Som sædvanlig var Nicola travlt i gang med at feje gulvet på første salen på bordellet. Sammen med al den anden rengøring på bordellet, var det blevet en af hans primære opgaver, siden Enzel havde besluttet at han skulle have færre kunder. Det passede ham faktisk ganske fint, men han havde lagt mærke til, at nogle af pigerne ikke længere smilede og hilste, når de mødte ham. Han kunne vel ikke rigtig bebrejde dem, han fik jo en del særbehandling.

Rengøringen gik ikke nær så stærkt, som den normalt ville. Enzel havde været ret hårdhændet de sidste gange, de havde været sammen, så han var fyldt med blå mærker på hofter, skuldre og lårene. Han var knapt kommet ud af sengen efter deres morgentur, fordi det helt ærligt gjorde lidt ondt at gå. Måske han skulle begynde at sige fra under overgrebene, bare så han faktisk kunne passe sit arbejde. Det var også svært at bortforklare mærkerne overfor kunderne, men i det mindste havde Enzel holdt ham væk fra kunderne, siden een første kunde havde spurgt ind til mærkerne. Det skulle jo helst ikke hedde sig, at Hr. Silene mishandlede varerne.

Han sukkede lavtmælt og støttede sig til kosten. Mon han ville kunne liste op på sit værelse uden at få en påtale? Han havde trods alt rimelig lang snor, når det kom til, hvad Enzel ville finde sig i fra hans side.

Finn havde sprunget morgenmaden over. Hun gad ikke sidde ved bordet og være tvunget til at tænke på, hvad Nicola og Enzel lavede sammen, når de ikke spiste med dem. Hvis de selv troede at de var diskrete, tog de fejl. Hvad havde Nicola overhovedet, som Finn ikke kunne give Enzel? Noget andet imellem benene og en hud, der bedre kunne tåle solens stråler.

Hun tænkte på Enzels isblå øjne, imens hun satte sit hår op. Det lod til at mænd nød at se det falde fra hinanden under akten, så hun satte det i en sirlig frisure, der så ud som om den kunne holde til lidt af hvert, men hvor der ikke skulle mere end en berøring til, før den første lok faldt ud. Hun tog en pelsfrakke på udover sin hvide, blondede underkjole og forlod sit værelse uden andet end dét på. Hun skulle hurtigt nok komme ud af det igen. Der var ikke travlest om morgenen, men hvis hun så ud som om hun var varm og blød, var det de færreste mænd der kunne modstå at komme ind at putte i tyve minutter, inden de skulle arbejde. Og Finn arbejdede hårdt. Hun gjorde en ære ud af at tjene krystaller til bordellet og til Hr. Silene.

Derfor undrede hun sig også, da hun kom ud af sit værelse og så Nicola stå og feje. Hun var ikke lige så lydløs som halvkattene, men Nicola så ud som om han stod i sine egne tanker, og Finn gik helt op til ham, lagde en hånd om hans nakke og trak ham ind til sig, så hun kunne presse sine læber mod hans kind i et blidt kys. Så tæt på stank han af Hr. Silene, men Finn indåndede det bare og trak sig smilende væk igen.
"Godmorgen Nicola," hilste hun og strøg kærligt sin hånd fra hans nakke, ned over hans skuldre og til hans overarme, og flyttede derefter sin hånd op til hans nakke hvor kærtegnet startede forfra, ikke ulig hvordan man ville kæle en kat. "Har du ikke noget bedre at bruge dine hænder til? Der er andre koste, der vil betale bedre, for at du holder om dém." Hun sagde det med et smil på læberne, men det var et reelt nok spørgsmål. Der måtte være nogle af pigerne, der var mindre eftertragtede end Nicola, der kunne stå for rengøringen.

Det var sjældent, at Nicola blev så optaget af sine egne tanker, at han var fuldkommen blind overfor, hvad der skete omkring om. Ikke desto mindre var det tilfældet nu, så han opdagede først Finn, da han mærkede en hånd i nakken, og et par læber mod kinden. Normalt ville hans reaktion på sådan en overraskelse være, at vende sig om og slå fra sig, men tiden sammen med Enzel havde gjort ham tam, så i stedet for sukkede han lettet og smilede svagt til Finn.
"Godmorgen, Finn. Du forskrækkede mig"

På trods af at han ofte forsøgte at overbevise sig selv om, at han havde det bedst alene, var han glad for, at Finn i det mindste stadig var venlig mod ham.
Selv de blide bevægelser, som hun strøg ham over nakke og arme med, var nok til, at mærkerne på hans skulder gjorde opmærksomme på deres tilstedeværelse. I det mindste var de ikke så smertefulde, at smerten var tydelig i hans ansigt.
"Hr. Silene ønsker at holde mig tilbage fra kunderne, for at jeg kan blive betragtet som en mere eksklusiv vare. Han mener, at det vil tillade ham at kræve en højere pris.  Så for nu er jeg nødt til at underholde mig med den her kost" Der var ingen grund til, at hun fik at vide, at det var det argument, som han selv havde brugt overfor Enzel og ikke omvendt.
Han vidste ikke, om pigerne på bordellet vidste, hvad han foretog sig med Enzel, men selvom de var klar over det, var der ingen grund til at tale højt om det.

"Jeg er sikker på, at han ville gøre det samme med jer andre, hvis han mente, at det ville skabe en større indtjening" Igen smilede han til hende, inden han atter greb fat om kosten, og fortsatte med sit arbejde. Der gik dog ikke længe inden han måtte stoppe og, med nogle slet skjult anstrengte støn, strække kroppen i et håb om at det bare var lidt morgenstivhed, som ikke ville forlade kroppen. Han skævede over mod Finn, i håbet om at finde ud af, at hun var gået så snart han havde fortsat sit arbejde, så hun ikke så hvor ødelagt hans krop faktisk var.

Vildkatten var blevet tæmmet. Og det passede Finn fint. Hun viste bedst sin kærlighed igennem fysisk berøring, så det ville være svært for hende at vise Nicola, hvor meget hun holdt af ham, hvis hun ikke måtte røre ham. Også selvom hun inderst inde godt vidste, at det nok ikke var den måde Nicola bedst forstod. Måske han ville forstå det bedre, hvis hun kom med en gave til ham, eller brugte sine ord. Men så tætte var de alligevel ikke endnu. Det skulle de nok blive, det vidste hun, men ikke endnu.

Hun så skeptisk på ham, imens han fortalte om Hr. Silenes ønsker. På trods af logikken i det, var det alligevel en skam at lade så kønne hænder gå tabt om et kosteskaft af træ, når et af muskler ville have sat bedre pris på dem. 
Finn vidste heller ikke, hvor mange der vidste, hvad Enzel og Nicola uden tvivl lavede sammen. Pigerne havde ikke snakket om det indbyrdes, af respekt for deres arbejdsgiver; ikke af respekt for Nicola. Så vidste man det, havde man selv regnet det ud. Der var ikke nogen der løb med sladder om Enzel.

Hun fnøs af Nicolas sidste tilføjelse og slap ham med et smil. "Sådan tænker han i hvert fald ikke om mig." Hun var stolt af at kunne påstå, at hun var den i bordellet, der arbejdede hårdest og hvis Enzel nogensinde prøvede på at stoppe hende fra at være sammen med sine kunder, ville hun blive rasende. 
Hun gik forbi ham og ned mod køkkenet, men stoppede på vejen, for at se Nicola an. Det var tydeligt for hende, at der var noget i vejen, men der gik et øjeblik før det gik op hende hvad det var.

Så fortsatte hun ned i køkkenet og kom først tilbage et par minutter senere, med en bakke med tekande og kopper, og møvede sig forbi Nicola og ind mod sit værelse. I døråbningen vendte hun sig mod ham. 
"Kom." Det var en ordre. Hun følte sig ansvarlig for ham, og derfor forventede hun også at han adlød hende. Hun fortsatte ind på sit værelse og satte bakken fra sig på et lille rundt bord, der stod ved siden af hendes seng. I bordets skuffe lå der en salve hun selv brugte fra tid til anden, og som hun frygtede hun burde bruge på Nicola nu. 

Lettere nervøst så Nicola på Finn. Han havde håbet på, at hun var nået at gå, havde hun ikke kunder, som skulle betjenes? Hun var jo trods alt en af de mere populære piger på bordellet. Med det samme fortrød han, at han ikke bare havde kunne bide tænderne sammen og holde smerten ud. Hvad var der dog sket med ham, han havde aldrig klynket så meget over lidt smerte, den gang han fik bank.

Mod sin vilje fulgte han efter Finn, mens han holdt blikket mod gulvet for at vise sin modvilje. Han havde en ubehagelig følelse af, at hun ville ville se hans mærker. Mon hun havde bemærket, at han ikke havde haft kunder de sidste par dage? Det ville gøre det svært at forklare, hvor mærkerne kom fra, især dem som så helt nye ud.
"Jeg er altså nødt til at fortsætte mine pligter, Finn. Hr. Silene forventer, at jeg bliver færdig med dem alle i dag" Hvad ville Enzel dog ikke sige, og for den sags skyld gøre, hvis Finn opdagede deres lille hemmelighed?

Selvfølgelig var han glad for, at Finn bekymrede sig om ham. Han var selv ret glad for hende, og betragtede hende som en af sine få venner. Hun havde været god mod ham siden han var ankommet til bordellet, men det gjorde det endnu vigtigere, at hun ingenting opdagede. Det ville slet ikke undre ham, hvis Enzel ville gå til store længder for at bevare sit gode navn og rygte på bordellet.

Finn var fuldstændig ligeglad med Nicolas tydelige modvilje mod at følge med hende. Hun anså sig selv som værende den mest fornuftige af de to, og hun troede ikke et øjeblik på at Enzel ville straffe ham for at bruge tyve minutter med hende. 

"Spørger han, havde jeg brug for din hjælp med rengøring herinde," sagde hun afvisende og lukkede døren efter dem, inden hun førte Nicola hen på sin seng, hvor hun satte sig ned med ham og hældte te op til dem begge. "Jeg har arbejdet for værre mænd end Hr. Silene. Jeg er ikke bange for ham." Sandheden var at hun higede efter at tilfredsstille ham, så hun kunne føle sig mere sikker i sin stilling, men det betød ikke, at hun ikke også mente det, når hun sagde at hun ville beskytte Nicola. De to ting var begge sande.

Tekanden blev sat ned igen, men i stedet for at tage sin kop, lagde hun en hånd på Nicolas lår og så bekymret på ham fra under sine lange, mørke øjenvipper.
"Jeg kan se du har ondt." Hun håbede at han selv ville fortælle hvorfor, men hun ville tvinge sandheden ud af ham, hvis hun var nødt til det.

Nicola sukkede opgivende, det lod ikke til, at han kunne komme med nogen undskyldninger, som Finn ville opfatte som værende gode nok. Han havde en nagende mistanke om, at det her ville kunne føre til seriøse problemer.
"Du får lov til at forklare ham det, hvis det her får mig i problemer" Selvfølgelig var han ikke bange for, at Enzel ville blive sur over, at han ikke fuldførte sine pligter. Men han var bange for alt det andet, han potentielt ville blive sur over, selvom Nicola selvfølgelig aaldrig ville indrømme overfor nogen, at han faktisk var lidt bange for Enzel.
"Jeg er ikke bange for Hr. Silene, men der er ingen grund til at give ham en undskyldning for at give mig flere og værre pligter"

Det var en underlig følelse, at Finn faktisk lod til reelt at bekymre sig for ham, og så uden at forlange at få noget igen, udover sandheden selvfølgelig. Men det var den ene ting, han ikke kunne give hende.
"Det er virkelig ikke noget slemt" Han tøvede og så ned i sengen. "Det er fra min sidste kunde. Han var en del mere hårdhændet, end jeg er vant til, og jeg ville ikke have, at han skulle klage til Hr. Silene, så jeg ville ikke bede ham stoppe" Han bed sig i læben og så på hende. Det ville ikke forklare de mere friske mærker, men det var den eneste ubdskyldning, som han lige kunne finde på.

Finn trak afslappet på skuldrene, da Nicola overlod forklaringen til hende, hvis det fik dem i problemer; det kunne hun godt håndtere. Selvom Enzel virkede hård, stolede hun på at han vidste, at hvis man behandlede ens ansatte for dårligt, så ville de finde et andet sted at arbejde. Han havde trods alt selv stjålet sine medarbejdere fra andre steder, inklusiv hende. Hvis han ikke selv ville ende med at arbejde med ryggen mod madrassen, så måtte han finde sig i at hun hjalp de af hendes kollegaer, der ikke havde det godt.

Hendes øjenbryn trak sig skeptisk sammen, imens Nicola smurte tykt på med sin løgn. Hun havde på ingen måde tid nok til at følge med i, hvor meget han arbejdede, men hun kunne godt lægge to og to sammen, og hun nægtede at tro på at hvis hun havde ret i, at Enzel tog Nicola for sig selv, at han så ville lade en kunde gå så hårdt til værks på ham. Men om ikke andet måtte hun give ham, at han var loyal mod Enzel, når han sådan forsøgte at beskytte ham.

Finn sank en klump, imens hun så Nicolas kønne ansigt an. Hvordan kunne hun hjælpe ham? Skulle hun fortælle ham, at hun vidste han løj, eller ville hun kunne beskytte ham bedre ved at spille med?

Hun vendte sig væk fra ham og fandt salven frem fra skuffen i det lille bord. "Vi har alle sammen den slags kunder engang imellem," sagde hun, uden at se på ham. En lok af hendes hår faldt ned over hendes øjne, og skjulte tristheden i dem, imens hun så ned på salven og skruede låget af. "Det her hjælper lidt. Lad mig se det værste af det, så fikser vi det sammen."
Da hun vendte sit ansigt mod hans igen, var det værste af hendes tristhed væk, og hun strøg lokken tilbage om bag sit øre. Det ville ikke undre hende, hvis Nicola havde set hende nøgen et par gange allerede. Hun havde sjældent mere tøj på end hun havde nu, hvor hun sad uden andet på end en pelsfrakke og en underkjole.

Det gav et ubehageligt sug i maven, da Nicola så Finns skeptiske blik. Han havde så desperat brug for, at hun troede på hans historie. I det mindste virkede det til, at hun spillede med på historien. Det var vel bedre end ingenting.
"Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor i gladeligt fortsætter med arbejdet, når der er kunder, der gør skade på jer, uden at have selv de mindste samvittighedskvaler ved det" Nok var det begrænset, hvor mange kunder han fik lov til at være sammen med, men han tvivlede på, at han ville kunne blive på bordellet, hvis kunderne begyndte at gøre skade på ham. At det så langt fra var sikkert, at han fik lov til at forlade bordellet, var så en helt anden sag.

Han vidste, at lige så snart han tog blusen af, ville hans historie falde til jorden. Han var udemærket godt klar over, at Finn ikke var dum, og han havde før set hende med blå mærker, så hun ville højest sandsynligt vide, at mærkerne umuligt kunne stamme fra den samme kunde. Med et opgivende suk tog han fat i kanten af blusen og hev den op og hovedet. Tøvende drejede han sig, så han sad med ryggen til hende. På hans ryg var der tydelige blå mærker, som de fleste steder godt kunne passe med, at nogen havde haft grebet hårdt fat i ham. De ældste af mærkerne var svagt gule og grønne og svære at se, mens de andre varierede fra i forskellige farver af lilla og blå. Og så kunne hun ikke engang se de mange mærker på hans hofter. Han bed sig nervøst i læben mens han ventede på Finns reaktion på de mange mærker.

"Ligegyldigt hvilket job man har, er der en frihed i at tjene sine egne krystaller," svarede Finn og forsøgte at skjule sin egen bitterhed over jobbet. Selv med den værste type af kunder hun havde her, var det bedre end at være slave i Rubinien. "Den skade de gør på dig... Det handler om et problem inden i dem selv. Det handler ikke om dig." Det var den bedste trøst hun kunne give og selvom hun vidste, at det ikke var meget, håbede hun at det betød noget. 

Så snart Nicola tog sin bluse af, vidste hun, at hun havde haft ret i, at det var Enzel, der havde haft fat i ham. Mærkerne var for nye og for voldsomme til at stamme fra nogen som helst anden, end den person der troede at han ejede ham.
"Det ser voldsomt ud," sagde hun lavmælt og sank en klump. Hun havde aldrig før forestillet sig at Enzel kunne være skyld i noget så rædselsfuldt. Den mand hun kendte var hensynsfuld og god, han var ikke.. Det monster, der gav en ansat så tydelige mærker.
Hun åbnede låget på salven og smurte en smule imellem sine hænder, som hun varmede inden hun med stor forsigtighed smurte det mod Nicolas mærkede krop, hvor det så værst ud. "Enzel bør... Høre om den her.. Kunde. Jeg burde snakke med ham. Han vil ikke lade vedkommende komme nær dig igen, hvis han ser hvordan du er blevet behandlet." Finn snakkede lavmælt og for første gang lidt usikkert, fordi hun vidste, at det ville være Enzels opførsel hun skulle snakke med Enzel om, hvis Nicola gav hende lov til at bringe hans mærker op. 

Tavst nikkede Nicola, som om han forstod, hvad hun mente, men han var stadig forvirret. Han kendte ikke rigtig noget til Finns fortid, men kunne det virkelig være så slemt, at hun foretræk villigt at løbe risikoen for at få en voldelig kunde? Nok havde han kun været ved Sobek i kort tid, men den behandling han havde fået der, samt den behandling han fik af Enzel, var mere end nok til at gøre ham træt af at blive taget hårdt og med magt.

Han ømmede sig lavt, da hun placerede hænderne mod hans mærker. Hendes bevægelser var utroligt blide, men han var virkelig øm. Han bed tænderne sammen og gjorde sit bedste for ikke at brokke sig. Forhåbentlig havde hun ret i, at salven ville hjælpe på de mange smerter, så han kunne fortsætte med sine pligter.

Forskrækket vendte Nicola sig om mod Finn. Skrækken var tydeligt malet i hans ansigt ved udsigten til, at Enzel skulle finde ud af, at han havde sladret.
"Nej!" Han rømmede sig og forsøgte at få noget af panikken til at ligge sig.
"Du må ikke tale med Enzel om det. Han skal ikke vide, at jeg har snakket med dig. Jeg mener, han skal ikke vide, ved der er sket" Han tog et par dybe indåndinger for at få styr på sig selv. Der kunne næsten ikke være nogen tvivl om, at Finn nu måtte vide, at mærkerne umuligt kunne komme fra en kunde, og så var der logisk set kun en person tilbage, som kunne være årsagen.
"Han må ikke vide, at du ved det" ordene blev hvisket mens han så bedende på hende. Det var jo trods alt for deres begges skyld.

Finns ansigtsudtryk genspejlede straks den frygt hun så i Nicolas. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen, den Enzel hun kendte og den Enzel Nicola var så bange for, men hun kunne se at Nicola virkelig mente det. 

"Okay. Jeg fortæller ham ikke noget," lovede hun lavmælt, og møvede sig tættere på ham, for kærligt at stryge sine fingre igennem hans nakkehår igen. Hun havde mest af alt lyst til at tage en alvorlig snak med Enzel, som hun var sikker på ville lytte til fornuft, men hun havde heller ikke lyst til at forråde Nicolas tillid til hende. Den nemmeste løsning hun kunne komme på, ville være at få Nicola ansat et andet sted, hvor Enzel ikke kunne få fat på hende, men hun var for selvisk til at foreslå det. Hun ville, ligesom Enzel, gerne have Nicola her, sammen med sig. 

"Er der... er der noget jeg kan gøre? Den slags... kunder... er svære at slippe af med." Hendes brune øjne så direkte ind i hans, med et bestemt blik, i et forsøg på at kommunikere at hun vidste, at det ikke var en kunde de snakkede om. 

Taknemmeligt smilede Nicola til hende, inden han igen drejede hovedet, så hun kunne fortsætte med at arbejde med hans ryg og skuldre.
"Tak" det blev sagt lavt, men han var sikker på, at hun alligevel ville kunne høre det.
Han sukkede nydende og bukkede hovedet lidt fremover, da hun strøg fingrene igennem hans nakkehår. Det var dejligt at blive nusset for, uden han følte, at hun forsøgte at få noget fra ham. Hvornår havde han overhovedet sidst været tæt på nogen, blot fordi han nød deres selskab? Der var selvfølgelig Phillippe, men var han virkelig kun sammen med ham, fordi han nød det? Han var stadig forvirret over sit forhold til snedkeren, så for det meste forsøgte han at ignorere de følelser, som tankerne om Phillippe kunne vække.

Der var vel egentlig ikke nogen rund til, at de fortsat lod som som, at det var en kunde, de snakkede om. Så længe de holdt stemmerne lave, så ingen af de andre piger endte med at overhøre dem.
"Jeg kan ikke bare nægte at være sammen med ham, det er ikke så simpelt" Hvor meget kunne han overhovedet fortælle hende? Han vidste, at Finn, og for den sags skyld mamge af de andre piger, var meget taknemmelige overfor Enzel, og på trods af hans til tider negative følelser overfor bordelejeren, ønskede han jo ikke at skade det forhold som Enzel havde til pigerne. Det ville ikke gøre noget godt. Men hvor ønskede han brændende en, som han kunne betro sig til, bare en enkelt gang.

Nervøst bed han sig i læben, mens han så ned i sengen. Han ville ikke miste Finn som en ven, men noget kunne han vel fortælle hende?
"Han siger, at han holder af mig" Han ville aldrig lære at forstå, hvordan Enzel kunne påstå, at han holdt af ham, for så at skade ham på den måde.

Det var første gang siden Enzel havde givet hende et jobtilbud, at hun fik lov til at være så tæt fysisk med nogen, uden at blive betalt for det. Det var helt terapeutisk, at få lov til at kærtegne Nicola og vise ham, hvor meget hun holdt af ham, og hun forsvandt ind i sine egne tanker, imens hun behandlede hans mærker og aede ham. 

Da han brød tavsheden, brugte hun også flere sekunder på at overveje hans ord, inden hun svarede ham.
"Han har ikke nogen grund til at lyve," svarede hun lavmælt. På trods af de mærker hun kunne se på Nicolas krop, følte hun et stik af misundelse. Enzel kunne have udset sig hvem som helst, men det var Nicola, han hev med i seng, og ikke kun fordi det var nemt eller uden risiko for et barn, men fordi han holdt af ham? "Men han viser sin kærlighed på en grum måde, Nicola, jeg tror ikke det er en god ide at- at bruge mere tid med ham end du allerede gør. Ikke når det er det her, han gør mod dig."

Finn var færdig med at smøre salve på de mærker hun kunne se, og pressede kærligt sine læber imod hans skulder et øjeblik i eftertænksomhed, inden hun lavmælt spurgte; "Holder du også af ham?"

Der var jo en logiks i Finns ord. Når nogen behandlede en skidt, var det selvfølgelig logisk at undgå dem. Hvis man altså havde et valg, hvilket han ikke havde.
"Jeg kan ikke bare afvise ham, så bliver han gal. Og jeg kan heller ikke ligefrem undgå ham, han kan trods alt komme og gå som han vil, selv på vores værelser" Siden Enzel havde været på hans værelse første gang, havde han mistet det eneste fristed, som han ellers havde haft. Han savnede virkelig at have et sted, hvor han kunne føle sig sikker.. Han kunne jo ikke ligefrem gå ind og overnatte med en af pigerne, Enzel ville sikkert bare beskylde ham for at gå i seng med dem.

Han spændte op i kroppen og bed sig i læben. Han vidste, at Finn var loyal overfor Enzel, så kunne han mon fortælle hende sandheden? Eller ville hun gå direkte hen og sladre?
"Jeg gør, hvad han kræver af mig, og hvad der er nødvendigt for at overleve. Det er ikke vigtigt, om jeg gengælder hans følelser" Selvfølgelig var det ikke sandt, og det var et utroligt dårligt forsøg på at slippe for at fortælle sandheden. Han ville så gerne stole på hende, hun var så sød ved ham.. men ville hun virkelig glemme sin loyalitet overfor Enzel til fordel for ham?

Finn vidste at Nicola havde ret, men det stoppede hende ikke fra at forsøge at passe på ham. Hun kunne ikke lade være med at føle at Nicola var hendes ansvar, slet ikke når det var Enzel, hendes Enzel, der behandlede ham så skidt.

Hun skruede låget tilbage på salven og satte den fra sig, så hun kunne kravle op i sengen og om på den anden side af Nicola, hvor han ikke kunne undgå at se hende i øjnene.
"Jeg håber du lyver bedre for ham, hvis han nogensinde er dum nok til at spørge dig om det samme," svarede hun med et fnys. Enzel ville forhåbentlig tro på Nicolas tydelige løgn, men hvis han gjorde, så var det fordi han ønskede at tro på den, og ikke fordi Nicola var god til at lyve.

"Har du et andet sted du kan være? På din fridag?" Hvis ikke han havde, ville Finn finde et sted til ham. Hun kunne bruge sin evne med det samme, hvis det var. Hvis ikke Nicola kunne sige nej, kunne han i det mindste gemme sig. 

Nicola kunne ikke lade være med at fnyse fornærmet over hendes ord, samtidig smilte han dog skævt til hende, for at vise, at det bestemt ikke skulle tages seriøst.
"Selvfølgelig lyver jeg bedre overfor ham, ellers var jeg her ikke endnu" Langsomt gled smilet væk fra hans ansigt, og han sukkede i stedet dybt.
"Jeg klarede mig på gaden, ved at lyve for folk, men de forventede aldrig, at der skulle være følelser indblandet. Enzel... Enzel gav mig ikke noget valg. Når han tror jeg har følelser for ham, er der i det mindste en chance for, at han vil prøve at være blid" Han havde ikke rigtig tænkt over, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde påstået at have følelser. Det var sket midt i et skænderi, fordi han ikke ville straffes, og da ordene først var røget ud af ham, var det for sent at tage dem tilbage.

"Nogle af dagene, men ikke noget fast sted. Jeg flyttede ind på bordellet næsten lige efter jeg kom til Dianthos, og jeg har ikke haft megen tid til at stifte nye bekendtskaber" Han ville da gerne liste hjem til Phillippe på alle sine fridage, men han kunne jo ikke forvente, at snedkeren altid ville stå til rådighed for ham. Desuden turde han ikke engang tænke på, hvad Enzel ville gøre, hvis han fandt ud af, hvor han listede hen.

Der var noget gennemtrængende trist over at høre Nicola sige, at han løj bedre overfor Enzel. Gjorde de ikke alle sammen det? Nød lærte nøgen kvinde at spinde, og nød lærte prostituerede at lyve overfor kunder og bordelejere.

"Skal jeg finde dig en ven?" Det var et oprigtigt spørgsmål, som hun havde tænkt sig at bruge sin evne til, hvis han tillod det. Der måtte være nogle gode kandidater derude. Og hvis ikke hendes evne kunne finde ham én, så kunne hun selv. 
Hun tænkte også på sig selv som hans ven, men det kunne ikke nytte meget at invitere ham ind på sit eget værelse. Der kunne Enzel altid finde ham, og hun ville heller ikke have at Enzel fik nogle forkerte ideer om, hvad hun lavede med Nicola på sit værelse. 

Taknemmeligt, men dog en smule trist, smilede Nicola til Finn. Han havde aldrig haft nogen, som tilbød at hjælpe ham, uden de forventede noget i retur. Selv tilbud som virkede reelt godhjertede havde stort set altid en bagtanke, men han stolede faktisk på, at Finn bare ønskede at hjælpe. Hun var virkelig alt for godhjertet til at arbejde på at bordel, men han havde aldrig kunne få sig selv til at spørge ind til hendes fortid.

"Tak for tilbudet Finn, jeg sætter pris på det.. Men hvad mener du præcist med 'en ven'?" Mente hun mon en mand? Eller simpelthen en, som ville kunne hjælpe ham? Han havde jo allerede Phillippe, men kunne han fortælle Finn om ham? Han havde jo allerede fortalt hende så meget, valgte hun at sladre til Enzel ville han have rigeligt grund til at sparke ham ud, så det kunne vel næppe skade. Så var der bare problemet med, hvad han helt præcist skulle kalde Phillippe.

"Jeg har allerede en.. jeg tror vi kan kalde ham en 'ven', men han er ikke altid hjemme, og jeg kan ikke komme rendende hos ham hele tiden" Hvis han fortsatte med at gemme sig hos Phillippe, ville han højest sandsynligt forlange at få flere detaljer at vide, og det kunne han ikke give ham. Det ville alt for farligt også at afsløre hans hemmeligheder med Enzel til Phillippe.

Finn kiggede op i loftet, imens hun tænkte over hvordan hun skulle formulere sit svar til hans spørgsmål. Hvad havde hun ment med 'en ven'? Bare én, der kunne give ham et frirum. Hvor han ikke hele tiden skulle være i samme bygning som Enzel. Men hun fandt ham gerne en kæreste, hvis det i virkeligheden var dét han gerne ville have, hun vidste bare ikke, hvordan hun skulle spørge ham om det.

Hun så også med slet skjult overraskelse på ham, da han fortalte, at han allerede havde en 'ven'. Hun blinkede et par gange med sine øjenvipper, imens hun i sit stille sind gennemgik hvad han lige havde fortalt hende.
"Du ved, at Enzel aldrig nogensinde må finde ud af at du har den slags ven, ikk?" Hun havde draget en konklusion ret hurtigt, men hun var sikker på at hun havde ret i, hvilken slags ven der var Nicola havde. "Du må ikke sige det til nogle af de andre piger." Måske Nicola endnu ikke havde oplevet, når han havde så travlt med andre 'opgaver', hvor meget sladder de andre piger rendte med, men der var rigeligt af det, og de ville elske at høre om Nicolas 'ven', lige så meget som de ville elske at fortælle det til Enzel. Selv Finn, der så sig selv som Nicolas oprigtige ven, og kun ville ham det bedste, vidste at hun pludselig sad med værdifuld information, som det ville blive svært for hende at holde for sig selv.