I forhold til at Phillippe havde været hjemme en dags tid, og lige havde været hos Katarina, så følte han bestemt ikke at han var blevet genopladet, eller hvad det nu end var hun gjorde. Han havde været så gevaldigt træt og drænet da han kom hjem til hende, og det virkede som om alt han gjorde bare gjorde hende sur eller bare ikke var godt nok, så det havde virkelig været hårdt at være der. Mere end det normalt var. 
 Nu stod han i værkstedet og hang lidt. Han var gået i stå midt i en oprydning. Ikke fordi der som sådan trængte, Phillippe kunne bare godt lide at der ikke var for mange ting der kunne distrahere ham når han gik i gang med arbejdet. Der var lidt papirer på tegninger fra tidligere bestillinger, og nogle af de ideer han havde leget lidt med, når han ikke havde noget at lave. Hist og pist lå der små træprøver - nogen han havde brugt til at se hvilke typer træ der skulle være sammen, eller kunne passe sammen, men de blev også brugt hvis kunder ikke helt vidst hvilke type træ de ville have varene i. Forskellige steder lå der også kasserede stykker arbejde. Ting der var flækket under arbejdet, eller Phillippe ikke var helt tilfreds med. Han gik trods alt meget op i, at kunden skulle have det bedste han kunne tilbyde! 
 Et tungt suk forlod Phillippes læber, som han hev sig selv tilbage til virkeligheden, og strakte sig lidt. Hvis han nu bare kom i gang med noget, så kunne det være han vågnede lidt mere op. Han klappede på kinderne med hænderne, i et forsøg på at kvikke sig selv lidt mere op, inden han gav sig til at samle træprøverne sammen.

 Værkstedet var ikke særlig stort, og det var meget simpelt indrettet. Han havde formået et finde sig et lille sted der lå lige på kanten mellem Den Nedre og Den Centrale bydel, så det var billigt, men lå faktisk rimeligt godt. Når man kom ind, var det nærmest bare et firkantet rum, hvor det ene hjørne havde et lille bitte værelse, hvor der næsten kun var plads til en seng i. I det store rum stod der en høvlbænk op langs væggen ind til værelset, de andre vægge havde enten komoder eller reoler op af sig, på nær den ene, hvor der var en et lille ildsted. Midten af rummet var helt tomt, så der var plads til han kunne lave lidt større skulpturer der.

Zen var vant til at drage lidt opmærksomhed, og dette var ikke anderledes som hun slentrede gennem byen i sine sandaler. Tøjet hun bar gav hende en næsten firkantet figur og det gav en form for elegance, hvis det ikke havde været for at hendes hår sad i en pjusket knold på hovedet, og hun bar en kæmpe rygsæk på hovedet, hvor et træben stak over kanten og dinglede ude i det fri. Derudover så havde hun også et kæmpe smil på læberne og hun kiggede begejstret rundt.

Et værksted på den højre side af hende fangede hendes opmærksomhed. Ikke fordi at den var specielt unik udseendemæssigt, men skiltet hvor der stod 'skulpturer' på, var alligevel nok til at fange hendes interesse. Hun var som et lille barn, som hun begyndte næsten at gadedrenge hoppe over til indgangen, helt så det klirrede i hendes taske.
Hun åbnede forsigtigt døren og kiggede ind, før hun luskede ind af døren, og lukkede den bag sig og tog værkstedet ind. En lav fløjten undslap hende, som hun gik længere og længere ind.
"Det her er da ikke et dårligt sted," sagde hun lidt til sig selv, før hun endelig lagde mærke til manden der stod herinde også. Hun blinkede lidt og smilet på hendes læber blev endnu større. "Ejer du stedet her?" spurgte hun begejstret.

 Som Phillippe lagde træprøverne ned i en skuffe ringede den lille klokken over døren, og han løftede kort blikket for at se om det var en han kendte. Da det umiddelbart ikke var en han havde set før, lukkede han skuffen i og rejste sig helt op. Hænderne blev kort børstet af på lårene, inden han flyttede blikket hen på damen der var kommet ind. 
 Phillippe skulle til at sige velkommen, men da kvinden virkede meget optaget af at se stedet an, lod han hende tage sig tiden til det, og betragtede hende i stedet lidt. Hun så noget speciel ud. Ikke fordi det generede Phillippe, han havde altid være fascineret af de folk der bare var dem selv, ligeglad med hvad andre sagde. Da kvinden lagde hendes opmærksomhed mod Phillippe sendte han hende et venligt smil og nikkede lidt.
 " Det er det! " Han sætter tilfreds hænderne mod hofterne og så lidt rundt. Det var ikke nogen hemmelighed at han var stolt over værkstedet, ligeså vel som de ting han lavede. 
 " Velkommen til! Mit navn er Phillippe! " sagde han og gik hen for at give hende hånden. Bare for en god ordens skyld. Han tænkte kort over om han havde en bestilling liggende, som hun var der for at afhente, men han var ret sikker på han ikke havde glemt nogle bestillinger.
 " Og hvad kan jeg så gøre for dig?  " Han tog hånden til sig igen, og lagde hovedet lidt på skrå.

"Phillipe," gentog hun, for at føle navnet. Før hun gentog det et par gange mere for sig selv, udtalen mere spøjs den ene gang efter den anden, mens hendes blik var lidt fjernt, indtil hun rettede blikkede mod ham igen på ny.
"Mit navn er Zen. Eller jeg bliver kaldt Zen. Navne er lidt specielt i min familie, så vi kan ikke lide at bruge dem," hun havde lagt sin hånd mod den ene side af sin mund, væk fra Phillipe, som om at hun prøvede at skjule hvad hun sagde, og stemmen var også blevet lidt mere lavmeldt. Hun virkede dog ikke til at ville uddybe hvorfor de ikke ville bruge navne i hendes familie, hun havde det fint med at han selv ville prøve at finde ud af det.

"Jeg så skiltet," sagde hun så, for faktisk at svare ham på sit spørgsmål. "Det er vel dig der laver skulpturerne. Kan jeg se dem? Jeg er lidt af en skulptør mig selv, men jeg siger aldrig nej til at se en andens arbejde." Hun havde opdaget på nogen af sine ture, at folk hernede lavede meget anderledes skulpturer end hvad hun var vant til. Der var nok også flere forskellige ting man kunne lave dem ud af, når det ikke var meningen at en sjæl skulle bo derinde i længere tid.

 Phillippe nikkede lidt, som hun gentog det, og betragtede hende som hun stod og tænkt noget over det. Et skævt smil fandt vej til hans læber over det. Da hun fortalte hendes navn, eller hende kaldenavn, nikkede Phillippe igen. Han tænkte ikke yderligere over det hun sagde med navne i hendes familie. Han antog bare der måske var noget familienavn der havde dårligt ry, eller noget.
 " Jeg bliver normalt over bare kaldt Philly, eller Hr. Jahnson, hvis det er arbejde.  " forklarede han. Måske det var bedre for hende end Phillippe? Det virkede i hvert fald til Phillippe havde være lidt besværligt for hende. 

 Da samtalen faldt på skiltet, så han kort mod døren, inden han så tilbage på Zen. Lyttede til hvad hun sagde og gav sig til at tænke over et svar. Hun måtte da endelig gerne se noget af det han havde lavet, han havde bare ikke så meget stående at vise frem.
 " Jo, selvfølgelig! Et øjeblik.. "  Phillippe flyttede den ene hånd op til munden og trommede lidt tænkende på læberne, mens han så rundt. Til sidst begyndte han at gå rundt til de forskellige steder han havde bestillinger, eller kasserede ting, som så okay ud men ikke perfekte, for at samle dem op. Han satte dem på høvlbænken, så hun kunne se på dem.
 " Jeg har ikke så meget stående lige nu. Jeg har ikke været her så længe, så får ikke så de vildeste bestillinger endnu.  " Forklarede ham, og stillede det sidste han lige kunne finde hen på høvlbænken.
 " Så det er mest småting jeg kan vise frem. Forhåbenligt kommer der et tidspunkt, hvor det er de lidt større ting jeg kommer til at arbejde med. " Phillippe sendte hende et skævt smil. Foran dem på høvlbænken stod der lidt forskellige små træskulpturer, mest af kvinder, men enkelte også af dyr. Der var også lidt småting som rangler til børn, eller andet legetøj.

Zen stod lid tog tyggede på Philly og Hr. Jahnson, men det lå bare ikke ligeså godt i morgen, ligeså sjovt, som Phillippe gjorde. Det havde ikke så meget at gøre med at navnet havde været svært med hende, men mere at hun udforskede lyden der kunne siges med det, og om der var noget der lå ekstra godt i munden på hende.
”Jeg tror jeg holder mig til Phillippe. Det er et formidabelt navn,” sagde hun. Det lød i hvert fald formidabelt, og alt der lå godt i munden var det vel også på sin vis.

Da det virkede til at Phillippe var frisk på at vise noget af sit, tog hun den store taske af sin ryg, og dumpede den ned på gulvet, og satte den op af det nærmeste, så den ikke væltede. Hun ville blive meget trist hvis hendes dukker fik nogen skræmmer. I stedet for at blive stående i nærheden af tasken, gik hun dog efter Phillipe, hen til hvor han var i gang med at rode i tingene, for at finde noget, og kiggede ham noget åbenlyst over skulderen. Hendes øjne kiggede på alt hun kunne, og sugede det til sig som hun kunne.
”Oh? Du er også ny her i byen?” spurgte hun interesseret og tog fat i en af skulpturerne der lignede en kvinde og vendte den i hænderne. Grovere end hvad hun selv lavede, selvom umådelig detaljeret for en figur i den størrelse. Hun kunne se fejlene så klart som noget, men de gjorde hende ikke så meget. ”Hvor lang tid har du arbejdet som skulptør?” hendes stemme var mere seriøs nu, interesseret men ikke overgearet som hun ellers havde virket som om.

 Phillippe kunne ikke lade vær med at smile lidt over hendes konklusion på hans navn. Han havde tydeligvis misforstået hendes tøven af han navn. 
 " Jamen, det er jeg da glad for du synes " sagde han med en svag latter, og strammede hestehalsen, det lange hår var sat op i en smule.
 
 Mens Phillippe fandt de forskellige ting frem, skævede han lidt til Zens taske, og lagde mærke til de forskellige.. kropdele der hang ud? Han rynkede lidt panden. Han kunne godt se det ikke var virkelige kropsdele, men det ændrede ikke på at han synes det var lidt.. specielt. Var det noget hun brugte til hendes skulpturer? Phillippe flyttede blikket tilbage på Zen, da hun snakkede og nikkede lidt til hende.
 " Yeah, nogenlunde. Har haft det her sted i en månedes tid.. " forklarede ham tog en af ranglerne i hånden for at betragte den lidt.
 " Jeg har..  " han overvejede kort hvad han skulle sige. Han ville helst ikke sprede ordet om han var gift, hvis han kunne undgå det, men han var virkelig dårlig til at lyve, så han skulle helst finde en mellem ting.
 " .. noget familie, der jer er nødt til at rejse lidt frem og tilbage, en gang i mellem.. Så det føles som om jeg har været her kortere tid end jeg har.. " Ranglen blev lagt ned mod høvlen igen, og Phillippe så lidt på hende. Han tænkte sig lidt om inden han trak lidt på skulderne.
 " Min far er snedker, så jeg er stort set vokset op med at arbejde i træ. Det er dog først lidt senere jeg rigtig gik i gang med skulpturer.. Måske.. 8-10 år..  " Han stod et øjeblik og tænkte efter, inden han nikkede. Jo det passede nok meget godt. Phillippe vendte sig lidt, så han kunne læne sig op af høvlen og ligge armene lidt over kort, så han stod lidt mere afslappet. 
 "  Hvad med dig? " Spurgte han for at fange hendes opmærksomhed, inden han nikkede mod hendes taske. 
 " Du sagde du også var skulptør. Hvad materiale arbejder du i? Og hvor længe har du arbejde med skulpturer? " spurgte han nysgerrigt, og lagde hovedet på skrå. Han havde altid fundet kunst i andet materiale end træ vildt fascinerende, fordi der ikke var vildt meget, der var lige så blødt at arbejde med som træ. Og fordi han selv ikke kunne finde ud af andet end træ.

En måned var virkelig ikke meget. Især ikke for Zen, der var vant til at bruge måneder på bare at vandre uden et formål. ja, eller en måned på en enkelt skulptur. Måske man som menneske, bare havde behov for mindre tid for at falde tilpas, og lave tingene. De havde jo heller ikke så mange år, ikke at Zen helt kunne forstå ikke at have evig tid foran sig.
"Oh," sagde hun. Forståelse for familie havde hun alligevel. "Jeg kender det godt. Man er lige ved at finde sit fodfæste og så vil de have en hjem igen," sagde hun og rystede grinende på hovedet. Selvom hun lod glad, og som om at hun ikke havde noget problem med sin familie, så var det også væsentlig mere kompliceret end hun fik det til at lyde. Når ens familie, både var de tætteste bånd man havde, men også de største rivaler man havde, så var bare... kompliceret.

"Du har kun arbejdet med træ i 10 år?" udbrød hun fascineret og kiggede med lidt større øjne på skulpturerne. For 10 år var de da utrolig fine. Da hun kun havde arbejdet med det i 10 år, der havde hun ikke engang fundet ud af sin egen stil.
"Jeg har også arbejdet med det hele mit liv. Selvom jeg også arbejder i andre materialer." hendes øjne lyste næsten, og hun fik med let hoppende skridt tilbage til sin taske, og tog en af sine dukker op. Den var ikke større end den gik hende til knæet. Dens lemmer klirrede lidt mod hinanden, som den var lavet af træstykker og tråd holdt den samme. Den havde endda fået syet sit eget tøj, meget lig Zens eget, omend kjolen kun gik til knæene. Der var også malet et ansigt, og munden kunne åbne og lukkes. "Det her er en af mine nyere dukker. Det er ikke rigtig en hel skulptur, men de er lidt sværere at rende rundt med." Ellers ville hun da gerne have vist ham end. Om ikke andet var hendes egen krop en af hendes kreationer, selvom han måske ikke havde så meget forståelse for lige det.

 Phillippe lyttede som Zen fortalte. Han grinte lidt med hende, men mest for at være venlig. Han kunne da sagtens se det sjove i det, men hans situation var bare ikke specielt underholdende. Så vidt han vidste ville han til sidst falde om og ende med at visne bort, hvis ikke han tog hjem til Katarina med jævne mellemrum. Hun havde dog kommet til at tale lidt over sig, ved et af de sidste besøg, men Phillippe vidste stadig ikke helt hvad det hun havde sagt betød, så han turde ikke tage nogen chancer. Ikke før han vidste mere, i hvert fald.
 ” De er ikke nemme at gøre tilfredse.. ” sagde han med et skævt smil og et træk på skulderne. Han synes i hvert fald aldrig Katarina var tilfreds med bare det mindste..

  Det fik et lidt stolt smil frem på Phillippes læber, da Zen lød så fascineret over den tid han havde arbejdet med træ. Han skulle til at nikke til det, inden han kom i tanke om at det egentlig ikke helt passede.
 ” Eller nej, det passer faktisk ikke helt.. Jeg har arbejde med træ næsten lige så længe jeg kan huske. Så det er nok nærmere.. 22-23 år. Det startede med at hjælpe min mor med kurveflet, og senere hjalp jeg min far i hans værksted, med de småting han følte jeg godt kunne klare. Men skulpturer er først noget jeg er begyndt med for 10 års tid siden.. ” forklarede han. Han følte lidt det var falsk reklame at sige han havde arbejde med træ i 10 år, når det ikke var helt sandt. Phillippe nikkede lidt som Zen forklarede, og flugte hende som hun hoppede afsted, med et lydløst grin. Hun var da en livlig en!
 Den klirrende lyd fra dukken, fik Phillippe til at se ned på den i stedet for. Han øjenbryn skød lidt til vejrs, inden han gik over til den og satte sig på hug foran den, mens han betragtede den. Det ville være en løgn, hvis han sagde han ikke var imponeret over arbejdet. Detaljerne var så fine og fik den til at se næsten virkelig ud. Meget forsigtigt rakte han ud og tog blidt fast i armen på dukken, med mindre Zen bad ham om at lade hver. Hvis hun ikke sagde noget til det, ville han mærke træet lidt og se lidt på dukkens hånd.
 ” Den er godt nok imponerende! ” sagde Phillippe oprigtigt, inden han rejste sig op, og så på Zen med et stort smil.
 ” Hvilke andre materialer arbejde du så med? Og er det også dukker du laver, eller? ” Phillippe var altid nysgerrig efter at høre om arbejde med andre materialer.

Zen havde ikke tid til at prøve at få forsøge at læse Phillippes ansigt. Hvad der skete, var så meget mere interesseret, end alt den små snak der ofte fulgte med. Ikke at han ikke var en interessant person, men hvad han lavede var første prioritet for Zen. Hun havde sine prioriteter, og hvem folk var som personer kom ofte senere end deres håndværk.

”Det er væsentlig længere tid,” sagde hun og nikkede lidt. Næsten dobbelt af tid, men det var stadig ikke lang tid at have arbejdet med det. Mennesker var nogen fascinerende væsner, det måtte man da indrømme, når de kunne lære håndværk på så kort tid. Zen havde også brugt en god del af sin tid, på at blive perfekt til de enkelte ting, fremfor det store hele. For ikke at nævne at hendes håndværk ofte var lidt anderledes

Zen øjne var begejstret, som han rakte ud efter den, og kiggede på hans udtryk over den. Kritik fra en anden kunstner var så vigtigt, og den bedste man kunne få, også selvom det var et menneske. Zen havde aldrig været særlig racistisk, omend hun synes det var lidt spøjst med kort levende væsner, og at de ikke kunne besætte kroppe.

Hånden han havde fat i, havde fuld fingerfærdighed. Hver finger kunne bevæge sig hver for sig, men kunne ikke bøjes på unaturlige måder. De var lavet, som hvis man ønskede at lave en rigtig menneskehånd, der skulle gå for det. Bortset fra at dette blot var lavet ud af træ.
”Mener du det virkelig?” spurgte hun, og rankede sig lidt mere op og bed sig i underlæben. Hun følte sig tydeligvis stolt over at hun havde fået komplimentet, og som om at det var det første hun havde fået i lang tid, fremfor noget hun havde forventet at få. Hun var næppe arrogant over sit eget håndværk.

”Oh, jeg arbejder med træ, som du kan se,” startede hun og hun kiggede lidt op i loftet, som hun begyndte at liste de arbejdsmaterialer hun brugte. ”Jeg har også prøvet at arbejde i både sten og metal, men de er væsentlig sværere at arbejde i, og jeg gør det kun hvis kunden egentlig ønsker det. Det føles ofte forkert for mig. Jeg foretrækker dog at finde forskellige slags træ at arbejde i. Nogen af dem er så bløde som græs, mens andre så hårde som sten. Det er en sjov udfordring.” denne her dukke var dog kun af ganske standard træ. Træet var af høj kvalitet, men det kunne have været hvilket som helst træ fra den nærmeste skov.

 Phillippe nikkede blot lidt til Zens kommentar, da han var mere optaget af at kigge på dukken. Det var en smule nænsomt han undersøgte hånden, og hvordan alle lede bukkede. Han var virkelig imponeret over den.. førlighed hun havde fået ind i så lille en skulptur. Han vidste jo selv hvad det krævede. Fascineret over den detaljerede udførsels af blot fingrene, reagerede Phillippe ikke med det samme på hendes spørgsmål. Først efter et lille øjeblik rev han blikket fra dukken, og så op på hende med et stort, oprigtig smil.
 " Helt bestemt! Så detaljeret, og med en fantastisk funktions evne! " Han rejse sig op igen, førte en vildfaren tot hår, om bag øret. Nysgerrigt lyttede han til hende fortælle, og nikkede lidt en gang i mellem. Han smilte lidt over det hun fortalte, mest fordi han var enig. Godt nok havde han ikke arbejde meget i andre materialer, men han havde da prøvet lidt forskellige, for at finde ud af om det godt nok var træ han ville arbejde med, men det var bare meget mere tilfredsstillende at materialet var forholdsvis blødt, men stadig med lidt modstand i sig. 
 "Der er jeg helt enig! Jeg har ikke prøvet at arbejde meget i andre materialer, kun lige ganske kort, for at prøve det af, og se om det var mig, men jeg er mere til træet.  " sagde han med et smil, inden han gik hen til brændeovnen. Han tog en kedel med noget vandt i, og så over på Zen.
 " En kop te? " spurgte han. Der var godt nok ikke nogen stedet de kunne sidde, i øjeblikket, men han kunne hurtigt hente de to stole inde fra det lille soveværelse, hvis hun var interesseret i at sidde og snakke mere. Phillippe vidste jo stadig ikke helt hvad havde bragt inde for hans dør. Om hun bare var nysgerrig på at se det lille værksted, eller om hun ville snakke mere i dybden om deres interesse i at lave skulpturer. 

 Sagde Zen ja tak til en kop te, ville Phillippe hænge kedlen ind i varmen over flammerne, og hurtigt smutte ind på det lille værelse efter stolene, som han ville sætte ved høvlbænken. Den kunne fint blive brugt som et bord. Zen var fri til at gå rundt og kigge i mens, både i værkstedet, men også værelset, hvis hun var så nysgerrig. 

Zen havde lidt lyst til at hoppe på stedet af begejstring over at have fået det som kompliment, men gjorde det ikke, for at holde dukken oprejst, så Phillippe kunne få lov til at undersøge den, som han ville. Hun lagde også alt hvad hun kunne i sine dukker, for at gøre dem præcist så fantastiske som hun ønskede at de skulle være.
”Træ er også bare nemmere til flere ting. Det er ikke så stædigt som andre materialer,” sagde hun. Hun kunne udmærket forstå hvorfor han foretrak træ. Det gjorde hun også selv, men nogle gange krævede arbejdet bare et andet materiale. For det meste var dæmonerne dog ligeglad med hvilket materiale hun arbejdede i, så lang tid det var efter deres specifikationer.

”iiih ja, sagde hun begejstret da han tilbød te. Hvis han spurgte ind til hvorfor hun var her, så havde hun næppe et mere fuldest gørende svar end, at hun bare havde lyst. Skiltet så interessant ud, og hun elskede at tale med andre kunstnere.
Hun lagde dukken fra sig ved sin taske, og tog ellers plads ved høvlebænken, som hun ikke kunne lade vær med at glide en hånd over. Et rigtigt værksted. Det her var ingenting som hendes lille hule op nordpå. Her var mere hjemmeligt. Kunne være at hun selv skulle overveje en forretning i Dianthos. Det ville da ikke være mærkeligt, ville det?

 Der var ikke rigtig andet at gøre end at være enig med Zen.  Derfor nikkede Phillippe, med et skævt smil, og forsatte med at gøre klar til te, hvis Zem sagde ja. 

 Og det gjorde hun. Så Phillippe gik ind i det lille soveværelse og hentede de to stole - han synes måske lidt de ikke helt kendt hinanden nok til ligefrem at skulle ind og sidde i hans soveværelse. Ikke at han troede han ville afvise en tur i soveværelset, hvis hun lagde op til det, men han havde ikke ligefrem set nogen tegn på at hun havde det i tankerne, så han lukkede roligt døren derind, efter at havde sat stolene hen til høvlbænken.
 Vandet hang lige så stille over ilden, og blev langsomt varmt. Imens stillede Phillippe sig bag den frie stol, med hænderne på ryglænet. Stolene var nogen han selv havde lavet. De var ikke specielt fine, da de mest blev lave, udelukkende for at han havde et par stole. Han havde en plan om at lave nogle nye en gang, der var pænere, men han havde endnu ikke haft tid. Måske han en gang fik en bestilling på stole, og han kunne lave er par ekstra. 
 "Hvem sælger du så mest til? Børn, eller? " Phillippe kunne i hvert fald godt se for sig, hvordan en lille pige kunne sidde og leve sig helt ind i en fantasiverden, med sådan en dukke at lege med! Som han kunne høre vandet nærme sig at være færdig fandt to kopper fra hylderne, og gjorde dem klar til teen blev lavet. Imens lyttede han på hvad Zen fortalte, og så over på hende en gang i mellem, så hun også kunne se, at han lyttede. 
 "Du skal forresten være velkommen til at se dig omkring, " udbrød Phillippe mens tog kedlen af ilden, med et klæde, og hældte varmt vand i deres kopper. 

Zen kiggede kun kort på stolene før hun satte sig. Det var sjældent hun bekymrede sig for stole, når der var andre mere interessante ting, og desuden var de bare... normale. En god solid stol, noget hun kun brugte til tider, når hun ikke gad at sidde på gulvet, hvilket ærligtalt ikke var så ofte, men her skulle hun være civiliseret og normal! Det kunne hun godt være.

"JEg har vel haft en par børneklienter, men det er primært voksne. Jeg sælger heller ikke så mange dukker generelt, jeg plejer at sælge sådan rigtige skulpturer," sagde hun. "Jeg laver primært på bestilling, og laver folks... idealer!" Hendes øjne skinnede som hun snakkede om, passioneret var nok et meget godt ord at bruge om hende og hendes arbejde.

"Jeg takker mange gange, det skal jeg nok tage dig op på. Kan også være at jeg kommer tilbage senere, så jeg faktisk kan se dig arbejde på noget mere konkret," sagde hun, smilet strakt på tværs af hendes læber, og hendes blik gled rundt, tog lige et ordenligt blik på Phillippe, før det gled videre.

 Mens Phillippe lyttede, fik han lavet teen og kom hen til bordet med kopperne. Han satte den ene foran Zen. Kopperne var af porcelæn. Nogen Katarina havde givet ham da han flyttede til Dianthos, og han så ingen grund til ikke at tage imod dem. De virkede noget fine, forhold til resten af stedet. Stort set alt han havde var lavet i træ, og det meste af ham selv. Altså undtagen hans service, som kom fra Katarinas lille butik. 
 Phillippe satte sig ned på den anden stol, mens han nikkede. Han betragede hende lidt, og kunne ikke lade vær med at komme til at smile lidt. Hun virkede så glad og energisk når hun snakkede om arbejde, og humøret smittede da bestemt af på Phillippe! 
 " Det lyder da vildt spændende! Det er vel også forskelligt hvad man skal ligge vægt på, alt efter om det er til et barn eller en voksen..  " lød det lidt tænkende fra ham. Han vidste i hvert fald, at de få bestillinger han havde haft til børn, havde skulle være simple ting, der alt efter hvad der var blevet betalt, havde forskellige grader af detaljer på.

 Det ene ben blev lagt let hen over det andet, mens Phillippe tog koppe hen til sig, så han kunne puste lidt ned i det varme te. Han nikkede til det hun sagde med et skævt smil.
 " Du skal være velkommen, i hvert fald!  " Han nippede lidt til teen og lænede sig tilbage i stolen. Efter en lille tår af teen satte han koppen tilbage på bordet. Den varmede godt ned gennem halsen.
 " Er der noget specifikt der bringer dig til Dianthos? Jeg fornemmer lidt du ikke har dit værksted her? " spurgte han nysgerrigt. Han ville da gerne høre lidt mere om hende og hendes arbejdsproces! Det han havde set fra hende indtil videre, var da i hvert fald ganske impomerende!

Zen havde måske lidt forventet at kopperne havde været af træ, og hun kunne ikke lade vær med at lægge hovedet lidt på skrå, som hun så de nydelige tekopper. Ikke hvad hun havde forventet, men man kunne vel ikke havde alting af et materiale. Desuden lavede han vel skulpturer og ikke tekopper. Måske hun kunne begynde at udvide med tekopper? Det ville da ikke være specielt svært, men nok ikke ligeså sjovt, når det interessante ved starten var gået af.

"Meget. Børn kan bedre lide ting der er sjove, men de voksne nogen gange kan være så seriøse," sagde hun og foretrak en mine og rystede let på hovedet. De gamle dødbidere var ikke hendes favorit klienter. De vidste hvad de ville have og det betød at der var intet rum for at improvisere. Hvilket var hendes favorit ting. Desuden vidste hun jo bedste hvordan en krop skulle sættes sammen, men nogen gange måtte hun adlyde deres valg, selvom det ikke var det bedste.

Zen tog sin egen kop i hendes hænder, og nød den næsten skoldende varme fra koppen. Det var så anderledes end den kulde der var oppe nordpå. Måske hun skulle finde ud af at lave en krop der kunne tåle varme bedre, det krævede dog nok en tur ned til Rubinien igen.
"Oh, jeg er på tur for at indsamle materialer. Jeg kan godt lide at komme ud og føle mig omkring, indtil jeg finder hvad jeg sal bruge," sagde hun, og tog endelig koppen op til munden og tog en tår af den, hvilket resulterede i at hun brændte sin tunge. "Ved Zaladin," udbrød hun forskrækket, selvom smerten hurtig var væk igen, nu føltes hendes tunge bare lidt mærkelig.
"Nå, jamen... altså," kom hun som hun prøvede at finde ordene igen. "Jeg kommer oppe fra Nordlandet, men det er meget begrænset af materialer de har, så jeg tager med jævne mellemrum en tur gennem landet." Det hjalp også at hun ikke skulle bruge så mange penge på at holde sig selv mæt. Fordelen ved at være en dæmon vel.

 Et lille, kort smil fandt vej til Phillippes læber, da han ud af øjenkrogen så hvordan Zen lige så en ekstra gang på kopperne. Det var en noget anderledes stil end alt andet, men der var ingen grund til at takke nej til gratis ting, og Katarina blev da også en smule gladerer ved at han tog imod dem. Smilet blev pakket lidt væk igen, mens han lyttede til hende fortælle, og nikkede en smule, med et venligt smil. Et kort, lavt grin slap ud over hans læber ved hendes kommentar om voksne og det udtryk ud fin over dem. 
 " Enig.. Der er ikke mange voksne der er interesserede i lege.. Det skal ofte være så kantet og fint, uden plads til at fantasien kan få plads.. " Hans smil blev en smule mere skævt ved tanken om Hr. Silenes ordre. Phillippe hadede også de ordre hvor han ikke havde plads til at lege lidt med arbejdet, men der var ikke så meget at gøre, for de fleste ville have hvad de bestilte. 

 Hovedet vippede let en smule på skrå, mens Phillippe lyttede til Zen fortalte. Han nikkede lidt. Det gav god mening! Han fortrak også helt klart at komme ud og se det træ han købte, mærke på det. Så var han sikker på det var i ordentlig kvalitet, og han kunne allerede der, begynde at skabe sig ideer til hvad der skulle laves ud af træet. Hans pressede 'tidsskema' gjorde desværre at han ikke rigtig havde tid til at rejse for meget rundt, og se og mærke træet inden han købte det. 
 Phillippe løftede en smule forskrækket øjenbrynene over hendes udbrud, og da hun tog hånden op til tungen, kunne han ikke holde en kort og lav klukken tilbage.
 " Det er nok stadig ret varmt..  " sagde han med en svag latter i stemmen. Det var fordi fordi han decideret grinede af hende, det var mere hende udbrud, ikke at der var noget galt i det, hellere. Da Zen fik samlet sig igen, lænede Phillippe sig lidt frem i stolen igen, og tog fat i hans kop. Forsigtigt pustede han ned i den, og lyttede igen som hun fortalte.  
 " Det er også dejligt at kunne rejse meget rundt! Det har jeg også gjort meget i, i mine yngre år..  " Hans smil var en smile sørgmodigt ved tanken om han ikke rigtig kunne leve på samme måde, som før han måtte Katarina. 

Zen nikkede. Begejstret over at hun havde fundet en der forstod det. For til trods for at hun havde mange år på bagen, og hun lignede et relativt voksent menneske, så var hun stadig et barn, eller en teenager. Hun havde behov for at lege, måske ikke de normale lege, men hendes form for at lege. Hun kunne ikke lide at tingene var firkantet, når hun havde set hvor meget der var af ting, man kunne drage ideer og inspirationer fra. Dæmoner der var et par tusinde år, havde dog efterhånden fundet deres præferencer, og så var der ikke meget at gøre ved det.

”Det siger du ikke,” sagde hun leende, da han kommenterede at teen var varm. ”En advarsel forinden havde været rar.” Hun var åbenbart ikke en der var vant til at blive serveret brændende varm drikkelse. Hvis hun var, så ville hun havde været mere forsigtig end hun tydeligvis havde været.

Hun kiggede lige over ham, som han nævnte at han rejste rundt i sine unge dage. Han var et menneske, og så gammel så han da heller ikke ud. Hvad i alverden betød yngre dage for disse væsner?
”Så gammel er du da heller ikke? Det kan ikke have været mange år,” sagde hun. Hendes mørke øjne blinkede lidt forvirret, og det var ikke mens som en fornærmelse, men mere bare at hun var uforstående over hvor meget han kunne have rejst.

 Phillippe lagde den ene hånd akavet i nakken, og lo sammen med hende. Selv havde han ikke tænkt det var nødvendigt at nævne teen havde været varm, han havde trods alt lige taget kedlen væk fra ilden, så vandt ville selvfølgelig være varmt. Det ville selvfølgelig gøre uhøfligt at  pointere at det var hendes egen fejl hun brændte sig. 
 " Det må jeg huske til næste gang.. " han nikkede let.

 Hånden der havde fundet vej til nakken, kløede lidt i håret, inden den blev lagt ned på låret. Phillippe trak lidt på skulderne og kom meden kort, lydløs latter over hendes kommentar.
 " Ja okay.. Så før i tiden..  " Rettede ham. Hun var en smule spøjs. 
 " Og tak, tror jeg?  " han rynkede grinende panden lidt, da han ikke helt vidste om han skulle tage det som en kompliment, eller have ladet det være som blot en kommentar.
 " Jeg rejste rundt i 8 år, eller sådan noget, inden familie gjorde jeg ikke kunne rejse helt så meget længere.  " Han prøvede at holde en lidt bitter tone tilbage. Han savnede at rejse rundt, for han nød mulighederne og oplevelserne det gav. Nu måtte han nøjes med at rejse mellem Dianthos og Tusmørkely. Noget han helst så sig fri for, men var nødt til. Han trak lidt på skulderne.
 " Så det er ikke helt så længe igen, men alligevel næsten en tredjedel af mit liv.. " Han tog endnu en slurk af teen.

Zen nikkede lidt. 8 år var ikke specielt meget, men for et menneske var det vel en betydelig mængde tid. Hvor gammel var det også at menneskerne kunne blive? Ikke forfærdelig gammel, så det måtte vel alligevel være en betydelig del af deres liv hvis det var sådan. Hun prøvede mentalt at regne det ud, men det var ikke så nemt, når hun ikke kunne huske om det 50, 100 eller 200 år de kunne leve, eller noget midt i mellem, så hun måtte droppe det igen.
Heldigvis løste Phillippe Zens problem med at finde ud af hvor langt tid det var, da han sagde at han havde rejst rundt i en tredjedel af sit liv. Det var overraskende, for var han virkelig så gammel at han kunne dedikere så lang tid til det?

”Det... havde jeg ikke regnet med... hvorfor ville din familie ikke have du rejste rundt mere?” spurgte hun, siden det var sådan hun havde opfattet det. Når man først var begyndt at rejse, så var der jo ingen grund til rigtig at slå sig ned. Hun blev kun i sin grotte, så lang tid hun skulle opfylde ordre eller eksperimentere, og det var mest fordi hun havde behov for sit værksted for det. Det var der hun havde alt sit værktøj, og det eneste sted hun faktisk havde ro til at arbejde.