Det var efterhånden begyndt at blive køligt i Dianthos. For de lokale betød kulden formentlig ikke det store, men for Nicola udgjorde den et stort problem. Han var næsten kun lige ankommet til Dianthos efter Sobek havde smidt ham ud. Han ville være gået retur mod Rubinien, men hans krop var stadigvæk ødelagt, og helt ærligt følte han sig stadig forvirret, så han var egentlig bare begyndt at gå.
Han havde sovet på gaden indtil nu. Ikke noget, som normalt ville være et problem, men han var ikke vant til noget der var koldere end nætterne i Rubinien, og han kunne godt mærke, at han ikke kunne sove ude meget længere. I hvert fald ikke uden at skaffe sig noget varmere tøj. Normalt ville han have tigget sig til penge eller en seng for natten, men hans sædvanlige selvtillid var blevet massivt skadet efter opholdet i Sobeks hytte, så det havde han ikke haft meget succes med.
Det var i sandhed ved at være en desperat situation han stod i, så han havde besluttet sig for, at når han nu ikke kunne tigge sig til penge, måtte han tage andre midler i brug. Han havde aldrig før brudt ind i et hus, det var alligevel en grænse, som han ikke ville krydse.. men hvad man ikke ville gøre for lidt mad og lidt varme. 

Han var kravlet op på et af hustagene et stykke væk fra det hus, som egentlig var hans mål. Han havde holdt øje med husene i et par dage. Han ville ikke bryde ind et sted, hvor han vidste, at der var børn.
Han listede forsigtigt hen over hustagene. Noget han gudskelov var vant til fra sine dage i Balzera. Han vidste, at det var en risiko at rende rundt på tagene i en fremmed by når det var mørkt. Hans nattesyn fejlede dog ikke noget, og husene stod tilpas til på hinanden til, at han ikke vurderede det som en risiko.
Endelig kom han frem til sit mål, en smal murstensbygning på balkoner på anden sal. Uden de store problemer fik han kravlet op på taget. Han lagde sig ned, og møvede sig på maven hen til kanten, så han kunne se balkonerne under sig. Han lå stille et øjeblik og lyttede, han kunne ikke umiddelbart høre nogen aktivitet, så han greb fat i kanten af taget, og svang sig ned. Han landede på balkonen med en svag lyd, som han håbede på ingen hørte. Han listede hen til balkondøren, og forsøgte at få den åbnet.   

Langt om længe, fik Nicola dirket døren op. Ingen havde reageret på hans arbejde med døren, så han tvivlede på, at der var nogen i rummet på den anden side. Han åbnede dog alligevel døren ganske langsomt, og tittede ind. Rummet var ganske rigtigt tomt, så han gik helt ind, og lukkede forsigtigt døren bag sig. Han gennemsøgte hurtigt lokalet. Der var ikke noget videre interessant at finde. Han var primært interesseret i krystaller, tøj eller mad, og ikke ting som ville kræve, at han sælgede dem videre. Han endte med at gå hen til døren som ledte ud fra værelset, og lirke den op. Gangen udenfor var lige så tom som værelset. Så lydløst som han kunne, bevægede han sig ned ad gangen.
Hans plan var, at starte i stueetagen, og så bevæge sig op til det samme værelse. Der var ingen garanti for, at der var en mulig udgang i stueetagen, så han ville helst ikke bruge tid på at undersøge alle etager, for så at bære hvad end han fandt op til 2. sal igen. 

Han fandt ikke noget videre interessant i stueetagen. Han bevægede sig direkte end mod den ene ende af stueetagen, ned mod en lukket dør. Nok var han ikke nogen erfaren indbrudstyv, men lukkede døre kunne ofte betyde, at der var noget værdifuldt gemt bag dem. Eller en sovende person, hvilket uden tvivl ville betyde problemer. Ikke desto mindre åbnede han langsomt døren, klar til at tage benene på nakken, hvis der stod nogen på den anden side. Han var ikke i nogen som helst form til at deltage i en slåskamp lige nu, så flugt ville være den bedste plan.
Han hørte ingen stemmer som reaktion på, at døren blev åbnet, så han vovede at gå helt ind på værelset og lukke døren efter sig.

Man kunne næsten så lysene i hans øjne som de scannede rummet. Han var ikke i tvivl om, at han havde fundet det helt rigtige rum. Det tog ham et øjeblik, før han fik taget sig sammen til at begynde at gennemgå tingene. Der måtte da være noget i værdi! Han tog, hvad han lige kunne finde af krystaller og ting, som han regnede med kunne byttes for et måltid mad. Ikke noget, som ville være for svært at omsætte. Han var ligeglad med, at han efterlod et rod, han havde alle intentioner om at være væk, før nogen kom tilbage. Han stoppede op, da han stødte på en tegning af en halvkat. Han kiggede nøje på det, forsøgte at skabe en form for mening i, hvad han så på tegningen. 

Nicola  var for travlt optaget med sin gennemgang af tingene til, at han lagde mærke til noget andet. Billedet han stod med, gav ham ubehagelig fornemmelse i maven. Han kendte ikke historien bag det, men det gav ham ubehagelige minder om at blive ejet af andre. Han skulle til at lede videre, stadig med billedet i hånden, da en stemme stoppede ham. Hans krop stivnede og han fik et ubehageligt sug i maven. For et kort øjeblik mærkede han  dem samme frygt, som når Sobek havde fanget ham i at gøre noget, som han ikke måtte.

Han vendte sig langsomt rundt, bange for hvvad han ville se, lige så snart han fik vendt sig helt. Lige så snart han så den anden person i lokalet, slappede han langt mere af, frygten sad dog stadig i kroppen. Der stod ikke nogen grovt udseende mand, som med lethed kunne kaste ham rundt. Derimod stod der en ung mand, som ikke virkede til at være meget ældre, end han selv var.
"Der var en åben dør på balkonen. Jeg har ikke ødelagt noget, det ville skabe mere larm" Han så ikke nogen grund til at lyve, det var ikke ligefrem fordi der kunne være tvivl om, hvad han havde været igang med inden han blev afbrudt.

Nicola kunne ikke lade være med at krumme sig lidt sammen under den andens blik. Han kunne ikke helt sige hvorfor, han havde ikke haft det sådan tidligere. Tilbage i Rubinien ville han formentlig bare være kommet med en undskyldning og forsøgt at tale sig ud af situationen. Han kunne endda sagtens have brugt sin evne på at komme ud af hele situationen, men lige nu føltes det.. forkert?

Han kom med nogle protesterende lyde, da han blev puffet hen i lyset, men mere modstand blev det ikke til. Det sad stadig i ham at gøre, hvad der blev sagt uden at stille spørgsmål. Han forsøgte at skjule, hvor ubehageligt han fandt det sådan at stå og blive betragtet.
"Panter.. ikke bare en almindelig kat" Han rykkede lidt nervøst på sig.
"Nej, jeg skulle bare finde et hus, som jeg kunne komme nemt til. Jeg har ikke været i byen ret længe" Han tøvede et øjeblik. Hvor meget skulle han fortælle? Kunne han mon vinde noget sympati ved den anden mand.
"Jeg ville bare finde et hus, hvor der ikke var børn.. jeg begår normalt ikke indbrud" Han største frygt lige nu var, at der ville blive kaldt på byvagterne. Forhåbentligt ville den anden ikke kalde på dem, hvis han vidste, at det var enengangsforseelse. At det så ikke var første gang han generelt stjal fra nogen, ja, det behøvede han jo ikke fortælle.

Interessens i manden stemme gjorde ikke ligefrem Nicola mere tryg. Hvorfor var det så interessant, at han var halvt panter? Det var vel ikke så anderledes end mange andre halvvdyr. Nu havde han godt nok ikke brugt lang tid på at sætte sig vidrre ind i sin race.. Han valgte at lade være med at kommentere på ordene om racens sjældenhed. Det virkede nu heller ikke som om, at der blev snakket direkte til ham.

Hans ansigt fortrak sig i en lettere vred mine, og en lav knurren kunne høres fra ham. Han havde intet mod prostitution, men et bordel kun besat af halvdyr kunne kun få ham til at tænke på en ting.
"Slaver" Han trådte et enkelt skridt tilbage, klar til at stikke af. "Hvis du kun har halvdyr her, er de så dine slaver? Jeg ved hvor mange halvdyr, der bliver holdt som slaver" Han vidste ikke noget om skikkene i Dianthos, men i Rubinien var det ikke usædvanligt, at halvdyr blev holdt som slaver. En skæbne han heldigvis selv havde undgået.

Han så stadig mistroisk på den anden mand. Hele talen om hvordn han ville blive straffet, fik han heller ikke ligefrem til at stole mere på ham. Uden at tænke over det, gned han sit ene håndled. Udsigten til at miste en hånd var ikke ligefrem opløftende.
"Hvis jeg siger ja så får du bare sendt bud efter byvagterne, mens jeg sidder og drikker med dig" Han havde ingen intentioner om at blive der længere end højest nødvendigt.

Nicola så stadig på den anden med mistroen tydelig i blikket. Nok vidste han ikke meget om bordeller, men han var før løbet ind i prostituerede, og ingen af dem havde beskrevet deres respektive bordelejere som familie. Alligevel endte han med at følge med ud i køkkenet, der ville det formentlig også være nemmere at finde noget at forsvare sig med, hvis byvagterne alligevel blev tilkaldt. Han nippede lidt til vinen, han ville helst ikke have for meget.

Den lange tale formildede hans mistroiske udtryk en smule. Han havde ikke noget imod, hvis der blev tilbudt ordentlige forhold til pigerne på bordellet, men han var stadig ikke sikker på, om han troede på, at det faktisk var tilfældet. For nu nøjedes han dog med at nippe til sin vin. Han ville ikke gøre den anden vred ved at stille yderligere spørgsmål ved hans motiver.
Han så sultent på maden, som blev forberedt. Lige så snart det blev stillet frem til ham, satte han tænderne i det. Han var helt forfærdelig sulten, så maden blev fortærret i store bider. Han så op fra maden og sank den mundfuld, som han var igang med at tygge sig igennem.
"Må jeg få dit navn? Det føles underligt at tage imod den mad uden at vide noget så simpelt som dit navn"

Navnet sagde ikke rigtig Nicola noget, ikke at han habde forventet det. Måske hvis Enzel havde været et kendt ansigt i Balzera, men ellers ikke. Han var i hvert fald rimelih sikker på, at Enzel ikke også havde haft et bordel i Balzera, det ville han højest sandsynligt have hørt om. Han betragtede Enzel, som han rettede tøjet til. Han slog ham som en mand der havde penge. Det var vel også en indbringende forretning at drive et bordel..

"Nicola" Han tog endnu en tår fra vinglasset. Han havde ikke nogen problemer med at give sit eget navn, han var ikke nogen videre velkendt person i hverken Dianthos eller Rubinien.
Han fik et ubehageligt sug i maven, da Enzel fandt en plankebalje frem. Han kunne da sikkert godt bruge et bad, han var ikke rigtig blevet vasket efter han var taget afsted med Sobek. Men han havde ikke den store lyst til st smide tøjet foran endnu en fremmed mand. Ikke at han skammede sig, og han var da også forholdsvis sikker på, at han ville kunne forsvare sig, hvis Enzel forsøgte på noget, men hans krop bar stadig præg af den mishandling, som han var blevet udsat for ved Sobek. Ham havde ikke den store lyst til at skulle forklare hvor skaderne kom fra. Han kunne selvfølgelig lyve, men det ville jo kun føre til flere spørgsmålet. Problemet var, om Enzel overhovedet havde tænkt sig at acceptere et afslag, han virkede ikke som typen, der bare ville give op.
"Jeg har ikke andre måder at skaffe penge på. Jeg kender ikke nogen i Dianthos, så jeg kan ikke få mad fra venner og familie, og jeg er jo nødt til at overleve"
Han trådte et enkelt skridt tilbage, da Enzel hældte vandet op i karet.

Nicola så en anelse nervøs på Enzel. Han havde ikke lyst til at skulle smide tøjet, men det lød efterhånden mere som en ordre end et forslag. At adlyde ordre var blevet noget han automatisk gjorde, det havde han ikke helt sluppet endnu. Selvom Enzel ikke var en stor bredskuldret mand, var en stadig en tydelig autoritetsfigur.
Han sukkede lavt og trak blusen over hovedet og smidt ned på gulvet, hurtigt efterfulgt af bukserne.

Skaderne fra hans tid hos Sobek var tydelige. Meget af hans krop var stadig forskellige nuancer af rød, gul og blå. I det mindste havde Sobek stort set kun brugt næverne.
På trods af alle de slag han havde fået, havde tiden ved Sobek også været god ved ham. Han havde fået mere mad end han havde fået længe, så han så ikke længere helt så udmagret ud, selvom han formentlig stadig var alt for tynd. Musklerne var også blevet tydeligere af alle de fysiske pligter han havde haft.

Han rykkede lettere nervøst på sig. I stedet for at se direkte på Enzel så han på væggen ved siden af hans hoved.
"Hvad hvis jeg foretrækker at sove på gaden.." Det var egentlig et latterligt spørgsmål, hvem ville foretrække at sove på gaden, især nu hvor det var blevet koldt? Desuden var det alt for lang tid siden han havde fået lov til at sove alene i en seng.

Det medlidende blik, fik Nicola til at kigge ned. Han havde ikke brug for nogen medlidenhed. Mest af alt, havde han bare brug for at glemme hvad der var sket. Forsøge at finde sig selv lidt igen. Han satte pris på, at Enzel ikke spurgte ind til mærkerne. Han havde ikke tænkt sig at fortælle sandheden, men han var heller ikke sikker på, at han havde energi til at finde på en troværdig løgn. Det vedkom overhovedet ikke andre, hvad der var sket i Sobeks lille hytte ude i skoven.

Det gippede i ham, da kluden ramte hans hud. Han havde næsten allerede glemt, hvordan forholdsvis blide berøringer føltes. Detvar i hvert fald noget andet, end at blive tvunget til at skrubbe huden, indtil den vitterligt gjorde ondt.
Han var lige ved at trække sig væk af ren refleks, da Enzel begyndte at vaske ham mellem benene, han nåede dog at stoppe sig selv. Hvad ville Enzel have fra ham? Hvis han havde lært noget, var det, at man sjældent fik noget uden at give noget tilbage. Han havde selv flere gange byttet nydelse for en seng at sove i, men det var jo tydeligvis ikke, hvad der skete nu. Det var ikke ham som stod med hånden mellem Enzels ben.

Han vidste ikke, hvad han skulle svare Enzel, så han endte med bare at nikke. En del af han forsøgte at overbevise ham om, at det var meget nemmere bare at makke ret, tage imod Enzels tilbud og så gøre, hvad han end endte med at forlange. Det var trods alt meget nemmere bare at adlyde, og han kunne alligevel snart ikke klare sig på gaden mere.
Han stønnede lavt, og lukkede øjnene halvt i. Han var stadig bervøs for, hvad Enzel ville have i bytte for den nydelse, han gav ham, men for nu nød han det så længe det varede.

Nicola lukkede øjnene helt i. Han kunne mærke, hvordan Enzel betragtede ham. Han havde ikke noget imod at blive betragtet på den måde, han var trods alt vant til at overleve primært på sit udseende. Det var næsten en kærkommen forandring. Sobek havde været ligeglad med hans udseende. Det havde føltes som om, at hver gang Sobek havde kigget på ham, havde det været med kulde. Et blik, som fik en til at krumme sig sammen. Så var det helt klart at foretrække, at blive sendt blikke på grynd af sit udseende. Han var trods alt stolt af sit udseende.

Noget i Enzels stemme lød nærmest bekendt. Den måde, han talte på. Han brugte selv den måde at tale på, når han skulle forføre folk. Han slog det hen. Enzel ejede trods alt et bordel, så han levede af at forføre folk, det måtte være derfor, det virkede bekendt.
Ordet misser irriterede ham, han var ikke bare en almindelig halvkat, men han kunne ikke få sig selv til at afvise Enzel nu, så han sagde ikke noget. Hurtigt fik nydelsen ham til at glemme irritationen, og stønnene tog til. Han ænsede knap nok, at Enzel greb fat i hans hale.
Han spændte op i musklerne og bed sig i læben. Han greb ud efter Enzels overarm, for at have noget at støtte sig lidt til. Han lagde hovedet bagover som nydelsen skød igennem ham, og samlede sig som en varm kugle omkring hans underliv. Hans krop rystede en anelse, da han endelig kom i Enzels hånd.