Tid: Første nymåne efter midsommer, 2019, eftermiddag

Netrish rejste sig roligt og krydsede rummet for at lurer ud af vinduet mod gangbroen der ledte til huset. Elisors hus. Hendes faders hus.
Med et svagt suk forlod hun vinduet igen og satte sig tilbage på stolen der havde været hendes udgangspunkt. Det var tredje gang indenfor samme time hun havde taget turen, for selvom Netrish normalt ikke var typen der nemt blev nervøs, havde en ængstelig følelse langsomt indfundet sig siden morgengryet. 

Det var idag hun skulle møde sin familie for første gang. Resten af den ihvertfald. Hun havde fundet sin fader til midsommerballet, og allerede samme aften havde han inviteret resten af familien til fest ved først kommende nymåne. I dag.

Netrish rejste sig, og gik igen mod vinduet. Elisor var taget afsted tidligere på dagen, for at mødes med hans kone, Netrish mor, inden festlighederne, men han var endnu ikke vendt tilbage, og timen hvor de andre burde begynde at dukke op nærmede sig hastigt..

Det havde været en lang gåtur fra hendes hus til Elisors, selvom afstanden var ganske kort. Mystra skulle møde sin kusine for første gang, og guderne vidste at hun ikke efterlod et godt førstehåndsindtryk. Familie havde forventninger, som Mystra var stormester i ikke at møde. Alligevel skulle det nok gå, fortalte hun sig selv, men fligen der fulgte i hendes fodspor lyttede ikke efter.
Dobbeltgængeren havde fulgt hende siden hende og Cornélians hus, og hun var et ynkeligt syn. Hendes hår var uordentligt, posituren frygtelig og uniformen krøllet. Ved hver en afkrog og hjørne tøvede fligen med et ængsteligt udtryk, for så at give op og småløbende indhente Mystra, ængstelig efter at blive efterladt.

Mystra stoppede foran døren, og vendte sig. Hun rettede på sin fligs tøj, men da hun forsøgte at glatte håret trak fligen sig tilbage. Mystra betragtede sig selv og forsøgte at smile, på trods af frygten hun så i sine egne øjne. Hun havde intet valg, fortalte hun sig selv, og ej heller havde fligen. Med et suk vendte hun sig tilbage mod døren, og bankede på mens fligen forsøgte at gemme sig bag hendes ryg.

Netrish havde bevæget sig fra vinduet og tilbage til sin plads igen. Hun havde netop sat sig som en banken lød, og hun fløj op fra sin plads igen og stivnede.
Alle de rare, beroligende ting Elisor havde fortalt om familien var for øjeblikket glemt, og hun blev grebet af frygt. Tusinde tanker skød igennem hendes hoved, den ene mere foruroligende end den næste.
Det tog et øjeblik for Netrish at besinde sig, og sætte den ene fod foran den anden, trods den korte vej til døren virkede uoverkommelig.

En dyb indånding, efterfulgt af endnu en gav Netrish den sidste ro, som hun stod med hånden på dørhåndtaget, og hun åbnede døren. 

"Goddag. Du må være.. Mystra" hendes blik flakkede til den anden, nært identiske kvinde der forsøgte at gemme sig. "Eller tager jeg fejl?". Ordene flød ganske let, men der var stadig en kraftig krystalisiansk accent til dem. 
Netrish ansigt var neutralt og roligt, som en stille sø, men hendes øjne spejlede den samme ængstelige nervøsitet som Mystras flig. 

Som dørhåndtaget blev taget fra den anden side af døren skubbede Mystra den sidste flig af nervøsitet ud af sit sind, hvilket fik fligen til at klynke ynkeligt.
Øjeblikket efter stod de overfor hinanden, Netrish, Mystra og.. Mystra. Pausen før Netrish talte strakte sig i en uendelig. Mystra granskede ærligt sin kusines ansigt. At hun var Elisors datter kunne der være ingen tvivl om. Hendes ansigt, ligesom Elisors, var som hugget i hvid marmor glatte af tidens sand og drog blikket til deres øjne. Men i modsætning til sin far, hvis milde personlighed gav ham en fredelig, varm udstråling, var noget ved Netrish anderledes. De samme hårde ansigtstræk var at finde, men hendes øjne holdt ikke den samme blødgørende effekt. Hun udstrålede en energi, som Mystra ikke kunne forstå; og det skræmte hende. Hun gjorde sit bedste for at skjule sine følelser. Desværre var hun notorisk dårlig til det.

"Nej, du har fuldstændig ret," sagde Mystra og trådte brusk indenfor. Før Netrish kunne få overhånd over situationen igen greb Mystra døren og lukkede den i ansigtet på sin flig. Hun havde besluttet sig for fortsat at ignorere fligen, i håbet om at den ville forsvinde af sig selv.
"Netrish, ikke? Hvad syntes du om Elverly?"

Netrish let nervøse urolighed blev ikke bedre som Mystra først så ud som om hun var gået forkert, og dernæst brasede ind fordi Netrish, og smækkede døren i, inden hendes.. tvilling? Havde en chance for at komme ind.

"Jo, jeg er Netrish, og Elverly har været et ganske utroligt sted. Meget anderledes end jeg havde forstillet mig" svarede hun lidt forhastet, inden hun fik samlet sig selv mentalt igen, og fik genfundet roen i sit udtryk og situationen.

Roligt tog Netrish i håndtaget, og åbnede døren igen, hendes blik faldende mildt på den anden Mystra. "Det er mig en glæde at møde jeg" sagde hun, og bød den anden ind med en gestus, og lod hende komme helt ind, inden Netrish roligt lukkede døren igen, og trådte lidt mere ind i rummet.

Netrish foldede hænderne lidt foran sig, en gestus der ubevidst fremhævede den lille bule der var hendes gravide mave, og tog en dyb, stille indånding. "Jeg ved det må være sært at en slægtning sådan dukker op ud af det blå.. Men jeg er utrolig taknemmelig for at kunne møde jer" sagde hun roligt, og med varme i blikket. Et forsøg på at række ud. Det var nok en anspændt, akavet situation for dem alle. 
"

Da døren blev åbnet igen trak fligen lynhurtigt den hånd til sig, som havde været ved at banke på. Hun foldede sine hænder bag ryggen og begyndte på samme tid at rødme og blive ligbleg, med øjne så store som tallerkner.
”I – I lige måde,” hviskede hun forsigtigt, dårligt højt nok til at være hørbart.

Mystra vendte sig omkring med hænderne på hoften. Fligen komplicerede en allerede anspændt situation, og Mystra havde ikke tænkt sig at forarbejde sin nervøsitet nu. Hendes udtryk blødte op. Netrish kunne ikke læse hendes tanker, og kendte intet til hendes magiske . . . problem.
Fligen trak sig hurtigt over i hjørnet af lokalet, hvor væggene beskyttede hende på to sider og hun kunne holde øje med alt der ville komme mod hende.
”Du skal ikke tage dig af hende,” sagde Mystra og kastede hovedet mod fligen, der gjorde sit bedste for ikke at blive bemærket. ”Det sker når . . . Det er kompliceret. Du vender dig hurtigt til det. Kig på skuldermærket, hvis du er i tvivl hvem af os, der er den rigtige.” Hun pegede på sin højre skulder, hvor en stoflap var bundet fast og afslørede en sirligt broderet spurvehøg. På fligens skulder var lappen nede, og skjulte mærket.

”Jeg ved det må være . . .”
”Det er noget slægtninge gør for tiden, virker det som om.” Mystra smilede forsigtigt. At møde en ukendt kusine var stærkt at foretrække, sammenlignet med den far som hun stadig ikke var forberedt til at håndtere. Mystra vidste ikke hvad hun skulle sige, og kunne ikke lade være med at bemærke Netrish mave. 

”Hvornår . . ?” Hun gestikulerede mod maven, men vidste ikke hvordan hun skulle spørge, uden at virke uhøflig.

Forvirringen var tydelig i Netrish blik, som det gled mellem de to identiske kvinder. Næsten identiske, indså Netrish, som Mystra pointerede skuldermærkerne. En snedig løsning på.. hvad end problemet var. For Mystra fik det bestemt til at lyde som et problem. 
Det var dog svært for den yngre elver blot at ignorere den anden Mystra, selvom det måske havde været det mest barmhjertige at gøre. Hun virkede bestemt ikke tilpas, men det var den ægte Mystra der gav indtrykket af ikke rigtig at have lyst til at være der.
"Det lyder, og ser, kompliceret ud" medgav hun, og gav begge kvinderne et sympatisk blik.

Netrish begyndte at indse at hun ikke viste ret meget om at have gæster, og siden hun kun kortvarrigt havde haft et fast hjem siden hun var helt lille, så var det nok ikke så mærkværdigt. Elisor havde fået det hele til at lyde så normalt og naturligt, men Netrish var pinligt opmærksom på, at det var en evne hun tydeligvis ikke rigtig besad endnu, som hun blot stod lidt midt i rummet, og lod blikket glide mellem de to gæster.
Mystras spørgsmål fik Netrish til at kigge ned af sig selv, som så hun selv maven for første gang. Hun rømmede sig en anelse. "Til foråret. Det er først lige begyndt at blive synligt" forklarede hun, og flyttede sine hænder, så kjolen igen skjulte den lille udbuling. 

"Du sagde det er med slægtninge der dukker op er sket før for dig?" skiftede Netrish hurtigt emnet. Hun viste barnets ophav muligvis ville blive noget kontroversielt, så hun ville nødig lade det ødelægge førstehåndsindtrykket.. også selvom det næppe kunne blive mere akavet.

Det var først nu Mystra indså hvor lidt Netrish havde hørt. Det virkede besynderligt at Elisor ikke havde fortalt hende om situationen, men så igen havde de nok haft andet at snakke om end Mystra og hendes problemer. Hendes manere var også lidt. . . bondske, hvis nogensinde det ord kan bruges elvere. Netrish havde gjort intet oplæg til at ville sætte sig, og skik befalede derfor Mystra at blive stående. Og det føltes mærkeligt at føre en samtale stående. Hun forstod på Netrish gestus at hun ikke ønskede at snakke om barnet, og det lykkedes Mystra at holde sin pludselige nysgerrighed i bero uden at flige.

”. . . der dukker op er sket før for dig?”
Mystra førte sit hår bag det ene øre, som hun prøvede at finde det rigtige sted at starte den noget lange og kringlede fortælling – men uden held. Ordene, der ville forklare alting forståeligt, meldte sig ikke.
”Min far vågnede for nyligt. Efter . . . Lang tid.” Det var næppe en fyldestgørende forklaring, men hvad kunne hun sige? Hun gav sin kusine et undskyldende smil. ”Det er kompliceret.” Det og alt andet, tilsyneladende.

Netrish lyttede, og nikkede langsomt. Trods det næppe forklarede situationen, og kun gav anledning til flere spørgsmål, så kunne Netrish dog forstå følelserne der gemte sig bag. Netrish huskede Elisor havde fortalt noget om sin sovende bror, men Netrish havde ikke rigtig forstået detaljerne. Hun havde skrevet det af til sprogbarrieren. For trods Netrishs elviske var blevet meget bedre, og Elisors Krystalisianske var fremragende, så var der visse dele af elvernes liv og kultur menneskernes tunge ikke kunne gøre retfærdighed.

"Det lyder kompliceret.. og hårdt" bød Netrish sin sympati, og trak endelig hen mod bordet, hvor hun med en gestus bød Mystra sætte sig, inden Netrish selv gjorde det samme. Der var en invitation i Netrish stemme, til at forklare og dele, hvis Mystra ønskede.. Mærkværdigt nok var det her mere komfortablet for den unge elver. Hun var ikke van til høfligt, socialt samvær. Men hun var van til at lytte.