Det var en af de dage, som man med god ret kunne kalde uheldig. En af de dage, hvor det lige pludselig bare var gået uventet ned ad bakke.
Irisa havde været på vej hjem fra Balzera, ganske som hun plejede. Hun var efterhånden så gammel, at hun slap for at have en eskorte fra stammen med.
Hendes hår var stadig lettere fugtigt efter at have brugt vand til at lave en række forskellige tricks, som kunne skaffe hende flere penge. I det mindste var det stadig varmt nok til, at de tykke krøller hurtigt ville tørre, selvom solen allerede var begyndt at hænge lavt på himlen. Ikke at det ofte blev rigtig koldt i Balzera. Det var også grunden til den løse top og nederdelen, begge i dæmpede blå farver.

Hun var knapt kommet udenfor byen, før fem brutalt udseende mænd var sprunget på hende bagfra. Selvfølgelig havde hun gjort set bedste for at kæmpe imod. Den ene havde fået sin egen lille vandbobbel rundt om hovedet, mens en anden havde fået sendt en betydelig mængde vand hårdt ind i brystkassen så han var blevet sendt mod jorden. Hun havde måske haft en chance for at vinde slåskampen, havde en af overfaldmændene ikke haft en evne, som momentært fik hende til at stivne i kroppen, så en anden kunne slå hende bevidstløs. 

Om det havde været deres intention, eller om de bare ikke gad besværet med at håndtere hende, var svært at sige, men de havde i hvert fald valgt at overgive hende til den lokale slavehandel, hvor hun blev slæbt afsted af to vagter. Hun havde endnu ikke været helt ved bevidsthed ved overdragelsen, så hun havde ikke nået at forsvare sig. Men det betød så også, at vagterne ikke havde tænkt over at binde hendes arme og hænder nok til, at hun overhovedet ikke kunne bevæge dem. Resultatet af dette havde været, at så snart hun havde fået øje på en brønd, havde hun med ganske få håndbevægelser fået hevet nok vand op til, at det hurtigt kunne slynges mod vagterne. Desværre havde hun brug for mere bevægelsesfrihed før hun kunne gøre meget mere end bare plaske vandet på dem. Håbet havde selvfølgelig været, at det var blevet overrakset nok til, at give slip på hende. Det var dog ikke tilfældet, så i stedet blev hun nu slæbt afsted af to meget våde og meget irriterede vagter, som sørgede for at holde hendes arme vredet om på ryggen.

Imens hun blev slæbt igennem gården udnyttede hun chancen for at kigge sig om. Det var langt fra noget betryggende syn. En ting var sikkert, hun skulle væk derfra hurtigst muligt.
Hun blev ført ind i et hus og ned ad gange, før de endte ved en dør, som vagterne bankede på.

Det var bare en helt almindelig dag i slavehandlen. Dem var der mange af, altså almindelige dage. Ikke at de var ens, der var altid noget nyt at kaste sin opmærksomhed på. I dag havde dog været en af de sløve af slagsen, og han havde haft tid til at kigge lidt i en bog, mens han lå henslængt i puderne i stuen med et fad med frugt og koldt vand inden for rækkevidde. Ikke at han havde tålmodighed til at bruge hele dagen der, så han havde været ude at kigge på sine private slaver, snakke lidt med vagterne og se en grif blive trænet. 

Så dagen var alligevel gået, selvom der ikke var sket noget spændende, og nu sad han ved det store spisebord, han havde fået speciellavet. Nok kunne han lide Rubiniens skikke og levevis, men han var trods alt fra den nordlige del af Krystallandet, hvor man ikke spiste sin man henslængt i bløde puder. Nej, han var vant til at sidde på en stol ved et bord, så der stod altså et stort tungt egetræsbord i hans stue med et par stole. En gang i mellem sad Ana på den anden stol, men han havde ikke haft lyst til at have hende med ved bordet i dag.

Bordet var fyrsteligt dækket op med mange små retter, mere end hvad Vargas kunne spise, men ikke så meget mere. Lidt fugl og fisk, lidt slange og forskellige former for frugt og grønt. Pænt arrangeret. Kokken var lønnet, og selvom Vargas ofte kom med ønsker om mad på de underligste tidspunkter, kunne manden lide at arbejde for slavehandleren. Han fik lov til at bruge de dyreste ingredienser uden spørgsmål og havde så mange folk i køkkenet, som han ville have. Og lønnen var ikke lille. Vargas elskede mad, man skulle næsten tro, at han var Fråds og ikke Grådighed, men de to lå nu pænt op af hinanden, efter hans mening.

Ganske tilfreds havde Vargas fyldt sin fine tallerken op og der stod et krystalglas med vin i ved siden af en næsten fuld karaffel. Det var dyr vin, selvfølgelig. Han drak ikke meget, men gerne et par glas til maden, måske lidt mere i løbet af aftenen, hvis han var i humør til det. Det skete sjældent, at han drak sig rigtig fuld, det havde aldrig rigtigt sagt ham noget. Det kom også lidt an på kroppen, han var i. Nogle håndterede tømmermænd bedre end andre.

Han havde lige stukket gaflen i munden med et stykke fugl, da det bankede på endnu en af hans ting, han havde taget med nord fra - en kraftig dør. Ikke så meget for privatlivets skyld, mere for sikkerheden. Skulle slaverne gøre oprør, kunne han låse sig inde.
En irriteret rynke viste sig i hans pande, mens han tyggede af munden. Han ville ikke forstyrres i maden, det burde være alment kendt.
"Hvad er der?" Spurgte han irriteret. Døren gik op og to vagter, begge relativt nye, kom slæbende ind med en kvinde. Vargas ofrede hende ikke meget opmærksomhed, men så på de to mænd, der var våde, og havde noget hårdere fat i kvinden, end man skulle tro var nødvendigt.
"Herre Aziz, det er denne nye slave..."
Vargas sukkede, mens han tørrede sine mundvige af med en hvid stofserviet.
"Hvad er der med hende?"
Vagterne skævede mod hinanden, pludseligt begge klar over, at det var et meget dårligt tidspunkt at forstyrre Vargas på.
"Hun, øh, hendes evne, vi tænkte, at De måske ville se..."
"Hvorfor har I ikke givet hende en halskæde på og smidt hende i et bur til senere? Jeg spiser." Han lagde ikke skjul på sin irritation. Man skulle da heller ikke forvente nogen form for hjerneaktivtet ved de idioter. 
"Øh, jo, det..." Den ene vagt slækkede lidt på sit greb på kvinden, helt hylet ud af den under Vargas blik, der skød lyn.

Det var ikke meget tid Irisa normalt brugte i Balzera. Jo, hun tog da ind til byen et par gange om ugen for at optræde og tjene penge, men hun tog altid hjem lige bagefter, og det var ekstremt sjældent, at hun snakkede med de lokale. På trods af dette, havde hun dog hørt rygter om slavehandlen og manden, som ejede den. Det var kun få ting hun havde hørt, men det var mere end rigeligt. Manden havde hun hørt beskrevet som et monster, som ikke gik meget op i andre end sig selv. Helt ærligt havde hun haft lidt svært ved at tro på rygterne, og især dem som omhandlede ejeren af stedet. Det kunne da næppe passe, at han var så forfærdelig som rygterne antydede?

Rygterne burde formentlig have fået hende til at være stiv af skræk, for der kunne ikke være nogen tvivl om, at manden foran hende var den berygtede ejer af slavehandlen. Der var da sikkert også en eller anden grad af frygt til stede, men hun var i langt højere grad fokuseret på at slippe væk derfra. Og så selvfølgelig gal over på den måde at blive solgt til nogen, som om hun var intet andet end et stykke kød.

Hun mærkede det med det samme, da den ene vagt slækkede på sit greb. Nok var hun ikke ret stærk sammenlignet med de to vagter, men hun havde alligevel armkræfter nok til, at det lykkedes hende, at rive armen fri. Med de samme rakte hun hånden frem mod vinen på bordet, og strakte den så hurtigt op på vagterne. Vinen fulgte bevægelsen og plaskede op i øjnene på de to vagter.

Bagefter rakte hun hurtigt hånden i retningen af den fyldte karaffel. Igen fulgte vandet hendes bevægelser, da hun drejede hånden en anelse, mens hun rettede den mod manden på bordet. Vinen begyndte at tage form som en bobbel rundt om mandens hoved, klar til at drukne ham ved at blive tvunget ind gennem munden og næsen og ned i hans lunger.

Det gik åbenbart for sent op for vagterne, at den lille slave kunne få armene fri, for hun fik i hvert fald mulighed for at bruge sin evne. Vargas havde ingen mulighed for at vide, hvad hun kunne eller noget andet, siden han ikke havde raget på hendes sjæl endnu, og ingen af vagterne havde haft muligheden for at fortælle mere. Det var vel ikke nogen overraskelse, at de var så uduelige, det var svært at finde gode folk, der både gjorde deres arbejde med fornøjelse og som var til at stole på. 

Den ene vagt kom med et udbrud, da kvindens arm rakte ud efter bordet. Med let opspærrede øjne så han hende hive vinen ud af glasset og i susende fart sende det igennem rummet mod de to vagter, der hver fik noget af den røde væske i ansigtet. Vargas rejste sig hurtigt for at gå hen i mod dem, inden hun fik gjort mere, men det var for sent. Han nåede kun at tage et enkelt skridt, før han mærkede væsken lægge sig om hans hoved, krøb ind i hans hår og lagde sig over hans ansigt. Helt automatisk holdt han vejret, selvom han havde været halvvejs i en udånding. Trak han vejret ind, ville han ikke få luft i lungerne, men vin.

Han stoppede op for et øjeblik, som vinen blændede ham og sved i hans øjne. Hele verden blev rød og utydelig og det var kun ren stædighed, der fik ham til at holde øjnene åbne og stirre mod konturerne af de tre personer, der stod i hans stue. Han skulle have luft, og det snart. Ikke om han ville kvæles igen af en dum tøs, og denne havde han ikke engang lagt hænderne på endnu! Der var ikke noget panik i ham, som han trådte frem mod hende, for han ville selvfølgelig forlade kroppen, inden at den døde, men han havde lige skiftet hylster én gang. Og så var der skammen ved at blive slået ihjel af en tøs. Igen. Selvom han aldrig hørte nogen nævne det i nærheden af ham, var han ikke i tvivl om, at vagterne morede sig lidt over det i al hemmelighed.

Nej, han holdt vejret, men kom kun et par skridt frem, inden han mærkede svimmelheden og trangen til at suge luft ind. Endnu et par skridt og han rakte armen ud mod hende.
Men inden han kunne mere, slog en af vagterne hende over baghovedet.

Det havde allerede været en lang dag for Irisa, og hun kunne stadig mærke at hovedet dyndrede en anelse efter en af hendes overfaldsmænd havde slået hende i baghovedet. Det gjorde et svært at holde boblen samlet rundt om hovedet på manden foran hende, og det blev kun sværere af, at han rejste sig op og gik imod hende. Hun havde ikke engang været sikker på, at hun ville kunne kontrollere vinen, og det kostede uden tvivl mere energi at kontrollere den ukendte væske. Hun formåede at holde formen på boblen, men havde hun haft mere energi kunne hun have brugt væsken til st tvingen ham tilbage til stolen, men nu kunne hun kun stå og se på, at han langsomt kom nærmere. 

Det irriterede hende voldsomt, at han kunne fortsætte med t gå frem mod hende. Hvor længe var han i stand til at holde vejret! Nok ville det ikke slå ham ihjel med det samme, hvis han besvimede af iltmangel, men hun var som sådan heller ikke ude på at dræbe ham, hun ville bare som minimum have ham til at miste bevudstheden, så hun kunne stikke af. Blev det nødvendigt foresatte hub dog gerne, indtil han løb tør for luft.Vagterne kunme umuligt være lige så besværlige, så dem ville hun formentlig nemt kunne klare, hvis de skulle gå i vejen for hende.

En skarp smerte skød igennem hendes baghoved, før aæt blev mørkt og hun faldt sammen på gulvet. Med det samme gik vinboblen i opløsning, fuldkømmen bevidstløs plaskede. Vinen plaskede i stedet ned på gulvet, nu hvor der ikke var nogen til at styre væsken.

Vargas kunne ikke mere. Trangen til at trække vejret var så intens, at selvom han vidste, at han ville trække vin ind i stedet for luft, kunne han ikke stoppe sin krop. Men bare lidt mere. Hvis han holdt ud bare lidt mere, ville han kunne... Endeligt vågnede en af vagterne til dåd og slog hende bevidstløs. I samme sekund faldt vinen til jorden og Vargas kunne hive vejret ind, hårdt og trængende. Svimmelheden lagde sig over ham som et tungt tæppe, hjulpet godt på vej af ændringen i hans syn. Og den sviende smerte i hans øjne. Med en utilfreds lyd løftede han hænderne op og pressede bunden af håndfladerne mod sine lukkede øjne. De skulle skylles med rent vant hurtigst muligt.

Vinen dryppede fra hans hår og hans skjorte var gennemblødt på skuldrene og ned af brystet og ryggen. En dyr hvid silkeskjorte, der aldrig ville blive hvid igen. Der var også vin på hans bukser og hans bare fødder i sandalerne. Det behøvede han ikke at åbne øjnene for at vide. Han stod lidt med hænderne presset mod øjnene og let hivende efter vejret, inden han sukkede og lod dem falde. Det sved at åbne øjnene, men hans syn var mere klart nu, og det første han så, var en vagt. Kun en. Den anden var væk, ham der ikke havde haft ordentligt fat i slaven. Vargas behøvede ikke engang at spørge, hvor han var løbet hen, for han var uden tvivl stukket af. Det ville han ikke komme langt med.

"Så hun har en evne med væske," konstaterede han tørt, med vreden liggende under ordene. Vagten nikkede og lignede en, der skulle brække sig. Vargas ignorerede ham for et øjeblik, som han satte sig på hug ved kvinden og skubbede hende om på ryggen.
"Hent mig et fad med lidt vand og en klud i køkkenet." Han begyndte at flytte på hendes tøj, så han kunne komme til hendes bryst. Vagten nikkede og løb af sted, uden tvivl glad for ikke at være i nærheden af sin chef i det øjeblik. 

Vargas lagde en flad hånd på hendes brystkasse og ragede lidt forsigtigt på hendes sjæl. Ikke for hendes skyld, men han ville gerne undgå at vække hende. Der var ikke så meget at komme efter. Topalis, ung, noget med vand... og is? Hun føltes som en lille hidsigprop. Men ellers ikke noget spændende. Han slap hende hurtigt igen og kom så på benene. På et lille bord over i hjørnet stod en lille skål med gule sten i. Han havde dem efterhånden over det hele, det var nemmere at lave dem, når han lige havde et øjeblik, end at stå og bruge et par minutter på det, mens man skulle bruge dem. Han greb en og gik tilbage til hende.
"Jeg håber at du vågner," mumlede han og lagde så hånden mod hendes hud igen, denne gang med stenen i mellem, så stenen lå lige under der, hvor hendes kraveben mødtes. Og så skubbede han stenen ind i hendes hud, ja ind i brystbenet under, hårdt og hævngerrigt. Det ville føles som at få presset stykke glødende kul i mod huden.

Vågnede hun, ville han, så snart han var færdig, gribe fat i hendes sjæl i stedet for og vride til. Noget der ville føles som at nogen greb fat om hendes lunger og hjerte og klemte til, noget der lagde sig op af smerte, men mest af alt bare var sindssygt ubehageligt, for man ville have det som om, at hjertet ville gå amok og man ikke kunne trække vejret.
Og sådan ville han vride til i et stykke tid, indtil han slap hende og blev siddende på hug og betragtede hende med et blik, der lovede mere.

Med et højlydt skrig åbnede Irisa øjnene. Det føltes som om nogen var ved at brænde hul i hendes brystkasse! Hun var fuldkommen desorienteret, og det hjalp ikke, at det var den brændende smerte, som havde bragt hende tilbage fra bevidstløsheden. Hendes blik flakkede panisk rundt i rummet, inden det endelig faldt til ro på manden, som havde hånden presset mod hendes hud. Havde hun ikke formået at stoppe ham? Hun kunne ikke få sine tanker til at give mening så længe smerten var så intens.

Lige så snart den brændende smerte var ovre, og hun troede, at hun kunne slappe af, tog en ny og endnu mere ubehagelig følelse over. Hun gispede desperat efter vejret og helle kroppen vred sig i et forsøg på at slippe væk fra den ubehagelige følelser. Hendes fingre kradsede desperat henover huden i et forsøg på at finde kilden til ubehaget og få det til at holde op. Imens blev hendes blik mere og mere panisk. Der var ingen tvivl om, at det var ham der gjorde det, men hvordan gjorde han det dog?

Langt om længe forsvandt den ubehagelige følelse, og hun trak vejret dybt ned i lungerne. Aldrig havde hun oplevet noget lignende! Nærmest rent instinktivt svang hun armen ud mod vinpletten på gulvet, med intentionen om, at svinge det i ansigtet på ham, men intet skete. Hun prøvede igen, igen uden resultat. Med begyndende frygt tydelig i ansigtet så hun op på ham.
"Hvad er du?" ordene var ikke mere end en hvisken.

Hendes skrig var næsten en hel fornøjelse i Vargas' ører, og det var en skam, da det stoppede. Nå ja, han skulle nok få hende til at skrige noget mere. Hun havde trods alt lige forsøgt at slå ham ihjel, og vreden brændte i ham som en skovbrand, men ikke mere vild, end at han havde sig selv under kontrol. Havde han ikke det, ville hun dø blodigt i sandet udenfor uden nogen nåde. Nej, nu ville han give sig tid. Og måske hun ville overleve. Det havde han ikke besluttet sig for endnu, men det kom lidt an på, hvor meget et helvede han kunne gøre hendes liv.

Der formede sig et let smil om hans læber, som hun spurgte, hvad han var. Ikke hvem. Hvad. Smilet var på ingen måde venligt, det var koldt og de fleste ville nok finde det skræmmende, som var det et monster med tænder, der havde udset sig en til frokost. Det var ikke helt let at se på ham, at han var flammende vred, som han sad der, men hans øjne lagde ikke skjul på det.
"Dit værste mareridt," svarede han næsten for roligt. Stemmen kold og dæmpet. En smule pompøst at sige, men han fandt det nu meget passende. Han vidste, hvad der ventede den lille væskestyrende topalistøs.

Vagten kom tilbage, balancerende med et fad med vand og en klud. Vargas rejste sig, ikke bange for at efterlade pigebarnet ubevogtet. Der var ingen steder at flygte hen og han havde ikke spottet et våben på hende. Med en attitude der næsten forestillede afslappet, gik han til til fadet, vagten stillede på bordet, og dyppede kluden i det. Han vred den knap nok op, inden han pressede den mod det ene øjne, så vandet kunne trænge ind i øjet og skyllet vinen ud. De gjorde ondt, og han behøvede ikke et spejl for at se, at de var rødsprængte. Nok havde han aldrig badet sine øjne i vin før, men han havde da fået smidt et glas i hovedet mere end én gang. De skulle bare skylles.

Som han stod der, gik vagten over for at stå ved siden af pigen, i et forsøg på at give et indtryk af at have styr på noget. Han ville få en straf, højest sandsynligt noget med lønnen, men han var trods alt blevet. Den anden vagt ... Vargas havde ikke tænkt sig at beholde ham
Og som han tænkte det, dukkede Umbries op i døren. Tavs, mens han sugede situationen til sig med blik og slangetungen, der gled ud mellem hans læber. Det ekstra øjenlåg gled over hans øjne som han blinkede.
"Hvad er der?" Vargas fjernede kluden fra øjet og blinkede lidt, inden han skyllede den.
"En vagt var ved at rømme sit værelse ganske panisk. Jeg ville høre, om det var noget, vi skulle tage os af?" Han så med et udtryksløst ansigt på sin chef, der dog godt kunne se hans nysgerrighed. Men derfor kunne Vargas godt lide ham. Han stillede ikke spørgsmål, når det ikke var nødvendigt.
"Jeg regner med at smide ham for løverne." Vargas pressede kluden mod det andet øje, så vandet dryppede ned af hans ødelagte skjorte. "Eller måske et par af grifferne. De keder sig vist lidt."
Umbrien bukkede let i overkroppen.
"Jeg får ham smidt i et bur." Hans blik gled til den anden vagt, der pludseligt var blevet lidt bleg.
"Fint."
"Er der mere, jeg kan..."
"Nej, ikke lige nu." Vargas viftede lidt med en hånd. Halvslangen bukkede let igen og så ned på pigen med et kort smil, der viste hans tynde spidse hjørnetænder, inden han vendte rundt og gik.

Vargas fjernede kluden fra øjet og blinkede igen. Det var noget bedre. Han smed kluden på bordet og lænede sig ind over fadet for at skylle ansigtet og få lidt vand i håret også. Stofservietten var udmærket til at tørre ansigtet, håret fik lov til at dryppe.

Hans rolige facade kunne godt have fået Irisa til at tro, at hendes angreb på ham stort set ingen indflydelse havde haft på ham. Men hans øjne afslørede raseriet, som lod til at gemme sig bag den kølige facade. Hun forsøgte at lyve overfor sig selv og sige, at det ikke skræmte hende, men alligevel føltes hendes krop fuldkommen kold, og hendes håndflader var svedige.
Normalt ville hun have grint over hans arrogante ord, men hun tvivlede ikke på, at det var rigtigt, hvad han sagde. Hun havde for alvor fået rodet sig ud i noget forfærdeligt den her gang.

Da han gik hen til fadet, vovede Irisa at sætte sig op. At nøje analysere situationen og overveje sine handlinger ned til mindste detalje var ikke hendes stærke side, men det krævede næppe noget strategisk geni at vide, at det klogeste var at blive siddende på gulvet. Hvis hun i det mindste havde haft en kniv, ville hun have haft en hance for at forsvare sig selv, men hendes evne havde jo altid været forsvar nok. Røverne og banditterne hun normalt stødte på havde sjældent så kraftige evner, at de kunne gøre andres evner ubrugelige. Hvis de da overhovedet havde evner.

Han trak knæene op til brystet, og slog armene rundt om dem. Hun skævede op til vagten, som nu stod ved siden af hende. Han virkede bange for sin herre og den anden vagt havde virket direkte rædselsslagen. De vidste tydeligvis noget om, hvor forfærdelig deres herre kunne være. Det her tegnede ikke godt. Prøvende bevægede hun hånden ganske lidt for at se, om hun kunne få vandet i fadet til at reagere, men selvfølgelig virkede det ikke. Det havde trods alt været et forsøg værd, det kunne jo have været smerten før, som havde fjernet hendes evne.

Hendes blik søgte med et samme mod hvem end det var der kom ind ad døren. Hendes hjerte begyndte at slå en anelse hurtigere. Halvslange. Hun havde aldrig brudt sig om slanger.
Opmærksomt lyttede hun til deres samtale. At blive kastet for løverne var uden vivl en grusom død, men det lød i det mindste til, at det ville være en forholdsvis hurtig død. Var det fordi, at manden foretrak at lade folk dø hurtigt og smertefuldt, eller gad han bare ikke bruge tid på torturere vagten? Det virkede næsten surrealistisk, men en del af hende håbede på det første.
Halvslangens smil fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, han lod til at vide noget om hendes skæbne. Hvad mon der ville ske med hende?

Vargas brugte et kort øjeblik på at se på sin aftensmad, der nok var ved at være kold. Han var ikke kommet halvvejs igennem måltidet, før vagterne havde forstyrret ham, og nu var han ærligt talt ikke specielt sulten. Han var vred, og der skulle handling til, for at få ham til at falde til ro. Men hvad? Hvad skulle han gøre ved den kønne kvinde? Der var mange muligheder, grumme og mindre grumme, hurtige og længerevarende. Skulle det ende med døden eller som et liv som slave? Det hastede ikke at beslutte sig, men han skulle dog finde ud af, hvad der skulle ske lige nu. En tur med pisken? Det var næsten for simpelt. Klokken var mange. Havde han lyst til at bruge hele natten på at hygge sig?

Vargas samlede et stykke fisk op og spiste det med et lidt tænksomt udtryk. Til sidst suttede han de to fingre rene, inden han tørrede dem af i den våde serviet, og så på vagten.
"Tror du, at du kan formå at slæbe hende ud i rummet og hænge hende op, eller skal jeg vente til du har fundet nogen, der har evnerne til noget så simpelt?" Hans stemme var tør som han spurgte, men der var ingen tvivl om, at han var irriteret på manden, der hurtigt nikkede og flåede tøsen op og slæbte af sted med hende, sikkert hårdt nok til at give blå mærker.
"Jeg kommer om lidt, hold øje med hende imens," sagde Vargas efter ham, inden han alligevel endte med at fylde en lille tallerken med lidt af hvert fra bordet, inden han med den i hånden gik ud i baderummet og smed skjorten, inden han i noget koldt vand vaskede den sidste fornemmelse af vinen af sig og derefter gik op for at skifte tøj.

Håret var stadig vådt og strøget tilbage, da han kom ned til rummet, der var en tilbygning til hovedbygningen. Der var kun en dør ud til pladsen, sammen med nogle smalle vinduer, der sad så højt, at han kun lige kunne nå kanten med fingerspidserne, hvis han stod på tæer.
Inde i rummet stod der en chaiselong ved den fjerne væg fra døren, sammen med et lille rundt bord. Ved væggen ved døren, stod der en kommode. Midt i rummet fra loftet, hang der en kæde med et par håndjern - kæden gik ned til en holder i væggen i det ene hjørne, hvor man kunne hejse den op og ned.

Havde vagten gjort sit arbejde, ville topalistøsen nu stå lidt i rummet med armene over hovedet, sat fast i kæden med håndjernene, men med fødderne på jorden. Vargas gik ind og betragtede kort pigen, inden han gik over og satte en bakke fra sig på bordet. Der var en kande med vand, et enkelt glas, og en skål med frugt og en lille skål med nødder. Skulle han bruge tiden herude, kunne han lige så godt gøre det sig behageligt.
"Du får lov til at holde vagt uden for døren til jeg er færdig." Med en håndbevægelse sendte han vagten ud, der ikke turde brokke sig over den ordre.

Og endeligt vendte han sig mod tøsen. Han havde skiftet til en råhvid mindre dyr skjorte og et par behagelige løse bukser, der sluttede tæt om anklerne. På fødderne havde han et par sandaler uden hælerem. Han så meget afslappet ud, hvilket bare indikerede, at han forventede, at der blev blødt på ham og han skulle udfolde sig fysisk. Hvordan, det fandt de nok ud af.
"Så vand. Det er en evne, der er meget værd, her i ørkenen." Han trådte lidt nærmere og lod blikket glide ned over hendes overkrop. Den bare hud. Formerne.
"Fortæl mig dit navn." Han mødte hendes blik. Stadig vred.

Ud i rummet? Hvilket rum? Det lød ikke som noget, der tegnede videre godt, men så længe det ikke var et slagte kammer, burde hun vel være lettet? Det var sikkert bedst bare at være lydig og pænt følge med vagten, men det havde nu aldrig været hendes stærke side. I stedet kæmpede hun hidsigt imod det hårde greb.
"Slip mig din absolutte torske dumme søn af en hore!" Langt flere eder og forbandelser med skreget mod vagten, som han brutalt hev afsted med hende. De mange skældsord jorde nok næppe noget for, at gøre ham mere venligt stemt overfor hende. På trods af dette fortsatte hendes gale strøm af eder og forbandelser, indtil hun løb tør for kreative ord, og i stedet fokuserede på at vride sig fri mens hun udbrød adskillelige hidsige lyde.

Det var ikke fordi, hun ikke kæmpede imod, mens hendes blev sat fast til kæden, men der var intet, hun kunne gøre mod vagten, selvom hun langt fra var svag. Det var nok prisen for primært at have venskabelige kampe eller kampe mod udsultede landevejsrøvere.
Hun holdt op med at kæmpe, da hun blev hængt op, velvidende om, at det kunne rive en skulder ud af led, når hun stod sådan. Det kostede en del selvkontrol, men hun holdt sig også fra at fornærme vagten, der var ingen grund til at friste ham til at tage lidt forskud på morskaben mens han ventede på sin herre.

Hendes blik faldt på stedets herre, så snart han trådre ind af døren. Det var svært at forklare hvorfor, men hans afslappede beklædning virkede ildevarslende på en mand som ham. Alligevel var hendes blik arrigt, som det mødte hans, men lige under vreden lå frygten stadig skjult.
"Irisa" Hun så ingen grund til, at hun ikke skulle give ham sit navn. Chancen for han kendte noget til hendes lille ubetydelige familie var alligevel så godt som ikke eksisterende.

Irisa. Et pænt navn til en køn kvinde. Vreden var let af se i hendes øjne, men det var frygten også. Han havde set den følelse så meget i folk, der skulle ikke meget til, før han spottede den. 
"Irisa." Han rakte op for at røre ved hendes kind med fingerspidserne. Havde situationen måske været en anden, kunne han  have overvejet at hengive sig til hendes skønhed, men lige nu ønskede han bare at bringe hende så meget smerte som muligt. Noget han allerede fik muligheden for der, som hun snappede ud efter hans fingre. Han stak hende en lussing, hårdt og kontant, inden han fortsatte som om, at intet var hændt, lod fingrene glide ned over hendes hals og kraveben, for at røre let ved den lille gule sten, der var smeltet fast i hendes brystben.

"Du burde tigge for dit liv, lille pige." Han lod hånden fortsætte nedad, lod den glide over hendes tøj, følge et brysts runding, inden han strøg fingrene over hendes bare maveskind. 
"Eller måske nærmere din død," sagde han lidt tænksomt, inden han smilede en smule og forlod hende for at gå over til sin samling af piske, der hang til udstilling på en væg. Der var mange forskellige, nogle helt almindelige og andre mere spændende. Han rørte kort ved en nihalet med metalkugler i enderne, men endte ud med at tage en helt anden type pisk. En kamelpisk. Den nyeste tilføjelse til samlingen, et lille vidunder han havde opdaget funktionaliteten af på en tur igennem ørkenen. Et godt håndtag med en tyk snor af flettet læder med et stykke fladt læder for enden. Den slog hårdt, men trak ikke blod. 

Han tog den ned og gik afslappet tilbage til kvinden i kæden. Han sitrede stadig af vrede indeni, og det havde været virkeligt lokkende at piske hendes ryg åben med en af de andre, men hun skulle ikke bare have den skarpe smerte. Hun skulle holde længe. Meget længe. Måske lidt af vreden kom fra frustrationerne over, at hun var den anden mørkhudede kvinde inden for kort tid, der næsten havde haft succes i at kvæle ham. Og den sidste slap endda ud af den sidste del af straffen på grund af et monster. Om hun levede eller var blevet spist, det var lige meget.

Uden advarsel lod han pisken falde over hendes ryg. Det var en helt anden fornemmelse og lyd end med de lange tyrepiske, den her slog hårdt. Tungt. Og det gav en meget mere tung lyd. Lige nu passede det ham godt, for han var vred og ville slå til. Så han ikke så meget som piskede hende som bankede hende. Ned over skuldre, ryg, bagdel og lår. Han lod sin vrede få frit løb og han slog til hans arm begyndte at blive tung og træt.

Rent instinktivt drejede Irisa hovedet og snappede ud efter hans fingre, så snart hun mærkede dem modsin kind. Han skulle ikke bryde sig om at røre hende!
Da lussingen ramte blev hendes hoved slynget til siden, og for et kort øjeblik var hun mere fokuseret på smerten og den summende fornemmelse i kinden. Hurtigt vendte hendes blik dog tilbage til ham. Det ville næppe være sidste gang han slog på hende, så hun kunne ikke lade et enkelt slag hyle hende fuldkommen ud af den. 

Alt for tydeligt kunn hun mærke hans fingre vandre ned over kroppen, og hun mærkede et ubehageligt sug i maven, da hånden passerede hendes bryst. Selvfølgekig havde hun hørt historier om, hvad er skete med unge kvinder, som blev opdaget af den forkerte mand. Faktisk havde hun fået tudet ørene fulde af advarslerne, når hun prøvede at å lov til at tage alene ind til byen. Til hendes lettelse fortsatte hånden dog videre fra brystet.
En ubehagelig kulde spredte sig i hendes krop. Hun tvivlede ikke på, at han vidste, hvordan man kunne få folk til at trygle om at blive slået ihjel. Torturere dem i sådan en grad, at det eneste man ønskede var at dø, så smerten ville stoppe. Ud fra hans ord lod det til, at det var, hvad hun havde i vente, og det var det sidste skub der manglede før frygten for alvor spredte sig i hendes krop. Hun kunne ikke gøre andet end at bede til, at hun ved et eller andet mirakel ville kunne holde til behandlingen, så hun kunne finde en måde at komme væk på.

Allerede fra det første slag ramte skreg hun højt og skimgert mens hun desperat kæmpede mod kæderne der holdt hende fast. Hun skreg så læge hun havde stemme til det, og kæmpede så længe der var bare den mindste smule energi i hendes krop. Til sidst hang hun dog bare slapt i kæderne mens tårene strømmede ned over hendes kinder. Hun var ikke bevidstløs, men bestemt heller ikke helt ved bevidsthed. Det føltes som om han havde formået at ramme hver centimeter af hendes ryg, skuldre bagdel og lår. Alt gjorde ondt, også selvom smerten blev dilmet af hendes semi-bevidstløse tilstand.

Hendes skrig spredte sig i rummet som sød musik blandet med lyden af den tykke flettede lædersnor der bankede ind i hendes krop, slag for slag. Hendes hud fik røde mærker og med tiden ville hun blive blå og sort, tydeligt selv på den mørke hud. Mærker hun måske ville komme til at leve med, til de gik væk af sig selv, medmindre han fik hende mishandlet så meget, at healeren fik frit spil bagefter. For selvfølgelig skulle hun heales, der var ingen grund til at spilde en god slave væk. Hendes evne ville skaffe ham mange krystaller, ingen tvivl om det. 

Det hjalp på hans vrede, at bruge sin krop og tæske løs på hende, til hans armmuskler rystede. Han gav hende et sidste slag hen over ballerne, inden han smed pisken fra sig på chaiselongen og forpustet betragtede hende lidt. Nej, hun skulle leve. Det ville være spild at slå hende ihjel, selvom der stadig var noget i ham, der havde lyst til at lade hende dø langsomt og smertefuldt. Men smertefuldt var ikke et problem. Én ting af gangen.

Da han havde fået lidt ro på sin krop, trådte han hen til det lille bord og og kanden og glasset. Herefter stillede han sig foran hende og hældte vand op i glasset, langsomt så det klukkede og gjorde sig bemærket. Herefter tømte han glasset uden at tage det fra læberne, inden han stillede de to ting tilbage på bordet. Hvad så nu? Måske hun kunne give ham lidt inspiration? Så han gik tilbage til hende og løftede hendes ansigt op med et greb i hendes hage, så han kunne betragte hendes ansigt lidt.

"Nu giver du ikke op allerede, vel? Vi er langt fra færdige." Han slap hende og klappede hende blidt på kinden, inden hans hænder drog på tur ned over hendes krop. rørte hendes bare hud og til sidste begyndte at pille ved stoffet, hun havde om overkroppen. Så snart han fik det viklet op, hev han det af hende og smed det til side, så hendes overkrop nu var blottet for ham. Hun var køn. Hans fingre gled blidt over hendes bryst og kærtegnede kort hendes brystvorte, inden fingrene fortsatte nedefter for at begynde at rykke hendes nederdel ned over hendes hofte og lade den falde til jorden.

Mest af alt havde Irisa lyst til at miste bevidstheden i håbet om, at det i det mindste ville give hende en lille pause. Hun gjorde sig ingen illusioner om, at mishandlingen ville stoppe helt, bare fordi hun besvimede, men hvis hun bare kunne få en kort pause. Netop som hun troede, at der ville falde nok slag til, at mørket endelig ville omfavne hende, stoppede han op. Selvfølgelig var hun glad for, at smerten var overstået for nu, men det betød jo også, at hun ikke ville få den stærkt tiltrængte pause.

Med det samme blev hendes blik draget til vandet. Hun kunne mærke en stærk længsel i kroppen, både fordi tørsten så småt havde meldt sig, men også fordi hun vidste, at havde hun haft sine evner, kunne hun have dræbt ham på stedet med det ene glas vand. Han vidste det jo formentlig godt, at hun stod og forestillede sig alle de måder, hvorpå vandet kunne have slået ham ihjel.

"Der skal meget mere til end det" Hvlste hun vredt. Hun vidste godt, at hun ikke burde forsøge at provokere ham, men hun kunne simpelthen ikke acceptere, at han nærmest stod og hoverede overfor hende. Så nemt skulle han slet ikke have det, hun havde stadig masser af kamp tilbage i sig.
Igen gik hans hænder på vandring ned over hendes krop. Berøringen gav hende næsten lyst til at brække sig. Hun ønskede virkelig at holde sig rolig og fattet, vise ham, at han ikke kunne hyle hende ud af den. Men alligevel forsøgte hun af ren instinkt at rykke sig væk, da han fjernede hendes top. Selvom hun forsøgte at bevare roen, kunne hun mærke, at hendes krop rystede ganske svagt under hans berøringer. Hun var bange, selvom hun ikke ville indrømme det, og frygten blev kun større, da han også trak hendes nederdel af. Alene tanken om, hvad han så nemt som ingenting kunne gøre ved hende nu.. hun lukkede øjnene i og ventede på, hvad hun selv troede måtte være det uundgåelige.

Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om hans berøringer, at hun var bange, som hendes hud trak sig sammen under hans fingre og hendes krop begyndte at sitre. Vargas bildte sig ikke ind, at det var fordi, at han var magisk og fik lysterne frem i hende, nej, det var hans kusine, eller fætter, han vidste faktisk ikke, hvilken dæmon, der havde titlen lige nu, der kunne den slags. Nej, hun var bange, og det var lige så godt som det andet. 
Da han havde ladet hendes nederdel falde til jorden, kærtegnede han hendes hofter og løftede smilende blikket til hendes ansigt igen. Hun forventede sikkert, at han ville tage hende lige nu og her, men det var ikke planen. Nej, han havde noget andet i tankerne.

"Det er jeg glad for at høre. Ellers bliver det en kedelig nat." Hans hånd gled op af hendes krop for give hendes bryst et klem og derefter lægge sig om hendes hals, hvor han klemte en smule. Ikke nok til at forhindre hende i at få vejret, men nok til at vise, at han kunne gøre det. Det var lokkende med hendes varme nøgne krop så tæt på, men han nøjedes med at se hende lidt i øjnene, inden han slap hende og med et lidt muntert smil gik over til kommoden. 

Skuffen raslede, som han hev den ud og lod blikket glide over indholdet. Han var mest til sine piske og mere psykisk tortur, men hans lille legerum havde udstyr til det meste. Han havde en enkelt ansat eller to, der fik lov til at låne rummet, når Vargas ikke var i humør og der var noget, der skulle klares, og de havde en anden tilgang end Vargas, der gjorde det for fornøjelsens skyld, det meste af tiden.
Et par tænksomme lyde kom fra ham, inden han endeligt rakte ned og hev en syl op. Ah, der var den.
Stadig med en afslappet attitude, gik han hen til en af faklerne og stak jernet i sylen op i ilden.
"En bekendt lærte mig engang, hvad varmt metal kan gøre. Han var godt nok en ilddæmon, så han tog metallet i sine bare hænder." Det sidste mumlede han lidt tænksomt, mens han betragtede metallet begynde at blive rødt. Gad vide, om ilddæmonen stadig levede? Han havde været et lærerigt bekendtskab.

Til sidst var træhåndtaget så varmt, at Vargas blev nødt til at trække sylen ud af ilden. Med et skævt smil drejede han den lidt foran sig, lidt fascineret over heden, inden han gik over og trak en lille polstret skammel frem, der havde stået lidt skjult for enden af chaiselongen. Han placerede den bagved topalistøsen og satte sig på den, inden han greb fat i hendes ene ankel. Var hun ikke villig til at bukke benet, så han kunne lægge foden over sit lår, snittede han hende kort med det glohede metal ved knæhasen.
"Komsådasse, hit med foden." Han sagde det lidt muntert, men der lå også en skjult advarsel i hans stemme om, at hun lige så godt kunne lade være med at stritte i mod.

Med et fast tag om hendes ankel, holdt han hendes fod ned mod sit lår, så fodsålen vendte op ad. Og så satte han spidsen af den brandvarme syl mod hendes fodsål. Pressede en smule til, dog uden at skubbe mere end det yderste af spidsen igennem hendes hud. Lugten af brændt kød spredte sig med det samme, og han holdt endnu bedre ved, klar til at hun ville sparke ud efter ham.

Hver gang hun mærkede hans hænder havde Irisa lyst til krympe sig, men hun tvang sig selv til at stå ret. Nok rystede hendes krop så meget, at der næppe kunne være nogen tvivl om hendes frygt, men det var noget hun ikke selv havde kontrol over. Det var egentlig latterligt, at hun prøvede at spille så modig. Der var jo ingen tvivl om, at hun ikke var den første, som han havde haft fat i, så han vidste højst sandsynligt, hvordan man nedbrød stædige tøsebørn som hende selv. Men hun kunne simpelthen ikke tillade sig selv at bryde sammen overfor ham, også selvom det muligvis ville gøre det hele lidt værre. Han skulle simpelthen ikke få tilfredsstillesen af at nedbryde hende.
Lige så snart Irisa mærkede hånden ved halsen slog hun rent instinktivt øjnene op, og så på ham, forberedt på, at han ville klemme til og hun tavst skulle trygle ham om at lade være. Godt nok klemte han ikke til, men hun vidste, at der lå en skjult trussel om, at hans sagtens kunne have gjort det.

Nok var hans muntre smil ildevarslende og skræmmende, men alligevel sukkede Irisa lettet. Hun havde været sikker på, at der havde været en grund til, at han havde fjernet hendes tøj. Det var der sikkert også, men tydeligvis ikke den grund, som hun selv havde frygtet. I hvert fald ikke endnu.
Nervøst så hun til, som han fandt en syl frem og stak den ind i ilden. Hun havde en ubehagelig mistanke om, at det varme stål på en eller anden måde skulle i kontakt med hendes følsomme hud. Selvfølgelig havde hun da før brændt sig på gryder og pander som havde stået i ilden, men hun tvivlede på, at smerten ville være det samme.

Stædigt nægtede hun at bøje benet, det varme metal mod hendes knæhase fik hende hurtigt på andre tanker. Sylen nåede knap at røre hendes fod, før hun stak i et skingert skrig og begyndte at vride sig og desperat forsøge at sparke ud efter ham. Det føltes jo som om han havde sat ild til hele hendes fod! 

Der var mere kraft i hendes spark end Vargas havde været forberedt på, så hun var lige ved at trække foden til sig, men det lykkedes ham lige at holde fast. Det andet ben var værre, og til sidst løftede han hånden med sylen og bankede det brandvarme metal ind i hendes baglår.
"Stå så stille! Eller jeg begynder at prikke huller, hvor jeg lige kan nå." Han rev sylen ud igen med forventning om, at hun ville stå stille nu. Hvis ikke, nå ja, hans hoved var lige ude for hendes røv, så kunne han stikke hende der næste gang.
Men han fortsatte med at prikke hende under fodsålen, det varede dog ikke ret længe, inden metallet ikke var varmt nok til, at det var sjovt mere, så han kærtegnede hendes læg lidt, ved at stryge fingrene lidt op ned af den, mens han overvejede, hvad han så skulle finde på.

Endeligt rejste han sig og sparkede skammelen til siden, inden han smed sylen ned i skuffen igen. Hans blik faldt på bambuspinden, der stod lænet op af kommoden, og han rakte ud for at tage den. Den ene ende var fyldt med små søm, der var sat igennem røret, så spidserne stak ud. Det kunne være meget fin at give hende et par rap med den ende.
"Nogle gange er jeg en ganske flink mand. Men jeg bliver en smule vred, når nogen forsøger at slå mig ihjel." Han lagde hovedet lidt på skrå. "En af mine synder." Hans egne ord fik ham til at smile, inden han svingede pinden mod hende. De små søm stak omkring en centimeter ud, lidt spredt over den første halvanden fingerlængde af pinden. De hang en smule fast, når han ville trække dem til sig igen og blodet sprøjtede lidt fra pinden efter de første par slag, men det tog han sig ikke af, han havde folk til at gøre rent.

Hvor mange gange slog han hende? Han talte ikke sine slag, var mere interesseret i de små huller, der blev lavet i hende. På maven, lårene, ryggen, bagdelen og et enkelt slag, der fik hendes ene bryst til at bløde.

Smerten skød med det samme gennem benet og Irisa skreg højt, da sylen blev banket ind i hendes baglår. Budskabet trængte dog rent igennem, og hun gjorde sit bedste for at stå stille, mens han fortsatte torturen mod hendes fod. Da han endelig stoppede rystede hele hendes krop og sveden var tydelig på den mørke hud. Hvor lang tid havde han brugt på at torturere hende? Det føltes allerede som om, at de havde været i gang i flere timer, og så havde hun endda en fornemmelse af, at han dårligt var begyndt.

Lettet forsøgte hun at sætte foden mod gulvet, da han rykkede sig væk. Lynhurtigt og med et smertefuldt gisp bøjede hun dog benet, detvar alt for smertefuldt at støtte på den mishandlede fod. Hun gjorde sit bedste for at følge ham med blikket uden at bevæge sig alt for meget, da han atter gik hen til skuffen og derefter over for at finde sit næste redskab. Det så grumt ud, det ville uden tvivl gøre ondt. 
Personligt kunne Irisa ikke se det morsomme i hans ord, men nu fandt hun hverken ham eller situationen videre morsom. Det lød dog bestemt til, at han selv morede sig over sine ord, hvilket var, mildt sagt, irriterende. Derkunme vist ikke være bogen tvivl om, at hans ego ikke fejlede noget.

Selvom hun klemte øjnene sammen og forsøgte t forberede sig på smerten, skreg Irisa højt allerede da det første slag ramte, og skrigene blev kun højere og mere skingre for hver pinde ramte hendes hud. Det kunne sagtens være noget, som hun forestillede sig, men det føltes som om, at hun kunne mærke blodet løbe fra hvert sted pinden havde ramt hende. Hun kunne umuligt holde til meget mere. Hele hendes krop gjorde ondt, og det var utroligt skræmmende og mentalt belastende, at hun aldrig vidste, hvad han ville finde på som det næste.

Vargas kunne godt lide at trække skrigene ud af hende, et for et. Han var grådig og ville have mere, flere skrig, mere blod, mere smerte. Der var så meget, han kunne gøre ved hende, han vidste næsten ikke, hvor han skulle starte.
Da han var færdig med at slå, stillede hanpinden fra sig og gik over til det lille bord, hvor han, vendt mod hende, hældte vand op i glasset og drak halvdelen. Med en tilfreds lyd tog han glasset fra munden og betragtede hende med hovedet på skrå.
"Du er et kønt pigebarn, du skal nok skaffe mig en god håndfuld krystaller. Og så en topalis, dem får jeg ikke så mange igennem handlen af." Han drak resten af vandet og stillede glasset fra sig. "Hvad render du så og laver til hverdag? Hvordan overlever du?"

Spørgsmålet var både af ren og skær nysgerrighed, men også for at høre, om hun havde nogle evner, han kunne bruge til noget. Ud over hendes magiske evne med vandet. Kunne hun sy? Danse? Var hun god i sengen? Alt sammen noget, der kunne øge hendes værdi og give ham flere krystaller. Det sidste kunne han selvfølgelig altid finde ud af, når hun engang var knapt så krigerisk. 

Han lænede sig ned og greb en håndfuld druer, som han en efter en begyndte at spise. Det var en ting, han altid gjorde, småspiste. Og i dag var han blevet frarøvet det meste af sin aftensmad, så frugten var kun en ringe erstatning for et ordentligt måltid. Noget han ikke behøvede at gå så meget op i som dæmon, men der var lidt Fråds i hans gener, og han elskede mad. Så han tyggede på druen mens han så på hende efter svar.