Outfit

Det var efterhånden et godt stykke tid, Sensō havde været væk fra Dianthos. Mødet med Rumi havde gjort, at hun havde brugt længere tid, end hun havde forventet. Det generede hende egentlig ikke, for hun kunne godt lide ham. Hvor meget var et helt andet spørgsmål, og hun kunne faktisk ikke helt finde ud af det selv. Det var en af de grublerier hun gik med lige i øjeblikket, som hun lod hesten føre sig afsted.

Håndtaget fra hendes daggert stak op fra venstre skulder af, hvor den befandt sig i en rygskede. Så man hende bagfra, ville skeden heller ikke være større, end hvad kniven var nu. Det var trods alt en af fordelene ved at kunne ændre formen på våbnet; mange så hende ikke som en trussel, selvom hun gik i rustning. Hvorfor hun gjorde det, var en helt anden snak. Oftest var det bare fordi, hun syntes det så pænt ud. Det var trods alt sjældent, hun kæmpede, fordi hun jo netop prøvede at undgå for meget kontakt med andre, fordi hun ikke ville have at folk kom op at slås omkring hende. Måske lidt ironisk taget i betragtning af, at hendes navn jo var krig, men hun ønskede ikke at have sin skæbne presset ned over hovedet på sig, så hun gjorde, hvad hun kunne for at modarbejde den.

Medanien lå så langt væk, og alligevel sagde alt i ham at han skulle tage tilbage, men det kunne han ikke. Det var ikke længere en mulighed. Han havde ødelagt alt for ham selv. Han havde svigtet Miranda ved at forlade flokken lige som hun havde taget ham ind. Han havde fundet kærligheden, og havde fået den største løgn smidt i hovedet. Han havde forsvundet fra Medanien igen, og intet andet end vold og voldtægter var blevet kastet ned over hovedet på ham. Efter alt hvad han havde været igennem havde han alligevel vendt tilbage til Medanien og tilbage til Marads villa. Alt ting havde ændret sig der, han døde det sted, og han kunne ikke engang huske hvordan han døde. Han kunne ikke huske noget ud over en stemme der havde sagt til ham han skulle leve et godt liv. Han var genopstået som Engel og han anede ikke engang hvad det ville sige længere. Han forstod ingen ting, han havde haft et roligt liv alene i så mange år, og et menneske (som han så som en gud) havde ødelagt alt for ham. Hvis det var sådan her at kærlighed føltes så ville han aldrig mærke det længere. Han havde ikke tillid til nogen eller noget længere, alt var ødelagt for ham. Den han havde følt sig tryg ved havde mere eller mindre kastet ham fra sig fordi det var for farligt. For en gang skyld ville han bare gerne mærke at han levede, glemme alt om Marad, og hvis et selvmords forsøg kunne gøre det hele bedre, så ville han da også have gjort det.

Han havde ikke længere nogle ide om hvor han var længere. Han havde fløjet så længe både nat og dag at hans vinger ikke længere kunne bære ham. Han faldt længere og længere ned imod jorden men han var lige glad. Hvis han døde nu så kunne det hele da i det mindste bare være overstået en gang for alle. Men alligevel bragte vingerne ham forsigtigt ned på jorden. Han havde ikke engang styr på hans vinger, han anede ikke hvordan de virkede. En tåre samlede sig i kanten af det røde øje og han snøftede. Han bar på så stor en smerte at han ikke vidste hvad han skulle stille op længere. Han havde ikke engang lagt mærke til den kvinde han var landet et stykke foran. Hans vinger var ikke den hvide farve, men havde en blå farve ned i bunden af vingerne. Han vandrede over til det nærmeste træ slog i det med en knyttet hånd. "Marad" mumlede han og slog i det igen. Han var i sandhed en ødelagt mand når alt kom til alt.

Sensō havde gået en rum tid i sine egne tanker, da hesten stoppede, og hun blev opmærksom på noget. Det noget (som i virkeligheden var nogen) landede foran hende med en imponerende adræthed taget i betragtning af, hvor meget fart han havde haft på. Lettere overrasket fulgte hun ham med blikket, som han slet ikke så ud til at ænse hende. Lettere nysgerrigt sted hun langsomt af hesten og trådte forsigtigt nogle skridt tættere på. Hun stoppede dog, da drengen begyndte at slå til træet. Blev han påvirket herfra af hende? Nej, så lang rækkevidde havde hun slet ikke, når hun ikke selv gjorde noget. Et navn? Langsomt gik hun nærmere igen. "Undskyld mig, men... nævnte De lige Marad?" spurgte hun forsigtigt, klar til at bakke væk, hvis manden skulle angribe hende i stedet. Hun vidste trods alt ikke, om hun havde hørt rigtigt, og hvad Marad i så fald betød for denne mand, så hun havde ikke tænkt sig at smide al forsigtighed ud gennem vinduet. Hun trak dog ikke våben, men valgte i stedet at lægge hænderne på ryggen for at se lidt mere åben ud.

Alt ting kunne egnetlig være lige meget når det kom til stykket. Den han troede han elskede ville ikke længere have ham ved hans side. Det var ikke længere det der bekymrede ham. Det var smerten i brystet han ikke anede hvad han skulle gøre ved. Det var ikke bare noget han bare kunne få til at forsvinde. Han ville ikke længere kunne nyde at være sammen med et sødt og rart menneske. Nej det var en smerte han måtte leve med, om end at hans hjerte var knækket over i to. Han ville så gerne kunne slippe smerten fri men det kunne han ikke. Det var ikke sådan verden hang sammen, og han havde oplevet så meget smerte i sit ellers så korte liv. Hvorfor skulle han også været kommet tilbage som en engel? Kunne han ikke bare være forblevet død da han døde?! Så havde det hele været meget bedre, og han havde sluppet for at se en ødelagt Marad foran sig.
På ny slog han hånden ind i stammen og han kunne mærke en tåre presse sig på, men han ville ikke længere græde. Det var ikke sådan det skulle være længere, det ville være spildte tåre og han kunne ikke gøre noget ved det hvis de først slap fri fra hans øjne. En stemme afbrød ham som han skulle til at slå ind i stammen igen. Han vendte sig forskrækket om og angsten stod malet i hans hænder. "Rø... Rør mig ikke, jeg har ikke gjort noget. Jeg kender ham ikke." det var en komplet løgn og det kunne høres på ham. Men hvad skulle han gøre. Sidst han havde omtalt Marad og nogen hørte det blev han tortureret, det havde sat spor i ham og han vidste ikke længere hvad der kunne være rigtigt og hvad der var forkert i hans situationer.

Ved mandens udbrud trak Sensō et skridt baglæns, mens hun viftede med hænderne foran sig for at prøve at indikere, at hun ikke ønskede ham ondt. Det var dog tydeligt for hende, at det var en løgn, at han ikke kendte Marad. "Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt" svarede hun med en undskyldende stemme. "Det er bare ikke så tit, jeg hører min brors navn" forklarede hun, som hun langsomt sænkede armene.

Det havde været et godt stykke tid siden, hun havde set Marad, og hun stødte ikke ligefrem ofte ind i folk, der kendte ham, så det var en ganske usædvanlig ting, at andre nævnte ham. Det var også derfor, at hun var blevet nysgerrig. En ting der stod tydeligt i hendes ansigt, som hun betragtede manden.

Frygten stod malet i hans ansigt. Han ville ikke komme til skade igen, men på den anden side så var det vel bare at føle sig lidt levende igen. Men da hun sagde at hun ikke ville ham noget ondt kiggede han forundret på hende. Sidst han havde nævnt Marad's navn var han blevet tortureret bare fordi han kendte Marad. Det var ikke længere sådan det skulle være eller hvad? Var det virkelig anderledes nu? "Ikke det?" kom det undrende fra ham og fortsatte. "Bror? Vent har han en søster?" det var helt ny information dette her. Han havde aldrig fået noget af vide om Marads familie, han havde været meget indelukket. Men ville det så sige at denne her kvinde også var en form for gud og ikke kunne slås ihjel? Hvor mange fandtes der lige af den slags?

Sensō stod stadig med hænderne hævet med håndfladerne mod ham for fortsat at prøve at vise, at hun ikke havde tænkt sig at gøre ham noget. Hun holdt sig dog stadig på behørig afstand, så han ikke kom indenfor hendes aura. Det ville bestemt ikke gøre noget godt for nogen af dem. Mandens svar fik hende dog til at hæve øjenbrynene. "Har han ikke? Skammer han sig så meget over os?" spurgte hun undrende. Hun vidste godt, at Marad var en privat person, men hun havde ikke forventet, at han ikke ville bruge enhver lejlighed til at rakke ned på de andre ryttere. Hun vidste jo trods alt, hvordan han havde det med dem. "Mit navn er Sensō Tatakai, og ligesom Marad er jeg en rytter" forklarede hun med en rolig stemme. "Der er fire af os i alt. Jeg er dog den eneste af hunkøn" fortsatte hun og sænkede armene.

Hun sagde ting som han ikke forstod. Havde Marad været så bange for at fortælle ham noget omkring sit eget liv, og var der flere end bare hende? Han forstod ingen ting og han ville gerne vide noget mere. Dog var han bekymret for om han ville blive mere sårret end hvad godt var. "Os? Er i flere?" han forstod virkelig ingen ting. Havde Marad søskende som han ikke engang havde sagt noget om? Hvorfor havde han ikke sagt at han havde familie? Inderst inde gjorde det lidt ondt at vide han måske ikke vidste noget om Marad som han egentlig burde have vidst. "Rytter? Jeg forstår ikke. Du er da en gud er du ikke?" havde Marad fortalt endnu en ting der ikke var sandt? Eller havde han bare bildt ham noget ind der ikke var sandt. Godt nok havde Marad ikke helt sagt at han ikke var gud, men han havde da ikke sagt ham imod da han havde spurgt ham da han fortalt han ikke kunne dø. "Fire rytter. Jeg forstår ikke hvad du mener." han var usikker på hvad han skulle tro på. Han kunne ikke helt forstå hvis Marad havde løget for ham, men det ville jo ikke have været første gang hvis det var sket.

Sensō hævede først begge øjenbryn over spørgsmålet. Havde Marad da slet ikke fortalt noget som helst? Det var altså ikke til at begribe. Egentlig kom det ikke helt bag på hende, men det lod til, at manden havde været glad for Marad. Hun vidste selvfølgelig ikke, om det var gengældt, men det måtte vel ikke have været tilfældet, hvis han ikke havde fortalt noget om sig selv? Så stillede drengen et spørgsmål mere, og Sensō var ved at vælte bagover af overraskelse. "Har han virkelig bildt dig det ind?" spurgte hun med en lettere irriteret mine. "Jeg slår ham virkelig ihjel" mumlede hun mere henvendt til sig selv, inden hun igen rettede opmærksomheden på manden over for hende. "Har han slet ikke fortalt dig noget som helst om sig selv?" spurgte hun med en noget mere mild stemme. Det var vigtigt for hende at vide, hvor meget han vidste, inden hun begyndte at forklare. Hun følte dog, at han fortjente at høre sandheden.

Det var måske dumt nok at tro på Marad var en gud, men han havde jo ikke lige frem benægtet at han ikke var det. Så hvad skulle han egentlig tro når det kom til stykket? Han vidste det ikke, og inderst inde ville han nok bare have lidt svar. Måske det gav svar på hvorfor det var Marad ikke ville have ham i sit liv mere? Det kunne måske i det hele taget give ham nogle svar på hvad Marad gik og tumlede med. Det ville nok også sætte et bedre lys på hvad det var Marad gik og gemte inde i sig selv som han ikke ville komme frem med. "Altså... Han benægtede det ikke" kom det fra ham og kløede sig lidt i nakken. Han kunne tydeligt høre hvad det var hun sagde i sin egen mumlen og det fik ham til at gøre store øjne. "Nej du må ikke gøre ham noget. Gør mig fortræd i stedet for..." han ville hellere have at han kom til skade frem for den han elskede. Det ville også være langt nemmere for Marad at komme videre, i hvert fald hvis han ikke vidste hvad der skete med James. Det ville også være langt mere sikkert for ham at beskytte det han gerne ville. "Altså... Nej ikke rigtig?" måske var han bare dum og naiv som Miranda så tydeligt havde sagt til ham. Måske kendte han bare ikke Marad så godt som han troede han gjorde. Det ville ikke være første gang at han troede han kendte nogen men slet ikke gjorde det. "Burde jeg vide noget om ham?" han var lidt usikker i sit spørgsmål, men han ville heller ikke virke som en dum person der ingen ting anede, hvilket han virkelig ikke gjorde. Han kendte åbenbart intet til hvad det var Marad i virkeligheden var.

Sensō havde ganske vist ikke set Marad et godt stykke tid, men det undrede hende virkelig, at han kunne finde på den slags. En ting var dog helt sikkert: Det sidste hun ønskede nogen som helst så rytterne som, var guder. Det var virkelig ikke okay, at han opførte sig sådan. Mandens ord fik Sensō til at se på ham igen. "Vi er aldeles ikke guder. Vi er blevet skabt af en dæmon. Det gør os ligefrem ikke til guder" svarede hun mørkt, som en skygge af fortrydelse gled over hendes ansigt. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt" svarede Sensō med et hævet øjenbryn. Hun forstod absolut ikke, hvorfor hun skulle gøre manden her fortræd, når det var Marad, der havde lavet noget rod.

Sensō var tydeligt overrasket over, at Marad ikke havde fortalt om sig selv, specielt når det lod til, at manden rent faktisk havde holdt af Marad. Det måtte da der være en grund til, og det lettede hende faktisk lidt om hjertet at vide, at Marad faktisk havde været sød ved en. Det undrede hende dog samtidig, at han ikke havde turde fortælle om sig selv. Sensō så dog lidt tænksom ud ved spørgsmålet. "Jeg har lidt fortalt det væsentlige, så det tror jeg ikke der er, nej" svarede hun efter et øjeblik.

Hvorfor skulle han ikke have troet på noget af det som Marad havde sagt? Hvad han vidste af havde Marad jo bare været ærlig. Eller måske ikke helt rigtigt, men hvad skulle han tro. Han var aldrig blevet løjet for før, og slet ikke over for nogen han holdte af. Det var måske en anelse mærkeligt, men han havde altid været sig selv, så han tog det lidt tungere når han faktisk opdagede en løgn. Men kunne Marad så ikke bare have valgt at sige en halv sandhed, eller i det mindste bare have benægtet? Det var lidt underligt at tænke på, men han var ikke helt overbevist om noget lige nu. Dog kiggede han på kvinden foran ham og bed sig i læben som hende ord dæmon kom over hendes læber. Han vidste ikke hvad han skulle sige lige på stående fod og han måtte da bide lidt hårdere i sin underlæbe for endelig at sige. "Så i er ikke guder, men dæmoner?" havde han været sammen med en dæmon? Var det dæmoner ikke onde? Kunne dæmoner overhovedet mærke følelser? Og alligevel kunne han mærke et ekstra stik i hjertet på ham. Intet af det Marad havde sagt var rigtigt i sidste ende. Så kunne hans følelser i det mindste være rigtige? Og alligevel var han overrasket over at hun heller ikke ville gøre ham ondt, men hun måtte ikke gøre Marad noget. Det skræmte ham at nogen ville gøre Marad noget, men han ville jo ikke kunne stoppe det for noget i verden. De var et overstået kapitel og det måtte han vel indse på et eller andet tidspunkt selvom det var svært.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre så han stod blot og kiggede på hende. Han kunne ikke helt forstå at Marad var en mulig dæmon, og at han faktisk var noget ondt. Det var bare ikke noget han havde oplevet på egen krop. Han vidste ikke længere hvad han skulle tro så han lod en hånd gå op til panden og sukkede dybt. Var noget af det han egentlig følte så rigtigt? Han vidste ikke hvad han skulle svare hende. Han var så chorkeret over slet ikke at kende Marad på nogen måder, og det overraskede ham at Marad måske havde løget igennem hele det korte forhold de havde haft.

Sensō betragtede drengen, som han stod og så ud til at tænke grundigt over tingene. Hans konklusion kom dog tydeligt bag på hende, og hun rystede overrasket på hovedet. "Nej, vi er ikke dæmoner. Jeg tror ikke engang, man kan putte os i en kasse? Det er nemmere med elvere eller dværge, men vi tilhører ikke en specifik race, tror jeg. Medmindre man da tæller os som en race for sig selv, men hvad skulle denne så hedde? De fire ryttere? Det lyder vel også lidt tumpet?" spurgte hun tydeligt oprigtig i sin forvirring over, hvor hun skulle placere sig selv og sine brødre. Det var jo ikke normalt et spørgsmål, der dukkede op. "Tro mig, jeg ville langt hellere være en engel, men det er nu engang ikke op til mig" sagde hun. Hun anede intet om drengens race, hun vidste bare, at engle som oftest var gode væsner, der prøvede at gøre verden til et bedre sted. Med hendes evner var det svært. Hun var kun skabt til det formål at sprede kaos. Et formål, hun ihærdigt prøvede at distancere sig fra. Sensō stod og tænkte lidt på, hvordan hun mon kunne uddybe det nærmere. "Har du hørt legenden om apokalypsens fire ryttere?" spurgte hun så efter lidt tid. Hun hadede egentlig den titel, men det var den nemmeste måde at forklare det på.

Han forstod virkelig ikke noget som helst. Hvis ikke de var dæmoner, og ikke var guder, havde Marad så løjet så meget at han ikke engang kunne fortælle sandhenden? Var det endnu en af de ting som var usagte? Havde alt hvad Marad fortalt bare været løgn, og hvad skete der så videre? Han var ikke sikker, og alligvel var han forvirret over hvad der egentlig var sket, han håbede egentlig bare på at Marad en dag ville fortælle sandheden og fortælle hvem han egentlig var.
Han blinkede nogle gange med øjnene som hun fortalte og forklarede. Det gjorde det ikke nemmere, han var mindst lige så forvirret nu som han var før. "Jeg forstår ikke...", kom det fra ham og kiggede på hende. Han blinkede lidt mere med øjnene og tog sig til panden med den ene hånd. Han forstod ingen ting, han kunne ikke forstå noget som helst, og alligevel så virkede hun til at være mere pålidelig end hvad Marad havde været. Hun forklarede i det mindste nogle ting. "Så I er flere?" var der også flere af ham? Ja det var der vel egenltig, han vidste bare ikke hvor henne. Men så igen, skulle han kunne regne med at han ville kunne klare sig igennem alt dette her alene? "Apokalypsens fire rytter? Jeg kan dårligt nok læse og skrive, så nej" kom det fra ham og var mindst lige så forvirret nu som han havde været før. Men så igen der skulle heller ikke ret meget til lige i øjeblikket.

Sensō betragtede manden, som han tydeligt forsøgte at tage det hele ind. Ikke at hun kunne bebrejde ham. Hun ville nok også have svært ved at skulle sluge det hele på en gang. Det var ikke sådan lige til at skulle vride sit hoved omkring. Hun nikkede dog til hans spørgsmål.

"Vi er fire i det hele. Marad er den første. Han er erobring" forklarede hun. Sensō så ingen grund til at fortælle, at han var spreder af sygdom. "Jeg er den næste. Mit oprindelige navn er krig. Theo er den tredje. Han er hungersnød. Den sidste er Samael. Han er døden" forklarede hun videre. Stadig med behørig afstand til drengen, så hun ikke udsatte ham for sin aura, trak hun langsomt sin daggert og lod langsomt klingen forlænge sig, så hun kunne bruge den til at tegne på jorden. "Vi blev skabt for næsten 1500 år siden ved et eksperiment. Vi er... hvad man ville kalde for et ikke-planlagt sæt firlinger. Fordi vi egentlig modsatte os vores herres befaling om at starte dommedag, spærrede han os inde i et fængsel. Et fængsel hvorfra vi efter mange år undslap. Vi er ikke i nærheden af vores oprindelige styrke, og selv hvis vi ville, ville vi ikke være i stand til at starte dommedag nu. Men det er vores oprindelige formål; at få Krystallandet til at gå under. Vi har dog levet hver for sig i mange år i et forsøg på, at det ikke kommer til at ske" fortalte hun i håb om at hendes hjælpende tegning på jorden gjorde det nemmere at forstå. "Ingen af os ønsker at underkaste os, hvad vi er skabt til."

Alt det hun fortalte og tegnede på jorden havde han aldrig hørt om før. Hvis det virkelig var sandt... Var det så derfor Marad aldrig havde sagt noget om sig selv. Var det derfor han havde sagt ja til at være en gud? Det hele virkede så ubeskriveligt lige gyldigt nu, og for hans skyld kunne Krystallandet gå under, det ville ikke røre ham alligevel. Måske ville han endelig kunne få fred på en eller anden måde. Ville han kunne sætte sig ned og bare lade dommedagen komme til ham? Ville det sætte Marad i et andet lys hvis han vidste at verden ville gå undeR. Nej han tvivlede på det. Marad ville ikke engang se på ham, for han ville ikke være et godt eksempel på kærlighed åbenbart. “Så i vil få Krystallandet til at få under... Hvorfor gør i så ikke bare det? Og hvorfor kunne jeg ikke bare forblive død da jeg døde? Marad vil jo alligevel ikke kendes ved mig. Desuden så er der intet godt i Krystallandet alligevel...” kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han ville hellere end gerne hjælpe til dommedag, ville det få Marad til at se anderledes på ham? Han tvivlede stort, men alligevel kunne han ikke lade vær med at blive lidt vred. Marad var sku den største isiot der kunne gå på to ben lige nu! Også selvom han faktisk stadig elskede Marad noget så inderligt. “Marad ville ikke engang underkaste sig kærlighed, og noget der ville være godt for ham. Han er så indebrændt på alt muligt andet....” kom det fra ham og bed sig i læben... “Marad siger at han ikke kan slås ihjel... er der ingen mulighed for at han forblev død? Jeg kunne godt slå ham ihjel bare for en gangs skyld...” det var aldrig faldet ham ind at være så vred til at kunne slå ihjel. Men Marad var en idiot og han ville på en eller anden måde bare have hævn over ham, han vidste ikke hvorfor, men det ville være en helt ny følelse hvis han kunne gøre det. Men det krævede lidt at han forstod hvad det ville sige at bruge våben ud over en kniv til at flå dyr med.

Sensō rystede omgående på hovedet ved mandens ord. Havde han slet ikke lyttet efter? "Nej, jeg fortalte jo netop, at vi ikke ønsker det, og selvom vi ville, er vi ikke stærke nok, som det er nu. Der er ingen af os, der ønsker at følge den såkaldte skæbne for os. Det er indbegrebet af frihed: der er ingen, der har ret til at styre os" svarede hun alvorligt. Hun var i al fald sikker på, at lige det synspunkt delte de alle sammen. Hun kunne selvfølgelig tage fejl, men hun ønskede at tro på det bedste i dem alle.

Mandens ord fik Sensō til at fnyse. Det undrede hende virkelig ikke. "Nej, det ligner ham. Han er for stædig og narcissistisk" svarede hun med tydelig anger i stemmen. Det var tydeligt, hun stadig holdt af ham, selvom hun absolut ikke brød sig om hans væremåde. "Hvis du forsøger, vil han være ude af denne verden et par uger, men permanent? Nej, der er ikke fundet en måde endnu" svarede hun alvorligt. "Men... hvorfor ønsker du at slå ham ihjel, når du så stædigt fastholdt, at jeg ikke må skade ham?" spurgte hun tydeligt undrende.

Var der bare intet der kunne gå hans vej? Selvom det måske ikke helt var det han ønskede der skulle ske, så ville han jo bare gerne have at andre mærkede den samme smerte som han havde gjort. Mest af alt var det bare Marad der skulle mærke den, men det kunne vel lige så godt gå ud over alle andre ikke? Han vidste det ikke med sikkerhed, og et suk kom derfor over hans læber som hun nævnte de ikke ville have det skulle ske. Han sagde ingen ting, lagde blot armene over kors og kiggede ned i jorden. Hans venstre hånd gled op til rosen der sad på højrebrystkasse og aede det lidt stadig uden at sige nu. Hvis der bare var en ting der var godt her i verden, så kunne guderne vel bare lade det ske ikke? Ikke at de nogen sinde havde hørt efter hans bønner alligevel. Så hvorfor skulle de høre efter denne en gang ved at lade landet blive ødelagt?

Narcissistisk? Ja det var Marad vel egentlig når det kom til stykket, og alligevel fandt han det urtoligt charmerende. Han brude ikke finde det charmerende, men alligvel så var det sådan Marad var, og det var noget af det han var faldet for. At han så ikke havde det samme synspunkt på sig selv som Marad var en helt anden sag. Måske var det bare fordi han havde været alene i så mange år, for lige pludselig at skulle bo hos en og holde af en. Som om det var det eneste der betød noget her i verden. Han kunne bare ikke helt forliges med at det ikke var sådan længere. Han lyttede til hendes næste ord, og det fik ham til at knytte hånden som resulterede i at han havde fat i sin trøje imellem fingrene. "Hvis nogen skal gøre ham ondt er det mig. Han fortjener det. Han fortjener at mærke en smerte som jeg føler. Men det kan ikke blive til noget. Jeg kan ikke engang nærme mig ham alligevel. Hvis der bare fandtes en måde jeg kunne ødelægge ham på. Men det må forblive i tankerne. Det er jo ikke engang en trøst..." han bed sig i læben og kiggede fortsat ned i jorden. Tanken om at hende her var det samme som Marad virkede underligt, og alligevel virkede hun så meget mere åben end Marad havde gjort.

Sensō var absolut ikke tankelæser, så hun kunne kun gætte sig til, hvad der foregik inde i mandens hoved. Ikke at hun var sikker på, hun havde lyst til at vide det, heller. Hun kunne virkelig godt forstå, hvis han følte sig såret, det var lidt Marads forte at gøre sådan noget. Han var ret meget sig selv, havde Sensō for længst fundet ud af, og hun havde egentlig lidt opgivet at forsøge at få ham til at ændre sig.

Sensō bakkede et par skridt ved mandens udtalelse. Havde hun øget sin aura? Nej, det ville hun have bemærket. Hun var ellers på god afstand, så hvordan? Hun påvirkede ham ikke og alligevel skiftede han sådan karakter? Hun rystede lidt på hovedet.
"Jeg forstår dig udmærket godt. Marad kan være lidt af en... mundfuld, men... tro mig, når jeg siger, at du ikke vil få noget godt ud af det. Hævn er sjældent vejen frem" svarede hun med tydelig forståelse i stemmen. Det var som om, Marad ødelagde alt, han kom i nærheden af også selvom han nok ikke altid ville. Sensō kunne virkelig godt forstå, det ikke var nemt.

Det var jo ikke fordi han ville være vred, han hadet at være vred... det gjorde bare så fandens ondt. Han havde aldrig mærket en glæde så stor, og så lige pludselig at få den ødelagt for at blive beskyttet.ø, mod en man elskede. Nej det var ikke okey, på nogen måde. Det var ikke fair over for nogen som helst. Han ville jo bare gerne leve et liv med Marad. Men det var fortid. Det kunne ikke være sådan længere og han vidste det egentlig godt.

“Jeg ønsker.... jeg ønsker... ikke hævn... hvis han bare kunne mærke det samme som mig..” han mærkede ko alt omkring sig, selv hendes latterlig bekymring og forståelse. Det var forfærdeligt, men samtidig var vreden der under overfladen der kun ventede på at dukke op og gøre nogen ondt. Uanset hvem det var, men det var en følelse der skræmte ham mere end han havde forventet. Han havde aldrig været voldlig i hele sit liv. Aldrig havde han formået at ødelægge noget der var godt for ham, og alligevel var det sket, og så kunne han ikke engang huske hvordan.