Vejret havde været lidt mere på den kølige side, men idag stod solen højt, og det lunede lidt mere end det plejede. Dog krævede det stadig noget ordentlig tøj, hvis man ikke ville fryse for meget.
Det var en af de få gange hvor Clara havde turdet bevæge sig ned mod det Centrale bydistrikt. Hun var stadig iklædt pæne klæder, og hendes kappe hang over hendes skuldre, og var fastnet med et smykke der bar Ernyells symbol. De fleste var nok ikke vant til at se symbolet, men dem af højere rang ville have nemt ved at identificere hende, især med rygterne der gik på Ernyell familiens sære afkom.

Hun var startet ud på markedspladsen. Der var masser af mennesker, og mindst ligeså mange ånder, så hun var blevet helt ør i hovedet, og var blevet nødt til at stille sig over mod en af husene, i nærheden af en sidegade, hvor der ikke var ligeså mange der kom forbi. Hendes forsøgte stadig at følge dem omkring hende, men til sidst endte hendes øjne på en lille ånd. En af byånderne. Det var som om at den opdagede lige med det samme da Clara's blik fæstnede sig på den, og den kiggede med sine små lysnede øjne på hende, før den nærmest hoppede over til hende.
"Kan du se mig?" spurgte den, dens stemme klingede lidt, som stod de i en katedral. Ikke en unormal stemme for en ånd.
Clara kiggede lidt rundt, før hun kiggede ned på ånden. "Det kan jeg," svarede hun blidt.
"Du må hjælpe mig. Vil du ikke nok hjælpe mig?"
Der var ingen tvivl for Clara, som nikkede. "Selvfølgelig!" Hun anede ikke hvad hun ellers skulle gøre.
"Kom med, kom med" sagde den hastigt og begyndte at bevæge sig ind af sidegaden, som hun stod ved, og hun gjorde.

Den snoede hende igennem et par gader, indtil larmen fra markedspladsen var en anelse dæmpet. Da hun var på en af de mere dystre gader forsvandt den om et hjørne og da hun nåede dertil var den blot væk.
"Ånd?" spurte hun ud i ingenting, og det eneste hun blev mødt af var en latter der klang, og uden et sted den kom fra, og så kom der et par mørkere stemmer, hvor en af dem lo.
"Det er vidst vores heldige dag," grinte en af dem, og da Clara vendte sig om, kunne hun se tre fyre. Muligvis ikke de stærkeste, men de var flere end hende, og hun var ikke ligefrem vant til slås.

Clara kiggede forfærdet på dem, og det var først da en af dem prøvede at gribe ud efter hende, og hun gav dem et ordentlig spark med sin fod, at hun fik nok styr på sig selv, til at hanke lidt op i kjolen, og bare løbe væk fra dem. Hun havde god stamina, men hun anede ikke hvor hun var.
"En eller anden, hjælp mig," fik hun ud igennem sine vejrtrækninger, i håb om at nogen hørte hende. En venligsindet ånd, eller bare noget. Desværre var hun mere fokuseret på sine fødder, at hun på en af gaderne, stadig med mændene løbende efter sig, løb ind i en solid krop. Hvis kroppen ikke stod ordentlig fast, så ville hun falde med hele sin krop og vægt oven på dem.

Det var pludseligt ganske få timer til fritid og fornøjelse, den unge Nicodemus havde i sin hverdag. Timerne gik med en sværm af lektioner - enten på paladset, biblioteket eller ved de udendørs træningspladser, som krigerne også benyttede sig af. Værst var lektionerne i historie, hvor hans fader havde skaffet en ældre dame af Reier-familien som lærerinde, der aldrig stoppede med sin endeløse strøm af belæringer. Ved Guderne, hvor var han allerede træt af hende.

Men som solen skinnede over byen og Nicodemus endelig havde et par timer for sig selv på markedspladsen, var det sorte humør forsvundet lige så hastigt som duggen for solen - lektionerne glemt og borte. Hans sorte, skinnende hår var nydeligt redt tilbage og en mørkeblå kappe af fin uld dækkede det meste af den spinkle drengekrop. Den var fastgjort ved brystet med et sølvskinnende spænde med symbolet af den springende buk og tog sig særdeles godt ud, når den fangede og reflekterede solens lys.
Under kappen bar han både kortsværd og dolk. Der skulle meget til for at en ung adelsmand blev overfaldet ved højlys dag, men han kunne godt lide følelsen af våbnene ved sin side. Sværdet var mest til pynt, men dolken kunne han godt stikke med, skulle det blive nødvendigt.

Det var mere vane end noget andet, der bar hans fødder væk fra markedspladsens støj og ind i det velkendte virvar af skumle gader og stræder, der i løbet af hans seneste par år i byen, var blevet hans andet hjem. Han kunne gå vejen til flere af de små kroer i søvne, men han havde endnu ikke turde opsøge dem, usikker på, hvad han skulle sige til sine gamle venner. Sad de mon i dette øjeblik og drak - og havde de allerede glemt den unge mand med de fine manerer, der ofte havde givet en omgang på kroen?
Han drejede brat væk fra den gade, der ville føre ham i retning af Den Hårde Hane og begyndte at bevæge sig i en cirkel tilbage mod markedspladsen. Han ville købe nogle søde sager med hjem.. og måske en flaske brændevin. Inden han nåede særlig langt, nåede lyden af vildt løbende fodtrin og et råb dog hans ører, og inden han nåede at kaste sig til siden, stødte en robust krop ind i ham. Hans spinkle skikkelse var ikke i stand til at stå imod, og han væltede ned mod brostenene med kroppen oven på sig, hans udsyn blokeret af et væld af gyldne lokker.

.. "Umf!"

Clara landede med hele sin vægt oven på noget næsten blødt, hvis det ikke havde været fordi at skikkelsen var spinkel, og Clara praktisk talt kunne mærke knoglerne under hende. Heldigvis var hun selv blød, hvis ikke lidt tung, så hun håbede ikke at hun havde gjort for meget skade på staklen hun var rendt ind i.
"Undskyld, undskyld, undskyld," udbrød hun, som hun forsøgte at komme op og stå.Desværre sad hun halvt oven på sine skørter, og det gjorde det noget besværgeligt at komme op, uden at træde på dem, og være i vejen for dem. Hun kunne dog stadig høre fodtrinene og den mørke latter der fulgte hende.

Umiddelbart kendte hun ikke manden hun havde væltet, men hun havde heller ikke meget mulighed for faktisk at gøre sig bekendt med ham, der var mere presserende ting, som mændene der var ved at komme omkring hjørnet og se hende.
Alligevel havde Clara det ikke i sig bare at forlade ham, og ligeså snart hun var kommet op, tilbød hun en hånd til ham, dog med blikket fæstnet hvor hun var kommet fra.
"Der er nogen mænd... Der jagter mig," sagde hun, lidt febrilsk, og det var tydeligt at se at hun var oprørt. Hun lignede heller ikke en der burde være herinde på gaderne.

Brostenene var hårde, kolde og ikke specielt rene. En stribe af mudder blev smurt ud over den blege kind og Nicodemus hev efter vejret - et øjeblik var han bange for, at nogen havde angrebet ham, men personens vægt afholdt hans hånd fra at liste sig ind under kappen til kniven i bæltet.
Stemmen der febrilsk begyndte at undskylde tilhørte dog en ung kvindes og Nicodemus stoppede sin vilde kamp for at komme ud under hende og lod hende rejse sig, før han selv tog imod den udstrakte hånd og kom på benene. Et kort øjeblik stirrede han ind i ansigtet omkranset af det gyldne hår: huden havde store pletter og et par meget blødt udseende ører stak ud mellem lokkerne. Optrinnet var dog langt fra forbi, for flere fodtrin kunne høres i det smalle stræde: en forfølger!

Det tog ikke lang tid for Nicodemus at sætte to og to sammen: en ung halvdyrskvinde, der tydeligvis ikke hørte til i denne del af byen, og nogle mænd, der uden tvivl ville udsætte hende for ubehageligheder. Nicodemus havde ofte hørt pralende fortællinger på kroerne om, hvordan byens mindre attraktive mænd gik efter den slags. Han havde altid fundet det voldsomt frastødende..

"Jeg kender en vej!" Tilbød han. Det var ærgerligt, at han ikke kunne overføre sin usynlighed til hende, så de nemt kunne undslippe, men heldigvis kendte han gaderne og vidste, hvor man kunne løbe hen. At stikke af kunne hurtigt være nødvendigt, når man var en spinkel knægt som Nicodemus - også selv om man vidste, hvordan man skulle bruge en kniv.
Han greb hendes hånd igen og begyndte at løbe tilbage i den retning, han var kommet fra, mens de leende mænd satte farten op bag dem: "Er det sådan man kommer en dame til undsætning? Ved at løbe sin vej?" Gjaldede et hånligt råb. Nicodemus bed tænderne sammen men fortsatte og ignorerede fornærmelsen - lad dem bare spilde tiden på at råbe, så kunne de slippe væk imens.

Hans fodtrin hamrede mod brostenene og han håbede, at pigen kunne følge med i sine skørter. Han blev ved med at skifte retning, drejende ned ad sidegader og længere fremme dukkede en bred vej op: en befolket gade, hvor mændene næppe turde overfalde dem!

Der var nok en hvis forventning fra Claras side om, at den den nydelige unge mand, i hvert fald ville hjælpe hende på nogen måde. I hvert fald sørge for at hun ikke kom i klørerne på de andre. Hun havde om ikke andet ikke været udsat for feje adelige mænd endnu, men det var der tid til.

Clara's øjne blev store, da Nicodemus nævnte at han kendte en vej, og inden hun egentlig kunne sige så meget til det, så mærkede hun den varme hånd om sin igen, og kunne mærke sig selv blive revet med mod, hvem ved hvad, men som Clara kom op i tempo for at følge med sin redningsmand, var det kun et blik over skulderen, på de grimme mænd der fulgte efter hende, og ånderne der hang med dem, at hun bestemte sig for at hendes redningsmand ikke kunne være værre end hvad der var efter hende.

Det var nemt nok at holde trin med Nicodemus, omend hun ikke ligefrem var vant til at løbe på dem. Hun kunne mærke hvordan det var noget hårdere for hende, som hun kunne mærke hvert skridt hele vejen op i sine ben, og da en brosten var lidt for højt oppe, følte hun sin klov sidde fast, og før hun vidste af det, var hun endnu engang faldet så lang hun var, denne gang dog ikke oven på den unge mand, men på den kolde hårde brosten. Hun havde dog holdt fast i Nicodemus' hånd hvis hun kunne.

Et par stemmer kunne høres, ikke så langt fra dem. "Nu har vi dem."

Lyden af klovslag på brosten og hendes hånd, der fast knugede om hans, gjorde det tydeligt at halvkofrøkenen var godt med. De skulle nok slippe af med mændene - og når de først var ude på de befærdede gader, var der ingen, der turde begå overfald ved højlys dag!
Det var dog for hurtigt tænkt, for pludselig var der en lumsk brosten, og Nicodemus mærkede et kraftigt ryk i hånden. Før han vidste af det fik hans kind endnu et hårdt sammenstød med jord og beskidte sten. Som han faldt mærkede han, hvordan anklen gav efter og blev bøjet en uheldig vinkel samtidig med at en smerte jog op gennem benet. Chances held var ikke med dem i dag!

Nicodemus ømmede sig, mens han rullede om på ryggen og langsomt fik rejst sig igen. Hånden havde han endelig givet slip på, men hans blik blev med det samme kastet hen på den unge uheldige pige, som også havde fået en hård medfart. Der var dog ikke tid til at spørge, om alt var i orden, for nu hørtes fortrin og grove mandestemmer tæt på. Nicodemus stillede sig en smule beskyttende foran pigen og så dem an, mens han undgik at støtte for meget på anklen, der gjorde pænt ondt.

”Hey Olaf! Har jeg ikke set dig nede på den Hårde Hane?” Råbte Nicodemus mod den nærmeste af mændene. Han var næsten sikker på, at navnet var korrekt - manden var ikke specielt tiltalende: bleg og rund om maven, ansigtet havde en rødmosset nærmest orange kulør nær næsen. Han havde i hvert fald set ham på beværtningen, men det var hverken sikkert, at han kunne huske Nicodemus eller var venligtstemt over for den unge adelssøn. Under kappen bevægede hans hånd sig mod daggerten i bæltet.

Clara kunne mærke stenene mod hendes hud, og følelse af noget der løb ned af hendes kind var der også. Hendes mor ville sikkert blive stiktosset når hun kom hjem. Men udover nogle lidt fysiske skrammer, så virkede det ikke som om at hun havde slået sig alt for forfærdeligt. Det kunne være at det ville give sig til kende når, adrenalinen ikke pumpede i hende.

Hun fik kæmpet sig op igen, denne gang var det lidt nemmere, da hun ikke skulle passe på ikke at ramme Nicodemus, og hun kom op og stå. Dog havde Nicodemus allerede fået rejst sig op ufattelig hurtigt. Der var nok ikke ligeså mange lag af tøj man skulle passe på ikke at få sat sig på.
Clara børstede hænderne lidt af i sine skørter, og prøvede at tørre de værste sten væk fra sit ansøgt, mens hun kiggede lidt forfærdet på mændene.

Olaf's ansigt foretrak sig i en endnu mere sur mine end den havde været før. "Oi, hvor kender du mit navn fra. Skal du have lidt bank også," kom det yderst intelligente svar fra den lege mand. Tydeligvis kunne han ikke umiddelbart huske Nicodemus. Han havde muligvis allerede fået lidt mere at drikke end hvad godt var. Især så tidligt på dagen.

Et kort blik over skulderen afslørede at pigen havde fået nogle skrammer efter sammenstødet med jorden. Det havde Nicodemus sandsynligvis også: i hvert fald kunne han mærke hvordan det sved på kinden, der hvor den havde ramt stenene og så var der naturligvis anklen, der heller ikke havde det for godt. Han gjorde en lille grimasse og rettede igen opmærksomheden mod Olaf, der lød lige så uintelligent, som han huskede ham nede fra Hanen. Pokkers, det ville ikke blive nemt at tale sig ud af, dette her.

”Åh, jeg håbede ellers vi kunne tale om det..” begyndte han, mens han gik let tættere på Olaf og gjorde sit bedste for ikke at halte. Manden stank langt væk af alkohol og det samme gjorde hans kammerat. Det var godt, for det betød, at de forhåbentlig ikke var så sikre på benene. Han bemærkede dog også en svag rimtåge omkring Olafs mund der tydede på, at manden havde en eller anden form for magi.

”Men nuvel. Så synes jeg I skal lege med mig, frem for frøkenen!” Han trak sin kniv og stillede sig således, at de skulle forbi ham, hvis de skulle hen til pigen. Med et kort hovedkast signalerede han til hende, at hun skulle skynde sig alt hvad hun kunne hen mod den befærdede vej. Han håbede, at hun opfattede hintet og ikke ville spille helt - Nicodemus havde nemlig ingen intention om at kæmpe mod mændene. Han skulle bare holde dem beskæftiget et kort øjeblik, så de begge kunne stikke af.

Clara kiggede forfærdet mod Nicodemus. Han var altså også blevet væltet to gange, begge af hende, så han kunne umuligt have det bedre end hun havde, men hvis de begge forsøgte at løbe, så ville mændene nok indhente dem, især fordi Nicodemus' ankel ikke så ud til at have det godt som den engang havde været. Han så i hvert fald ud som om at han haltede, og Clara kunne næppe gøre så meget ved den.
"Nej, det behøver du ikke," hviskede Clara, dårlig nok højt nok til at det ville kunne nå Nicodemus, men hun følte at hun blev nødt til at modsætte sig.
Hendes øjne gled over mod Olaf og den anden og så tilbage på den unge fyr, og det blik han sendte hende. Hun kunne, hun kunne vel forsøge at hente hjælp. Der var ikke så langt og nogen måtte jo komme hvis hun råbte om det på en befærdet vej. Der var jo også byvagter!

"Hva? Stik af med dig knægt, vi vil bare have hende," sagde Olaf, med et lille hik og pegede mod Clara.
Hans kammerat vendte sig mod ham. "Han har da ligeså værdifulde ting!" pointerede han og de to skumle typer kiggede op og ned af Nicodemus.
"Hehe. Godt tænkt, Svend."

Clara ventede til at de virkede til at være nok optaget af hinanden, og Nicodemus, før at hun satte i løb over mod gaden. Hun kunne mærke at det gjorde en anelse mere ondt at løbe nu, men ikke noget hun ikke kunne komme igennem. Da hun endelig brød ud på gaden, råbte hun om hjælp og kiggede sig over skulderen, mod hvor hun havde efterladt Nicodemus, Svend og Olaf.

Nicodemus løftede et fintformet øjenbryn og stirrede lidt fra den ene til den anden. De var tydeligvis ikke et eksempel på Dianthos’ skarpeste indbyggere, men det lod til, at de havde fået færten af, at de var noget at stjæle. Sølvspændet på hans kappe burde nok tiltrække deres opmærksomhed, og et kort øjeblik overvejede han, om de mon ville kaste sig efter det, hvis han bare smed det på jorden. Nej, så dumme var de nok heller ikke..

”Løb!” Hviskede han insisterende tilbage til pigen. Mændene virkede ikke til at være specielt intimiderede af hans kniv, og han kunne godt se hvorfor: en lille spinkel adelsknægt var ikke ligefrem et frygtindgydende syn. Han kunne rent faktisk godt finde ud af at stikke lidt, men han havde ikke lyst til at lægge sig ud med Olaf og Svends svulmende overarme!

Til hans lettelse hørte han hvordan pigen begyndte at løbe bag ham, mens mændene kredsede om ham. Rimfrosten blev tydeligere omkring Olaf og Nicodemus knugede en smule om kniven. Lyden af fortrinene blev svagere, og Svend gjorde et udfald mod Nicodemus, der humpede en smule tilbage. Grinet omkring mandens ansigt blev større: ”Ikke så kny nu, hva’ din lille skidderik! Hånede han.
Men ved næste udfald blev Nicodemus usynlig og begyndte hastigt krybe væk, mens Svend kastede sig frem og væltede over den selv samme brosten, der havde fået pigen og Nicodemus til at falde få øjeblikke tidligere. En højlydt mængde bandeord kunne høres, mens Olafs udbrud blandede sig: ”Svend, din store fede idiot!

Nicodemus tøvede ikke men skyndte sig af sted, så hurtigt som han nu kunne. Smerten hamrede gennem anklen ved hvert skridt og det var en kamp at holde usynligheden oppe, men endelig nåede han ud til gaden. Bag sig kunne han stadig høre banditternes forvirrede råb, men der gik ikke længe, før han fik øje på halvdyrspigen, der var ved at fange opmærksomheden fra et par byvagter. Nicodemus pustede ud og kom til syne igen - få meter bag hende.

Clara prøvede febrilsk at forklare dem hvor de var, og hvad der var sket. En af byvagterne var dog tydeligvis mere optaget af de to horn og to ører der strittede frem fra det gyldne hår.
"De er lige dernede, skynd jer derned!" prøvede hun for at få sendt dem afsted derned, men som hun kiggede sig over skulderen, for at pege ned på gyden, fik hun et chok, som Nicodemus pludselig stod der.

"Er du okay?" udbrød hun og styrtede mod ham. Lidt af hendes mor pylrende gener havde hun dog fået. "Hvordan slap du væk fra dem? Du så ikke ud til at stå så fast sidste gang," sagde hun og nikkede mod Nicodemus' fødder.
"Hvis I begge er i godt behold, så er der vidst ikke mere vi behøver at gøre," sagde den ene af byvagterne og nikkede til dem. "I kan komme ned på byvagtskontoret hvis I vil nedlægge en rapport om hvem det er I mener overfaldt jer."

Clara kiggede forfærdet på byvagterne. "De må da stadig være dernede! Det må da være nemmere," udbrød hun og kiggede på de to byvagter og så tilbage til Nicodemus. Han virkede trods alt til at han kendte til byen lidt bedre end hun gjorde, og det inkluderede ordensmagten.

Nicodemus bemærkede tydeligt byvagternes blik og var ikke et sekund i tvivl om, at de ikke ville være til meget hjælp. Han havde også en fornemmelse af, at Svend og Olaf var typerne, der ville stikke af så snart de fik færden af ordensmagten. Et lille suk kom fra ham, mens han humpede tættere på pigen og byvagterrne - av, hvor gjorde den dumme ankel altså ondt! Han ville nok få brug for at blive set til af hofhealeren..

Pigens pludselige omsorg fik ham dog til at ranke sig lidt og sende hende et smil. ”Jeg har mine tricks!” sagde han muntert. Man kunne dog godt se, at han var lidt bleg, og han brugte en del kræfter på at holde sig oprejst. Han håbede at Svend havde lige så ondt efter sammenstødet med brostenen!

Byvagterne opførte sig særdeles forudsigeligt, og han lagde en hånd på pigens skulder. ”Jeg tror ikke vi skal regne med så meget mere..” bemærkede han lavmælt. Den drengegruppe han havde brugt tid sammen med havde ikke givet meget for byvagterne, og Nicodemus brød sig ikke om at bede om deres hjælp. Alligevel gav han for en god ordens skyld sin del af historien til byvagterne, der gav dem begge en formaning om at holde sig til de sikre gader, inden de vendte om og begyndte at styre mod den nærmeste madbod.

”Vi kom sikkert væk, det er det vigtigste!” Sagde han til pigen, selv om han alligevel stirrede en smule olmt efter vagterne. ”Hvor bor du henne? Jeg vil gerne følge dig hjem..” Det var nok bedst, at hun kom tilbage hvor der var sikkert, og han kunne egentlig også godt tænke sig at lære hende lidt at kende, nu hvor der ikke var banditter i hælene på dem.

Clara kiggede bekymret på byvagterne, og så tilbage til Nicodemus, som så ud til at have set væsentlig bedre dage. Følelsen af skyld bredte sig, og hendes ellers venlige brune egne, blev erstattet af nogen der tydeligt var tynget af skyld.
Høflighedsfraserne, som Clara ellers havde glemt, da hun var i panik, begyndte dog at komme tilbage til hende, især som hendes øjne landede på spændet på Nicodemus' kappe, som hendes øjne havde undersøgt ham for de værste skræmmer. Bukken var ikke til at tage fejl af, og selvom hun aldrig officielt havde mødt Nicodemus, eller kendte hans navn, så var det var fint og for betydningsfuldt til at det kunne være en hver anden adelig.
"Men det var ikke min mening at hive Dem med ind i det," sagde hun bekymret. "Og det er da utroligt at de ikke kan gøre mere," kom det som en eftertanke, men Nicodemus havde muligvis ret i at der ikke var mere at gøre, selvom Clara ønskede det inderligt. Hvis hun fortalte det til sin mor, ville hun dog nok sørge for at nogen ville stå til ansvar. 

"Er De overhoved sikker på at de kan gå i den stand De er i?" spurgte hun. "Mon ikke at jeg burde følge Dem hjem i stedet for?" Hvis han var af Isenwald stand, så boede de nok heller ikke så langt fra hinanden. Fyrstefamilierne plejede jo gerne at ville bo lidt godt når de endelig var i Dianthos.

Nicodemus kunne godt se, at der var noget galt, som et andet udtryk bredte sig i pigens øjne. Han forsøgte at smile opmuntrende - han antog, at det måtte være afmagtsfølelsen over at byvagterne ikke gjorde mere ved situationen kombineret med chokket over det, der lige var sket. Det var ikke en rar situation, men Nicodemus havde heller ikke rigtig lyst til at stå og påkalde sig sit familienavn og forlange at vagterne gjorde noget. Banditterne var uden tvivl stukket af for længst, og han kunne ikke identificere dem uden at forklare hvor han havde set dem før.

”Jeg kan sagtens gå! insisterede han. ”Min familie har sørget for gemakker oppe på paladset, så lad os i det mindste følges noget af vejen..” Det var meget almindeligt at adelige, som kom til Dianthos havde mulighed for at have nogle kvarterer på paladset, når de alligevel skulle deltage i den daglige gange ved hoffet. Nicodemus følte alligevel lidt, at han pralede unødigt, da han sagde det, og hans blik afsøgte pigen for information om, hvilken slægt hun hørte til, men han så ikke nogen kappespænder eller signaturringe. Der var dog ingen tvivl om, at hun også hørte til adelen.

Han tog demonstrativt et skridt fremad, men nu gjorde det rigtig ondt, og han havde nær mistet balancen, da han forsøgte at sætte vægt på foden og den ikke rigtig ville bære ham. Hans ansigt var for et øjeblik fortrukket i smerte. Okay, måske kunne han ikke gå.

Clara kunne mærke generne fra Isabel vælde op i sig, som hun kiggede på den stakkels dreng, som tydeligvis havde lidt nogen problemer med at gå, uanset hvor meget han prøvede at ignorere det. Desuden var ikke godt hvis han fik det værre, også selvom at Clara skulle sætte sig lidt i en situation der ikke så helt god ud. Han så dog ikke ud til at han vejede specielt meget, og hun havde båret træstammer der vejede mere var hun sikker på.

Hun så ikke umiddelbart ud som om at hun reagerede på at han boede oppe på paladset. Enten var hun god til at skjule sine følelser om det, eller også var det åbenbart ikke nær så imponeret for hende.
"Jeg tror jeg bliver nødt til at følge Dem hjem i stedet for. Det er da også det mindste jeg kan gøre," indrømmede hun. Eller måske skulle de tage hjem til hende, og så kunne hun hente Allister, og få ham til at bære Nicodemus resten af vejen, så han ikke følte sig alt for udmyget.

"Lad mig bære Dem. Jeg kan ikke lade Dem få det værre." Der var også lidt af en tur op til det Øvre bydistrikt under alle omstændigheder. Selvom det også lød lidt absurd til at hun kunne mene det, så så hun fuldstændig seriøs ud.

Nicodemus så lidt op og ned af pigen foran sig. Hun var robust bygget, så der var ingen tvivl om, at hun ville være en god støtte. Det var i hvert fald med en vis kraft, hun var landet på ham, da de faldt på brostenene. Et lille smil dannede sig om Nicodemus' læber ved tanken. Det var ikke ligefrem på dén måde han foretrak at tumle rundt med adelsfrøkener.

Det nyttede ikke rigtigt at spille tapper mere. Han havde brug for at en healer kiggede på foden, og gåturen ville gøre mere ondt, end hans stolthed. Derfor nikkede han forsigtigt til pigen og rakte hende sin arm.

"Hvis det ikke er til for meget besvær for Dem.. sig til hvis jeg bliver for tung!" Sagde han for en god ordens skyld. Han var heldigvis en spinkel knægt. Dog gik han ud fra, at hun bare ville lægge armen rundt om ham, så hun kunne støtte ham, mens de gik.

"Det er absolut intet besvær, jeg vil bare gerne hjælpe min... helt," det sidste blev sagt med en hvis forlegenhed, og de to farvede kinder blussede lidt op i en rødme, der ikke var til at skjule. Hendes øjne kiggede også lidt forlegent ned, men hun tog sig sammen, da han alligevel rakte over mod hende.
Han kunne nemt have armen om hendes skuldre pga. højdeforskellen, og hun lod ham lægge den over skulderen, før at hun bukkede sig en anelse, og i en overraskende øvet bevægelse, tog fat omkring hans ryg og under hans ben, og løftede ham op som vejede han ingenting. Hun justerede kort armene, før hun kiggede ned på ham.

"Ligger De godt?" spurgte hun, men ventede dårligt på et svar, før hun ubesværet begyndte at gå mod det Øvre Bydistrikt, og ignorerede i processen fuldstændig dem der kiggede deres vej. En ting var at se nogen blive båret, men de to af dem var tydeligvis begge af det øvre samfundslag, og det var vidst primært omvendt det blev gjort når man kom derop.

En vis stolthed over sig selv svulmede et øjeblik i brystet på Nicodemus, da hun kaldte ham helt. Han havde lidt kastet sig ind i situationen uden at tænke over det, men ud over de knops, han havde fået, så var de sluppet ganske heldigt fra det. Nok heldigere end hun ville have gjort, havde hun været alene. 
De mørke øjne glitrede muntert: "De skal være velkommen til at kalde mig Helt, men mit navn er Nicodemus." Præsenterede han sig. Nu hvor de var ude af gyderne, gjorde han lidt mere ud af at være høflig og tale som det behørte sig til en adelsfrøken. "Og hvad kan jeg kalde Dem, frøken..?"

Han holdt et lille overrasket udbrud tilbage, da hun uden videre tog fat i ham og løftede ham op i sine arme. Nu var det hans tur til at rødme - han havde blot regnet med lidt støtte, men nu lå han her, tæt nok på hende til at indånde duften af hendes hår og klæde. Han gjorde sig umage med at placere hovedet, så han ikke kom til at strejfe hendes bryster, selvom den unge teenagedel af ham var yderst bevist om deres nærhed.

"Øh .. ja.." Fik han fremstammet. Det var ikke ligefrem den mest mandige måde at ankomme til paladset på, men han synes heller ikke rigtig at han kunne være bekendt at forlange, at hun skulle sætte ham ned igen.

Nicodemus. Nicodemus. Hun syntes at have hørt de før, men mange adelige havde selvfølgelig også lange traditioner om navne, så det ville ikke være unormalt hvis han havde haft en bedstefar af en art med samme navn, som havde gjort noget stort.
"MIt navn er Clara Belle, men jeg bliver kaldt Clara af de fleste," svarede hun venligt, og hankede lidt bedre om ham, så hun var sikker på at han ikke gled ud af hendes arme. Han virkede måske lidt forlegen, men ellers så han ud til at han sagtens kunne overleve denne lille bagatel.

Han var naturligvis mere opmærksom på hvor tætte de var end hun var. Det var ikke den første person hun havde båret i sit liv, og ville ikke blive den sidste, og så lang tid ingen pointerede deres tæthed, så tænkte hun ikke over det.
"Vi kan jo ikke have at Deres fod får det værre. Hvis mit hjem er tættere end Deres, kan vi tage forbi der, og hente Allaster," Oh, hun skulle nok lige forklare hvem Allaster var. "Min uhhmm... personlige tjener er han vel. Han burde også være stærk nok til at bære Dem, og jeg ville ikke lave flere problemer for Dem end jeg allerede har gjort." Det lød på hende at hun godt var klar over hvordan det her så ud for andre. Nok fordi hun selv havde fået at vide at det ikke var passende for en frøken.

"Clara, så." Gentog han muntert, mens han gjorde sig meget umage for at se på himlen over dem. Det meste af tiden. Den pludselig tæthed fik hans tanker til at kredse om, hvor meget af hendes krop der bar præg af hendes ikke-menneskelige afstamning. 

"Eh, hvis det er tættere på, så lad os bare tage dertil.." Skyndte han sig at sige. Han følte sig stadig en smule forlegen over at hænge og dingle fra hendes arme på denne her måde - og han ville helst undgå balladen med familien, hvis der skulle komme rygter. Og det gjorde der nemt i de adelige kredse.

"Kan Allaster heale? Eller kender han nogen, der kan?" Tilføjede han. Han ville helst have kigget på foden så hurtigt som muligt - hans mor plejede i hvert fald at sige, at så var man sikker på, at healeren kunne gøre sit arbejde ordentligt.