Mørket havde for længst sænket sig over Dianthos, som Isadora og William lagde den nedre by bag dem og bevægede sig videre op i det centrale bydistrikt. De var kun lige nået indenfor byporten før denne var blevet lukket for natten og lyden af den tunge port der faldt i gjorde intet for at haste dem fremad. Tværtimod. Der lå konsekvenserne trods alt og ingen af dem var ivrige efter at skulle håndtere dem.

Turen fra Medanien og gården havde taget på dem begge. De havde efterladt hoppen hos Marie, hendes nye mand og datteren, da de begge havde følt den lille familie ville have mere brug for hesten end dem. Det havde dog gjort turen det længere for dem selv og det kunne ses på deres slidte støvler og kapper. Hvad før havde været gode klæder var nu knapt så meget det.
Isadora rakte stille ud og tog Williams hånd som de passerede ind gennem den mindre port der markerede overgangen til det centrale bydistrikt. Det var herinde et sted de var mødtes år tilbage. Mødtes og flygtet sammen fra bøller og familier mere end en gang og det var her igennem de skulle for at nå ind til Det Øvre distrikt og deres familiers boliger.

"Kom nu. Hvad er det værste der kan ske?" Hun forsøgte at holde stemme let, skønt den var sænket til kun at ville nå hans ører. De få ord og en dyb vejrtrækning var under alle omstændigheder nok til at få hende fremad igen. Det og følelsen af Williams varme hånd i hendes og den uro hun fornemmede fra ham. Som altid var hun den der udstrålede ro om hun følte den eller ej og den der ledte dem fremad mod det der var det rigtige, skønt ubehagelige valg.

Som de var kommet tættere og tættere på Dianthos var William blevet mere og mere ængstelig. Turen havde været lang, specielt som de måtte tage den på gåfødder og overleve på landevejen i længere tid, men det havde han taget i strækt arm. Rolig og afklaret, for mest af alt havde det været hyggeligt. Han kunne slet ikke engang sætte de rigtige ord på hvor rart det havde været at rejse med Isadora, men han vidste også hvor de var på vej hen. Den kunne vidst ikke trækkes længere.

Han var anspændt som de kom igennem porten inden den lukkede for natten og hans skridt blev mere tøvende og langsomme. Instinktivt lukkede han sin hånd om hendes og tog en dyb indånding der blev lukket ud i et langtrukket suk. "De kunne se os?" kom der mumlende tilbage med et skævt smil på læben. Han vidste at hans mor ville skælde ud - fordi han ikke var kommet hjem i så mange år. Han mærkede knuden af dårlig samvittighed. Hun måtte tro at han var død i krigen. "Og jeg husker din mormor" tydeligt. Meget tydeligt. Hvordan kunne hun være så rolig omkring at møde den dame igen på denne måde? William følte sig med et lige pludselig som en ung teenage knægt endnu engang, trods han var en voksen mand.

Isadora gav Williams hånd et klem, før hun træk let i ham og fik dem fremad. Ind gennem den anden port og et skridt nærmere målene for deres rejse. Hans ord trak et halvt smil frem på hendes læber, men mest af alt fik det hende til fortsætte fremefter. Ja, de kunne blive set, men det var jo lidt meningen de skulle blive det. Set og snakket til. Mest sandsynligt skældt hæder og ære fra, men hun havde ikke fortrudt hun var stukket af for at finde ham. At have ham her var alt hvad der ville komme værd.

Alligevel fik hans næste ord hende til at stoppe op og vende sig mod ham. noget i hans stemme havde talt om andre tanker end på hvad hendes mormoder ville gøre og som hun så op på ham nu var meget lidt af det skjult. Forsigtigt slap hun hans hånd, rakte op og fangede hans ansigt mellem sine hænder. Holdende hans blik mumlede hun forsikrende. "Men vi vil høre hvad end hun har at sige sammen." Med en ro hun ikke helt følte, trak hun ham ned mod sig og kyssede ham let. "Og hun var grunden til vi blev enige om at opsøge dine forældre først." Hun lod hænder falde fra hans ansigt og ned bag hans nakke som hun bare nød det stille øjeblik, før de blev nødt til at komme videre.

Det havde på mange punkter været bedre, bare at blive boende ude på den større gård og leve sit liv der. Så meget nemmere. Men det havde så ikke været retfærdigt. Isadora havde ret - det havde hun sådan set altid, selvom William nok ikke skulle indrømme det for mange gange. Det vigtigste var at han vidste det. Og han fulgte også med uden at protestere da hun trak ham fremad. Hun måtte være meget mere modigere end ham!

William lænede sig ind og følte roen sprede sig en smule i kroppen ved at mærke hendes læber mod sine. Hun havde stadig ret. "Ligemeget hvor vi går hen, er jeg sikker på at der bliver råbt" det blev sagt med et smil og en let munter tone. Det var nærmest uundgåeligt.
William lænede sin pande ned imod Isadoras og havde lagt sine hænder mod hendes hofte. Hvilende i øjeblikket, og ikke spor travl med at komme videre, selvom det var uundgåeligt.

Det var først da han så bevægelse at han løftede blikket og stivnede i hele kroppen. Hvorfor, af alle byvagter.. Af alle byvagter, så var løjtnanten på tur i aften, og han så ikke munter ud.

Lance Bigwig havde intet imod aftenvagter, specielt ikke efter at mørkeforbudet var ophørt. Han behøvede ikke at jage folk op og ned af de små snævre gader i et desperat forsøg på at opfylde sit arbejde. Alt virkede langt mere roligt efter lysets genindførsel, selvom kriminelle var at finde overalt i gaderne.

Den store vildmand gik med raske skridt ned af brostensgaderne, rundede et par hjørner og styrrede mod porten ned til det lavere bydistrækt hvor han oftest var at finde. Luften havde en dejlig friskhed i sin kulde, og han anså sig selv som værende ganske munter denne dag. Dagen havde været god.

Og synet af to unge mennesker gående hånd i hånd, fik ham også til en start til bare at smile. Ah ung kærlighed, det var mange år siden han havde mærket den gnist sidst. Men munterheden blev erstattet bræt som genkendelsen ramte ham. Hans skridt eppede ud til knægten kiggede op til et syn af en vildt omfang af skæg og hår der stirrede på ham, og forvrængede ansigtet over i et utilfreds udtryk. "William.." Hans stemme var klar og bedømmende. Blikket gik videre til den unge kvinde, hvis hvide hår passede til en eftersøgningsbeskrivelse der gjorde ham helt træt ind i knoglerne. "Vil I være så venlige at forklare, hvor i, i Zaladins navn, har været?!"

Øjeblikket af perfekt ro imellem dem gled over i minutter, men uden at Isadora havde lyst til at gøre sig fri og trække dem videre. Hun vidste det ville være hende der skulle bryde stilstanden, men hvad ville et ekstra øjeblik så gøre efter måneders fravær? Formentlig ikke meget. Aftenen var stadig ung og...
Noget bag hende fik William til at se op og stivne. Langsomt trak Isadora armene ned fra hans nakke og drejede sig i hans favn, men uden at træde væk fra ham. Det var måske ikke normen at lade en dame stå forest i en potentiel farlig situation, men mellem hende og William var hun klart deres bedste forsvar som han var deres bedste flugtmulighed.

Synet af en byvagt fik hende kort at løsne op. Hånden der havde haft fundet skæftet på sværdet åbnede sig og endte foldet med den anden foran hende, som hans bliks fandt hendes og hans fulde dårlige humør ramte med hvasse ord og ikke så få understregende vendinger. Håbende på det bedste og på ikke at være blevet genkendt mere end Will, lagde hun ansigtet i troskyldige folder. "Hvad mener De, min herre? Vi har blot været ude på en..." Hun skar af som noget i hans udtryk og ikke mindst noget i måden William holdt fast i hende på fortalte hvor lidt hun kunne sælge at være noget andet end den hun var.

William var anspændt hele vejen ind til knoglerne. Af alle de byvagter de kunne være løbet ind i, denne sene eftermiddag, på vej hjem efter alt for mange måneders fravær, var det selvfølgelig Bigwig.
William vidste at det så helt forkert ud at det var ham der krøb sammen om bag den lavere Isadora, men som de begge vidste, hun var helt bestemt det bedste forsvar. Især med talens gave, hvor han måtte anerkende at han ikke duede til meget. Med en rømmen lænede han sig lidt tættere ind til Isadoras øre for at tilføje en lille ekstra detalje, ret vigtig for at vide hvorfor han frøs som han gjorde. "Det er Kira's onkel.."

Havde William mest af alt lyst til at teleportere dem begge væk fra det her, til fredelige omgivelser hvor de kunne tage det hele langt mere roligt? Oh ja, og lige med det samme. Men ligemeget hvor ubehagelig situationen end måtte være lige nu, var der ingen vej udenom. Han var i hvert fald godt overvundet.

Bigwig så træt og gammelmandsgnavent ned på Isadora og brummede utilfreds som hun begyndte at tale udenom selvom det ikke varede længe. Den havde fungeret glimrende med enhver anden byvagt end lige ham. Han vidste udemærket hvem de var, og han var ikke tilfreds!
Jo, han var faktisk ganske tilfreds med at de var kommet hjem af sig selv, selvom det ved guderne havde taget dem lang tid! Hvad tænkte deres familier ikke efterhånden? De måtte være skrækslagende. Bigwig havde næsten lyst til at slå deres hoveder ind i hinanden for at banke noget fornuft ind i de unge uduelige hoveder. "En lille frisk aftenvandring i et par måneder, frøken Blackwood? Og dig, unge mand, du har været væk i flere år!" han så strengt på dem, og syntes ikke ligefrem at bløde op. "Og hvis i så vil være så venlige at følge med.. Der er vidst nogen der fortjener en forklaring" han lod det ikke være til diskussion som han begyndte at traske ned af gaden.

Møgunger. Måske var de nok vokne, og måske kunne han godt genkende noget af deres opførsel fra sine egne unge dage, men for syv sytten! "Og lad mig gætte, i har ikke sendt bud i forvejen heller? Kommer bare dumpene?"

"Oh...!" Isadora drejede ansigtet halvt så hun kunne skæve tilbage mod Willian, men uden helt at slippe den gnavne byvagt af syne. "Kira har en onkel i byvagten? Hvorfor er vi aldrig rendt på ham, når...?" Hun skar endnu engang af for det var virkelig ikke det rigtige tidspunkt at minde nogen som helst om hvordan William havde været før han var forsvundet eller om at hun ikke havde været stort bedre.

Så hellere vende blikket fuldt tilbage til den høje og meget skæggede mand og forsøge sig med et indsmigrende smil. Der prellede af på manden som vand på en and. Han var tydeligvis slet ikke i tvivl om hvem hun var. Gedemøg. "Det ville nok være det bedste ja." Samtykkede Isadora så med en ydmyghed hun så sjældent udviste væk fra sin mormoders årvågne blik. Forsigtigt og halvt i skjul af hendes kappe lod hun sin hånd glide ned og finde Williams, givende den et lille klem før hun ledte dem efter den bistre byvagt.

Lidt komik kunne hun dog finde i situationen og langt fra helt slået var hun, for som han hakkede ud efter dem igen, svarede hun ganske tørt. "Det var lidt svært at finde duer der fløj andre steder hen end på spid over bålet..." De havde haft snakket om at sende bud, men udsigten til den velkomst der så ville have været forberedt til dem havde fået selv Isadora til at miste den sidste farve. Det ville blive slemt nok som det var.

Der kom en nervøs lyd fra William der mindede lidt om en kvalt latter der blev påmindet om situationens alvor. "Det var nok mere held end forstand" svarede han lavmæld tilbage. Og nej, det var virkelig ikke det bedste tidspunkt at diskutere deres natlige aktiviteter i byen dengang de stadig var et spritnyt bekendtskab. Han huskede i hvert fald tydeligt deres tur i springvandet fordi han havde ramt et par meter forkert i teleportering. Mindet fik ham næsten til at smile, men med Løjtnant Bigwig var det vigtigt at holde en alvorlig mine. Han var ikke i godt humør denne aften, det var tydeligt.

Alt i alt måske ikke så underligt taget i betragtning af hvor længe de begge henholdsvist havde været væk, og at han havde en niece der havde været ovenud bekymret. William fik det faktisk dårligt, som ramte virkeligheden lidt hårdere nu den første konsekvens blev præsenteret. William fandt dog en smule ro ved at mærke Isadoras hånd igen, som de begav sig efter byvagten.

Han anstrengte sig endnu engang for ikke at smile, mens han skulede til siden over Isadoras kommentar om duerne. Mad havde trods alt været vigtigere på rejsen.

Under andre omstændigheder havde Bigwig nok ikke været sky for at afgive en let latter over kommentaren om at duer egnede sig en del bedre over bålet når man rejste. Det fik ham i stedet til at kigge tilbage over skulderen med et strengt blik og et opgivende udtryk. Unge mennesker! De blev da bare også så LANGSOMT klogere! Bigwig valgte at lade være med at tænke på hvor vild han selv havde været i sine unge dage, og hvor lidt han havde haft lyst til at følge og parere enhver form for ordre. Men han var blevet klogere. I hvert fald lidt.

"Så må vi håbe familien er mere forstående, nu de havde ventet det værste. Den frygt er vel ikke anderledes at leve med et par uger eller måneder mere end nødvendigt." kommenterede han tørt, håbende at de fik bare en smule røde øre og i fremtiden ville tænke godt og grundigt over deres handlinger.

Med det førte han dem tættere på et nok ganske velkendt kvarter for dem begge, men ikke i retning af hverken Williams familie eller der hvor Isadoras pårørende eftersigende burde befinde sig når de befandt sig i byen. Nej, han førte dem et andet sted hen og stoppede foran en dør, simpel men godt i stand og bankede på med et par hårde bank. "Det er nok bedst at i tilbringer natten her. Nok er jeg ikke glad for at udtrække jeres families bekymringer, men de bliver ikke mindre bekymrede af at finde jer fragtet hjem efter mørket er begyndt at komme frem, og så af en byvagt der ikke er blevet klippet i årtier" han bakkede et halvt skridt, ventende på at døren blev åbnet af en stadigt ungt udseende kvinde med brunt krøllet hår og bredde hvide vinger på ryggen. Kira. "Jeg har gæster til dig, min pige" Bigwig hilste på hende ved at kysse hende på panden og derefter træde til side så de tre unge mennesker kunne få lov at se hinanden igen.

Isadora nåede ikke helt at kvæle en nervøse latter over Williams svar, men undertrykte den så hurtigt som det var hende muligt. Det var hverken tiden eller situationen til at le. Slet ikke som de formentlig gik imod et nedfald af ulykker ingen af dem tidligere havde set magen til.
På den anden side var der en nærmest lettelse ved at gå imod det. Valgene var taget og nu var det blot at betale prisen. Forhåbentlig en hun kunne betale og som ikke kostede hende Will endnu engang. Det ville hun ikke acceptere.

Turen gennem byen kom ikke til at mangle en bestemt prikken til deres samvittighed. Ikke at Isadora rigtig behøvede det, men hun vidste byvagten havde ret. Du burde have sendt bud, de burde være vendt tilbage før, de burde, de burde, de burde. Desværre var sagen at ingen af dem ville have handlet anderledes givet en mulighed for de ville ikke haft andet at handle udfra end denne gang. Forhåbentlig ville de have lært noget til fremtiden. Forhåbentlig.

Gaderne var velkendte, men vejen de gik ikke den ventede. Som byvagten fortsatte med at tale så Isadora sig om for at gennemskue deres mål. Hvis ikke deres familier, hvem så? De stoppede ved et hus og ventede tålmodigt på at beboerne deri åbnede, mens hun gav Wills hånd et beroligende klem. De kunne klare det her, hvad end det så var...
"Kira!" Overraskelsen var tydelig i Isadoras stemme, som hun så hvem der åbnede døren. Hun slap Wills hånd, trådte frem og gav den ældre veninde et fuldhjertet kram.

William følte egentlig ikke at den fik for lidt med skyldfølelse fra den ældre byvagtsløjtnant. Han syntes at gro mere og mere jo tættere de kom på det øvre distrækt, at han var ved at gå til af både nervøsitet og skyldfølelse. Der var så ubeskrivelig mange ting de burde havde gjort.

Han forholdte sig derfor stille, og kiggede først undrende over på Isadora som ruten syntes at gå i en anden retning end til hvor deres familier opholdte sig. Det kunne ikke være værre end han allerede havde forestillet sig der ville ske. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind - hans var stadig anspændt.
Men han stivnede fuldstændig da det gik op for ham, hvem der åbnede døren. Han endte faktisk med at stå en smule med åben mund og bare kigge på hende, som Isadora slap hans hånd og gav deres veninde et kram.

Det var en fredfyldt eftermiddag og tidlig aften. Hjalmer puslede rundt med noget legetøj på gulvet, og Kira selv sad på gulvet sammen med ham og smilede. Glad for sit liv og udviklingen den havde taget. Der var sket så uendelig meget på kort tid, men det mest vidunderlige og livsændrende var at blive mor. Hargin havde aldrig været meget hjemme i deres tid sammen, som lyset ofte sendte ham ud på missioner, specielt til Dragorn, men det havde hun vidst fra start af.

Midt i freden, havde Kira ikke forventet at få besøg. Hun overvejede et kort øjeblik at lade være med at rejse sig og svare, men hun forventede også at det måtte være vigtigt. Hvorfor ellers forstyrre hende.
Barfodet og med en simpel kjole over kroppen, og de hvide vinger hængende roligt bag sig, åbnede hun døren, for først at se sin onkels vilde og utæmmelige ansigt. Hun smilede. "Godaften Onkel" Han guidede hendes opmærksomhed til bag, med gæster han havde taget med til hende. Et underligt udtryk.
Men ikke så underligt, som hun så hvem han havde taget med sig. Årerne var gået, alt for mange år, og hun havde ofte spekuleret over hvad der var sket med dem! "Isa!" hun tog imod den andens kram og holdte hende tæt ind til sig. "Og Will" hun rakte ud efter ham med et af sine store varme smil og trak ham ind i krammet også - nu han skulle stå og se så målløs og dum ud. "Hvad.. Hvad laver i her?" Kiras blik flyttede sig mellem dem, til de fandt tilbage til Bigwigs. Bigwig kom med en brummende forklaring om at han fandt dem ved porten, og at det nok var bedst de havde et sted at være og ikke blev ført hjem af byvagten på dette tidspunk, inden han takkede af for aftenen og listede tilbage til sin rute. Men ikke uden at sende et skarpt blik til de to unge mennesker først.

"Kom hellere med ind" Kira trådte tilbage ind af døren og begyndte at gå ind i stuen, og lod Will og Isadora om at tage overtøjet af og stille skoene, mens hun selv samlede den knap etårige op fra gulvet, som han begyndte at blive urolig over at høre fremmede stemmer. Med tommenfingeren i munden klamrede han sig en smule ind til sin mor og så varsomt til som de nyankommende kom ind.

Det var dejligt at se Kira igen. Overraskende og slet ikke hvem Isadora havde forventet den vrantne byvagt ville have slæbt dem hen til. Der havde i det hele taget ikke været mange andre end familierne på den liste for hende, så en veninde virkede så en sand lettelse.
Om ikke andet til hendes spørgsmål trak Isadora tilbage til nuet og den virkelighed der pressede sig så frygteligt på. Byvagten valgte da også brummende at overlade det meste af svaret til dem. Forståeligt, men det han fik sagt var så heller ikke særlig hjælpsomt. Hun holdt det dog for sig selv og fulgte blot tavst med indenfor.

Entreen var lille, men med plads nok til deres kapper og slidte støvler. Taskerne tog de med videre ind og stillede varsomt op af den nærmeste væg. De var lidt et signende signal om at de ikke havde været ude på en kort tur. Mere distraherende var synet af den lille på Kiras hofte. "Men dog. Der er vist en anden der også har haft travlt!" Isadora sendte Kira et varmt smil, men holdt sig afventende lidt på afstand. Børn og hun var en blandet fornøjelse. "Jeg vidste ikke engle kunne få sådan nogle." Der var varme og glæde i hendes stemme som hun sagde det. At se Kira helt som hun altid havde ønsket det - måske ikke medregnet vinger - var dejligt livsbekræftende.

Kira forventede at hendes onkel havde fragtet hendes to venner til netop hendes dør, i et forsøg på at skåne dem en lille smule fra familiernes klør. Kira kendte dem, ligesom hun kendte sine egne forældre. De ville næppe blive lukket ud igen før der var gået flere måneder. Og aftenen ville være fyldt med skænderier. Hvad skulle det alligevel nytte noget på dette tid.
Mængden af oppakning som Kira kunne fornemme blev sat i gangen fik et smil frem på hendes læber. De havde været væk så længe, og det bevis var tydeligt i deres tøj, slidte støvler og mængden af tasker. Hun kunne ikke lade være med at tro de havde været på eventyr. Det kunne ligne dem.

Hjalmer puttede sig forlegent over opmærksomheden, ind til Kiras bryst, men kunne ikke helt fjerne blikket fra den hvidhårede spændende kvinde. Kira derimod grinede varmt og nikkede. "Det må man sige. Jeg er blevet gift og har fik Hjalmer for nu snart et år siden" forklarede hun og smilede over Isa's tilbageholdenhed. Børn havde aldrig været hende. William derimod var allerede i gang med at sidde og småfjolle med knægten ved at lave ansigter og sige mærkelige lyde. Han virkede til at være optaget for resten af aftenen.
"Det troede jeg heller ikke. Jeg havde i hvert fald ikke forventet det, da jeg troede at jeg.. ja ikke fungerede som et menneske mere." en alternativ måde at sige at Kira troede hendes krop var død, men at magi holdte hende i live. "Og hvis ikke engle kan, må jeg sige der er sket et mirakel" grinede hun og kiggede ned på drengen der havde stoppet et par fingre i munden og kiggede med store øjne på William, og engang imellem kom med et grin. "Men nu til jer. Hvad skete der?"

Isadora kunne ikke andet end smile tilbage. "Tillykke! Med begge dele! Så gav din familie sig alligevel?" Der måtte have været en del snak frem og tilbage for at det kunne ske. Nok mest af alt dog en Kira, der satte foden ned og erklærede sig fri til at gøre som hun ville her i andet liv. Rart lige meget hvad at det var blevet sådan.
Hun havde nok aldrig rigtig tnkt meget i hvad engle kunne eller ikke kunne. De var bare og virkede oftest som om de havde vigtigere ting at tage sig til end at leve deres fratagede liv. Måske lagde alle dem bare for højtideligt op? Se det var en tanke til senere. "Men dejligt det kunne ske. Jeg ved du altid gerne har ville have de der små nogen." Nej, Isadora var stadig ikke helt på den vogn.

Så sukkede hun let. "Kan vi sidde ned for den historie?" Det havde været en lang tur fra Medanien og hun var ikke sikker på Kira ville tage alle dele lige pænt. En stol var dog at finde og indtage, så hun kunne få vægten af fødderne lidt. Et blik på Will og hun rystede opgivende på hovedet af ham. Han var helt væk i den lille.
"Hmm ja, hvad skete der." Hun stoppede kort og rystede så opgivende på hovedet. "Mørket angreb Dianthos og Will teleporterede væk med en lille familie. Og væk og væk og væk til de endte i Medanien. Der slog han sig ned som bonde." Hun sendte Will et både irriteret og opgivende blik. Det var en så Will-agtig ting at gøre. "Han kunne ikke finde ord at skrive hjem, så ingen beskeder om ham kom. Da plagerne slap deres tag fik jeg nok og rejste ud for at finde ham." Hun mødte Kiras blik og mærkede et skævt smil krybe frem. "Jeg efterlod en besked. Jeg har ladet mig forstå min mormoder ikke fandt den nok." Der var en skideballe i vente der og det ingen lille en. Hun fortsatte dog. "Jeg fandt sporet af Will og fulgte det til jeg fandt ham og familien. Vi havde en snak.." Hun sendte Will endnu et blik. "... og han fandt det klogest at følge med tilbage. Så nu er vi her."

Kira smilede med et blik som Isadora formentlig kendte. Familien havde prøvet at forhindre det, men det var tydeligt at der var sket noget efter Kira var blevet genfødt. Hun holdte ikke på samme måde igen, for hun vidste hvad det betød når det pludseligt var for sent. "Jeg gav dem vidst ikke så mange valg" bekendtgjorde hun ærligt. Hjalmer trak sig en smule væk fra beskyttelsen han kendte for at grine af den fjollede dreng.
Det var umuligt ikke at le af Isadoras ord. Disse små nogen. "En er mere end rigeligt lige nu, vil jeg så alligevel sige!" det havde ikke været ren leg og lagkage. Men hun fortrød det ikke, og selvom det var uventet var det jo som Isadora sagde. Hun har altid gerne ville have de der små nogen.

Kira nikkede og vidste dem begge længere ind, så de kunne vælge at sidde hvor de havde lyst. Hun selv satte sig på en skinbelagt bred bænk, som Hjalmer med det samme kravlede ned på og hen til noget trælegetøj han var meget hurtig til at forsøge at fange Williams opmærksomhed med ved at vifte den op foran ham. Mere skulle der vidst ikke til, selvom William så ud til stadig at lytte med, i hvert fald med det ene øre. De blev i hvert fald røde da det blev nævnt at han ikke var vendt direkte hjem efter angrebet.

Kira blinkede et par gange, kiggede kort over på William som helt med vilje undgik hendes blik, før hun rystede svagt på hovedet. Typisk William, og Isadora så også ud til at have sin irration over netop dette. "Nå, han fandt det alligevel klogest at følge med hjem igen" morskaben var tydelig i hendes stemme, og det var heller ikke svært at se på det strenge blik hun sendte til siden engang imellem at han havde været lige lovlig tykpandet. "Jeg kan ikke sige at din historie overrasker mig, men det er godt at se jer begge hjemme igen! Der venter jeg nok ikke kun kys og kram fra familiens side, må jeg så også indrømme. Din mormoder har ikke gået stille med dørene, og familien Thurston.. Nogen i familien har opgivet håbet om at du stadig var i live Will." det var ikke for at give ham dårlig samvittighed, men det var sandheden. William så også en smule utilpas på, men han fik ikke lov til at rette sin opmærksomhed mod de to kvinder længe, før han blev hevet i kinden, som Hjalmer yndede at gøre med sin far, forskellen var blodt at Hargin havde stærkt skæg og ikke tilnærmelsesvist babyhud i ansigtet.

Isadora havde nu heller ikke forventet andet af Kira. Ikke med den forandring hun havde oplevet i den anden ved de få møder efter den andens død og genopståen. En skam det skulle gå så vidt før der blev lyttet til hende. Latteren der fulgte hendes egne nok alt for sigende ord trak da også et skævt smil frem på Isadoras læber. Børn var og blev ikke hende, men William så ud til at nyde den lille. At se ham lave ansigter og trække små grin frem, sendte også en varm følelse ud i hende. En dag ville de måske have sådan en lille en selv. Alt efter hvad familierne dømte den næste tid.

Tanken om deres familier og det alvorlige skift i emne fjernede smilet fra hendes væsen og lod hende alvor tilbage, som hun fulgte Kira videre ind i huset. Der fandt hun en stol foret med skind og lod sig synke træt ned i den, før hun begyndte at fortælle. Ikke at det tog mange ord at få hovedtrækkene over. "Ja, det viste sig han havde glemt at tænke..." Endnu et irriteret blik tilfaldt Will, som dog fik det blødt op til uhørt varme blot ved at smile tilbage til hende. Den effekt der måtte hun have arbejdet på, for han var noget så afledende når han gjorde det.

Isadora skar en grimasse. "Min mormoder er en udfordring helt i sig selv..." Og ikke en hun så frem til at så ansigt til ansigt med. Om Will ville være ved hendes side var stadig et åbent spørgsmål, der helt kom an på hans familie. "Han var også længe væk. Jeg frygtede hvad jeg ville finde for enden af sporet..." Hun havde aldrig indrømmet det overfor Will at tanken havde fulgt hende som en dyster følgesvend på hele turen til Medanien. Der havde altid været en mulighed for at hun ville skulle overbringe de værste nyheder om sine fund og have skulle finde en ny vej selv at følge.
"Vi ville også hans familie først. Din onkel mente dog ikke det skulle være herefter mørkets frembrud gjorde det. Jeg er ikke helt så sikker på om udsættelse er på sin plads." Hun mødte Kiras blik roligt. At udskyde det til næste dag ville kun give anledning til endnu flere spørgsmål og en sen ankomst kunne måske redde dem en halv forklaring nu og en mere fyldig efter en nats søvn.

Det var bedårende. Bedårende at se hvilken effekt William havde på Isadora ved bare at smile til hende. Og bedårende hvor meget William lyttede til Isadora. Selvom han var optaget med at lege, var det ikke svært at ane, at han lyttede. At han var klar til at hoppe ind, ikke for at forsvare sig selv, det havde de røde øre afsløret at han næppe kom til, men mere en tilstand af at han var der. Kira kunne ikke helt sætte ord på det men det var anderledes end hun huskede ham, som barn og ung. ”Det må vi håbe han bliver bedre til” Efter denne episode, måtte man virkelig håbe han hørte efter i fremtiden, eller i det mindste kunne få brikkerne til at passe sammen bare et snert hurtigere.

Alvoren var tydelig og påvirkede stemningen. Selv Hjalmer kunne mærke at det hele var mere alvorligt og han begyndte at fokusere mere intenst på en trehest, der oftest kom op i munden inden han bevægede den i gyngende bevægelser foran sig og Will. Let forsøgende at distrahere ham også, så han holdte op med at have sin opmærksomhed splittet. Ikke at det virkede.
”Jeg tror min onkel tænkte en del mere på jeres følelser end familierne. Mængden af spørgsmål ville ikke blive mindre at vente en dag, men i vil formentlig ikke være nær så trætte.” Startede hun ud med rolig stemme inden hun tog en dyb indånding, smilede svagt og rystede svagt på hovedet. ”Det tænker jeg i hvert fald han tænkte. At det ville være mere nænsomt at bringe jer til mig først. Men nej. Jeg er heller ikke sikker på om en udsættelse er på sin plads. I skal være velkommen til at blive” Kira drejede sit blik til William der så næsten grøn ud. Selvfølgelig forsøgte han stadig at flygte fra konsekvenserne af sine handlinger, eller desperat håbede han at udsætte det.