Sted: Marads gård
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Smukt og solrigt, lidt køligt

Det var ikke længe siden, at Samael sidst havde været på disse kanter. Han havde besøgt sin "bror" i det tidlige forår, hvilket var endt ud som forventet. En masse arbejde og en masse vrede ord i mellem de to mænd. Det var ikke fordi, at Samael hadede Marad, men de var absolut ikke venner. Deres verdenssyn var så forskellige, at de altid endte med at skændes om meningen med det hele. Det var engang blevet så slemt, at Marad havde slået Samael i ansigtet og brækket hans næse! Så nej, man ikke ikke ligefrem sige, at Samael og Marad var på god fod. Og derfor var det ikke ligefrem ofte, at Samael opsøgte sin arrige bror. Lillebror. Selvom de havde samme alder. Det kunne man nu ikke mærke, som Samael var rolig og fattet og Marad var... Marad.

Men noget havde alligevel fået Samael til at sætte kursen mod gården. Han var ikke så langt væk alligevel, da han fik en følelse af, at det nok var en god idé. Så han var redet af sted på sin for tynde hest med det store, skarptandede gab og kløerne på benene. Stille og roligt. Tempoet var i hvert fald roligt, men hverken han eller hesten stoppede for natten. Hesten traskede bare af sted med sin skaber på ryggen. Der var lige et par gange, hvor Samael hev i tøjlen og stoppede hesten. Den ene gang var fordi, at der var en fortabt sjæl af en landevejsrøver, der var blevet hængt og ikke havde fundet fred. Den anden gang stod solen op, og han brugte lidt tid på at nyde udsigten.

Endeligt kom de frem til gården. Han vidste allerede, at der var noget galt, inden han svang benet over ryggen på sin hest. Stilheden. Der plejede at være børn her. Marads foretrukne folk til tjenestestab. Uden at tænke nærmere over det, kaldte han sin hest tilbage i den lille udskårne hest, han altid havde med sig, inden han en smule tøvende gik op til døren. Han bankede på. Efter at have ventet længe nok, åbnede han den og gik ind.
Der var tomt. Ingen børn, ingen Marad. Rum for rum gik Samael huset igennem i søgen efter svar på, hvor folk var blevet af. Til sidst kom han frem til biblioteket. Lugten af blod hang i luften og gulvet var dækket i en stor størknet plet af det. Han antog, at det var Marads. En tanke, der i og for sig gjorde ham trist, men så alligevel ikke. Han kom vel tilbage igen på et tidspunkt for at pine ham. En rytter døde ikke så let.

Han vendte rundt og gik ud af huset. Der var ingen grund til at blive, hvis Marad alligevel var død og hans tjenestefolk var flygtet. Selv de fortabte sjæle var væk. Hvis der altså var kommet flere, efter han havde været der sidste gang, men mon ikke.
Han så lidt op i himlen, inden han kaldte sin hest frem igen. Den så træt ud. Måske det ville være en god idé at finde et sted for natten. Tage en pause.
Rytteren tog fat i sadlen for at svinge sit gamle kadaver op på ryggen af hesten igen.

Det havde været en forfærdelig lang dag, og den var kun lige begyndt. Han følte, at det havde taget flere dage at få gravet graven og få begravet James. Han var stadig smurt ind i jord, og han følte sig stadig klam og svedig. Han havde mest af alt lyst til at tage et bad og gå i seng. Ikke fordi han havde brug for søvnen, men han følte sig udmattet, drænet. Bedst ville det være, hvis han kunne dræne lidt energi fra nogen, men han magtede ikke at gå ud og finde sig et offer, og al hans tjenestestab var flygtet.

Han lagde ikke engang rigtig mærke til, hvor han red. Han vidste, at hesten kendte vejen hjem. Han sad fortabt i sin egen lille verden. Det var først  da han nåede næsten helt til huset, at han vågnede lidt op. Der stod nogen udenfor hans hus. Han skulle lige til at råbe vredt op og bruge sin evne på dem, men genendte så skikkelsen. Samael. Hvad lavede Samael her? Det var ikke lang nok tid siden han sidst havde været der. Endelig gik det op for ham. James. Han måtte være her efter James.
Han hoppede end fra hesten og gik vredt hen til Samael.

"Hvad laver du her!" Han nærmest råbte ham ind i ansigtet, og greb fat i hans bluse. Han havde altid været stærkere end sin bror. Han hævede truende en næve, klar til at slå fra sig. Han skulle ikke have lov til at tage James!
"Du kan godt gå igen, du har intet at gøre her!" Han havde ingen problemer med at slå på Samael. Han havde gjort det før, og der var han endda sluppet billigt.

Lige som Samael skulle til at hive sig op på sin særprægene hest, kom der nogen. Han så mod lyden af hestehove og fik øje på sin bror på hesten, han havde skabt til ham. Selvom enhver anden måske ikke ville kunne se det, var Samael ikke i tvivl om, at der var et eller andet galt. Helt galt. Det var ikke bare jorden og skidtet eller det rodede tøj og hår. Det var noget ved hans udtryk. Hans udstråling. 
Samael slap heste igen og trådte et skridt frem, inden han blev stående. Hvad mon der var sket, siden Marad så sådan ud? Det havde nok noget med blodet i biblioteket at gøre. Og de manglende tjenestefolk. Var Samael lettet over, at det ikke var Marads blod? Ikke rigtigt. Måske lidt. Men det med døden var jo ikke rigtigt noget, der gjaldt for dem, så han var kommet tilbage en dag.

Hans blik fulgte Marad, der kom ned fra sin hest og med vrede skridt gik hen til ham. Greb fat i ham. Løftede en hånd og truede med at slå ham, mens han råbte af ham. Normalt ville Samael selv hidse sig op, for han ville virkeligt ikke blive behandlet sådan, men i dag gjorde han ikke noget, andet end at se roligt, ja måske en smule bekymret, på den højere mand.
"Jeg er her, fordi jeg havde en fornemmelse af, at der var noget galt." Han kunne ikke forklare, hvorfor. Hvor fornemmelsen kom fra. Hesten, der var opstået ved hans evne, måske? Men det var lige meget. Han havde tydeligvis haft ret.

Blikket forlod kort Marads ansigt for at glide over ham. Han så forfærdeligt ud. Slet ikke som den Marad, der havde været de sidste mange år, med gård og rigdomme.
"Hvad er der dog sket med dig, bror?" Det sidste ord afslørede nok, at han var mere bekymret end han lagde an til, for normalt blev ordet bror kun smidt omkring, når det blev brugt sarkastisk. Men her var det næsten blidt og blev fuldt med en bekymret fure i Samaels pande.
Samael blev bare stående med armene ned langs siden, uden at gøre tegn til at ville forsvare sig, hvis Marad ville slå.  

Marads blik flakkede kort, som vreden et øjeblik veg til side. Hvis man kendte ham ville man kunne se sorgen kortvarigt glide over hans ansigt. Samael havde haft en fornemmelse. En fornemmelse af hvad? Af at noget var gået galt! Det var en mild måde at sige det på. Han kunne mærke vreden boble op igen. Alt var gået galt! James var taget fra ham, og nu var Samael her for endegyldigt at sende ham videre! Han skulle ikke have lov til at tage James fra ham!

"Ingen bad dig om at komme her!" Han gav slip på Samael, kun for at træde at skridt baglæns og svinge ud efter ham. Alt dette var så ukarakteristisk for ham. Det nærmest vilde blik i hans øjne, og de vilde og uovervejede handlinger. Han kunne ikke engang rigtigt genkende sig selv. Men han kunne genkende vreden, den havde han følt før, så den holdt han nærmest krampagtigt fast i.

"Du kan ikke sende ham videre!" Han vidste godt, at det reelt var lihegyldigt. James var død, uanset hvad Samael gjorde. Men der var så mange kraftfulde væsner i den verden med helt uovertrufne evner. Der måtte være nogen som kunne få en fortabt sjæl tilbage! Men det var kun en mulighed, hvis Samael blandede sig udenom!

Sorgen lyste for et øjeblik op på i lillebrorens ansigt, erstattede den ellers så velkendte vrede. Sorg. Ikke en følelse Samael nogensinde havde set i Marad før. Havde han? Ikke af, hvad han kunne huske. Var alt det her, hans tydelige sammenbrud, på grund af sorg? Blodpletten i biblioteket gav en hel ny mening. Der kunne jo ikke være tvivl om, at nogen var død, når man så alt det blod.
Samael var helt paf. Han havde set Marad brænde sammen før, men dette var anderledes, og han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere. Det var ikke bare vrede. Det var ikke noget, der kunne klares med et skænderi eller en slåskamp. Men hvordan kunne han komme igennem til Marad, der tydeligvis var helt vild lige nu?

Hånden slap hans jakke, da Marad trådte et skridt tilbage. Slaget var ukoordineret og nemt at undgå, Samael trådte blot et halvt skridt tilbage og lænede sig lidt bagover. Hesten ved hans side rørte sig ikke. 
Du kan ikke sende ham videre. Ordene var en åbenbaring. Det var derfor, at Marad reagerede så voldsomt over at se ham. Han var bange for, at Samael var her for at udføre sit arbejde. At sende sjæle videre.

Denne gang reagerede Samael. Det var på tide at få Marad til at falde lidt ned, bare så han ikke var til fare for nogen. Med et par hurtige bevægelser fangede han sin brors håndled med sine lange, tynde fingre. Samael var ikke stærk, men han havde nu alligevel et godt greb i sin bror. 
"Marad." Hans stemme var fast og rolig, selvom den stadig havde et strejf af bekymring. "Jeg er her ikke for sjælenes skyld." Hans blå øjne søgte Marads brune. "Marad, der er ikke nogen her. Her er tomt." Det sidste blev sagt endnu mere dæmpet, da han nok var klar over, at det ikke var, hvad Marad ville høre. Men det var sandt. Han kunne ikke mærke en eneste fortabt sjæl i hele området. Der var tomt.

Det irriterede Marad voldsomt, at Samael undgik hans slag. Kunne han ikke stå stille så han kunne ramme ham og forhåbentligt få det lidt bedre! Han var så træt af smerten indeni! Det føltes som om, den var ved langsomt at æde ham op. Han kunne ikke holde det ud.. han havde aldrig følt sådan en smerte før.

Han skulle til at rive sig fri og slå ud igen, men gik i stå midt bevægelsen ved Samaels ord. Der var ikke nogen. Ingen sjæle. Huset var tomt. James var væk. Han ville aldrig få ham tilbage og han ville aldrig få ham at se igen.
Han trådte forvirret et skridt tilbage. Det vrede ansigtsudtryk krakelerede og afslørede i stedet sorgen, smerten og håbløsheden som hjemsøgte ham.
Han svajede et øjeblik, og faldt så på knæ. Smerten indeni truede med at opsluge ham, og tårer begyndte tavst at trille ned over hans kinder. Aldrig havde han haft lyst til at kunne dø, men det havde hun nu. Alt for at få smerten til at forsvinde.
Hans hoved gled forover, så hagen ramte brystkassen. Han sagde ingenting, men hans skuldre begyndte at ryste som tårene tog til.

Der var så meget vrede. Marad virkede til altid at være vred, især omkring Samael, men det var næsten overdrevet. Samael blev ved med at holde fast i hans håndled, selvom de nok godt begge vidste, at Marad ville kunne komme fri uden den helt store anstrengelse. Men det gjorde han ikke. I stedet så det ud til, at Samaels ord om, at gården var tom, ramte ham hårdt. Det var som at kaste en sten ud på en sø dækket af tynd is. Vreden krakelerede og pludseligt kunne Samael se en masse følelser, der slet ikke passede til hans bror.

Samael slap ham, som han trådte tilbage. Han åbnede munden for at sige et eller andet, men lukkede den igen, da Marad virkede til at miste styrken i sine ben og glide ned på knæ. Det var til at se chokket på Samaels ansigt, da det gik op for ham, at Marad græd. Han var helt sikker på, at han aldrig havde set sin bror græde før. Marad græd ikke, om så verden gik i stykker omkring ham. Men som han faldt fra hinanden for øjnene af Samael, fik Samael følelsen af, at Marads verden lige netop var det, altså gået i stykker.

Og det handlede om en sjæl. En person. Du kan ikke sende ham videre. Samael vidste ikke, hvem "han" var, men han havde ikke svært ved at gætte, at det var en, der havde betydet noget for Marad. For én gangs skyld havde nogen betydet noget for sygdomsprederen. Og han var død, måtte Samael konkludere ud fra det hele.

Han trådte et lille skridt frem og lænede sig frem, så han kunne lægge en hånd på Marads skulder. Roligt og langsomt kom han ned på knæ foran ham. Hånden gled om til Marads nakke, inden han blidt trak ham ind til sig og lagde sin anden arm rundt om hans ryg. Hvornår havde han sidst omfavnet ham? Han kunne ikke huske det. Det var også lige meget, han havde brug for ham nu. Så han holdt ham stadig blidt ind i mod sit bryst og hvilede sit hoved mod hans. En omfavnelse i et forsøg på at trøste ham. Vise ham, at han ikke var alene. Om Marad ville finde sig i det, vidste han ikke, men han kunne ikke gøre andet, som Marads krop rystede af gråd. Nok var de altid uvenner og på krigsstien, men de var stadig familie og selvfølgelig holdt Samael af ham. Det gjorde ondt at se ham sådan. Og Samael vidste ikke en anden måde, hvorpå han kunne hjælpe end at holde om ham.

Marad lagde dårligt mærke til, at Samael hev ham ind i em lmfavnelse. Han var fanget i sin egen lille verden. Hans helt egen lille verdeb, som stille og roligt var ved at falde fra hinanden. Havde det været alle andre end Samael, som omfavnede ham, ville de formentlig have været døde nu. Selv i hans nuværende tilstand kunne han ikke lade folk se ham svag. Men Samael var hans bror, i hvert fald i alle henseender pånær biologisk. Desuden ville det ikke give mening at bruge kræfter på at slå ham ihjel. Så den lille deæ af ham som var tilstedeværnede nok til at opfatte omfavnelsen accepterede det.

Han gengældte ikke omfavnelsen. Han sad fuldkommen afkræftet med armene hængende ned langs sode, mens gråden fik hans krop til at ryste. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde ikke lyst til at gøre noget. Han havde bare lyst til at.. forsvinde.
"Han er væk, Samael. Han er virkelig væk" Han hviskede kun ordene, og sammen med gråden, gjorde det ordene utydelige. Men han var ligeglad. At sige det højt, havde nærmest gjort det mere virkeligt. Han havde håbet på, at det ville hjælpe at anerkende, at James var væk, men det gjorde kun smerten værre.

Samael blev ved med fast at holde Marad ind til sig, også selvom der ikke kom nogen form for respons. At mærke den anden mands krop ryste af gråd fik det til at gøre lidt ondt inde i Samael. Selvom de ikke var venner, var de stadig familie, blodsbånd eller ej, og Samael havde følelser nok til at have ondt af ham. Der var bare ikke rigtigt noget, han kunne gøre. Selv hvis den afdødes sjæl stadig havde været der, kunne han ikke gøre så meget. Videreføre et par ord, men hans job var stadig at lede sjælen videre. Han ville ikke kunne gøre noget for at give Marad personen tilbage. Men det vidste Marad tydeligvis også.

De lange småkolde fingre, der hvilede mod Marads nakke, bevægede sig i et let kærtegn, da Marad snakkede. Hvad skulle Samael svare? Han forstod ikke smerten, Marad følte, selvom han havde set den så forfærdeligt mange gange hos folk, der mistede deres kære. Samael havde aldrig holdt nogen så kær, og han vidste ikke, hvordan det føltes. Men han var ikke i tvivl om, at den var ødelæggende. Og han ville da ønske, at han kunne gøre noget for at lette den.
"Det er jeg ked af," sagde han, efter at have nikket ganske blidt. Ellers var han tavs. Lod Marad græde ud, støttede ham med sit nærvær og faste greb om ham. 
Hestene havde stillet sig tæt på hinanden som venner, der ikke havde set hinanden længe, men flyttede ellers ikke på sig. Alting var fredeligt omkring dem. Tomt. 

Samaels ord gjorde ingenting for Marad. Han var ked af det? Hvad skulle det overhovedet hjælpe. Samael havde ikke engang kendt James. Han vidste, at Samael på en eller anden måde holdt af ham, ligesom han sekv på en eller anden måde holdt af Samael. Selvom han til hver en tid villr nægte det. Men han havde stadigvæk svært ved st forstå Samael udsagn om, at han var ked af det. Et kort øjeblik begyndte vreden at trænge frem igen, men sorgen fik atter tvunget det i baggrunden. Der var kun plads til en dominerende følelse.

Han lagde armene rundt om sig selv. Han følte, at han decideret ville gå i stykker. At hans krop når som helst ville falde fra hinanden. Logisk set vidste han godt, at det var umuligt, men ikke desto mindre var det den følelse, han sad med.
"Jeg så ham dø, Samael. Han slog ham ihjel lige foran mig, og jeg kunne ikke gøre noget" Han kunne stadig tydeligt se James sidde i stolen mens han langsomt blødte til døde. Han tvivlede på, at han nogensinde ville slippe af med det syn. Det var som ætset ind i hans hukommelse.

En næsten umærkelig spænding i Marads krop fortalte Samael, at han var ved at blive vred, men den forsvandt med det samme igen. Og Samael gjorde ikke noget, blev bare ved med at sidde og stryge ham i nakken under det lange hår og holde ham ind til sig. Hvad kunne han gøre? Han var fuldt ud bevidst om, at lige meget, hvad han sagde eller gjorde, ville Marad i sidste ende nok blive vred på ham. Det var sådan, deres forhold var. Også selvom hans bror var tydeligt ødelagt af sorg over en anden mands død, ville sorgen hurtigt blive til vrede. Og den vrede ville blive rettet mod ham, lige meget hvad han sagde eller gjorde. 

Marads næste ord gav Samael et kort stik af had. Af vrede. Han var en neutral person, næsten så neutral man kunne være, for han var døden, en mand der ikke skælnede mellem rig og fattig, god og ond. En sjæl var en sjæl og skulle sendes mod efterlivet, lige meget, hvad den havde gjort i det levende liv.
Men her var der en mand, der havde skadet hans familie, og som Marad sad og græd i hans arme, ønskede han for et øjeblik al verdens død og ødelæggelse over den mand, der var skyld i det. Hans greb om ham strammedes lidt og hans hånd lukkede sig om hans nakke i et par hjerteslag, inden han slappede af igen.

Hvad skulle han sige? Som han lige havde konstateret, ville Marad blive vred lige meget hvad, han sagde for at trøste. Men han følte, at han blev nødt til at sige noget. Et eller andet.
"Det lyder forfærdeligt." Hans stemme var dæmpet, og man skulle være døv for ikke at høre, at han mente det. Han ville ønske, at der var noget, han kunne gøre for at fjerne noget af Marads smerte. Men han vidste også af erfaring, at kun tid ville hjælpe. Og for en mand som Marad? Hævn. Men det var ikke sikkert, at han ville kunne få det.

På mange måder var Marad en simpel mand, selvom det ikke var et ord, som mange ville bruge om ham. Især hvis man havde været offer for hans tortur, hvor det ofte var svært at finde mening eller mål med hans gerninger. Men i sidste ende, var han ikke desto mindre ganske simpel. Han kendte ikke meget til følelser. Alt han nogensinde havde kendt, var had. Det brændende, rødglødende had, som dominerede hele hans eksistens. Det var nok en af de største forskelle på ham og de andre ryttere. Hadet havde domineret hans eksistens, lige indtil han havde mødt James, som havde introduceret ham til så mange andre følelser. Og nu havde Thanos introduceret ham til sorgen. Men i sidste ende var han lavet af had, og det var den følelse, som altid ville vinde, når følelserne kæmpede om, hvilken der skulle være den dominerende.

Måske havde sorgen domineret for længe, måske trængte han bare til noget velkendt. Uanset grunden, fik Samaels ord igen vækket vreden, og denne gang veg den ikke tilbage for sorgen.
"Hvad ved du om forfærdeligt, Samael?" Hans stemme var kold, tom, som han gjorde sig fri af sin brors arme.
"Din eneste rolle i denne forbandelse vi kalder et liv er døden. Du tager folk, frarøver dem livet, hjælper dem videre" Han fik kæmpet sig op at stå, selvom han svajede lidt. Han var noget ustabil på benene, men ikke desto mindre stod han rank.
"Du forstår dig ikke på forfærdeligt, på smerte og tab. Hverken at være den som leverer smerten, eller den, som er offer for den" Han forstod godt, at Samaels rolle som død gjorde ham til en form for bøddel, men det var ingenting sammenlignet med ham selv.
"Hvad i dit liv giver dig nogen som helst ide om, at du kan forstå, hvad alt det her betyder!" Han råbte de sidste ord. Han var vred, rasende faktisk. Samael skulle ikke sympatisere med ham. Han havde ikke brug for, at nogen skulme have ondt af ham, og mindst af alt en, som ikke anede noget om tab!

Samael kunne mærke det med det samme. Forandringen. Hans bror blev hårdt i kroppen og hans stemme var som isen over en sø. Han holdt et suk tilbage, som han blinkede langsomt og opgivende. Uden at sige noget, lod han Marad tale, selvom hans ord gjorde ondt. Da han rejste sig, fulgte han langsomt efter, ikke tryg ved at sidde på jorden foran en vred Marad. Det var bedre at være i samme niveau som ham. Han var lige ved at række ud for at støtte ham, men lod være. Det ville ikke gøre noget godt.

Han så lidt træt på ham, som han gjorde sig klog på, hvad Samael vidste og forstod sig på. Marad var ikke forkert på den, for Samael havde aldrig haft store følelser for nogen. Aldrig haft nogen tæt inde på livet, ud over de tre andre ryttere, og selv det kunne man måske diskutere om det var kærlighed. Romantisk kærlighed var ikke noget, det gamle væsen nogensinde havde følt. Og hvordan kunne man føle tab, når man ikke havde noget at mist?
Men bare fordi, at han ikke selv havde følt det, betød det ikke, at han ikke vidste, hvad det var. Han havde set det så mange gange igennem sit lange liv. Sorgen, tårerne, skrigene. Han forstod det godt, selvom han ikke havde følt det.

Det gik op for ham, at Marad havde forstået hans opgave forkert. Han tog ikke liv. Det var ikke hans skyld, at folk døde, ikke som sådan. Han høstede sjæle, ja, men naturen havde besluttet sig for, at de skulle videre. Det var ikke så ofte, at han faktisk hjalp en sjæl ud af en krop, de havde oftest forladt den selv. Det var kun, når personen snød og holdt sin sjæl tilbage i kroppen, selvom den var parat til at skulle videre, at man kunne sige, at han var døden, for der førte han sjælen ud af kroppen og videre i systemet. Navnet var misvisende. Ungdommens hovmod.

Han overvejede kort, hvor meget han skulle diskutere med den vrede Marad. Det ville være bedre at lade være.
”Jeg har set så mange væsner miste, og selvom jeg ikke selv har følt det, forstår jeg følelsen.” Han tog en dyb indånding. Så uden kampgejst på Marad, for han ville ikke skændes. Han ville sikre sig, at hans bror ikke var ved at bryde sammen.
”Jeg er ked af dit tab. Jeg er ked af, at du har mistet nogen, du holder af, for jeg tror aldrig, at jeg har oplevet dig holde af nogen, undtagen dig selv.” Han trådte et skridt bagud, nok klar over, at han kunne forvente en næve mod sit ansigt. ”Men det hjælper ikke at blive aggressiv, der er ikke noget at gøre. Sket er sket.”

Marad var efterhånden træt af, at det gjorde ondt. Havde det været fysisk smerte, havde det været nemt nok at håndtere. Men denne smerte, som nærmest åd ham op indefra.. Han ville gøre alt for at få den til at forsvinde. Hadet og raseriet gjorde den mindre, så de virkede som den åbenlyse løsning lige nu. Desværre for Samael var han den eneste tilstede, som raseriet kunne gå ud over, og hans ord gjorde intet for at formilde Marad. Tværtimod blev han kun endnu mere rasende over dem.

Vredt knyttede han hænderne. Hvordan kunne Samael overhovedet påstå, at han forstod?
"Hvorda kan du gøre dig nogle forestillinger om, at du forstår noget, som du ikke selv har oplevet!" Han var fristet til at slå ud efter Samael, men for nu holdt han sig tilbage.
"Du skal ikke belære mig om, hvordan dette hænger sammen! Jeg ved, at intet kan bringe ham tilbage! Modsat dig har jeg utallige væsners blod på mine hænder. Jeg har været skyld i tårer hos familie og venner, jeg ved, hvordan døden virker!" 

Vredt trådte han et ustabilt skridt tættere på Samael. Han havde brug for at afreagere på nogen, og siden han endnu ikke havde fået fyldt huset med nye slaver, kunne han ikke bare vride halsen om på en tilfældig tjenestepige.
Han trådte endnu at skridt tættere på Samael, og svingede så den knyttede næve mod ham. Det var et sløset og ukoordineret slag, og var lige ved at bringe ham ud af balance.

Det var en forventet, om end ikke håbet, reaktion, der kom fra Marad, da Samael forsøgte sig frem med at berolige ham. Vrede. Mere vrede. Det virkede som om, at hans bror altid var vred, som om at det var den eneste følelse, han kunne føle. Samael tog sig selv i tænke, at han godt kunne have tænkt sig at se ham sammen med denne mand, der havde gjort det her ved ham. Ville han kunne have set ham glad? Med varme følelser, der ikke omhandlede ham selv? Det var nu et spørgsmål, han ikke ville kunne få besvaret.

Samael lod Marad rase ud med sine ord, lod ham skælde ud og snakke om sig selv. Samael selv var stadig ikke rigtig vred, men han kunne mærke frustrationen brede sig. Han var her ikke for at skændes med sin bror, eller blive skældt ud som nu. Han var kommet, fordi han havde haft en fornemmelse af, at noget var galt. Han ville hjælpe Marad, men hans tålmodighed ville ikke vare for evigt.

Noget der blev bevist, da Marad pludseligt slog ud efter ham, men så klodset, at Samael ikke gjorde andet end at træde et skridt tilbage, ud af rækkevidde. Og pludseligt fik han nok. Han kunne finde sig i meget, men han ville ikke slås på. Ikke når han var her for at hjælpe. Der gled et lidt lukket udtryk over hans ansigt.
"Så er det godt. Jeg er her for at hjælpe dig, men hvis du ikke vil have min hjælp, og vold er takken, så kan jeg lige så godt tage af sted igen. Er det, hvad du vil have?" Han så hårdt på ham, mens han ventede på hans svar. Han var klar til at ride videre, selvom det var ensbetydende med at efterlade sin bror i den tilstand, hvilket han faktisk ikke var glad for.

Det var ikke første gang, at Marad slog ud efter sin bror, og nok heller ikke sidste gang. Man skulle måske ikke tro, at Pest var den, som havde det største temperamentsproblemer, men det havde ikke desto mindre altid virker til at være tilfældet. Alle de andre var en skændsel, hvis man spurgte ham. Og nu var han ikke det mindste bedre end sine brødre og søstre. Han var blevet svag, James havde endda formået at fjerne hans fokus på at udvikle den perfekte sygdom. Og nu hvor han var væk, kunne Marad end ikke tænke på at finde nye emner, som han kunne eksperimentere på. Det var skammeligt. Han kunne ikke engang formå at ramme Samael med sit slag!

Hvis blot Samael havde slået igen, havde Marad måske formået at funde styrken til faktisk at tage sig sammen. Men selvfølgelig slog Samael ikke igen, han var så sjældent voldelig. Men han formåede da i det mindste at irritere sin bror, lød det til.
"Jeg vil have fred" knurrede han.
Han overvejede, om han skulle slå ud efter ham igen, men sandheden var, at han knapt kunne holde sig stående efterhånden.

Nok havde rytterne som sådan ikke brug for søvn, men de kunne blive udmattede ligesom alle andre, og Marad kunne mærke udmattelsen gøre kroppen tung. Hans krop kunne snart ikke holde til meget mere, han havde brug for hvile.

Samael stirrede en smule vredt på sin bror, mens han ventede på svar fra ham. Han ville have fred. Samael accepterede dette, selvom han et eller andet sted ikke var glad for at efterlade ham i den forfatning. Men hvad kunne han alligevel gøre? Marad virkede som altid til at afvise enhver form for hjælp, enhver form for følelser. Samael var nok en mand, der hverken var god eller ond, men han var ikke helt ligegyldig, når det kom til de tre andre ryttere. De var familie, blodsbånd eller ej, og man tog sig af familie. Problemet med Marad var bare, at han ikke ville have, at man tog sig af ham. Og så var der ikke så meget, Samael kunne gøre.

"Og fred skal du få, hvis det er det, du vil have" svarede han fast, inden han så på ham et øjeblik mere, og så vendte rundt for at gå over til sin hest, der stod og slappede af op af Marads. Den var ikke helt tilfreds, da han tog fat i sadlen og svang sig op på ryggen af den. Ikke at den var træt eller udmattet, der skulle mere til, men den ville gerne have haft tid til at slappe af med den anden hest, Samael havde lavet for så mange år siden.

Samael satte sig til rette i sadlen og så ned på Marad.
"Nogle gange ville jeg ønske, at du kunne tage i mod hjælp, når det blev tilbudt, bror. Jeg ville have våget over dig, mens du sov." Han klemte lidt med benene og hesten trådte væk fra den anden og vendte rundt for at begynde at traske mod vejen. 
"Jeg er ked af dit tab." Han gentog sig selv, som hesten trådte forbi Marad. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, det føltes tomt og forkert at efterlade Marad, men han ønskede tydeligvis ikke Samaels tilstedeværelse, og der var ikke andet at gøre.

"Jeg har ikke brug for din hjælp Samael, det har jeg aldrig haft. Det ændrer sig ikke bare fordi jeg har lidt et tab" Han lød ikke engang vred mere, nu lød han bare træt. Han havde brug for at komme indenfor, så han kunne være lidt i fred og fortsætte med at sørge. Et bad ville sikkert heller ikke være af vejen, siden han stadig var dækket af jorden var James grav. Hvor havde det egentlig været en forfærdeligt lang dag. Det virkede nærmest som om den havde varet en evighed, og så var det ikke engang fordi han havde lavet ret meget. Men det havde selvfølgelig taget sin tid at grave graven, men det havde jo alligevel kun været en lille del af, hvad han havde lavet. Minderne om James spinkle krop i graven havde nær fået tårene frem i hans øjne igen, men han formåede et få styr på sig selv inden det skete.

Der var ingen grund til, at han blev stående og så Samael ride væk, så i stedet vendte han sig om og gik op mod stalden, så han kunne få sat hesten i bås og selv komme ind i bad. Han nåede dog ikke ret langt, før han blev nødt til t stoppe op og læne sig tungt op mod hestens side. Verdenen omkring ham virkede pludselig nærmest ulden, sløret. Uden held forsøgte han at gribe fat i sadlen, så han kunne holde sig oprejst, men han fik ikke fat i andet end luft, så i stedet gled han langsomt ned på jorden. Svagt hørte han hesten vrinske uroligt, sikkert i håbet om at Samael ville høre det. Normalt ville han have tysset på hesten, men i tedet lå han helt stille på jorden som verdenen langsom blev mørk omkring ham.

Samael så sig ikke tilbage, da han red ud af gårdspladsen. Hvorfor skulle han, Marad havde afvist ham uden tøven, og det ville Samael ikke diskutere i mod. Hans lillebror var stædig og aggressiv, og det var ikke til at arbejde med, Samael havde forsøgt så mange gange i løbet af årene. Så han gav op uden kamp, det gad han ikke bruge sin tid på. Der var sjæle derude, der gerne ville tage i mod hans hjælp.

En lav vrinsken fik dog både ham og hesten under ham til at stoppe op. Samael drejede sig i sadlen og så tilbage, for at få øje på sin bror, der var faldet om ved siden af hesten, der stod og skubbede til ham med mulen. Med et dæmpet suk vendte Samael sin hest rundt og lod den skridte tilbage ind på gårdspladsen og hen til den anden hest og manden på jorden. Uden hast svingede Samael benet over den knoglede hesteryg og gled ned på jorden, hvorefter han satte sig på hug ved siden af Marad. Der var ikke noget bekymring at se i hans ansigt, bare lidt trist opgivelse. Endeligt rakte han ud og lagde en hånd på hans skulder, men da der ikke kom nogen reaktion, vendte han ham rundt på ryggen og fik på en eller anden måde hevet ham op over sin skulder. Samael var ikke en stærk mand, så han måtte støtte sig lidt til en hest for at komme på benene. 

Skridt for skridt fik han båret Marad over pladsen og ind af døren til herregården. Han havde været her før og fandt uden problemer ned til Marads soveværelse, hvor han læssede ham af i sengen. Med en grimasse strakte han sin ryg ud og så ned på sin bevidstløse bror. Han var beskidt, hvilket ikke rigtigt var Samaels problem. Han endte dog med at trække støvlerne af ham og lægge et par tæpper over ham, inden han gik ud for at sætte hestene i stald. Tilbage indenfor kiggede han kort til Marad, der ikke havde flyttet sig, inden han begyndte at gå på opdagelse i huset. Det var så tomt. Der plejede altid at være børn over det hele.

Til sidst endte han i køkkenet, hvor han smed jakken og også lagde sin oppakning ud, inden han begyndte at rode rundt i skabene, skuffer og spisekammeret. Det var ikke madlavning, han gik mest op i, men han havde da lært lidt igennem sit meget lange liv, og snart var der sat en gryde over, der begyndte at sende en god duft ud i rummet. Ilden varmede også og gjorde køkkenet mere levende. Hyggeligt.
Han ville hente en bog på biblioteket, men stoppede op i døren. Gulvet var dækket i størknet blod. Han blev stående lidt, inden han kom frem til, at det nok var bedst, hvis han gjorde noget ved det. Så lidt efter kom han tilbage med to spande med vand og en strid kost.

Maden var for længst færdig, og han havde spist selv, da han sad fordybet med en bog i en stol i køkkenet, de tynde ben lagt op på en sæk fyldt med korn, og han afslappet lænet tilbage på stolen. Biblioteket var nogenlunde rent og der duftede af mad langt ud af køkkenet. Burde han sidde inde ved sin bror og holde øje med ham? Hvorfor? Han sov, og han ville sikkert hidse sig op, hvis han så sin bror som det første. Og der var dejligt varmt i køkkenet.

Det var ikke ofte, at Marad blev udmattet nok til, at han faktisk behøvede søvn, men det skete da. Flere gange havde han sovet simpelthen fordi James sov ved siden af ham. Men at nå til et punkt, hvor hans krop var så udmattet, at han simpelthen faldt om af udmattelse, det kunne han ikke huske hvornår sidst var sket. Det var vigtigt, at han ikke virkede svag overfor sine tjener, de skulle frygte ham, så han kunne styre dem, så han sørgede altid for at få den nødvendige søvn, før det blev for sent. Desuden var det ikke til at vide, om en af de nye tjenere ville stikke en kniv i ham, mens han var bevidstløs, fordi de ikke var klar over, at han ville genopstå.

Hvor lang tid, der var gået, da Marad endelig vågnede igen, var ikke til at sige. Han var frisk nok til, at det føltes som om, at han havde sovet i flere dage, men i realiteten var det nok nærmere et spørgsmål om et par timer. Med et lettere opgivende suk satte han sig op, og så ned ad ned sig. Han var stadig møg beskidt.. det måtte være Samael, som havde smidt ham i seng. Nu skulle sengen også gøres rent, ikke noget Marad så videre frem til, eftersom alle hans tjenere var stukket af. På trods af dette kunne Marad dog ikke formå at være sur på Samael over, at han havde lagt ham i seng. Mon den gamle dødbider stadig befandt sig et sted i huset?

Det tog lidt overtalelse, men endelig fik Marad rejst sig, så han kunne gå på jagt efter sin bror. Det åbenlyse sted ville nok være biblioteket, ligesom ham selv kunne Samael jo se værdien i en god bog, men lige præcis det rum havde Marad ingen intentioner om at nærme sig. Det var ulempen ved at bo i et så stort hus, især når de ikke var nogen tjenere, som han kunne sende ud for at finde Samael. Marad endte med bare at gå ned ad gangene lidt på må og få, på et eller andet tidspunkt skulle han vel nok finde Samael.

Taget i betragtning af,hvor mange rum Marad havde med bløde sofaer og stole, var det egentlig utroligt, at det var i køkkenet, at Marad fandt Samael. På den anden side burde det vel ikke komme bag på ham. Marad lænede sig op ad dørkarmen, og lagde armene over kors.
"Har du ikke vigtigere ting at lave end holde øje med mig?" Vreden var for længst væk, så nu lød han mest af alt træt.