Outfit (Se venligst bort fra selve modellen)

Victoria var efterhånden vant til at deltage i selskaber og fester, hvor adelige var inviterede, men det var ikke ligefrem normalt for hende, at førnævnte invitation kom fra Azurien og slet ikke fra en rigmand. Fra denne her egn var det oftest fødselsdage, bryllupper og barnedåb, man blev inviteret til, men det var åbenlyst ikke tilfældet her. Der havde ikke været den store grund til festen i invitationen, hvilket betød at samme rigmand egentlig blot ønskede at mænge sig med de adelige og få indflydelse gennem dem af en eller anden art. Tanken var nok til næsten at få Victoria til at kaste op, mens de kørte i hestevognen dertil. Hun kunne udholde selskaber, men hun var absolut ikke fan af hensigten bag denne, og hun var kun taget med for at please sine forældre.

Kareten stoppede foran indgangen til slottet, og Victoria drog et tungt suk. "Bare rolig. Det er overstået, før du får set dig om" kom det fra hendes mor. "Det håber jeg sandelig også" lød svaret med et smil fra Victoria, som hun steg ud. Ballet ville føles som evigheder, var hun overbevist om. Den bedste chance var vel at finde en eller anden at bruge aftenen sammen med i en af sovegemakkerne, så tiden ville gå hurtigere.

Som hun trådte ind og blev præsenteret, greb Victoria et glas champagne fra en af de mange bakker, tjenerne rendte rundt med, og hun begyndte næsten med det samme at mænge sig. Der gik heller ikke længe, inden hun havde fundet sig en mand at flirte kraftigt med. Aftenen kunne nå at blive interessant endnu.

Outfit

Det var ofte n blandet fornøjelse, når Laurenne tog til fest. På den ene side nød hun det, fordi et gav hende en mulighed for at komme væk fra borgen og finde noget nyt legetøj or natten. På den anden side blev festerne ofte holdt af ligegyldige rigmænd fra lokalområdet, som kun inviterede hendes familie for at gnide lidt albuer med nogen, som havde mere indflydelse end dem selv. Hun kunne ikke fordrage disse spytslikkere. Det eneste de kunne bruges til var lidt underholdning for natten, og selv der var det ikke sikkert. De havde sjældent noget god sladder at tilbyde, så tog hun en af dem med i seng, skulle det være rent for fornøjelsen skyld, og så kunne hun ofte finde noget bedre end en kedelig rigmand.
Ikke desto mindre havde hun hurtigt taget imod invitationen og fortalt sin far, at hun agtede at tage afsted. Som sædvanlig var det med formaningen om, at han forventede at se hende hjemme samme aften. Ikke at hun plejede at følge hans formaninger.

Det var kun en kort tur med karet fra Sinnett borgen og hen til festen, hvilket nok var en af grundene til, at hun havde fået tilladelse til at tage afsted.
Da kareten stoppede foran huset blev hun hjulpet ud af kareten af en tjener, og uden t værdige ham yderligere et blik fortsatte hun ind til festen, hvor hun hurtigt blev kærligt modtaget af aftenens vært. Han havde dog ikke nogen videre interesse for hende, så efter de obligatoriske høfligheder undskyldte hun sig, og forsvandt så i menneskemængden.

Det tog ikke længe, inden hun fandt sig en mand, som i det mindste så godt nok ud til at kunne agere hendes underholdning for aftenen. Ganske vist stod en anden kvinde og snakkede med ham, men et havde aldrig stoppede hende før.
Hun nejede kort for ham, og kastede kort med håret, som for en gangs skyld hang løst i stedet for at være at op i en kunstnerisk frisure.
"Godaften" Hun værdigede ikke den anden kvinde et blik.

Victoria var ikke ligefrem vant til at blive afbrudt i sit flirteri. Om ikke andet blev hun nu afbrudt midt i en sætning af en anden kvinde, der brød ind midt i samtalen, hvilket fik Victoria til at give kvinden et hurtigt elevatorblik. Hun genkendte hende. Hun var af Sinnett-familien. Laurenne var navnet. Hun huskede det kun, fordi hun lige havde siddet med en rapport om familien. Den var blevet undersøgt, fordi der havde været rygter om, at de havde gang i nogle lyssky operationer. Anklagerne viste sig dog at være falske, men spionerne på opgaven havde opdaget noget ganske andet. Noget ganske interessant. Om Victoria havde tænkt sig at bruge informationen eller ej kom helt an på, hvordan kvinden opførte sig.

Victoria havde i ganske kort tid knebet øjnene lidt sammen mod kvinden, og de lynede over, at pigebarnet rent faktisk havde tilladt sig at blande sig. Det skulle hun ikke slippe afsted med. Udtrykket var der dog kun få sekunder, inden den smilende facade atter var på plads, og hun rettede opmærksomheden mod manden, der havde tilladt sig at svare lettere overrasket på hilsenen. "Darling, Deres glas er tomt. Lad os få fyldt det op igen" afbrød hun resten af introduktionen, som hun slyngede sin arm ind i hans. Så trak hun ham bestemt afsted og på vejen "kom hun til" at støde sin skulder ind i kvinden. Målet var at få hende til at vakle ind i tjeneren bag hende og forhåbentlig spilde drinksene ned over hende. "Gud, det må De virkelig undskylde! Kom De noget til?" spurgte hun overrasket. Selvom det var skuespil, leverede hun det som om, det absolut ikke havde været meningen. Hun slap dog ikke manden, som hun trak videre med ham. "Nå det var den drink der" fortsatte hun, mens hun sendte kvinden et lumsk smil over skulderen. Hun skulle komme til at fortryde at prøve at stjæle hendes mål.

For en som Laurenne, som var vant til i høj grad at være midtpunkt og genstand for andres beundring, var det langt fra tilfredsstillende, når et andet kvindemenneske sådan troede, at hun kunne stjæle opmærksomheden. Ikke at den kvinde burde skabe nogen større udfordring, lige umiddelbart så det ud til at Laurenne havde både alderen og udseendet til fordel. Desuden var det langt fra første gang, at hun skulle håndtere en "konkurrent" til en fest, hvis man da overhovedet kunne kalde hende for en konkurrent.

Hun skulle til selv at gribe fat i mandens arm og komme med en åbenlyst flirtende kommentar. Hun gik ikke ud fra, at han ville blive skræmt af at to kvinder åbenlyst kæmpede om hans opmærksomhed, de fleste mænd fandt det faktisk ganske spændende, var hendes erfaring. Inden hun dog nåede at gøre noget, blev der skubbet til hende, så hun snublede baglæns og væltede ind i en tjener, hvilket resulterede i, at tjenerens drink blev spildt ud over hende. Med det samme fik hun genvundet balancen og så først rasende på kvinden, som havde skubbet hende, og derefter på tjeneren.
"Stå dog ikke bare der og glo! Skaf noget, som jeg kan tørre mig af med, eller jeg vil lade husets herre vide, at du spildte en bakke med drinks ud over en af hans gæster" Hun var trods alt ikke hvem som helst i disse kredse, og det vidste selv tjeneren, som skræmt skyndte sig afsted for at opfylde ordre.
Hurtigt vendte hendes opmærksomhed tilbage til kvinden, hun ville komme til at fortryde det hun lige havde gjort. 

Egentlig grinede Victoria højlydt indvendigt over kvindens uheld, men udadtil virkede hun aldeles chokeret; hendes ansigtsudtryk viste overraskelse, mens hun tog begge hænder op for munden, som hun slap et kraftigt gisp. Manden ved hendes side kiggede lidt fra den ene til den anden med et bange ansigtsudtryk og valgte så hastigt at gå derfra. Victoria så det ud af øjenkrogen, men hun kunne ikke nå at standse ham. Så måtte hun vel bare koncentrere sig om Laurenne i stedet. Hun hastede de få skridt hen til pigen og knælede ved hende. "Det er jeg altså frygtelig ked af! Er der noget, jeg kan gøre for Dem? Jeg erstatter naturligvis kjolen" sagde hun i et undskyldende og lettere panisk toneleje. Hun var trods alt vant til at skulle lave skuespil på daglig basis, så hendes facade ville være temmelig svær at se igennem.

"Skal jeg følge Dem hjem? Jeg lover, at jeg vil gøre hvad som helst for at gøre det godt igen" sagde hun, som hun egentlig kom til at misforstå sine egne ord, men hun holdt facaden. Egentlig ville det nok ikke gøre hende så meget, for Laurenne var aldeles ikke grim. Langsomt rakte hun den ene hånd mod pigen for at ville hjælpe hende op. Hun var dog forberedt på, at kvinden nok ville hævne sig, og bare for morskabens skyld ville hun nok ikke gøre noget ved det.

Vredt så Laurenne efter manden som nu var stukket af. Ynkeligt. Hvis der ikke skulle mere til t skræmme ham, var han uden tvivl ikke værd at spilde tid på, det var næppe noget større tab at han stak af. Hurtigt gled hendes blik over på kvinden, da hun knælede ved siden af hende.
"Det forventer jeg så sandelig også, at de gør!" Nok lød kvinden som om,  at hun fortrød sine gerninger, men Laurenne var ikke helt overbevist om, at det ikke var gjort med vilje. Hun havde jo selv brugt lignende trick til fester, hvis der havde været en særdeles træls kvinde, som ikke ville indse, at hun umuligt kunne hamle op med hende. 

Lettere modvilligt tog hun imod hånden, så hun kunne komme op og stå igen. Hun var allerede ved t planlægge, hvordan hun kunne tage hævn. Det ville være fristende at gøre hende til grin til festen, men samtidig skulle det jo helst ikke ligne, at det blev gjort med vilje, og der var allerede en del opmærksomhed på dem efter hendes fald. Måske det ville være en mulighed at få kvinden med hjem på borgen, og så finde på en passende ydmygelse der. Måske hun endda kunne lokke hende til at tilbringe natten i et gæsteværelse, det var trods alt allerede ved at være sent. Hun kunne sikkert få lokket Merric med til et eller andet sjovt. Det måtte uden tvivl være den nemmeste måde at få hævn på, uden at hun ville sætte for mange rygter igang om sin egen smålighed.
"Det er pænt af dem at tilbyde. Jeg har en karet, som venter på mig" 

For Victoria var det ikke svært at opretholde den ulykkelige facade, men i sit indre var hun ved at grine sin bagdel i laser over Laurennes ulyksalighed. Hun havde trods alt selv bedt om det, da hun prøvede at stjæle hendes mand, så hun havde faktisk ikke medlidenhed med hende. Det var kun fordi, han var stukket af, at hun havde ændret taktik. Hun nikkede bekræftende til svaret. Det var trods alt ikke penge, hun manglede, så det ville ikke betyde det store at skulle købe en kjole til kvinden.

Morsomheden over Laurenne skiftede dog langsomt til tanken om at få lov at se på hende uden den alt for dækkende kjole. Hendes oprindelige legetøj var stukket af, så hun skulle finde en erstatning, og her havde hun en gylden mulighed. Det ville nok ikke blive nemt at overtale kvinden, men Victoria var ikke ligefrem typen, der gav op så nemt. "Tillad mig alligevel at følge Dem hjem. Det er da det mindste, jeg kan gøre" svarede hun i en temmelig ynkelig stemmeføring. For andre ville det ligne, at hun dybt angrede, at hun havde ødelagt kvindens kjole som om, det ikke havde været det, der var meningen. Hun lignede en, der var parat til at ligge på knæ for at få Laurennes tilgivelse.

Kendte man bare lidt til Laurenne ville man vide, at der var ganske få ting, som hun var afhængig af. Når det kom til mænd, var hun afhængig af deres opmærksomhed og tilbedelse. Alle mænd i rummet skulle helst kun kigge på hende,  og hvis hun endelig udvalgte sig en enkelt, forventede hun hans udelte opmærksomhed. Kloge mennesker ville sikkert spekulere i, at det bundede i manglende opmærksomhed fra hendes far, men det ville Laurenne altid nægte. En af de andre ting, som Laurenne var afhængig af var, at føle sig bedre end andre, især kvinder. Hun skulle altid være klogere, smukkere, bedre i sengen, ja, generelt på alle måder bedre. Det krævede hård disciplin, men det gjorde bare tilfredsstillelsen et større, når hun stod overfor andre kvinder. Især når en kvinde stod fuldkommen ynkelig og undskyldende overfor hende,  det pustede i den grad til hendes ego.

"Nuvel, når de nu beder så pænt om det" Hun havde stadig alle intentioner om at finde på en passende hævn, når det nåede borgen, men det måtte hun finde ud af til den tid, der var trods alt så mange sjove muligheder.

Uden egentlig at bekymre sig videre om, hvorvidt hun fulgte med, satte Laurenne kursen mod døren og den karet, som hun vidste holdt og ventede på hende. Hun gik egentlig bare ud fra, at kvinden fulgte med, hun havde jo trods alt nærmest tigget om at få lov til at gøre det godt igen.

Victoria kendte kun til rygter om Laurenne Sinnett, og det var ikke ligefrem pæne ting, der blev sagt om kvinden. Hun var kendt for at være temmelig løs på tråden. Desuden havde hun ligget med sin bror. Så kunne man da vist ikke blive mere desperat. Victoria var dog overbevist om, at Laurenne var ligeglad med, hvad andre mente om hende, men hun var også sikker på, at der var nogle hemmeligheder, hun helst ikke ville have frem. Ulempen var, at Victoria ville afsløre sig selv, hvis hun fortalte hvor meget, hun vidste om kvinden. Hun ville nok ikke afsløre, at hun var spionernes overhoved, men det ville afsløre, at hun var langt mere end bare en af Lysets krigere, og det ønskede hun ikke ligefrem kom frem.

Victoria hævede et bryn til svaret, men hun nikkede alligevel. Hun var overbevist om, at Laurenne ikke havde tænkt sig bare at tilgive hende. Hun var dog ikke super nervøs for, hvad hævnen ville være, og hun var samtidig nysgerrig efter at finde ud af, hvor dette kunne bære hen. Derfor fulgte hun også villigt med ud til kareten.

Med rank ryg gik Laurenne ud mod kareten uden overhovedet at se sig tilbage. Nok var pletten fra de spildte drinks stadig tydelig på hendes kjole, men derfor havde hun stadig sin værdighed! Når gæsterne il festen kom hjem, skulle de ikke have fornøjelsen f at fortælle, hvordan den eller så højrøvede frøken Sinnet havde gjort sig selv til grin. Nej, de skulle have lov til at tale om, hvordan Laurenne formåede at beholde sin ære og værdighed, selv efter hun havde ligget og rodet rundt på gulvet, smurt ind i de drikkevarer som blev spildt på hende. Hun havde brugt mange år på at lære, at folk i højere grad huskede ens fejltrin, så hun havde ikke råd til at lade uheldet mærke sig.

Ude ved kareten stod der en tjener, han havde tydeligvis ikke ventet den unge frøken tilbage så tidligt, for han havde mere travlt med at charmere en ung tjenestepige, ned med at holde øje med kareten. Højlydt rømmede Laurenne sig, hvilket fik tjeneren til nærmest panisk at løbe over til kareten, så han kunne åbne døren. Han forsøgte at mumle nogle høfligheder, men Laurenne skulede blot til ham en enkelt gang, hvorefter hun så forsvandt ind i kareten.

Victoria fulgte ligeledes med stolt og rank ryg efter Laurenne. Det var ganske tydeligt, at hun var vant til at befærde sig blandt de finere væsner. Der var dog ikke noget parodierende over hendes gang, som hun blot så ud til nærmest at svæve mod udgangen. Hun var godt klar over, at den lille scene havde skabt en del opmærksomhed, men hun ignorerede komplet de nysgerrige blikke, som hun så ud til kun at have øje for kvinden foran hende, hvilket egentlig også var tilfældet. Hun vidste samtidig, hvordan man pustede til andres egoer, og Laurenne så i den grad ud til at være typen, der gerne ville bestemme.

Victoria kunne ikke lade være med at fnise over tjeneren, og det var ikke helt lydløst, selvom hun virkelig gjorde sit ypperste for at lægge bånd på sig selv. Tjeneren virkede ikke ligefrem til at forvente, at Laurenne fik selskab, så han kiggede ligeså overrasket på Victoria, som han havde gjort på Laurenne, hvilket kun fik hende til at fnise en gang mere, inden hun selv fulgte trop og steg ind i kareten.