"Se på mig en ekstra gang og sig mig du har lyst til at stå i vejen," lød den lavmælte trussel fra elveren til manden, der blokerede hans vej mod indgangen til huset han var på vej imod. Skæbnen havde virkelig ikke været på hans side det sidste døgn og resultatet var, at han nu stod på vej til et fremmed hus med en kjortel sølet i blod og et vildt blik i øjnene. Det var hvad der skete når noget uforudset dukkede op og ønskede hævn for en handling gjort. Hævnen havde dog ikke været effektiv, hvilket blodet på kjortlen var bevis på - det var ikke meget af det der var hans eget. Som enhver anden var han dog ikke en fan af at skulle kæmpe for livet og et kort øjeblik havde overraskelsen da også været nok til næsten at overrumple ham. I stedet var han sluppet med en lille flænge forrest på skulderen, mens overfaldsmanden nu lå adskillige kilometer væk og nok efterhånden var stoppet med at ralle. Det var hans indtryk at manden var kommet fra dette sted, om end hvad tilhørsforholdet var stod ham uklart. Han var også ligeglad. Det var mere fordi han nægtede at rejse videre i en blodig kjortel end af høflighed han havde bestemt sig for at komme forbi. Når nu han var her kunne han dog også lige så godt yde den service i det mindste at sige at en elendig undskyldning for en våbenfører var blevet frisat fra verden.

Få trusler senere blev han endelig lukket ind med hårde ord på vejen om, at hvis han viste sig fjendtlig ville han fortryde det. Det prallede af på ham. Dog var han dog allerede faldet lidt ned da han trådte indenfor og blev bedt om at vente. Han kunne godt finde sig i at vente på overhovedet for huset, da han trods alt ikke var ignorant over for normal kutyme bare fordi han havde haft en mildest talt elendig dag. Han modsagde sig da heller ikke, da han blev bedt afvæbne sig selv, da han havde en idé om at han alligevel ikke ville få et valg og så ville han trods alt hellere gøre det. "De skulle få Dem nogle bedre vagter," kommenterede han i det samme hvem han måtte antage var manden han ventede på ankom. "At lade en blodig fremmed komme ind inden våbnene fjernes? Det er at lege med skæbnen." Det var nok langt fra det rette tidspunkt at komme med kække kommentarer, når han trods alt var den der havde tænkt sig at bede om tjenester, men det var nu engang sådan han var. Så måtte det briste eller bære. 

Det var efterhånden et stykke tid siden, at Marad havde haft besøg af Thanos, og han følte sig endnu ikke helt som sig selv. Smerterne var væk, og det eneste der egentlig kunne minde ham om det ubehagelige besøg, var de skader, som ikke kunne heales, der i blandt fingrene som var blevet skåret af.
Han havde endnu ikke været inde i biblioteket, det bar stadig for mange ubehagelige minder. I stedet havde han brugt tiden å at skaffe sig en håndfuld nye tjenere, som havde flyttet en god stak bøger og en lænestol ind på en af de mange gæsteværelser. Det måtte være godt nok for nu. Det var der, han havde brugt det meste af sin tid. Med næsen begravet i bøger, som han havde læst mange gange før. Han blev snart nødt til at begive sig ud og skaffe nye. Det var nok til tjenernes held, at han havde holdt sig i værelset, for hans humør havde langt fra været godt. Derfor var det også med nærmest lynende øjne, at han så på tjeneren, som vovede at forstyrre ham.
"De har fået gæster, herre" selvom tjeneren havde været der kort tid, vidste han at hans nye herre var en farlig mand, og han havde derfor kun lige stukket hovedet ind gennem døren.
Med det samme rejste han sig op, og stormede forbi tjeneren. Han havde ikke givet tilladelse til, at fremmede måtte lukkes ind i hans hus. Tjeneren blev tilbage. Han vidste, at der ville falde brænde ned, og siden han ikke havde lukket den fremmede ind, havde han ingen intention om at tage den uundgåelige skideballe.

Den fremmede vovede at tale til ham. Modigt.. dumt.
"Du har ret" uden at fortrække en mine gik han hen til tjeneren, som måtte have lukket den fremmede ind, og vred halsen om på ham, så han faldt livløs ned på gulvet.

Hîrion tog sig et kort øjeblik til at betragte manden der kom ham i møde. Eller i møde var måske så meget sagt. Elveren var ikke dum, han kunne se en potentiale fare når den blev præsenteret for ham. Dog var han også stædig og i et umådeligt dårligt humør, så han fortrak ikke en mine til trods for at manden langt fra lignede en der var gæstfri. Han fortsatte da også med forsigtigt at lægge sine våben fra sig, med undtagelse af en enkelt kniv på indersiden af kjortlen - helt naiv var han trods alt ikke. Den sidste kniv slap han lidt pludseligt henover bordet han ville lægge den på, da husets overhovede uden videre gav ham ret og gik i retning af manden, der havde lukket ham ind. Hovedet blev vippet på sned, da det næste der skete var lyden af et knæk og dernæst et bump da tjeneren ramte jorden. Livløs. Der skulle mere til at ryste elveren, der trods alt havde oplevet lidt af hvert efterhånden, men det betød ikke at han var komplet upåvirket. Tværtimod blev han en smule mere på vagt, men trådte alligevel væk fra sine våben. Der ville næppe komme noget godt ud af at agere trussel, så i stedet besluttede han sig for ikke at ændre sin adfærd.

"Jeg formoder De alligevel ikke var så glad for ham," kommenterede han en kende tørt og så kortvarigt ned ad sig selv inden han rynkede på næsen over synet. Blikket blev dernæst rettet mod den anden mand i stedet. Det ville nok være dumt at lade ham for meget ude af syne - Hîrion kunne ikke undgå at fortryde sit valg af hus en smule. "Jeg kom forbi.. En af Deres ansatte? Måske." Det havde han trods alt ikke rigtigt en chance for at vide, da manden havde været død inden han havde haft muligheden for at finde ud af det. "Lille fyr, glad for sabler." Han vippede hovedet lidt fra side til side. "Jeg håber heller ikke De var glad for ham." Han gjorde en indsats for ikke at lukke noget som helst truende ind i sin stemme. Godt nok var han til tider en provokatør, men der var også grænser for hvor dum han ville være. "Hvis ikke det er til for meget besvær vil jeg gerne gøre et forsøg på at komme af med det værste blod inden jeg bevæger mig videre." Hans udtryk var fattet og blikket rokkede sig ikke fra den anden mand, selvom han godt vidste han ville gøre klogt i at føle sig truet.

Det irriterede Marad voldsomt, at elveren ikke virkede til at reagere. Mange andre var nok blevet imponeret over den manglende reaktion, men ikke ham. Der skulle noget mere til at imponere ham. 
Han havde nok dræbt vagten uanset, men det havde også været en praktisk metode til at skræmme ham. Og så virkede det ikke engang!
Han betragtede tavst elveren. Han gik ikke engang over for at gribe sine våben. Enten var han dum, ellers var han overmodig. Hvad end det så var, irriterede det kun Marad yderligere.

"Jeg kender ikke alle mine vagter. Men hvis du har formået at slå ham ihjel, var han næppe en af mine" De få vagter han havde var nogle af de bedste, som penge kunne købe,  han havde endda trukket på nogle af sine få bekendtskaber for at få dem ansat. De burde ikke være så nemme at slå ihjel. Så havde han i hvert fald nogle mænd, som han skulle have et alvorsord med.
Han lagde hovedet på skrå. Han havde allerede besluttet sig for, at han ikke ville finde sig i denne indtrængen. Han var dog ikke i humør til nogen større slåskamp. Han ville uden tvivl vinde, men der var ingen garanti for, at det ville blive nogen nem sejr.

"Jeg har et baderum, som du kan låne" Han nikkede til en af tjenerne som altid holdt sig i nærheden. Med det samme løb han afsted, uden tvivl for at varme et af de store kar op.
"Mine tjenere kan følge dig derop" Han havde knapt talt færdig før to unge piger stod klar ved siden af elveren. Det var et par nydelige piger, han havde ansat dem netop på grund af deres udseende. Vakte pigerne ikke elverens interesse, ja, så kunne han altid få et par nydelige knægte op til at underholde ham i baderummet i stedet.
Uden at værdige sin gæst så meget som et blik vendte han sig op, og forsvandt samme vej som han var kommet fra. Han havde ting som skulle forberedes mens hans gæst var i bad.

LUKKES GRUNDET INAKTIVITET