Miranda lod ofte ulvene komme og gå som det passede dem, selvom de fleste forblev på højen uden for lange ture væk. De var alle frie til at gøre hvad de lystede, så når nogen var væk i måneder, var det i orden. Selvfølgelig foretrak hun at vide det, så hun ikke blev bekymret og skulle ud og lede. Som Kasey der var taget afsted for at finde sin bror, og det var ikke til at vide hvor længe ville tage. Hun håbede pigen kom tilbage igen engang, men Miranda forsøgte at væbne sig med tålmodighed.

Miranda vandrede som oftes, ude i skoven. Datteren var i lejren, grinende med Yasmin, som hun forsøgte at lærer et eller andet selvopfundet spil. Miranda kunne derfor vandre frit uden at bekymre sig om pigens sikkerhed og i stedet tage på jagt alene. Hun sad på hug ved en kilde som den velkendte duft nåede hendes næse. Den var velkendt, og alligevel anderledes end den plejede. Hun drak vandet i sine hænder før hun løftede blikket og kiggede rundt. En gang imellem tog hun en ekstra dyb indånding gennem næsen for at beslutte om han kom tættere på eller var på vej længere væk.

Der var så mange ting der havde ændret sig for James det sidste års tid. Lige som han var begyndt at snakke godt med Miranda og hun havde inviteret ham ind i flokken havde han forsvundet uden at sige noget til hende. Han havde fundet et sted at være, en der ville kurere ham for sin varulve forbandelse, dog havde det hele bare været en løgn. Der var intet der kunne kurere ham for det han var. Intet havde kunne hjælpe ham og han var gået i vrede. Han havde levet i det skjulte, han havde ikke engang gået tilbage til Miranda's flok for at være der, nej han ville væk fra Medanien og det var han gjort. For et par måneder siden var han dukket op i Medanien igen for at finde Marad, snakke med ham leve sammen med ham. Men det var blevet ødelagt i og med at han var blevet slået ihjel. Han kunne ikke længere huske hans død, det hele var tomt inden i ham, og han vidste ikke længere om han skulle søge sandheden om hans død eller lade vær. Han var selv forvirret da han var blevet genoplivet og havde fået vinger. Han kunne stadig huske ordene fra hans genopstandelse. ”Lev et godt liv James Lavaron” men det var også alt og han kunne ikke forstå hvorfor.

Han havde været i Medanien i et stykke tid, og han ville egentlig helst gerne møde med Miranda, bare for at give hende en forklaring på hvorfor han var gået. Han vidste allerede nu at han ikke ville blive taget godt imod, men hvad kunne man også forvente? Som han fløj igennem luften dykkede han ned i skoven. Hans vinger var ikke hvide men en kølig blå farve de fleste steder. Der var så mange følelser i luften at han ikke anede hvad han skulle stille op med det alt sammen. Han stod nu solidt på jorden og koncentrede sig om at få sine vinger væk. Han var stadig ikke så god til at få dem til at lystre, og han havde først lige lært at bruge dem. Han trængte til noget at drikke, og han vidste at der var en kilde i nærheden et eller andet sted, han skulle bare finde den. Han var forandret, han havde godt nok stadig det røde hår, men hans øjne var ikke længere blå, nu havde han to forskellige øjenfarver, og et mærke på brystet som han ikke selv helt forstod.
Som han vandrede igennem skoven mærkede han et stik i hjertet. Et stik af følselser i nærheden men han kunne ikke finde ud af hvad det betød. Så i stedet for at vende om gik han direkte efter dem og fandt til sin overraskelse Miranda. Han stoppede op et par meter fra hende og stirrede på hende. I det mindste havde han fundet kilden.

Miranda ville næppe angribe en fra flokken som vendte tilbage, ligegyldigt hvor længe det end var siden hun sidst havde fanget deres duft eller set dem, såvel som talt med dem. Men en forklaring lå på sin plads. Når flokken var så afhængige af hinanden for overlevelse, så hun ikke let på det når folk bare forsvandt. Det kunne betyde det værste. At man var blevet tilfangetaget, eller at bønderne i værste fald havde slået medlemmer ihjel, eller fået andre til det. Nok havde James’ spor ført væk, men hun havde ingen anelse om hvor han var blevet af. Det var derfor heller ikke med en munter indstilling at hun drejede sine sanser mod ham.
Miranda drejede blikket direkte mod det område hun fornemmede James’ lugt kom fra, og ganske rigtigt, han kom frem af skovkrattet, forandret og stadig den samme. Hun så på ham med et køligt blik. De havde absolut ikke haft den bedste start, og Miranda bebrejdede stadig sig selv for at have mistet besindelsen og bidt ham dengang. Men han havde ikke gjort det nemt for hendes temperament. Langsomt rejste hun sig fra skovkilden, og hævede let et øjenbryn.

”Forklar dig” der var ikke nogen nåde i hendes stemme, men heller ikke vrede. Hun var blot fast besluttet på at vide hvad der foregik, hvad hans forklaring var, og hvad hans nuværende plan var. Desuden lugtede han også forkert i forhold til før. Forkert var næppe det rigtige ord at bruge, men der var noget forandret. Ud over selvfølgelig den skiftede øjenfarve, men det var en magisk verden. De ting kunne ændre sig hurtigt for ganske få krystaller. Miranda lignede stadig sig selv. Elverblodet der trods forbandelsen, stadig flød i hendes åre havde efterhånden stoppet aldringstegn, eller i hvert fald gjort dem langsommere. Hun lignede den samme, som da hun gik ind i RT-banden, da den opløste sig, da hun rejste rundt og da hun startede klanen.

Det eneste der løb igennem hans tanker var at Miranda var den sidste han ville se på et sted som dette her. Men hvad havde han forventet, Miranda kendte området, og hun kunne være alle steder. Det var bare ikke hans mening at ville forstyrre hende på noget tidspunkt. Hun havde været venlig over for ham, og han havde taget den nemme løsning i sidste ende, skredet fra det hele præcis som han plejede at gøre. Det var nærmeste blevet hans varemærke når han følte sig godt tilpas et sted. Han havde jo aldrig ladet nogen komme tæt på ham ud over Marad.
Han sank en klump som hun snakkede. Hvad skulle han sige til hende? Skulle han give afkald på det hele, græde, bryde helt sammen. Undskylde over for hende? Hvad ville hun overhovedet have at han skulle gøre? Han åbnede munden men der kom ikke en lyd ud af ham.

Han stod lidt i stilhed og han kunne mærke den akavede stemning der langsomt var begyndt at dukke op. Han var nød til at sige noget. "Miranda jeg.." startede han og bed sig lidt i læben. "Un... undskyld..." stammede han og kiggede ned i jorden. Langsomt begyndte han at bevæge sin ene fod i cirkler og turde dårligt nok at se på hende. "Jeg mødte denne her mand der sagde at han kunne kurrer mig fra at blive varulv... og øhh.. Altså jeg gik med ham.. Og øøøhm... Ja det endte ikke ret godt. Jeg kunne ikke komme tilbage, jeg kunne ikke se dig i øjnene... og Øøøhm... Altså jeg ved at jeg er en idiot men jeg vil godt gøre det godt igen..." han havde kigget ned i jorden hele vejen igennem sin sætning, og han vendte endelig blikket op imod hende. Hans fod havde kørt i cirkler hele vejen igennem sætningen og havde nu lavet et mindre hul under hans fod. Han vidste at han aldrig ville kunne gøre det godt for Miranda, men hvis han kunne gøre noget for hende ville han gerne gøre det.

Miranda var efterhånden blevet klogere og klogere på at aflæse hvordan folk havde det. James var ikke ligefrem svær at læse lige nu. Han var utilpas over situationen. Nervøs for at snakke med hende. Det gav ikke ligefrem det bedste indtryk, og Miranda måtte et øjeblik holde sig selv i nakken for ikke at knurre. Hun forventede at han forrådt dem på den ene eller den anden måde og hans stammen gjorde det ikke nemmere.

Det krævede en dyb indånding, som langsomtblev lukket ud gennem næsen, og armene hvilende over kors. Ventende på at han kom til sagen.
"Du troede at du kunne blive kurreret.." Miranda rystede på hovedet og så direkte opgivende ud. "Det billigste trick i bogen. Intet kan kurrere denne forbandelse. Og siden du er kommet tilbage, må jeg gå ud fra at det er fordi du nu kender sandheden" hun havde fortsat armene over kors og et anstrengt ydre. Tydeligt at hun holdte igen for ikke at råbe af ham. Følge med en fremmed på den måde. Han kunne havde sat dem alle i fare. Naivt og dumt. "Hvorfor kunne du ikke se mig i øjnene.. Hvad mere gjorde du, ud over at være dum og dybt naiv?" han skulle fortryde at han var kommet tilbage, hvis det vidste sig at han havde sat dem i fare.

Hvordan kunne han nogen sine komme uden om dette her? Han var bare en dum mand der ikke anede noget som helst om livet. Og nu hvor han var engel så anede han endnu mindre. Ja han var blevet klogere med tiden, men det hele havde bygget på kærlighed. Måske ikke i starten men han var jo bare uvidende, og han havde aldrig bedt om at Miranda bed ham for så lang tid siden. Han forstod sig ikke på livet, og det ville være langt bedre bare at være forblevet død. Men det var ikke sådan det skulle have været gået ham. Jeg.. Du... Undskyld..." han vidste ikke hvordan han nogen sinde skulle gøre det hele godt igen. Han havde svigtet på ny og det var ikke første gang han havde gjort det. Miranda havde taget ham til sig og alligevel havde han valgt at gå sin vej uden så meget som at sige et eneste ord. Marad havde virkelig ødelagt ham på det groveste i sin tid. "Jeg er blevet klogere på livet, i hvert fald om den forbandelse der ligger i min fortid." Helt automatisk tog han sig til sin skulder hvor Miranda havde bidt ham i første omgang. Det virkede så lang tid siden, og alligevel stod det ikke til at han ville kunne glemme det forløbig.
Hendes næste ord skræmte ham en smule, havde han virkelig været så naiv? Havde han været for godtroende på andre mennesker? Ja det havde han måske. Men det var jo bare sådan han var, og se hvad der var kommet ud af det. "Jeg har ikke gjort noget. Jeg har ikke afsløret jeres sted. Det ville jeg aldrig gøre... Men at se dig i øjnene efter at været blevet løjet for var ikke noget jeg kunne. Jeg skammede mig over ikke at kunne fortælle hvor jeg var. Jeg er ikke længere den jeg gerne vil være. Alt har forandre sig Miranda. Jeg er oprigtig ked af det." om end at han ikke havde grædt i flere måneder havde han lyst til det. Men det var ikke sådan det skulle være for nu. Han havde oplevet for meget til overhovedet at kunne give sig ud i at græde. Det ville også bare være forkert at stille sig til at græde over for en leder.

Mange ting, hvis ikke alting, var ikke planlagt i livet. Miranda havde ikke planlagt at blive bidt som teenager. Miranda havde ikke planlagt at bide andre og videreføre sin forbandelse. Hun havde ikke planlagt sin datter. Men ting skete, og det måtte man se det bedste i.
Miranda løftede et øjenbryn. I hans fortid? Han kunne ikke få sin forbandelse til at forsvinde, med mindre han døde. Miranda overvejede at bede ham uddybe mere men alt i alt, ragede det ikke hende. Hun forventede han enten stadig var ramt ellers var landet også lagt sådan at folk genopstod fra de døde med jævne mellemrum. Hun vidste ikke hvad James tilhørte, men noget var forandret. Og hun havde ikke ventet han var vendt tilbage på denne måde.

Men det var ikke svært at høre at han faktisk var ked af det. Miranda tog en dyb indånding og lukkede luften ud i et langt suk, før hun lod anspændtheden falde i sin krop. Hun behøvede ikke at puste sig op hele tiden, det var bare en af hendes naturlige mekanismer hun stadig forsøgte at få råd på. ”Jeg bebrejder dig ikke for at ønske at din forbandelse kunne forsvinde. Det kan jeg ikke bebrejde dig. Tag en dyb indånding og forklar mig stille og roligt hvad der er sket. Jeg lover at opføre mig pænt” så pænt Miranda nu engang formåede at kunne opføre sig. Ja, han havde været dum, og ja han havde været naiv, men han var også ked af det og led tydeligvis under de valg han havde taget. Og hun troede ham da han sagde at han intet havde gjort for at bringe dem i fare.

Hvis han aldrig havde mødt Marad i første omgang så var han stadig varulv, og han havde sikkert været i Miranda's flok, også selvom han måske aldrig ville være blevet accepteret helt. Han var ikke sikker på at han overhovedet ville være blevet når han ikke ville blive accepteret. Men det var alt sammen lige meget nu, det var fortid og han kunne ikke længere gøre noget ved det. Han var blevet slået ihjel, og han anede ikke hvorfor eller hvordan det var sket. Han var ikke længere sikker på hvordan han skulle forklare alt det han var gået igennem. Alligevel så vidste han at han nok skulle forklare sig på en eller anden måde. Det var noget Miranda havde fortjent her i livet.

Han måtte bide sig i læben og kigge på hende. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende, eller hvordan han skulle forklare sig. Men hun ville gerne vide hvad der var sket. Han kiggede bedrøvet på hende og han vidste ikke hvad han skulle starte med at sige. Så han kiggede ned i jorden og rørte lidt ved sin trøje. "Altså... Jeg mødte denne her mand en gud, her i Medanien. Han sagde at han kunne kurrere mig fra forbandelsen...." kom det fra ham som en start og fastholdte blikket ned imod jorden. "Jeg blev forelsket i ham. Lige indtil jeg fandt ud af at han havde løjet. Han kunne ikke kurrere mig, intet kunne kurrere mig. Jeg burde have lyttet til dig i første omgang." han løftede blikket fra jorden og kiggede på hende stadig med et bedrøvet udtryk i ansigtet. "Jeg ville væk fra Medanien og kunne ikke tage tilbage til dig og din flok.. Men jeg fik kom tilbage til ham jeg elskede efter et par måneder. Jeg ville snakke med ham, og fandt ham bundet til en stol.. Han... Jeg... Jeg døde åbenbart der. Jeg ved ikke hvordan det skete.. Jeg..." hans stemme knækkede over og hans ansigt faldt ned imod jorden og bevægede sig et par skridt tættere på hende.  "Jeg er ikke længere varulv... Jeg er noget andet jeg ikke forstår mig på... Jeg har vinger, og jeg ved ikke hvorfor. Hvordan kan man leve efter man har været død?" kom det fra ham og han løftede blikket for at kigge på hende. Han var så forvirret og han var ked af at han aldrig havde lyttet til noget af det hun havde fortalt ham før i tiden. Hun havde nok haft ret. Han var naiv, og han havde aldrig lyttet til noget af det hun havde sagt.

Miranda dvælede imponerende nok i tålmodighed. Hun lod ham tage den tid han havde behov for før han begyndte at tale. Hun havde sine tanker om de oplysninger hun fik, men forholdte sig tavs. En gud. Sagde han virkelig at han havde mødt en gud. Miranda afslørede ikke andet en et let træk i et øjenbryn før hun var tilbage til at se neutralt på ham. Ham og hans skamfulde blik mod jorden.
Hun mødte hans blik da han endelig løftede det fra at kigge i jorden og det bedrøvede udtryk var ikke til at tage fejl af.

Hun lod ham tale færdig før hun tog en dyb indånding gennem næsen. ”Kærlighed gør blind, James. Det gør den ved os alle. Du skal ikke skamme dig for at havde fulgt dit hjerte selvom det kostede dig dyrt. I dette tilfælde dit liv.” hun fastholdte sit blik på ham, og følte sig for første gang rolig i sin rolle som leder. Over at hun ikke kun skulle være en stærk klippe der bankede fjenderne på afstand af hendes flok, men også den som lyttede til deres problemer. James mente nok at han aldrig havde været en rigtig del af flokken, og at han nu slet ikke hørte til, men selv et udskud kunne have en plads, selvom Miranda havde været dårlig til at introducere ham ind.
”Forbandelsen kan aldrig forsvinde. Medmindre Kile giver dig en ny chance. Det er ikke udbredt, men engle kommer nogle gange til denne verden efter at deres første liv er overstået. Jeg vil tro det er hvad der er hændt dig. At du er blevet genskabt, ren fra dine fysiske lidelser, fordi Kile ikke mente det var tid for dig at komme i dødsriget” hun vidste ikke om det var sandt at der var guder som kontrollerede hele verdenssituationen, men det var den forklaring hun selv havde fået om hvordan engle kom til. ”Du er fri” fri til at tage eget valg, og fri til at leve det liv han ville havde haft hvis hun ikke havde bidt ham dengang. På en eller anden måde løftede det også en sten fra hendes egne skuldre. Hun havde aldrig vendt nogen før ham, og hun havde ikke været stolt af det. Selv ikke James med hans noget irriterende væremåde dengang de mødtes, havde fortjent at blive straffet på den måde.

Hvordan forklarede man ellers hvad man havde mødt og fået af vide. Han havde givet den bedste forklaring på det hele, og han kunne virkelig ikke sige det anderledes. han ville hellere end gerne sige det modsatte af hvad han havde fortalt men det kunne han ikke. Han kunne ikke bare benægte tingene sådan som det var.
Han lyttede til hendes ord og et suk kom over hans læber. Hvorfor skulle kærlighed egentlig gøre ondt? Det havde aldrig været hans mening at blive forelsket, og det havde bestemt aldrig været hans mening at få et liv som dette her. Han ville bare være i fred og have et normalt liv. Men det havde han aldrig haft, så hvorfor skulle han få det nu? "Jeg er ked af det Miranda. Men kærligheden kom ikke godt til mig. Jeg var forblændet som du siger, og det var ikke noget godt der kom ud af det." han kiggede lidt på hende og bed sig i læben på ny. Han skammede sig over hele sit liv, og alt den bekymring for hvad Miranda havde haft at han bare var forsvundet. "Hvorfor skal kærlighed gøre så ondt?" det var mest en kontatering til ham selv, og han bed sig i læben på ny. Han ville aldrig mærke kærlighed igen, men han kom nok aldrig uden om det igen. Han vidste at det hele nok skulle komme til ham igen en dag. Men lige nu var hans største bekyrmring Nianna. Det var hende hans kulle passe på ingen andre. Hun var den der betød noget i hans liv nu.

Som hun snakkede på ny lyttede han til hende. Han havde aldrig overvejet noget i retningen af at det skulle være Kile der havde genoplivet ham. Egentlig troede han det var Isari, men han kunne jo tage fejl. "Jeg har ikke fortjent et nyt liv. Der har aldrig været noget godt i mit liv. Hvis der endelig kom noget godt har jeg ødelagt det for mig selv. Lige som da jeg forlod dig og din flok. Jeg kunne have været til stor hjælp for jer. Alligevel valgte jeg at gå fordi noget føltes rigtigt." han kiggede skamfuldt på hende, og han vidste at det hele var forkert af ham at sige sådan. Men det var sandheden. Det var det han altid gjorde. Når noget godt kom til ham så forsvandt han nå han følte sig mest tilpas. "Jeg burde være forblevet død, og ikke levende." kom det fra ham og kløede sig lidt i nakken.

Miranda kunne ikke lade være med at smile overbærende over hans svar. Kærlighed var ikke skabt til at være praktisk for nogen parter. Den gik oftest i vejen og fik en til at træffe oftest utrolig dumme valg. Eller fortryde man valgte det logiske fremfor hvad ens hjerte hungrede efter. Hun havde prøvet begge dele selv. Hun kendte smerten, men ikke smerten der lå i at blive forrådt på den måde James var. Så forfærdelig havde Rafixul trods alt aldrig været overfor hende. Hendes blik blev medlidende som hun rynkede panden en smule. Ja, hvorfor skulle kærlighed egentlig gøre så ondt. "Det ved jeg ikke. Måske det er fordi det er det stærkeste vi kan føle?" Kærlighed var skræmmende. Miranda havde flygtet fra den i mange år, men nu hvor hun havde et barn, forstod hun endelig hvad det var, og hvor ondt det kunne gøre at have den i sit liv. Men det betød ikke hun ville være foruden.

"Det er ikke noget vi bestemmer. Det er ikke noget du bestemmer" hun havde sagt kile fordi Kile var den gud hun troede på. Den eneste der var barmhjertig nok til at byde folk velkommen, lige meget hvilket liv de havde ført sig. Derfor gav det også mening for hende, at Kile sendte folks sjæle tilbage til livet, selvom Isari nok kunne havde en finger med i spillet. "Måske. Men du kan bruge hele dit nye liv på at bevise at du fortjente en chance til. Du bestemmer selv hvordan du vil bruge dit nye liv. Om du vil gå omkring og være fortvivlet og forspilde din chance. Eller om du vil tage tyren ved hornene og få gjort op for dine fejl i dit tidligere liv, og leve det liv som du ville ønske du havde gjort før." Det var i hvert fald det valg hun forment selv skulle stå med hvis hun døde og kom tilbage. Ikke tanker hun gjorde sig før nu, for ærligt, når Miranda var død, forventede hun egentlig også at hun forblev det. ”Du er allerede godt på vej ved at komme til mig og få en afslutning på vores noget anstrengte fortid” der sneg sig en let munterhed ind i hendes stemme som hun løftede et øjenbryn af ham og havde et let smil på læben. Han kunne jo havde undgået dem og blot levet sit liv som havde han aldrig sat sin fod i flokken.

Hvorfor virkede Miranda så... munter? Der var ikke engang en spor af vrede forbundet med hende, ikke af hvad han kunne mærke. Det hele virkede så mærkeligt. De havde aldrig haft det bedste forhold til hinanden, og alligevel virkede hun til at være helt anderledes. Det var så forkert på så mange måder. Var det fordi han ikke var varulv mere? Lugtede han mærkeligt? Havde han forandret sig så meget? Hvem vidste men alligevel var han da glad for at hun ikke var vred som hun plejede at være når de mødtes. Det gav ham måske en smule af håb? Håb for at de rent faktisk kunne føre en normal samtale over noget der ellers kunne være en udveksling af livet. Han vidste at hun skulle være stærk, specielt fordi hun havde en flok at tage sig til. Men at hun havde ændret sig så meget virkede måske en smule underligt. "Jeg ønsker ikke at føle den slags længere..." kom det fra ham stille men sandfærdigt. Hvis han nogen sinde skulle føle sådan igen ville det være for at beskytte Nianna for alt i verden. Det var hende der betød noget for ham nu. Hende der havde fået ham til at slappe af et sted han normalt ikke ville finde sig til rette i.

Det var vise ord som Miranda kom med, det var ord han dårligt nok kunne sætte sig ind i, men måske havde hun ret i hendes ord. Måske skulle han finde sig til rette i et nyt og langt liv. Måske skulle han finde sig til rette i at gøre op med de mange fejl han have begået, men det ville betyde at han skulle se så mange mennesker, mennesker han ikke engang vidste om stadig levede eller om de var døde. Nej det var for meget arbejde. På den anden side vidste han jo ikke om han ville få det bedre hvis han så dem og erkendte sine fejl. Måske han bare skulle prøve at ligge det bag sig, leve et liv sammen med Nianna lngt væk fra Medanien og de mange ting der lå her. "Jeg..." han vidste ikke hvad han skulle sige og han kløede sig lidt på armen. "Du virker så rolig, og alligevel så klog i dine ord. Hvordan skal jeg kunne gøre op med et helt liv hvor jeg har lavet problemer for alle jeg har mødt. Taget en beslutning for at gå min vej når alt blev godt for mig. Det er svært at se gode ting i at jeg er levet op på ny. Men alligevel skræmmer det mig at jeg ikke kunne være forblevet død. Lige meget hvem det så end er der har genoplivet mig. Hvad jeg troede var en god ting, har i sandhed vist sig at være et helved i min optik..." han kiggede lidt på hende og kløede sig på armen igen. Hvordan kunne Miranda have så kloge ord i sig, når hun altid ville have bidt hovedet af ham før i tiden? Var hun vokset med opgaven fordi hun ikke skulle have tænkt på ham? Han var en anelse forvirret, men alligevel var det rart at høre hende være blid og ikke sur og vred på ham. Han var bare forvirret over det hele specielt når han egentlig prøvede på at gøre noget godt her i livet. "Jeg ved at jeg har handlet forkert på så mange måder. Jeg har i sandhed været et problem for dig, og jeg har ikke været nem at omgås på nogen måder. Jeg vil gerne gøre det godt igen hvis jeg kan." det var alt sammen sandt det han sagde, og det kunne høres på den måde han sagde det på. Han skammede sig ikke over at ville tilbyde sin hjælp til et eller andet. Han havde gjort det så mange gange før, nok ikke lige over for Miranda, men det kunne måske ændre sig med tiden?

Miranda havde ændret sig. Ikke fordi hun havde skiftet meget af sin personlighed ud - men hun var faldet til ro. Hvilket indbefattede at hun ikke forsøgte at bide hovedet af alle og enhver når hun så dem. Retteligt havde hun mærket irritationen og vreden over hans forrædderi da hun havde lugtes hans tilstedeværelse. Men hans følelser var oprigtige. Hans sorg og ikke mindst anger var oprigtig. Hvad skulle det så nytte at skælde ham ud? hvad kunne hun gøre mod ham, som han ikke allerede sagde og gjorde mod sig selv. "Kærlighed er mange ting, James." påpegede hun med en del mere livserfaring på det område. Førhen havde hun ingen elsket. Kærlighed var kommet frem, stille og langsomt, så hun nu følte det for både sin flok og sin mage. Men ingen kærlighed så stærk som til sit barn. Kærlighed var ikke en ting, men meget forskellig og kom i mange afskygninger. Det måtte man aldrig glemme.

Miranda forholdte sig roligt og eftertænksom over hans ord. På mange punkter, var de gået hinanden forbi, og alligevel var de sammenlignlige. Miranda havde selv lavet mange fejl. Alt for mange. Fejl hun aldrig troede hun skulle kunne opveje, og alligevel var hun kommet hertil.
"Du kan intet godt finde i at være vendt tilbage?" spurgte hun, uden at gå i dybden med om hun var enig eller uenig i hvad han sagde.
hans ord om at hjælpe hende blev dog modtaget med et smil der nåede de ellers strenge blå øjne. "Jeg tror dig. Men jeg ved ikke hvordan du hjælper mig bedst, før du har hjulpet dig selv. Jeg har selv lavet mange og ikke mindst katastrofale fejl i mit liv. Men alle kan ændre sig hvis de har modet til det. Hverken din race, opvækst eller tidligere gerninger skal diktere din evne til at rette dig op. Et råd jeg ville ønske alle fulgte" at være varulv var forbudt - og det var fordi de var dømt onde uden noget egetlig belæg. En ting som tyngede Mirandas sind ofte, og som hun håbede kunne ændre sig. Måske med James hjælp, hvis han ville.

Måske havde Miranda ret i det hun sagde. Måske var kærlighed mange ting, men det at være tilknyttet en person og leve et liv sammen med en, det var næppe det han ville have. Han kunne leve med den kærlighed han havde knyttet til en som Nianna, men det var en helt anden kærlighed end den han havde haft til Marad. Han ville ikke længere være sammen med en seksuelt. Han ville ikke nyde et nærvær der kun ville ham det godt. Han ville bare gerne være sig selv. Nyde et liv der ikke engang var hver at leve. "Uanset hvad, så ønsker jeg den ikke..." mumlede han mest for sig selv, men højt nok til at Miranda ville kunne høre det. Hvis Miranda havde ret, så skulle han nok finde en at dele sit liv med på et tidspunkt, men den kærlighed han havde følt til Marad, det var aldrig en der kom tilbage igen, det havde været hans eneste ene, hvis nogen i det hele taget troede på den slags. Hvilket han bestemt ikke gjorde længere.

Hvad godt var der egentlig at være kommet tilbage til. Når den eneste grund til man ville være kommet tilbage for at  være sammen med den man elskede? Men det var ikke tilfældet her, det var anderledes, og det var ikke sikkert at han overhovedet ville kunne overleve tanken om ikke at kunne se den han elskede længere. Men desværre var det ikke ham der havde taget beslutningen, det var Marad, og det var ham der ikke længere ville have noget med ham at gøre. "Hvad godt er der, når der ikke er noget at vende tilbage til?" kom det fra ham og kiggede på hende med bedrøvede øjne. Hvordan skulle han kunne vende tilbage til livet, når der virkelig ikke var nogen han kunne bruge tid sammen med. Ja der var Nianna, men hende havde han først lært at kende for nylig, og hun havde været så god ved ham. Men den han helst ville være sammen med ville ikke længere være sammen med ham fordi han var for.... sød?
Han lyttede til hendes vise ord og han forstod dem ikke helt. Hvordan skulle han gøre noget godt for nogen når han aldrig havde haft kontakt til særlig mange i sit liv. Han var en særling, en freak. En der ikke havde haft noget godt i livet hverken på den ene eller den anden måde. Så hvad skulle han gøre for at ændre sig selv og have det godt med sig selv? "Jeg forstår..." kom det fra ham og kiggede ned i jorden. Han følte sig virkelig som et lille barn der bare skulle finde sig selv på ny. Men det var ikke så nemt som det måske lød. Han ville bare så gerne kunne nyde livet, og slappe af på en helt ny måde. Men det kunne han ikke, der var sket så meget inden han døde. Og alligvel kunne han aldrig gøre op med det. Med mindre han slog dem ihjel. Noget der ikke lå i hans gener.

Det var ikke svært at mærke at James på en eller anden måde var blevet dybt såret inden hans liv var endt. Noget der stadig hang i ham efter sin genopstandelse. Hun forstod ikke hvordan det hang sammen med genfødsel og lignende. Men det faktum at han var fri for en forbandelse måtte være et lyspunkt. Bare et lille et i det mindste.

Hun følte hans smerte som de bedrøvede øjne rettede sig mod hende. ”Muligheden for at danne nyt? Ingen siger du skal ud at finde den helt nye store kærlighed eller partner i livet. Bare nogen at holde af og føle du høre til.” hvor han fandt det vidste hun ikke. Det var et af de mange spørgsmål hun ikke kunne svare på selvom hun gerne ville.
”Godt.” svarede hun først inden hun tog en dyb indånding og rettede sin ryg en smule mere op og kiggede roligt på ham. En ro hun forsøgte hele tiden at fastholde i situationer som disse, selvom hun ligeledes følte sig i vildrede. Hun var ikke vant til at være den vise, men hun talte ærligt ud fra sine egne erfaringer. ”Hvad vil du gøre nu?”

Miranda havde altid virket så hård og vred over for ham, af en eller anden grund havde de aldrig kunne sammen, og lige pludselig stod de her foran hinanden som om alt ting var ændret til noget bedre. Det var det vel egentlig også, men han vidste ikke hvordan det kune være sket. Han var ikke den samme mere, han var en anden. Ville han ønske at få en forbandelse ned over sig igen? Ville han hellere være varulv igen og lade vreden som varulve skikkelse gå ud over uskyldige mennesker? Han vidste det ikke, men en ting var sikkert. Dette liv var ikke t han ønskede sig længere. Hvis han ville finde en fjende skulle han nok få det, men han ville aldrig kunne gøre nogen skade, også selvom den han ville skade mest ikke engang ville se ham. “Jeg ønsker ikke at danne noget som helst. Hvis jeg kunne ville jeg ikke engang leve. Den eneste der kan holde mig oprejst er Nianna, og ikke engang hende ville jeg kunne passe på jeg ved det bare... jeg er en ulykkesfugl Miranda, hver gang der sker noget godt for mig, så slår det tyve gange hårdere i noget negativt, sådan har set altid været med mig” han satte armene over kors og nærmest krammede sig selv. Han var uheldig, og han havde altid været det, men det nyttede ikke noget at jamre, for det kom der ikke noget ud af, også selvom han gjorde det lige nu. Han havde nok bare brug for at lufte sine tanker til en der måske kunne forstå ham, om end han havde regnet med at hun ville bide hovedet af ham. Hans blik havde været fæstnet på en sten nede på jorden og han bed sig i læben som hun talte. “Jeg... Jeg ved det ikke helt, jeg har ingen planer, måske du kunne bruge lidt hjælp til noget?” Han ville hellere end gerne hjælpe hende, især når han var gået sin vej, blot for at blive slået ihjel,men han ville aldrig fortælle nogen om hvor Mirandas flok var henne om han så blev pinet eller plaget. Hun havde prøvet at være god ved ham, og ikke engang det havde han taget imod. Ham havde følt sig placeret forkert i en flok hvor alle kendte hinanden så godt, og så havde alle de lugte været nat for ham. 

Der var mange ting Miranda forstod omkring livet. Mange ting hun havde oplevet og meget hun ville ønske aldrig var sket. Men hun vidste ikke alt og hun kunne ikke forstå alt. Hun forstod ikke hvorfor de altid havde været uvenner i hvad man nu kunne kalde hans tidligere liv. Men noget havde bare altid ramt så de var blevet umådeligt uvenner. Det havde medført fejl og det havde medført kvaler. Men i sidste ende, kunne de nu kigge på hinanden, føre en samtale og ikke ende med at råbe og skrige af hinanden. Tankevækkende.
Miranda lyttede til hans ord og mærkede medlidenheden for ham krybe sig ind på sig, trods hun havde forsøgt at holde sig objektiv. Hun var ikke sikker på at hun kunne hjælpe ham. Hun kunne ikke få ham til at have det bedre. ”At vi lever er ikke noget vi altid selv bestemmer. Men jeg kan godt forstå det er hårdt” ud fra hvad han sagde lød det ikke som et liv man havde lyst til at opleve. Det lød som et liv fyldt med sorg og smerte. Men Miranda var måske blevet sentimental med årene, eller forblændet af at hun selv havde taget en drejning til det bedre. De år hun havde levet i ulykke havde været hårde, men hun var lykkelig nu.

”Jeg har altid brug for venner i verden. Nogen som ikke ser skævt til os. Din hjælp til mig kan være måske at tale positivt om varulve, så vi ikke alle står for enden af en lykke hvis de forkerte fanger os” det var strafbart og med god grund. Men det var ikke rart at leve et liv med en dødsdom hængende over sit hoved. Miranda vidste at hun med sin fortid fortjente at blive hængt, men det gjorde hendes klansmedlemmer ikke. ”Desuden. Selvom du ikke længere er en varulv, er du stadig en del af min flok. Du kan altid komme tilbage til os, skulle du få brug for os” Hun mente det. Miranda bakkede ikke ned på sine løfter, og hun havde lovet ham et sted at høre til, selvom han måske aldrig havde fået den følelse, var han stadig en del af hendes flok.

Måske havde han alligevel ændret sig en del. Normalt ville Miranda og ham stå og skændes, ikke om hvem der var bedst eller hvem der vidste mere. Men de havde altid kommet skævt ind på hinanden, og måske havde det hele været hans skyld i første omgang. Hun havde jo bidt ham den gang, kun fordi han havde været provokerende og ikke gået som hun havde sagt han skulle. Men hvad kunne man forvente når man altid havde været alene og ikke skulle lytte til andre end en selv og de spøgelser man gik og så. Han havde altid levet i naturen og her havde hun kommet og sagt han ikke måtte være i ulvedalen. Det hele virkede som en drøm den gang, men selvom hun havde bidt ham havde han været vred på hende. Hun havde ødelagt hans liv endnu mere den gang end han nogen sinde havde oplevet verdens grusomme liv. Han havde inderligt håbet på at hun ville lære ham om hvad det var han var blevet, men det var ikke sket i stedet havde hans vrede kommet frem og sagt ting der aldrig skulle være blevet sagt. Men nu hvor de faktisk kunne føre en samtale uden at bide hovedet af hinanden virkede det.... Anderledes, og måske en anelse mærkeligt når det kom til stykket.
Miranda havde sikkert oplevet en masse smerte i sit liv, men han vidste det ikke. De havde aldrig været tætte, men måske de kunne blive det? Han vidste det ikke, men han tvivlede på at det ville ske. Han håbede inderligt at dette øjeblik ikke bare ville forsvinde og han igen ville stå alene i en verden han ikke engang forstod længere.

Hendes ord kom lidt bag på ham. Især ordet venner var det dét de var nu? Var de venner? Kunne han være fortaler for varulve? Han vidste hvad det ville sige at blive jagtet for noget man ikke selv kunne gøre for. Men kunne han være den der skulle overtale resten af Krystallandet om varulve var gode mennesker? Han kiggede lidt på hende og måtte bide sig i læben en enkelt gang. Hvis det var det hun ville have ham til så gjorde han det gerne. Så kunne der vel komme noget positivt ud af det på en eller anden måde, og måske ville hun kunne leve fredeligt? "Hvis jeg kan ændre nogen synspunkter vil jeg gøre det. Hvis jeg kan ændre ens tankegang er det en start der kunne bredes ud til resten af Krystallandet." i det mindste kunne han bruges til noget. Selvom han stadig havde Nianna han skulle tænke på. Han vidste ikke om han overhovedet ville kunne kigge på et andet menneske og overtale dem til se på Varulve i et andet lys, men det meste sad vel i frygt, og det kunne han da ændre med sin nye evne ikke? Han var ikke sikker.
Han bukkede lidt ved hendes næste ord, og selvom det var overraskende at han stadig var velkommen så havde han da et sted mere at komme til hvis det hele blev for meget for ham. "Jeg takker, jeg ved jo hvor I befinder jer, hvis I altså ikke er flyttet væk. Jeg kunne komme med måndelige rapporter til dig om hvordan det går med overtalelsen af andres tankegang om varulve?" det var egentlig bare en tanke, men en tanke kunne blive til noget større hvis alle partere var enige.

Miranda nikkede taknemmeligt ved hans ord. "Pas på hvem du forsøger at omvende. Ikke alle tager det lige pænt" det var ikke meningen han skulle sætte sig selv i for stor fare. Faktisk var Mirandas hensigt slet ikke at han skulle sætte sig selv i fare. Dette var hvis han ønskede at fortælle verden at varulvene måske ikke alle var lige forfærdelige. Nogen var, bevares. Men det var nogen ganske almindelige mennesker også.

Miranda nikkede endnu engang og syntes egentlig det var en ganske udemærket ide. "Når det er dig muligt. Så har vi også en chance for at vide at du stadig er ved dit ve og vel" ikke for at holde øje med ham, for James måtte leve sit liv præcis som han ønskede at leve det nu. Men hvis han var villig til at holde dem opdateret om verdensituationen, ville det være ganske kærkommen. Miranda ville i hvert fald ikke takke nej til en sådan udrækning. "Og jeg håber ikke vi flytter. Gør vi, vil du formenligt høre rygterne om det" mennesker var hurtige med deres sladder, og blev det til krig mellem dem og varulvene, så var det sandsynligt at Miranda forsøgte at redde flokken ved at trække sig. Den nyhed ville hurtig florere.

Han skulle altid passe på af en eller anden årsag. Der var ikke det han ikke skulle passe på med, men tanken om at være her i Medanien gjorde ham utilpas, men han ville hellere end gerne hjælpe der hvor han kunne. Sådan havde det altid været, og det skulle der ikke laves om på når det kom til stykket. "Måske" kom det fra ham. Uanset hvordan menneskerne så på Varulve, kunne de omvendes, det var sådan en tankegang han havde det. Uanset om han så ville komme galt afsted eller hvad han gjorde. Det var kun tiden der kunne give ham et skub i den rigtige retning.

Han ville aldrig blive helt normal og han vidste det godt. Men med tiden lærte han vel og acceptere sig selv og hvad der skete omkring ham, med eller uden evner. "Ja, med tiden lærer jeg vel alt det der er nyt, og nu kan jeg se frem til et liv fyldt med nye muligheder for andre racer" han tvivlede ærlig talt på at det ville komme noget godt ud af samle racerne, eller at ændre folks synspunkter. Det var lidt nemmere i Dianthos, der var der alle slags væsner, Elverly var jo lukket ned for en som ham, og det ville nok aldrig ændre sig, men selv det havde man vel håb om at kunne ændre sig med tiden. "Jeg skal nok få det og høre på et tidspunkt hvis det sker. Men når alt kommer til alt, håber jeg ikke det sker, for dig og din floks skyld" det var jo ikke kun hende og hendes barn, der var langt flere i flokken og de skulle også gerne kunne klare sig igennem det hele, han håbede bare at hun ikke skulle flygte fordi han måske talte over sig.