Noget ved kunden gjorde ham urolig, og selvom han vidste, at han intet valg havde, fik han mindre og mindre lyst til at gå med ham. Han så noget barsk ud med den flækkede overlæbe, selvom skaden selvfølgelig kunne være opstået på et utal af måder. Han forsøgte at berolige sig med, at Enzel bemyrede sig ret meget om hans velbefindende, så bordelejeren ville vel næppe sende ham hjem med en kunde, som han mistænkte ville gøre ham ondt? Det var i hvert fald hvad han gentog overfor sig selv.

Smilet mindede nærmest om noget, som Nicola ville have forventet at e hos nogle af slavehandlerne i Rubinien, når de øjnede en mulighed for at sælge en god slave. Han havde mistet gode venner til de slavehandlere, men han var altid selv sluppet. Selvom man selvfølgelig kunne argumentere for, at han var en form for slave nu. Han havde i hvert fald ikke meget fri vilje, for havde han det, var han flygtet op på sit værelse.

Han ville have kigget bedende på Enzel, men før han næsten nåede at reagere, blev der lagt en hånd om hans baghoved og han blev skubbet ud af døren. Han tvang sig selv til at følge lydigt med, mens han forsøgte at smile charmerende til manden, som han skulle bruge det næste stykke tid med. Det her job skulle overståes, så han kunne komme hjem til bordellet igen, så et bemmeste var uden tvivl at forsøge at ignorere frygten og spille en perfekte prostituerede, så han kunne få tilfredsstillet sin kunde.

Frygten kunne nærmest lugtes på den stakkels fyr Asad slæbte med sig, men han gjorde ikke noget for at berolige ham. Hvad skulle han sige? 'Jeg skal nok passe godt på dig'? Det var præcis det modsatte af, hvad han havde tænkt sig. Han gad ikke spilde løgne på én han havde betalt for.
I stedet fulgte han i stilhed Nicola med sig til beboelseskvarteret og op ad en trappe, der ledte ind til hans lejlighed. Først da døren smækkede bag dem, brød han stilheden. 

"Har du et navn?" spurgte han, imens han smed sin jakke fra sig over en stol. Den lille etværelseslejlighed var kunstnerisk indrettet. På trods af Asads voldelige tendenser, holdt han af kunst, i alverdens farver, selvom han ikke så dem i andet end grå nuancer. En seng optog det meste af værelset, og det var også dén han gav et nik mod, som tegn til at Nicola kunne sætte sig i den, imens han selv gik hen til sit vindue og lukkede den. Han ville ikke risikere at hans akrobatiske lillebror pludselig kom springende ind ad det, fordi han tog et åbent vindue som en invitation. 

En sofa stod i den anden ende af lokalet, og på sofabordet foran det lå der krystaller af alle slags, tydeligvis i gang med at blive optalt, nogle af dem i en skål med blodigt vand. Asad havde ikke altid været så skødesløs med beviserne for, at hans krystaller ikke kom til ham på lovlig vis, men han var ude af kurs. De sikkerhedsforanstantninger han normalt gik op i, kunne rage ham nu. Hvordan man både kunne have det, som om man var ved at blive slået ihjel langsomt, og som om man var uovervindelig, på én gang, ville han aldrig forstå, men det var sådan han havde det. 

Lyden af døren der smækkede bag dem lød næsten unaturligt højt, og satte med det samme gang i Nicolas hjerte. Han var fanget indtil denne mand besluttede sig for, at han var færdig med ham. Eller indtil de blev urolige på bordellet, men forhåbentlig ville det ikke tage så lang tid. På den anden side vidste han jo ikke, hvor meget der var blevet betalt for hans ydelser, og dermed hvor lang tid denne fremmede mand havde til at forlyste sig med ham. 

Lettere tøvende satte han sig på sengen. Under normale omstændigheder ville han allerede nu have travlt med at forføre sin kunde, men af en eller anden grund havde han ikke så travlt med det lige nu.
"Nicola" han forsøgte sig med et venligt smil.
"Må jeg få dit navn?" Han ville da som minimum gerne vide, hvordan han skulle tiltale ham, alt andet var uhøfligt.

I stedet for at holde blikket låst fast på sin kunde, lod han det glide rundt på værelset. Det var ikke lige det, han havde forventet, baseret rent på hans udseende. Nok nærmere et eller andet beskidt lille værelse i slummen med våben spredt ud over det hele. Måske han alligevel havde taget fejl af ham.
Hans blik landede på krystallerne, og bagefter vandet, som havde en mistænkelig rød farve. Det kunne selvfølgelig være mange ting! Der var jo intet som kunme bevise, at det var blod, som havde farvet vandet! På trods af, at han forsøgte at overbevise sig selv om dette, kunne han mærke sveden samle sig på ryggen.

Nicolas smil var tabt på Asad. Han havde svært ved at se smil og tro på ægtheden i dem, og noget sagde ham at Nicolas smil var lige så uægte som det smil en grønthandler ville give ham.

"Asad." Hans efternavn havde ingen betydning. Desuden ville han ikke sættes i forbindelse med sin far, eller sin familie overhovedet, eller deres tidligere karriere i cirkusset. Der var ikke mange, der var bange for en akrobat.

Han hev sin trøje over hovedet, imens han gik hen til Nicola, og smed den fra sig på gulvet, inden han satte sig på sengen ved siden af ham. Hans tatoveringer var nu synlige; en ulv og roser på venstre arm, og blandt roserne, gudinde Chance, afbildet med en nymåne. De var holdt i sort, uden de farver han alligevel ikke kunne nyde. 
Fordi han kunne se, at fyren stadig var bange for ham, rakte han langsomt ud efter ham, og begyndte at hive blusen af ham, uden at lade ham hjælpe. Den endte på gulvet ved siden af hans egen. Han lignede så forbandet meget Atlas, som han havde set ud dengang de var teenagere sammen, at hans pik allerede var ved at reagere på det. 

"Sut min pik, Nicola," beordrede han, efter at have betragtet den kønne dreng et øjeblik, og nikkede sigende imod gulvet imellem sine spredte ben. 

Detvar næsten umumligt for Nicola ikke at betragte den nu nøgne overkrop. Der var ingen tvivl om, at Asad så godt ud, hvis man selvfølgelig så bort fra den flækkede læbe. Nicola havde aldrig rigtig været til de der hårde og barske typer,  dem havde han mødt så tilpas mange af, at han vidste, hvordan de oftest opførte sig. Men den betød ikke, at han ukke kunne nyde synet af en velbygget mandekrop. 
Især tattoveringerne fangede hans opmærksomhed. Han havde aldrig helt forstået ideen med at have tattoveringer, men han måtte da indrømme, at det trods alt var anske flotte kunstværker.

Uden at brokke sig, men også uden at gøre det mindste for at hjælpe, lod han blusem blive hevet af. Han var efterhånden så vant til at være nøgen, at det ikke gjorde den store forskel for ham, om han var påklædt eller ej. Desuden havde han ikke et mindste at skamme sig over. Kroppen blev holdt veltrænet og uden blød, præcis som mange af hans kunder foretrak det.

Af ren vane begyndte han at glide ned på gulvet, lige så snart ordren blev givet.
"Javel" Han var allerede helt nede på knæ, inden svaret forlod hans læber. Med bløde bevægelser lod han hænderne glide over bulen i bukserne inden han i steder lod dem glide op, så han kunne få bukserne tilpas til side. Med et samme lod han hånden glide op og ned af skaftet, inden han lod munden glide ned over den. Som sædvanlig var han yderst forsigtigt med ikke at lade de spidse hjørnetænder komme i berøringen med noget, som han begyndte at bevæge hovedet frem og tilbage mens tungen kærtegnede pikken.

En bølge af varme, Asad ikke havde følt siden Atlas var taget af sted, skyllede ind over ham, fra det øjeblik Nicola gled en hånd over hans bule. Hans varme ånde og tunge ramte ham som en ny bølge, og Asad spredte sine ben yderligere for ham. Han forventede at kunne slappe af med en køn mund om sin pik, men han var stadig lige så anspændt som han var vred. Det var en vrede, der kun kunne forløses med vold, men Nicola var ikke Atlas, og Asad forsøgte at alligevel at holde sig tilbage. 
Han greb fat om Nicolas bløde krøller, men gjorde ikke andet end at hive lidt i dem engang imellem, bare at kunne høre ham klynke om ham. 
"Det er godt nok," sagde han, ikke længe efter Nicola var begyndt. Han havde ikke tænkt sig at komme i munden på ham.

"Du er god til at gøre som der bliver sagt," roste han og rejste sig op, og indikerede til Nicola at han skulle gøre det samme. Hans pik var helt stiv imellem dem, men det stoppede ham ikke fra at læne sig ind over den mindre fyr og skubbe hans ansigt op med en hånd under hans hage, så deres læber var udfor hinanden, men ikke mødtes. Asad kunne føle hans ånde mod sine læber, og han forestillede sig, at han kunne smage frygten, der kom fra ham.

"Bed om tilgivelse," beordrede han lavmælt. Nicola var her ikke, fordi han var smuk eller fordi han kunne finde ud af blinke sødt. Han var her, fordi han lignede Atlas. Han var her, fordi Asad havde brug for at straffe Atlas, og Atlas ikke var her.

Her gang der blev hevet i håret, gav Nicola sig en smule af smerte. Nej, det var da langt fra det værste han havde prøvet, men det ændrede ikke på, at det trods alt stadig gjorde ondt. Desuden var hans erfaring, at hans kunder ønskede en form for reaktion, når de begyndte at rive ham i håret. Under andre omstændigheder kunne han sikkert have nydt behandlingen, men under andre omstændigheder ville hans kunde normalt også have gjort noget for, at de begge fik del i nydelsen. Det kunne selvfølgelig være, at han bare havde været heldig med hvilke kunder han fik.
Lydigt fjernede han hovedet, så han i stedet kunne se afventende op på Asad. Det var uden tvivl ham som skulle styre alt hvad der foregik og Nicola havde ingen intentioner om at udfordre hans autoritet.

Som sædvablig mærkede han en latterlig stolthed sprede sig i kroppen ved rosen. Han hadede sig selv for det, men han var næsten afhænig af den ros han fik.
Så snart der blev givet tegn til det rejste han sig op. Han havde ikke tænkt over det før, men Asad var alligevel en del højere end ham. Ikke at der som sådan var noget galt i det, faktisk var hans lave højde noget som tiltalte mange af hans mandlige kunder, og så selvfølgelig hans spinkle statur. Det var nok bedst ikke at tænke for meget over det.

Ordren forvirrede ham, hvilket tydeligt kunne ses i hans ansigt. Han havde fået ros, så det kunne næppe være hans ydelser, han skulle bede om tilgivelse for?
"Jeg er ikke sikker på, hvad du ønsker jeg skal bede om tilgivelse for" Det var en underlig ting at blive bedt om, men i sig selv jo egentlig rinelig harmløst, så han gjorde det gerne, han havde bare brug for lidt flere detaljer, så han ikke gjore noget galt.

Havde Asad troet at Nicola viste en attitude overfor ham, ville han have straffet ham med det samme. Heldigvis for ham, var det rimelig tydeligt at Nicola kun spurgte, fordi han gerne ville tilfredsstille, og Asad nøjedes med at stryge en tommelfinger blidt over hans hals, inden han lagde hele hånden om den, lige under hans kæbe. Det var et blidt greb, der på ingen måder var stramt, men han havde heller ikke tænkt sig at tage vejret fra ham. Nicola skulle bare mindes om, at han skulle passe på.

"For at forlade mig," svarede han igennem sammenbidte tænder, og overvejede konsekvenserne af at slå Nicola ihjel. Bordelejeren havde virket usædvanligt glad for ham, og han vidste både hvad han hed og hvor han boede, så kom han ikke tilbage med ham som aftalt, var han slet ikke i tvivl om at han ville være nødt til at stikke af ud af byen, og dét havde han trods alt ikke lyst til. Dianthos var hans hjem. Og hvis Atlas nogensinde kom tilbage, ville det være her, han kom tilbage til. Han var nødt til at holde sig selv snor og passe på med, hvad han udsatte fyren for. 

Det kunne godt være, at Asad ikke strammede grebet om halsen, men for Nicola var det grebet alligevel et ubehageligt bevis på, at Asad meget nemt kunne gøre skade på ham. Og højest sandsynligt også havde tænkt sig at gøre det, hvis han ikke var tilfreds med ydelsen. Hans blik flakkede en anelse. Han havde mest af alt lyst til at stikke af, men ville han overhovedet få lov til det? Og hvad ville Enzel ikke sige, når han kom alt for hurtigt tilbage til bordellet? Desuden havde Asad jo ikke gjort ham noget, det kunne jo være, at han bare var til den lidt mere hårdhændede behandling. Sådan havde mange mænd det jo.

Tøvende så han Asad ind i øjnene. Der var tydeligvis nogle problemer, som han ikke havde fået bearbejdet, og som han projekterede på Nicola. En kæreste, som var stukket af med en anden, måske?
"Jeg er ked af, at jeg forlod dig" Han bed sig i læben. Hvor tykt skulle han smøre på? "Det var ikke min mening, at gøre dig ondt" Forsøgt strøg han blidt et par fingre op ad Asads arm. Hvis han viste nok ømhed overfor denne tilsyneladende aggressive unge mand, kunne de måske fortsætte på en lidt mere stille og rolig måde, så han, med lidt held, kunne komme tilbage til bordellet uden mærker? 

Nicola kunne ikke have sagt det bedre. Det var præcis, hvad Atlas ville have sagt. Han ville kaldt ham 'Asibi' og være gået ned på knæ, og have suttet hans pik, indtil Asad havde tilgivet ham, men Nicolas ord... De var helt perfekte. Gåsehud spredte sig ligefrem på hans mørke hud, da fyren strøg sine fingre op af hans arm. Den berøring var det eneste der stoppede ham fra at slå ham. Han var bedre til sit arbejde end Asad havde regnet med. 

"Godt," svarede han, ikke som en ros, men som en anerkendelse af undskyldningen. Det var godt, at han undskyldte. Det var godt, at han var ked af det, at han havde indset sin fejltagelse.
Langsomt strøg han begge hænder ned ad Nicolas spinkle krop, indtil han nåede hans bukser, som han lige så langsomt åbnede.

"Tror du, at du kan tage mig?" spurgte han lavmælt, imens han skubbede Nicolas bukser ned over hans hofter og sørgede for at stryge sine fingre over hans bare balder, inden han greb rigtigt fat om hans røv og trak ham tættere ind til sig. Han havde kunne høre på bordelejeren, at Nicola var noget særligt, så han gik ud fra, at han ikke havde været sammen med mange kunder endnu. 

Lettet sukkede Nicola. Det virkede det, at hans undskyldning, eller hvad man nu kunne kalde det, havde været tilfredsstillende. Han havde heller ikke nogen som helst ide om, hvad han kunne have gjort for at gøre undskyldningen bedre. Asad virkede fuldkommen utilregnelig, og det gjorde Nicola utroligt anspændt. Han følte ikke, at han kunne regne med, at han ikke lige pludselig ville skifte fuldkommen og i stedet blive voldelig. Men for nu virkede han jo fredelig nok, så det var bare om at holde det på den måde. Hvordan pokker han så end skulle bære sig ad med det.

Han følte sig utrolig sårbar, som han pludselig stod der uden bukser. Ganske vidst havde han endnu ikke været sammen med mange kunder endnu, men han havde endnu ikke fælt sig så usikker, mens han skulle tage sig af en mands behov. Det var vel en eller anden form for trøst, athan i det mindste var vant til at blive taget hårdt og uden hensyn, hvis han havde ret i sin antagelse om, at Asad ikke ligefrem var til den blide form for samleje.

Som den gode lille prosituerede han allerede var blevet opdraget til at være, pressede han sig mod Asad mens han sukkede lavmælt.
"Ja" Han havde da endnu ikke mødt en mand, som det ikke havde været muligt for ham at tage. Ganske givet havde det langt fra altid været behageligt for ham selv, men det havde da altid ført til tilfredsstillelse for den anden part.

Asad begyndte at grine, da Nicola pressede sin lille krop op imod ham. Hans suk understregede kun, at det her var hans job. Det var falsk og det var forkert, men det også præcis hvad Atlas ville have gjort. Den hengivenhed, som man kun udtrykte, når man var sammen med én man elskede. Men Atlas havde ikke elsket ham, havde han? Han havde forladt ham.

Med ét skubbede Asad Nicola væk fra sig og ned på sengen. Han fulgte efter ham og satte sig ind over ham, med én hånd mod Nicolas brystkasse for at holde ham på plads, og med den anden slog han ham. Han var i den her verden alene og Nicola var ikke bare en erstatning, han var en dårlig erstatning. En dårlig erstatning, der sagde alt det rigtige, og som nærmest tvang Asad til at gribe fat om en håndfuld af hans hår og tvinge ham om at ligge på maven, så han kunne holde hans ansigt ned mod madrassen.
Han følte ikke noget behov for at forklare for Nicola, ligesom han ikke følte noget behov for at undskylde. Det her var, hvad den lille luder blev betalt for. 
Han havde olie og cremer i sin natbordsskuffe, der ville gøre oplevelsen behageligere for dem begge, men det var ikke hvad det her handlede om, og Asad skænkede dem ikke en tanke, men brugte én hånd til at holde Nicolas nakke nede og den anden hånd til at skubbe hans ben fra hinanden, inden han tvang sig op i ham med et støn. 

Latter var nok den absolut sidste reaktion, som Nicola havde forventet fra Asad. Hvad var der overhovedet at grine af? Han havde gjort, som han ville have gjort med alle andre, og de var da aldrig begyndt at grine. Han vidste godt, at reaktionen var falsk, og Asad vidste det tydeligvis også, men derfor var der vel ingen grund at begynde og grine af det.

I et splitsekund håbede han på, at Asad skubbede ham ned på sengen, fordi han var blevet ivrig efter at komme rigtigt i gang. Ivrig kunne man sikkert godt kalde ham, men ikke på den måde, som Nicola havde håbet. Lige så snart Asad placerede en hånd på hans brystkasse for at holde ham på plads, vidste han, at det var noget galt. Og ganske rigtigt, lige efter landede slaget. Måske burde han gøre noget for at skubbe Asad væk, så han kunne stikke af, men i stedet lå han helt stift på sengen. Selv da han blev vendt om og hans ansigt blev holdt ned mod madrassen, reagerede han ikke.

Nærmest instinktivt gravede han fingrene ned i sengen. Han vidste, hvad der skulle til at ske, og han vidste, hvor ondt det ville gøre, hvis ikke Asad gjorde sig besværet med at forberede ham ordentligt. Selvfølgelig kunne han forberede sig noget så grundigt, men alligevel klynkede han højlydt af smerte, da Asad tvang sig op i ham. Han kunne næsten ikke tro, at det skete igen, og så af en, som tilsyneladende ikke havde nogen grund til at gøre ham ondt. Og ondt gjorde det. Enzel var i det mindste så sød at bruge olier, når han tvang sig på ham, og Sobek havde da forberedt ham bare lidt på smerten ved at bruge fingrene først. Men med Asad var der ingen forberedelse, og tilsyneladende heller ikke nogen nåde.

"Du er en stram lille killing, er du ikke?" snerrede Asad, imens han skubbede sig helt op i den lille fyr, der tog Asads humør med rank ryg - metaforisk set. Bogstaveligt talt lå han med røven i vejret og ryggen bøjet, ansigt og fingre begravet i lagnet. I det mindste var killingen god nok til sit arbejde til ikke at skrige efter hjælp, på trods af at Asad havde fået det indtryk, at han var ganske ny i branchen. 

Med en hånd fortsat mod Nicolas nakke og den anden om hans hofte, begyndte Asad at kneppe ham. Langsomt, for sin egen skyld mere end for Nicolas, for knægten var stadig helt stram om ham. Men det var ikke det her han ville. Han ville se Nicola lide. Han ville høre ham undskylde om og om igen. Han ville se ham græde og kalde efter sin moar. 

Så han trak sig ud igen. Nicola lod trods alt stadig til at være rimelig medgørlig, men han skulle ikke forsøge noget.
"Vend dig om på ryggen," beordrede han, imens han åbnede skuffen i sit natbord og fandt en olie frem. Indholdet hældte han skødesløst ud i sin hånd og gned sine fingre ind i det, inden han arbejde det om sin pik og derefter greb fat om Nicolas røv og utålmodigt skubbede et par olierede fingre derop også. 
"Er du bange for mig?" spurgte han, åbenlys omkring hvordan det morede ham at spørge, imens han havde sine fingre oppe i Nicola, der var så meget mindre end ham, og desuden blev betalt for at være her.

I stedet for at svare på spørgsmålet klynkede Nicola lavt af smerte. Det virkede alligevel kke som den slags spørgsmål, som der blev forventet svar på. Ikke at han ville have svaret på spørgsmålet uanset. Det var nærmest et ydmygende spørgsmål, som om det næsten satte en tyk streg under, at han endnu en gang blev taget mod sin vilje. Hvorfor blev det her ved med at ske for ham? Han vidste jo, at det ikke behøvede være på den måde. Det kunne faktisk være rart at være sammen med en anden mand, men med Asad var det kun ydmygende og smertefuldt. Det var vel i det mindste noget, at Asad bevægede sig langsomt i stedet for bare at støde til, men han tvivlede nu på, at det blev gjort for hans skyld.

Nicola kunne ikke lade være med at sukke lettet, da Asad trak sig ud efter forholdsvis kort tid. Han havde ikke lyst til at gøre ham vred og give ham grund til at være mere voldsom, så uden brok vendte han sig om, så han i stedet lå på ryggen. Tanken om at stikke af krydsede ham knap nok, han ville formentlig næppe nå ret langt, inden Asad ville være over ham. 

Forberedt på endnu mere smerte klemte Nicola øjnene hårdt sammen, så snart han så, at Asad smurte sine fingre ind i olie. Selvfølgelig var det noget mindre smertefuldt, end det ville have været uden olien, men det gjorde staidg ondt, og det var tydeligt at se på hans anstrengte ansigtsudtryk.

Hvorfor mon Asad havde behov for at vide, om han var bange for ham? Han fik vel en eller anden form for sadistisk nydelse ud af det. Men Nicola var ikke helt klar over, hvad han skulle svare. Ville det gøre det værre at indrømme, at Asad skræmte ham? det virkede ikke til, at Asad havde noget imod at virke som et monster, men det stred mod hans opdragelse t fornærme en kunde.
"Nej" Det blev hvisket helt lavt i håbet om, at Asad på en eller anden måde ville undgå at høre det.

Nicolas frække svar blev mødt med et fnys fra Asad. Hvis han ikke var bange, hvad var han så? Velopdragen? Han tvivlede. Nicola havde måske opført sig pænt indtil videre, men hans ydmyghed virkede på ingen måde ægte. Han virkede mest af alt som et skræmt dyr, der snart ville lære, at dets instinkter var at bide fra sig, når det ikke længere havde mulighed for at stikke af.

"Selvfølgelig er du ikke det," svarede han, kun en smule højere end Nicolas stemme havde været, men hans læber strøg til gengæld helt op af Nicolas søde katteører, da han sagde det. "Sig til, når du er ved at blive bange." Han havde ikke tænkt sig at fortælle hvorfor. Ville han stoppe, hvis Nicola indrømmede, at han var bange? Aldrig i livet. Men der var andre ting, den slags information kunne bruges til. 

Han trak sine fingre ud af Nicola og møvede sig ind imellem hans ben, hvor han igen skubbede sig op i ham, denne gang med noget mindre modstand. "Dygtig," roste han med en brummen, og lagde en hånd mod Nicolas inderlår for at skubbe det ned mod hans mave, så han nemmere kunne komme til. Han startede lige så langsomt ud som før, men allerede efter et par stød, føltes det langt bedre end før, og Asad satte tempoet op. 
"Jeg har tænkt mig at kneppe dig, til du ikke kan gå længere," påstod han med et skadefro grin, og klemte med sin fri hånd om Nicolas bløde balde, hårdt nok til at efterlade et mærke. Og så, uden advarsel, brugte han sin evne til at tage synet fra Nicola. Han havde ikke brug for det, til det de skulle lave sammen. 

Mon ikke det ville komme an på en prøve, at Asad ville blive ved, til Nicola ikke længere kunne gå? Nu hvor der var kommet noget smørelse var det ikke nær så ubehageligt, og bestemt ikke værre end noget, som han havde prøvet før. Ikke at han havde tænkt sig at sige noget til Asad, han ville sikkert bare tage det som en udfordring. Men det var rart at vide, hvad han skulle spille på, hvis han skulle forsøge at slippe fri hurtigst muligt. Det ville vel næppe være svært at spille bange og skadet? Bange var han jo sådan set allerede, og hvis det var, hvad Asad ønskede.

Dygtig.. han hadede at blive kaldt dygtig på den måde, det var så nedværdigende. Men hvad kunne han gøre ved det? Absokut ingenting medmindre han ville risikere at gøre han gal.
Nicola klynkede lavt, da Asad igen skubbede sig op. Det var helt klart mere behageligt end før, men det var stadig ikne behageligt. I det mindste tog han det da stille og roligt til at starte med i stedet for bare at støde igennem, som Nicola ellers havde frygtet. Frygten forsvandt dog ikke, for Asads ord fik det ikke ligefrem til at lyde som om, at han havde tænkt sig at fortsætte med at være blid. Netop som han havde tænkt tanken, blev alt pludselig mørkt.

"Hvad sker der?" Forvirret gned han sig i øjnene med forventning om, at det ville gøre det muligt for ham at se igen. Da det ikke kete, begyndte panikken at sprede sig.
"Hvorfor kan jeg ikke se! Hvad har du gjort ved mig!" Grænsende til panisk begyndte han at gøre modstand og kæmpe for at komme væk. Han vidste ikke, hvad Asad havde gjort ved ham, men han havde ikke tænkt sig at bruge et sekund mere sammen med denne ubehagelige unge mand. Stadig panisk slog han om sig med armene, ligeglad med, hvad han ramte. Ville hans syn mon komme tilbage? Han håbede det virkelig! Han havde brug for at kunne se!