Sted: Marads gård i Medanien
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Overskyet og blæsende, men ingen regn


Hesten under Thanos skridtede roligt frem med ørerne lagt lidt tilbage for at holde vinden ude af dem. Der var åbent her i Medanien og vinden fik frit spil. Thanos havde slået kraven op jakken op og holdt armene ind til siden for at holde på varmen. Han var på vej ud for at udføre et job. En fattig familie havde sparet op og solgt ud for at kunne betale en lejesoldat for at hævne sig på deres døde døtre. To søstre, der aldrig vendte hjem fra et arbejde, de havde taget hos en mand et par dagsrejser væk. En anden pige, der var stukket af derfra, havde besøgt dem, for at fortælle, at manden var et monster og slog sin tjenestestab ihjel som en svineavler slog svin ihjel.
På en eller anden måde, havde den stakkels familie fundet ud af, at Thanos var en af de bedste, og hans kontakt havde sendt bud efter ham.

Familiens sorg og pigernes skæbne rørte ham ikke. Han havde kun sagt ja til jobbet, fordi det var godt betalt og han var i nærheden alligevel. Havde der ikke været krystaller, ja, så havde han sagt nej og var rejst videre. Det var ikke medlidenhed eller hjerte, Thanos var i besiddelse af.

Gården dukkede op foran ham, som han nåede toppen af en bakke og han stoppede hesten for at betragte bygningerne lidt. Pigen, der havde advaret familien, var blevet ved dem, mens hun kom sig, og Thanos havde afhørt hende. Jo mere han vidste, jo bedre. Manden, der hed Marad, kunne åbenbart bedst lide at omgås børn, for de ældste på gården var et par healere, der stadig ikke havde nået voksenalderen. Ingen voksne, ingen vagter, ingen soldater. Det lød næsten for nemt.

Han satte hesten i gang igen og red ned mod gården. Han havde ikke tænkt sig at snige sig ind midt om natten, det så han ikke nogen grund til. Så han red helt åbenlyst ind på gårdspladsen og svingede benet over ryggen på hesten. Han var lige ved at overveje, om han skulle lade den stå ude, da der kom en staldknægt ud og så lidt skræmt på ham. Først var han modvillig til at tage i mod hesten, når Herren ikke havde godkendt det, men da Thanos sagde, at det skulle han ikke bekymre sig om, og havde set på ham med sit følelsestomme blik, trak drengen alligevel af med hesten med lovning på, at den ville få en boks og noget mad. Thanos så efter ham. Han havde lovet sine arbejdsgivere, at han ville sende så mange børn som muligt i deres retning. Besværligt. Men han ville gøre som betalt for.

Ved hoveddøren bankede han pænt på. Endnu et barn, denne gang en pige, åbnede døren og så lidt skræmt på ham. 
"Jeg er her for at se Marad. Du behøver ikke at spørge ham, om han vil se mig." Han skubbede sig forbi hende og skrækken voksede i hendes ansigt. Flere børn dukkede op, alle med et permanent udtryk af skræk og rædsel på deres ansigt. Thanos kunne genkende det fra sin egen opvækst, men derfor fik han ikke ondt af dem. Men han havde lovet, så han udvalgte sig en af pigerne og satte sig på knæ for at virke mindre skræmmende.
"Jeg skal sige fra Thit og Ydins forældre, at de gerne vil hjælpe jer." Han gav dem en kort instruks i, hvor de skulle tage hen - Thanos havde faktisk haft en finger med i spillet der, da han havde anbefalet dem ikke at få dem direkte hjem, men lave et mellemstop, så Marad ville have sværere ved at finde dem - og sikrede sig, at de forstod. Han forventede ikke, at de alle ville tage af sted, han havde set den her form for psykisk tilfangetagelse før, men nu gjorde han, hvad han kunne.
"I bør nok være ude inden solen står op. Og vi vil ikke forstyrres. Forstået?" Der var intet venligt, intet varmt i hans stemme, og pigen han havde holdt øjenkontakt med, nikkede hurtigt. Han rejste sig.
"Godt. Hvor finder jeg Marad?" Han gik den vej en finger og et par hviskende ord om biblioteket ledte ham. Så snart han var drejet om et hjørne, kunne han børnene sætte i løb i hver deres retning. Godt. Han kunne ikke gøre mere.

En dør stod på klem, nok til at han kunne skimte en reol med bøger. Roligt skubbede han den op og trådte ind. Så på manden i stolen. Så det var denne Marad? Han så ikke ud af meget, men selvom Thanos udadtil virkede afslappet, var han spændt som en fjeder, klar til kamp.
"Marad? Mit navn er Thanos. Jeg er her for at udføre hævn for to piger, du har slået ihjel, for deres familie." Det arrede ansigt udtrykte ikke noget. Hans øjne tomme for følelser. Det var bare et job.

Det var en forholdsvis doven dag for Marad. Dem havde der generelt været lidt for mange af på det sidste. Han havde ikke lavet meget andet end at sidde på biblioteket og læse. Han blev snart nødt til at finde sig et nyt emne at eksperimentere på. I stedet for at fokusere på bogen foran ham, begyndte han at dagdrømme om alle de spændende racer han endnu ikke havde lavet eksperimenter på.

Han sukkede og strakte sig. Han kunne selvfølgelig også gå ud og finde en af de nyere stuepiger. En af dem, som endnu manglede at få en ordentlig afstraffelse. De gjorde altid et eller andet galt, som han kunne bruge som en undskyldning. Måske senere. I stedet rejste han sig op og fandt en ny bog, før han atter placerede sig i sin sædvanlige stol.

Han var endelig blevet godt fanget af sin bog, da en fremmed stemme forstyrrede ham. Han sukkede irriteret, og smækkede bogen sammen. Han vemdte ansigtet mod manden.
"Du bliver nødt til at være lidt mere specifik end det. Jeg har mistet mange stuepiger, og det skulle ikke undre mig, hvis op til flere familier ønsker hævn" Helt ærligt kunne han ikke være ligeglad med, hvem de to piger var. Han bekymrede sig heller ikke meget over truslen fra den noget grovt udseende mand. Han var ikke den første som opsøgte ham for at få hævn. De få som havde opsøgt ham med det formål, var aldrig blevet set igen. Okay, det var endt med en kniv i brystet en enkelt gang. Eller to. Men udover de få svipsere!

Man kunne fornemme antydningen af et smil i Thanos' mundvig, som manden svarede ham. Han kunne have fundet på at svare noget lignende, hvis nogen havde nærmet sig ham med ønsket om hævn over nogen, han havde dræbt. Det rørte ham ikke, at det var børn, Marad snakkede om. Dem myrdede Thanos også uden at blinke, var det nødvendigt. Eller afleverede dem til folk, der ville dem mere ondt en blot at tage deres liv.

Roligt trådte han ind i rummet og lukkede døren bag sig, inden han trak sin jakke af, mens han svarede ham.
"Familien til to søstre ved navn Thit og Ydin. Jeg gætter på, at de havde et tykt brunt hår og mørkebrune øjne, det lå til resten af familien." Man skulle tro, at de havde en almindelig samtale om vejret, der var i hvert fald intet truende over Thanos, hvis man så bort fra den påfaldende mangel på følelser i hans udstråling og stemme. Jakken lagde han hen over ryggen på en stol. Under den var han iklædt en hvid, løs skjorte med halssnørre og en brokadevest i grøn med et mørkegrønt mønster, samt en rød halsklud om halsen. Om livet havde han et sværdbælte med et sværd og et par knive. Vidste man ikke, hvem han var, virkede han som en helt normal mand med penge på lommen. Hvis man så bort fra hans udstråling og det store ar, der sad ned over hans ene øje.

Han rettede blikket mod manden igen.
"Mit navn er Thanos Haides. Jeg vil selvfølgelig anbefale dig ikke at kæmpe i mod, jeg vil nødigt slå dig ihjel ved et uheld. Mine ordre er at lade dig leve." Han så afventede på manden, som forventede han, at han ville godtage det og lægge sig selv klar til at blive tortureret. Men Thanos var ikke så dum, og han regnede med, at manden ville stritte i mod. Det gjorde de alle sammen. Han var forberedt. Selvom han lige nu virkede meget fredelig, var han ikke en, man skulle spørge med. Vold havde været en del af hans liv siden barnsben og han var god til det.

Marad reagerede ikke på beskrivelsen af de to piger, som han åbenbart havde slået ihjel. Der var mange tøsebørn med brunt hår og brune øjne, det kunne ikke forventes, at hun kunne huske præcis disse to.
Han tog sig et øjeblik til at studere manden foran ham, da denne trak jakken af. Han var ikke i tvivl om, at manden foran ham var fysisk stærk. Stærk nok til, at Marad ikke ville have en chance mod ham i en nævekamp, og så var der selvfølgelig bæltet med sværdet og knivene. Nej. Det var bedre at vente og se, hvordan hele denne situation ville udvikle sig, før han begyndte at forsvare sig selv.

"Javel ja, Thanos Haides. Du ville nu heller ikke kunne slå mig ihjel, selv hvis det var din ordre. Ikke at jeg har tænkt at lide dig gøre forsøget, selvfølgelig" Han forholdt sig stadig fuldkommen rolig, og stemmen var perfekt neutral. Hans krop var dog spændt op, og han var klar til at forsvare sig selv, når det uden tvivl blev nødvemdigt. Ganske givet var han ikke den mest fysisk stærke mand, men han havde været i op til flere slagsmål igennem sit liv, så han kunne trods alt et trick eller to.

Manglen på genkendelse var ikke tilfredsstillende for Thanos, siden hans job gik ud på at få denne mand til at lide over netop de to piger. Men det var der ikke så meget at gøre ved. Han ville bare sørge for, at Marad ville huske de to pigers navn for evigt, når han gik derfra. Det burde ikke være så vanskeligt.
Hans blik hvilede på den siddende mand, mens han ganske selvsikker sagde, at han ikke ville lade Thanos slå ham ihjel. Han lagde hovedet svagt på skrå. Der var ingen, der havde fortalt ham, hvilken race denne mand var. Dæmon havde ligget lidt i luften, men ikke med sikkerhed. Thanos antog ikke noget, selvom han forberedte sig til både det ene og det andet. Som han stod her og så på manden, var der ingen tegn på noget. Han kunne lige så godt være et menneske som en dæmon. Det gjorde Thanos forsigtig.

Men ikke så forsigtig, at han ikke kunne udføre sit arbejde. Han skulle have fat i manden, så hævnen kunne begynde. Der var ingen restriktioner på, hvad han måtte gøre ved ham, så længe at han overlevede. Det skulle nok blive nogle lange timer for Marad, hvis Thanos fik fat i ham.
Roligt trådte han nærmere manden i stolen. 
"Som sagt er min ordre at efterlade dig i live. Men jeg har frit spil til resten. Jeg håber på dine vegne, at du er let at knække. Så varer det ikke så længe." Der var stadig ingen følelser i ham, men man kunne nok fornemme, at han ikke håbede noget som helst på den andens vegne. Egentligt var han ligeglad, hvor lang tid han skulle være her. Knække skulle hans offer nok.
Han trådte det sidste skridt hen mod stolen og rakte ud for at tage fat i Marad.

Hvis Marad skulle være helt rælig overfor sig selv, begyndte han at være bare den mindste smule urolig. Han havde ingen gode ideer til, hvordan han skulle slippe ud af situationen. Jo, han kunne smitte Thanos med en sygdom, men før den for alvor havde nogen indvirkning, ville Thanos formentlig have ordnet, hvad end han ville. Det kunne man i hvert fald håbe. Han havde ingen interesse i et blive udsat for en flere dage lang gang tortur. Ikke at han havde tænkt sig bare at ligge sig fladt ned, og tage imod, hvad end Thanos udsatte ham for.

Han frygtede ikke, at Thanos ville formå at knække ham. Mange havde forsøgt før, men det var endnu ikke lykkedes nogen. Han var overbevist om, at han havde set og oplevet ting som var langt værre end noget, som Thanos nogensinde ville kunne udsætte ham for.
Da Thanos rakte ud mod ham, begyndte han et rejse sig op. Han havde ikke tænkt sig bare at blive siddende der, og lade Thanos gøre, hvad end han ville. Thanos fik dog stadig fat i hans arm, så med den modsatte hånd slog han ud efter Thanos' kæbe. Der var styrke nok bag slaget til, at det burde kunne gøre en del skade, hvis han ramte korrekt. Han var klar over, at hvis han skulle have en chance, blev han nødt til at gå efter kun at skulle slå Thanos en enkelt gang, og forhåbentlig sende ham i gulvet med det samme.

Endeligt kom der en reaktion fra manden, der rejste sig som Thanos rakte ud efter ham. Ikke at han flyttede sig nok til at undgå Thanos' hånd, der lukkede sig om hans arm.
Han så godt slaget komme, men undgik det ikke. Det ramte godt, og smerten bredte sig i hans ansigt, især fra hans læbe, der pænt flækkede i presset mellem næve og tænder. Der var nok kraft i slaget til at sende hans hoved en smule til siden. Men havde Marad forventet en reaktion af smerte eller aggression, så tog han fejl. Da Thanos' blik landede på ham igen, var hans øjne lige så døde som før. Og læben helede med det samme. Thanos ventede ikke, men løftede sin egen næve og lod den ramme Marads ansigt.

Slaget var nok til at slå manden ud. Thanos lod ham vælte om uden at forsøge at gribe ham, inden han så lidt på ham med et tomt blik, man kunne måske sige, at han fandt den anden ynkelig. Det havde været alt for let. Ingen våben, ingen evner, ingen rigtig kamp. Nåja, det gjorde bare arbejdet så meget lettere.
Det første han gjorde var at tage en lille gul sten i en kæde op af lommen. Med foden skubbede han Marad om på ryggen, inden han bukkede sig ned og fastgjorde halskæden om hans hals. Det var en gave fra en arbejdsgiver, der havde en evne til at lave små sten, der neutraliserede væsners magiske evner. Noget med at forhindre folk i at nå magien i deres sjæle. Thanos var ligeglad, de virkede, det var det vigtigste.
Derefter stillede han stolen ud midt i rummet, inden han fik bakset manden op at sidde i den. Den virkede solid nok, så den skulle nok kunne holde. I en af jakkelommerne havde han noget reb, noget tyndt fint reb. Elverlavet. Fyldte ikke noget, vejede ikke noget, men var stærkt nok til at binde en minotaur. Snart var Marad bundet til stolen på hænder og fødder.

Var Thanos en mand der fløjtede, ville han have gjort det, som han forlod bygningen og gik over i stalden efter sine ting. Men han var tavs. I stedet var han opmærksom på, om der var nogen. Han så et par pigebørn, der straks forsvandt ved synet af ham. Stalddrengen var i stalden. Han havde taget sadlen af hoppen og var ved at strigle hende. Thanos skænkede ikke den skræmte knejt nogen opmærksomhed, men tog sine saddeltasker og gik tilbage til huset. Endeligt gik han bygningen rundt, fik sig et indblik i indgange, rum og indretningen. Og om der var andre end de utallige børn, denne mand åbenbart omgav sig med. De ældste var en dreng og en pige. De lignede tvillinger. Store teenagere. Drengen var kampklar, men Thanos havde lovet ikke at gøre nogle af børnene noget, og disse to faldt nok også ind under den kategori. Efter lidt ord frem og tilbage fandt han ud af, at de var healere.
Han låste dem inde. De ville ikke gå og de var store nok til at kunne skabe problemer. 

Til sidst var han tilfreds, især efter at have været forbi køkkenet, hvor der var nybagte boller og frugt. Med en lille tanke til arbejdsgiveren med de gule sten, tog han et æble og gik tilbage til biblioteket, ikke bekymret for om manden var vågen og havde råbt om hjælp eller forsøgt at komme fri ved egen hånd. 
Taskerne satte han tungt på et bord, han derefter lænede sig op af med en arm hvilende hen over maven, mens han begyndte at spise af æblet, øjnene rettet mod manden. Tavs. Svagt smilende.

Marad kiggede på Thanos, som dennes kæbe helede. Det var da utroligt! Af alle folk der kunne blive sendt efter ham, blev der sendt en, som kunne hele sig selv! Han vidste, at irritationen kunne ses på hans ansigtet. Det irriterede udtryk forsvandt dog da en næve kolliderede med hans ansigt, og verdenen omkring ham blev sort.

Da Marad atter vågnede var han bundet til en stol og alene i rummet. Han sled prøvende i rebene, som han var bundet med. Det lod ikke tal, at de gav efter. Men det havde han nu heller ikke regnet med. Han kunne ikke se nogen udvej. Der var ingen grund til at prøve at råbe på hjælp, ingem ville komme og hjælpe ham.

Han så på Thanos, da han atter kom ind i lokalet. Han kunne ikke skjule sin irritation over den situation, som han var blevet placeret i. Det var jo decideret ydmygende. Ham forsøgte at fremkalde den sædvanlige tåge af sygdom, om ikke andet så for at få hævn over Thanos. Men intet skete. Absolut ingenting. Hvad var der sket med hans evner! Nu var han i sandhed forsvarsløs! Men Thanos skulle ikke tro, at det ville blive nemt at knække ham! Han var ikke bange, han var rasende!

Det var meget interessant for Thanos at følge med i de forskellige følelser i Marads udtryk. Vrede, irritation og forbløffelse. Den sidste tænkte Thanos nok var da manden prøvede sin evne af og ikke kunne bruge den. Hans udtryk ændrede sig ikke, mens han roligt arbejdede sig igennem æblet. Udefra ville det nok se ud som om, at han morede sig. Hvilket han nu nok også gjorde, så meget en mand uden følelser kunne.
Æblet var hurtigt væk, han spiste rub og stub, undtagen stilken, som han pænt lagde fra sig på bordet, inden han begyndte at knappe sin vest op. Der var ingen grund til at gøre det dyre stykke beklædning blodigt.
"Som du nok har bemærket, kan du ikke bruge dine evner. Den lille gule sten på dit bryst forhindrer det ganske effektivt." Han tog vesten af, foldede den pænt sammen og lagde den på bordet. Derefter tog han sværdbæltet af og lagde det også på bordet, så det var hurtigt at nå, skulle han have brug for et våben. 

Da han vendte sig mod Marad igen, havde han en kniv i hånden. Med rolige bevægelser, som alle hans bevægelser syntes at være, gik han de få skridt hen til manden i stolen. Her bukkede han sig en smule ned og trak ud i halslinningen på Marads skjorte. I en hurtig bevægelse satte han kniven mod stoffet og trak ned, så skjorten blev skåret åben med en flænsende lyd. Uden at tøve gjorde han det samme med ærmerne, fra bunden og op. Det havde måske været nemmere at tage skjorten af ham, mens han var bevidstløs, men ikke nær så... sjovt. Det var nu synd for skjorten, den var af god kvalitet.
Endeligt var skjorten i småstykker, lige til at rykke af ham.

Men inden han gjorde det, hamrede han kniven ned i låret på Marad, hårdt nok til, at han kunne mærke den sætte sig fast i knoglen. Havde han været en mand med sjove ord, havde han sagt "hold lige den", men i stedet var han bare tavs, som han nu med frie hænder kunne rykke stoffet af manden og smide det over på bordet.
"Jeg forstod det sådan, at du kan gøre folk syge. Ganske interessant, ikke en evne, jeg har mødt før."

Marad holdt blikket fokuseret på æblet, som det fprsvandt bid for bid. Man kunne fristes til at tro, at det var af sult, men han havde sjældent brug for at spise. Blikket var fordi at det af en eller andengrund irriterede ham dybt og inderligt, at Thanos kom ind i hans hus, bandt ham til en stol og ENDDA spiste hans mad. Hvor vovede han!

Det nærmest skar i hans øre, da kniven flænsede hans skjorte. Jo jo, han havde et helt skab fuldt af dem, men der var noget yderst respektløst ved den måde Thanos skar hans skjorte i stykker. Han var ikke vant til denne respektløse opførsel, og han brød sig langt fra om det. Ærmerne fik samme behandling som resten af skjorten, og jo mere der blev ødelagt, jo mere gal blev han. Han vidste, at det ville kunne ses, men ha  var ligeglad. At han blev gal, betød ikke, at han var knækket. Nok nærmere tværtimod.

Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne og gav sig ganske lavt, da kniven borede sig ned i hans ben. Han havde prøvet langt værre smerte før, men det ændrede ikke på, at det gjorde ondt. Det var dog næsten vlrre, da han skjorte endelig blev fjernet helt fra hans overkrop. Ikke på grund af den pludselig mangel på tøj, han havde trods alt intet at skamme sig over. Det var ganske enkelt den respektløshed som det repræsenterede.
"Hvis du fjerner den lille halskæde du gav mig på, kan du få lov til at få et langt dybere kendskab til min evne" nærmest knurrede han.

Nå, han var måske lidt mere end han først gav udtryk af, manden i stolen. Thanos bemærkede manglen på skrigeri, da kniven borede sig ned i låret, noget han noterede sig. Det var langt fra første gang, at han havde fat i nogen, der kunne tage lidt af hvert, men de gav sig nu altid til sidst. Det var bare med at finde de rigtige knapper. Eller at blive ved længe nok. Thanos lagde hovedet en anelse på skrå, mens han stadig havde det svage smil i mundvigene, som Marad foreslog, at han tog halskæden af ham.
"Jeg er nysgerrig, ikke selvdestruktiv." Igen virkede det lidt som om, at han morede sig. Det var tydeligt, at manden var vred, fornærmet, ja, endda stadig anså sig selv som manden med magten, selvom han tydeligvis havde fået den frataget. Det skulle nok blive en fornøjelse at se ham smuldre i mellem Thanos' hænder.

Lige nu havde Thanos ikke en plan og han brugte et øjeblik på at overveje, hvordan han skulle gribe det an. Mulighederne var uendelige, især nu, hvor han havde alle sine ting og et helt hus til rådighed. Efter et kort øjeblik, valgte han at starte med det lette. Efter at have rodet kort i sin taske, hev han en syl op. Et stykke spidst metal med et træhåndtag. Han overvejede kort, om han gad at finde et lys og varme den op, men besluttede sig for, at det nok gik alligevel. 

Tavs gik han over bag Marad og lagde en hånd på hans skulder, ligeglad med, at mandens overkrop var bar. Næsten som om, at han ville give ham en massage, følte hans fingre fast op i mod hans nakke, indtil han fandt det punkt, han ledte efter i samlingen mellem nakke og skulder. Nerveknuden, der kunne skabe så meget dejlig smerte. Han vidste, hvor ondt det gjorde, siden en del af hans optræning som barn havde været at prøve noget af det, de skulle påføre andre. 
Han tog bedre ved Marad, så han ikke kunne flytte sig, inden han satte spidsen af sylen mod musklen - og trykkede til. Pressede den ind i kødet.
"Pigerne hed Thit og Ydin." Hans stemme var flad, som han mindede ham om, hvorfor smerten skete.

Marad holdt øje med alle Thanos' bevægelser. Han havde selv tortureret mange, så han kendte til den smerte  man kunne påføre andre. Han forsøgte ofte selv at påvirke sine ofre ved at lade dem se alt det, som de kunne blive udsat for. Men han var ikke nem at skræmme. Derfor reagerede han heller ikke videre, da Thanos trak en syl frem. 

Han bed tænderne sammen, da sylen blev placeret mod hans skulder. Der var ingen tvivl om, at det ville gøre ondt, men han ville ikke give Thanos tilfredsstillelsen ved at få ham til at skrige af smerte. Det ville ganske enkelt ikke komme til at ske.
En lettere anstrengt lyd slap dog fra ham, da sylen blev trykket ind i hans skulder.
"De fortjente sikkert ikke at dø" Han trak vejret tungt et par gange.
"Men jeg har sikkert nydt at dræbe dem. Ligesom jeg vil nyde langsomt at tage livet af resten af familien når jeg finder dem" snerrede han gennem sammenbidte tænder. Hvis Thanos' mål var at få ham til at angre, kunne han lige så godt give op med det samme.

Thanos fik bekræftet sin tanke om, at Marad var hårdfør. Der var ingen tvivl om, at det gjorde ondt, men det var ikke meget reaktion, han fik ud af manden. Det gjorde ikke noget. Thanos var en tålmodig mand med masser af tid.
"De er ikke mit problem. Du er." Det var hans måde at sige, at så snart hans opgave var færdig, stod han ikke til regnskab for nogen. Medmindre Marad var typen, der ville have hævn over et betalt job. Det skulle Thanos nok også klare, det ville langt fra være første gang.

Han trak sylen ud af musklen igen. Lod den skarpe spids næsten blidt kradse hen over huden, op i nakken. Her fulgte han et par nakkehvirvler ned, indtil han stoppede sylen mellem to hvirvler og trykkede lidt ind. Ikke nok til at bryde huden. Stak han den helt ind, ville han gøre manden lam fra halsen og ned. Det var lokkende og han holdt den der i et par sekunder, inden han lod den fortsætte. Lidt til siden, op af halsen og op til lige under kæbeleddet, hvor han lidt hårdere trykkede den ind. Det ville ikke gøre ondt. Ikke rigtigt. Men det var heller ikke meningen, nej, han ville bare vise, at han kunne. Trykkede han til, ville sylen fortsætte igennem det bløde kød og ind i munden på manden. Kilde ham i ganen.
Tortur var for Thanos ikke kun smerte. Det var mere effektivt, når det var frygten for smerte, det handlede om. Folk der tiggede ham om at lade være, selvom han ikke rørte dem. Dét var tortur.

Han trak sylen til sig i en hurtig bevægelse, inden han smed den over på bordet. Den skulle han nok få brug for igen. Uden varsel trådte han ind foran Marad og gav ham tre hårde slag i ansigtet med knyttede næver. Det var igen ikke smerten, han gik efter, men forskrækkelsen. Og eftervirkningerne af slagene.
Herefter trak han sin kniv til sig og vendte tilbage til bordet, hvor han tog Marads ødelagte skjorte. Med vante bevægelser trak han noget af stoffet fra hinanden i strimler, inden han trådte tilbage til Marad og begyndte at lægge en stram forbinding om hans ben. Ingen grund til at miste for meget blod. Endnu.

Det var en lettelse da sylen blev fjernet fra musklen men Marad lod ikke sig selv slappe af, bare fordi smerten var forsvundet. Der var uden tvivl meget mere på vej. Han sagde ikke noget, da sylen blev stykket ind mellem to ryghvirvler. Han var stædog. Han ville hellere bide tungen af sig selv, end lade en lyd kommer over hans læber.
Han vidste, hvad Thanos havde gang i, han demonstrerede sin magt. Han havde selv gjort det op til flere gange, når han selv havde udøvet tortur. Visheden om, at man var fuldkommen prisgivet en anden persons nåde. Det var ikke nogen rar følelse, men den var så forbandet effektiv til at knække et offer. Men der skulle så meget mere til at knække før! Han havde før været underlagt andres nåde, og han havde klaret sig igennem det. Forhåbentlig ville Thanos ende med at så ham ihjel, når hans indså, at alle hans små kneb og tricks ikke virkede.

Slagene i ansigtet gjorde ikke voldsomt ondt, selvom de kom bag på ham. Fysisk vold, interessant. En blanding af simpel fysisk vold, psykisk pres og brug af forskellige remedier. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Thanos ikke var nybegynder når det kom til tortur. Men Thanos havde garanteret ikke tortureret lige så mange, som han selv havde.
"Du har mange timer foran dig, hvis du forventer at jeg bryder sammen. Du ender med at blive træt før jeg gør" Han så på Thanos, mens denne forbandt benet. Han forventede ikke, at hans "råd" ville have nogen indvirkning på Thanos, men det var sjovt at prøve at prikke lidt til ham. Det kunne jo være, at han kunne knækkes. 

Thanos hev hårdt i stoffet, da han bandt en knude på forbindingen, og så så op på Marads ansigt. Følelsestomt som altid, men med et lidt større smil end ellers. 
"Jeg har al den tid, det tager. Men min opgave er heller ikke decideret bundet til at skulle få dig til at bryde sammen." Han klappede ham på benet, inden han rejste sig op og gik over for at kigge lidt i sine tasker, som om at han lige skulle vælge, hvad der kom næst. Det vidste han selvfølgelig godt, men spændingen ved det for offeret plejede at give en god reaktion. At Marad virkede til at være meget rolig omkring sin egen tortur var bare en skam, men derfor ville Thanos nu stadig gøre det sådan. Lidt vold, en masse smerte og endnu mere psykisk tortur. Så måtte han se, om han skulle ændre metode hen af vejen. Marad var ikke den første, han havde i mellem hænderne, der ikke virkede til at reagere på noget af det.

Han tog en lille kølle op. Den så ikke ud af meget, kortere end hans underarm, men den var tung. Kernen var af metal, derefter var der nogle lag af læder. Han lod den bevæge sig lidt i hånden, så han havde et godt greb om den, inden han med hovedet en anelse på skrå betragtede Marad for et øjeblik.
"Thit og Ydin. Du skal huske deres navne til den dag, du dør." Derefter trådte han hurtigt frem og lod køllen, der lå i hans venstre hånd, falde hårdt og brutalt mod siden af Marads højre knæ. Lyden af knæet, der gik i stykker, var ganske tilfredsstillende. Ud fra lyden vurdere han kort, om han skulle slå igen, men besluttede sig for, at han havde ramt godt nok. 

Der var så mange led at lege med. Så mange knogler at brække. Han løftede køllen igen og lod den næsten falde mod Marads hoved, men i stedet førte han den lidt til siden, sigtende efter hans kraveben i venstre side. Og så måtte han hellere stoppe, manden skulle helst ikke gå for meget i stykker. 

Det lod ikke til, at Marads mangel på reaktion gjorde noget for at stoppe Thanos. Det var et forsøg værd. Om ikke andet gjorde det da, at han bevarede bare lidt af sin stolthed.
Han kiggede, lettere underholdt, på køllen, som Thanos tog frem. Den så ikke ud af meget. Regnede han virkelig selv med, at den ville kunne gøre nogen større skade? Eller få ham til at bryde sit løfte til sig selv om ikke at lade Thanos vide, hvor ondt torturen faktisk gjorde.
Hans morskab forsvandt dog, da køllen kolliderede med hans knæskal, hvilket resulterede i en ubehagelig lyd, og en skarp smerte som skød op gennem hans ben. Han stønnede lavt af smerte og trak vejret hårdt ind. Han havde uden tvivl undervurderet den lille kølles effektivitet.

Han nåede dårligt at være færdig med at ømme sig, før endnu en smerte skød igennem ham, denne gang fra kravebenet. Han trak vejret i tunge stød, hvilket kun gjorde smerten fra kravebenet værre. Han havde ondt, men tanken om hævnen som han var sikker på, at ha  med tiden ville få, distraherede ham fra den værste smerte. Uanset hvad ville han finde Thanos og få sin hævn, når han engang blev sluppet fri og var kommet sig over de skader han måtte få under Thanos' behandling.
"Når du er færdig med mig, håber jeg for din skyld, at du rejser meget langt væk. Jeg har flere års erfaringer med tortur end du har været i live, og hvad jeg vil gøre ved dig, vil få den her behandling til at virke som en velsignelse" knurrede han vredt. 

Det var næsten ikke til at se, men det trak en smule mere op i Thanos ene mundvig, som Marad truede ham. Effekt. Et skridt på vejen. Lidt af gangen. Han vendte ryggen til ham og lagde køllen på bordet. Måske det var på tide at gøre noget lidt mere skræmmende.
"Jeg gør bare mit arbejde." Truslen rørte ham ikke, dem fik han mange af. Og ja, det skete, at folk forsøgte at føre dem ud i livet. Han levede endnu, mange af de andre gjorde ikke. Thanos var en mand med stor tro på sig selv, men han havde også noget at have den i. 

Han forlod rummet uden at sige noget. Slaget mod knæet havde haft en dobbelt effekt, for selvom Marad skulle komme fri af sine bånd, ville han ikke kunne løbe specielt langt. Så Thanos gik på jagt efter noget, han skulle bruge til sin næste torturmetode. 
Ikke længe efter kom han tilbage med et klæde og to kander med vand. Kanderne stillede han ved siden af stolen med Marad, inden han tog ved ryglænet og tippede den en smule bagover, støttende mod hans ben. 
"Jeg håber, at du er god til at holde vejret." Derefter lagde han klædet over hovedet på Marad, tog en kande med vand og begyndte langsomt at hælde vandet over hans ansigt. Han ville egentligt hellere have haft slæbt Marad med ud og stikke hans hoved i et hestetrug, men dette var alligevel næsen mere effektivt. Der blev bare så vådt over det hele, men så igen, han kunne være ligeglad.

Han fortsatte med at hælde vand over hovedet på Marad, indtil kanden var tom. Derefter rettede han stolen op igen og fjernede klædet, så manden kunne få noget luft. 
"Pigerne du slog ihjel hed Thit og Ydin. Husk det." I en hurtig bevægelse tiltede han stolen igen, hev klædet over hans ansigt og tog den anden kande. 
Da den var tom, tippede han stolen på plads, fjernede klædet og stillede kanderne til side, så de ikke stod i vejen. Han var blevet våd, gulvet var vådt og Marad var våd. Men det ville tørre igen. Vandet var allerede på vej ned i mellem revnerne i trægulvet.

Marad gjorde ikke noget videre for at slippe fri, da han blev ladt alene igen. Han havde konstateret at han ikke slap fri af rebene. Selv hvis han på en eller anden måde skulle formå at slippe fri af dem,  ville han ikke komme langt med sit knæ, og han tvivlede på at nogen af habs tjenestefolk ville hjælpe ham. Hvis der overhovedet var noget af hans stab tilbage i huset, det ville ikke undre ham, hvis de havde udnyttet muligheden for at stikke af.

Han nåede dårligt at reagere på at få klædet lagt over ansigtet, før der pludselig blev hældt vand ud over ham. Han sled i rebene, hvilket fik en brændende smerte til at skyde fra hans kraveben og knæ, og kom med nogle halvkvalte lyde. Det var en reaktion, som han ikke selv var herre over, hvilket kun irriterede ham yderligere.

Navnene på pigerne skurrede efterhånden i hans øre. Han vsr ikke i tvivl om, at han ikke ville glemme navnene. Han skulle bruge dem til at opsøge familien, som havde sendt Thanos efter ham, så han kunne få sin hævn.
Han nåede ikke at svare Thanos tilbage, før han igen blev tippet tilbage og overhældt med vand, hvilket fremkaldte den samme reaktion som første gang.
Han var gennemblødt. Det lange sorte hår klistrede til hans ansigt og nakke. Han hev luft ind i dybe åndedræt mens han så på Thanos med et blik, som kun kunne beskrives som rendyrket had.

Det var mere end tilfredsstillende endeligt at få en reaktion ud af manden i stolen. Også selvom Thanos ikke var i tvivl om, at det var hans krop, der reagerede. Han ville selv have gjort det samme. Havde gjort det samme. At få hældt vand over sig på denne måde, var mere ubehageligt end at få hovedet stukket i vand. Følelsen af at blive kvalt, mens man gispede efter vejret og fik vand i lungerne. Nej, det var ganske ubehageligt, kroppen gik i panik. Og så nemt at gøre ved andre.
Hadet i Marads blik fandt Thanos ganske morsomt. Det var altid en fornøjelse at sætte sindene i kog ved folk, der startede ud med at virke ligeglade.

Nå, mon ikke, at det var på tide at give manden en lille pause. Lade ham nyde smerten lidt, inden der kom noget nyt. Thanos var alligevel ved at være sulten. Af en eller anden grund fik han altid appetit af disse små sessioner med folk. Så han forlod Marad igen og bevægede sig ned til køkkenet, der havde virket så godt fyldt op. Og det var det også, så da han kom tilbage til biblioteket, var det en tallerken med nybagt brød med smør, noget kylling der så ud til at være lavet aftenen før, noget ost og en tomat og et par gulerødder. 
Thanos trak en stol hen til bordet, hvor han ganske tilfreds satte sig til at spise. Der var ingen følelser i ham. Ikke en eneste. Han vidste ikke, hvordan kærlighed, vrede eller sorg føltes. Han kunne imitere følelser og en gang i mellem lå han lige på kanten, især vrede virkede som noget, han faktisk kunne klare, men det var overfladisk. Hans indre var tomt for andet end logik. Så mad var en ting, han gik meget op, for selvom han ikke fik nogen følelser af det, gav smagen ham... noget. God mad var meget vigtigt i Thanos' liv.

Han spiste civiliseret og pænt, hvilket man måske ikke skulle tro, men som med hans tøj, var han opdraget til mere end smerte og mord. Han ignorerede Marad i mens, og han virkede næsten helt normal som han sad der, men hans tanker drejede sig om, hvad der skulle ske som det næste.

Igen blev Marad ladt alene. Efterhånden kunne Thanos lige så godt bare lade ham sidde ubundet i et tomt lokale. Han ville ikke kunne stikke af. Han kunne efterhåbden ikke engang kæmpe mod rebene på grund af smerten fra kravebenet! Han ville ikke kun stikke af, han tvivlede på hab overhovedet ville kunne kæmpe imod. Det var ydmygende. Han kunne ikke gøre andet end at sidde og tage imod de ting, som Thanos gjorde ved ham.

Han kunne mærke vreden ulme, da Thanos kom tilbage med mad i hænderne. Den måde Thanos bare gik rundt i hans hus og tog hvad end han nu fandt passende, det var dybt respektløst. Mange andre væsner ville formentlig have været irriteret over ikke selv at få del i måltidet, men det påvirkede ham ikke det fjerneste. Mon Thanos vidste det? Hvor meget vidste han mon overhovedet om ham? Der var trods alt ikke mange, som vidste, at han var rytter. Han var ikke engang sikker på, at han nogensinde havde fortalt det til James.