Endnu en dag var nærmest fløjet forbi som havde den blot været to timer lang. Køteren havde nærmest ikke lavet andet end at træne med Lykke og Eretreya, hvilket altid var en hyggelig, eller mangen på bedre ord, speciel oplevelse. Aften havde bragt yderligere kulde med sig til Kzar Mora, hvor der i forvejen var køligt. Den store pels kappe havde Køteren alligevel ladet blive på hans kammer, han var alligevel dækket i en tyk, hvid pels, der hjalp ham med at holde på en god del af den indre varme. Han var kommet i tanke om han havde en fra Lysets hær der ventede på ham i kælderen. Det var ikke en person han selv havde indfanget, men han havde fået "æren" af at skulle få information ud af dette væsen. Alt han vidste var at det var en kvinde, blandingsrace af formodet satyr og mørkelver. Køteren havde taget opgaven med ordene om der ikke skulle være forskelsbehandling, trods det var en kvinde. Det havde som regel været et problem ved nogle af mændene på stedet, de havde været for blide, men de vidste Damien ikke ville vise nåde.

Med tunge skridt kom han ned af trappen til fangekælderen og stillede sig uden for kvindens celle. De røde øjne rettede sig mod torturmesteren "Nu Azaic... Så må du lege med dine møgdyr senere" brummede han og ventede utålmodigt på cellen blev åbnet. Han puffede til Azaic og trak celledøren fra og gik ind. Uden så meget som at rette blikket mod torturmesteren bad han om at få cellen låst og han ville give besked, når han skulle ud. Med en dyb knurren tog han et par skridt tættere på væsenet og ventede på der kom en eller anden kommantar fra hende, hvis ikke ville han blot tage endnu et skridt mod hende. 

Det kunne kun være et mareridt. Et af de tilbagevendende mareridt, hvor Elora igen var tilbage i sin gamle celle, tilbage i mørket. Men det var ikke et mareridt. Hun var alt for bevidst om, at hun var helt vågen. Siden hun var vågnet i cellen, havde hun været ved at gå i panik. Selvom hun var blind kunne hun stadig se lys og skygger, så hun var ikke i tvivl om, at der var mørkt. Hun hadede mørket. Hun kunne knapt nok sove uden at have en eller anden form for lys. Hun havde ikke engang kunne fokusere nok til at fremkalde en skygge, så hun måske kunne se, hvor hun var.

Hun vidste ikke engang helt, hvor hun var endt der. Hun havde været ude på et ærinde, hvor hun så pludselig havde mistet bevidstheden. Da hun var vågnet, havde det været i den fremmede celle. Var der mon overhovedet nogen som havde opdaget at hun var væk?

Hun lå krøllet sammen i et hjørne af cellen. De blanke øjne stirrede tomt ud i luften, mens hendes krop rystede ganske svagt. Hendes tanker var domineret af ubehagelige minder fra hendes opvækst, hvor hendes liv havde handlet om cellen, mørket og smerten.
Hun reagerede ikke, da hun hørte celledøren blev åbnet, og nogen trådte ind i hendes celle. Selv den dybe knurren fik ikke fremkaldt nogen reaktioner. Hun var gået i baglås, hendes tanker var optaget af de ubehagelige minder, og hendes krop bar nærmest fastfrossen.

Damien stirrede ned på væsenet, der var fuldkommen sammenkrøllet i hjørnet af cellen som han havde trådt ind i ”Azaic? Hvor længe har den lagt sådan?” sagde han som han kastede blikket over skulderen og så på torturmesteren ”Siden hun vågnede…” derefter forsvandt Azaic ud i mørket, formentlig ud til en eller anden fange han havde på en pinebænk. Damien gik til porten og stak så vidt muligt armen gennem tremmerne og forsøgte at få fat på en af faklerne der hang uden for, hvilket lykkedes. Igen vendte han sig mod væsenet i hjørnet af cellen og sukkede før han rakte ind over det og satte faklen i den holder der var et stykke over hende, blot for bedre at kunne se hende, da han havde synsproblemer selv og havde fået at vide hun var blind, eller næsten i hvert fald.

Damien satte sig på hug foran hende og bemærkede hvordan hele hendes krop rystede ”Ynkeligt… Bevares så havde jeg ikke regnet med andet fra en der hjælper Lyset” sagde han hånligt som han satte hånden på sit sværd, klar til at hoppe op og trække det, om det var nødvendigt? Næppe, taget i betragtning hvor meget væsenet lå og rystede. Han greb fat i hendes venstre horn og holdt hendes hoved op, i hvert fald hvis hun ikke strittede i mod, dog var han forberedt hvis hun skulle angribe.

Lys. Det var svagt, men hun var sikker på, at der var lys. Og et væsen, hvis stemme hun ikke genkendte. Hun var fristet til at fremkalde en skygge for at få bekræftet, at der faktisk var en lyskilde i cellen, men det fremmedes væsens tilstedeværelse stoppede hende. Nok vidste hun ikke hvem et var, men hun var sikker på, at det var en som ville hende ondt. Hun kunne kun komme på to scenarier: enten var hvem end der havde mishandlet hende i hendes barndom klar over, at hun ikke var død, og havde fanget hende igen. Ellers var det nogen fra mørket, som mente, at de kunne bruge staldmesteren fra lyset til noget. Det var nok det mest sandsynlige. Ganske kort efter bekræftede hans ord da også hendes mistanke. Hun var næsten glad for, at det var mørket hun var endt ved.

Hun sagde ikke en lyd, da hun blev hevet op i hornet. Hun havde lært, at i sådanne situationer var det ikke tilladt a sige en lyd, medmindre man fik en direkte ordre. Og selv der kunne det være risikabelt.
Hendes blanke øjne stirrede lige ud i luften. Nok kunne hun se meget slørede omrids, men ikke i cellens dårlige belysning. Hendes krop holdt stille og roligt op med at ryste, så i stedet hang hun fuldkommen slapt i hans greb. Hun ville ikke engang forsøge at forsvare sig. Hun var ikke stærk, og selv hvis hun formåede at få fat i en form for våben, ville hendes manglende evner indenfor våbenbrug gøre, at våbenet næppe ville hjælpe meget.

Damien fik ingen respons fra væsenet og sukkede nærmest opgivende ”Azaic? Du er sikker på det lille dyr er levende? ” kom det brummende fra ham som han slap hendes horn og rejste sig og så ned på hende. Han rakte ind over hende og greb faklen inden han satte sig ned på hug endnu engang. Han vidste ikke hvor meget hun kunne se, men nu var der i det mindste lidt mere lys, så kunne hun vel se hans skygge og ane hvad der skete. Lidt gentleman var han vel? Azaic kom op til tremmerne og grinede hånligt af Damien, som havde taget faklen med ned til det skræmte væsen ”Viser du ligefrem en eller anden form for nåde? Hold kæft hvor er du svag” kom det fra ham. Damien vendte hovedet og knurrede af ham ”Hvis du kommer med flere dumsmarte kommentarer, så flår jeg dig levende… ” kom det brummende fra den store dæmon inden han atter rettede blikket mod væsenet i cellen.

Damien hævede faklen over hende og brummede. Hun var så småt begyndt at stoppe med at ryste, men det kunne sikkert hurtigt laves om på. Hans frie hånd greb atter fat om hendes ene horn og han lænede sig ind mod hende ”Hvis du ikke siger en lyd, bliver det blot værre for dig selv… Så fortæl mig lille skat….” sagde han og lod sin tunge glide over sine hjørnetænder før han fortsatte ”Hvad vil du helst have som straf, hmm? Hænges op og piskes til blods af Azaic, eller vil du hellere have kløerne fra mig? Hvis du ikke besvarer mine følgende spørgsmål, så bliver det realitet.. Forstår du hvad jeg siger så sig det” brummede han mod hendes øre, nærmest som en hvisken. Efter Azaic’s kommentar om han viste nåde, havde han i og for sig fået blod på tanden og havde ikke tænkt sig at holde tilbage.

// Flyttes fordi jeg er en kæmpe hat og havde glemt at Mørkets Hær var flyttet -.-//