Endnu en uge var blevet brugt i Dianthos og Jaris var sådan set på vej hjem. Hvis han altså ikke havde styret det umulige kræ til hesten i en fuldkommen forkert retning.
Det var ikke første gang Jaris havde taget den forkerte vej ud af byen, men det var dog første gang, han var kommet helt til Azurien. Hen over den sidste uge, havde han flere gange forsøgt at dreje kræet den anden vej, men lige meget hvad han foretog sig med det dyr, så virkede det ikke. Tænk, at han havde brugt krystaller på den. Krystaller, han kunne have brugt meget bedre på en masse sødt til ganen. Han havde givet op. Jo, han kunne vel bare stige af dyret og begynde at trække den i den anden retning, men sidste gang han havde forsøgt sig med den plan, var han blevet bidt noget så hårdt i hånden og det gjorde stadig ondt. Det var nok bedre, bare at lade hesten bestemme vejen. Der måtte være en grund til, at den så gerne ville have ham i denne retning.

Jaris var klædt i det sædvanlige tøj. Den hvide skjorte, de løse, sorte bukser, der blev holdt oppe af den bundne snor omkring hoften og et par slidte, brune støvler. For en gang skyld havde han trukket en tynd, sort kutte om sig og under den, hang hans skuldertaske i læder. Der var ikke meget tilbage i den og de få, søde sager og bund sjatten af vand der var, forsøgte han at gemme lidt på. Det gik bedre med at gemme på vandet, end på de søde ting.

Han skulle lige til at stikke hånden i tasken, da et eller andet forskrækkede hesten og den fór afsted, med Jaris på ryggen. Jaris nåede dårligt at reagere med andet end et hvin og han forsøgte febrilsk at få lidt bedre fat i tøjlerne. Idet han troede, at han endelig havde fået ordentligt fat, hoppede hesten hen over noget, han heller ikke så hvad var og han blev smidt af. Den ene fod sad kortvarigt fast i stigbøjlen og blev vrikket i den forkerte retning. Da den endelig kom fri og han landede hårdt mod jorden, fik hesten lige losset ham i maven med en hov, inden den løb videre og forsvandt.
”Hnng!” Han måtte hive lidt ekstra efter vejret, som han krøllede sig lidt sammen på jorden og lagde en arm omkring maven. Taskens hank og kuttens snor var knækket og begge ting var røget af og var landet lidt længere fremme. Smerten i hele den side han var landet på og smerten i den let forstuvede fod, var langt værre end smerten i alle de hudafskrabninger og flængen i øjenbrynet, han havde samlet sig i faldet. Nogle lidt blodigere end andre.
Intet af det stoppede ham dog i at rejse sig, samle tasken og kutten op, og halte sig i samme retning som hesten løb, men det gik vitterligt ikke stærkt. Endnu mindre, da han fik øje på den nærtliggende borg. Mon hesten var løbet derhen?

Det var en forholdsvis smuk dag, men Laurenne sad inde på sit værelse og håbede inderligt på en forfærdelig snestorm. Alle mændene var taget på jagt, og som sædvanlig var hun dømt til at blive på borgen og vente på de kom hjem. Det irriterede hende grusomt, mest af alt fordi hun virkelig kedede sig. Så derfor håbede hun på, at vejret ville blive så forfærdeligt, at de ville sidde fast ude i skoven, ude af stand til at jage, sove eller noget som helst andet. Det var egentlig latterligt, at hun ikke måtte komme med, hun var bedre med en bue end nogen af de andre. Men hun havde haft skænderiet med sin far mere end en gang, og det havde endnu ikke ændret hans mening.

Hun sad med en bog som hun forgævedes forsøgte at begrave sig i, da det bankede på døren til hendes værelse. En tjener stak forsigtigt hovedet ind på værelset for at informere om, at de havde fundet en ung mand udenfor bogen. Han så ikke ud til at være kommet til skade.
Efter et kort øjebliks overvejelse bad hun tjeneren om at føre hende til denne unge mand. Dette kunne meget vel vise sig at være den underholdning, som hun så desperat manglede. 

Gæsten var blevet ind på et af borgens mange gæsteværelser. Ikke noget videre prangende værelse, i hvert fald ikke sammenlignet med hendes eget, men det var af ganske fin kvalitet. Der var allerede tilkaldt en healer, men hun var endnu ikke nået at dukke op.
Laurenne stillede sig i døråbningen og sendte med en irriteret håndbevægelse tjenerne væk.
"Jeg hører, at du er kommet til skade?" hendes stemme var venlig, sådan da. Hun så ingen grund til at holde på formerne, når hendes far alligevel ikke var på borgen. Dette afspejlede sig også i hendes beklædning som bestod af en blød dybrød kjole i et enkelt lag. Kjolens udskæring gav et fint kig til hendes kavalergang, men det gjorde alle hendes kjoler. Den var dog noget mere simpel end de kjoler, som hun normalt ville gå i. 

Da Jaris var kommet tættere på borgen, blev han mødt af et par tjenere, der hjalp ham indenfor. De lod ham støtte sig op ad dem, så han stort set ikke selv skulle halte videre. Han var blevet vist op på et værelse og var blevet bedt om at sætte sig, så en healer kunne se på hans skader. Sikkert ikke det pæneste borgen havde at byde på, men helt bestemt meget pænere, end det han selv var vant til på bordellet.
Jaris var egentlig blevet henvist til sengekanten, men når hele hans venstre side var gul og blå, grundet det hårde fald, var det lidt behageligere at sidde på et lidt hårdere underlag. Derfor havde han placeret sig på den simple stol og strukket venstre arm over stoleryggen. Han havde snuppet puffen, der egentlig hørte til lænestolen og lagt den dårlige fod op på den. Han havde ikke tænkt over, at han måske burde have smidt skoen først. Til gengæld havde han smidt skjorten ovenpå tasken og den sammenkrøllede kutte på gulvet, så det ville være lettere for healeren at komme til.

Jaris så ikke ud til at blive specielt overrasket, da han vendte blikket mod kvinden i døren. Han skar bare en grimasse i smerte, da han lige rettede lidt på sig.
"Det er ikke så slemt," svarede han. Han lagde tydeligvis skjul på hvor ondt han egentlig havde, det var ikke svært at se.
"Men du er ikke healer?" konstaterede han lidt nysgerrigt kort efter. Han lod blikket glide ned over hende, som om han vidste at hun ikke var healer, grundet hendes påklædning. Men det var ikke tilfældet. Når han befandt sig et nyt sted, fandt han altid evnen til at høre meget mere end de fleste, lidt betryggende. Derfor havde han selvfølgelig også overhørt tjeneren, da denne havde været inde for at informere kvinden.
"Kom du bare for at se den fremmede an? Måske sørge for, han ikke kommer ting, der ikke tilhører ham, i lommerne?" Ikke at det ville være helt usandsynligt, at Jaris kunne finde på at rage til sig, men kun hvis han fandt noget af særlig interesse. Det var vel også derfor, han var blevet vist til et gæsteværelse, hvor ingen genstande af betydning var placeret.
Hver gang Jaris tog et åndedrag, eller talte, kunne man lige ane en snert af smerte trække på sig, i hans mundvig, men udover det, gjorde han det egentlig rimeligt, med at skjule sin smerte.

Laurenne himlede med øjnene, og gik længere ind i værelset. Hendes blik var dog nysgerrigt, så hendes himlen med øjnene var mere ment i spøg.
"Mænd, hvorfor skal i altid spille så modige?" Hun gik helt hen til ham og nærstuderede hans skader. Eller egentlig nærstuderede hun mere hans krop, men skaderne blev dog også hurtigt lige betragtet. Han var en nydelig mand. Jo, han skulle nok være en passende underholdning de næste par timer. Hendes far og bror kom ikke hjem før om et par dage, selvfølgelig alt efter hvor mange dyr de nåede at få nedlagt, så de kunne ikke sige noget til, at hun brugte tid sammen med denne fremmede.
"Nej, jeg er ikke healer, men det kræver heller ikke en healer at se, at du er kommet mere til skade, end du vil fortælle mig" Hun hævede et øjenbryn. Hun var ikke dum, men det var nu heller ikke fordi det krævede noget geni at regne ud, at han nedspillede, hvor ondt han faktisk havde.
"Det er ikke pænt at lyve, når du er gæst i mit hjem" hun smilede til ham for at tage brodden af sine ord, det kunne ikke skade at gøre et godt førstehåndsindtryk.

Hun gik over til lænestolen, og rykkede den over ved siden af ham og satte sig ned.
"Selv hvis du skulle være interesseret i at stjæle fra os, er der intet af værdi i det her rum. Medmindre du altså har tænkt dig at prøve at stjæle møblerne eller sengetøjet" Hun lænede sig tilbage og så nysgerrigt på ham.
"Må jeg få dit navn? Jeg er Laurenne Sinnett, og i tilfælde af du ikke skulle have gættet det endnu, er det min families borg, som du befinder dig i" 

Jaris kunne ikke lade være med at smile svagt over hendes himlen med øjnene. Han holdt hele tiden blikket på hende, som han betragtede hende stå der og se nærmere på ham.
”Det kan jeg ikke svare på. Du må vel spørge en af dem, der rent faktisk ’spiller’,” svarede han, som smilet blev lidt bredere. Han hentydede pænt til, at han selvfølgelig ikke spillede. Han var da modig! Eller dumdristig, men blev han her meget længere, ville det ikke tage damen lang tid at opdage. Jaris havde nu aldrig gjort meget for at lægge skjul på sin væremåde og det havde han heller ikke i sinde, at gøre her.
Som kvinden påpegede, at det ikke krævede en healer at se alvoren af hans skader, forsøgte Jaris kort at se ned mod sin blå side, men den bevægelse var ikke specielt rar. Som han hurtigt udbrød et anstrengt suk, rettede han blikket tilbage mod hende og smilede igen. Som om intet var galt. Det smil udviklede sig straks til en kort latter over hendes næste ord.
”At skaderne er værre end jeg vil indrømme, er vel ikke det samme som at lyve. Jeg har det fint.” Han smilede fortsat, men man kunne stadig se, at han ikke fandt det særlig behageligt at trække vejret. Han talte dog ikke helt sandt, men det var vel ikke en decideret løgn fra hans side. Han stod fast ved, at det helt bestemt kunne have været værre.

Jaris fulgte hende stadig med blikket, som hun fik rykket stolen over ved hans side og tog plads. Derefter kastede han et hurtigt, overvejende blik mod møblerne og sengetøjet, før han trak let på skuldrene og så tilbage på hende.
”Hvis dine tjenere giver en hånd, tager jeg da gerne lænestolen med. Følger du med?” Som ordene forlod hans mund, så Jaris helt alvorlig ud, men så snart spørgsmålet var stillet, kunne det sædvanlige, lidt perverse blik anes. Han ville da ikke lægge skjul på, at han bestemt så hende som en køn kvinde.
”Jeg hedder Jaris. Og jo, det gættede jeg. Det er vel ikke en hentydning til, at jeg burde tiltale dig ’De’ og være høflig nok, til ikke at være halvnøgen foran dig?” Han spurgte med en tydelig tone af, at det helt sikkert ikke ville komme til at ske. Høflighed havde aldrig været hans stærke side og derudover var han altså langt bedre til at smide tøj, end at tage tøj på.

Laurenne rystede på hovedet med et lille smil. Hun kunne jo se på ham, at det gjorde ondt, men han insisterede åbenbart på at lade som om det var ingenting. Det ville hun sikkert kumne få noget sjovt ud af. Det kunne godt være, at han mente, at han ikke løj, men han fortalte i hvert fald heller ikke hele sandheden. Så behøvede hun heller ikke have dårlig samvittighed over at drille ham.

Hun grinede kort af hans kommentar.
"Jeg tror at du ville få et par vagter på nakken, hvis det var tilfældet."
Hun betragtede ham lidt, og rejste sig så op. Hun stillede sig foran ham og bukkede sig fremover, så hun kunne kigge ham i øjnene.
"Ingen grund til formaliteter mellem os" hun smilede venligt til ham. Hun bøjede sig lidt mere forover, så hun kunne undersøge hans skader. Hun var fuldt ud bevidst om, at hendes stilling vil give ham et direkte kig ned i hendes kavalergang.
"Er du sikker på, at det ikke er slemt? Du ser noget forslået ud" stemmen var sukkersød, og hun så på ham med sit bedste naive blik. Uden at lytte synderligt efter hans reaktion, lagde hun fingrene mod hans side og trykkede lidt til. Ikke hårdt, men nok til, at det burde gøre ondt på ham.
"Så det her gør slet ikke ondt?" Igen den sukkersøde stemme. Hun legede med ham, og hun gjorde intet for at skjule det.

Tanken om et par vagter i hælene morede ham tydeligvis, som der lige undslap en lydløs latter.
"Det ville ikke være første gang," kommenterede han hurtigt og endnu engang lod han blikket følge hende, da hun kom nærmere. Han havde selvfølgelig mere travlt med, at se lidt nærmere på hendes former, som hun bevægede sig ind foran ham og først da hun bukkede sig lidt ned for at se ham i øjnene, rettede han selv blikket lidt længere op. Et par vagter på nakken ville da helt bestemt være det værd, hvis det betød lidt ekstra nærvær med hende. Jaris ville højst sandsynligt glemme alt om den tanke igen om et øjeblik, fordi noget nyt og ligegyldigt ville falde ham ind. Og mon ikke han ville være bedst tjent med, i det mindste at vente på healeren, inden han begyndte på sine sædvandlige unoder.

Jaris nåede kun lige at få et glimt af det naive blik og lytte til den sukkersøde stemme, inden hans opmærksomhed ikke længere kunne holdes fra den gode udsigt, hun så fint havde budt ham, da hun bøjede sig lidt mere frem. Han havde da åbnet munden for at svare, men ord blev det ikke til og hvor hendes fingre var på vej mod, lagde han ikke mærke til.
Han besvarede hendes næste spørgsmål med et gisp og et anstrengt støn i smerte. Hans hurtige greb om hendes håndled, med den ene hånd, så han kunne fjerne fingrene lidt fra siden, måtte vel også være svar nok. Han valgte i hvert fald ikke at sige noget. I stedet smilede han igen.
Med den måde hun havde valgt at placere sig, så han havde perfekt udsyn til hendes kavalergang, og i og med hun ikke lagde det mindste skjul på, at hun legede med ham, tog han en chance. En chance, da han tog bedre ved om hendes håndled og begyndte at flytte hendes hånd fra hans side og længere ned. Dog ikke helt uden få smertegisp.
"Noget siger mig, at det ikke helt var dér, du helst ville røre." Han måtte holde vejret i få sekunder, da han rettede ryggen lidt for at læne sig lidt frem mod hende, som om det gjorde smerten mere udholdelig. Det gjorde det ikke.
Jaris skænkede det ikke en eneste tanke, at healeren kunne dukke op hvert øjeblik.

Selvom Laurenne havde mere travlt med at kigge på hans skade end at holde øje med, hvor han blik vandrede hen, var hun ikke i tvivl om, hvad han iggede på. Hun udstillede sig på den måde ganske med vilje, og hun ville faktisk blive skuffet, hvis han ikke udnyttede muligheden.
Hans anstrengte støn fik hende til at smile, hun vidste, at hun havde ret i, at han havde ondt. Hun var ikke ude på at skade ham, hvilket var grunden til hun ikke pressede hårdere, men hun ville gerne prikke bare en lille smule til hans stolt. Se, om hun kunne få han til at indrømme, hvor ondt han faktisk havde.

Hun ville have rykket hånden for at prikke til et nyt ømt sted, men lod ham i stedet rykke hendes hånd nedad. Det var ikke ligefrem, hvad hun havde forventet, at han ville gøre.
Hun lavede nogen masserende på bevægelser med hånden, mens hun så på ham. Det her var en interessant udvikling.
"Du har så ondt, at du næsten ikke kan bevæge dig, og jeg gør ikke noget, uden at bliver gengældt" Hun rettede sig op og trådte et skridt tilbage. Hendes smil fortalte med alt tydelighed, at hun morede sig over situationen.
"Så hvad med at du starter med at vente på en healer, som en god lille dreng?" Hun smilte sødt til ham, og satte sig over på sengen.

Næsten lige efter hun havde fået placeret sig på sengen, kom en healer ind på værelset. Hun kiggede fra Laurenne og til Jaris, og det var ikke svært at gætte, hvad hun mon tænkte. Hun sagde dog ikke noget, ingen grund til at blande sig i andres affærer. I stedet gik hun hen til Jaris, så hun kunne få healet hans skader og komme ud igen.

Smilet bredte sig, som hun faktisk gav ham lov til at flytte hendes hånd længere ned. Jaris havde egentlig forberedt sig på en syngene lussing, for selvom han ikke rettede sig efter høfligheder, så var han da godt klar over hvordan en kvinde i hendes position, som regel forventede at blive behandlet. Og det var, i de fleste tilfælde, ikke som en hurtig chance for at dække en fremmed mands behov.
Han nød de små, masserende bevægelser hun gjorde med hånden og forventningen viste sig tydeligt i de orange øjne, men det varede da ikke længe. Lige så snart hun stoppede, forsøgte Jaris at skjule, hvor skuffet han lige blev. Det kom dog tydeligt til udtryk i det tunge suk, som selvfølgelig også gjorde ondt i siden.
"Kvinder. Hvorfor skal i altid være så grådige? Eller forkælede." Det var jo tydeligvis kun det, der var problemet her. At hun ikke ville gøre noget, uden at få noget igen. Med flere, anstrengte lyde, fik han rettet sig tilbage igen, så han ikke længere sad lænet fremad. Han nåede lige at sende hende et lidt irriteret blik over hendes kommentar, men han nåede ikke at svare, før healeren trådte ind ad døren.

Jaris vendte straks blikket mod kvinden og nikkede kun kort som hilsen. Han kunne ikke lade være med at småfnise lidt over hendes tydelige tanker om ham og Laurenne. Det var så fristende at kommentere på det, men hun gik hurtigt i gang med det, hun var kommet for og Jaris udbrød endnu et støn af smerte, da hun lagde hånden mod siden, præcis det samme sted, hvor Laurenne havde lagt fingrene tidligere. Det gav et gib i ham, da hun flyttede på hånden første gang, men langsomt kunne han mærke at smerten fortog sig en smule.
"Du burde være sikker på hvem du taler til, før du kalder en gammel mand 'lille dreng'," sagde han sammenbidt, men stadig med et smil på læben, da han skævede mod Laurenne. Healeren fik kort kigget noget forundret på ham, for sådan talte man da bestemt ikke til en adelig kvinde, men hun blandede sig stadig ikke.
"... Og 'god'," tilføjede han lige efter, som han kort hævede et øjenbryn og så på hende, som om han havde mindre søde planer. Det var ikke tilfældet, men kun for at understrege, at hun ikke skulle forvente handlinger fra ham, der afspejlede 'en god, lille dreng'. Derudover måtte han jo forsøge, at tænke på noget andet end smerten, mens healeren fortsatte hele vejen ned af hans side.

Laurenne ignorerede hans kommentar. Hun var grådig, det var nu ikke noget nyt. Men var det grådighed, at hun ville have noget tilgengæld for at give ham nydelse? Det ville hun nu ikke mene. Men det kunne også være ligegyldigt, hun havde kontrollen her, så han havde ikke noget at sige. Selv hvis han ikke tog afvisningen pænt, havde han så ondt, at han næppe ville kunne gøre noget. Hans irritation morede hende, for hende var det her stadig en leg, og han var et ganske underholdende lille legetøj, han havde ikke givet hende nogen videre grund til at vise ham respekt, trods alt.

Hendes nysgerrighed blev vækket lidt. Så han var en gammel mand? Enten holdt han sig utroligt godt, eller var han ikke et menneske. Det sidste var langt det mest sandsynlige. For nu ville hun ikke spørge nærmere ind til, hvad han helt præcist var, men hun skrev sig bag øret, at det kunne være interessant at finde ud af senere.
Hun grinede kort. Så hun måtte ikke kalde ham god? Hun kunne ikke sætte fingeren på, hvorfor hun fandt det sjovt, men bare måden han sagde det på.. Hun kunne ikke tage ham helt seriøst.
"Hvis du har skumle planer for mig, skal du være mere end velkommen til at vise mig dem" hun lod blikket glide ned over hans krop, og smilede så provokerende til ham. "Når du altså en gang kan bevæge dig uden at krumme dig sammen af smerte."
Hun trak det ene ben op i sengen, så hun kunne støtte sin hage på knæet. Hun var ligeglad med, at bevægelsen fik kjolen til at glide op ad benet, som stadig var placeret på gulvet.

Hun så utålmodigt på healeren, hun kunne ikke fortsætte sin leg ordentligt, så længe hun var i lokalet. Hun stolede ikke på, at healeren ikke ville sladre til hendes far, og det var det absolut sidste hun ønskede.
"Er du snart færdig med ham?" hendes stemme afslørede hendes utålmodighed. Hun var spændt på at se, hvor meget han ville kunne bevæge sig, når healeren endelig var færdig. 

Laurennes nysgerrighed blev vækket og det blev bemærket, men selv Jaris var tæt på taknemmelig for, at intet blev uddybet yderligere. Ikke lige nu. Han var trods alt ikke klar over hvilke folk, han var havnet i selskab med og kommentaren var kun røget ud, fordi han var mopset over hendes lille kælenavn til ham.
"Åh? Du keder dig så meget, at du måske ligefrem håber, at den fremmede har skumle planer med dig?" Jaris smilede bredt, som han endelig kunne læne sig ordentligt tilbage på stolen og sætte sig lidt dovent, som han plejede. Healeren havde fået ordnet hele siden, der ikke længere var blå, men pænt matchede resten af hudens farve. Hun havde ikke brugt længe på at heale flængen i hans øjenbryn og vasket det overskydende blod væk.
Han ville have gengældt det provokerende smil, men blev lidt distraheret af, at hun fik flyttet på kjolen. Ikke nok med, at hun havde fjernet den gode udsigt, i form af en velformet kavalergang, fra hans udsyn, så sad hun nu også og lokkede med bar hud under kjolen. Efter så dårlig en dag, med en alt for lang rejse, på ryggen af en umulig hest, så var det jo ligefrem tiltrængt med en lidt villig kvinde. Og havde han haft de bryster direkte i ansigtet, havde han med glæde undværet healeren.

"ARG, for Zaladin!" Udbrød han, idet han rettede et decideret vredt udtryk mod healeren, der havde trukket skoen af hans dårlige fod. Smerten i siden havde fyldt så meget, at han ikke havde tænkt så meget over smerten i foden. Før nu. Hun sendte ham et lidt undskyldene blik, men han sagde intet. Han sukkede kun lidt frustreret, for han kunne umuligt bebrejde hende smerten, selvom det da var fristende lige nu. Det tog hende heldigvis ikke længe at fjerne smerten, for der var ikke andet at heale, end en forstrukket nerve. Han skævede kort mod Laurenne, som hun skyndte på healeren og som han trak benet til sig igen og skubbede puffen lidt væk, nikkede han kort som tak til kvinden.
"Du må hellere skynde dig. Jeg tror hun bider," smågrinede han til healeren, der hurtigt rejste sig, nejede og forsvandt ud af rummet.

Da Jaris endelig rejste sig, var det helt smertefrit og med et utrolig lettet suk. Efter at have brugt så lang tid på at spænde så meget i kroppen, var det virkelig rart, endelig at kunne strække sig lidt ud. Lidt småskrammer var stadig til at se lidt hist og her, men de var ikke værd at bruge en healer på.
"Hvorfor så utålmodig med det stakkels kvindemenneske? Kunne du ikke vente, med at få mig helt for dig selv?" Det var et tykt, selvfedt smil, der hvilede over hans læber, da den sætning forlod hans mund. Nu var der jo ingen smerter til at holde ham tilbage, så den alt for selvglade attitude kom hurtigt til overfladen igen. Samtidig stak han hænderne i bukselommerne og bevægede sig over mod sengen. Han stoppede først op, da han stod direkte op og ned ad hende og selvfølgelig så han ingen grund til, at tage skjorten på igen.

Laurenne grinte en smule. Var det virkelig så nemt at se, at hun kedede sig bravt? På den anden side, hvorfor skulle hun bruge tid på at lege med ham, hvis det ikke var fordi hun kedede sig voldsomt. Det krævede selvfølgelig ikke nogen videre skarp person et regne ud.
"Det er så svært at finde god underholdning på en borg som denne" Hun overvejede kort, hvor meget hun skulle sige. Han virkede ikke farlig, og desuden var der stadig rigeligt med vagter overalt på borgen. "Især når alle mændene efterlader mig her for at tage på jagt" Det var en slet skjult hentydning til, at de kunne gøre mere eller mindre hvad de ville, de eneste som holdt øje med dem var tjenerne og vagterne, og mon ikke hun kunne forhindre dem i at sladre til hendes far?

Hun ignorerede hans smertesudbrud, og studerede i stedet sine negle som om hele situationen på værelset kedede hende bravt. Det gjorde det som sådan også. Hun havde efterhånden fået det sjov ud af ham, som det var muligt så længe han var skadet. Så det var først da healeren var gået, at hun igen så hen på Jaris.
"Nu lokkede du mig jo med skumle planer, så jeg er ganske enkelt spændt på at se, om det var rene tomme ord" Hun placerede benet på gulvet igen, og lænede sig en anelse fremad. Hun trak skuldrene en smule bagud, så brysterne blev skudt frem og den løse kjole igen tillod ham et kig ned i kavalergangen. Hun kunne lide den reaktion det havde skabt hos ham tidligere, og hun ville se, om hun kunne få andre spændende reaktion ud af ham. 

Jaris hævede det ene øjenbryn og nikkede svagt. Han så en anelse skeptisk ud. Han havde svært ved at forestille sig, at kedsomhed skulle være den eneste grund til hendes interesse. I hans øjne kunne der findes enorme mængder underholdning sådan et sted, som dette. Det var vel kun fordi han ikke brugte hver dag på denne side af murene. Skulle han få mulighed for det, kunne det da være interessant nok lige at se sig omkring. Men det kunne helt sikkert vente.
”Og du mener at det ville være mere underholdende, at rende rundt i skovene og flagre med en bue og pil?” Jaris lo. Det var helt bestemt ikke en underholdningsform han havde nydt godt af.
”Så hellere bruge tiden på at sove længe, forvirre herskabet med drillerier, lemfældig omgang med tjenestefolkene. Og fremmede, der måtte komme såret forbi,” remsede han op. Han talte tydeligvis af erfaring og hentydede endnu tydeligere til, at han da slet ikke ville beklage sig over lidt ekstra opmærksomhed. Men det havde hun vel opfanget for længst.

Det var ikke lige nøjagtig den form for opmærksomhed Jaris var mest interesseret i, men han kunne nu alligevel ikke lade være med at kigge fornøjet, da kavalergangen blev udstillet noget så pænt igen.
”De skumle planer var din idé, ikke min,” svarede han, stadig med blikket vendt direkte ned mod hendes barm. Det var vel heller ikke helt forkert, det var jo kun et blik, der havde hentydet til noget lignende, men ingen ord.
”Men jeg synes da stadig, at vi skal fortsætte, hvor du slap. Nu har jeg jo mulighed for at give dig noget til gengæld, så du må hellere give mig noget, jeg kan gengælde for,” smilede han, idet hans blik endelig fandt vej til hendes igen. Han lænede sig lidt frem, bøjede sig lidt ned over hende og straks kunne man ane et lidt for drillende slør i de orange øjne.
”Tag endelig begge hænder i brug denne gang. Som en god, lille pige.” Bare for at være lidt ekstra irriterende, talte han til hende, som om han bogstaveligt talt henvendte sig til en lille pige. Lidt gengæld skulle han vel give, for det alternative kælenavn han havde fået tidligere.

Laurenne trak på skuldrene, som svar på hans spørgsmål. Det var ikke fordi selve jagten sagde hende det store, det var mere princippet i at blive sidestillet med hendes bror, som fik lov til at komme med på jagten. Hun kunne ikke fordrage, at hun blev betragtet som værende mindre værd end ham. Denne gang kunne man dog kalde det held i uheld, at hun ikke havde fået lov til at komme med. Var hun ikke blevet tvunget til at blive hjemme, vil hun formentlig ikke have mødt Jaris.
"Hvis jeg bruger alle dage på at sove længe, ender livet med at passere uden at jeg får en chance for at nyde det" Hun havde aldrig været god til at sove længe, der var for mange ting, som hun skulle nå og som hun skulle have styr på. "Og hvad angår lemfældig omgang med tjenestefolkene.. De sladrer så forfærdeligt. Desuden er de jo nærmest bange for at røre mig. jeg har ikke brug for folk i min seng som behandler mig som om jeg kan gå i stykker når som helst" Han kunne selv få lov til at tolke på, hvad hun mente med det, men det var næppe svært at regne ud.

Hun kunne ikke lade være med at gøre sig lidt til, så barmen blev udstillet yderligere. Hun nød den måde mænd kiggede på hende, der var en form for magt i det.
Hun overvejede kraftigt, om hun skulle forlange noget fra ham, før hun ville give ham noget. Det var fristende, men det havde også potentiale til at udvikle sig til en form for tovtrækning, og det var ikke, hvad hun havde lyst til lige nu. Så i stedet lagde hun sin hånd over hans køn og lavede de samme masserende bevægelser som før.
"Jeg tror at du vil finde ud af, at jeg langt fra er en god lille pige" Hun lod sig ikke gå videre på, at han talte ned til hende. Han skulle nok få at se, at hun langt fra var nogen naiv lille adelsfrøken.
"Hvis du vil have, at jeg skal bruge begge hænder må du jo hellere tage resten af tøjet af" Hun fortsatte sine bevægelser, og så op på ham. Hun havde ikke tænkt sig at løsne hans bukser, det kunne han selv få lov til, hvis han var interesseret  i at fortsætte.
 

Havde Jaris kendt til andet, end kun lige det tyndeste lag af overfladen, af Laurennes liv, ville han helt bestemt ikke have følt den snert af misundelse, som lige bed ham i nakken. At sove længe var jo ligefrem et privilegie og ikke et han nød meget af. Han var oftest alt for optaget af praktisk arbejde på bordellet. Når han ikke var, så brugte han måneder og atter måneder, på at rejse mellem Rubinien og Dianthos. Denne gang også Azurien og meget søvn fik han altså ikke under den frie himmel. Han oplevede så til gengæld også en del. Måske mere end hvad Laurenne gjorde, hvad vidste han.
Der var ingen tvivl om hvordan Jaris opfattede hendes ord. Han morede sig lidt over hendes måde at beskrive samtlige tjenefolk på borgen på. Jaris havde kun få kvinder på bordellet, der brugte tid på at tjene, men de fungerede primært som glædespiger og derfor var det ikke et problem, han kendte til.
”Det er noteret. Ingen ømfindtlig omgang med adelsdamen.” Han skulle da være mere end glad for at kunne tage ordentligt fat, i deres kommende leg.
”Det må meget gerne gælde den anden vej også,” skulle han da lige tilføje, selvom det ikke ville komme det mindste bag på ham, hvis hun ikke var den blide type. Det var i hvert fald ikke det indtryk hun på noget tidspunkt havde givet ham.

Så snart Jaris mærkede hendes hånd og de masserende bevægelser mod sit køn igen, lød et lille, nydende suk fra ham. Nu da de ikke stoppede så kort tid efter, fik hans krop da også mulighed for at vise den positive virkning det havde.
”Bevis det. Jeg har hørt, at alle adelskvinder opfører sig så pænt,” sagde han en anelse provokerende i sin tone. En masserende hånd mod hans manddom, var jo langt fra nok for ham til at bevise, hvor sød en pige hun ikke var.
Han kunne ikke lade være med at smågrine lidt lydløst af hendes næste kommentar. I hans hjem, ville enhver kvinde der ikke ville pille tøjet af ham, blive afstraffet. Var de lette nok at koste rundt med, bad han dem endda selv vælge en passende straf. Men Laurenne var, beklageligvis, ikke en af hans piger. Så stille og roligt bandt han snoren i bukserne op, satte tommelfingrene i buksekanten og skubbede dem ned over bagdelen, til de selv gled resten af vejen. Som han trådte ud af både bukser og den anden sko, så han på hende som om han direkte forventede, at hun skulle fortsætte.

Det var altid noget, at Jaris opfattede hendes kommentar, som det var meningen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, da han påpegede, at hun også gerne måtte tage fat. Det var langt fra de fleste mænd som indrømmede, at de kunne lide, når en kvinde var lidt hård ved dem, deres skrøbelige maskulinitet kunne ikke klare at blive udfordret en smule.
"Det er noteret" Det passede hende ganske fint. Det var meget sjovere, hvis man kunne få lov til at tage lidt hårdt fat i den man havde med i seng. Hendes erfaring var, at en lille smule smerte kun gjorde nydelsen meget større.

Bevis det? Han skulle nok få beviser. Hendes måde at komme frem i verdenen var ved at være tilpas provokerende og udfordrende overfor mænd til, at de blev som ler i hendes hænder, meget til hendes fars konstante hovedpine. Hun vidste nøjagtig hvad man skulle gøre ved en mand.
"De fleste af os er kun søde til du får os ind med i seng" Hun vidste, at hun langt fra var den eneste adelskvinde som brugte de beskidte små tricks, hun havde trods alt ikke lært det hele ved at prøve sig frem.
Da han smed bukserne rejste hun sig op, og trådte helt ind til ham. Hendes hænder gik på eventyr overalt på hans krop, dog uden at dvæle nogen bestemte steder. Som hendes hænder bevægede sig længere nedad, satte hun sig ned på knæ. Hun satte neglene ned i hans hud, på det øverste af hans lår, og trak streger ned ad hans ben. I mens tog hun ansigtet tæt nok på til, at han kunne mærke hendes ånde. Hun havde ikke tænkt sig at gøre noget endnu, selv hvis han forsøgte at tvinge hende til at komme tættere på, havde hun tænkt sig at stritte imod. Han kunne få lov til at tigge om det, kunne han. 

At fremstå maskulin overfor andre, havde nu aldrig været en bekymring Jaris havde. Ville han have noget, specielt når det gjaldt de lystige behov og søde ting, var han ikke bleg for at fortælle, hvordan det skulle gives. Ellers ville intet af det, være det værd. Selv hvis det havde været et lille spark til hans maskuline fremtoning, var det jo ikke fordi han regnede med, at ham og Laurenne skulle ses igen. De boede så langt fra hinanden og han var trods alt kun kommet, ved et uheld. Så ingen grund til den mindste smule bekymring.

Hendes svar fik Jaris til at smile helt tilfredst. Så langt så godt. Teknisk set havde han jo allerede fået hende ned i sengen, så der var vel ikke langt derfra. Idet hun rejste sig og trådte et skridt tættere på, faldt hans blik til hendes barm igen. En fantastisk udsigt og hænder, der vandrede rundt på hendes hans krop, det var jo helt afslappende. Hans behag kunne da også høres på de lidt dybe åndedrag han tog.
Som hans forventninger steg og hendes hånd blev rykket længere ned, og hun derefter satte sig på knæ for ham, lænede han hovedet bagover og lukkede øjnene. Han udbrød et lavmælt støn, da han mærkede neglene ned over lårene og han skælvede svagt, som hendes ånde kunne fornemmes. Af ren vane løftede han den ene hånd og lod sine fingre flette sig ind i hendes gyldne lokker, klar til at dirigere tempoet, så snart hun lagde sine læber om ham. Men intet skete.

Da han åbnede øjnene igen og rettede blikket ned mod hende, var det med et noget uforstående udtryk.
"Og du stopper fordi?" Spurgte han undrende, men sekundet efter sendte han hende et smil, som om han havde regnet det ud.
"Åh, det beklager jeg, det er min fejl. Jeg har også hørt, at adelskvinder ikke er opdraget til at tænke selv," sagde han, idet han slap grebet om hendes hår igen.
"Nu skal jeg forklare. Når først damen frivilligt har sat sig på knæ for manden, så er det som regel tegn til, at hun gerne vil tilfredsstille ham med munden. Er det nok, eller skal jeg uddybe?" Spurgte han, næsten helt høflig i tonen, selvom man tydeligt kunne se på ham, at han morede sig, som han stod der og afventede hendes svar. Det var vel det mindste han kunne gøre, inden han direkte ville beordre hende til at gøre som der blev bedt om.

De nydende lyde fik Laurenne til at smile en smule provokerende, selvom han ikke ville kunne se det. Forhåbentligt var han overbevist om, at hun vidste hvad hun lavede. Ulempen ved hans nydende lyde og hånden som greb fat i hendes hår var, at hun selv blev påvirket af hele situationen. Ikke nok til, at hun ikke kunne holde sig tilbage, men hun havde da større og større lyst til faktisk at tage ham i munden, så hun bagefter ville kunne hive ham med ned at ligge i sengen. Men hver ting til sin tid, nu havde hun andre planer først.

Hun så op på ham med store, uforstående øjne, da han begyndte at snakke. Ren spil for galleriet. Hun fandt hans kommentar utrolig flabet, men de kunne gudskelov være to om dette spil.
"Åh, tænk, det vidste jeg slet ikke" Hun holdt sin stemme sød og uskyldig, men lige bagved lå sarkasmen gemt. Hendes fingre gled op ad hans lår og om til hans baller, som hun satte neglene i.
"Men ser du.. det havde jeg slet ingen intentioner om, da jeg satte mig herned" Med de ord rejste hun sig op, og satte sig på sengekanten. Hun legede med ilden, det vidste hun godt. Det var ikke til at sige, hvordan han reagerede, eller om han ville blive så træt af hende, at han tog tøjet på igen. Hun tvivlede dog på det, hun havde ikke ligefrem været sød ved ham indtil nu.

Jaris smilede stadig stort, selvom han egentlig igen havde forventet en helt anden reaktion fra hende. Hun tog hans flabede kommentarer langt pænere, end han lige havde troet. Selv hvis han havde talt sådan til den pige på gården, der overtog som leder når han ikke var der, havde han fået én på siden af hovedet. I stedet reagerede Laurenne med en helt rolig kommentar, som hun spillede med på hans flabethed. Et eller andet sted irriterede det ham lidt. At hun ikke blev nær så påvirket af hans nedladende ord, som langt de fleste andre ville blive. Men den irritation skjulte han godt. Han skulle da endelig ikke vise hende, at han ikke fik præcis hvad han ønskede.

Nu når Laurenne ikke havde valgt at fortsætte som Jaris havde håbet, ville han heller ikke give hende den tilfredshed at se hvor meget han nød hendes berøringer og neglene i ballerne. Han måtte bide sig i underlæben, for at holde et lille støn afdæmpet, så kun et lavt suk undslap hans læber.
”Jaså? Du venter måske på at manden falder på knæ for dig?” Han fulgte hende med blikket, som hun rejste sig og satte sig på sengen. Men han sørgede for at samme blik insinuerede, at det ikke ville komme til at ske.

I stedet trådte han helt tæt på hende, lagde hænderne mod hendes lår og borede fingrene, næsten så hårdt han kunne, ned i huden, for ikke at give hende meget valg, da han skubbede hendes ben fra hinanden og gjorde plads til sig selv mellem dem.
Han slap med den ene hånd og førte den op over låret, og videre, til den hvilede mod hendes lænd. Han hev hende helt ud til kanten af sengen, så han kunne presse sit underliv mod hendes, lade hende mærke hvor opstemt han var.
Så slap han hendes andet lår og lod den glide op over hendes overkrop. Han gav brystet et lille klem, inden hånden fortsatte og lagde sig om i nakken, hvor han greb hårdt fat om det lyse hår. På den måde var det lettere at holde hendes hoved fast, da han rykkede sit hoved tættere på hendes og kun lige lod sine læber strejfe hendes.
”Eller måske du rent faktisk er en god, lille pige og har fortrudt?” Hviskede han, med et lille, flabet smil i mundvigen. Nu havde han da i hvert fald lige bevist, at han helt bestemt ikke var bange for at tage fat, så mon ikke han havde vækket hendes lyster bare lidt mere.

Laurenne havde ikke ligefrem regnet med, at hebdes små,drillerier ville skabe den reaktion fra Jaris, så der kom en lettere overrasket lyd fra hende, da han borede fingrene ned i hendes lår, og skubbed hendes ben fra hinanden. Grebet i hendes ben gjorde en smule ondt, men på den absolut bedst tænkelige måde.Hun kunne sagtens gøre modstand, bare for at gøre det en lille snule sjovere, men hun valgte at lade være. Det var jo egentlig noget lignende, som hun havde været ude efter. Skubbe lidt til ham for at se, hvad han ville gøre. Hun var tilfreds med hans reaktion, selvom den var kommet bag på hende.

Hun kvalte et tilfreds støn, som han næsten formåede at fremtvinge, da han pressede sit underliv mod hendes. Hun ville ikke give ham tilfredsheden af at vide, at hans behandling virkede. 
Den hårde behandling havde sin virkning på hende, selvom hun gjorde sit bedste for at virke upåvirket. Hun var slet ikke færdig endnu. Hun havde været sammen med andre mænd, som havde forsøgt at tæmme hende, og det var ikke lykkedes nogen af dem endnu.
"Hvis du vil have en god lille pige, har du fået fat i den forkerte" Hun så ham trodsigt ind i øjnene. Hun var utrolig spændt på at se, hvordan han ville reagere på hendes lille udfordring, hvad hun havde set indtil nu havde jo været ganske lovende.