De næsten sorte øjne stirrede kort op imod solen der stod højt på himmelen denne sensommer dag. Rubinien’s ørkener var bestemt ikke et sted man ønskede at befinde sig mere end nødvendigt, da vand og mad ikke var noget der flød med, samt der var ikke rigtig skygge, så solen kunne stege en langsomt med strålerne. Kort stoppede dæmonen op og stirrede mod horisonten og brummede lettere irritabelt, da han nemt kunne gætte sig til der stadig var nogle kilometer der skulle nedlægges før han ville nå til Balzera. Der var ikke nogen tvivl om hvad hans første færd ville gå ud på, han var så tørstig han sikkert kunne drikke en hel brønd fyldt af vand, men måske skulle han ikke gøre det i sin menneske skikkelse? Hans menneske skikkelse ville sikkert ikke få lige så meget hjælp, som hans katte skikkelse ville. Planen var lagt, nu var det sådan set bare at komme frem. Hvordan havde han også været så dum ikke at stjæle en hest? Så ville det ikke have taget ham lidt over et døgn at komme frem og nu var han her i ørkenen og var sikkert ved at dø af væskemangel og hedeslag, uden selv at ane noget om det. Hans skridt blev længere og hurtigere, blot for at komme frem en anelse hurtigere.

Dæmonen faldt næsten sammen da han nåede til Balzera ”Langt… Om længe.. ” hvæsede han og hev svagt efter vejret inden han lukkede øjnene for en kort stund. Hvis folk kunne se hvad der skete med dæmonens krop lige nu, ville de uden tvivl løbe skrigende bort. Lyden af knoglerne der brækkede for at sætte sig på plads igen, menneskekroppen der langsomt svandt ind, blev behåret og blev til… En kat? En Sort Maine Coon med askegrå aftegninger kravlede ud af bunken med tøj der var blevet efterladt. Svagt twitchede han det venstre øre, løb lidt rundt om sig selv og mærkede om han stadig havde styr på denne evne. Stille luntede han ind i byen, søgte efter noget han kunne drikke fra og kom til et hestetrug. Det var fint for ham… Med elegance sprang han op på kanten af truget og lænede sig stille ned og drak af vandet. Fra tid til anden hørte han der var folk der snakkede om den pjuskede Maine Coon der sad og drak. Han måtte ligne en hjemløs kat der havde levet i gaderne i flere år efterhånden, men han havde trods alt også haft noget af en rejse. Han sprang ned fra truget og luntede lidt rundt i byen, miavede for at få en eller anden respons ud af folk, så der måske var nogle der ville give ham mad. Måske ville det give pote… Han havde i hvert fald lov at håbe.

For en gang skyld havde Anna overtalt Jaris til at tage en tur ind til Balzera. Hun manglede et par småting til noget mad og havde argumenteret med, at Jaris alligevel ikke havde noget andet at tage sig til. Han havde selvfølgelig desperat forsøgt at lyve sig ud af at forlade huset, men han var stadig utrolig dårlig til at lyve, så nu var han altså på vej.
Jaris nåede ikke langt ind i Balzera, før han overhørte en masse hvisken. Noget med en kat? Nysgerrig som han var, skulle han da lige selv se efter og ganske rigtigt, rendte der en sort main coon rundt og tiggede efter mad. Uden at bruge få sekunder på at tænke over, om det nu også var en god idé, stak han en hånd i lommen med intentionen om at finde et par krystaller, der kunne bruges på lidt mad til dyret. Men da han trak hånden op igen, var det ikke krystaller, men et par sukker overtrukket nødder, han fik frem. Han måtte have forvekslet dem med krystaller, da han tidligere følte uden på lommen, netop for at sikre sig, at han huskede at få krystallerne med.
Han rystede lettere opgivende på hovedet af sig selv, da han stak nødderne i munden og stille og roligt bevægede sig tættere på katten.
"Hej misser," sagde han, stak en hånd lidt frem mod dyret og bukkede sig lidt ned, i et forsøg på at komme tættere på. Kunne han bare komme tæt nok på til at få fat i den, kunne han da altid tage den med sig hjem og fodre den der. Anna behøvede jo ikke at vide, at han endnu engang havde taget en herreløs kat med hjem og stjålet noget af hendes mad, for at fodre den.
"Jaris, lad den nu være, den kunne jo være syg!" Lød det fra en mand bag ham og Jaris genkendte straks stemmen. Det var en mand ved navn Briar, som han var stødt på op til flere gange i byen. Jaris holdt fast blikket mod katten, da han fortsat forsøgte at komme tættere på.
"Shh, Briar! Du kunne såre dens følelser! Kom, lille mis." Briar himlede med øjnene af dæmonen og gav allerede op, da han ikke magtede at tage diskussionen. Han vidste jo godt, at Jaris ikke ville lade det dyr være og Jaris vinkede dovent bagud med en hånd, da Briar forsvandt i folkemængden. Jaris undlod at bevæge sig helt tæt på katten, men satte sig i stedet på hug et lille stykke fra den, stadig med en hånd stukket frem mod den, i håb om at den ville komme til ham.

Han satte sig i noget skygge i nærheden af et træ, for det var bestemt ikke nemt at være sort og have denne tykke pels, specielt ikke i et ørkenområde som Balzera. Han begyndte at gøre sig ren, forsøgte at komme til at se lidt mindre vild ud, for så var der sikkert større chance for at folk ville overveje at fodre ham og ikke gå og tro at katten ville flyve i hovedet af dem, hvis de forsøgte at hjælpe. En venkendt stemme fik ham nærmest febrilsk til at se op og de gyldne katteøjne stirrede direkte på en mand der kaldte ham til sig. Baghera's hjerte stoppede næsten da det gik op for ham hvem det var... Hans søn. En svag knurren blandet med et miav kom fra ham som han lod ørerne ligge næsten fladt ned mod hans hoved, men alligevel nærmede han sig ham. Lettere anspændt stoppede han op nogle centimeter fra den anden dæmon og stirrede på ham, nærmest uforstående indtil en mand kom op bag ham og sagde noget om sygdom, hvilket fik katten til at twitche dens ene øre og se mod den nyankommende og miave opgivende mod dem begge. Han blev et stykke væk fra dem, spillede lidt kostbar, men da den anden person igen smuttede, tog Baghera dog modet til sig og bevægede sig lidt tættere på for at snuse lidt til hånden. Når hånden var blevet godkendt ville han begynde at puffe til den, nærmest som om han forventede at blive kælet for. Et miav undslap ham igen som han viftede lidt med den store buskede hale og puffede igen til dæmonens hånd og spandt svagt. 

Baghera måtte virkelig holde hovedet koldt i denne situation, trods lysten til at forvandle sig og gøre det af med Jaris var så stor. Det ville være temmelig akavet for ham i givende øjeblik, da han ville ende med at stå nøgen overfor en masse, samt overfor Jaris. Han var nødt til at spille dette spil, lade som om han er en kat så længe han kan og når tiden så var inde måtte han jo forklare hvorfor han pludselig er et menneske. Han måtte også dække over sin egentlige identitet for ikke at afsløre sig selv, så Jaris ikke vidste han havde med sin fader at gøre igen.

Idet katten kom nærmere for at snuse til hånden, bredte der sig et smil, der hurtigt fyldte hele ansigtet på Jaris. Som den begyndte at puffe til hans hånd, gav han sig til at stryge hånden hen over kattens hoved, og hele vejen ned over ryggen. Sådan blev han ved et par gange.
"Så blød," mumlede han for sig selv, næsten helt lykkeligt. Syg eller ej, så skulle den altså med hjem. Han sad i et lille stykke tid bare og kælede for katten, mens han tænkte lidt over den bedste måde at smugle den med ind i huset, uden Anna ville finde ud af det.
"Jeg ville gerne give dig noget mad her, men jeg har ikke noget. Så du må komme med hjem," forklarede han, som om katten havde en chance for at vide hvad han sagde. Det vidste han jo godt ikke var muligt. Det var jo intet andet end en kat.
Mens han fortsatte sin kælen med den ene hånd, rakte han langsomt den anden hånd frem og lagde op til at skulle samle katten op. Han ventede med at gøre det, da han lige ville se om katten accepterede det først. Han var ikke ligefrem bange for at komme i karambolage med et par kløer, men det ville nu være nemmere at transportere den med hjem, uden at skulle slås med den hele vejen.
"Må jeg løfte på dig?" Spurgte han håbefuldt, da han forsigtigt førte hånden under den bløde mave og løftede en lille smule.

Katten blev ved med at spinde som dæmonen begyndte at stryge ham over hovedet og ned over ryggen. Måske ville han ikke stå ved det, men Baghera ELSKEDE at blive kælet for og nusset om når han var i denne form, men så snart han var menneske igen, var der ikke nogen der skulle røre ham, med mindre de havde fået lov. Han så lettere forvirret op på dæmonen og miavede som svar på hans ord. Baghera forstod hvert et ord der blev sagt til ham, men han havde ikke muligheden for at kunne svare tilbage udover miaven, som han allerede gjorde, dæmonen foran ham havde dog ingen ide om han sagde, men det var også lige meget indtil videre, for alt dette var blot en del af den nye plan han netop havde lavet i sit hoved. Baghera rørte sig nærmest ikke ud af flækken som dæmonen begyndte at række under ham for at samle ham op og et svagt miav kom fra ham, nærmest som et ja, til han gerne måtte samle ham op. Det ville være meget nemmere for dem begge at han bare spillede en sød og rar kat, i stedet for han hvæste, stak af og kunne starte fra square one endnu en gang. Når han var blevet samlet op ville han læne sig ind mod dæmonenes ansigt og gnide sit eget mod hans, mens han spandt. Lige nu ville han vitterligt gøre alt for at få både vand og mad, om det var hans egen søn eller ej var sådan set fuldkommen ligemeget lige nu...

Jaris blev næsten helt overrasket over ikke at blive mødt med en klo og et hvæs, for det var virkelig sjældent han fik lov til at samle de herreløse katte op uden protest. Han sørgede for at sætte en hånd under katten bagdel som støtte, mens han lagde den anden arm om den i et mindre kram. Alle de lange hår i ansigtet var helt sikkert det værd, som Jaris lænede sit ansigt mod katten og følte sig mere eller mindre begravet i pels. Åh, det var fantastisk!
Et lille grin lød fra ham, inden han rejste sig igen og vendte om på hælen for at gå mod huset. Han ignorerede pænt samtlige folk på vejen, der stirrede efter ham med underlige blikke.

Hele vejen gik Jaris med både næse og mund mast ind mod det pelsede dyr, lige indtil han nåede huset. Inden han gik ind, stillede han sig ude foran vinduet og lurede ind, så han kunne være sikker på at Anna ikke fangede ham. Det så ud til, at der var fri bane, så han åbnede forsigtigt døren og sneg sig ind og op ad trappen.
"Okay, vent lige her. Og vær sød ikke at miave lige nu," sagde han, da han trådte ind på sit værelse, samme værelse der engang havde tilhørt hans forældre, og satte katten fra sig på madrassen på gulvet.
"Shhhh," hviskede han til dyret, inden han gik ud derfra igen og lukkede døren efter sig. Han forsøgte at være så stille som muligt da han sneg sig ned ad trapperne og ud i køkkenet, men rundt om hjørnet kom Anna gående.
"Det var da hurtigt. Fik du alt jeg bad om?" Jaris vendte sig mod hende og smilede lettere dumt.
"Øhm.. Jeg glemte at få krystallerne med, sååh.. Jeg henter det i morgen?" Foreslog han og ændrede det dumme smil til det sødeste han kunne. Anna sukkede tungt, men gik heldigvis for ham med til det. Så snart hun havde forladt køkkenet igen, fandt han to skåle og fyldte den ene med vand fra den store balje. Han hentede noget udskåret fisk, der selvfølgelig ikke tilhørte ham, fra spisekammeret, og lagde det i den anden skål.
Da han kom tilbage på værelset, lukkede han døren efter sig og stillede begge skåle fra sig på gulvet.
"Værsgo, misser," sagde han og satte sig i skrædderstilling på gulvet ved siden af skålene.

Dette var en af de få gange Baghera ikke havde spillet hundrede procent kostbar overfor en person som kat, en gang skulle vel være den første og det var nærmest kun et held at det var hans søn han stødte ind i. Bevares så havde dæmonen ingen ide om det, for Baghera var så heldig, at han havde fået en ny krop eller to i mellemtiden, men hans indre var stadig den samme morbide mand der efterhånden søgte hævn, men nu var tvunget til at tage den med ro... 

Mens de var på deres vej til dæmonens hjem, sad Baghera fanget i favnen på ham, ikke det generede ham, for så slap han selv for at skulle bruge mere af hans energi på at gå selv. Da de kom ind i huset og han blev placeret på en madras så han op på dæmonen og twitchede ørerne ganske let og kom af med et lettere beklagende lyd som han lagde sig ned, men stadig med blikket rettet mod dæmonen som han forlod rummet. Så snart dæmonen var væk lod Baghera de orange øjne skule rundt. Deres gamle værelse, hvor han og Beleth havde sovet så trygt, indtil Jaris havde besluttet sig for at myrde dem begge. En utilfreds brummen kom fra ham som minderne svagt bølgede ind over ham som bølger på stranden. Lyden af fodtrin ude på gangen fik ham til at ligge sig ned igen og lade som ingenting og da døren gik op og han så de to skåle, hoppede han ned på gulvet og nærmest gned sig op af hans ben. Baghera så op på dæmonen som han satte skålene fra sig og gav sig straks til at drikke vand kort efter. Hvis katte kunne ånde lettet op, så gjorde han i hvert fald lige nu. Vandet havde længe været savnet, men maden kunne også godt bruges. 

Mens katten sad og nød vandet, kunne Jaris ikke lade være med at række hånden frem og flette fingrene ind i den lange pels på ryggen. Så rolig den havde været indtil videre, gik han ikke ud fra at det ville røre den, at blive nusset lidt imens. Jaris nåede dog ikke at nyde den bløde pels længe, før det bankede på døren og han måtte rejse sig igen. Han åbnede kun døren på klem og satte et ben i den åbne revne, bare for at være sikker på, at katten ikke kunne løbe ud og inden ville kunne se ind.
"En af pigerne så dig tage et par skåle med herind. Du har ikke stjålet en kat igen, vel?" Spurgte Anna, helt opgivende, for hun var tydeligvis ved at være træt af, at forklare Jaris hvorfor det var upraktisk at have kat i hjemmet. Jaris forsøgte at se helt uforstående på hende og rystede let på hovedet.
"Næh. Nej. De to skåle var.. til mig," løj han og smilede svagt.
"Drikker du vand fra en skål?" Hun så på ham med et blik der uden tvivl fortalte, at hun ikke troede på ham.
"Jep," svarede Jaris hurtigt og nikkede kort. "Bare rolig, jeg har ikke taget en kat med hjem igen," skyndte han sig at sige, før han lukkede døren i. Han blev stående ved døren indtil han hørte fodtrinene, da Anna gik.

Han var udmærket godt klar over, at hun ikke troede på ham, men han ville da ikke indrømme det. Så skulle han sige farvel til katten og det var han ikke klar til endnu. Han var til gengæld rimelig klar til en lur. Det tog altid en del energi fra ham at være ude i den hede, hvilket også var en af grundende til, at han havde forsøgt at snige sig udenom.
"Vil du også have en lur? Du må have det meget varmere end mig, med alt den pels," sagde han på vej mod sengen, som han lod sig falde ned i. I et hurtigt forsøg på at lokke katten med sig, tappede han let mod madrassen med fingrene, men der gik ikke længe, før han faldt lidt hen i en mindre dyb søvn.

Svagt løftede Baghera hovedet for at se på Jaris og da han igen hørte trin i gangen, stoppede han med at drikke. Han så mod døren da dæmonen rejste sig for at åbne, da det bankede på. Baghera sad blot og lyttede til deres samtale og inderst inde i sjælen grinede han måske lidt over det var en kvinde der beskyldte ham for at stjæle hjemløse katte med hjem. Var denne dæmon virkelig hans søn? Opgivende gav han sig til at spise lidt af maden, hvorefter han igen vendte sig mod vandet og drak næsten det hele der var i skålen. Som døren igen blev lukket og fodtrinene forsvandt og der igen blev stille så han op på manden og twitchede sine ører, før han satte sig til at slikke poter. 

En spinden kom fra ham som han gik over til dæmonen og puffede svagt til hans ben som han rejste sig for at smide sig i sengen. En lur? Jo det var faktisk ikke den dummeste ide, men han skulle bare sørge for den ikke var mere end en time, for så kunne han vel se om der var en udvej fra værelset så han kunne forvandle sig til menneske og efter noget tid tilbage til kat. Som han fik øje på fingrene der tappede på madrassen, satte han sig ud for dem og holdt øje hver gang de bevægede sig og med et, sprang han op i sengen og smed sig nærmest over hans hånd og nappede svagt i dæmonens hånd, før han lagde sig til rette op af dæmonen.

Der gik et par timer, før der langsomt begyndte at komme en smule liv i Jaris igen og der lød nogle få, behagelige lyde fra ham. Han lå utrolig godt og havde virkelig også sovet helt fantastisk. Det gjorde han ellers normalt kun, når han lå sammen med en anden person. I sin træthed tænkte han ikke yderligere over det i få sekunder, men da han bevægede på hånden, gik det lige pludselig op for ham, at det ikke var en pelset kat han rørte ved. Det føltes mere som hud. Han var så træt, at han næsten var overbevist om at han bare halvdrømte lidt, men da han endnu engang flyttede på hånden, denne gang for virkelig at mærke efter, var det en nøgen overkrop han kunne føle. Helt uforstående slog han øjnene op og straks så han den nøgne mand ligge ved sin side.
"ARGH, FOR ZALADIN!" Råbte han i chok, idet han spjættede forskrækket med arme og ben, og samtidig fik losset til manden. Han sprang op ad sengen og rendte af ren refleks bare bagud, indtil han ramte væggen.
"Hvem i Zaladins navn er du!?" Spurgte han panisk og kastede hurtigt et undrende blik rundt i værelset. "Og hvor er min kat!?" Tilføjede han. Han forsøgte så vidt muligt at ignorere det faktum, at den fremmede mand i hans værelse var nøgen. Det var ikke det vigtigste at fokusere på lige nu.

Baghera var fuldkommen væk og smilede skævt for sig selv, da han mærkede en hånd der gled over hans.. Brystkasse? FUCK! Han vågnede med et set og stirrede mod dæmonen foran ham og forsøgte at dække sig til bare lidt " VENT! VEnt jeg kan forklare!" kom de febrilsk fra ham som dæmonen for op fra sengen. Baghera sad helt op af væggen, nærmest som var han stadig kat der var skræmt fra vid og sans. Han så på dæmonen og sukkede "Jeg ved det her lyder latterligt... Men jeg har evnen til at forvandle mig til en kat... Det er ofte den nemmeste måde at få opmærksomhed på ved en lang rejse..." sagde han stille. Baghera måtte lyde som en der var komplet idiot, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare det. Han fortsatte " Jeg kan holde skikkelsen i op til to timer og så begynder den at rende ud... Efter to timer, ja... Så bliver jeg menneske igen.. Måske beklageligt at jeg er nøgen, men altså" sagde han med et kækt smil. Han så mod døren og holdt det samme kække smil "Overvej hvis hun kom ind nu? Og ser du ikke er her sammen med en kat..." sagde han kækt og begyndte langsomt at rejse sig fra sengen og holdt noget for hans ædle dele. Han stoppede ved døren og så sig over skulderen "Alt det kræver er blot..." sagde han og rejste hånden for at knytte den og satte den mod døren. Han havde tænkt sig at hamre i døren og råbe og skrige, så kvinden ville komme løbende, blot for at finde dæmonen sammen med denne mand.  

Jaris stod med ryggen tæt op ad væggen og så ekstremt forvirret ud over fyrens forklaring. Han var ikke helt klar over om han skulle tro på ham eller ej, for det kunne da sagtens være sandt. Enten det, eller også var han bare en skummel type, der sneg sig ind hos fremmede, stjal deres katte, smed tøjet og lagde sig til at sove i deres seng. Det var vel usandsyndigt. Selvom han virkelig havde havde mødt nogle underlige typer.
Som fyren kommenterede på sit udseende, kunne Jaris ikke lade være med lige at lade blikket glide hele vejen ned over ham og trække let på skuldrene, som om han lydløst prøvede at sige, at det da ikke var så beklagende at han var nøgen. Da fyren rejste sig fra sengen, lagde Jaris lige hovedet let på skrå og så den side af ham an også. Lige indtil det gik op for ham hvad den fremmede sagde. Der rystede Jaris hurtigt på hovedet og så hurtigt han var kommet op af sengen, så hurtigt stod han ved siden af ham og greb fat om håndleddet af den knyttede hånd.
"Nej, nej, stop! Det behøver hun virkelig ikke at vide." Den paniske tone lå stadig i hans stemme, stadig mest fordi der lige pludselig var en nøgen mand på hans værelse, men også fordi han virkelig ikke havde behov for at Anna fandt ud af noget. Han vidste, at han aldrig ville komme til at slippe for dumme kommentarer om det igen. Jaris forsøgte at mase sig ind mellem fyren og døren, så han kunne skubbe ham væk fra den.
"Jeg tror på dig, bare flyt dig!" Han lagde desperat alt sin vægt i, da han fortsat gjorde alt han kunne for at skubbe ham væk fra døren, og samtidig skubbede han også til med hånden, der havde fat om håndleddet.
"Jeg forstår næsten hvorfor du følte bedre chancer for at få opmærksomhed som kat, men du kunne da i det mindste have sagt noget på vejen hertil! Så havde jeg måske været lidt mere forberedt på din ankomst." Panikken fyldte ikke det hele og i stedet kunne Jaris mærke at han egentlig var lidt irriteret. Selvfølgelig kun fordi det var lykkes en fremmed at få ham til at være tæt på et hjerteanfald, hvilket ikke skete ret ofte.

Baghera mærkede hånden omkring sit håndled og fik et smil frem på læberne "Årh, hvorfor dog ikke? " sagde han og så sig over skulderen på dæmonen. Hvor han dog elskede dette spil der allerede var mellem den, hans provokerende væremåde, men at dæmonen nærmest var rædselslagende over han ville hamre på døren. Baghera tog et skridt bagud da dæmonen kom mellem ham og døren og forsøgte at skubbe ham længere væk, for i teorien kunne han stadig nå døren, hvis det var det han ville. Et smil spredte sig på hans læber som han begyndte at ligge vægten i for at få ham længere væk fra døren "Du er godt klar over... " sagde han og skubbede tilbage så den anden dæmon ville ende med døren op af væggen, hvis skubbet lykkedes i så fald. Et grin undslap ham som dæmonen forklarede han havde forventet en advarsel " Hvor mange katte har du hørt snakke i dit liv.. Eller også skal du virkelig ligge noget på hylden hvis du tror katte kan tale" sagde han med et kækt smil på læberne. Hvis dæmonen var endt med ryggen op af døren ville han nærmest læne sig ned over ham og stoppe få centimeter fra hans ansigt. De næsten sorte øjne forsøgte at fæstne sig med den anden dæmons som et svagt smil kom frem på læberne "Er det fordi hun ikke må vide du er til mænd? Hvor sødt.. Forsøger du stadig og gemme dig i skabet?" sagde han spydigt og forholdt sig roligt, stadig med det borrende blik rettet mod dæmonen inden han rettede sig op igen.

Jaris kunne hurtigt fornemme hvor meget den fremmede nød spillet mellem dem, men Jaris var bestemt ikke enig. Han fandt det allerede virkelig irriterende og der var kun to dæmoner, der nogensinde havde formået decideret at irritere ham. Nyssa og hans far. Den tanke gjorde ham selvfølgelig kun mere irriteret.
Fyren trådte et skridt tilbage, så Jaris var overbevist om at han nok skulle få flyttet ham væk fra døren, hvis han nu bare skubbede lidt ekstra på, men han var slet ikke forberedt på at han ville skubbe tilbage, så Jaris blev mast op mod døren. Jaris stoppede ikke med at skubbe mens fyren talte, for nu blev han stædig. Han ville ikke lade sig skubbe rundt af en fremmed!
"Jeg har hørt katte tale, lige så ofte som jeg har set katte forvandle sig til nøgne mænd. Eller det havde jeg da, men det fik du da ødelagt, så du kunne godt have sagt noget!" Om det var fysisk muligt for ham at tale mens han var kat, det anede Jaris ikke, men han ville have ret.
Den nøgne mand rykkede sig nærmere og Jaris rettede automatisk blikket mod de næsten sorte øjne. Han forsøgte stadig at skubbe ham væk, men stoppede lige så snart han hørte den kommentar. Irritationen i de orange øjne forsvandt og de så næsten helt tomme ud.
"Hvordan kan du..." Han stoppede sin sætning. Nej, det vidste han ikke. Den detalje kunne den mand umuligt vide. Han havde sikkert kun sagt det, for at prikke lidt ekstra til Jaris, nu hvor han gjorde så meget for at holde ham fra døren.
"Det eneste jeg forsøger, er at få dig til at flytte dig," svarede han, så roligt som han overhovedet kunne og sekundet efter løftede han hurtigt det ene ben, for at hamre et knæ mellem benene på fyren. Måske det ville virke bedre, nu hvor det ikke gik specielt godt med at skubbe ham fra sig.

Baghera kunne ikke holde et grin tilbage som han mærkede hvordan dæmonen begyndte at ligge mere vægt i "Jeg er så en af dem, der ikke kan tale.. " sagde han og grinte igen. Hvor var det sjovt at se den irritation som den anden havde, hvordan han ivrigt forsøgte at kæmpe imod den større mand der nærmest havde trængt ham op af døren. Et lettere kækt smil kom frem på hans læber "Det står næsten malet på dit ansigt... Jeg forstår.. Jeg skal nok lade være med at hamre på døren.. Indtil videre" sagde han med et lusket smil. hvor var det ellers fristende at hamre på døren så kvinden ville komme løbende, men frustrationen fra denne dæmon var næsten sjovere. Baghera nåede ikke at reagere på noget som helst, før han fik et knæ fluks mellem sine ben og tumlede bagud og brummede ret irriteret. De sorte øjne så mod dæmonen og smilet var for længst forsvundet og havde efterladt hans ansigt uden nogen form for mimik. Baghera tog en dyb vejrtrækning og forsøgte at komme sig over knæet. De mørke øjne lynede nærmest mod dæmonen som han svagt kneb øjnene sammen "Tror du jeg er dum Jaris.. Jeg ved godt hvem du er..." sagde han med et tilfreds smil på læberne. Han var snart færdig med at spille komedie, bevares så havde han ikke alle de ar som Jaris havde efterladt på hans krop, men med en del koncentration og smerte helvede, ville han formeltlig kunne fremane lidt af samme fornemmelse og den samme scene de sad i tilbage for en del år siden. Han holdt armene ud til siden og lod stoffet der dækkede hans krop, falde til jorden under ham "Men ville det ikke være bedst at klæde mig på inden dine øjne popper ud af skalden på dig hmm?" sagde han med et kækt smil, blot for fuldkommen at skifte emne, nærmest som var han skizofren.

Jaris sukkede. Så kunne han altså ikke få ret alligevel, selv efter han havde kæmpet så hårdt for det. Fyrens næste ord gjorde det hele lidt bedre, for den smule panik der hele tiden havde været der, forsvandt mere og mere, så snart han nævnte, at han ikke ville hamre på døren. Han vidste, at han ikke ville kunne stoppe det, hvis der blev ændret mening lidt senere, men for nu, var han mere eller mindre tilfreds.
Knæet mellem benene virkede perfekt og den irriterende spænding hos Jaris forsvandt også, så snart han ikke længere stod tvunget op ad døren. Han begyndte at kunne trække vejret lidt dybere, men ansigtet uden mimik og de sorte øjne, stoppede Jaris i at flytte sig. Der var lidt Zepar over den fyr og det skræmte Jaris lidt. Han burde måske også have reageret anderledes på nævningen af hans navn, men der bredte sig et flabet smil over hans læber.
"Du kender mit navn fordi du har hørt hende sige det," sagde han og kastede et hurtigt blik bagud, for at hentyde til kvinden fra tidligere. Idet stoffet blev sluppet og faldt mod gulvet, fik Jaris automatisk rettet blikket ned. Han havde ikke ligefrem travlt med at rette det tilbage igen, men gjorde det alligevel da en trussel blev kastet afsted.
"Det er ikke retfærdigt! Jeg tog dig med hjem, gav dig mad og vand, og du vil betale mig tilbage ved at slå mig ihjel!? Nej!" Brokkede han sig. "Du aner ikke hvem jeg er! Du aner ikke hvad jeg er i stand til. Jeg kender din type. Du tror, at du kan skubbe mig rundt som det passer dig, men du undervurderer mig. Jeg skal sørge for at du indser, hvor stor en fejl du begik, da du besluttede dig for, at det ville være en god idé at lade mig komme tæt på dig," truede han tilbage, da han samtidig endelig flyttede sig fra døren og for hen og greb fat om fyrens hals, så hårdt han kunne. Han vidste at han ikke ville have en chance, hvis den anden besluttede sig for at gøre modstand, men det stoppede ham ikke. Denne fyr mindede ham alt for meget om Zepar, men han mistænkte ham ikke det mindste for faktisk at være ham, ellers havde han aldrig gjort hvad han gjorde. Den anden hånd knugede han sammen og i samme øjeblik smadrede spejlet bag den anden. De knuste glas gled larmende hen over gulvet og kom tættere og tættere, men Jaris holdt fast det truende blik mod de sorte øjne.

Baghera rullede kort med øjnene "Ganske vidst hørte jeg hende sige det, men jeg har mødt dig før Jaris... Du kan sikkert ikke huske det, for det er ret mange år siden" sagde han med et skævt smil på læberne. Det var endnu ikke sikkert han fattede hvad der foregik, hvilket blot vat et kæmpe plus for ham selv, eller også spillede Jaris blot komplet idiot. Han krydsede armene som dæmonen begyndte at brokke sig "Det er til syneladende den eneste måde man får fat på dig.. At være kat" sagde han med et grin i stemmen som han sukkede over de næste ord der kom fra dæmonen. Han havde altid været stor i munden, men han havde ingen anelse om, hvad det var han var ved at rode sig ud i. Ja, Jaris var en stærk dæmon, men Baghera var ældre og var væsentligt større og stærkere end den unge dæmon der stod og brokkede sig. Ikke den mindste bevægelse kom fra Baghera, da den anden kom over og greb fat om hans hals og forsøgte at kvæle ham. Hånden mod det smadrede spejl, fik et dystert smil frem på hans læber "Gammelt trick.. Ser du.. Ikke har lært en skid" hvæsede han som han svagt hev efter vejret inden han greb fat i dæmonens arm og forsøgte at vride den om på ryggen af ham og holdt ham fast, Hvis dette lykkedes, ville hans fri hånd gribe i hans underkæbe og hive ham op og stå, nærmest klods op af ham. Han lænede sig ind til ham og fik et dystert smil på læberne "Lad mig genopfriske din hukommelse Jarisius... Gravésiom... Meniitás" sagde han langsomt og lod den stille synke ind inden han fortsatte "Ganske vidst har du dræbt mig en gang... Men så er det godt jeg blot kan finde nye kroppe.. Ikke sandt?" sagde han nærmest spindende ind i hans øre inden han lod et finger glide over hans læber og holdt stadig armen godt fat på ryggen.

Den første kommentar blev ignoreret, fordi Jaris var overbevist om at fyren løj. Han ville jo kunne huske, hvis han var stødt på denne enormt irriterende mand før og det kunne han ikke. De næste kommentarer blev ignoreret, fordi Jaris havde alt for travlt med at være tæt på rasende. Tanken om at dette kunne være hans far, var stadig ikke faldet ham ind, for han havde ikke set eller hørt til manden i næsten 400 år. Han forsøgte at stramme grebet om den anden hals, selvom han ikke havde flere kræfter at give af, men i næste øjeblik måtte han alligevel slippe, da hans arm blev tvunget om på hans ryg.
"Argh, slip mig, dit møgkræ!" Råbte han og gav sig til at vride sig for at komme fri, hvilket selvfølgelig kun fik det hele til at gøre mere ondt. Han sendte den fremmede et voldsomt muggent blik, da denne tog fat om hans kæbe. I samme øjeblik mistede han kontrollen over glasset, der blev liggende på gulvet. Jaris blev hevet op at stå, for hvis han prøvede at gøre for meget modstand, vidste han, at det nok bare ville blive værst for ham selv. Men det fik ham ikke til at stoppe med at vride sig og der lød nogle anstrengte suk, støn og halvskrig fra ham, som han stadig forsøgte at komme fri.

Først da det første navn blev nævnt, stoppede Jaris fuldstændig med at gøre modstand og nævningen af hvert navn, føltes som en knytnæve i maven.
"Zepar..?" Mumlede han og i samme øjeblik trillede den første tåre ned over kinden. Det var en af de eneste to ting, der kunne få Jaris til at græde. Emnet om hans far, og hans reelle far. Det var lige nøjagtig den mand, han havde forsøgt at fjerne fra sin hukommelse lige siden dengang, men alle minder var som sømmet fast i hans hoved. Lige nu var de værre end nogensinde før. Jaris følte sig præcis som han gjorde dengang. I et øjeblik stoppede han med at trække vejret og da han endelig begyndte igen, var det skælvende.
"Jeg har det virkelig dårligt. Jeg tror.. jeg skal kaste op.. eller besvime. Eller måske begge dele," mumlede han videre og rakte sin frie hånd op for at tage fat om hånden, der havde fat i hans kæbe. Han havde det virkelig ikke særlig godt. En voldsom kvalme havde lagt sig i hans mave, så det var virkelig ikke overvældende hvor mange kræfter han brugte, da han prøvede at få ham til at slippe kæben.
"Jeg holder stadig på hvad jeg sagde. Du kunne virkelig godt have sagt noget." Stadig gjorde Jaris hvad han kunne, for ikke at synke helt hen i frygt og komme med lidt mindre skræmte kommentarer, men det gik langt fra som planlagt. Ordene lød helt klynkende og samtidig kunne han ikke styre de tårer, der væltede ned over kinderne. Han havde en enkelt gang samlet sig mod til at gøre det af med Zepar. Han vidste, at han ikke ville kunne gøre det igen. Han havde lyst til at spørge hvad han ville, men han var bange for svaret, så han lod være. Han var også rimelig sikker på at far mente sin tidligere dødstrussel.

Baghera sukkede nærmest opgivende som Jaris begyndte at kæmpe imod hans greb, for det ville sådan set blot gå udover ham selv. Dæmonens febrilske opråb fik ham svagt til at grine, men han sagde ikke et ord og så hvordan glasset på gulvet lå stille. Dæmonen skulle sikkert bare have lov til at bruge energien på et eller andet og i dette tilfælde, var det et ivrigt forsøg på at komme ud af grebet på Baghera. Hvis kvinden ikke kunne høre deres tumult, så var der noget galt, måske var det bare ikke noget nyt for hende, hvilket var derfor hun ikke kom løbende ved hans opråb? Eller også var hun bare ved at være træt af at skulle babysitte.

Et smil spredte sig på læberne som hans oprigtige navn blev nævnt [b”Troede du virkelig… Du kunne gå uden at blive jagtet? Efter det du har gjort Jarisuis?”[/b] sagde han med en brummen som han så hvordan en tåre langsomt trillede ned af dæmonens kind. Baghera vidste han havde forsøgt at glemme alt, ligge fortiden bag sig, men Baghera selv, havde endnu ikke tilgivet ham for mordet på Beleth. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over den reaktion som Jaris havde, tårer og skælvende i hans favn. Hånden der greb omkring den han havde om kæben på ham fik ham kort til at fnyse ”Og du er stadig svag på det punkt… ” sagde han med et grin som han slap Jaris og nærmest puffede ham i ryggen som han gav slip på armen han havde holdt på ryggen af ham. Baghera bevægede sig ikke det mindste, men de mørke øjne var rettet direkte mod Jaris. Som han talte, hævede Baghera et øjenbryn ”Er du fatsvag, eller nægter du at høre hvad jeg sagde til dig for lidt tid siden?” spurgte han og bemærkede de små klynke lyde. Det var slet ikke til at stå for, hvilket også var derfor hans læber krøllede sig i et lettere dystert smil. Det lignede næsten at Jaris havde noget han ville spørge om, men ikke gjorde det, hvilket sikkert også var for det bedste, så han ikke kom i flere problemer end han allerede var. Baghera holdt øje med glasset, for han ville være sikker på at dæmonen ikke forsøgte anden gang, dog tvivlede han på, der overhovedet var energi til det.

Der var ingen tvivl om at samtlige beboere i huset, havde hørt en Jaris' råben og brokken, men de fleste var efterhånden vant til underlige lyde fra hans værelse. Hvad han foretog sig derinde, var der ingen der fik at vide. Derudover havde Jaris en fast regel der lød, at de ansatte skulle passe deres arbejde og så skulle han nok tage sig af alt det fysisk hårde arbejde, for eksempel en højlydt diskussion med hvad der kunne være en kunde. Specielt lige nu, ville Jaris bede dem om at forsvinde, hvis nogen forsøgte at hjælpe. Han ville helst undgå at være i samme rum som sin far og kunne han undgå det, ville han ikke byde nogle andre i huset det samme.
Han hørte sit navn igen og det gjorde lige så ondt som første gang, men i stedet for at gøre ham mere sårbar end han var i forvejen, gjorde det ham frustreret. Han rystede svagt på hovedet, egentlig fordi han fandt det latterligt at blive bebrejdet nu, men han håbede at den anden dæmon ville se det som et svar på hans spørgsmål. Som om han udmærket godt vidste, at han ikke ville slippe godt fra det han havde gjort. Han åndede helt lettet op, da han endelig blev sluppet og puffet lidt frem. Han tog et par ekstra skridt for at komme bare lidt længere væk, inden han bøjede sig lidt forover og tog sig til maven med den ene hånd. Han havde det stadig virkelig dårligt, men forsøgte ihærdigt at holde det under kontrol. Han kunne ikke stå og kaste op foran den mand. Det ville ikke hjælpe på situationen.
"Du kalder mig svag, så måske du glemmer hvem der tog dit liv dengang," sagde han lavt, fordi han stadig frygtede at svare ham igen. At han så havde taget sine forældres liv mens de sov, fordi han ellers ikke ville have haft en chance, var en mindre detalje. I det mindste lykkedes det. Han rettede sig op igen og tørrede hurtigt tårene væk fra kinderne, inden han vendte sig om. Han ignorerede med vilje den sidste kommentar, bare for at være en anelse trodsig og vise, at han stadig ikke var helt så frygtsom, som han var dengang.
"Du har ingen ret til, at komme tilbage efter så mange år og bebrejde mig for hvad jeg gjorde mod jer. Hvad med alt det i gjorde mod mig? Hvis du troede, at jeg bare ville finde mig i det og lade dig blive ved, så er det ikke så svært at se hvem jeg har arvet egenskaben 'fatsvag' fra." Jaris gjorde alt han kunne for at lyde bare den mindste smule truende, men det var ikke nemt at være truende over for den mand man frygtede allermest.
"Så hvad nu? Er du tilbage for at gøre det af med mig? Så kom," udfordrede han, så dum som han nu var. "Jeg kan kæmpe meget mere imod end jeg gjorde dengang." Han mente helt klart hvad han sagde, men han var ikke klar over om klappen ville gå ned, hvis han prøvede. Han lavede små bevægelser med den ene hånd, så glasset på gulvet langsomt blev hevet hev over gulvet, tættere på Jaris. Han vidste at han ville tabe i en muskelkamp, så han var lidt afhængig af det glas.