Solen stod midt på hilmen og inde i skrædder butiken var der gang i stoffer og tråde. der var meget travlt nu hvor folk gik fra sommer tøj til vintertøj. Sarril som ejede butiken farede fra det ene til det andet sted. hun så pludselig på klokken og mærkede sin mave knurre. hun lagde de ting hun var gang i og gik ud til hovedgaden for at finde bageren. han plejede at lave det bedste brød.

Sarril var ikke så høj af sig men hun var en køn lille en. hendes øjne var kort og puffet. hendes øjne røde som rubiner og hendes hud en smuk lys farve. hun virkede tit som en surmuler. men hun var også fra kzar mora og de var ikke just glade og lykkelige der. hun gik i sin ejen verden da hun stødte en i en lille dreng han blev helst skræmt da han så hendes øjne og løb sin vej. hun rystede på hovedet og gik direkte mod bageren.

der var kø uden foran bageren og Sarril skulle jo vente for at få sin mad. men folk var virkelig langsomme og ubeslutsomme. eller det synes Sarril de var. hun stod og trippede lidt. hun havde kun en halv times pause. hun stod lidt og tænkte over om hun skulle finde en anden bager selv om ham her var den bedste. hun sukkede irreteret og så rundt på alle folk om sig. folk virkede så.... glade, ikke på samme måde som i kzar mora her virkede de oprigtelige glade. noget hun stadig skulle vænne sig til.

Amara havde bare været ude og gå denne dag for at komme lidt ud af slottet. Det var ikke altid hun havde overskuddet så det var rart at kunne det engang i mellem. Lige nu gik hun bare ned af gaden med en lille kurv. Hun havde altid en med når hun var i byen på denne måde, det kunne jo være hun fandt noget hun fik ideer af. Ikke at hun havde fundet noget endnu. Men det kunne også være fordi hun var meget kræsen med ting fordi hun jo selv havde lavet mad i så mange år så hun bare vidste hvad hun ville have af kvalitet.
Det var først da hun så de mange folk der stod og ventede i kø ved bageren at hun grinede lidt og kiggede ind af et vindue. Hvis der stod så mange i kø måtte det jo betyde det var godt, og hun kunne jo godt bruge noget at spise. Det ville nok heller ikke skade at smage hvad andre lavede for at kunne få ideer. 
Som hun stod og kiggede lidt på folkene der stod i køen kunne hun dog ikke lade være med at lade øjnene falde på en lille kvinde. Hun var smuk det måtte hun da indrømme, men på samme tid så hun også meget ud til at ikke nyde at være hvor hun var. Selvom hun havde lyst til bare at snakke med hende og finde ud af mere om hende gjorde hun det dog ikke for nu. Hun stod bare stille og kiggede lidt skiftevis på hende og på de andre.
Amara var selv iført en simpel lang kjole med et læderbælte om livet og en sort kappe med hætten trukket op. Med alle de år hun havde levet kendte hun jo en hel del og selvom hun var meget snaksaglig og venlig kunne hun nogen gange også godt lide bare at gå i sin egen verden, eller bare møde helt nye folk.

Sarril var ikke en der for det meste vakte opsigt. med mindre man så hendes øjne. de var ikke normale her i byen. Sarril stod og trippede lidt for at komme ind og få lidt mad. det var møg irreterene som folk var langsomme. dog måtte Sarril vende hovedet da hun følte øjne på sig. de røde øjne så rundt på folk der var en der vakte opsigt fordi hun ikke gik forbi som de andre men som så på køen. en mørkhåret skønhed... Sarril selv fik øje på hende og tænkte det kun kunne være hende der så på hende.

Sarril var ikke høj det vidste hun men hun var bare ikke højere. da køen bevægede sig kom et suk fra Sarril's mund og hun udbrød "endelig" på dæmonisk. for at folk ikke hørte hende. hun gik roligt videre frem og da køen stoppede som hun stod ude foran døren så hun mod personen igen. hvorfor virkede hun til at være intresseret i hende? noget var underligt.
"hvad kigger du på" kom Sarril til at udbryde på dæmonisk.  hun havde glemt at skifte over til krystalisk. så hun opfangede ikke at hun talte dæmonisk

Amara havde bare sådan kigget lidt rundt for ikke at skabe for meget opmærksomhed på sig selv. Det var jo ikke fordi hun ville stirrer eller sådan noget. Hun kunne bare meget tydeligt se at kvinden ikke lige frem passede ind, og det fangede hende bare på en eller anden måde. Dog kunne hun ikke lade være med at smile over hvordan det var kvinden virkede til at være utålmodig. Alligevel kom det meget bag på hende da hun pludselig blev snakket til. Eller i hvert fald troede hun gjorde det. Hun forstod ikke rigtigt hvad der blev sagt, sprog var ikke lige hendes stærke side, selvom hun havde levet i mange år. Let lagde hun hovedet lidt på skrå med et kærligt smil.
"De må undskylde hvis jeg har gjort noget forkert, de skildede dem bare en smule ud" kom det fra hende med en rolig og blid stemme. Selvom hun ikke havde forstået ordene så var hun skam ikke dårlig til at aflæse folk. Så hun kunne skam godt se på kvinden hun ikke helt var glad for hende. Det havde jo ikke på nogen måde været det der var hendes hensigt. Hun havde bare været interesseret, og derfor kommet til at måske stirre lidt.

Sarril havde oplevdt mange ting i sin tid. Men det meste var negativt da hun var en dæmon. Hun forstod mange ting men venlighed var hun igang med at lærer. Hun tog sig til hovedet og sukkede lidt. "det må De undskylde. Jeg er bare ikke glad for folk stirre på mig" hun havde slået over på krystalisk igen og hun virkede lettere forvirret da hun sagde unskyld. Mest fordi hun var i tvivl om det var rigtigt sted at bruge det ord.

Sarril så ind af døren til bageren og kunne se en masse mennesker der stod og overvejede hvad de ville ha. *havde det ikke været en ide at finde ud af hvad i ville ha før i gik ind* tænkte sarril da hun jo vidste hvad hun ville ha. Så det at andre ikke vidste det kunne nemt for hende i kogepunktet. I kzar mora havde det altis været man skulle kæmpe sig frem for at få noget som helst.

"De er ellers så smuk, jeg kunne forestille mig du fangede manges opmærksomhed" Kom det fra hende med et kærligt smil igen. Det var jo sandt det hun sagde, hun fandt virkelig denne kvinde smuk, hun var speciel og sin helt egen, hvilket gjorde hende smuk i hendes øjne. Derfor betød det dog ikke at hun ikke havde det dårligt med at have gjort noget som havde været ubehageligt for kvinden. Nok også derfor hun mest bare kiggede ind i bageren nu også. 
Amara havde altid været en person som ikke havde dømt nogen på hvad race de var. Fordi for hende havde det sådan set ikke noget at sige om hvordan man var som person. Hun havde mødt mange i sin levetid som ikke var noget sted i nærheden af rar, selvom de måske var noget almindeligt som menneske. Hun havde faktisk ikke mødt mange engle så sådan en race kunne hun ikke udtale sig om, men hun havde også mødt vampyrer og dæmoner som var søde og venlige over for hende, og gjorde som der blev sagt. Så derfor så hun folk på en anden måde end de fleste nok.

Sarril så ikke sig selv som smuk så da kvinden kaldte hende smuk blev hun lidt mundlam. hun havde altid fået at vide at hun så skræmmende ud. Sarril havde jo knald røde øjne. noget mange mennesker frygtede. hun stilte sig på tær for at se ind i bageren. det var tydeligt at hun ikke var så høj og havde meget lidt tålmodighed.... utroligt hun faktisk var skrædder og kunne brodere og sy uden problemer.
hun så mod kvinden igen i et kort øjeblem og udtalte med blikket ned i jorden. "De er også smuk." hun havde ikke sagt sådan noget før til nogle. men denne kvindens hår og hud skindede for Sarrils øjne. hun var smuk og elegant. hun ville være en perfekt model. især for Sarrils skitse pergamenter hun lavede tøj på.