Sommeren var gået på hæld over landet og efteråret var sat ind på fuld kraft. Vanya havde opholdt sig et par dage i byen og den smukke elver med det platinblonde hår havde tiltrukket sig mere opmærksomhed end hun havde brudt sig om. Derfor havde hun pakket sine ting og ville rejse ud af Dianthos igen lige så hurtigt som hun var kommet.  Melda havde ikke været den store hjælp da hun havde tilbragt al tiden på deres kro værelse med næsen i sine alkymistbøger, og Vanya havde sagt til hende, at Melda kunne få de sidste håndører de havde, blive på værelset den tid de havde betalt for det, og så ville Vanya komme og hente hende igen. Melda havde været ovenud lykkelig for endelig at være på egen hånd og Vanya havde rullet med øjnene af søsterens begejstring.
Med skovens muld under sin fod havde Vanyas humør hævet sig markant og hun var trasket afsted med et smil på læben, og for nu var alle bekymringer glemt. Melda skulle nok klare den og hun trængte nok også til lidt tid for sig selv. Havde hun været mere opmærksom ville hun have opdaget at hun ikke var alene. Højt over træerne svævede en falk, en falk der havde øje på hende.
Falken vendte tilbage til sin ejermand, en stor muskuløs mand der lige nu forlod Dianthos sammen med en gruppe af slet udseende udskud. Han havde en plan, en plan Vanya helt sikkert ikke ville syntes om men som hun ikke ville kunne undgå. Falken fløj fra manden til Vanyas position og tilbage igen på rutefart. Den ledte bevist den grimt udseende mand i hendes retning uden at hun bed mærke i faren der lurede over hende.

Der gik et par dage, måske halvanden før Vanya bed mærke i at der var noget galt. Det var på hendes egen rute som fugl hun så falken som hun var sikker på hun havde set før. Den svævede i luften over hendes lejer og hun landede et stykke væk mens hun langsomt gik mod lejeren. Der var tomt, men hun havde tydeligt fornemmelsen af ikke at være alene, en fornemmelse der i løbet af få minutter blev bekræftet. Underskoven raslede faretruende og snart brød mændene igennem buskene og havde kurs lige mod hende. Vanya trak sin bue og rettede pilen mod den store mand hun gik ud fra var deres leder. ”Stop!” Sagde hun hårdt og spændte buen faretruende. Manden grinede. ”Det er et frit land” Sagde han og stoppede tommelfingrene ned bag bæltet, som han stod der var han ufarlig.
Pludselig forsvandt lyset, Vanya affyrede pilen der missede og kæmpede mod stoffet der var trukket ned over hendes hoved. Hun hamrede en albue ind i maven på manden der havde sneget sig op bag hende, en mand der måtte have noget overnaturligt over sig for at kunne skjule sig for hendes elverøre. Manden knækkede sammen og hun trak sækken af hovedet tidsnok til at se den store mand komme farende mod hende. Hun trak sin dolk og langede ud efter ham, samtidig med at hun bakkede til hun stod med ryggen mod et træ. ”Hold jer væk!” Snerrede hun og gjorde sig mentalt klar på at kæmpe for sit liv. ”På en betingelse – du giver os din søster, vi lader dig gå, måske” Sagde manden og grinede til hende. Hun kom med et udbrud og sparkede efter en af de andre der var kommet for tæt på. Hun ramte ham i brystet og han væltede bagud, men der var stadig for mange tilbage. ”Slap nu af tøs – du kan indbringe mange gode krystaller på markedet” Sagde manden og det gik op for Vanya hvad de var.

Vanya var vant til at kæmpe, hun var ikke bange for det – men hun havde aldrig skulle kæmpe for sit liv på denne måde før. Kampen var ikke lige, slet ikke, men hun gav ikke op. Ikke tale om at hun ville ende som slave, ikke tale om at hun ville risikere at Melda endte som slave. Slaveri var det værste hun kunne forstille sig, at få frataget retten til at leve under den blå himmel, at kunne sprede sine vinger. Hun gav ikke op.
Mændene var overraskede over hvor meget hun slog igen, flere af dem endte med dybe sår og bøjede ribben. Til sidst blev det for meget for en af mændene, han løb mod hende med et spyd, had i hans øjne og et skrig på hans læber. Vanya snurrede rundt og langede ud med dolken der skar hans strube op. Manden faldt sammen på jorden og Vanya smilede triumferende – det var der hun mærkede smerten.
Spyddet havde boret sig ind mellem to af hendes ribben, lige ved siden af hendes hjerte. Blodet fossede ud af hende og hun faldt på knæ med et forskrækket udtryk. Verden blev sløret og hun hørte mændene sige noget om at hun snart var død så der var ingen mening i at slæbe et lig med sig. De forsvandt og hun væltede om på siden. Det var svært at trække vejret og hun følte sig snart kold over hele kroppen….

Ferghus var på arbejde. Han var blevet kontaktet af nogen, der havde mistet to får for flere dage siden. Han havde prøvet at forklare dem, at det ikke var sikkert, at hans evner rakte til at kunne finde dem, når han blev kontaktet så sent, men de ville gerne have ham til at prøve. Så til sidst havde han givet op og var draget med dem hjem for at starte eftersøgningen der. Sporene var svage og han brugte næsten mere øjnene end sin evne, og de sidste par timer havde han egentligt mest gættet sig frem. Det var spild af tid, han ville ikke kunne finde de to får. Folk måtte lære at komme til ham noget hurtigere. 
Med et suk stoppede han Nille, sin lille lavbenede nordlandspony, og lod sig glide ned. Sidste forsøg og så ville han vende næsen hjemad. 

Han fandt en lille bar plet jord. De korte kraftige fingre gled hen over den fugtige jord, inden han tog en håndfuld op og smuldrede den ud mellem fingrene. Den sidste klump puttede han i munden og lod rulle lidt på tungen. Jorden fortalte ikke noget interessant, før han smagte på den. Blod. Noget blødte i nærheden. Han stivnede kort, inden han hurtigt spyttede jorden ud og hurtigt trak ponyen efter sig. Mod højre, ikke så langt. Snart kom han ud i en lille lysning og der lå der en skikkelse på jorden.
Efter at have sikret sig, at der ikke var andre, slap han tøjlen og luntede hen til personen på jorden. Hvidt hår. Lange ører. Bleg hud. Selvfølgelig var det en elver. Heldigt for hende, var Ferghus ligeglad, og hans blik fandt i stedet hurtigt området, hvor blodet kom fra. Det blødte stadig, såret var tydeligvis frisk.

"Det ser ikke så godt ud," mumlede han, halvvejs for sig selv. "Skal vi ikke se, om vi kan gøre noget ved det. Jeg bliver lidt nødt til..." Han afsluttede sætningen ved at forsigtigt at fjerne stoffet fra området og rykke hullet større, så han bedre kunne se såret. Det var dybt, ingen tvivl om det, men ikke så bredt. Måske et spyd? Eller en kniv. Så vidt han kunne vurdere, var den største fare blodtabet, som han måtte se ad at få stoppet. Hurtigt kom han på benene og begyndte at rode rundt i sin oppakning, der var bundet til hesten. Han havde altid oppakningen med, for det skete ret ofte, at han endte med at skulle overnatte ude. Snart stod han med en lille lærredspose og noget stof i hånden. Han fik også hevet vandskindet frem og vendte så tilbage til den blødende elver. Uden at sige noget, skyllede han det meste af blodet væk fra såret, ligeglad med at hun ellers blev våd. Det kunne han tage sig af senere. Han tørrede området af så godt han kunne med det ene stykke stof, og havde nu lettere ved at se, hvor meget hun blødte. Med et sammenbidt udtryk fik han åbnet for lærredsposen og strøet indholdet ud over såret. Det var en urteblanding han købte af en af kvinderne i landsbyen, det fik sår til at stoppe med at bløde. Han hældte lidt ekstra ud på såret og lagde så pres på med et rent stykke stof. Nu var der bare at vente lidt.

Vanyas blik var sløret og hun forsøgte først at trække sig væk fra den nye angriber men hun havde ikke kræfter til det. Hun mærkede han hev i stoffet, hørte lyden af stoffet der rev og mærkede ham røre ved såret og huden omkring det. Hun åbnede munden for at tale men der kom ingen ord. Verden blev pludselig en anelse klarere. Han havde gjort noget ved såret - puttet noget i det. Hun hævede sig lidt op og forsøgte at fokusere på ham, hun gik ud fra han ville hende det bedste, men selv hvis han ikke ville kunne hun intet gøre for at forsvare sig selv eller flygte. Hendes ben og arme var tunge som bly og hun faldt snart ned på ryggen igen. Hun kom med en smertefuld stønnen og forsøgte desperat at få kontrol over sin krop og sit sind. Det virkede håbløst og koldt men hun kæmpede, ikke tale om at hun ville give efter.

Elveren vred sig og stønnede, men Ferghus flyttede ikke hænderne fra såret, som han stadig lagde et roligt pres på. Blodet gjorde stoffet vådt og hans hænder røde, men han vidste, at urterne ville virke. Mens han ventede, betragtede han elveren. Hun var ganske køn. Kunne næsten kun være en skovelver. Hun var langt væk hjemmefra.
"Rolig, jeg gør dig ikke noget," mumlede han med sin lidt grove stemme, beroligende. Venligt.
Endeligt fjernede han hænderne. Blodet var holdt op med at løbe. Han lod stoffet ligge, mens han hurtigt lod blikket glide over hende. Det så ikke ud til, at hun var kommet mere til skade. Men hun havde mistet en masse blod og hun virkede ikke til at være helt ved bevidsthed. Han kunne i hvert fald ikke lade hende ligge. 

Ferghus så rundt, som om træerne kunne give ham et svar, men egentligt var han ved at spekulere over, hvor de var. Hvor langt var der til nærmeste healer? Langt. Der var kortere hjem til ham selv, men den tur ville også tage resten af dagen og noget af natten. Han skulle lige til at køre en hånd over sit kort skæg, men nåede lige at komme i tanke om, at den var rød af blod. Med en lidt irriteret brummen brugte han vand fra vandskindet til at skylle sine hænder. Han måtte hellere tage hende med hjem. En healer ville være bedst, men hvile og en masse væske burde også kunne gøre det. 
"Bliv liggende." Han sendte hende et bestemt blik med de stålgrå øjne, inden han kom på benene. Efter en smule tøven, tog han sin varme jakke af og lagde den over hende, inden han gik tilbage til ponyen, der ikke var helt tryg med lugten af blod hængende i luften. Han fandt en håndøkse frem fra oppakningen - nok hang der en økse ved hans side, men det var en kampøkse og tanken om at bruge den til at hugge træ med gav næsten den stolte dværg kvalme.

Og så gik han i gang. To lange tynde træer blev fældet og grenene fjernet, hvorefter barken blev skrællet af i lange strimler. Et tæppe måtte lade livet og blev til bløde strimler, der sammen med reb blev brugt til at binde stammerne til ponyen, der havde prøvet det før og derfor pænt blev stående. Derefter brugte barkstrimlerne til at væve en bund mellem de to stammer, hvorpå han fastgjorde sit andet tæppe. Og så havde han en båre spændt bag sin lille pony. 
Det hele tage taget ham en god times tid, selvom han havde skyndet sig. Med regelmæssige mellemrum havde han kigget til elveren, sikret sig, at hun ikke blev alt for kold og at såret ikke begyndte at bløde igen. Kunne han, fik han også lidt vand i hende.

Han trak ponyen hen ved siden af hende, inden han forsigtigt fik fat under hende og løftet hende op i båren. Nok var han ved at være en ældre dværg, men han var stærk og hun var bare en lille let elver. Han sørgede for, at hun lå nogenlunde godt, inden han begyndte at trække af sted med ponyen i retning mod hans lille hjem. Nogle gange var underlaget godt nok til, at han kunne sætte sig op, men det meste af tiden gik han ved siden af, så hans elskede lille Nille ikke skulle overanstrenge sig.

Manden mumlede noget i en grov tone og Vanyas krystalblå øjne spærrede sig frygtsomme op. Hun stønnede kort da han lagde pres på såret og bed tænderne sammen. Trods mandens stemme var der lidt over den der alligevel virkede… Venligt. Hun kunne slet ikke finde hoved og hale i sine tanker, og tanken om at hun var ved at dø var den eneste der pressede sig frem i hendes tanker. Hun følte sig pludselig kold og klam over hele kroppen men fik manet sin panik i jorden, hun var ikke ved at dø. Hendes hjerte slog og manden, hvem end han var, hjalp hende jo. Den iskolde logik fik hende til at falde lidt til ro og hun forsøgte at kontrollere sin hektiske vejrtrækning.
Hun nikkede da han talte, stadig desorienteret men blev liggende. Hun talte hvert et hjerteslag og det bekræftede for hende at hun var i live lidt endnu. Manden rejste sig og gik, efter at have lagt en jakke over hende. Varmen var rar, beroligende. Men den lugtede mærkeligt.

En masse syntes at ske inden for kort tid. Det lød som om han huggede i noget, træer nok. Hun kunne ikke se hvad der skete og hendes øjne mistede fokus fra tid til anden så hun forsøgte heller ikke på det. Tiden gled ud, og hun anede ikke hvor lang tid der gik, før han pludselig mærkede hans hænder under sig. Hun kom til bevidsthed igen og så forvirret rundt som om hun havde glemt hvor hun var, det var også næsten tilfældet. Han lagde hende på noget blødt og hun havde trang til at skubbe ham væk, hans omsorg virkede forkert og hun kunne slet ikke finde hoved og hale i det hele. Faktisk var hun inderst inde lettet. Han havde nok reddet hendes liv, eller ville gøre det og hun bad til Avanya om at hun ville komme helskindet ud på den anden side igen. Båren hoppede og lyden af hove mod jorden indikerede at der var en hest involveret. Vanya døsede hen hurtigt og følte sig stadig kold under jakken, og hun reagerede efter lidt tid ikke på de små bump der bragte smerte gennem hendes krop fra det endnu åbne sår.

Dagen gik på held og mørket bredte sig over landet omkring dem. Der var kun små pauser, hvor ponyen fik lov til at drikke vand og spise lidt græs, mens Ferghus kiggede til elveren, der enten sov eller var bevidstløs. Måske nok nærmere en blanding. Men hun levede, trak vejret og såret blødte ikke, selvom turen ikke var blid. Efterhånden var Ferghus træt i sine gamle, korte ben, men han stred sig videre, skridt for skridt. Nille begyndte også at virke lidt træt, men hun fulgte troligt med, slæbende på de to stænger og elveren i mellem dem. Skoven dukkede op i mørket og Ferghus førte Nille ind af den lille gemte sti, i stedet for at gå udenom og tage vejen, der ledte fra landsbyen og ned til lysningen med hans hus. Skoven var ikke så stor, og det tog ikke så lang tid før, at lysningen dukkede op foran dem. Nille satte ivrigt farten op det sidste stykke, og Ferghus måtte holde hende lidt tilbage, da han ikke kunne følge med.

Endeligt hjemme. Han stoppede ponyen foran døren og gik ind for at tænde lys, inden han løftede elveren op fra båren. Ganske forsigtigt bugserede han det lange væsen ind i af døren og bar hende hen til bænken, der var dækket af skind og tæpper - hans seng - og lagde hende der, inden han lagde et par skind over hende, så hun kunne holde varmen. Uden at sige noget, forsvandt han ud igen for at tage sig af ponyen. Båren blev spændt af hende, sammen med sadlen og hovedtøjet. Han gned hende hurtigt med en håndfuld hø og lukkede hende så ind på folden, hvor de to geder ventede på hende.
Med sadlen slæbende efter sig og sadeltaskerne over den ene skulder, gik han ind igen. Han lagde sine ting fra sig, hvor de ikke ville ligge i vejen, inden han gik til pejsen og begyndte at tænde op. Huset var koldt, det havde stået et par dage uden varme, og selvom efteråret kun var kommet snigende, kunne det mærkes i luften indenfor.

Så snart ilden havde ved, gik han ud og hentede noget vand i brønden, som han hældte i en gryde, han skubbede ind over flammerne. Te. Det var, hvad de havde brug for nu, hvis han kunne få liv nok i hende.
Endeligt kunne han vende sin opmærksomhed mod elveren. Han tog en skammel med over og satte sig ved siden af bænken, der udgjorde det for hans seng. Om hun var vågen eller ej, flyttede han lidt på de varme skind for at komme ind til hendes overkrop og såret. Forsigtigt fjernede han stoffet og betragtede såret nærmere. Det skulle rengøres og en forbinding skulle lægges.
Hvad han ellers kunne se af hendes krop, som han havde flået hendes tøj i stykker, skænkede han ikke en tanke. De grå øjne hvilede på såret, mens han lagde en plan over, hvordan han skulle håndtere det.

Vanya registrerede i periferien hvordan han bar hende et nyt sted hen. Hun mærkede fysisk nærmest intet, det var lydene der fyldte i hendes hoved mere end noget andet. Hun følte sig svimmel og kvalm og kunne ikke få sine øjne op. Det virkede som om de var limet sammen, efter den alt for dybe søvn hun havde været i, hvis man da kunne kalde det det. Hendes hals føltes som sandpapir. Duften af brænderøg blandede sig med duften af støv og.. Noget udefinerbart. Hendes krop føltes som vejede den tusinde kilo og hun syntes ikke at have kontrol over nogle muskler.
Hun tvang sin bevidsthed højere op, så hun næsten kunne fornemme øjenlågene sitre. Hun kunne ikke ligge her. Hvem viste hvad han kunne finde på.

Varmen omkring hende flyttede på sig og hun fornemmede luften mod sin bare hud. Lidt for meget hud? Hun virrede lidt med hovedet, det første tegn på at hun var i live inde bag de tunge åndedræt. Hun kæmpede mod sin krop, mod trangen til at lade sig drive hen i mørket. Hun kæmpede for at kunne forsvare sig selv, for at kunne leve. En del af hende mindede hende om at han kun havde forsøgt at hjælpe hende, at hun skulle blive liggende og lade ham gøre det. Den kolde logik der styrede hendes hjerne beroligede hende og hun trak vejret dybt, en ting der gjorde så ondt at hun endelig kunne slå øjnene op.. og stirre op i et loft. Himlen havde da ikke lofter. Hvor var hun henne? Hun var ikke ude mere, hun var ikke omgivet af hans jakke som hun havde været før, hvad skete der? Hendes blik snurrede rundt, tydeligt forvirret og meget rundtosset før det endelig faldt på ham, og fra ham til sit bryst og tilbage på ham med et nærmest forarget blik. Men først da gik det op for hende at det ikke var hendes nøgenhed han så på, men det gabende sår, hvilket fik hende til at bande indvendigt. Hun var altid så hurtig til at dømme folk at hun aldrig nåede at opdage hvornår hun gik forkert. Som nu.

En tør hosten kom fra hende, hvilket fik hende til at pive i smerte. Hvad end der var sket havde ikke været godt, og hun tvivlede ikke på at manden over hende måtte have reddet hendes liv. En ting hun ikke tog forgivet men som også generede hende voldsomt. Hun ville ikke stå i gæld til noget menneske. Menneske.. Hvad var han egentlig?

Som Ferghus sad der og overvejede, hvad han skulle gøre ved såret, begyndte elveren at give livstegn fra sig. Hun bevægede hovedet lidt og slog øjnene op. Ferg sagde ikke noget til at starte med, lod hende opfatte, hvor hun var henne. Da hun peb af smerte, brummede han og lagde skindet over hende igen.
”Lig stille. Det er et dybt sår, og du har mistet en masse blod. Jeg gør mit bedste, men er hverken healer eller læge.” Han var ikke helt sikker på, om hun var vågen nok til at forstå ham, men han fortsatte med at snakke for at berolige hende, som han rejste sig.
”Jeg bliver nødt til at skyllet såret igen, inden jeg lægger en forbinding. Jeg er tilbage om et øjeblik.”

Det varede ikke længe, inden han var tilbage, bare for at gå igen, som han tog ting med hen til bænken. Forbindinger og et stykke stof, en lille skål med en klistret masse i og en skål med kogt vand og en klud. Han satte sig igen ved siden af hende og flyttede skindet, så han kunne komme til.
”Det kommer nok til at svide lidt,” mumlede han, som han klemte lidt vand af kluden og begyndte at vaske såret. Han var grundig og det begyndte at bløde igen, men slet ikke så meget som tidligere. Omhyggeligt tørrede han området af med det løse stykke stof, inden han begyndte at smøre den klistrede masse på såret.
”Det stopper blødningen og renser såret, så der forhåbentligt ikke går betændelse i. En klog kone inde fra landsbyen har blandet urterne,” fortalte han med sin dæmpede, dybe, men alligevel aldrende stemme.

Til sidst tørrede han fingrene af i stoffet og rettede blikket mod hendes ansigt. Trods blegheden kunne han se skønheden ved hende. Ikke at han selv fandt elvere noget specielt, men derfor mindede de ham ofte om blomster, de pyntede, men kan kunne ikke bruge dem til noget.
”Kan jeg få dig op at sidde, så jeg kan lægge en forbinding?” Han håbede, at hun selv kunne hjælpe til, ellers havde det helt sikkert været nemmere, at hun var bevidstløs, så han ikke skulle tænke alt for meget over, hvor meget han hev og skubbede, og hvor han var nødt til at tage fat.

Manden talte til hende, ord der både gav mening og var fjerne. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det men der var et eller andet ved ham der fik hendes nakkehår til at rejse sig. Han lignede mistænkeligt meget en dværg. Hvorfor ville en dværg hjælpe hende? Deres racer var naturligt ikke perlevenner. Men hun valgte dog ikke at stille for mange spørgsmålstegn ved det og tog i stedet mod hans hjælp.
Hun betragtede ham som han forlod hende og forsøgte at se hvad såret gik ud på, det var svært, både på grund af hendes anatomi og hendes dasede blik. Hun lod fingrene glide over de hakkede kanter og skar ansigt før hun lagde nakken tilbage igen. Hvor var Melda når man havde brug for hende?
Dværgen, som hun nu havde besluttet at han var, kom retur med nogle ting i hænderne. Han mumlede nogle ord og det næste hun mærkede var en syreagtig svigen der bredte sig i næsten hele hendes overkrop. Hun skar tænder men sagde ikke en lyd. For hvert sekund der gik fik hun et klarere blik og hendes sanser syntes at komme tilbage på et normalt niveau. Dværgen talte, en dyb næsten beroligende stemme men hun havde ikke fokus til at lægge mærke til præcis hvad ordene betød. Først da han så mod hende, og hun mødte hans blik med sine klare isblå øjne fik han hendes fulde fokus.

Hun nikkede ved hans ord og hævede sig langsomt op så hun sad mere op, ikke helt, da hun stadig var meget svimmel grundet blodtabet men hun sank den tørre fornemmelse i munden og svajede lidt med hovedet. Tæppet gled af hende og blottede hendes blege hud. Det lange hvide hår havde enkelte røde pletter der hvor det havde været i kontakt med hendes sår og hun var nok også mere bleg end hun plejede at være. Dog holdt hendes stædighed hende oppe, det og et solidt tag i sofa ryggen til at stabilisere sig så meget som muligt.
”Hvem.. Hvem er du” Hviskede hun med hæs og kvalm stemme. Hun havde brug for et navn, han kunne ikke bare hedde ”dværgen” når han nu gjorde så meget for at hjælpe hende.

Det virkede til, at smerten fra sår rensningen fik hende mere tilbage til virkeligheden, hvilket var en smule beroligende. Der var stadig liv i den hvidhårede elver. Ferghus mødte roligt de blå øjne med sine grå, fyldt med alvor. Som altid var hans rynkede, skæggede ansigt en smule mørkt og med tydelige præg efter et livs alvor og hårde oplevelser.
Da hun begyndte at sætte sig op, tog han ved hendes arm for at hjælpe hende, hun virkede meget svag. Tæppet faldt længere ned om hendes liv, men der var ingen interesse i hans blik, som han sikrede sig, at hun blev siddende, mens han foldede forbindingen ud.

Hendes stemme var næsten uhørlig, men han fangede godt, at hun ville vide, hvem han var.
"Mit navn er Ferghus," brummede han, og løftede blikket til hendes ansigt fra forbindingen. "Du er i sikkerhed her." Ikke bare her i hytten eller i skoven, men i hans nærvær. Han ville ikke gøre hende noget, og skulle nogen følge deres spor og ville gøre arbejdet færdigt, ville han også svinge sin økse for hende. Han sagde det med fast stemme, inden han begyndte at vikle forbindingen om hende. Han havde naturligt nok korte arme og måtte fysisk tæt på hende, men var omhyggelig med ikke at komme for tæt, så hun ikke blev alt for utilpas.

Det var tydeligvis ikke første gang, at han pakkede en overkrop ind i forbinding. Om det var sår, bøjede ribben eller andet, der havde brug for presset fra stoffet, han havde været behjælpelig mange gange i sit lange liv. Så snart han havde sikret enden, trak han sig tilbage, så hun kunne lægge sig ned igen, hvis hun ville.
"Du burde hvile. Du kan roligt sove." Han rejste sig og begyndte at rydde op.

Ferghus.. Hun tyggede på navnet og sørgede for at erindre det. Det var en betryggende sætning han gav hende men kunne hun virkelig stole på en dværg? Dværgen kom tæt på, og hun trak hovedet til sig før hun så mod loftet. Verden drejede lidt rundt og hun lukkede sine øjne og bed tænderne sammen mens hun tvang sig selv til at trække vejret roligt og kontrolleret.
Dværgen.. Ferghus.. trak sig væk og lod hende lægge sig igen. Hun lænede sig tilbage og hendes hoved fandt hvile på armlænet. Hun følte sig kvalm men sikker. Hendes blik hvilede på ham og hun nikkede taknemmeligt. Varmen, trygheden og lettelsen skyllede hurtigt igennem hende og hun lod sine øjne glide i og faldt hen i en dyb søvn uden at lægge mærke til Ferghus’ gøremål.

Hun vågnede først mange timer senere, solen var ved at rejse sig over horisonten og hun hævede sig op på sine hænder og tæppet gled ned på gulvet. Med en bleg hånd strøg hun sig over panden og følte sig tør i munden. Hun svang benene ud over kanten på sofaen og inspicerede dværgens arbejde. Han var ferm med en forbinding måtte hun indrømme og hun skyldte ham sit liv. Blødningen var så godt som stoppet og hun følte sig allerede mere frisk end hun havde gjort den foregående dag.

Hendes blik vandrede rundt i hytten og hun følte sig kold og kravlede ned på gulvet og tættere på bålstedet hvor gløderne stadig ulmede lystigt. Brænde. Der skulle brænde på. Usikker på benene fandt hun frem til brændestablen og greb et stykke brænde. Hendes krop var svag og usikker, en ting hun ikke brød sig om. Men med brændet sikkert på bålet svøbte hun tæppet om sig og pustede til gløderne. Smerterne for igennem hende men hun holdt dem stædigt nede og stirrede på de begyndende flammer med en tilfreds mine.

Da Ferghus kom tilbage til bænken, der var lavet om til seng med skind, var elveren faldet i søvn. Forsigtigt lagde han et stort og varmt skind over hende, inden han ryddede det sidste op og endte med at sætte sig ved ilden med et krus te og noget brød med honning. Det var efterhånden sent på natten og varmen fra teen lullede ham til sidst i søvn, sovende i stolen. Ikke at det blev til mange timer. Himlen var knap ved at lysne udenfor, men han vidste godt, at han ikke ville få sovet mere. Lidt stiv i kroppen kiggede han til elveren, der stadig trak vejret og havde fået en ganske lille smule farve i kinderne. Hun skulle nok klare det, konstaterede han, inden han gik ud for at se til ponyen og klare det, en ældre herre nu skulle om morgenen.

Da han kom ind igen, var elveren ikke længere i sengen, men sad foran pejsen. Hun havde fået lagt brænde på, noget han ikke havde gjort, da lidt kølighed ikke gjorde ham noget. Man var vel en dværg.
Ferghus sørgede for at rumstere lidt på vej ind ad døren, så hun hørte ham komme ind. Men i stedet for at gå hen til hende, gik han de få skridt hen i den anden ende af rummet, hvor han havde sit køkken.
”Godt at se dig oppe,” sagde han med sin lidt hæse, brummende stemme, der ikke bar præg af, at krystalliansk var hans andet sprog. Dog var der ikke nogen tvivl om, at han kom fra den nordlige del af krystallandet, selvom han havde boet hernede, tættere på Azurien, i mange år.

Han begyndte at rode lidt rundt i et par kraftigt flettede kurve, for at finde frem til at lave mad. Hun skulle have noget at komme sig på.
”Du bør dog nok ikke bevæge dig for meget rundt, dit sår kan springe op igen, og du har allerede, og du har allerede mistet meget blod.” Han lagde et par gulerødder, kartofler og et par andre grøntsager på det lille bord, han brugte til madlavning og så på hende igennem rummet. Han vidste ikke, hvor meget hun kunne huske fra aftenen før, men han regnede med, at hun kunne finde ud af at spørge, hvis der var noget, hun ville vide.