Jo flere gange Clara kom ud af døren, jo nemmere var det, til Isabels store glæde. Det betød også at Clara havde været væsentlig flere gange ude af døren, og virkede til at hun i det mindste var kommet sig over at blevet revet væk fra sit barndomshjem. Det var aldrig nemt at flytte, men Isabel var sikker på at noget godt skulle komme ud af det.
Clara havde ikke helt så høje forventninger om det, men efter hun havde vænnet sig til en verden med langt flere døde ånder, og mennesker, så var det til at overkomme. Hendes øjne føltes dog stadig trætte når hun kom hjem, men det var træning. Hun havde dog endnu ikke turde gå for langt ned til de befolkede steder alene.

Det var op på formiddagen, på en små kold efterårsdag, at hun endelig fik taget sig sammen til at gå ud. Hendes mor var allerede taget afsted, noget med at hun havde en frokost hos en baron familie. Vidst en af hendes venner fra gamle dage. Pointen var i hvert fald at Clara ikke havde behøvet at tage med, så hun havde dagen for sig selv. Siden hendes mor ikke havde været der, fik hun sneget sig uden om korsettet, selvom hendes tjenestepige brokkede sig. Hun tog en simpel, lang, grøn kjole på, og en brun kappe til at skærme for det værste af vinden, inden hun tog afsted. Hun havde ligeledes en lille pung med krystaller i tilfælde af at hun ønskede at købe noget.

Hun havde sat sit blik mod Hovedgaden. Ikke for langt væk fra hvor hun boede, men heldigvis ikke helt nede ved markedspladsen. Hun havde i hvert fald hørt at der var et par butikker der, som var værd at se på.

Der var et væld af butikker, og Clara begyndte hurtigt at stoppe op ved dem, for at få mulighed for at se hvad de havde derinde. Hun stoppede dog aldrig lang nok tid til at de kunne genne hende ind, for at få hende til at købe noget. Ikke før hun nåede guldsmeden, med sine flotte smykker. Han så umiddelbart ud som om at han havde travlt med en anden kunde, så hun kunne få lov til at stå lidt i fred og kigge ind af vinduerne.

Det havde allerede været en travl dag for Fyrstinden af Arys. Oprydningen efter Kiles Orden var en langsommelig process, og ganske vist kunne Fyrstinden have sendt nogen af sine folk, med forstand på slægtens metaller, men hun fandt det bar en særlig vægt at gøre det selv. Skønt de blot var almene borgere, var de stadig formidlerne af det sølv og guld hendes familie trak op af jorden, og uden den rette formidling, ville efterspørgsel falde.
Dette gjorde blot hendes besøg det vigtigere. At sikre sin slægt ry og omdømme, ved at kontrollere at ingen af juvelerene havde fået gode idéer under Kiles Orden. At ingen havde fundet på at blande de ædle metaller tyndere end tilladt, eller forsøge at sælge ringere produkter med Arys navn på.

Lyksagligt lod denne forhandler ikke til at have forrådt hendes families navn, i anden forstand, end juvelerens værk var horribelt umoderne, hvor godt håndværket end var. Hans lærlig derimod, lod til at have potentiale. Om en generation skulle de nok blomster op igen.
Leonora flyttede sin stok fra den ene hånd til den anden, og hendes livvagt reagerede prompte, ved at rette sig en smule op, og flytte sig over til døren, hvor han skævede ud af butiksdøren, mens Fyrstinden tog sin afsted med juveleren, og høfligt tog imod hans 'bedste værk' som tak for hendes æreværdige besøg.

Livvagten åbnede døren for Fyrstinden, og holdt øjnene på stilke efter mistænkelige typer. Han skænkede dog ikke det unge halv-halvdyr megen opmærksomhed, i modsætning til Leonora selv.

Det tog Leonora et øjeblik længere end hun var tilfreds med at genkende den unge kvinde fra beskrivelserne, men da det gik op for den ældre kvinde hvem hun stod overfor, nejede hun høfligt, som hun ville overfor et hvert andet barn af fyrsteslægt. "Komtesse Erneyll, formoder jeg?"

Clara var fuldstændig optaget af smykkerne, og lagde ikke synderlig mærke til kvinden der kom ud af butikken. Selv bar hun ikke nær så mange smykker som hun kunne, men hun var meget sart om hvad hun ville have. For ikke at nævne, at Isabel da så først for alvor ville mene at Clara skulle have en vagt på når hun var ude i byen. Der var åbenbart en del tyve her i byen, og man kunne aldrig være for sikker. Clara var heller ikke ligefrem kendt for at være særlig opmærksom på folkene omkring hende.

Det var først da hendes navn blev sagt, at hendes blik og krop vendte sig mod kvinden, og selv tog det også hende et par sekunder at sætte navn på ansigtet. Chokket kunne forvarigt ses i hendes ansigt, før at hun smilede venligt, og nejede tilbage. "Fyrstinde Arys," svarede hun tilbage, og forsøgte at holde sit blik på kvinden. En vigtig kvinde, og Clara lod kun sit blik kortvarigt glide hen til over Fyrstindens skulder, før at hun fokuserede tilbage. Hun måtte forsøge at lukke af for ånderne for nu.
"En af deres butikker?" spurgte hun interesseret. Der var næppe meget grund for en af Arys slægten at gå ind i en butik der ikke tilhørte dem på et eller andet punkt. Det ville også forklare de smukke smykker, selvom Clara ikke havde meget forstand på smykke kunsten.
Nu når hun stod overfor et overhoved af et af fyrstehusene, blev hun også pludselig meget opmærksom på at hun havde sneget sig uden om det korset som hun normalt blev tvunget i. Hun kunne derfor heller ikke helt lade vær med at trække kappen lidt tættere om sig. Hun var ikke klar over om Fyrstinden var af samme overbevisning som Isabel, men Clara ville næppe ønske at sætte et dårligt indtryk på hende.

Leonora kunne ikke andet end smile en smule tilbageholdende som hun så hvordan den unge frøken betragtede smykkerne. Var det længel eller blot værdsættelse af kunsten? Det var svært at sige, men om det var det ene eller andet, så virkede det en anelse upassende for en Komtesse. Men så vidt Leonora havde forstået, var det også først for nyligt den unge kvinde var blevet introduceret til resten af hoffet, og ikke blot gemt væk i families hjem.

"Det er en glædelig overraskelse at støde på Dem her. Det er beklageligt vi ikke har haft muligheden for introduktioner før" sagde hun med høflig ærlighed, som de første introduktioner var overstået. Hoffet havde ikke været det sikreste sted de seneste år, ganske vist, men alligevel synes Leonora stadig det var en skam. Familien havde alle dage anderkendt den unge kvinde, og ladt hende bære deres navn, men stadig havde de holdt hende væk. Synd og skam.

Komtessens spørgsmål fik Fyrstinden til at træde en anelse nærmere, til en mere passende afstand til en samtale, frem for blot en forbipasserende hilsen. "De er ikke ejet af os, nej, men de arbejder med produkter fra vores miner" forklarede hun, rolig og informativt, som hun selv tog bestik af smykkerne i vinduet, med begge hænder hvilende på sin stok. "Søgte De et smykke af bestemt karakter?" spurgte Leonora så, med tilsvarende interesse.

Clara nikkede, men hun havde ikke været lang tid i byen, og det var ikke ligefrem fordi de ville have meget at snakke om i en formel situation. "Ligeledes," svarede hun tilbage, og tog et skridt væk fra vinduet, og lidt tættere på Fyrstinden, så det ikke så så voldsomt ud med hvor tæt hun havde stået på vinduet og beskuet smykkerne.

"Ah," kom den lille lyd fra Clara, som hun forstod hvad Fyrstinden sagde. det gav mening, at det ikke var deres egen. Desværre havde det været begrænset hvor meget hun kunne sættes ind i de andre Fyrstefamiliers foretagende. Hun vidste hvad de lavede, men hele kæden af produktion var ikke noget der havde været vigtig at sætte sig ind i. Der havde træproduktionen under Ernyell familien været vigtigere.
"Åh, nej. Jeg er blot ude og gøre mig bekendt med byen, da smykkerne fangede min interesse." Hun holdt en lille pause, før hun forsatte. "Jeg må være ærlig og sige, at jeg er noget mere bekendt med at begå mig i naturen, og derfor kan det godt være lidt fascinerende for mig at gå rundt i så stor en by." Det var ikke underligt med hendes udseende, at hun havde fundet mere hjem i naturen, men Ernyell familien var også kendt for ikke at være bange for at få lidt beskidte hænder. Derudover så var der ikke ligefrem mange byer der lå ude i deres landområder, og slet ikke i det omfang som Dianthos var.

Leonora lyttede, roligt og tålmodigt som den unge komtesse fortalte, og viste ingen tegn på at holde hendes uvidenhed eller fascination imod hende. Tværtimod bredte der sig et lille, varmt smil på den ældre kvindes læber. Leonora var ikke ekspert i hvordan Erneyll familiens produktionslinje så ud, men til trods for Leonora ikke ligefrem kunne tænke sig til en måde at forfalske træ, på samme måde som folk forsøgte at forfalske og blande metaller.

"Dianthos er en prægtig by, ja ganske vel den prægtigste i landet! Jeg tænker din betagelse er den velondt. Desuden, jeg skulle mene de fleste unge frøkener fra byen ville måbe ligeledes, hvis de blev introduceret for Elverly storhed" teoretiserede Leonora tænksomt.

Flere mindre familier, uden land til deres navn, boede udelukkende i Dianthos, og havde sjældent mulighed for at se rigets storhed. En skam mente Fyrstinden selv, men hun kunne knap bebrejde de unge skabninger for at fokusere på deres pligt og familiers ære, frem for at rejse landet tyndt, om end det så var for deres egen bedring.

Forfalskning var ganske vidst ikke noget der ofte skete inden for træproduktionen, men det var vigtigt at sørge for at træet var i orden, når det skulle bruges til andet end blot brænde. Det virkede stadig ikke så omstændig, som det muligvis kunne være inden for smykker, men under smykker der døde folk vel næppe, fordi at strukturen ikke holdt grundet dårligt træ. Ikke at Clara ville sige det højt. enhver adelig elskede trods alt at have et smykke eller to på sig.

"Det vil jeg gerne tro på," svarede Clara med et lille smil. Det var altid noget at hun ikke var blevet udhængt for ikke at være vant til storbyen på denne måde. Ærligtalt havde hun forventet at Fyrstinden ville have været mere skræmmende at stå overfor end hun var. Det kunne selvfølgelig også godt være at det blot var fordi de næppe var i en formel situation, og der ikke var noget potentielt giftemål, som Clara skulle være opmærksom på.

"Selv har jeg heller ikke haft muligheden for at se Elverly's storhed," Ernyell familien var ikke på specielt god jord med dem, og ærligtalt var Clara også lidt irriteret over at de havde taget den del af jorden hvor hun havde boet på de sidste 17 år af sit liv. "Men jeg har hørt pragtfulde ting om den. Har De selv besøgt Elverbyen?" Det lød i hvert fald som om at Fyrstinden havde, siden hun nævnte lige den by.

Fyrstinden nikkede, et kort anderkendende nik. Den unge komtesse var ganske opmærksom på sin position, og trods Leonoras noget optimistiske og generaliserende udsagn, fandt Clara noget at tage med derfra, og holdt sig høflig samtiddig! Det lod til at den unge kvinde ikke havde sovet i timen, trods for sin isolerede opvækst... det, ellers var hun blot ganske blid af natur, begge dele ganske fornuftige attributter hos en ung, gifteklar frøken.

"Skønt jeg ikke have mulighed for at nyde den vældige natur omkring, så har jeg haft den ære at besøge hvad de kalder deres 'hovedby' ved en enkelt lejlighed" fortalte hun. At tale om Elvernes besiddelser var altid en hovedpine, når Elverly både refererede til skoven så vel som værende det mest brugte term for det område hvor de primært samlede sig. Hvordan elverne selv holdt nogen form for orden, var til tider en gåde for Leonora.

At kalde det en 'by' efter normale standarter ville være misvisende, men deres spredte bygninger i træerne var bestemt et ærefrygtigt syn. "Det er bestemt et syn hvis lige man ikke finder andre steder... Men det er naturligvis noget der kan siges om de fleste unikke naturfænomener i landet" svarede Fyrstinden, og betragtede den unge komtesse. "De må da også selv have oplevet noget skøn natur i Deres barndom?" Leonora var ikke klar på alle Erneyll familiens besiddelser, men hun mindes de fleste af dem havde grænset op til Elverlys skove, inden dronningen havde æret dem med sine undersåtters land...

Blid og høflig var begge ord der var blevet brugt om Clara før. Det var blot sjældent hun havde en grund til at fare op i det røde felt, og vendte ofte sit blik mod åndeverden, hvis tingene blev for svære hos de dødelige. Desuden havde hun ikke ligefrem retten til at være fornærmet over små ting. Selvom hun var blevet født med en sølvske i munden, var den væsentlig mindre end de fleste andre i hendes stand.

Clara lyttede interesseret om fortællingen om Elverly. Hun havde hørt interessante ting om stedet hvor elverne boede, men at besøge dem ville hun nok aldrig komme til. Hun var også sikker på at det ville være svært at lægge sine fordomme, og den anelse bitterhed hun havde om racen, til side for at nyde synet.
"Naturligvis," sagde hun og et udtryk af fred og savn kom over hendes ansigt. Det var tydeligt med et øjekast, at hun nok langt hellere ville være ude i naturen end herinde i byen. Det var dog ikke noget hun sagde højt. "Jeg boede faktisk nede ved grænsen til Lindeskoven, så jeg har haft muligheden for at se noget af elvernes pragtfulde skove," nævnte hun. Det ville ikke tage et geni at regne ud, at grunden til at hun ikke boede der mere var fordi de landområder var blevet givet til elverne.

En snært af beklagelse lagde sig i Leonoras begyndende rynker, men hun var påpasselig med ikke at lade det vise alt for meget. Hun havde selv flere børn, og viste ganske vel hvor let de tolkede medfølelse, som overbærenhed, og hvis de først var i det hjørne, blev de ganske umulige at tale fornuftigt med! Men Erneyll familiens mistede land var beklageligt af flere årsager, og ikke mindst tabet af familiens besiddelser i området. Leonora havde hørt elverne havde skudt ny skov op på hele strækningen med deres magi, og en del af hende kunne kun gyse ved tanken om den unge komtesses hjem, ødelagt af den voldsomme vækst.

Et lunt smil fandt dog vej til Leonoras læber, som den unge Clara fortalte. "Ahh jeg ser. Så har De ganske vist set mere end jeg selv, for mit besøg var kun ganske kort" funderede Fyrstinden let. "Og hvoromend det næppe kan sammenlignes, så ved jeg de unge frøkener her i Dianthos til tider ynder at nyde deres frokost i naturens skønhed, når vejret tillader det. Ganske vist tænker jeg Deres unikke viden ville komme de andre frøkener til gode, skulle De vælge at dele den" fortalte Leonora, med en slet skjult opfordring til Clara. Vist var vinteren på vej, men til foråret kunne Clara formodentligt blive ganske populær blandt de lavere huses ungdom.

Clara ville aldrig have vist hvis hun følte at der var overbærenhed at spore hos Leonora. Der var mange ting en ung komtesse som Clara ikke kunne tillade sig, og ikke værdsætte 'medfølelse' var en af dem, selvom hun næppe lod det slå sig ud. Hun var vant til at folk havde mange meninger om hvor synd det var for hende og hendes mor, pga. deres situation, men at brokke sig over at nogen havde ondt af dem, gjorde bare folk fornærmet.

"Måske af skovene, men jeg har aldrig haft muligheden for at lægge mine øjne på Elvernes inderste rige," pointerede hun høfligt. I disse dage var der også noget fascinerende over at møde mennesker der havde haft mulighed for at tage derind og rent faktisk set det. De sidste par år havde trods alt været plaget af uro mellem de to racer. Selvom var Leonora væsentlig ældre, så hun havde haft mulighed for at tage derind, da freden stadig hvilede en smule over landet.

Man kunne se et lille ryk på hovedet af Clara, da Leonora nævnte at det alligevel var en normal ting at tage ud og nyde naturen, omend der ikke var meget af den, udover marker udenfor byen. Alligevel var det nok til at fange Clara's interesse, som savnede at bruge tiden ude i naturen. Selvom deres 'teselskaber' næppe ville være tæt nok på hvad Clara plejede at lave i naturen.
"Det lyder vidunderligt," sagde Clara, og smilet blev lidt bredere, mindre høfligt og mere oprigtig. "Jeg håber jeg til den tid kan blive inviteret med." Det var nok primært Isabel der ville sørge for at udvide Clara's vennekreds, men hvis der bare var nogen der kunne værdsætte naturen med hende, så skulle det nok gå. "Er nogen af Deres børn også en del af disse frokoster?" spurgte Clara så nysgerrigt. Det var nok for optimistisk at tro at der kunne komme noget seriøst ud af af Fyrstindens børn, men siden fyrstinden virkede venlig, så tænkte Clara også at hendes børn måtte være det samme.

Leonora nikkede ganske let "Ganske så. Men De er atter ung, og rigets bånd til Elverfolket er stærkere end det har været længe. Det skulle ikke være en utænkelighed at De får muligheden selv en dag" fonderede Fyrstinden let tænksomt. Ganske vist var Elverne ikke synderlig velkomne, men komtessen havde ganske vist en unik vinkle, der måske kunne lappe på familiens noget anstrengte forhold til rigets allierede.

Claras ærlige optimisme og glæde, fik en let klukken frem i fyrstinden selv. "Det skulle undre mig meget hvis en invitation ikke finder sig vej til Dem. Deres nysgerrighed på at finde ud af hvem De er skal nok sørger for det" forsikrede Leonora hende, og følte sig ganske vist. Ungdommen elskede intet højere end at sladre, men det krævede man viste noget! Clara skulle nok få sin invitation. Spørgsmålet var blot hvor mange der ville komme efter den første.

"Ah, desværre" svarede Fyrstinden så, med en lille beklagende bevægelse med hånden. Hendes børn havde ganske travlt med at befinde sig i andre cirkler for nu. "Men min fætters yngste datter nyder den slags, hvis min hukommelse tjener mig"

Clara var ikke sikker på at der nogensinde var godt blod mellem Ernyell familien og elverfolket. De tolerede hinanden fordi de kunne, og selvom Clara gerne ville se Elvernes by, så tvivlede hun stadig på at hun, som en del af Ernyell familien, nogensinde ville være velkommen.

"Så har jeg da noget at se frem til," indrømmede Clara, og selvom deres nysgerrighed om hende, nok i det store hele var fordi hun var en anderledes race end de andre. Det var dog ikke noget hun ikke var vant til, og selvfølgelig var der også noget nysgerrighed, når man hørte om at en adelsfamilie flyttede til byen, så der var vel også noget af det. Forhåbentlig var de tolerante.

Isabel ville nok være skuffet over at høre, at Clara ikke ligefrem kunne mæske sig i selskabet af nogle af prinserne eller prinsesserne. Clara var mere skuffet over at hun så ikke rigtig havde en middelgrund hun kunne gå til, hvis hun var usikker, men ak, det måtte jo være som det var. "Jeg havde ellers håbet at få muligheden for at møde Deres børn, men den mulighed kommer jo nok før eller siden."

Leonora drejede sin stok en anelse i hånden, inden den igen faldt til ro midt for hendes krop, med begge hænderne hvilende på dens top. "De skal få rig mulighed for det, er jeg sikker på. Hvis ikke til et af Dronnings årligt tilbagevendende begivenheder, så ved en af de andre festivitasser der bliver afholdt familierne imellem" Leonora tøvede et øjeblik, tænksomt. Da Fyrstinden fortsatte, var hendes tone mere uformel, men hendes taletempo også langsommere.
"Selv holder Arys familien en lille kom sammen her til efterårret. Invitationerne er vel lige knap nået ud, men det skulle glæde mig at se Dem og Deres moder der, skulle det være bekvemt for jer at deltage".

Der var naturligvis en hvis bagtanke bag invitationen. Clara var nok ikke arving, eller en del af den primære familie, men som niece var hun ganske vel tæt nok på, til at hun var relevant i arverækken, skulle det værste sker. Leonoras egen ungdom havde uden tvivl sat sine spor, og gjort at hun oftest kiggede et led eller to længere ud end de fleste.
Skønt Leonora ingen forventning havde om selv at have mulighed for at skænke den unge Komtesse megen opmærksomhed til festen, så ville invitationen uden tvivl vække opsigt.

Hvis der var en ting som Isabel ønskede, så var det at få fat i nogen af de eftertragtede invitationer fra fyrstefamiliernes sammenkomster. De var naturligvis altid inviteret indenfor Ernyell familien, men grundet deres afsides liv ude vestpå, så var invitationerne til resten af fyrstefamilierne sjældent nået så langt. Derfor gjaldt det jo også om at være på god fod med især Arys familien, som sad på det meste af magten her i Dianthos, når man i hvert fald kiggede et led ned fra Lysets Dronning.
Alligevel kunne Clara ikke holde lidt af chokket væk fra hendes ansigtsudtryk, men det blev hurtigt erstattet med et bredt smil, så det nåede helt ud til ørerne og op til øjnene. Det var virkelig som om hele hendes ansigt forandrede sig, når hun virkelig smilede.

"Det ville glæde både min moder og jeg at deltage i arrangementet," sagde hun, og knugede lidt sine hænder foran sig. Så kunne Isabel næppe være efter Clara foreløbig, når hun havde fået ordnet en invitation som denne. "Jeg skal nok overbringe nyheden til min moder, så hun kan lægge det ind i vores kalender," tilføjede hun, selvom hun da også forventede at de ville få en officiel invitation til det. Der var næppe særlig mange ting der kunne komme i vejen for dem. Så skulle det være fordi Ernyell familien holdt noget, og det var ofte vigtigere.

Leonora nikkede, og smilede tilfreds, som hun skiftede stokken over i højre hånd "Fremragende, der skulle nok også være rig mulighed for at møde mine yngre børn, skulle du ønske det, samt De kan gøre Dem bekendt med flere af de andre unge mennesker af stand" pointerede hun varmt, og så ud som om hun skulle til at sige mere, da hendes livvagt, der diskret havde nærmet sig, lænede sig en smule frem og brød ind.

"Deres Højhed, det er snart tid til deres næste aftale" påmindede kvinden kort og lavmælt, inden hun bukkede høfligt for de to adelige. Trods høfligheden, sænkede livvagten dog aldrig blikket, men lod det forblive på omgivelserne. Selv her i Dianthos var påpasselighed en nødvendig dyd.

"Ah, tak Cordelia" svarede Fyrstinden kort tilbage, men fjernede ikke sin opmærksomhed fra Clara, og gjorde heller ikke umiddelbart mine til at flytte sig fra sin nuværende samtale. "Jeg håber Deres moder er vel også? Det er en rum tid siden jeg sidst har haft fornøjelsen" ærligt kunne Leonora ikke huske hvornår hun sidst havde haft andet en brevkontakt med meget af Erneyll familien. Familierne på den anden side af Hovedstaden virkede til tider uendelig langt væk fra de sydliggende fyrstedømmer.

Clara nikkede. Det var vel også hvad der blev forventet af Fyrstindens børn. "Jeg vil se frem til det," svarede hun. Bare de kunne lide hende. Ellers ville livet i Dianthos blive om end endnu mere ensomt. Ikke at hun nogensinde ville beklage sig over det. Hendes klager, og kun til hendes mor, ville udelukkende gå på at hun savnede naturen hun havde været vant til.

Clara blik gled lidt fra vagten om fyrstinden, som ikke gav antræk til at bevæge sig videre, til trods for påmindelsen om at der var en aftale i sinde. "Ja, hun er meget begejstret for at have mulighed for at tale mere med sit gamle bekendtskab," svarede Clara. Isabel havde været meget social inden hun fik Clara, men tiden efterfølgende havde været lidt mere turbulent, selvom hun havde forsøgt at opretholde sit sociale liv. "Hun ville have kontaktet Dem tidligere, men De har tydeligvis travlt." Som overhoved havde man en del pligter, det vidste Clara fra Iorvo, selvom hun ikke havde brugt meget tid med ham.
"Med det sagt, så vil jeg nødig opholde Dem mere end højst nødvendigt, omend jeg nyder Deres selskab." Man kunne aldrig tillade sig at være uhøflig overfor et overhoved, og det var også nemmere at være ærlig overfor dem, når man kunne. De to af dem ville nok aldrig blive 'venner', men at respektere og nyde den andens selskab, det var alt hvad Clara håbede for de andre adelige hun snakkede med.

Leonora var ganske sikker på hendes børn ville finde Claras selskab underholdende. Komtessen var ganske harmløs i Fyrstindens vurdering, og blandt adelen var det til tider et friskt pust blandt overfladiske, høflighedsdrevne forhold. Den unge komtesse lod dog til at besidde en ærlighed i sit væsen der kun måtte kunne være frembragt af hendes isolerede opvækst. Hun kunne ganske vel blive et fint parti, hvis Erneyll valgte at legitimesire hende fuldt en dag.

"Jeg håber hun hurtigt vil finde sig tilpas ved hoffet igen" bød Leonora, skønt hun viste det nok ikke ville blive således. Den værste snak om bastarden var blevet undgået ved Isabels isolation, men nu var hun tilbage, og havde oven i købet datteren med. Det ville ganske vel blive en sej kamp, men med tiden skulle folk nok finde noget andet at snakke om.

Fyrstinden lavede en lille affejende bevægelse mens et lille muntert smil brød over hendes læber. "Det skal De ikke tænke på. En af de få fordele ved, som De selv sagde, 'tydeligvis at have travlt', er at folk gerne venter" hendes smil blev en anelse bredere og fik en drilsk karakter "Det hjælper, naturligvis, også at være Fyrstinden af Arys"

At blive rigtig legitimiseret var lidt af en process. Det var noget Isabel ønskede for Clara, men der var ikke særlig meget præsidens for hendes situation, og derfor var det gået mere frem og tilbage, og for nogen i familien var det alligevel slemt nok at Clara blev set som et medlem af familien, og ikke den bastard hun egentlig var.

"Jeg ved hun allerede nyder godt af det," sagde hun. Der var til tider brok, men Clara hørte aldrig om brokken der involverede at folk ikke så helt så mildt på Claras eksistens. Hun vidste at den fandtes der, men hun vidste også at hendes mor elskede hende højt nok, til at hun forsøgte for alt i verden at lade som om at der intet var galt i at der aldrig havde været en officiel far til Clara. Derudover så havde Isabel også ben i næsen. Ellers havde hun allerede overlevet de sidste 17 år med Clara.

Clara så lidt underholdt ud, da Leonora nævnte at hun godt kunne tillade sig at være for sent på den. "Jeg har hørt at en Fyrste, eller fyrstinde, aldrig er sent på den, men alle andre bare er tidligt på den," nævnte hun, og et lille fnis undslap hende også. Hun var ikke helt sikker på hvor hun havde hørt det henne, men det havde sikkert være i et sarkatisk tonefald, fordi Iorvo måske havde været sent på den.

Leonora nikkede roligt. Hun var oprigtig glad for at høre Isabel havde det godt. I sin ungdom, dengang Leonora blot havde været tredje barn af Arys, havde hun nydt Isabels selskab når de havde haft lejligheden. Men det føltes som evigheder siden. Leonora havde sjældent tid til hyggevisit, og forskellen i deres stand var sidenhen blevet mærkbar.
"Det glæder mig at høre".

Claras kommentar fik en lavmælt klukken frem fra Fyrstinden. "Ah, hvor belejligt det end ville være, så tror jeg dog kun Dronningen har det privilegium" svarede Leonora muntert, og rystede en smule på hoved. Hun var ikke sikker på hvilken reaktion hun havde forventet, men Clara havde så sandelig sprunget på muligheden for at fjolle lidt sammen med Fyrstinden, og det var ganske befriende!

"Men ak ja, pligten kalder, og jeg må vel hellere lytte. Det var mig en fornøjelse at gøre Deres bekendtskab, og jeg håber De vil viderebringe mine bedste hilsner til Deres moder"